Helgendigte (FJ 1907)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Den islandske litteraturs historie
Heimskringla Reprint
tilligemed den oldnorske
af
Finnur Jónsson
1907
Andet tidsrum, 1100–1300
Der er tidligere — også under det første tidsrum — omtalt skjalde, der digtede religiøse kvad eller digte, der grænsede nær til disse. Det er også blevet bemærket, at de religiøse kvad fik den selvsamme metriske form som alle andre og deres forfattere bevægede sig inden for det samme sprogmateriale. Til at begynde med betragtede man Kristus eller Hvidekrist ikke ret meget anderledes end som en kraftig og vis, fremfor alt dog kraftig, fyrste, hvis lyst det var at bekrige Satan og hans drabanter. Disse menneskenes fjender var at ligne med de grumme vikinger, man tidligere havde slået ihjæl. Eller også var de de grumme jætter og Kristus blev da Tor om igen. Denne betragtningsmåde holder sig meget længe. At der var en personlig gud i et virkeligt rige i himlene, det var naturligvis opfattelsen. At han havde sin hird — englene — var lige så vist; denne rekrutteredes stadig af de fromme, de gode tapre, der troede, og dem, der ikke var altfor slemme i det jordiske liv. Der manglede ikke engang en dronning i dette rige. Hvis man tjænte denne gud, var man berettiget til at vænte gengæld, i alfald i sin sjæls frelse efter døden. Skjaldenes opfattelse var også denne. De betragtede forholdet netop fra dette synspunkt: »gengæld bör være gave lig«. Derfor kan de også ligefrem udtale dette deres håb. Dette er, kristelig set, uhyre naivt, men for de tider er det just det, man væntede. Skjaldene tilstår deres syndefulde liv; de tilsøler sig dog ikke i al verdens smuds, således som man gör det senere i det 14. og 15. årh. Der er altid noget djærvt og barne-ligefremt ved de digtere, vi her har at göre med. Deres skildringer er sunde og kraftige, anskuelig-reelle. Af det gamle digtersprog beholder de det meste, de undgår dog de mest hedenske betegnelser. Man havde i flere henseender måttet give sprogets ord nye betydninger for at kunne bruge dem om religiøse begreber (udtryk som »from« og lign.), og det er lykkedes særdeles godt overhovedet. Versemålene beholdt man ganske uforandrede. Man kunde have væntet, at kristelige versformer udefra var trængt ind allerede så tidlig, men heraf kendes intet spor. Dette er en meget sigende kontrast til al den fremmede påvirkning, der ellers og tidligere skulde være sket, endogså på langt vanskeligere områder. De æmner, man behandlede, var, naturligt nok, især helgenlevneder og legender om kristne, tapre mænd og kvinder, der måtte kæmpe sig igennem livet frem til martyrdøden; men også mere dogmatiske æmner blev genstand for digt; man tog da simpelthen indholdet lige fra bogen eller kirkens lære og litteratur, således som den var dengang. Et enkelt digt (Sólarljóð) indtager en plads for sig. Et selvstændig opfundet eller behandlet æmne savnes ganske. Atter her ses således et udslag af den (norske og) islandske mangel på et selvstændigt initiativ, opfindsomhed og åndelig overlegenhed. Det vigtigste af, hvad der er overleveret, og de vigtigste bekendte skjalde, er følgende:
Nikulás Bergsson, abbed til Tværåkloster (d. 1159). Denne vidtberejste mand, som vil blive nævnet i en anden sammenhæng, hædres med de mest rosende ord for sin visdom og dyder; men der vides i virkeligheden meget lidt om ham. Han er — bortset fra Einarr Skúlason — den første kendte religiøse skjald i denne periode. Han forfattede en drape om apostlen Johannes, hvoraf der anføres 3 vers i en bearbejdelse af Jónssaga. Der er intet særligt ved dem; de handler om guds kærlighed til apostlen.
Gamli kanoki. Denne, der var kannik i Tykkebökloster (Þykkvibær), er ellers ukendt; han kan dog med temlig sikkerhed henføres til det 12. årh. især fordi han i den nævnte Jonssaga opregnes imellem Nikulás og Kolbeinn Tumason. Klostret oprettedes 1168. I den nævnte saga anføres 4 vers af en hrynhend drape om Johannes. Desuden haves et fuldstændigt digt (i AM 757, 4°), kaldt Harmsól, Sorgens sol, bestående af 65 vers (5 stefjabalker på 5 vers). Navnet er autentisk. Digtet er et angerdigt, hvis mål er at vise, hvor nødvendigt det er at angre sin synd; Kristi død, korsfæstelse og himmelfart, samt dommedag omtales; digteren råder til at forsone sig med gud og anfører eksempler på angrende syndere. Endelig påkaldes gud, jomfru Maria og helgener. Æmnet er behandlet på en velgörende klar og logisk måde, med troens faste overbevisning og følelsens inderlighed. Kilden er kirkens lærebøger og andre skrifter. Digteren håndterer versform og alt det dertil hørende med sikkerhed og held.
En af Islands störste hövdinger omkr. 1200 var den nordlandske stormand Kolbeinn Tumason, d. 1208. Kolbeinn havde bevirket, at hans hustrus nære slægtning, Gudmund Arason, blev valgt til biskop (1202), og mente i ham at få en støtte, men det gik modsat til. Der opstod uvenskab imellem dem, og da Kolbeinn, der var bleven lyst i ban (1207), vilde angribe bispesædet, fik han et stenkast, som voldte hans død. Døende digtede han 3 vers i runhent, hvori han påkalder gud om hjælp. Den nævnte Jónssaga anfører nogle vers af en drape om apostlen Johannes, drotkvædet, på 47 vers; resten er tabt ligesom alle andre kvad af Kolbeinn. Han skal have været en ivrig Maria-tilbeder og digtet »mange kvad« til hendes pris. Nogen stor digter var Kolbeinn ikke.
Af anonyme digte er følgende de vigtigste:
En tabt Andreasdrápa fra för 1215 kendes af navn; noget haves af en Nikulásdrápa om biskop Nikolaus i Mirra. Der har sikkert været langt flere kvad om hellige mænd. Der kendes nu kun Plácitusdrápa, der findes i et af de ældste islandske håndskrifter, der haves. Allerede heraf er det klart, at digtet er fra det 12. årh., hvad også andre indre kriterier bestemt viser. Digtet, hvoraf der haves 59 vers (slutningen mangler), handler om den romerske ridderhövding Placitus og hans familje; de bliver kristne og møder store forfølgelser og ulykker; familjen splittes, men samles igen for så at lide martyrdøden. Digtet er bygget temlig nöje over en saga om Placitus, dog ikke helt i den form, hvori den nu findes. I poetisk henseende står digtet ikke synderlig höjt; det er overlæsset med omskrivninger og disse er i hvert fald ikke altid heldige. Det har to slags stev, og er for så vidt pompøst nok.
Leiðarvísan, Vejledningen, er en drape på 45 vers og fuldstændig bevaret (i AM 757, 4°). Det handler om söndagen og dens hellighed og betydning; det med guldbogstaver skrevne himmelbrev om söndagen omtales og derpå de vigtigste begivenheder, der er forefaldne på en söndag. Henimod slutningen udtales, at en Runolf har givet råd m. h. t. digtet og dets indretning. Denne mand er vistnok identisk med Rúnólfr Ketilsson, præst på nordlandet omkr. 1150. Herved bestemmes digtets alder til det 12. årh. Det er dog yngre end Placitusdr., fra hvilket Leiðarvisan har lånt udtryk. Indholdet er i øvrigt hentet fra en prædiken, der genfindes i Stockholmer homiljebogen. At digtet er islandsk, tiltrods for at der deri forekommer udtalen reint f. hreint (der også findes), er utvivlsomt.
Líknarbraut, Nådens vej, findes i samme hdskr., fuldstændigt (52 vers). Den »vej«, digtet handler om, er Kristi kors; det er en lovprisning af dette; Kristi historie meddeles fra korsfæstelsen til den sidste dom; hvorefter korset selv nærmere beskrives, dets forskellige betegnelser anføres og betydning forklares. Dette kvad er ubetinget det könneste af alle disse digte ved sin inderlighed og tiltalende religiøsitet, parret med en sjælens rene djærvhed. Sikkert er æmnet hentet fra et skrift (prædiken), skönt dette nu ikke haves. Digtet hidrører fra det 13. årh., om fra dettes første eller sidste halvdel er omtvistet, især fordi tekstens overlevering ikke tör betragtes som helt sikker.
Sikkert fra den sidste del af det 13. årh., om ikke endnu yngre, er det brudstykke, der findes i samme hdskr. og som er blevet kaldt Heilags anda vísur, efter dets indhold, nemlig den helligånds herlighed og egenskaber. Digtet er ikke uinteressant.
Af en noget anden art er endelig Sólarljóð. Det er lidt vanskeligt at have med dette »digt« at göre, da det kun er bevaret i papirsafskrifter; det er ganske sikkert ikke her i et og alt i dets oprindelige form. Nogle indskud i dets slutning, vers af et meget mystisk og fra det øvrige meget afstikkende indhold, er lette at udskille. Resten falder hovedsagelig i to dele. V. 1-32 indeholder en række af eksempler på forskellige dyder og udyder og deres følger; godgörenhed, troløshed, elskovslyst, overmod osv., alt oplyst med fingerede personers færd og skæbne. Hertil slutter sig nogle gode enkeltråd. Der er intet i vejen for at antage, at alle disse vers oprindelig udgör et hele. Den anden hoveddel er af en anden karakter. Her er det en fader, der fortæller sin sön, ham og andre til opbyggelig oplysning, opmuntring og advarsel, hvad han i en dødlignende dvaletilstand har set af rædsler i helvede og lyksaligheder i himlene. En række af versene begynder med ordene: »Solen så jeg« — deraf har digtet fået sit navn. Digtet er kristelig-moraliserende, i lighed med de mange middelalderlige visiones, og intet andet; der er ikke spor af hedenskab deri, og det er sikkert ikke ældre end fra det 12. årh. At visse Eddadigte er forbilledet, ses af versemålet, ljóðaháttr. Der findes også deri enkelte genklange f. eks. fra Hávamál. Det er stærke billeder, malede med kraftige farver, som digtet opruller, det har uden tvivl gjort stærkt indtryk på samtiden og eftertidens troende. Det er helt igennem præget af »sand kristelighed«s ophöjede ro og ydmyge tålmod. »Hele digtet er en formaning om at så godt i dette liv, for at høsten i det tilkommende liv kan blive så meget rigere og herligere. Disse sandt-kristelige tanker er fremsatte i et smukt og værdigt sprog, der helt igennem lyder som den gode samvittigheds rolige tale, som overbevisningens ord om, at hvad der læres, er sandt, og at det bör overvejes og efterleves«.
