Indledning (Udsigt over den norsk-islandske filologis historie)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Udsigt over den norsk-islandske filologis historie


af Finnur Jónsson
Udgivet 1918


I. INDLEDNING


Den islandske originale litterære virksomhed var i alt væsenligt afsluttet omkr. 1300. Det 14. og 15. århundredes prosaiske litterære virksomhed bestod hovedsagelig dels i at samle og afskrive, dels i at udvide eller på forskellig måde at bearbejde de ældre islandske sagaværker; der forfattedes dog også nogle nye sagaer, der kunde handle enten om (opdigtede) oldtidspersoner (»opdigtede Islændersagaer») eller som var efterligninger af de gennem norske oversættelser bekendte romantiske sagaer, hovedsagelig tilhørende det 15. årh. I disse findes hyppige genklange og lån fra ældre historiske sagaer, hvilket viser, at disse i en udstrakt grad læstes på Island hele tiden igennem. Fremdeles viser rimerne fra det 15. årh., i hvilken grad den ældre litteratur endnu dengang kendtes. Et endnu mere håndgribeligt bevis for interessen for litteraturen og kendskabet til den, samt overhovedet for den boglige kunst på Island, er de talrige skindhåndskrifter fra det 15. årh. og 16.årh.s første halvdel eller lige ned til reformationen (1550). De viser, at intet øjeblik har den litterære virksomhed hvilet, intet øjeblik har det gamle sprog — til trods for de ændringer, der i tidens løb var sket — stået i fare for at uddø eller glemmes. Deraf følger naturligvis ikke, at kendskabet til hele oldtiden, dens historiske forhold, indretninger og personer, var i alle detaljer rigtigt eller fuldstændigt. Det var det langtfra, hvad der jo ikke er mærkeligt, al den stund der ikke forelå nogen almindelig oversigt, men i de dage var en sådan utænkelig. Herimod strider heller ikke, at enkelte eller adskillige håndskrifter gik til grunde eller blev revet i stykker og benyttede på forskellig vis til alt andet end hvad de skulde benyttes til (1); selvfølgelig var der altid nogle, der ikke rigtig forstod skindbøgernes, hverken de ældres eller de yngres, sande betydning; undertiden var det sikkert også den ligefremme nød, der tvang folk til at ødelægge dem. På den anden side er det glædeligt at se, hvor stor en pris mange har sat på deres fra fædrene arvede bøger; de betragtedes som store skatte, der solgtes til høj pris eller gik i arv som et værdifuldt arveklenodie, eller de kunde overdrages en datter som en del af brudeudstyret (heimanmundr); ofte blev der da i bogen skrevet en højtidelig overdragelsesformular. Hyppig findes ejernavne i randen eller på blanke sider; man føler tit og ofte ejerstoltheden gennem sådanne sætninger som »dette er en fin bog; Teitur ejer mig, siger bogen« (þætta er fin bók; Teitur á mig, segir bókin) og lign., ligesom der hyppig findes forbandelser over dem, der mulig vilde stjæle bogen eller undlade at tilbagelevere den som lånt. Uagtet dette var en almindelig og overalt kendt frase, var den dog sikkert ment, hvergang den brugtes påny. Det gælder ligeså fuldt det 15. og 16. som det 17. årh.s ejere, hvad Magnus Olafson i året 1632 skriver til Ole Worm om bogejere: »de ligger på dem (ruger over dem) som ormen på sit guld«. Et karakteristisk vidnesbyrd både om ejerfølelse, læselyst og gensidig hjælp til at tilfredsstille denne er følgende påtegning (i Hauksbók): »Bjarne Einarsson på Hamar ejer denne bog med rette og han har lånt mig den i bogbytte og han skal få den igen såsnart jeg kan [tilbagesende den] på en pålidelig måde« (Bjarni Einarsson á Hamri á þessa bók med rjettu og hefur hann ljeð mjer hana i bókaskiptum og skal hann fá hana aptur það fyrsta eg kann hana med skilum).

   Fremdeles ser man af forskellige påtegninger, hvor hyppig og gærne bøgerne har været læste; ret naturligt er det da, at de også er bleven anvendte til at lære ungdommen at læse; i Stockh. 5 fol. (perg.) står der således et steds: »Gudmund Jonsson har skrevet [denne påtegning] og han har lært den« [bogen] (Gudm. Jonsson hefur skrifað og hefur hana lært). Rørende er følgende (i et Heimskr.-hdskr.): »Jeg var 11 år gammel; det faldt mig vanskeligt at læse den« {Jeg var ellifu vétra gamall; gekk mjer illa ad lesa hana); denne lære- og læselystne dreng hed, som det fremgår af et andet sted, Hákon Þorsteinsson. Om læsning og afskrivning vidner f. eks. følgende: »Dette er Njála; Lopt har læst mig« (Njála er þetta; Loptur hefur lesið mig). »Her hørte Orm op med at læse; gud give dig løn for underholdningen [mærk dette ord], min gode og kære Orm, siger Bjarne Kalfsson« (Hjer gaf Ormur upp við ad lesa; guð ljeni þjer fyrir skemtunina, Ormur minn gódur og sæll, segir Bjarni Kalfsson; i et Stjórn-hdskr.). En utålmodig afskriver udbryder: »Gid pokker tage dig, så drøj som du er; det vil den synes som kradser (ɔ: skriver) dig af« (Fá þú ómak, svo drjúg sem þú ert; það mun þeim þykja, sem eftir þjer klórar).

   Således var forholdene også i det 17. årh. Lignende påtegninger findes nemlig atter og atter fra dette årh.; (f. eks. dette i Stkh. 8: Anno 1644 20 januarii i Gielldinga hollti var þessi saga lesinn af Sugurdi thorfinz sine). Et fortræffeligt bevis for den uafbrudte sammenhæng i læsning og afskrivning er endelig de utallige papirsafskrifter, der begynder i slutningen af det 16. årh. (den ældste bevarede er vistnok Utrechter-afskriften af Snorra-Edda). Det kan også fremhæves, at de ældste trykte bøger vidner ved deres stavemåde, forkortninger osv. tydelig om sammenhængen mellem det gamle og det nye.

   Alt vidner om en uafbrudt sammenhæng og interesse på det litterære og sproglige område.

   Om större håndskrift-samlinger på enkeltmands hænder i Island forlyder der ganske vist intet bestemt i tiden for omtr. 1600, og der vides heller intet om nogen egenlig videnskabelig benyttelse af sådanne for den tid, hvad der jo heller ikke var at vænte. Stødet hertil kom og måtte komme udefra.

   Ved kirker og klostre var der dog ofte större eller mindre samlinger især af håndskrifter med religiøst indhold. Herom kan henvises til Emil Olmer: Boksamlingar på Island 1179-1490 (i Göteborgs högskolas årsskrift II, 1902). Jfr. G. Cederschiold: Huru den gamla isländska litteraturen kommit till oss (Lett. tidskr. 1886; på dansk i Folkelæsning 1894 (nr. 205); også optrykt i Kvinnosprak osv. 2. udg. 1917).


Noter

1) Dette er vel snarest sket efter reformationen, da man ikke mente at behøve at holde hånd over den gamle, især den særlig katolske kirkelige litteratur.