Haakon Magnussøns saga

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif



Haakon Magnussøns saga

Oversat efter nyfundne Brudstykker


oversat af Dr. Gustav Storm

Sælges til Indtægt for Akershus Slots Gjenreisning.

Kristiania Grøndahl & Søns Bogtrykkeri

1899



Indledning


Medens Henrik Wergeland var Rigsarkivar, fandt man i Rigsarkivet, at mange gamle Skattemandtal var bleven indbundne saaledes, at der i Ryggen af Bindet var indsat Stykker af Pergamentblade med gammel Skrift. Wergeland skrev da i 1843 til Professorerne Keyser og Muneh og bad dem undersøge disse gamle Blade, og det gjorde de (se Langes Tidsskrift, 1ste Bind). Det viste sig da, at Pergamentstykkerne ofte hørte sammen og kunde sættes sammen til Blade; de hørte til tabte Pergamentsbøger, som kunde være Love, Sagaer, Legender og kirkelige Skrifter. Nogle faa af disse Blade kom bort, uden at man ved hvorledes, men de er nu fundne igjen, og de har vist sig at høre til en tabt Saga om Haakon Magnussøn, Konge 1299—1319. Da de netop taler om Akershus og Oslo, og fortæller om Festlighederne ved Bryllupet i 1312, har man troet at burde udgive dem nu (i Oversættelse). Pergamentbladene er pragtfuldt udstyrede med Initialer og malede Figurer, som skal illustrere Indholdet. Sagaskriverens Navn findes optegnet, idet der nederst paa Blad 2 staar med en gammeldags Haand: denne Saga skrev Mester Styrme, som var Kannik i Oslo (se Side 7). Det kan sees af Indholdet, at Sagaen er forfattet omkr. Aar 1335.

Oversætteren har i Noter givet Forklaring om Tidsregning og Stednavne.

Optoget ved Festen er ordnet efter denne Beskrivelse, saaledes som Tallene i Randen viser.


__________


1ste Blads 1ste Side


Kongens yngste Søn blev født i Tønsberg i Kongsgaarden under Berget i Kong Magnus' 7de Regjeringsaar[1] paa Skjærtorsdag, som da var den 10de Dag i April. Den hellige Biskop Erlend fra Færøerne var da i Tønsberg, og han døbte Gutten paa Langfredag i Laurentiuskirke og gav ham Navnet Haakon efter Hans Farfader, den værdige Herre Kong Haakon den gamle. Biskopen spaaede om det Barn, at han skulde blive Konge i Norge og blive en mærkelig Konge; han skulde bygge mange Borger og Kirker og blive Riget til stor Ære. Det troede faa dengang, thi alle mente, at den ældste Søn Erik Magnus vilde blive Konge efter sin Fader. Men den hellige Biskop var en sand Spaamand, og nu ved alle, at han var sandspaaet, thi Haakon blev siden en mægtig Konge, og Hans Værker vil leve længe efter ham. Han byggede Baahus ved Landsenden, Akershus ved Oslo og Vardøhus i Finmarken, og det er Mænds Tro, at disse Borge skal staa til evig Tid og aldrig skal de tages af Fiendehaand; for det vil vi prise den signede Kong Haakon, som byggede Riget disse stærke Værn. Han byggede ogsaa Kongsgaarden i Oslo og en Mur om den, som enduu staar, og han byggede Mariakirken paa Ørene, og der ligger han nu nedenfor Høialteret, og der beder Præsterne hver Dag for Hans Sjæl.

Da Haakon var tre Aar gammel, gav Kong Magnus den Lov om Kongearven, som altid skal gielde her i Riget, og da gav han sin Søn Erik Kongenavn og sin Søn Haakon Hertugnavn, og han bød, at Haakon skulde være Hertug over Oplandene og Osloherred, med — — —


1ste Blads 2den Side


— — — tog sit Sæde i Oslo; da var Hertug Haakon 15 Aar gammel[2]. I de Aar var der Strid mellem Biskoperne og Baronerne, som fik Kongen til at gjøre hvad de vilde. Da havde Erkebiskopen og to andre Biskoper maattet fly fra Landet, og Erkebiskop Jon døde udenlands. Men Biskop Andres i Oslo kom hjem igjen til sit Sæde, og han gjorde Forlig med Hertugen. Men Jarlen Alv Erlingson var Biskopens Fiende, og Biskopen satte ham i Ban. Da hændte det om Vaaren i Haakons tredie Regjeringsaar[3], at Hertugens Moder blev syg i Bergen og bad sin Søn komme til hende. Hertugen drog til Bergen og var der, da Hans Moder døde. Men medens Hertugen var borte, hendte det en Dag, at Hr. Alv samlede sine Mænd og fór med dem til Oslo. De kom did om Natten og gik i Stilhed op lige forbi Kongsgaarden og kom til Biskopsgaarden, førend nogen mærkede det. De satte Ild paa Biskopsgaarden, men Biskopen kom sig hemmelig ud paa Strædet; der blev han fangen og dræbt. Hertugens Høvedsmand, Hallkel Krokedans, ilede til med sine Mænd, men han blev fangen og ført til Alvs Borg Isegran, og der blev han dræbt. Da Hertugen i Bergen fik vide om, at Biskopen og Hans egne Mænd var dræbte, gjorde han det Løfte, at han skulde hævne Biskopens Død og at han skulde bygge en stærkere Borg ved Oslo, end nogen anden i Riget. Det er skrevet i Eriks Saga, hvor ilde det siden gik Alv Hart, men her skal fortælles, at Hertug Haakon, da han kom hjem til Oslo, bød at bygge en ny Borg paa Akersnæs; den Borg kaldte han Akersborg, men vi kalder vi den Akershus. Der blev bygget en Ringmur af Sten, og mange Huse indeni, og et stort Stentaarn, som endnu staar paa Østsiden. Paa den Borg byggedes i 12 Aar. Hertugen lagde Skat paa Bønderne i Osloherred og paa Oplandene, at de skulde hiælpe til at bygge det store Taarn til Værn for Landet; men Bønderne mukkede over det uvante Arbeide og sagde, at Borgen kun var alle Mænd til Mén og ingen til Nytte. Da svor Hertugen, at Borgen skulde bygges, hvad saa Bønder og Torperer sagde, og at hver den skulde vaage sin Hals, som nægtede at bygge paa Taarnet: derfor kaldte Bønderne Taarnet Vaagehals, og saa kaldes det endnu idag.


2det Blads 1ste Side


De første Linier er ulæselige.


Da Hertug Erik havde faaet Fred med Danerne, lagede han til et stort Gilde i Konghelle, thi nu vilde han holde Bryllup med Kong Haakons Datter. Han sendte Bud til Kong Haakon, og ved Olavsmessetid[4] red Hertugen ind i Norge og holdt Møde med Kong Haakon paa Kraakerøen, der Naumelven falder i Havet. Hertugen bad Kongen, om han nu vilde give ham sin Datter, enda hun bare var 7 Aar gammel. Men Kongen vægrede sig og svarede, at han vilde ikke gifte sin Datter med Hertugen, førend han gav ham Bardberg med Halland tilbage. Da blev Hertugen vred og svarede:


"Gud give hende Lykke, hvem hun saa faar;
men Bardberg faar Du ei atter iaar."


Han steg strax til Hest og red øster igjen til Konghelle, og der holdt han Gilde med sine Mænd paa Bryllupskosten.

Men da Haakon skjønte, at Hertugen vilde holde Bardberg imod ham, sagde han op Forbundet med Hertugen, og nu blev der stiftet et Fredsforbund med Kong Erik i Danmark og Kong Birger i Sverige, og Kongen lovede sin Datter til Birgers Søn.


2det Blads 2den Side


Hertug Erik syntes ilde om, at Kong Haakon gik i hans Fienders Flok. Hertugen havde vundet mange Venner i Norge, thi han var gavmild og vennesæl, og han vilde nu med deres Hjælp svige Landet fra Kong Haakon. Sent om Høsten i Kong Haakons 10de Aar[5], da Isen havde lagt sig paa Vandene, red Hertugen atter med sine Mænd ind i Norge; de var alle væbnede til Hærfærd. Han kom til Oslo, førend nogen Mand ventede det, saa Bymændene maatte gaa under Hertugen. Han lagde paa dem en dryg Madskat, og de maatte baade bage og brygge for Svenskerne. Han bød ogsaa Bønderne i Osloherred at give ham sine Kjør og Svin. Men Bønderne lød ham ikke, og mange var de, som nu førte sit Gods op paa Akershus, der Kong Haakons Hirdmænd sad. Hertugen red op imod Borgen og brugte mangeslags List for at tage den, men Nordmændene skjød fra Borgen baade med Spyd og Pile og Valslynger, og Hertugens Mænd led meget ondt, og somme faldt. Hertugen fik ikke taget Borgen, og da Julen kom, samlede Bønderne i Lier og Eker og Modum sig og fór imod Oslo. Der stod en Strid ved Faabro[6], og der sad nogle af Bønderne, men Dagen efter red Hertugen bort fra Oslo hjem til Sverige. Da blev mange Mænd glade i Hjertet, de som havde frygtet for sit Liv og Gods, og de Bønder, som før havde knurret mod Kongen, priste ham nu, at han havde bygget saa stærkt et Hus til deres Værn. Og Sommeren efter fór alle Bønderne i Viken efter Kongens Bud i Leding til Landsenden. — — —


Nederst paa Siden staar skrevet: "Denne Saga skrev Mester Styrme, som var Kannik i Oslo.


3die, 4de og 5te Blad (sammenhængende)


Om Sommeren i sit 12te Regjeringsaar[7] lod Kong Haakon gjøre rede Kost til et stort Gilde og sendte Bud til Hertugerne, at han til Høsten vilde gjøre deres Bryllup med de to Kongsdøtre, om de da vilde komme til Oslo.

Det tyktes Hertugerne godt at vide, og heraf blev de glade og blide. De lod sig skjære dyre Klæder og valgte Riddere og Svender til at følge sig; somme gav de to Purpurklæder og somme tre, og de lod lægge nye Sko under sine Hester, thi de havde en lang Vei at ride. Ved Korsmesse[8] kom de til Oslo og hvilte sig ud; thi Bryllupet skulde holdes ved Mikkelsmesse[9]. Det blev spurgt over mange Land, hvor stort et Gilde der stod i de Dage i Oslo. Den første Dag holdt Kongen Samkomme-øl paa Kongsgaarden i Oslo. Der var Dans og fager Leg med Strengeleg og Harper og Sanglyd, og der gjorde alle sig glade med Mad og sterk Drik.

Men anden Dagen havde Kongen budt alle at komme til Akershus, thi nedenfor Borgen paa Engen, som nu kaldes Hustangen, vilde Kongen holde Stridsleg og Turnridt, og hid samlede sig alle de, som vilde se de store Høvdinger og Riddere og Hirdsvender samle sine Krefter og bruge sine Sværd. Saa er sagt, at da Solen stod høiest paa Himlen, red Kongen ned fra Akershus med Riddere og Svender, Fruer og Jomfruer, og nu skal vi høre hvem som var med paa Færden.


__________


1.

En Mand maa vi nevne først, thi han sagde sig at være den fornemste næst Kongen, og det var Kongens Dværg. Han hed Alfrik; men naar han ved Drikkebordet gjorde sig glad ved Vinen, da kaldte han sig Alfrik den store, Konge over Vinland det søde. Han gjorde sig til af at være af Kongætten og kaldte sig Kongens Frænde, men ikke vilde Kongen staa ved det Frændskab. Alfrik den store var en liden Mand og red paa en Hest, som var endnu mindre, thi det var en Kjæp med et malet Mandshoved. Han var saaledes klædt, at han paa Hovedet bar en gul Hætte med en Gjøk i Toppen; en grøn Trøie havde han, men over denne en spraglet Kjortel, som endte som en Hummerhale. Paa høire Ben bar han en Rytterstøvle med Guldspore, men paa venstre Ben Kalveskind og Sko.

Men om vi end nevner Dværgen først, vil vi ikke sige, at han saaes forrest paa Ferden. Da Ridderne red ud af Borgporten, var Dvergen forrest og red stoltelig frem og hilste Mængden. Men da Folkene, som stod om, gav sig til at kalde Ham med Spottenavne og le af Ham, blev Dvergen vred og vendte sin Hest om. Han vilde nu tage Plads ved Siden af Kongen; men Hirdsvendene drev ham bort derfra. Dvergen elskede meget Kongedatteren, thi han havde været hendes Legegut, da han var Barn. Han vilde nu ride op ved Siden af hende og kastede Kys til hende, men hun havde ikke Øie for andre end Hertug Erik og bød Dvergen fare bort. Da tog han Plads ved siden af Dronningen, og hun smilte venlig til ham og lo af ham og lod ham ride, som han vilde. Men ogsaa her klappede Folk til ham og lo af ham og spurgte, hvorfor han ikke holdt sin Plads forrest i Færden. Da tog han afsted igjen fremover, og altid var han der, Folk mindst ventede ham. Ikke ved jeg, hvor han var, da Kongen og Hans Følge red ind til Turnridtet.


2.

Forrest i Toget red Kongens Merkesmand, Hr. Ogmund Sigurdson fra Hestbø i Ryfylke. I sine Hænder bar han Rigsfanen, det røde Merke med den gule Løve, og derfor var hans Hestedække og Vaabenkjole røde og gule som Kongens. Hr. Ogmund havde tjent Kongen længe og vel siden sin Ungdom, men han var nu gammel og graahaaret. Hr. Ogmund var en stærk Mand, og ingen skjød Bue og Pil saa godt som han. Saa ofte havde Hr. Ogmund redet med svære Hug og rask Færd efter sine Fiender, at han kunde jævnes med den flyvende Pil. Derfor bar han i sit røde Skjold en Sølvpil med sorte Vinger.


3.

Efter ham red Vaabenkongen, som nu kaldes Herolden. Han bar Hestedække og Vaabenkjole som Kongen.


4.

Saa fulgte de 8 Trompetere, som blæste i Trompeterne, saa det gjaldede i hver en Stenvæg.


5.

Haakon Magnussøns (1270-1319) segl. Håkon 5. Magnusson, konge i perioden 1299–1319 og yngste sønn av Magnus Lagabøte.

Saa kom Kong Haakon selv, og han bar paa Hovedet sin Krone. Hans Vaabenkjole var violet, broderet med gyldne Løver paa rød Bund. Hans Kongekaabe var af rød Fløiel, foret og kantet med Hermelin. Hans Hestedække var rødt, broderet med Løver. Løven gik opreist, og i Labberne bar den Øxen, thi Haakon stammede fra Hellig Olav. Siden Haakon blev kronet Konge, øgede han sit Skjoldmerke; Løven fik fra da af Krone paa Hovedet, thi Kong Haakon var kronet med Hellig Olavs Krone og bar Hans Øx til at stride for Hans Land. Og den samme Løve førte han i sit Mærke og paa sin Vaabenkjole og sit Sadeltøi, og deraf kan enhver kjende Kongen, der han rider. Og som Løven er det mægtigste Dyr og det modigste og alles Overmand, saa er det sagt efter gammel Sæd, at ingen skulde føre en Løve i sit Skjold, som nogensinde vilde fly i Strid.


6.

Efter Kongen rider Hans Hirdsvender; de var klædt i hvid, rød og sortstribede Kjortler.


__________


Næst efter dem red Ridderne Hr. Erling Vidkunssøn og Hr. Hauk Erlendsøn.


7.

Hr. Erling Vidkunnsøn af Bjarkø var Kongens Frænde, derfor førte han Løven i sit Skjold og paa sin Vaabenkjole og paa sit Hestedække; men Løven bar i høire Lab et Sværd, thi Erlings Ætmænd havde længe baaret Sværd i Tjeneste hos Kongens Forfædre. Erling var en god og djærv Ridder og dristig i Strid; naar han gik til Strid, vilde han enten vinde Seier eller faa sin Bane, og han vilde gjerne taale alt for at vinde et godt Navn som sine Forfedre. Erling var en fager Mand, bleg af Haar og lys af Aasyn, og fagre Hænder havde han og Fødder. Høvisk var han, Glædemand og Drikkemand, maalsnild, storsindet og rask i Raad. Erling var endnu en ung Mand, men det vide vi, at efter den signede Kong Haakons Død blev han valgt til Drottsete og Rigsstyrer i vor gode Kong Magnus's Barndom, og sad han da lange Stunder i Kongsgaarden her i Oslo. Erlings Vaabenkjole og Hestedække var røde, broderede med Løver: han bar Ringbrynje af Staal.


8.

Hr. Hauk Erlendson var kommet fra Island. Han var en god Klerk og havde længe tjent i Kongsgaarden, thi han var en Mester i boglig List og kunde skrive godt i Bog, som endnu kan sæs af den Lovbog, han skrev og som findes her i Kongsgaarden. Men Hauk var ogsaa en dygtig Hærmand og forstod godt at bruge Sværd og Lanse. Derfor havde Kongen gjort ham til Ridder og gav ham at bære et hvidt Skjold, inde i Skjoldet var malet en sort Høg med nedslagne Vinger. Det Vaaben førte Hauk ogsaa paa Vaabenkjole og Hestedække. Hans Vaabenkjole var hvid, men hans Hestedække blaat.

Hauk havde længe været Lagmand her i Oslo, og var han en god Mand. Han var faatalende og stilfærdig, men paa Thing og Stevner talte han greit og fagert, med høi og klar Røst, og de Raad, han gav, var gode og retsindige.


9.

Efter Ridderne fulgte to Hirdsvender, som bar Ridderers Hjelme og var klædte i sin Herres Farver; men deres Navne har jeg glemt, og ikke vil jeg skrive om det, jeg ikke kjender.


10.

Efter dem red Kongens Kansler, Hr. Aake, Provst ved Mariakirken. Nu vil mange sige, at det sømmede sig ikke for en prestviet Mand at være med i Turnridt og Stridsleg, men det ved vi dog, at Hr. Aake var en god Klerk og lærd Mand, som vel vidste hvad det sømmede sig Hans Værdighed; han var Formand for Kongens Klerker, og det laa til hans Virksomhed at Følge Kongen overalt, og derfor havde han i Pavens Gaard faaet Ret til at være i Kongens Hird og leve efter Hirdseder, naar han bare ikke udgjød Blod. Hr. Aake var saaledes klædt, at han bar en hvid, sid Underkjortel med blaat Overstykke, og over den en violet Silkekaabe, prydet med Guld og ædle Stene; han havde ført Baret paa Hovedet.


11.

Efter ham fulgte to Kanniker fra Mariakirken; de bar sort Kjortel og blaat Overstykke med sort Baret. De hed Sira Arne Kolbeinssøn og Sira Bjørn Bjørnssøn. Men Sira Bjørn har selv fortalt mig, at han var med og saa alt dette, og det ved jeg, at han er en sanddru Mand.


12.

Saa fulgte Kongens Huskarler tilfods; de skulde skaffe Rum for Følget og vaage over Kongens Fred. Huskarlene bar røde Vaabenkjoler med Kongens Vaaben. De saa ud, som de var rustede til Strid, thi de bar Staalharnisk under Vaabenkjolen, paa Hovedet Stormhue, smaa Skjolde paa Armen og Sværd ved Siden.


__________


13.

Efter dem red en Ridder i brogede Klæder; det var Gibbon Marskalk. Han var skotsk af Æt, men havde fulgt med sin Frue Dronningen til Norge og var i hendes Tjeneste alle sine Dage. Han bar Dronningens Mærke, hvori gik den skotske og den norske Løve; de vendte sig imod Hinanden, ligesom Skotland og Norge.


14.

Efter ham red Dronning Isabella paa en sort Hest; Hesten førtes af to Hestesvender. Dronningen var høi af Væxt og havde mørkt Haar og blaa Øine. Enda det var tolv Aar siden hun mistede sin Husbonde, den værdige Kong Erik Magnussøn, sørgede hun endnu over Hans Død. De var mange, som ønskede, at hun vilde gifte sig igjen, thi hun var ung, rig og fager, men ikke ved jeg, at nogen Fyrste vovede at beile til hende. Som hver Mand ved, var hun en Jarledatter fra Skotland, og hendes Broder var den navnkundige Kong Rodbert i Skotland, som vandt saa stor Seir over de stortalende Engelskmænd, at det vil mindes til evig Tid.

Dronningen var saaledes klædt, at hun paa sit Hoved bar en Krone; hun havde hvidt Slør, broderet med Guld. Hendes Kjole var af Guldbrokade paa sort Bund, hendes Kaabe af rød Fløiel, foret og kantet med Hermelin. Hendes Hestedække var rødt og gyldent, deri saaes norske og skotske Løver.

Efter Dronningen red hendes to tjenende Fruer. Deres Navne var Fru Kristina Toresdatter og Fru Ragnhild Jonsdatter.


15.

Fru Kristina var ligesom Dronningen tidlig blevet Enke, thi hendes Husbonde Hr. Andres Bjarnesøn af Gifte døde paa Pilegrimsfærd udenlands tre Aar forud for Mødet; alltid siden sørgede fru Kristina over sin Husbonde, og ingen kunde trøste hende. Hun var derefter gaaet i Dronningens Tjeneste og blev hendes Veninde. Hun var saaledes klædt, at hun bar en grøn Brokades Kjole og en grøn Fløielskaabe med Skrud, prydet med Edelstene og Guld.


16.

Fru Magnhild var gift med Baronen Hr. Sæbjørn. Han var ikke med i Oslo, fordi han laa syg hjemme i Ryfylke; men Ragnhild drog til Kongens Gjestebud, thi hun vilde gjerne være med der, hvor der var Glæde og Lystighed. Hun bar en rød Brokadeskjole og grøn Fløielskaabe med Skind, prydet med ædle Stene og Guld. Begge havde Sadeldække med norske Løver.


17.

Efter Dronningens Fruer fulgte hendes Drabanter, som hun havde ført med sig fra Skotland. I Spidsen for dem gik Dronningens Frænde, Alexander Bruce af Allandale, og efter ham fulgte


18.

Ronald mac Leod, Harold mac Rory og Angus mac Donald. De bar Dronningens Farver og var klædte som Skotlændere og bar en kort Kilt og korte Hoser, men over Knæet var de barbente, og mange var de, som havde lyst til at le af deres Dragt; men farlige saa de ud, thi Alexander bar et langt Slagsværd, og de andre tunge Øxer, og alle havde bistre Aasyn, saa Folk vogtede sig for at spotte dem.


__________


Nu maa vi se videre frem i Flokken, thi nu kom de, som alle vilde se paa, de svenske Hertuger og unge Kongsdøtre.


19.

Hertuginne Ingeborgs (1301- 1361) segl. Seglets innskrift er "Ingiburgis dei gracia ducisse sweorum" (Ingebjørg med Guds nåde hertuginne av Sverige).

Forrest red Hertug Erik og Jomfru Ingebjørg, Kong Haakons Datter, Side om Side. Hertug Erik var dengang 30 Aar gammel, høi og hærdebred og vel voxen; Hans Ansigt var lyst og langt, Hans Haar gult og Hans Skjeg kruset. Fagre og hvide Hænder havde han og stærke Arme, og ingen var saa dygtig Ridder som han til at svinge Sværd eller støde med Lanse. Han var den gladeste af alle Mænd, høvisk og nedladende mod alle, og i Skjæmten og Leg var han altid den første. Ingen Kvinde kunde se ham uden at elske ham, men ikke er det sagt, at han var trofast mod alle. Han var klædt i blaat og gult. Han bar en gylden Krone, foret med blaa Fløiel. Han bar gyldne Brynjehoser og en gul Fløielskjortel, og deri sprang gyldne Løver paa blaa Bund, men Hans Hestedække var blaat, og paa det sprang de gyldne Løver over hvide Strømme. Over Skuldrene bar han en rød Silkekappe, kantet med Hermelin.


20.

Jomfru Ingebjørg, som vi nu kalde Hertuginden, var dengang bare 11 Vintre gammel, men hun var høi og rank, som om hun var 16 Vintre, og hun red dygtig sin Ganger, som lededes af to Hestesvender. Jomfruen var den fagreste Mø, høvisk og forstandig for sin Alder, glad og leken, og det kunde man se, at hun elskede meget Hertugen, og alle, som saa dem sammen, glædede sig over deres Lykke og ønskede dem et langt Liv. Jomfruen bar nedslaaet Haar og paa Hovedet en Krone med ædle Stene. Hun var saaledes klædt, at hun bar en Underkjole af gul Silke med Overstykke af Sølvrævskind, og over Skuldrene en rød Fløielskaabe, kantet med Hermelin. Hendes Sadeldække var rødt og førte den kongelige Løve.

Efter Hertuginden red hendes to Møer, Jomfru Elin og Jomfru Cæilia.


21.

Jomfru Elin var Søster af Fru Cristina, som før er nevnt, men hun var meget yngre. Medens hendes Søster var sørgmodig, var Jomfru Elin stadig glad og lo altid; derfor kaldte de hende Solstraalen; alle vilde hende vel og ønskede hende en god Husbonde. Mange sagde, at Hr. Erling vilde have hende, enda hun var i Slægt med ham, og det gik ogsaa siden for sig, thi tre Aar efter sendte Erling en Prest til Pavens Gaard og fik da Lov til at gifte sig med Jomfru Elin; og blev de gifte her i Oslo, og ofte har jeg sæt Fru Elin her i Kongsgaarden. Jomfru Elin var saaledes klædt, at hun bar et gyldent Pandebaand, udslaaet gult Haar havde hun; hendes Kjole var af hvid Silke, og over den bar hun en Kaabe af lyserød Fløiel, broderet med Guld. Hendes Sadeldække var rødt og førte den kongelige Løve.

Jomfru Cecilia af Hr. Isak Gauteson fra Tolga, som var Sysselmand i Stavanger, men hendes Moder var dansk, thi hun var Datter af Grev Jakob af Halland. Hun kaldtes Jæder Solen, thi hun sagdes at være den fagreste Ungmø der vester; ikke ved jeg sikkert, hvem som siden fik hende til Hustru, men det er sagt mig, at det var en Ridder fra Ryfylke. Jomfru Cecilia var saaledes klædt, at hun bar et gyldent Pandebaand og havde nedslaaet Haar. Hendes Kjole var af grøn Silke, og over den bar hun en Kappe af lyserød Fløiel, broderet med Guld. Hendes Sadeldække var rødt og førte den kongelige Løve.


__________


Efter Jomfruerne red to raske Riddere, Hr. Filip Ulvsøn og Hr. Paal Eriksøn.


22.

Hr. Filip Ulvsøn var svensk og fulgte Hertug Erik. Han var en djærv Ridder og en god Stridsmand; ingen Ridder havde nogensinde kastet ham af Hesten. Farven paa Hans Hestedække er gul, men selv bærer han en sort Vaabenkjole og under den en Ringbrynje med Guldstriber. Vaabenmærke tog han efter sin Faders Ravn, thi han førte i sit Skjold en Ulv, som vendte Hovedet nedad.


23.

Hr. Paal Erikssøn var fra Valdres, men havde ogsaa Gaarder paa Romerike; han var en god Ridder og en god Klerk, som forstod sig vel paa Lov og Ret. Derfor gjorde Kong Haakon ham siden til Merkesmand, og efter Kong Haakons Død sad han længe i Kongsgaarden sammen med Drottseten. Hr. Paal førte i sit Vaabenmærke en rød Rose, og om den tre sorte Vinger paa Sølvbund. Det sees ogsaa paa hans hvide Hestedække og paa hans røde Vaabenkjole. Han bar en Ringbrynje med sorte Striber.


24.

Efter Ridderne fulgte deres to Hirdsvender, som var klædt i Riddernes Farver og bar deres Hjelme.


__________


Derefter red Hertug Valdemar og Jomfru Ingebjørg Eriksdatter, Side om Side.


25.

Hertug Waldemar var tre Aar yngre end Hertug Erik, men lig ham i meget. Ikke var han saa klog og dybsindig som Erik, men han fulgte Erik i alt, og ingen Mand troede han som Erik; de var som en Sjæl. Hertug Waldemar bar en gylden Krone, foret med gut Fløiel. Han bar Brynjehoser af Staal og havde blaa Vaabenkjole, Hans Hestedække var blaatt og gult, og deri sprang gyldne Løver ovet de hvide Strømme; over Skuldrene bar han en rød Silkekappe, kantet med Hermelin.


26.

Jomfru Ingebjørg Eriksdatter var 4 Vintre ældre end Ingebjørg Haakonsdatter, men de saa næsten lige gamle ud og lignede hverandre og var klædt paa samme Vis.

Efter hende red hendes to Møer, Jomfru Ingegerd Finnsdatter og Jfr. Margrete Filipsdatter. De var komne langveisfra, thi Jomfru Ingegerd havde hjemme paa Mel i Søndhordland og Jomfru Margrete var fra Losna i Sogn, men begge var de fostrede sammen med Kong Eriks Datter, og begge havde de lovet hende at være tilstede paa hendes Bryllupsdag. Begge var de fagre og høviske Møer, og mange Riddere i Kongens Hird havde beilet til dem.


27.

Jomfru Ingegerd var saaledes klædt, at hendes Kjole var af violet Silke og over den en violet Fløielskaabe, broderet med Guld.


28.

Jomfru Margrete bar lyserød Silkekjole med violet Fløielskaabe. Begge bar de gyldne Pandebaand og udslaaet Haar, og begges Sadeldække var rødt og førte den kongelige Løve.


__________


Efter dem red to kjekke Riddere, Hr. Folke Jonson og Hr. Guttorm Kolbjørnsøn.


29.

Hr. Folke Jonssøn var svensk og fulgte Hertug Waldemar. Hr. Folke var stor og stærk som en Rise, han var vant til at færdes i Strid og havde ofte kjempet ene imod mange, men aldrig ved man om, at han ikke seirede; derfor frygtede Hans Uvenner, naar de hørte, at han ikke var langt borte. Han var saaledes klædt, at han bar Ringbrynje af Staal; Vaabenkjolen var hvid, men Hans Hestedække rødt. Hans Vaabenmærke er en grum Løve med Ørnevinger; ikke har jeg nogensinde seet sligt Dyr, men saa er mig sagt, at paa Latin heder det Leo aquiltnus.


30.

Hr. Guthorm Kolbjornssøn var født i Tønsberg, men var tidlig gaaet i Kongens Tjeneste, og Kongen havde gjort ham til Lagmand i Tønsberg, thi han var kundig i Lov og Ret som faa andre; han var vis og retsindig og gav gode Raad, saa at alle Venner og Kjendinger elskede ham. Men han var ogsaa kraftig og stærk og kunde vel ride Heste og fremme Stridsleg. Han var saaledes klædt, at Hans Vaabenkjole og Hans Hestedække var rødt. Hans Vaabenmærke var hvidt med en rød Skraabjelke, og deri laa to sølverne Jakob-skaller; dem bar han, siden han i sin Ungdom havde faret i Pilegrimsfærd til Jakobsland[10].


31.

Efter Ridderne fulgte deres to Hirdsvender, som var klædt i Riddernes Farver og bar deres Hjelme.


__________


32.

Derefter red Hr. Nikolaus Grevesøn af Halland. Han var fostret i Norge, fordi Hans Fader Grev Jakob havde maattet fly fra Danmark for Danekongens Vrede og havde overgivet sit Land til Norges Konge, Haakon. Hr. Nikolaus havde gaaet i Kong Haakons Tjeneste, og Kongen havde givet ham Borge og Land at styre. Hr. Nikolaus var djærv i Tale og djærv i Strid og haard og grum mod alle sine Uvenner. Han var saaledes klædt, at han bar en Staalbrynje med sorte Striber, og en hvid Vaabenkjole, og over Skuldrene en rød Fløielskappe; paa Hovedet bar han en Fløielshue, kantet med Guld, men Hans Hestedække var sort. Hans Vaabenmærke var delt, dets Farve var oventil blaa, og deri sprang en Løve, men nedentil var Farven gylden, og deri var spredt 10 røde Søblade. Derfor fører han en Løve, forbi han stammer fra Konger, men han har taget sort til Farve, fordi han sørger over at været drevet fra sine Fædres Land.

Efter Hr. Nikolaus Grevesøn red Hr. Havthore Jonssøn og Fru Agnes Kongsdatter, Side om Side.


33.

Hr. Havthore var fra Sudrheim paa Romerike; han var en god Ridder og af den beste Æt, derfor havde Kongen givet ham sin Datter til Hustru og gjort ham til Baron, enda han var ung af Alder. Hans Aasyn var lyst og rødfregnet, hans Haar var rødt, og sidt Skjeg havde han. Derfor bar han til Vaabenmærke en rød Rose, og Hans Hestedække var hvidt, men Hans Vaabenkjole var af sort Fløiel; han bar over Skuldrene en rød Fløielskappe.


34.

Fru Agnes var Kongens ældste Datter, men ikke var hendes Moder gift med Kongen, og derfor stod hun ikke i Arv til Riget. Men saa er spaaet for sant, at fra hende og hendes Børn skal en stor Æt komme og at de tilslut skal arve Riget, og nogle blive Konger og Høvdinger i andre Lande. Fru Agnes var saaledes klædt, at hun bar en Kjole af violet Silke med indvævede Guldblomster og over Skuldrene en Kaabe af af brun Fløiel, kantet med Skind. Paa Hovedet bar hun en rød Hue, broderet med Guld. I Sadeldækket, som var rødt, førte hun den kongelige Løve.

Efter Kongsdatteren red ro Fruer, som skulde tjene hende; de hed Fru Brynhild og Fru Gudrun.


35.

Fru Brynhild var Datter af Hr. Olav af Stein og var en rig og ung Enke; hendes Husbond Hr. Aslak Ragnvaldssøn var død efter faa Aars Ægteskab. Mange troede, at hun ikke vilde gifte sig igjen, thi hendes Sind var tungt og hun havde selv sagt, at hun vilde gaa i Kloster. Men andre mente, som sagt er, at Kvindens Sind er foranderligt, thi hun fór med til Oslo for at se Ridderleg og Turnridt, og de fik Ret, thi Aaret efter var Fru Brynhild gift igjen med en mægtig Ridder.


36.

Fru Gudrun var Datter af Hr. Sæbjørn Helgesøn, som boede i Ryfylke og var gift med Hr. Finn Ogmundsøn af Hestby. Hun kaldtes Danse-Gudrun, thi hun var glad i Dans og Sang, og ofte gik hun forrest i Danselegen med Glasset i Haand og sang Dansevisen.

Begge var klædt ens. Kjolen var af sort Fløielsbrokade, og over den bar de Kaaber af gul Fløiel med gyldne Kanter; paa Hovedet bar de brun Baret med hvid Skindkant, og Haaret bar de i guldbroderet Haarnet. I Sadeldækket førte de den kongelige Løve og Rosen, begge dobbelt.

Efter dem red to mægtige Riddere, Hr. Sigurd og Hr. Eiliv.


37.

Hr. Sigurd Ormsøn af Rande var fra Ryfylke og havde tjent Kongen, siden han var Hertug. Han var høi af Væxt og hærdebred, var stærk og en god Ridder; han var glad og trofast mod sine Venner, men haard mod sine Uvenner. Han var saaledes klædt, at han bar Ringbrynje af Staal og en blaa Vaabenkjole, og blaat var Hans Hestedække, men i dem var syet gyldne Dobbeltbjelker med sorte Stjerner og Guldliljer.


38.

Hr. Eiliv Eilivsøn af Naustdal var fra Nordfjord, og der havde Hans Forfædre boet i mange Slægtled; de havde ligget i lange Tider i Strid med Giske-mændene, og derfor holdt Hr. Eiliv sig fjærnt fra Hr. Erling Vidkunssøn; men dog vide vi, at de tilslut blev Venner, da Eiliv fik Løfte om Erlings Datter for sin Søn. Sort Skjæg havde han og Haar, og mørk var Hans Hudfarve, og grum var han at se til, der han red. Han var saaledes klædt, at han bar Ringbrynje af Staal og hvid Vaabenkjole, men Hans Hestedække var sort, og han havde til Vaabenmærke en springende Hjort, thi han og Hans Ætmænd var verdige Jægere.


39.

Efter Ridderne fulgte deres to Hirdsvender, som var klædt i Riddernes Farver og bar deres Hjelme.


__________


40.

Bagefter dem gik de to Raadmænd fra Oslo, som Kongen selv havde indbudt, thi de var de mægtigste Bymænd i Kongestaden. Det var Olav Lang i Thoragaarden og Ragnvald i Kyrningen. Olav Lang bar violet Underkjole og graa Kappe med sort Baret, og Ragnvald bar blaa Underkjole og gul Kappe med sort Baret. Begge var de gode Kjøbmænd og saa rige, at de havde laant Kongen Penge; de har selv fortalt mig, at de var med og saa alle disse Ting, og de var sandfærdige Mænd og med god Hukommelse, saa deres Vidnesbyrd er sandt.


41.

Efter Raadmændene gik Kongens Spydmænd og Bueskyttere. Spydmændene var brynjeklædte og bar Sværd og lange Spyd; de førte røde Skjolde med den kongelige Løve.


42.

Bueskytterne var fra Thelemarken og bar Bue og Piler; ogsaa de havde røde Skjolde med Løven.

Fodnoter

  1. 1270
  2. 1285.
  3. 1287.
  4. 2. juli.
  5. 1309
  6. Broen ved Lysaker.
  7. 1312.
  8. 14de September.
  9. 29de September.
  10. Galizien i Spanien, hvor St. Jacobs Helligdom var.