Henrik Høyers årbog

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Islandske annaler


Henrik Høyers årbog [1]
for årene 961-1310

Höyersannáll


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2024



Bilag: Kronologisk fortegnelse over de islandske biskopper
samt et kort vedr. klostrene på Island i det 12.-14. årh.


Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Gustav Storm: Islandske Annaler indtil 1578, Christiania 1888


  961   Johannes var pave de følgende 9 år. Håkon den Gode[2] faldt. Eriksønnerne[3] tog magten.
Kejser Otto den Store og pave Johannes 12.
  962   Blund-Ketil blev brændt inde[4].
  963 Sigurd Ladejarl faldt. Jarl Håkons[5] regeringstid begyndte. Torgrim, Snorre Godes far, blev dræbt.
  969 Kong Tryggve[6] og kong Gudrød[7] faldt. Olav Tryggveson blev født.
  970 Benedikt var pave de følgende 2 år.
  971 Leo var pave i 1 år.
  972 Johannes var pave de følgende 6 år.
  973 Helpricus[8] skrev sin bog.
  974 Brod-Helge blev dræbt[9].
  975 Det første uår.
  976 Harald Gråfeld[10] faldt. Otto den Røde[11] regerede de følgende 9 år.
  978 Benedikt var pave i 1 år.
  979 Bonus[12] var pave i 1 år. Torkel Eyjolfson blev født.
  980 Bonifatius var pave i 1 måned. Benedikt var pave de følgende 9 år.
  981 Biskop Fridrik[13] kom til Island.
  982 Harald Gormsøn[14] hærgede i Norge.
  983 Kampen på Hrisateig.
  984 Torvard Spak-Bødvarson opførte en kirke.
  985 Harald Gormsøn faldt. Otto den Unge[15] regerede de følgende 18 år.
  986 Grønland blev befolket.
  987 Geite blev dræbt[16].
  988 Bremenbiskoppen Adaldag døde. Han var biskop i 54 år.
  989 Johannes var pave i 9 måneder. Kampen i Bødvarsdal.
  990 Johannes var pave i 4 måneder.
Kong Svend Tveskæg
  991 Johannes var pave de følgende 10 år.
  994 Slaget i Hjørungavåg[17].
  995 Olav Tryggveson kom til magten. Olav den Hellige blev født. Håkon den Mægtige blev dræbt.
  997 Arnor fra Skogar blev dræbt.
  998 Kampen i Ejvindsdal.
  999 Der var et stort jordskælv i de tyske lande. Grim[18] tiltrådte som lovsigemand.
1000   Kong Olav Tryggveson faldt[19]. Kristendommen blev lovfæstet på Island.
1001 Gregorius var pave i 1 år.
1002 Johannes var pave i 10 måneder.
1003 Sylvester var pave de følgende 4 år. Otto den Unge døde. Kjartan Olavson[20] blev dræbt. Skafte blev lovsigemand.
1005 Brjanslaget i Irland.
1007 Olav[21] gik ombord på hærskibene. Bolle blev dræbt[22]. Johannes var pave i 5 måneder. Johannes . . .
1008 Kong Svend Tveskæg døde. Styr[23] blev dræbt.
1009 Sergius var pave de følgende 4 år. Kong Olav erobrede borgen i London.
1010 Njal blev brændt inde[24].
1011 Hall Gudmundson blev dræbt. Ljot Hallson blev dræbt[25].
1012 Kong Knud kom til magten i England. Den engelske kong Adelråd døde.
1013 Kong Edmund[26] blev dræbt. Benedikt var pave de følgende 12 år. Jarl Erik døde.
1014 Hededrabene.
1015 Olav den Hellige kom til Norge. Jarl Håkon blev taget til fange.
1016 Slaget ved Nesjar. Kong Olav kom til magten. Jarl Sven døde.
1020 Jarl Einar Vrangmund[27] blev dræbt.
Kong Olav den Hellige skrinlægges
1022   Olaf den Svenske[28] døde. Anund tog magten.
1023 Magnus den Gode blev født. Kong Henrik[29] døde.
1024 Johannes var pave de følgende 9 år.
1026 Torkel Eyjolfson druknede[30].
1027 Slaget i Helligåen. Jarl Ulf[31] blev dræbt. Torstein blev dræbt.
1028 Knud[32] kom til Norge. Jarl Håkon kom til magten.
1029 Jarl Håkon druknede. Kong Olav tog østpå til Gardarige.
1030 Slaget på Stiklestad. Svend Alfifasøn[33] kom til Norge. Skafte Lovmand døde.
1031 Kong Olavs hellighed viste sig. Snorre Gode døde.
1033 Kong Tryggve Olavson[34] faldt.
1034 Benedikt var pave de følgende 13 år. Torkel tiltrådte som lovsigemand.
1035 Kong Knud den Store døde. Magnus den Gode tog Norge, Harald[35] tog England.
1036 Svend Alfifasøn døde.
1037 Gunhild Knudsdatter døde.
1040 Den engelske kong Harald døde. Hardeknud tog magten.
1041 Hardeknud døde. Edvard tog magten i England.
1042 Den hellige Hallvard[36] blev dræbt. Kampen på Lyrskov Hede.
1043 Jomsborg brændte. Den tredje kamp mod Svend[37], og kong Magnus vandt hver gang.
1045 Harald[38] kom til Sverige. Slaget ved Helgenæs.
1046 Mødet mellem Magnus den Gode og Harald Sigurdson.
Kong Harald Godwinsons død
1047   Sylvester var pave i 2 måneder. Kong Magnus døde. Streng frostvinter.
1048 Gregorius var pave de følgende 2 år.
1050 Klemens var pave i 9 måneder.
1051 Damasus var pave i 23 dage.
1052 Leo var pave de følgende 5 år.
1054 Geller tiltrådte som lovsigemand.
1057 Viktor var pave de følgende 2 år. Isleif[39] blev viet. Uår for kristendommen.
1058 Stefan var pave i 7 måneder. Benedikt var pave i 10 måneder.
1059 Nikolas var pave de følgende 2 år.
1060 Alexander var pave de følgende 2 år, 6 måneder og 21 dage.
1061 Slaget . . .
1062 Kong Harald og Svend Ulfsøn indgik forlig. Gunnar tiltrådte som lovsigemand.
1065 Kong Harald Sigurdson og kong Harald Godwinson faldt. Komet. Kolbein tiltrådte som lovsigemand.
1066 Are den Vise blev født. Gudolia[40] regerede de følgende 2 år.
1067 Olav den Fredelige[41] kom til magten.
1068 Romanos Diogenes[42] regerede de følgende 4 år.
1071 Geller tiltrådte som lovsigemand for anden gang.
1072 Gregorius var pave de følgende 12 år. Romano Fatranio[43] regerede de følgende 4 år.
1073 Geller Torkelson døde.
1075 Gunnar tiltrådte som lovsigemand for anden gang.
1076 Kong Svend Ulfsøn døde. Sighvat tiltrådte som lovsigemand.
Sankt Nikolaus
1077   Stephanus Butlamoth[44] regerede de følgende 4 år.
1078 Den store snevinter.
1080 Biskop Isleif døde. Harald Hén[45] døde.
1081 Den græske kong Kirjalax[46] kom til magten.
1082 Gissur blev viet til biskop[47].
1085 Viktor var pave i 6 måneder.
1086 Urban var pave de følgende 12 år.
1087 Den engelske kong Vilhelm[48] døde. Kong Knud den Hellige[49] døde. Levningerne af ærkebiskop Sankt Nikolaus blev overført til Bari.
1094 Olav den Fredelige døde. Magnus Barfod[50] tog magten.
1095 Den danske kong Oluf[51] døde.
1097 Tiende blev lovfæstet.
1099 Paschalis var pave de følgende 19 år og 4 måneder.
1100 Den engelske kong Vilhelm[52] døde. Henrik tog magten.
1103 Kong Erik Ejegod[53] døde.
1104 Kong Magnus Barfod faldt. Sigurd, Øystein og Olav[54] kom til magten.
1105 Den danske kong Niels kom til magten.
1106 Jon blev viet til biskop[55].
1113 Turid, Snorre Godes datter, døde.
1115 Sturla Tordson[56] blev født.
1116 Kong Olav døde. Jarl Magnus den Hellige blev dræbt på Orkney.
1117 Pave Paschalis, biskop Gissur, kong Balduin af Jerusalem, grækerkongen Kirjalax og den svenske kong Filip[57] døde. Gelasius var pave i 1 år og 8 dage.
1120 Havlide Mårson[58] blev såret. Callistus var pave de følgende 4 år. En knar brændte under Øfjeld. Den hellige kejser Lothar[59] regerede de følgende 12 år.
1121 Biskop Jon døde. Havlide og Torgils indgik forlig. Biskop Erik[60] drog ud for at finde Vinland.
1122 Kong Øystein døde. Ketil[61] blev viet til biskop.
Grev Karl af Flandern bliver dræbt
1123   Honorius var pave de følgende 5 år.
1124 Arnald blev viet til Grønland.
1127 Jonsvinteren. Jarl Karl af Flandern[62] blev dræbt af sine riddere i kirken. Svarfadsdalssagen.
1128 Torgils blev dræbt
1129 Anakletus, der hed Peter Leonis[63], var pave de følgende 8 år i strid med pavedømmet. Innocent var pave de følgende 14 år.
1130 Kong Sigurd Jorsalfar døde.
1131 Der var solformørkelse III kal. ap.[64]
1132 Biskop Torlak[65] døde. Konrad[66] regerede de følgende 15 år.
1133 Præsten Sæmund den Vise døde. Klosteret på Tingøre[67] blev grundlagt.
1134 Magnus[68] blev viet til biskop. Slaget ved Fodevig. Niels[69] blev dræbt.
1135 Den engelske kong Henrik[70] døde. Underet i Kongshelle[71]. Den danske kong Harald[72] blev dræbt.
1136 Harald Gille[73] blev dræbt. Jarl Ragnvald vandt Orkney.
1137 Ærkebiskop Asser[74] døde.
1138 Erik Emune[75] blev dræbt.
1139 Erik Lam[76] tog magten i Danmark. Magnus den Blinde[77] faldt. Sigurd Slembedegn blev dræbt.
1140 Torarin Eydisson blev dræbt.
1141 Hallstein Herkjas skib gik tabt.
1142 Olav, søn af Harald Kesja, faldt.
1143 Celestin var pave i 3 måneder, Lucius i 9 måneder.
Kejser Frederik Barbarossa
1144   Eugenius var pave de følgende 7 år.
1145 Biskop Ketil døde. Frederik[78] var kejser de følgende 35 år.
1146 Erik Lam døde. Torgrim Ørn blev dræbt. Gunnar tiltrådte som lovsigemand.
1147 Biskop Bjørn[79] kom til Island. Biskop Malakias i Irland døde.
1148 Branden i Hitådalen. Are den Vise døde.
1149 Markus Mårdson blev dræbt. Hall[80] blev udpeget.
1150 Hall Teitson døde. Jon Knude[81] blev viet til Grønland.
1151 Torgils Oddeson døde. Anastasius var pave de følgende 3 år. Kløng[82] blev valgt til biskop. Jon Birgerson . . .
1152 Biskop Kløng kom til Island.
1153 Et ærkebispesæde blev oprettet i Norge. Kong Knud Magnussøn[83] blev dræbt.
1154 Hadrian var pave de følgende 4 år.
1155 Kong Sigurd[84] faldt. Valdemar[85] kom til magten.
1156 Nøstbranden. Snorre blev lovsigemand.
1157 Kong Øystein[86] faldt. Ærkebiskop Jon[87] døde.
1158 Alexander var pave de følgende 23 år. Jarl Ragnvald[88] faldt. Håkon Hærdebred[89] kom til magten. Hekla gik i udbrud.
1159 Kampen ved Götaelven.
1160 Kampen i Kongshelle og i Saurbø.
1161 Kong Inge[90] faldt. Øystein[91] blev viet til ærkebiskop.
1162 Kong Håkon faldt. Kampen i fårefolden. Biskop Bjørn døde.
1163 Brand[92] blev viet til biskop. Kampen i lovretten.
1164 Kong Magnus[93] blev viet. Jordskælv. Pavens udsending Stefan . . .
1165 Tord Sturlason[94] blev født.
1166 Alexander blev pave og Oktavian var modpave[95].
1167 Kampen på Stangar.
1168 Kampen på Tunge. Klosteret i Vær[96] blev grundlagt. Rødssagen.
1169 Kår og Høskuld Hereson blev dræbt.
Ærkebiskop Thomas Beckets død
1170   Ærkebiskop Thomas[97] blev dræbt. Sunniva[98] blev ført til Bergen.
1171 Drabene i Laugar. Hededrabene. Jordskred med mandskade. Styrkår blev lovsigemand.
1172 Branden i Saurbø.
1173 Præsten Bjørnhedin og biskop Ketil[99] døde.
1174 Torlak[100] blev udpeget til biskop. Sverre[101] rejste fra Færøerne.
1175 Helge Skafteson blev dræbt. Reidar Sendemand kom til Island.
1176 Biskop Kløng døde. Sverre kom til landet.
1177 Kong Øystein[102] faldt. Sverre kom til magten. Ærkebiskop Eskil[103] gik i kloster i Clairvaux i Frankrig. Henrik regerede de følgende 7 år.
1178 Torlak blev viet til biskop og kom til Island. Lovretten var i Haukadal.
1179 Jarl Erling[104] faldt. Orm Kodranson døde. Snorre Sturlason blev født.
1180 Slaget på Ilevollene. Deildartungesagen.
1181 Kampen ved Nordnæs. Lucius var pave de følgende 4 år. Sottevinter. Gissur blev lovsigemand.
1182 Den danske kong Valdemar[105] døde. Angreb med stenkastning på tinget.
1183 Sturla Tordson døde. Slaget i Bergen. Filip af Svava regerede . . .
1184 Urban var pave de følgende 4 år. Kong Magnus Erlingson faldt.
1185 Einar Torgilsson blev dræbt. En Grønlandsfarer gik tabt.
1186 Runolf Biskopssøn og Torvard Asgrimson døde.
1187 Kvægdødsvinter[106]. Torkel Geireson døde.
1188 Gregorius var pave i 1 måned. Clemens var pave de følgende 3 år. Ærkebiskop Øystein døde. Jon blev viet til Grønland.
1189 Den engelske kong Henrik[107] døde. Asmund Kastanrassi[108] kom fra Grønland.
1190 Jarl Erik døde. Asmunds skib gik tabt. Torstein Gydason døde.
1191 Grim Gissurson døde. Oversvømmelse.
1192 Celestin var pave de følgende 3 år. Præsten Jon Ketilson døde. Stor dødelighed. Der kom et skib til Bredefjord, som næsten udelukkende blev holdt sammen af trænagler. Det var bundet sammen med sener og havde været på Korsø og ved Finnsboderne i 7 år og var om vinteren med Geller Torsteinson . . . døde dér og blev begravet øst for kirken. De måtte gå den svære vej tilbage. En hest drev omkring i herrederne en halv måned før vinter. Mellem vinternætterne og fardagene døde 20 hundrede mennesker af sult og sygdom i Nordlændingefjerdingen.
1193 Biskop Torlak døde. Aron, søn af Bård den Sorte, og Hruna-Gunnar og Solveig Jonsdatter døde.
Kong Richard Løvehjerte
1194   Bård Guttormson[109] døde. Slaget ved Florvåg. Sverre blev viet til konge. Svalbard blev opdaget. Pål[110] blev viet til biskop.
1195 Biskop Pål kom til Island. Innocent var pave de følgende 21 år. Den svenske kong Knut[111] døde.
1196 Markus på Sand blev dræbt. Rødssagen. Abbed Einar[112] døde. Baglerne gjorde rejsning.
1197 Ønundsbranden. Jon Loftson og abbed Gudmund[113] døde.
1198 Den hellige biskop Torlaks levninger blev gravet op. Drabet i Laufås. Faldvinter[114] i Norge og isdække.
1199 Den engelske kong Rikard[115] døde. Falke blev dræbt. Torlaksmessen[116] blev lovfæstet. Den store oversvømmelse.
1200 Jonsmessen[117] blev lovfæstet. Torleif den Bitre døde. Sagen mellem Sigmund og Sigurd. Jon Torkelsons skib gik tabt.
1201 Ærkebiskop Absalon[118] og biskop Brand døde. Gudmund[119] blev valgt til biskop. Sigurdsagen. Hall blev valgt til lovsigemand.
1202 Kong Sverre, kong Knud[120] og jarl Birger Brosa[121] døde. Håkon[122] blev taget til konge. Den grønlandske biskop Jon var på Island.
1203 Undersommer. Biskop Gudmund blev viet og kom til Island. For første gang blev der lavet vin af bær. Da lå isen omkring landet til den første Mariamesse[123], så man ikke havde adgang til havet i Saurbø. 30 mand gik over isen fra Flatø til landet på messedagen for Sejlafolkene[124].
1204 Kong Håkon og kong Guttorm[125] døde. Erling Stenvæg[126] kom til magten. Præste Berse døde. Eyjolf Hallson blev viet til abbed[127].
1205 Inge[128] blev taget til konge og Håkon Galen til jarl.
1206 Jarl Harald[129] og Gissur Hallson[130] døde. Ærkebiskop Tore[131] kom til landet. Hekla gik i udbrud.
1207 Kong Filippus[132] kom til magten. Torvard Torgeirson og Erling Stenvæg døde. Junker Erik[133] dræbte Ebbe Sunesøn[134].
1208 Kampen på Vidjenæs. England blev lyst i band. Slaget ved Lena.
1209 Kampen på Holar. Den engelske kong Johan[135] vandt Irland. Kongerne indgik forlig i Norge. En hård sommer til sejlads. Biskop Gudmund var i Reykjaholt.
1210 Gudmund Gris døde. Brand på Holmen[136]. Styrmer blev lovsigemand. Abbedisse Halldora[137] døde.
1211 Biskop Pål døde. Den svenske kong Sverker[138] faldt. Jordskælv, 14 mennesker omkom. Den gode vinter. Høvdingene blev indkaldt til møde med ærkebiskoppen.
1212 Hall Klepjarnson blev dræbt. Jon Sigmundson døde. Biskop Helge[139] var på Flatø. Abbed Orm[140], abbed Eyjolf[141] og abbed Karl[142] døde. Arnor Tumeson rejste ud.
Kejser Otto 4. af Braunschweig (t.h.)
1213   Ærkebiskop Tore[143] og Ravn Sveinbjørnson døde. Torvald Gissurson rejste ud. Teit Biskopsemne rejste ud.
1214 Gervasio blev viet til patriark[144]. Jarl Håkon[145] og jarl David[146] døde. Biskop Gudmund rejste ud. Ketil Biskopssøn, ærkebiskop Tore og Teit Biskopsemne døde.
1215 Præstemøde i Lateranet. Den skotske kong Vilhelm den Hellige[147] døde. Snorre[148] blev lovsigemand.
1216 Pave Innocent, den svenske kong Erik, Pål Sæmundson og biskop Martin[149] døde. Honorius var pave de følgende 12 år. Den engelske kong Johan uden Land døde. Biskop Magnus[150] kom til Island. Den svenske kong Johan[151] kom til magten.
1217 Kong Inge og kong Filippus døde. Kong Håkon[152] kom til magten. Skule blev jarl. Abbed Ketil[153] blev viet. Den store Jerusalemsfærd. Gods for 3 hundrede hundreder blev beslaglagt på Øre.
1218 Kejser Otto[154] døde. Orm Jonson blev dræbt. Biskop Gudmund kom til Island. Snorre Sturlason rejste ud. Biskop Gudmund blev taget fra embedet.
1219 Biskoppen blev hentet til Hvidå af Eyjolf. Bjørn Arneson blev dræbt. Teit Torvaldson tiltrådte som lovsigemand.
1220 Kampen på Helgestad. Snorre kom til Island. En hær blev udrustet til Islandsfærd. Tord Bødvarson døde. Biskoppen var i Odde.
1221 Kampen på Bredebolstad, otte mand blev dræbt. Arnor Tumeson døde. Kong Sigurd Ribbung kom til magten. Ærkebiskop Thomas[155] blev skrinlagt. Gudmund . . . folkene ved Ljosevand.
1222 Tume Sighvatson blev dræbt. Kampen på Grimsø. Rød sol. Sæmund Jonson og biskop Bjarne[156] døde. Snorre[157] blev lovsigemand. 18 mennesker druknede. To præster blev gildet. Biskop Gudmund blev bortført. Biskop Adam[158] blev brændt inde. Den skotske konge lod 50 mand lemlæste. Den svenske kong Johan døde. Kong Sigurd kæmpede i Oslo. 80 mand blev taget til fange. Andres og Ivar drog på hærtogt til Bjarmeland. Beine blev dræbt.
1223 Teit Oddson døde. Loft Biskopssøn kom til Island. Kong Valdemar[159] blev taget til fange. Kong Sigurd[160] gav sig i hertug Skules vold. Oddbjørns skib gik tabt. Kong Olav Gudrødson[161] lemlæstede Gudrød, kong Ragnvalds søn[162].
1224 Ærkebiskop Guttorm[163], biskop Hallvard[164], magister Bjarne, biskop Henrik[165] og abbed Torstein[166] døde. Kong Sigurd slap fri og vandt Hedmark. Dagfinn brændte ribbungerne inde.
1225 Biskop Nikolas[167] og præsten Brand Dalkson døde. Kong Valdemar frikøbte sig med 8 læster sølv. Kong Håkon blev gift med fru Margrete[168]. Korbrødrene[169] kom fra Norge til Island med breve.
1226 Ærkebiskop Peter[170] døde. Biskop Gudmund kom til Island. Vulkanudbrud ud for Reykjanæs. Klosteret i Vidø[171] blev grundlagt. Gudolf på Blakkestad blev dræbt. Kong Sigurd Ribbung døde. Kong Ludvig[172] døde. Harald Jonson druknede.
Sankt Elisabeths død
1227   Pave Honorius døde. Knut[173] og kong Håkon indgik forlig. Gregorius var pave de følgende 15 år.
1228 Hjørleif døde. Torvald Snorreson blev brændt inde, tre mand mistede livet. Kejser Frederik[174] blev lyst i band, men skabte fred i Jerusalem. Ærkebiskop Tore[175] blev viet.
1229 Voldsfærd til Saudafell. Det folkerige ting. Ravnsønnerne og Torvaldsønnerne blev dømt fredløse. Biskop Magnus og Jon Murt rejste ud. Kampen mellem kong Erik[176] og folkungerne. Ærkebiskop Øystein[177] blev helgenkåret.
1230 Ærkebiskop Tore[178] og abbed Hall[179] og den suderøske kong Uspag døde. Sankt Elisabeth, der var datter af kongen af Ungarn og gift med hertugen af Thüringen, døde.
1231 Jon Snorreson[180] blev dræbt. Fåresyge[181]. Ravnsønnerne druknede. Ingemund Jonson døde. Jarl Jon[182] blev dræbt. Sigurd Tafse[183] blev viet til ærkebiskop. Gissur Torvaldson kom til Island.
1232 Torvaldsønnerne blev dræbt. Ærkebiskop Sigurd kom tilbage til landet. Biskop Magnus kom til Island. Biskop Gudmund blev afsat fra sit embede. Fire skibe forliste ved Island. Gunnar Grynryg døde. Styrmer blev lovsigemand.
1233 Sturla Sighvatson rejste ud. Vigfus Kalvson og Valgard Styrmerson blev dræbt. Urøkja kom til Vatnsfjord. Biskop Gudmund var i Høfde. Biskop Magnus og Snorre Sturlason indgik forlig.
1234 Odd Åleson blev dræbt. Sighvat blev overfaldet. Kalv og Guttorm blev dræbt. Mødet i Flatatunge. Ranet på Lerbakke. Færden til Bjørnshavn. Ærkebiskop Olaf[184] og kong Knut Lange[185] i Sverige døde. Domkirken i Lund brændte.
1235 Torvald Gissurson døde. Sturla Sighvatson kom til Island. Kolbein Arnorson rejste ud. Magnus G-son[186] blev valgt til biskop.
1236 Sighvats færd til Borgfjord med 10 hundrede mand. Teit blev lovsigemand.
1237 Biskop Gudmund, biskop Magnus og Tord Sturlason døde. Snorre Sturlason og Tord Kakale rejste ud. Kong Håkon forpligtede sig til korsfærd.
1238 Slaget på Ørlygsstad[187]. Vulkanudbrud ud for Reykjanæs. Abbed Vilhelm[188] blev skrinlagt i Æbelholt. Der var ingen biskop på Island. Apavatnsfærden.
1239 Snorre Sturlason og Urøkja og biskop Sigvard[189] og biskop Botolf[190] kom til Island. Torarin og Sokke døde. Skule[191] blev taget til konge[192].
1240 Hertug Skule og Einar Torvaldson og Torlak Ketilson døde. Slaget i Oslo og ved Låke. Arnbjørn Jonson døde.
1241 Den danske kong Valdemar og Orm på Svinefjeld døde. Snorre Sturlason og Kløng Bjørnson og Illuge Torvaldson blev dræbt. Hallveig Ormsdatter døde. Pave Gregorius og pave Eugenius[193] døde. Innocent var pave de følgende 8 år.
1242 Kampen i Skålholt. Mødet ved broen. Tord Kakale kom til Island. Ranet i Hitådalen. Plyndringen i Alftaåtunge. Ærkebiskoppen i Köln kæmpede mod kejser Frederiks hær, og han blev taget til fange. Gissur rejste ud.
Den skotske kong Alexander 2.’s våben
1243   Sankt Vilhelm åbenbarede sig. Pave Innocent kæmpede mod kejser Frederik og kejseren flygtede og mistede 3 tusind mand. Torarin Bjørn og Jon Oddeson og Tormod og Atle Hjalmsønner og Simon Knude blev dræbt. Vatnsdalfærden.
1244 Holarfærden. Slaget i Floe. Vilhelm Diakons hellighed viste sig i Bergen. Abbed Halkel[194] og biskop Bergsveinn på Færøerne døde.
1245 Kolbein Unge og Urøkja døde. Der var udbrud i Solheimsjøklen. Tord og Kolbein indgik forlig. Tord kom til Øfjord.
1246 Slaget på Haugsnæs. Tord Kakale og Gissur rejste ud. Herr Gregorius døde. Tord og Gissur indgik forlig på kongens bud.
1247 Kong Håkon blev viet. Kardinal Vilhelm kom til Norge. Tord Kakale og biskop Henrik[195] kom til Island. Biskop Olav[196] rejste til Grønland. Arnor[197] i Vidø blev viet. Tord tog hele Nordlændingefjerdingen og det, som havde tilhørt Snorre.
1248 Bybrand i Bergen. Den suderøske kong Harald druknede. Olav[198] blev lovsigemand. Jarl Ulf Fase[199] døde. Herr Holmgeir blev dræbt. Grundvolden til Kristkirken blev sat. Uenigheden mellem Sæmund og Øgmund og biskop Henrik og Tord begyndte.
1249 Den svenske kong Erik døde. Kong Håkon og jarl Birger[200] mødtes. Alexander Skottekonge[201] døde. Jordskred ved Götaelven. Tord tog magten i Sydlændingefjerdingen og bortjog Orm Bjørnson og Filippus og Harald Sæmundsønner.
1250 Tord Kakale og biskop Sigvard rejste ud. Arne Urede døde. Valdemar Birgerson[202] kom til magten. Den danske kong Erik[203] blev dræbt. Abel[204] tog magten. Orm Bjørnson døde.
1251 Kejser Frederik døde. Junkerne i Sverige blev dræbt. Stridigheder blandt østfjordingerne. Sturla[205] blev lovsigemand. Sæmundsønnerne druknede.
1252 Ærkebiskop Sigurd døde. Ormsønnerne blev dræbt. Hall lod Børk dræbe. Torstein Torfeson blev dræbt. Skibbrud ved Øre, seks mennesker omkom. Gissur og biskop Henrik kom til Island. Den danske kong Abel faldt. Den danske kong Christoffer[206] kom til magten. Biskop Pål[207] i Hamar døde. Gissur tog Skagafjord.
1253 Forlig mellem kong Håkon og danskerne. Branden på Flugumyre[208]. Øystein den Hvides skib gik tabt. Teit Einarson blev lovsigemand.
1254 Kolbein og seks andre blev dræbt og Rane og tre andre[209]. Solveig Sæmundsdatter, Jon Sturlason, ærkebiskop Sørle[210], biskop Askel[211] og Sigurd Kongesøn[212] døde. Brand i Oslo. Biskop Sigvard kom til Island. Biskop Henrik blev taget til fange. Sylvester blev pave[213]. Gissur rejste ud.
1255 Odd Torarinson og syv andre blev dræbt. Kampen på øren ved Tværå, 16 mand faldt. Ivar Engleson kom til Island. Pave Alexander blev viet. Raudsvoll sank i jorden. Einar[214] blev viet til ærkebiskop. Pave Innocent døde. Sylvester blev pave[215].
1256 Biskop Arne[216] døde. Biskop Henrik og Ivar rejste ud. Tord Kakale døde. Halland blev brændt. Torgils tog Skagafjord. Tre skibe forliste ved Øre.
1257 Kong Håkon den Unge[217] døde. Leding til Danmark. Kongerne indgik forlig. Kong Håkon bortgiftede sin datter til en kongesøn i Spanien[218]. Torleif i Gardar døde. Herredsret på Vellir. Magnus den Gode[219] fik kongenavn.
1258 Torgils Skarde blev dræbt. Gissur fik jarlsnavn og kom til Island. Lovsigemanden Teit blev dræbt. Byen brændte i Tønsberg. Sindres skib gik tabt. Mandefald i Midfjord. Måneformørkelse idus novemb.[220] Gisle på Sand døde.
Kong Erik Klipping
1259   Subdiakonen Olav Tordson[221] døde. Den danske kong Christoffer døde. Hans søn Erik[222] tog magten. Ranet på Rangåvold. Der blev indgået forlig vedrørende drabene på sturlungerne. Guds riddere blev forrådt i Semgallen. Ketil Torlakson blev lovsigemand. Der faldt sne før Laurentiusmesse[223].
1260 Det store jordskælv på det nordlige Flatø. Biskop Henrik døde. Jon Lodinson druknede. En tatarhær blev nedkæmpet i Jerusalem. En biskop blev dræbt i Jylland[224]. Herr Jarmer døde. Gisur og Tord Andreasson indgik forlig.
1261 Island var omgivet af havis. Pave Alexander og jarl Knut døde. Holsten blev brændt, og grev Johan blev taget til fange af hertug Albrecht af Braunschweig[225]. Kong Magnus blev gift med fru Ingeborg[226]. Jarl Birger blev gift med dronningen af Danmark[227]. Slaget på Lohede. Dér blev den danske konge og hans mor taget til fange.
1262 Der blev svaret skat på Island[228]. Den grønlandske biskop Olav kom til Herdisvig. Øksneøfærden. Loft Biskopssøn døde. Brand[229] blev valgt til biskop for Nordlandet. Sturla Ravnsøn rejste ud.
1263 Leding til Skotland. Kong Håkon og ærkebiskop Einar døde. Kong Magnus tog magten. Hertug Albrecht af Braunschweig blev taget til fange i Thüringen. Kong Lavallin af Bretland[230] besejrede englænderne. Sturla Tordson rejste ud og blev med magt taget til fange af Ravn Oddson.
1264 Pave Urban døde. Den engelske kong Henrik[231] blev besejret af sine landsmænd. Tord Andreasson blev dræbt. Biskop Brand kom til Island. Andreassønnerne red mod Gissur. Torvard Torarinson rejste ud.
1265 Pave Clemens blev viet. Jarlerne og baronerne i England blev lyst i band. Da kæmpede sire Edvard mod Simon de Montfort, og kong Henrik blev tvunget til at kæmpe på Simons side imod sin søn. Dér faldt Simon og hans to sønner og 18 mand[232]. Halfdan Sæmundson døde. Torvard kom til Island.
1266 Karl[233], en bror til den franske kong Ludvig[234], blev af paven viet til konge af Sicilien trettende juledag. Han besejrede prins Manfred[235] i februar måned. Sammen med prinsen faldt 3 tusind 7 hundrede mand, mens Karl mistede 50 mand. Siden vandt kong Karl Apulien på 20 dage. Kong Magnus og Alexander Skottekonge indgik forlig. Konrad[236], søn af kong Konrad af Alemannien, gjorde rejsning mod kong Karl. Jarl Birger og Sighvat Bødvarson døde.
1267 Junker Olav[237] døde. Ærkebiskop Håkon[238] modtog palliet[239]. Edvard og jarlerne i England indgik forlig. Den hellige Maria Magdalena blev skrinlagt. Filip[240], søn af kong Ludvig i Frankrig, blev pinsedag slået til ridder sammen med 800 junkere. Der blev indgået forlig vedrørende drabet på Tord Andreasson. Jarl Gissur og Torvard indgik forlig.
1268 Konrad af Alemannien blev besejret og halshugget sammen med biskop Henrik af Lothringen[241], mens Henrik[242], en bror til kongen af Spanien[243] blev taget til fange. Pave Clemens, biskop Sigvard, jarl Gissur og kong Duvgal[244] døde. Junker Erik[245] blev født. Ærkebiskop Jon[246] kom til landet. Biskop Gaute[247] på Færøerne døde. Biskop Jørund[248] kom til Island. Sire Arne rejste ud.
1269 Kong Magnus var på Frostatinget. Arne[249] blev viet til biskop på Island, Erlend[250] til biskop på Færøerne. Biskop Henrik[251] i Kirkevåg døde. Gaut på Mel døde. Ravn Oddson rejste ud. Jon Einarson blev lovsigemand.
1270 Dronning Margrete[252], biskop Peter[253] i Bergen og kong Ludvig i Frankrig døde. Sultanen af Tunis blev skattepligtig til kong Karl. Kong Theobald[254] af Navarra omkom. Kong Jakob[255] af Aragonien drog til Jerusalem. Orm Ormson og flere døde. Håkon Kongesøn[256] blev født i Tønsberg. Ravn kom til Island.
1271 Den franske kong Filip blev kronet på den første Mariamesse[257]. Kong Bela[258] af Ungarn og kongen af Bøhmen[259] stred om det rige, der hedder Østrig. Kongen af Bøhmen sejrede. Simon de Montforts sønner dræbte Rikards søn, Henrik af Alemannien, i en kirke. Sturla Tordson kom til Island med lovbogen. Tegngæld[260] blev lovfæstet.
1272 Biskop Arne rejste ud. Ravn og Torvard rejste ud. Gregorius blev valgt til pave. Jernside[261] blev indført som lov.
1273 Den engelske kong Henrik døde. Gregorius blev viet til pave. Jarl Magnus[262] på Orkney døde. Den danske kong Erik besejrede tyskerne. Biskop Arne kom til Island sammen med Ravn og Torvard. Kongemøde i Borg. Biskop Jørund rejste ud. Kong Magnus gav sin søn Erik kongenavn og sin søn Håkon hertugnavn. Kong Magnus tillod islændingene at eje skibe til søs.
1274 Pave Gregorius holdt ting i Lyon og udbedrede grækernes tro. Ærkebiskop Jakob[263] i Lund døde. Den engelske kong Edvard[264] blev kronet. Ærkebiskop Jon kom til landet med et stykke af Vorherres krone, som den franske kong Filip sendte til herr kong Magnus. Biskop Jørund kom til Island.
Hertug Erik Birgerson
1275   Erik, søn af jarl Birger, kom fra Danmark med støtte fra den danske konge og stred mod sin bror Valdemar med hjælp fra deres bror hertug Magnus[265]. Så flygtede Valdemar til Norge, og da han vendte tilbage, blev han taget til fange og opgav kronen til sine brødre, hvorefter han flygtede til Kongshelle. Bybrand i Tønsberg. På Laurentiusmessedag[266] haglede det sådan i Trondheim, at de største hagl vejede 15 øre[267].
1276 Pave Gregorius døde IV id. Januar.[268], og folk kalder ham hellig. Og på festdagen for Agnes[269] blev Innocent valgt og lidt senere viet som den første pave af Dominikanerordenen, men han levede ikke helt til Johannesmessedag[270]. Da blev Ottobuono, en udmærket romersk kardinal, taget til pave og kaldt Hadrian. Han sang ikke messe, for han var ikke præsteviet, og han døde før vielsen mellem de to Mariamessedage[271]. Derefter blev kardinalen magister Petrus Hispanus taget til pave søndagen før Korsmesse[272] og kaldt Johannes den Enogtyvende. Da opsøgte den svenske kong Valdemar kong Magnus i Norge. Solformørkelse. Om sommeren holdt kong Magnus og jarl Birgers søn Magnus[273], som svenskerne da havde taget til konge, møde og parlament. Dette møde fandt sted ved Horsaberg i Götaland. Kong Valdemar var også til stede, og der blev drøftet forlig mellem brødrene. Ufred mellem danskerne og svenskerne. Kong Magnus gav jarlsnavn til Magnus[274], søn af jarl Magnus på Orkney. Biskop Torgils[275] i Stavanger døde. En knar forliste ved Vestmannaøerne.
1277 Pave Johannes døde før pinsedagene. Pave Nikolas blev viet ved Katharinamesse[276]. Han hed før Johannes Gaetanus og var romersk kardinal. Biskop Askatin[277] i Bergen døde. Arne[278] blev viet til biskop af Stavanger. Kong Magnus og ærkebiskop Jon indgik forlig. Kong Magnus gav lendermændene navn af baroner og herrer og bordsvendene navn af riddere og herrer. Eilif i Naustdal blev dræbt. Ravn Oddson og Torvard Torarinson og Sturla Lovmand rejste ud.
1278 Kong Magnus’ leding til Elven. Narfe[279] blev viet til biskop af Bergen og Torfinn[280] til biskop af Hamar. Sturla Lovmand kom til Island. Svart Thomasson døde. Ingemar i Götaland blev dræbt.
1279 Biskop Arne og biskop Jørund frikøbte Odd Torarinson og førte hans knogler til en grav i Skålholt. Biskop Arne og biskop Jørund rejste ud. Herr Ravn blev udnævnt til bannerfører. Herr Ravn og herr Torvard kom til Island. Karelerne fangede Torbjørn Skæne, kong Magnus’ sysselmand, på fjeldet og dræbte 35 af hans mænd. Abbed Vermund[281] døde.
1280 Pave Nikolas, kong Magnus Håkonson og den grønlandske biskop Olav døde. Erik, Magnus’ søn, blev kronet. Biskop Arne og biskop Jørund kom til Island.
1281 Kong Erik blev gift med fru Margrete, datter af Alexander Skottekonge. Herr Torvard rejste ud. Jonsbog blev indført som lov.
1282 Bybrand i Trondheim. Ærkebiskop Jon døde. Herr Ravn rejste ud.
1283 Dronning Margrete og herr Erling Alfson døde. Herr Ravn kom til Island.
1284 Pave Martin, kong Karl af Apulien, biskop Peter[282] på Orkney og herr Sturla Lovmand døde. Lægmænd tog kirkerne imod biskoppernes vilje.
1285 Pave Honorius blev viet. Den franske kong Filip faldt. Herr Asgrim Torsteinson og Bjørn Sæmundson døde. Biskop Andres[283] af Oslo kom til landet med pavens breve. Helgesønnerne sejlede til Grønlands ubygder.
1286 Alexander Skottekonge døde. Jørund[284] blev viet til biskop af Hamer, Dolgfinn[285] til biskop på Orkney. Tatarernes konges sendebud kom til den norske kong Erik. Den danske kong Erik Christoffersøn blev dræbt.
1287 Pave Honorius, biskop Andres af Oslo og dronning Ingeborg døde. Herr Halkel blev dræbt. Bybrand i Tønsberg. Biskop Jørund rejste ud.
1288 Pave Nikolas blev viet. Biskop Jørund og herr staller Olav kom til Island. Herr biskop Arne og herr Ravn rejste ud. Biskop Jørund af Hamar modtog palliet[286]. Tord[287] blev viet til biskop af Grønland.
Ærkebiskop Jens Grands segl
1289   Den norske kong Eriks hærfærd til Danmark. Biskop Tord rejste til Grønland. Herr Ravn Oddson døde. Herr Gaute fra Talgø blev dræbt. Hallvard blev dræbt.
1290 Den norske kong Erik bar kronen på den fjerde påskedag. Biskop Jørund rejste ud. Jomfru dronning Margrete[288], kong Eriks datter, døde.
1291 Den svenske kong Magnus Birgerson døde. Borgen i Akko blev indtaget af hedninge. Herr biskop Arne kom til Island. Biskop Arne overgav kirkerne til præsterne. Streng snevinter.
1292 Pave Nikolas døde. Den hellige biskop Torlak blev skrinlagt. Biskop Jørund kom til Island. Danskerne holdt kølleting og forkastede deres konge[289]. De stævnede den norske kong Erik til Danmark med fem ugers frist og sagde, at de ville tjene ham, og han drog af sted med sin hird og mange andre. Herr Tord kom til Island med kongens breve. Hele landet blev ramt af så svær sygdom, at de fleste mennesker blev syge, og en stor dødelighed fulgte.
1293 Abbed Eyjolf på Tværå døde. Fru abbedisse Agate blev viet til Kirkebø. Sigurd Lovmand satte sig på Mødrevold kirke imod herr biskop Jørunds vilje, og tre kirker i Skålholt bispedømme blev besat. Herr Peter kom til Island og blev tildelt Nordlændingefjerdingen. Bakke-Lodin, som da var blevet dømt fredløs af den norske konge, blev sendt til Island, og mange andre herremænd i Trondheim faldt da i fredløshed. Den norske kong Erik blev gift med fru Isobel[290]. Et sneskred ramte Bø i Fagradal, tolv mennesker omkom.
1294 På sydlandet var der så kraftigt et jordskælv, at gården styrtede sammen på Rangåvold. Der kom et kongebrev til Island, som fastslog, at kirken på Mødrevold var blevet uretmæssigt besat, og at Sigurd og de andre skulle forlade stedet og give sig i biskop Jørunds vold. Hallvardsmessedag[291] hørte man et stort brag i luften, og vidt omkring i landet sås lys på himlen, som var det vokslys. Den samme dag forliste det skib, som blev kaldt Kølen, ved Myrerne. Foråret var godt.
1295 Eremitten Hadrian blev på Helligåndsdagen[292] viet til pave og kaldt Celestin, men han var ikke pave helt til Johannesmessedag[293] og vendte tilbage til sit eneboerliv. Da blev Benedikt, en af kardinalerne, valgt og viet og kaldt Bonifatius. Den danske kong Erik og hans bror, hertug Christoffer, pågreb ærkebiskop Jens[294] af Lund og kastede ham i fængsel. Danmark blev lyst i band. Mødet på Stavaholt. Dér var herr biskop Arne . . . med stærk hånd. Stor hvalvinter.
1296 Hertug Erik[295] af Langeland blev gift med Agnes, der var den norske kong Eriks moster[296]. Den norske kong Erik og den danske kong Erik og hertug Valdemar[297] indgik forlig. Sire Karl, en bror til den franske konge, blev taget til fange. Herr biskop Jørund grundlagde et munkekloster på Mødrevold og et nonnekloster på Reynistad. Abbed Ljot[298] og Torvard Torarinson døde. Drabssommer. En bro styrtede sammen i Paris.
Hertug Håkon Magnusson
1297   Ærkebiskoppen af Lund slap ud af fængslet. En kardinal kom til Danmark og løste kongen og hele hans rige fra pavens bandlysning. En hærstyrke blev sendt fra den spanske konge for at hjælpe den engelske kong Edvard. Den franske konge tog hele det rige, som Edvard havde syd for havet. Kong Edvard brændte Berwick og erobrede en stor del af Skotland. Biskop Arne rejste ud. Bispeting i Bergen.
1298 Biskop Arne af Skålholt døde. Leding til Danmark. Hertugen af Langeland blev gift med fru Sophie, der var den norske kong Eriks moster[299].
1299 Hertug Håkon blev gift med Eufemia, en datterdatter[300] af herr Visleif af Rügen[301]. Abbed Erik[302] i Bergen, den norske herr kong Erik, abbed Runolf[303] på Vidø og abbed Bjarne[304] døde. Abbed Tore[305] og fru abbedisse Katharina[306] blev viet. Hertug Håkon tog kongemagten og blev kronet sammen med dronning Eufemia. Herr Audun[307] blev taget til fange. Holte-Bjørns skib forliste ved Færøerne, 35 mand omkom.
1300 Kong Håkon drog med ledningshæren til Danmark. Kong Håkon og den danske kong Erik mødtes i Halland og aftalte fred for 3 år. Kong Håkon bar sin krone på Kronemessedag[308] i Oslo. Stort jordskælv, som fik mange gårde til at styrte sammen. Stort uår på nordlandet, og man kunne dårligt se noget på grund af askefald og sandfald. V idus Julii måned[309] gik Hekla i udbrud for femte gang. Det medførte sand- og askefald og et stort mørke. Kong Eriks datter[310] blev fæstet til jarl Jon Magnusson[311] på Orkney.
1301 Jomfru Ingeborg, kong Håkons datter, blev født. Kansler Bård, herr Snorre Ingemundson og Odd Torvardson døde. En tysk kvinde, der udgav sig for at være kong Eriks datter[312], blev brændt på Nordnæs, og hendes mand blev halshugget. Lokland[313] hærgede på Suderøerne og dræbte sin fostbroder, Jon, og dennes kone og to sønner og 11 skorer mænd og 7 skorer børn — og en skore udgør 400 stykker — og brændte mange bygder. Den engelske kong Edvard stred i Skotland. En komet var synlig vidt omkring både på Island og i Norge. Stor dødelighed på nordlandet før og efter jul, og ikke mindre end 5 hundrede døde. Et skred gik i Dyrefjord, og seks mennesker omkom.
1302 Ærkebiskop Jørund rejste til Paris. Audun Hestekorn blev hængt. Karelerne hærgede i Nordnorge, og herr kong Håkon sendte Øgmund Ungedans imod dem med en stor styrke. Den franske konge blev lyst i band og stred i Flandern. På Island svor man sig under kong Håkon. En stor flåde blev trukket tilbage til Norge. Abbed Olav[314] døde. Kongerne mødtes ved Solbergsosen ved Götaelven på Mikkelsmessedag[315]: Kong Håkon og kong Birger[316] og dennes bror hertug Erik og grev Jakob[317] og herr Visleif og mange andre stormænd, og de knyttede dér et stærkt fredsbånd mellem rigerne. Da fæstede hertug Erik jomfru Ingeborg, kong Håkons datter. Herr Bjarne Lodinson blev taget til fange. Ærkebiskop Jens af Lund var landflygtig og kom til kong Håkon i Tønsberg og opholdt sig dér om vinteren. Måneformørkelse XVIIII kal. Febr.[318] Ærkebiskop Jørund viede Apostelkirken i Bergen. Grev Jakob søgte i julen til kong Håkon i Oslo. Der blev holdt julegæstebud i fire dage. Sire Jon Holt, herr Visleif og herr Eyjolf Asgrimson døde.
1303 På dagen for Herrens omskærelse[319] dræbte franskmændene 14 tusind flamlændere, men flamlænderne sejrede alligevel. På Trælholmen i Götaelven mødtes den norske kong Håkon og den svenske kong Birger, hertug Erik, grev Jakob og mange andre hofmænd fra både Norge og Sverige og udsendinge fra Danmark. Herr Arne[320] i Stavanger og herr Torlak Lovmand og Pave Bonifatius døde. Pave Benedikt blev valgt og viet.
1304 Biskop Ejvind[321] i Oslo og herr biskop Narfe i Bergen døde. Helge[322] blev viet til biskop af Oslo, Ketil[323] til biskop af Stavanger og Arne[324] til biskop af Skålholt. Pave Benedikt døde.
1305 Biskop Torstein[325] i Hamer døde. Herr Arne[326] blev viet til Bergen. Herr Arne Skålholtbiskop kom til Island. Abbed Andreas blev viet til Vidø og abbed Gudmund til Helligfjeld. Hertug Erik kom til Tønsberg fra Sverige. Stor hærdfærd østpå i landet. Hallvard Båd faldt med hundrede mand. Præsten Orm Dagson og Sturla Jonson døde. Alf fra Krogen kom til Island. Der var mange mennesker på tinget på Hegranæs. Herr Alf fra Krogen døde.
Kong Edvard 1. af England
1306   Et havskib gik tabt nord for landet. Bønderne sluttede sig med håndslag sammen på tinget og skrev et brev til herr kong Håkon. Den engelske kong Edvard hærgede i Skotland og ødede landet meget.
1307 Abbed Runolf i Vær døde. Lodmund blev viet til abbed. Herr Jørund rejste nordpå til Vardø i Hålogaland, hvor han viede kirken. Herr hertug Erik i Sverige dræbte marskalk Torgils. Kong Birger tog sin bror og dronningen og junkeren og kastede . . . Den engelske kong Edvard lod Vilhelm Valeis[327] halshugge og hugge i småstykker, som blev fordelt mellem borgene. Rodbert af Brus[328] hærgede i Skotland, holdt til ude i skovene og dræbte de mænd og også børn og kvinder, som han kunne komme til. Ærkebiskop Jørunds udsendinge, broder Bjørn og sire Laurentius[329] kom til Island.
1308 Abbed Gudmund på Helligfjeld, den engelske herr kong Edvard og biskop Erlend på Færøerne døde. Johanneskirken[330] i Lateranet brændte. Tore blev viet til abbed på Helligfjeld. Herr kansler Åge rejste til pavepaladset med den norske kong Håkons breve og modtog pavens brev og bulle, herunder hans brev om, at man skulle vie 300 frillesønner, heriblandt ti præstesønner, og han modtog flere breve. Megen sygdom på nordlandet. Rodbert af Brus vandt Skotland tilbage.
1309 Ærkebiskop Jørund døde. Øystein[331] blev valgt til ærkebiskop. Kirken i Skålholt brændte ved Guds uransagelige bestemmelse. Herr Kolbein blev dræbt. Kong Håkon og den danske konge indgik forlig. Kong Håkon nægtede kong Birgers søn[332] sin datter. Kong Håkon vandt borgen på Ragnhildsholm og i Bohuslen tilbage. Den danske konge hærgede i Sverige. Strid ved landegrænsen. Ivar Jonson faldt. Håkon hærgede i Götaland. Den svenske hertug red anden juledag ind i den norske konges rige og hærgede. Biskop Dolgfinn på Orkney døde. Herr biskop Arne rejste ud. Svær sygdom. Oslo herred brændte. Da brændte også Johanneskirken i Lateranet[333] to dage efter kirken i Skålholt.
1310 Pavens brev om anliggendet i Jerusalem kom til Norge. Biskopperne blev kaldt til møde i Rom af pave Clemens. Hertug Erik hærgede østpå i landet. Kong Håkon red imod ham med en stor hær. Hertug Erik fik frit lejde til at ride til Norge. Han og kong Håkon mødtes i Oslo. Ærkebiskop Eilif[334] blev viet. Vilhelm blev viet til biskop af Orkney. Herr biskop Arne kom til Island. Karlemagnus og Torstein blev dræbt. Biskop Tord kom fra Grønland. I Vestfjordene sås fire sole samtidig. Halssyge. Stingesot. Byldesot. Øjenværk. Stor dødelighed.



Noter:

  1. ↑ Årbogen har sit navn efter den tysk/norske læge og historiker Henrik Høyer (d. 1615 el. -16 i Bergen). Han ejede 1600-tals håndskriftet AM 22 fol., som bl.a. indeholder en afskrift af en middelalderlig islandsk annal. Annalen indledes med året 547, men oversættelsen her begynder med 961, hvor meddelelserne vedr. Norden bliver mere sammenhængende. Oversættelsen er forsynet med mange fodnoter; der kunne dog være mange flere henvisninger til især Sturlunga saga og de norske kongesagaer. Der gøres kun i begrænset omfang opmærksom på fejlagtige årstalsangivelser.
  2. ↑ Håkon den Gode Adelstensfostre, søn af kong Harald Hårfager og norsk konge 933-61
  3. ↑ Sønnerne af kong Erik Blodøkse, norsk konge ca. 930-35
  4. ↑ Se fx Hønse-Tores saga, kap. 9
  5. ↑ Håkon Ladejarl den Mægtige, søn af den førnævnte Sigurd og norsk hersker til 995
  6. ↑ Tryggve Olavson, kong Olav Tryggvesons far
  7. ↑ Gudrød Bjørnson, far til Harald den Grenske, far til kong Olav den Hellige
  8. ↑ Helperic af Auxerre, en lærd benediktinermunk, der skrev værket Liber de computo om tidsregningen m.m.
  9. ↑ Se Vápnfirðinga saga
  10. ↑ Søn af Erik Blodøkse og norsk konge fra 961
  11. ↑ Otto 2., tysk-romersk kejer 973-83
  12. ↑ Må være Bonifatius 7., som i 30 dage var modpave til paverne Benedikt 6. og Benedikt 7. Se under året 980.
  13. ↑ En saksisk biskop, den første kristne missionær på Island
  14. ↑ Den danske kong Harald Blåtand
  15. ↑ Otto 3., tysk-romersk kejser 996-1002
  16. ↑ Se Vápnfirðinga saga
  17. ↑ Se Jomsvikingernes saga, kap. 27 ff
  18. ↑ Grim Svertingson var lovsigemand 1001-02
  19. ↑ I slaget ved Svold
  20. ↑ Se Laxdæla saga
  21. ↑ Kong Olav Haraldson
  22. ↑ Som hævn for drabet på Kjartan Olavson, se under året 1003
  23. ↑ Viga-Styr, se Eyrbyggja saga
  24. ↑ Se Njals saga
  25. ↑ I kampen på Altinget. Se Njáls saga.
  26. ↑ Edmund Jernside (d. 1016), engelsk konge
  27. ↑ Orkneyjarlen Einar Sigurdson
  28. ↑ Kong Olof Skötkonung
  29. ↑ Den tysk-romerske kejser Henrik den Hellige (d. 1024)
  30. ↑ Se Laxdæla saga
  31. ↑ Ulf Torgilsson (d. 1026), svoger til kong Knud den Store og far til Svend Estridsen
  32. ↑ Kong Knud den Store
  33. ↑ Kong Knud den Stores søn
  34. ↑ En påstået søn af kong Olav Tryggveson
  35. ↑ Kong Knuds søn Harald Harefod
  36. ↑ Se Skt. Hallvards saga
  37. ↑ Estridsen
  38. ↑ Harald Hårdråde Sigurdson, norsk konge 1045-66
  39. ↑ Den første biskop i Skålholt, 1056-80, se Fortællingen om biskop Isleif
  40. ↑ Måske Eudokia Makrembolitissa, der var byzantinsk kejserinde for sin mindreårige søn
  41. ↑ Kong Olav Kyrre Sigurdson, norsk konge 1067-93
  42. ↑ Byzantisk kejser 1068-71
  43. ↑ Må være Michael Doukas, byzantinsk kejser 1071-78
  44. ↑ Formentlig Nikephoros Botaneiates, byzantisk kejser 1078-81
  45. ↑ Harald Svendsøn, dansk konge 1076-80
  46. ↑ Alexios 1. Komnenos, byzantisk kejser 1081-1118
  47. ↑ Gissur Isleifson, Skålholtbiskop 1082-1118
  48. ↑ Vilhelm Erobreren
  49. ↑ Knud Svendsøn, dansk konge 1080-86
  50. ↑ Magnus Olavson, norsk konge 1093-1103
  51. ↑ Oluf Hunger Svendsøn, dansk konge 1086-95
  52. ↑ Vilhelm 2., søn af Vilhelm Erobreren og engelsk konge 1087-1100
  53. ↑ Erik Svendsøn, dansk konge 1095-1103
  54. ↑ Kong Magnus Barfods sønner
  55. ↑ Jon Øgmundson, den første biskop i Holar bispedømme 1106-21
  56. ↑ Hvamm-Sturla, Snorre Sturlasons far
  57. ↑ Filip Hallstenson, svensk konge fra ca. 1100
  58. ↑ Se Þorgils saga ok Hafliða
  59. ↑ Lothar 3., konge 1125-37 og kejser 1133-37
  60. ↑ Den grønlandske biskop Erik
  61. ↑ Ketil Torsteinson, Holarbiskop 1122-45
  62. ↑ Grev Karl af Flandern var søn af kong Knud den Hellige og dennes kone, Edel af Flandern
  63. ↑ Pietro Pierleoni
  64. ↑ 30. marts
  65. ↑ Torlak Runolfson, Skålholtbiskop 1118-33
  66. ↑ Konrad 3. af Franken, tysk-romersk konge 1138-52
  67. ↑ Et munkekloster under Benediktinerordenen
  68. ↑ Magnus Einarson, Skålholtbiskop 1134-48
  69. ↑ Niels Svendsøn, dansk konge 1104-34
  70. ↑ Henrik 1., engelsk konge 1100-35
  71. ↑ Se Magnus den Blindes og Harald Gilles saga, kap. 9
  72. ↑ Harald Kesja, søn af kong Erik Ejegod
  73. ↑ Norsk konge fra 1130
  74. ↑ Ærkebiskop i Lund og Nordens første ærkebiskop fra 1104
  75. ↑ Dansk konge fra 1134, søn af kong Erik Ejegod
  76. ↑ Dattersøn af kong Erik Ejegod
  77. ↑ Søn af kong Sigurd Jorsalfar
  78. ↑ Frederik Barbarossa, tysk-romersk kejser 1155-90
  79. ↑ Bjørn Gilsson, Holarbiskop 1147-62
  80. ↑ Hall Teitson blev valgt til Skålholtbiskop, men døde inden tiltrædelsen på vejen hjem fra Rom, se under året 1150.
  81. ↑ Grønlandsbiskop 1150-86
  82. ↑ Kløng Torsteinson, Skålholtbiskop 1152-76
  83. ↑ Kong Knud blev dræbt ved Blodgildet i Roskilde 1157
  84. ↑ Sigurd Mund, søn af kong Harald Gille
  85. ↑ Kong Valdemar den Store
  86. ↑ Øystein, søn af kong Harald Gille
  87. ↑ Jon Birgerson, den første ærkebiskop i Nidaros
  88. ↑ Orkneyjarlen Ragnvald den Hellige
  89. ↑ Søn af kong Sigurd Mund
  90. ↑ Inge Krokrygg Haraldson, norsk konge 1136-61
  91. ↑ Øystein Erlendson, ærkebiskop i Nidaros 1158-88
  92. ↑ Brand Sæmundson, Holarbiskop 1163-1201
  93. ↑ Magnus Erlingson, norsk konge 1161-84
  94. ↑ Snorre Sturlasons storebror
  95. ↑ Ottaviano di Monticelli var under navnet Viktor 4. modpave til Alexander 3.
  96. ↑ Et kloster for augustinermunke
  97. ↑ Thomas Becket, ærkebiskop af Canterbury
  98. ↑ Se Fortællingen om Sunniva og Alban
  99. ↑ Der var imidlertid ingen biskop ved navn Ketil på denne tid.
  100. ↑ Torlak Torhalson, Skålholtbiskop 1178-93
  101. ↑ Kong Sverre Sigurdson
  102. ↑ Tronprætendenten Øystein Øysteinson
  103. ↑ Ærkebiskop i Lund 1137-77 (d. 1181)
  104. ↑ Erling Skakke, far til kong Magnus Erlingson
  105. ↑ Valdemar den Store
  106. ↑ Forlægget har Dauða vetr. Annales Reseniani anfører Navt dauðs vetr.
  107. ↑ Henrik 2., engelsk konge fra 1154
  108. ↑ Tilnavnet betyder »som kaster, vrikker med bagdelen.« (Finnur Jónsson)
  109. ↑ Far til Inge Bårdson, norsk konge 1204-17, og Skule Bårdson, hertug 1237-40
  110. ↑ Pål Jonson, Skålholtbiskop 1195-1211, se Biskop Pauls saga
  111. ↑ Knut Erikson, svensk konge fra 1167
  112. ↑ Einar Mårson, abbed på Munke-Tværå
  113. ↑ Gudmund Bjalfeson, abbed på Tykkebø
  114. ↑ En streng vinter, der medfører dødsfald blandt husdyrene
  115. ↑ Richard Løvehjerte, engelsk konge 1189-99
  116. ↑ Efter Skålholtbiskoppen Torlak Torhallson. 23. december
  117. ↑ Efter Holarbiskoppen Jon Øgmundson. 23. april
  118. ↑ Ærkebiskop i Lund
  119. ↑ Gudmund den Gode Areson, Holarbiskop 1203-37
  120. ↑ Knud Valdemarsøn, dansk konge 1182-1202
  121. ↑ Svensk jarl 1174-1202
  122. ↑ Håkon Sverreson, norsk konge 1202-04
  123. ↑ 15. august
  124. ↑ 8. juli
  125. ↑ Guttorm Sigurdson (f. 1199), søn af Sigurd Lavard, kong Sverres søn
  126. ↑ Erling Magnusson, baglerkonge
  127. ↑ På Saurbø kloster, der kun fungerede i ganske få år.
  128. ↑ Inge Bårdson, norsk konge 1204-17
  129. ↑ Orkneyjarlen Harald Maddadson
  130. ↑ Lovsigemand 1181-1202
  131. ↑ Tore Gudmundson, ærkebiskop i Nidaros 1206-14
  132. ↑ Filippus Simonson, baglerkonge
  133. ↑ Den senere kong Erik Knutson
  134. ↑ Ebbe Sunesøn faldt i slaget ved Lena, se under året 1208
  135. ↑ Johan uden Land, engelsk konge 1199-1216
  136. ↑ Klosteret på Nidarholmen i Trondheimsfjorden
  137. ↑ Halldora Eyjolfsdatter, abbedisse på benediktinernonneklosteret i Kirkebø
  138. ↑ Sverker Karlson, svensk konge 1196-1208
  139. ↑ Den grønlandske biskop Helge Øgmundson
  140. ↑ Orm Skeggeson, abbed på Munke-Tværå
  141. ↑ Eyjolf Hallson, abbed i Saurbø
  142. ↑ Karl Jonson, abbed på Tingøre og forfatter til første del af Sverres saga
  143. ↑ Ærkebiskop Tore Gudmundson i Nidaros døde retteligt i 1214, som årbogen også beretter.
  144. ↑ Forlægget har Vig Geirarðar patriarcha, men det skal formentlig være Vígðr. Gervasio var patriark af Konstantinopel 1215-19.
  145. ↑ Håkon Galen
  146. ↑ Orkneyjarlen David Haraldson
  147. ↑ Vilhelm 1., skotsk konge 1165-1214
  148. ↑ Snorre Sturlason
  149. ↑ Biskop i Bergen 1194-1216
  150. ↑ Magnus Gissurson, Skålholtbiskop 1216-37
  151. ↑ Johan Sverkerson, svensk konge 1216-22
  152. ↑ Håkon Håkonson
  153. ↑ Ketil Hallson, abbed på Munke-Tværå
  154. ↑ Otto 4. af Braunschweig, tysk-romersk kejser 1209-18
  155. ↑ Ærkebiskop Thomas Becket af Canterbury (d. 1170)
  156. ↑ Bjarne Kolbeinson, biskop på Orkney 1188-1222
  157. ↑ Snorre Sturlason (for anden gang)
  158. ↑ Se Om indebrændingen af biskop Adam
  159. ↑ Kong Valdemar Sejr Valdemarsøn, dansk konge 1202-41
  160. ↑ Sigurd Ribbung
  161. ↑ Olav den Sorte, konge på Suderøerne og Man 1226-37
  162. ↑ Gudrød Ragnvaldson blev blindet og kastreret.
  163. ↑ I Nidaros
  164. ↑ Dette må retteligt være Håvard, biskop i Bergen 1217-24
  165. ↑ Biskop i Stavanger 1207-24
  166. ↑ Torstein Tumeson, den sidste abbed i Saurbø kloster
  167. ↑ Nikolas Arneson, biskop i Oslo 1190-1225
  168. ↑ Hertug Skules Bårdsons datter
  169. ↑ Præsterne ved domkapitlet i Nidaros
  170. ↑ Peter Brynjulfson, ærkebiskop i Nidaros 1225-26
  171. ↑ Munkeklosteret hørte under Augustinerordenen, bortset fra perioden 1344-52, hvor det var et benediktinerkloster.
  172. ↑ Ludvig 8., fransk konge 1223-26
  173. ↑ Knut Håkonson, søn af Håkon Galen og leder af ribbungerne
  174. ↑ Frederik 2., tysk-romersk kejser 1220-50
  175. ↑ Tore den Trøndske, ærkebiskop i Nidaros 1227-30
  176. ↑ Erik Erikson den Læspende og Halte, svensk konge 1222-29 og 1234-50
  177. ↑ Øystein Erlendson, ærkebiskop i Nidaros 1159-88
  178. ↑ I Nidaros
  179. ↑ Hall Gissurson, abbed på Tykkebø
  180. ↑ Jon Murt, Snorre Sturlasons søn
  181. ↑ Parotitis
  182. ↑ Jon Harldson, Orkneyjarl 1206-31
  183. ↑ Sigurd Eindrideson, ærkebiskop i Nidaros 1231-52. Tilnavnet betyder »den hurtigt talende«
  184. ↑ Ærkebiskop i Uppsala 1224-34
  185. ↑ Knut Holmgerson, svensk konge 1229-34
  186. ↑ Der henvises sandsynligvis til Magnus Gissurson, men denne var biskop i Skålholt 1216-37
  187. ↑ Se Slaget på Ørlygsstad
  188. ↑ Abbed på Æbelholt Kloster ved Hillerød (d. 1203)
  189. ↑ Sigvard Dettmarson, Skålholtbiskop 1238-68
  190. ↑ Holarbiskop 1238-47
  191. ↑ Hertug Skule Bårdson
  192. ↑ Som modkonge til svigersønnen, Håkon Håkonson
  193. ↑ Må retteligt være Celestin, der var pave i 16 dage i 1241
  194. ↑ Halkel Magnusson, abbed på Helligfjeld
  195. ↑ Henrik Kårson, Holarbiskop 1247-60
  196. ↑ Biskop i Grønland 1246-80
  197. ↑ Arnotr Helgeson, der første abbed på Vidø kloster
  198. ↑ Olav Tordson Hvideskjald
  199. ↑ Svensk jarl 1231-48
  200. ↑ Jarl Birger Magnusson, svensk regent 1250-51
  201. ↑ Alaxandair mac Uilliam, skotsk konge 1214-49
  202. ↑ Svensk konge 1250-75
  203. ↑ Erik Plovpenning Valdemarsøn
  204. ↑ Abel Valdemarsøn, kong Erik Plovpennings bror
  205. ↑ Sturla Tordson
  206. ↑ Christoffer Valdemarsøn, bror til kongerne Erik Plovpenning og Abel
  207. ↑ Biskop i Hamar 1232-52
  208. ↑ Se Branden på Flugumyre
  209. ↑ Som hævn for branden på Flugumyre (se under året 1253)
  210. ↑ Ærkebiskop i Nidaros 1253-54
  211. ↑ Askel Jonson, biskop i Stavanger 1226-54
  212. ↑ Kong Håkons Håkonsons frillesøn
  213. ↑ Dette gentages det følgende år, men der var ingen pave Sylvester på denne tid.
  214. ↑ Einar Gunnarson med tilnavnet Smørryg, ærkebiskop i Nidaros 1255-63
  215. ↑ Se under året 1254
  216. ↑ Biskop i Bergen, 1226-56
  217. ↑ f. 1232. Søn af kong Håkon Håkonson
  218. ↑ Jomfru Kristin blev gift med Filip, en søn af kong Ferdinand 3.
  219. ↑ ɔ: Magnus Håkonson (Lagabøter)
  220. ↑ 13. november
  221. ↑ Olav Tordson Hvideskjald
  222. ↑ Erik Klipping, dansk konge 1259-86
  223. ↑ 10. august
  224. ↑ Børglumbispen Oluf blev ifølge overleveringen dræbt af sin frænde Jens Glob i Hvidbjerg kirke på Thyholm.
  225. ↑ Albrecht den Store (1236-79)
  226. ↑ Kong Erik Plovpennings datter
  227. ↑ Jarl Birger Magnusson blev gift med kong Abels enke, Mechtilde
  228. ↑ Til den norske konge
  229. ↑ Brand Jonson, Holarbiskop 1263-64
  230. ↑ Llywelyn ap Gruffudd, prins af Wales ca. 1258-82
  231. ↑ Henrik 3., engelsk konge 1216-72
  232. ↑ Kongens årbog har 18 tusind mand. Sandheden skal nok findes et sted derimellem.
  233. ↑ Karl 1. af Sicilien (1227-85)
  234. ↑ Ludvig 9. den Hellige, fransk konge 1226-70
  235. ↑ Manfred, konge af Sicilien 1258-66
  236. ↑ Konrad den Yngre eller Konradin (1252-68)
  237. ↑ Kong Magnus Håkonsøns søn (f. 1262)
  238. ↑ Ærkebiskop i Nidaros i 4 måneder i 1267
  239. ↑ Pallium, et hvidt bånd med sorte kors, der bæres af paver og ærkebiskopper som tegn på deres værdighed.
  240. ↑ Filip 3., fransk konge 1270-85
  241. ↑ Konrad(in) blev retteligt henrettet sammen med markgreve Frederik 1. af Baden
  242. ↑ Henrik af Castilien (1230-1304)
  243. ↑ Alfonso 10. af Castilien, konge 1252-84
  244. ↑ Dubhghall mac Ruaidhrí, den sidste gæliske konge af Suderøerne og Man
  245. ↑ Erik Magnusson, norsk konge 1280-99
  246. ↑ Jon Røde, ærkebiskop i Nidaros 1267-82
  247. ↑ Biskop 1262-68
  248. ↑ Jørund Torsteinson, Holarbiskop 1267-1313
  249. ↑ Arne Torlakson, Skålholtbiskop 1269-98
  250. ↑ Biskop på Færøerne 1269-1308
  251. ↑ Orkney-biskop 1247-69
  252. ↑ Kong Håkon Håkonsons enke
  253. ↑ Biskop i Bergen 1257-70
  254. ↑ Theobald 2., konge 1253-70
  255. ↑ Jakob 1. Erobreren, konge 1213-76
  256. ↑ Håkon Magnusson, norsk konge 1299-1319
  257. ↑ 15. august
  258. ↑ Bela 4., konge 1235-70
  259. ↑ Ottokar 2., konge 1253-78
  260. ↑ En bod for drab på en fri mand.
  261. ↑ Kong Magnus Lagabøters love, som var gældende på Island indtil 1281
  262. ↑ Magnus Gilbertson, Orkneyjarl 1256-73
  263. ↑ Jakob Erlandsen, ærkebiskop 1253-74
  264. ↑ Edward 1. med tilnavnene Longshanks og Hammer of the Scots, konge 1272-1307
  265. ↑ Magnus Ladelås, svensk konge 1275-90
  266. ↑ 10. august
  267. ↑ 1 øre svarer til ca. 27 gram
  268. ↑ 10. januar
  269. ↑ 21. januar
  270. ↑ 24. juni
  271. ↑ 15. august og 8. september
  272. ↑ 14. september
  273. ↑ Magnus Ladelås
  274. ↑ Magnus Magnusson, Orkneyjarl 1273-84
  275. ↑ Biskop 1255-76
  276. ↑ 25. november
  277. ↑ Biskop 1270-77
  278. ↑ Biskop 1277-1303
  279. ↑ Biskop 1278-1304
  280. ↑ Sankt Torfinn, biskop 1278-85
  281. ↑ Vermund Halldorson, abbed på Tingøre
  282. ↑ Orkneybiskop 1270-84
  283. ↑ Biskop i Oslo 1267-87
  284. ↑ Biskop i Hamer 1286-87, siden ærkebiskop i Nidaros
  285. ↑ Orkneybiskop 1286-1309
  286. ↑ ɔ: blev ærkebiskop. Jørund var ærkebiskop i Nidaros til sin død i 1309.
  287. ↑ Tord Buk, Grønlandsbiskop 1288-1314
  288. ↑ Margrete af Skotland (1283-90)
  289. ↑ Erik Menved, dansk konge 1286-1319
  290. ↑ Den skotske Isabella Bruce (1272-1358)
  291. ↑ 15. maj.
  292. ↑ Pinsedag
  293. ↑ 24. juni
  294. ↑ Jens Grand, ærkebiskop 1289-1303
  295. ↑ Erik Langben (1272-1310) var sønnesøn af kong Abel (d. 1252)
  296. ↑ Se under året 1298 for den rette sammenhæng
  297. ↑ Hertug Valdemar Eriksøn af Slesvig (d. 1312)
  298. ↑ Ljot Hallson, abbed på Munke-Tværå
  299. ↑ Kong Eriks mor, Ingeborg, var en halvsøster til Sophie Burchardsdatter. Deres fælles mor er Jutta af Sachsen, kong Erik Plovpennings enke.
  300. ↑ Retteligt datter
  301. ↑ Vitzlav 2. af Rügen (1240-1302)
  302. ↑ Abbed på Munkeliv kloster
  303. ↑ Abbed fra 1250
  304. ↑ Bjarne Ingemundson, abbed på Tingøre 1280-99
  305. ↑ Tore Haraldson, abbed på Munke-Tværå
  306. ↑ Den første abbedisse på Reynistad
  307. ↑ Stormanden Audun Hugleikson med tilnavnet Hestekorn (= Havre), se under året 1302
  308. ↑ 4. maj
  309. ↑ 11. juli
  310. ↑ Ingeborg
  311. ↑ Orkneyjarl 1284-1312
  312. ↑ Se Den falske Margrete
  313. ↑ Eller Lokuland(?), en ellers ukendt mand
  314. ↑ Olav Hjørleifson, abbed på Helligfjeld
  315. ↑ 29. september
  316. ↑ Birger Magnusson, svensk konge 1290-1319
  317. ↑ Jakob af Halland (d. 1309)
  318. ↑ 14. januar
  319. ↑ 1. januar
  320. ↑ Stavangerbiskop
  321. ↑ Biskop i Oslo 1288-1303
  322. ↑ Oslobiskop 1304-22
  323. ↑ Stavangerbiskop 1304-17
  324. ↑ Arne Helgeson, Skålholtbiskop 1304-20
  325. ↑ Biskop 1288-1304
  326. ↑ Arne Sigurdson, Bergenbiskop 1305-14
  327. ↑ William Wallace (d. 1305)
  328. ↑ Robert the Bruce, skotsk konge 1306-29
  329. ↑ Den senere Holarbiskop Laurentius Kalvson
  330. ↑ Basilica di San Giovanni in Laterano, domkirken i Rom
  331. ↑ Retteligt Eilif, se under året 1310
  332. ↑ Det må være kong Birger Magnussons bror, hertug Erik af Södermanland, som den dengang etårige Ingeborg Håkonsdatter blev forlovet med i 1302
  333. ↑ Se under 1308
  334. ↑ Eilif Arneson, ærkebiskop i Nidaros 1309-32



 BILAG


 Islandske biskopper, der omtales i årbogen
Skålholt bispedømme
1056-1080: Isleif Gissurson
1082-1118: Gissur Isleifson
1118-1133: Torlak Runolfson
1134-1148: Magnus Einarson
1152-1176: Kløng Torsteinson
1178-1193: Torlak den Hellige Torhallson
1195-1211: Pål Jonson
1216-1237: Magnus Gissurson
1238-1268: Sigvard Dettmarson
1269-1298: Arne Torlakson
1304-1320: Arne Helgeson
Holar bispedømme
1106-1121: Jon Øgmundson
1122-1145: Ketil Torsteinson
1147-1162: Bjørn Gilsson
1163-1201: Brand Sæmundson
1203-1237: Gudmund den Gode Areson
1238-1247: Botolf
1247-1260: Henrik Kårson
1263-1264: Brand Jonson
1267-1313: Jørund Torsteinson
 
 


Islandske klostre i det 12.-14. årh.
Munkeklostre er vist med gul farve, nonneklostre med blå
Munkeklosteret i Saurbø ved Øfjord, der kun fungerede i få år i begyndelsen af 1200-tallet, er ikke vist
Hentet fra «http://heimskringla.no/index.php?title=Henrik_Høyers_årbog&oldid=74094»