Inge Haraldsøns og hans Brødres Saga (C.C.Rafn)
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► | ||||||
Kilde til denne oversættelse: Hulda, Hrokkinskinna, Morkinskinna og Heimskringla. |
---|
Oldnordiske Sagaer
Bind 7
Kong Inge Haraldsøns og hans Brødres Saga
Udgiven i Oversættelse af
Det kongelige
nordiske Oldskriftselskab
København, 1829
1. Kapitel
Dronning Ingerid, samt Leensmændene og den Hird, Kong Harald havde Haft, besluttede, at en hurtigsejlende Jagt skulde løbe til Throndhjem, forat melde Kong Haralds Død, samt at Thrønderne skulde tage Haralds Søn Sigurd, som opholdt sig der nordpaa og blev opfostret af Gyrd Baardsøn, til Konge. Dronning Ingerid selv drog derimod øster til Vigen; Inge, hendes Søn med Kong Harald, var der i Vigen til Opfostring hos Amunde Gyrdsøn. Da de kom til Vigen, blev der holdt Borgething, paa hvilket Inge blev tagen til Konge; han gik den Gang i sit andet Aar. Heri samtykkede Amunde og Thjostolf Alesøn og mange andre af de fornemste Høvdinger. Men da den Tidende kom op til Throndhjem, at Kong Harald var tagen af Dage, blev hans Søn Sigurd taget til Konge, hvortil især bidroge Ottar Birting og Peter Sauda-Ulfsøn, samt Brødrene Guttorm Asolfsøn paa Rene og Ottar Balle, foruden mange andre Høvdinger. Næste hele Almuen gav sig da under disse Brødre, fornemmelig fordi deres Fader holdtes for hellig; man tilsvor dem Land og Rige saaledes, at Kongedømmet ikke skulde overdrages nogen anden i Norge, saalænge som nogen af Kong Haralds Sønner vare i Live.
Kapitel 2
Sigurd Slemmedegn sejlede nord med Landet, men da han kom til Nordmør, vare der allerede før ham ankomne Breve og Jærtegn fra Befalingsmændene, som havde hyldet Kong Haralds Sønner; saa at han der hverken fik Medhold eller Understøttelse. Men da han selv kun havde faa Tropper, saa besluttede de at stævne ind i det Throndhjemske, hvorhen han allerede havde sendt Bud til sine og den blindede Magnuses Venner. Da han kom til Kjøbstaden (Nideros), roede han op i Aaen Nid, og fæstede sine Landtove under Kongsgaarden, men de bleve strax nødte til at tage derfra, da hele Almuen var dem imod; de lagde da ud til Holmen, og toge mod Munkenes Villie Magnus Sigurdsøn ud af Klosteret; han var forhen bleven indviet til Munk. Det er de flestes Mening, at Magnus gik frivillig bort, skjønt man foregav det modsatte, forat besmykke hans Sag; Sigurd ventede sig betydelig Undsætning af dette Foretagende, hvilket ogsaa blev Tilfældet. Dette skede strax efter Juul. Sigurd og Magnus sejlede ud efter Fjorden; efter dem fulgte snart Bjørn Egilsøn, Gunnar fra Gimse, Haldor Sigurdsøn, Aslak Hakonsøn, Brødrene Benedikt og Erik, den Hird, som før havde været hos Magnus, og en Mængde andre Mænd. De sejlede med deres Folk sønder ud forbi Møre og heelt ned udenfor Romsdalsminde. Der deelte de deres Flaade; Sigurd Slemme drog sønderpaa langsmed Landet, og over i Vesterhavet strax om Vinteren, men Magnus drog til Oplandene, hvor han haabede at erholde megen Understøttelse, som han ogsaa fik; han opholdt sig om Vinteren og hele Sommeren over i Oplandene, og havde mange Folk samlede. Men Kong Inge drog ham imøde med sin Hær; de mødtes paa det Sted, som hedder Minde (1); der holdtes et stort Slag, og Magnuses Hær var størst. Man fortæller, at Thjostolf Alesøn havde Kong Inge i sin Kilting, medens Slaget stod paa, og gik tillige under Banneret, og stædtes i stor Nød af den Anstrængelse, han havde, og de Anfald, han maatte udholde. Den Gang, fortæller man, skal Kong Inge have faaet den Vanhelsen, som han maatte bære paa sin Livstid, nemlig at han fik en Pukkel paa Ryggen, og at den ene Fod var kortere end den anden, samt at han var saa svag, at han kun kunde gaae daarlig saalænge han levede. Der skede endelig et stort Nederlag paa Magnuses og hans Mænds Side; i den forreste Fylking faldt disse: Haldor Sigurdsøn, Bjørn Egilsøn og Gunnar fra Gimse, og en stor Deel andre af Magnuses Hær, førend han vilde flye. Saa siger Kolle hin Prude:
Mod Øst ved Flodens Munding
Et Slag I holdt, og siden
Blev Fjenders Flok adsplittet
Af kjæk, hjelmprydet Fyrste.
I Skjolde sammenføjed,
Og Skaansel Brynjer nægted,
Skjønt ung du er, vor Konning!
Du, Landet vel forsvared.
Og fremdeles kvad han:
Kampsnilde Drot! før Kongen,
Som Himlen (2) Ringe skjænker,
Fra Slaget flygted, skjulte
hans faldne Livvagt Marken;
Du, Thrønders tappre Hersker!
De malte Skjolde kløved;
En dobbelt herlig Lykke
Mod Magnus dig blev givet.
Kapitel 3
Magnus flyede først øster til Estland, og derfra til Danmark. Paa den Tid var Jarlen Karl Sonesøn i Gøtland; han var mægtig og gjerrig. Magnus den Blinde og hans Mænd foregave for Høvdingerne, hvor de kom, at Norge ingen Modstand kunde gjøre, hvis nogle anseelige Høvdinger vilde forsøge at indtage det, da der ingen Konge var over Landet, og Bestyrelsen var allene overdragen Leensmændene; men de Leensmænd, som først vare valgte til at varetage Regjeringen, vare nu uenige med hverandre formedelst Avind. Men saasom Karl gjerne vilde forøge sin Magt, og ligesaa meget attraaede Bytte (3), saa samlede han en Hær, og red østenfra til Vigen; der underkastede mange sig ham af Frygt. Men saasnart Thjostolf og Amunde erfarede dette, gik de ham imøde med de Folk, de kunde faae samlede, og havde Kong Inge med sig. De traf Karl og Gøternes Hær øster i Krogeskoven; der holdtes det andet Slag, i hvilket Kong Inge vandt Sejer. Der faldt Munan Øgmundsøn, Karl Jarls Morbroder. Munans Fader Øgmund var en Søn af Orm Jarl Eilifsøn og Sigrid, Finn Jarl Arnesøns Datter. Øgmunds Datter Astrid var Moder til Karl Jarl. Der faldt mange i Krogeskoven, men Jarlen flyede østerpaa fra Skoven. Kong Inge forfulgte de Flygtende heelt ud af sit Rige, saa dette Tog blev dem til megen Vanære. Saa siger Kolle:
Jeg vil forkynde, Kongen
De blanke Sværd rødfarved,
Af Gøters Blod drak Ravnen,
Og Kjødet Ørnen mætted;
De fik betalt den Tummel
Som de anstiftet havde,
I Slag paa Krogeskoven;
Din Magt sig klarlig viser.
Kapitel 4
Magnus den Blinde søgte ned til Danmark til Erik Emun, og blev der vel modtaget. Han tilbød Kong Erik, at følge ham tilbage til Norge, hvis han vilde underlægge sig Landet, og drage med en dansk Hær til Norge; og sagde, at hvis Danekongen med hans Understøttelse kom til Norge, vilde ingen vove paa at løfte et Spyd imod ham. Kongen lod sig overtale af hans Forestillinger, og udbød Leding. Han sejlede med sex hundrede Skibe til Norge; Magnus den Blinde og hans Mænd vare paa dette Tog med Danekongen. Da de kom til Vigen, droge de frem med temmeligt Maadehold, stille og fredelig, østenfor Fjorden; men da de kom med Flaaden til Tønsberg, vare mange af Leenshøvdingerne der forsamlede. Vatn-Orm Dagsøn, Gregoriuses Broder, havde mest at sige iblandt dem. Der kunde de danske ikke komme paa Land, ikke Heller komme til at hente Vand, og mange af dem bleve dræbte. De sejlede da ind ad Fjorden til Oslo, men der befalede Thjostolf Alesøn. Der fortælles, at man om Aftenen vilde bære den hellige Halvards Skrin bort fra Byen, og der toge saa mange fat, for at bære det, som der kunde komme til, men de vare dog ikke i Stand til at bære det længer, end noget frem paa Kirkegulvet, men om Morgenen, da de saae Flaaden udenfor ved Hovedø, da bare fire Mænd Skrinet op fra Byen. Thjostolf og alle Borgerne fulgte det. Kong Erik og hans Hær søgte op igjennem Byen, og nogle løb efter Thjostolf og hans Folk. Thjostolf kastede et Spydjern efter en Mand, som hed Askel, Kong Eriks Stavnbo; det traf ham under Hagen, saa at Odden stod ud af Nakken, og Thjostolf tyktes aldrig at have gjort noget bedre Skud, thi dette Sted var det eneste bare paa Manden. Halvards Skrin blev ført op paa Rommerige, og forblev der i tre Maaneder. Thjostolf drog igjennem Rommerige, samlede Folk om Natten og kom ned til Byen om Morgenen. Kong Erik lod lægge Ild i Halvardskirke og paa flere Steder i Byen, saa at nogle Samlinger af Huse bleve kredsviis opbrændte. Derpaa kom Thjostolf ned med en stor Deel Folk, men Kong Erik lagde bort med sin Flaade, thi de kunde ingensteds komme i Land nordenfor Fjorden formedelst Leensmændenes Opbud; og hvorsomhelst de forsøgte Landgang, bleve fem, sex eller flere paa Stedet. Kong Inge laae i Hornboresundene med en stor Hær; men da Kong Erik spurgte dette, vendte han tilbage til Danmark. Kong Inge satte efter dem, og tog saa mange til Fange, som han kunde overkomme, og man paastaaer, at der aldrig har været gjort et ulykkeligere Tog til et fremmed Kongerige med ligesaa stor Hær; Kong Erik var ogsaa meget misfornøjet med Magnus og hans Mænd, holdt sig for at være bedraget af dem, der havde faaet ham til at gjøre dette Tog, og yttrede, at han aldrig mere skulde være deres Ven, saadan som han havde været tilforn.
Kapitel 5
Nu skal der fortælles om Kong Haralds Sønner, Inge og Sigurd, saaledes som den vise og indsigtsfulde Mand Erik Oddsøn har berettet. Denne Fortælling er for største Delen forfattet efter Leensmanden Hakon Mages mundtlige Beretning; han sad nemlig selv og fortalte disse Tildragelser, da de Første Gang bleve nedskrevne; han selv og hans Sønner vare med paa disse Toge, og i de fleste Feldtslag, og han kjendte personlig de Mænd, som her forekomme; den, som opskrev Fortællingen, har ogsaa Haft flere navngivne sanddrue Mænd til Hjemmelsmænd for denne Beretning.
Sigurd Slemmedegn kom denne Sommer fra Landene i Vesterhavet til Norge. Men da han spurgte sin Frænde Magnuses Ulykke, kunde han nok tænke, der var kun liden Hjælp for ham at vente i Norge. Han sejlede da udenskjærs sydpaa langsmed Kysten, og drog til Danmark. Siden opholdt han sig der og i andre sydlige Lande i nogen Tid, da han vidste, at han intet Parti havde i Norge, hvor dog den største Modstand blev gjort af Thrønder og Mører. Saa siger Ivar:
Mod Kongen, fra Vesten
Kommen, sig rejste
Thrønder og Mører,
Som vraged det Gode;
I sin Hu
Flux de svigted
Mild og gjæv
Magnussøn.
Ogsaa derom, at Sigurd drog fra Norge, og kom til Sverrig, taler han; nemlig:
I stormende Vejr .
Konningens Tropper,
I Raskhed forsøgte,
Til Rebene stimled;
Sejlene de
Passe maatte,
Andre øste;
Koldt var det paa Havet.
Hæftig Iling
Omdrejede Fløjen
Lueforgyldet
Paa Fyrstens Skib.
Bugne maatte,
Mens Drotten styred,
Over Sigurd Snekkens
Stænger og Ræer
Havets Strøm
Og stærke Bølger
I skarp Kuling
Skibet fremstødte;
Højbaaren Konnings
Lange Skibe
Kom i Havn
Ved Kalmarnæs.
Den Sommer, da Sigurd kom til Danmark, styrede han først til Øresund, men holdt siden to Slag mod Bønderne; det ene sydpaa ved Ærø, hvor han traf en Deel vendiske Snekker, lagde til Slag med dem, og vandt Sejer; han ryddede der otte Skibe, dræbte mange Fjender, og hængte nogle. Et andet Slag holdt han med Venderne ved Møen (4) og vandt Sejer. Da han var kommen ned til Danmark, indgik han Venskab med mange af Høvdingerne, og i Begyndelsen med Kongen selv; saaledes som her siges:
Af Jyders Hersker
Herlig Kriger
Fred med Flid
Sig erhverved.
Ivar omtaler hvad der nys blev sagt, at han holdt et Slag ved Ærø:
Krigsdjærv Sigurd,
Vant til Striden,
Sydpaa ved Ærø
Vender mødte.
Og fremdeles siger han:
Ung Drot rydded
Otte Snekker;
Over Venders Aadsler
Ulve tuded,
For Sværdet faldt
Forvorpen Skare …
Om det andet Slag, som han holdt udenfor Møre (5), og dræbte der mange Bønder, siger Ivar:
End et Slag
I Øst fra Møre
Har kampmodig
Konning holdt;
Vaaben brugte han,
Da Vender segned,
Rask Anfører
Anden Gang.
Derpaa styrede han søndenfra, og lagde op i den østre Arm af Elven (6), og bemægtigede sig der tre (7) Skibe af den Flaade, som tilhørte Thorer Hvinantorde og Harald Kesjes Søn Olaf, hans egen Søstersøn. Olafs Moder var Ragnhild, Kong Magnus Barfods Datter. Sigurd drev Olaf op paa Land; som her siges:
Paa Elven, hvor
Ædlingen sloges
For Fædrenejord,
Fældte han Kæmper;
Ved stærke Skud
Skudvaaben dirred,
Af begge Flokke
Faldt de Kjække.
Endvidere taler Ivar saaledes herom:
Elsket Konning
Paa samme Tog
Af Thorers Flaade
Trende Skibe rydded;
Olafs Folk
Af Elven flygted,
Og forfulgtes
Fra dens Bredder.
Thorer (8) var i Kongehelle, og samlede Folk til Modstand. Sigurd lagde did, og de skjøde paa Hinanden; der faldt nogle paa begge Sider, og mange bleve saarede. Der faldt Ulfhedin Sørolfsøn, en Mand fra Nordlandet (9), Sigurds Stavnbo.
Det lykkdes ikke Sigurds Folk at gjøre Landgang; han sejlede da bort derfra, styrede længer op i Vigen, og plyndrede vide om. Han laae i Havnen Portyrja paa Lungbardssiden, hvor han oppassede de Skibe, der sejlede til og fra Vigen, og plyndrede dem. Tønsberg Mænd samlede Folk imod ham, og overfaldt ham uformodentlig, medens han med sine Mænd var paa Land, forat dele Byttet; nogle kom ned fra Landet imod dem, andre lagde deres Skibe tværsover Udløbet af Havnen udenfor dem. Der faldt mange af Sigurds Mænd; blandt andre Finn Ged og Askel Smidsøn. Sigurd løb paa sit Skib, og roede ud imod dem; Vatn-Orms Skib laae nærmest, men han lod det dreje af Vejen, saa at Sigurd roede ud ved Siden af dem, og undkom med et eneste Skib, men mange faldt af hans Folk. Da blev følgende kvædet:
Nys i Portyrje-Slaget
Blev Vatn-Orm slemt medtaget.
Kapitel 6
Sigurd sejlede derpaa ned til Danmark; paa Vejen tilsatte en Mand fra hans Skib, Kolbeen Thorljotsøn fra Hadeland, Livet; han var paa en Baad, som var bunden bagved Skibet, og man sejlede stærk. Sigurd led Skibbrud, da de kom mod Land, og var om Vinteren i Aalborg; men Sommeren efter sejlede han og Magnus søndenfra med syv Skibe, kom uventendes til Lister om Natten, og lagde til Land. Der var Bentein Kolbeensøn tilstede, Kong Inges Hirdmand, en meget dygtig Mand. Sigurd og hans Folk gik op i Land i Dagningen, omringede Gaarden, og vilde sætte Ild paa den; men Bentein slap ud i et Forraadshuus med sit Harnisk paa, og var vel bevæbnet; han stillede sig indenfor Døren med draget Sværd, holdt Skjoldet for sig, havde Hjelm paa Hovedet, og var saaledes beredt til at forsvare sig; Døren var lav. Sigurd spurgte, hvo af hans Svende der havde mest Lyst til at gaae ind mod Bentein: det vilde være drabelig gjort. De svarede, at ingen havde Lyst dertil. Bentein hørte hvad de sagde, og svarede: “Hvo som gaaer ind, skal vistnok finde Vaaben for sig.” Der var mørkt i Huset. Men imedens de stode og talte frem og tilbage herom, sprang Sigurd ind i Huset (10); Bentein hug efter ham, og fejlede. Sigurd vendte da om, forat anfalde ham, og de havde kun skiftet faa Hug med hinanden, førend Sigurd dræbte ham, og kom ud med hans Hoved i Haanden; thi han var en særdeles rask og overmaade hurtig Mand. Saa siges i Kvadet:
Gavmild Konning
Øst fra Næsse
Sejled til Lister
Langsmed Agde;
Hersers Afkom faldt.
Hær var i Landet,
Bygder brændte
For bold Kæmpe.
Landsmænds Flok,
Hvor Luer brændte,
Dreves til Skoven
Af Skjoldungen;
Raske Gutter
Rødned Sværdet
I Benteins Saar,
Før selv han styrted.
De røvede alt det Gods, der var paa Gaarden, og droge derpaa ned til deres Skibe. Men da Kong Inge og hans Venner, samt Benteins Brødre, Sigurd og Gyrd Kolbeenssønner, erfarede Benteins Drab, saa samlede Kongen Folk imod Sigurd, drog selv med, og tog et Skib fra Hakon Pungelt Povelsøn, en Dattersøn af Aslak Erlingsøn fra Sole og Søkendebarn til Hakon Mage. Kong Inge jog Hakon op paa Land, og tog alle deres Vadsække fra dem. Sigurd Slok, en Søn af Endride i Gøtdal (11), hans Broder Erik Hæll, og Andreas Kelduskitur, en Søn af Grim fra Vistord, undflyede til Fjordene; men Sigurd, Magnus den Blinde og Thorleif Skjappe sejlede med tre Skibe udenskjærs op til Helgeland. Magnus var om Vinteren paa Bjarkø hos Vidkunn Jonsøn, men Sigurd hug Stavnene af sit Skib, borede Hul derpaa, og sænkede det ned inde i Ægisfjord. Sigurd opholdt sig om Vinteren i Tjaldasund paa Hin (12) paa det Sted, som hedder Gljuferfjord (13). Inderst i Fjorden er der en Hule i Fjeldet; her var Sigurd med sit følge om Vinteren, over tyve Mand, og hængte noget for Aabningen, saa at man ej kunde see dem fra Strandbredden af. Disse Mænd forsynede Sigurd med Fødemidler om Vinteren: Thorleif Skjappe og Einar, en Søn af Øgmund fra Sand og af Gudrun, en Datter af Einar Aresøn fra Reikjehole (14).
Kapitel 7
Den Vinter, fortælles der, lod Sigurd Finnerne bygge sig to Skuder inde i Fjordene; de vare bundne sammen med Sener, uden Spiger, og tykke Vidjer tjente til Knæ; der roede tolv Mand paa hvert Bord saa hurtig, at Aarerne neppe rørte ved Vandets Overflade. Sigurd var hos Finnerne, medens de byggede Skuderne; Finnerne havde Mundgaat, og gjorde et Gilde for ham. Derom kvad Sigurd siden følgende:
Godt var i Gamme (15),
Hvor med Glæde vi drukke,
Og glad Kongesøn
Gik mellem Bænke;
Ej manglet der Gammen
Af Gammendrik,
Mand glæded Mand,
Der hvor jeg var.
Disse Skuder vare særdeles hurtige, saaledes som kvædet er:
Helgelandsk Fyrre
Følger ej meget;
Senebundet Skib
Af Sejlet fremvistes.
Om Foraaret sejlede Sigurd og Magnus nordenfra med de to Skuder, som Finnerne havde bygget. Da de kom til Vaage, dræbte de Svend Præst og hans to Sønner. Saa siger Ivar, at den næste Vinter, efter at Bentein var dræbt, var Sigurd i Helgelændernes Vold:
I den næste
Vinter derefter
Var modig Hersker
Paa Helgeland;
Faderen med
Tvende Sønner
Helten i Vaage
Skilte ved Livet.
Kapitel 8
Derfra sejlede Sigurd sydpaa til Vikar, og der fangede de Vilhelm Skindere, som var Kong Sigurds Leensmand, og Thoralde Kept, og dræbte dem begge. Saa siger Ivar:
Det var næst
Nordpaa i Vaage,
Vaabenskifte,
Da Vilhelm faldt.
Derpaa sejlede Sigurd sydpaa langsmed Landet, traf Styrkar Glæserove sønder ved Byrda, da han kom sejlende fra Kjøbstaden (Nideros), og dræbte ham. Saa siger Ivar:
Modig Konning
Mødte siden
Sydpaa ved Byrda
Glæserove;
Styrkars Fald
Fyrsten voldte,
Ørnen bar deden
Blodige Vinger.
Og da Sigurd kom ned til Valsnæs, traf han Svinegrim, hvis højre Haand han lod afhugge. Saa siger Ivar:
Ved Valsnæsset
Hærens fører
Haardt angreb
Svine-Grim;
Kongens Frænde
Lod han miste
Højre Haand,
Før Kampen endtes.
Derefter sejlede han Sønder til Møre forbi Mundingen af Throndhjems Fjord, og fangede der Hedin Haardmave og Kalf Kringleøje; Hedin gav han igjen fri, men Kalf dræbte de. Kong Sigurd og hans Fosterfader Saade-Gyrd fik Efterretning om Sigurds Rejse og hvad han foretog sig; de sendte da Mænd ud forat opsøge ham, under anførsel af Jon Køde, en Søn af Kalf den Vrange, Biskop Ivars Broder, og endnu en Præest, Jon Smyril. De gik ombord paa Renen, et Skib paa to og tyve Rum og en fortræffelig Sejler. De sejlede ud, forat opsøge Sigurd, men fandt ham ikke, og vendte tilbage nordpaa med liden Ære, thi man siger, at de virkelig saae dem, men torde ikke lægge imod dem. Sigurd sejlede da Sønder til Hørdeland, og kom til Herdla; der ejede Einar, en Søn af Laxe-Povel, en Gaard, og var dragen ind i Hamarsfjord til Gangedagething. De toge alt det Gods, som var der paa Gaarden, et Langskib paa fem og tyve Rum, som tilhørte Einar, og hans fire Aars gamle Søn, der laae hos een af hans Arbejdskarle; nogle vilde have Drengen dræbt, men andre vilde tage ham bort med sig. Arbejdskarlen sagde: “Dette er min Søn, og ikke Einars; det kan derfor kun lidet gavne eder, at dræbe ham, og I vinde heller intet ved at føre ham bort;” og efter hans Forestillinger lode de Drengen blive tilbage, men droge selv bort. Men da Einar kom hjem, gav han Arbejdsmanden Gods af to Øre Gulds Værd, takkede ham for sit snilde Indfald, og lovede bestandig at være hans Ven. Saa sagde Erik Oddsøn, der første Gang nedskrev denne Fortælling, at han i Bergen hørte Einar Povelsøn fortælle denne Tildragelse. Sigurd drog sønderpaa langsmed Landet , og heelt øster over til Vigen. Han traf Finn Saude-Ulfsøn øster paa Kvildre, da han rejste om forat indkræve Kong Inges Landskyld, og lod ham hænge. Derpaa sejlede de ned til Danmark.
Ivar beretter, at han tog Finn til Fange:
Kjæk anfører
Østpaa ved Kvildre,
Hæderbegjerlig
Finn har mødt;
Den Søn af Ulf,
Ellers rask
Kriger, de lode
Livet miste.
Og fremdeles siger han:
Uden for Møre
Mægtig Konning
Overvandt Hedin
Og hans Svende;
Han lod Kalf
Kringleøje
Heel haardeligen
Vold undgjælde.
Og end siger han:
Sognboers Herre
Hærskjold førte
Over alle ydre
Øer og Strande.
Og fremdeles kvad han:
Foran Sigurd
Sees der kunde,
Skarpe Klinger,
Hugne Brynjer,
Brækkede Skjolde,
Blodige Landser,
Flyvende Faner
Over fægtende Skare.
Kapitel 9
Nogle fortælle, at imedens Sigurd Slemme rejste omkring paa Handelsrejser, var han en Vinter paa Island hos Thorgils Oddesøn paa Stadarhol i Sørbø, og kun faa Mænd vidste, hvem han var. Det hændte sig om Høsten, da Faarene, som skulde slagtes, vare drevne ind i en Fold, og man der vilde gribe dem, løb eet af dem hen til Sigurd, ligesom for at søge Hjælp hos ham. Sigurd rakte Haanden imod det, løftede det op af Folden, og lod det løbe bort, og sagde: “Der er ingen andre, som søge vor Beskyttelse, dette skal i det mindste have den.” Det tildrog sig ogsaa siden om Vinteren, at en Kvinde havde stjaalet, og Thorgils blev vred paa hende, og vilde straffe hende. Hun løb, forat søge Hjælp, hen til det Sted, hvor Sigurd var, men han satte hende ved Siden af sig paa Bænken. Thorgils bad ham ikke at give sig af med hende, og sagde, hvad hun havde gjort. Sigurd sagde: “Jeg vil bede om Naade for hende, siden hun dog har søgt min Beskyttelse; tilgiv hende sin Forseelse!” men Thorgils sagde, hun skulde lide sin Straf. Da Sigurd nu saae, at han ikke vilde tilgive hende for hans Bøns Skyld, saa sprang han op, trak sit Sværd, og sagde, han kunde prøve paa at nærme sig. Thorgils saae hans skarpe og alvorlige Aasyn, fattede nogen Mistanke om, hvem han var, og lod være at giøre hende noget for den Gang. Der vare flere Udlændinger, blandt hvilke Sigurd gjorde sig mindst til. En Dag, da Sigurd kom ind i Stuen, spillede en Østmand (16) Tavl med een af Gaardens Folk, der klædte sig prægtig og opførte sig stolt. Østmanden kaldte paa Sigurd, og bad ham hjælpe sig med Spillet, thi han frygtede for, at der var ingen Redning for det, men Manden, som spillede med Østmanden, havde en daarlig Fod, og hans Taa var bullen. Sigurd satte sig ned paa Bænken, tog et Straa, og trak det hen ad Gulvet; der vare nogle Killinger paa Gulvet, de løb efter Straaet, indtil de endelig sprang op paa Mandens saarede Fod; han foer i Vejret med et Skrig, og Tavlet forvirredes; nu kom de i Trætte om, hvem der havde vundet. Men dette er her fortalt, fordi just saadanne Indfald ganske syntes at ligne efter Sigurd. Man vidste ikke noget af, at han var præstelærd, førend Løverdagen før Paaske, thi da viede han Vandet; overhoved vandt han stedse i Anseelse, jo længer han var der. Om Sommeren efter, førend han og Thorgils skiltes ad, sagde Sigurd, at Thorgils kun skulde henvise sine Venner til Sigurd Slemmedegn, som til sin Bekjendt. Thorgils spurgte: “I hvilken Forbindelse staaer du med ham?” Han svarede: “Jeg er Sigurd Slemme, Kong Magnus Barfods Søn;” og derpaa drog han bort.
Kapitel 10
Indvaanerne i Vigen og Borgerne i Bergen holdt det for usømmeligt, at Kong Sigurd og hans Venner sade rolige i Kjøbstaden (Nideros), medens hans Faders Mordere sejlede frit i Farvandet udenfor Throndhjemsfjord, men Kong Inge og hans Mænd sade øster i Vigen, hvor der var mest Fare forhaanden, værgede deres Land, og havde holdt mange Træfninger. Da sendte Kong Inge Brev op til Kjøbstaden, saa lydende: “Kong Inge, Kong Haralds Søn, hilser Kong Sigurd, sin Broder, og Saade-Gyrd, Øgmund Svipte, Ottar Birting og alle Leensmænd, Hirdmænd og Huuskarle og den hele Almue, rige og fattige, unge og gamle, Guds og sine Venner. Det er alle vitterligt, i hvilken farefuld Tid vi ere stædte, saa og vor Barndom, da du er fem Aar gammel, og jeg tre; intet kunne vi foretage os uden med vore Venners og gode Mænds Raad og Bistand. Nu tykkes os, at jeg og mine Venner besinde os i større Fare og Besværlighed, som dog angaaer os begge, end du og dine Venner. Vær derfor saa god, at komme til mig saasnart som muligt, og med saa meget Mandskab , du kan, og lader os begge handle i Forening, hvor det behøves. Den maa holdes for den største Ven af os begge, som bidrager til, at vi enes bedst og dele lige Kaar med hinanden i alle Henseender. Men hvis du unddrager dig, og vil ikke heller denne Gang, saaledes som du før har gjort, begive dig paa Vejen efter dette mit nødtvungne Budskab, da maa du være beredt paa, at jeg vil drage med en Hær imod dig, og da dele Gud os imellem; thi vi kunne ikke længer udholde det, at sidde her for saa stor Bekostning, som behøves for Ufreds Skyld, medens du dog hæver Halvdelen af al Landskyld og andre Indtægter i Norge. Gud eder befalendes.” Da var Ottar Birting den første, der rejste sig paa Thinget, og sagde: “Disse ere Kong Sigurds Ord til Kong Inge, hans Broder, at Gud vilde lønne ham hans kjærlige Hilsen, saa og den Møje og Besvær, som han og hans Venner have i dette Rige til vores begges Tarv. Men om end eet og andet tykkes noget skarpt i Kong Inges Budskab til Kong Sigurd, hans Broder, da kan ej nægtes, at han i mange Henseender kan have Ret. Nu vil jeg kundgjøre min Mening, og høre, om det ogsaa er Kong Sigurds Villie og andre Magthaveres, nemlig at du, Kong Sigurd! gjør dig rede med de Folk, som ville følge dig, og drager saa mandstærk, som muligt, og det snareste skee kan, til Kong Inge, for at I kunne staae Hinanden bi i alle gode Foretagender, og den almægtige Gud styrke eder begge! Nu ville vi høre dine Ord, Konge!” Peter Saude-Ulfsøn, siden kaldet Peter Burdarsvend, bar Kong Sigurd frem paa Thinget. Kongen sagde: “Det skulle alle mine Mænd vide, at hvis jeg skal raade, vil jeg drage hen til min Broder, Kong Inge, saasnart jeg kan.” Derpaa talte den ene efter den anden, og begyndte hver paa sin Maade, men endte med samme Mening, som Ottar Birting først havde yttret; og det blev derpaa besluttet, at stævne Krigsfolk sammen. Kong Sigurd drog med denne Hær øster til Vigen, og fandt der sin Broder Kong Inge.
Kapitel 11
Den samme Høst kom Sigurd Slemme og Magnus Blinde fra Danmark med tredive Skibe baade med danske og norske Krigsfolk; det var nær ved Vinternætterne. Saaledes som her sigtes til:
Tilsidst fra Sønden
Sigurd attraade
Med ringe Hær
Rige at vinde;
Med ham sig
Til Leding rusted,
Meget savnende,
Konning Magnus.
Kongen, som fremmed
Folkets Gavn,
Førte til Slag
Tredive Snekker;
Mange frygted
Sigurds Hær,
Skjold ved Skjold
hans Skibe pryded.
Men da Kongerne og deres Hær spurgte det, droge de dem imøde østerpaa; som her siges:
Hædrede droge
Haralds Sønner
Med stor Flaade
Til standende Slag;
Da Inge svart
Paa Søen ro'de
Mod den milde
Magnussøn.
De traf Hinanden i Hvole ved Holmen Graa, den næste Dag efter Mortensmesse, hvilket var en Søndag. Kongerne Inge og Sigurd havde tyve Skibe, alle store; og der holdtes et stort Slag. Saaledes som her siges:
Stænger knarked,
Da krigsvante
Helte til
Vaaben grebe;
Mellem Frænder
Freden brødes,
Høje Valkyrier
Kampen styred.
Kæmper sukked,
Staalet rødmed,
Herlig Konning skjød
Med Hænder begge.
Haarde Spyd bede.
Vunder svied,
Da ryddedes begge
Flaaders Skibe.
Hundredeviis
Over Havet fløj
Rovfugle til Slaget,
Ved Blodet at læskes;
Kongens Venner
For Vaaben segned;
Mordersk var Kampen,
Da Magnus faldt.
Strax efter det Første Anfald flyede de Danske med atten Skibe hjem til Danmark. Saaledes som her siges:
Med atten Skibe
Flygted Jyder,
De som med Sigurd
Fra Sønden droge;
Konningens Hær,
Blev adsplittet
I Vaabenfærd;
Han vantes til Uheld!
Da bleve Sigurds og Magnuses Skibe skilte ad. Magnus laae i sin Seng; men da hans Skib var blevet stærkt ryddet, tog Reidar Grjotgardsøn, der længe havde fulgt Magnus og været hans Hirdmand, ham i sin Favn, og vilde springe over med ham paa et andet Skib. Men Reidar blev i det samme truffet af et Spyd imellem Skuldrene, hvilket gjennemborede ham, og man siger, at Magnus fik Bane af det samme Skud. Reidar faldt da baglænds over paa Gangbrædterne, og Magnus ovenpaa ham; men det sagde alle, at han Ærlig og tro havde fulgt sin Herre. Den er lykkelig, som erhverver sig saadant Rygte! Paa Magnuses Skib faldt Lodin Stappad fra Brunastad, Bruse Thormodsøn, Sigurd Slemmedegns Stavnbo, Ivar Kolbeensøn og Havard den Fagre, som havde været i Forrummet paa Sigurds Skib. Denne Ivar Kolbeensøn var med iblandt Kong Haralds Mordere, og var den, der først anfaldt ham. Saa hedder det i Kong Inges Drape:
Førend mordgjerrig Magnus
Faldt, drev i Hagl af Pile
Det røde Slud paa Skjolde,
Som frem for Kongen bares;
Af Blodet Skibe stænktes,
Men Sigurds Drab begræder
Ej nogen Ven af Riget,
Med Ret det Inge styrer.
Til Landet svømme søgte
Hin snilde; men du Ravnen
Fra Hunger hurtig frelste,
Og dig ved Sejren glæder;
De Tappre Skibe rydded
I Langøs Sund, det brede,
Med Ulvens Børn der Ørne
Til rigest Bytte stimled.
Kong Magnus sagde, da Skuddet traf ham: “Det kom syv Aar for silde.” Der faldt en stor Mængde af Magnuses Tropper, thi Kong Inges Mænd lod ingen undslippe med Livet, som de kunde naae, endskjønt jeg nævner kun faa Mænd. De dræbte paa een Holm mere end tresindstyve Mand. Der bleve dræbte Islænderne Sigurd Præst, en Søn af Bergthor Marsøn, og Klement, en Søn af Are Einarsøn; samt Ivar Pragthandske, en Søn af Kalf den Vrange, der siden blev Biskop oppe i Throndhjem; han var Fader til Ærkebiskop Erik. Ivar havde bestandig fulgt Magnus; det lykkedes ham at komme over paa sin Broder Jon Kødes Skib; men Jon var gift med Cecilia, en Datter af Gyrd Baardsøn: og var med der i Hæren; disse tre kom over paa Jons Skib, nemlig endnu Arnbjørn Ambe, der siden blev gift med en Datter af Thorsteen i Audsholt, og Ivar Dynte Starresøn. Han var en Broder til Helge Starresøn; men paa mødrene Side en Thrønder, en meget dejlig Mand. Men da Krigsfolkene bleve vaer, at disse tre vare der, grebe de til Vaaben, og vilde anfalde dem og Jon, men de satte sig til Modværge, saa at det nær var blevet til en almindelig Strid; men tilsidst forligtes de dog saaledes, at Jon udløste sin Broder Ivar og Arnbjørn, og stillede Penge til Borgen for dem, hvilke Penge dog siden bleve ham tilbagegivne. Ivar Dynte derimod blev ført op paa Land og halshugget, thi Kolbeenssønnerne Sigurd og Gyrd vilde ikke tage mod Penge for ham, da de beskyldte ham for at have været med ved deres Broder Benteins Drab. Biskop Ivar sagde, at han aldrig vidste noget var gaaet ham saa nær, som den Gang Ivar blev ført op paa Land, forat halshugges, og i Forvejen vendte sig om til dem, og ønskede, at de lykkelig maatte see hverandre igjen i hiin Verden. Saaledes fortalte Gudrid Birgesdatter, Ærkebiskop Jons Søster, Erik Oddsøn, med tilføjende, at hun selv havde hørt Biskop Ivar sige det.
Kapitel 12
Thrond Gjeldker hed Befalingsmanden paa eet af Skibene i Kong Inges Hær. Men da var det kommet saavidt, at Kong Inges Mænd roede om paa Smaabaade efter dem, som vare sprungne i Havet, og dræbte alle dem, de kunde naae. Sigurd Slemme sprang ud i søen fra sit Skib, da det var ryddet, kastede Brynjen af sig under Vandet, og svømmede derpaa med Skjoldet over sig; men nogle Mænd fra Thronds Skib grebe en Mand i Søen, og vilde dræbe ham; han bad om Naade, og lovede at sige dem, hvor Sigurd Slemme var; dette Vilkaar indgik de. Men mange Skjolde og Spyd, Lig og Klæder fløde vide omkring imellem Skibene. “I seer vel,” sagde han, “det røde Skjold der Henne paa Vandet; derunder er Sigurd.” De roede derhen, og grebe ham, og førte ham op paa Thronds Skib; men denne sendte Bud efter Thjostolf, Ottar og Amunde. Sigurd havde haft Fyrtøj hos sig, og gjemt Tønderet i en Valnødskal, som der var smeltet Vox uden om. Dette omtales her, fordi det tyktes vel udtænkt, saaledes at bevare det, at det aldrig kunde blive vaadt; og Skjoldet holdt han over sig, da han svømmede, fordi ingen kunde vide, om det var hans Skjold eller et andet, da der vare saa mange, der fløde paa søen. De sagde derfor ogsaa, at de aldrig vilde have fundet ham, hvis han ej var bleven røbet for dem. Saa siger Ivar:
Den Viking blev
Paa Vandet taget,
Som af alle Mænd
Den modigste var.
Men da Thrond var kommen til Land med ham, blev det bekjendtgjort for Hæren, at han var tagen til Fange. Den opløftede et højt Skrig af Glæde. Men da Sigurd hørte det, sagde han: “Mangen ond Mand vil glæde sig over mit Hoved i Dag.” Da gik Thjostolf Alesøn hen til det Sted, hvor han sad, strøg hans med kostbare Baand besatte Hue af Hovedet paa ham, og sagde: “Hvor torde du være saa dristig, Trællesøn, at udgive dig for en Søn af Kong Magnus?” Han svarede: “Du behøver ikke at ligne min Fader med en Træl, thi ringe var din Fader imod min.” Hall, en Søn af Lægen Thorgeir Steinarsøn, var Kong Inges Hirdmand, og tilstede ved denne Begivenhed; han fortalte det til Erik Oddsøn, der skrev denne Fortælling. Erik skrev den Bog, som kaldes Hryggjarstykki. I denne Bog fortælles om Harald Gille og hans Sønner, og om Magnus den Blinde og Sigurd Slemme ligetil deres Dødsdag. Erik var en forstandig Mand, og opholdt sig den Gang længe i Norge. Nogle Beretninger skrev han efter Haraldsønnernes Leensmand Hakon Mages mundtlige Fortælling. Hakon og hans Sønner vare med i alle disse Stridigheder og Raadslagninger. Desuden nævner Erik endnu flere kyndige og sanddrue Mænd, som fortalte ham om disse Begivenheder, og vare saa nær, at de hørte eller saae hvad der forefaldt, men noget skrev han ogsaa, som han selv havde hørt eller seet.
Kapitel 13
Hall Thorgeirsøn, som nys blev nævnt, fortæller saaledes, at Høvdingerne vilde strax lade Sigurd Slemme dræbe, men de, som vare de grusomste til at lade ham føle deres Harme, raadte for hans Pinsel, og disse siges at have været Benteins Brødre, Sigurd og Gyrd, og Peter Burdarsvend, som vilde hævne sin Broder Finn, men Høvdingerne og næsten alle andre Folk gik deres Vej. De brøde hans Been og Arme med Øxehamre. Derpaa reve de Klæderne af ham, og vilde have flaaet ham levende, og flækkede Huden paa Hovedet. Men dette kunde de ikke fuldføre for Blodløbets Skyld. De toge da Ølsvøber, og sloge ham saalange, at næsten al Huden var sleden af ham, som om han var flaaet. Derpaa stødte de ham med en Stok vaa Ryggen, saa at den gik i Stykker; derpaa slæbte de ham til et Træ, hvor de hængte ham, afhug hans Hoved, og slæbte hans Legeme bort til en Steenhob, hvor de kastede Stene og Jord paa hans Lig. Derom ere alle enige, baade hans Venner og Uvenner, at der aldrig har været i Norge en i alle Henseender saa dygtig Mand, som Sigurd, saa langt som alle da Levende kunde huske; men i visse Henseender var han en Ulykkesmand. Saaledes fortæller Hall, at han talte kun lidet, og svarede med faa Ord, Skjønt man talte til ham; saa og at han slet ikke gav sig under Pinslerne, mere end om de sloge paa Stok eller Steen. Derhos tilføjede han, at det viste, at en var en rask Mand, som var skikket til al Mandighed, naar han kunde udholde Pinsler, uden at lukke Munden op eller give sig det mindste derved; men han fortalte, at Sigurd ikke skreg, men alt hvad han sagde, udtalte han med saa megen Lethed, som om han havde siddet i et drikkelav; han talte hverken højere eller lavere, eller med mere skjælvende Røst, end sædvanlig; han talte lige til sin død, og sang derimellem af Psalteren; hvilket Hall meente overgik andre Mænds Styrke og Udholdenhed. Saa siger Ivar:
Ondt det mig tykkes,
At højbaaren
Konning saa bittre
Kvaler taale maatte;
Aldrig en Mand,
Mere rask
End Sigurd, herefter
Sværdet drager.
Psalteret sang
Sigurd, medens
Fjenden ham pinte,
Fyrsten da,
Tapper før,
Bad for dem,
Som ham slig
Pinsel voldte.
Sit Liv, jeg hørte,
Lod den Konning
Da han Psalteret
Sjunget havde;
Han til Skrifte
Vilde gaae,
Men Folkets Konning
Tillader det ej.
Men den Præst, hvis Kirke var ikke langt derfra, lod Sigurds Lig føre til denne; Præsten var en Ven af Haraldsønnerne; men da dette blev bekjendt, fattede man Vrede mod ham, og lod Liget flytte tilbage til sit forrige Sted, og Præsten maatte give Bøder derfor. Men Sigurds Venner sejlede siden med et Skib fra Danmark efter Liget, førte det til Aalborg, og begrove det i Mariekirken der i Byen. Saaledes fortalte Ketil, Provsten til Mariekirke, Erik, at Sigurd var der begraven. Thjostolf Alesøn førte Magnus den Blindes Lig til Oslo, og lod ham begrave i Halvardskirke ved Siden af hans Fader, Kong Sigurd: Lodin Søpruds Lig førte de til Tønsberg, men alle de andre Faldne begrove de der paa Stedet, og droge derpaa bort, efttrat have vundet en stor Sejer. Herom minder Bødvar Halte i den Drape, han digtede om Kong Sigurd Haraldsøn:
Nu skal det, Norges Styrer!
Der Hader Svig, forkyndes:
Vel holdt du vakkre Løfter,
Og hævnede din Fader;
Ved Holmen hæftig Træfning,
Som er navnkundig bleven,
Udførte du, og Sigurd,
Den Kongers Skræk, lod falde.
Og fremdeles kvad han:
Vist Magnus, snild i Tale,
I Valen maatte falde,
Den Fyrstes død anstifted
Heel vældlig Folkekonning.
En større Nød, end billig
Vor Drot! til sligt dig bragde;
Til du Troldkvindens Heste (17)
Har fyldt i Vaabenbraget.
Paa Faldnes Lig i Slaget
Har Ulven rødnet Tænder,
Hvor tvende kjække Konger
Fandt, med al Hæren, Døden.
Kapitel 14
Sigurd og Inge havde regieret i Norge i sex Aar; da kom om Foraaret Harald Gilles Søn Eisten fra Skotland, tilligemed Arne, Sturla og Thorleif Brynjolfsønner og Kolbeen Hruga. Disse vare sejlede over til Vesterlandene efter Eisten, og fulgte ham tilbage til Landet. De styrede strax nord til Throndhjem, hvor Thrønderne modtoge dem; han blev tagen til Konge paa Ørething i Gangdagene, saaledes at han skulde have Trediedelen af Norge ligemed sine Brødre. Sigurd og Inge vare den Gang øster i Landet; der begyndtes Underhandlinger, og de forligtes saaledes, at Eisten skulde have Trediedelen af Riget. Kong Eistens Moder hed Bjadøk, hun kom med ham til Norge.
Magnus hed Kong Haralds fjerde Søn; han blev opfostret af Kyrpinge-Orm, blev ligeledes tagen til Konge, og fik sin Deel af Landet. Magnus havde svage Been, levede kun kort Tid, og døde paa Sotteseng. Om ham taler Einar Skulesøn tilligemed hans andre Brødre; han kvad:
Folk Eisten Rigdom skjænker,
Men Sigurd Striden vækker,
Slag-Tummel ynder Inge,
Dog Magnus Freden stifter;
Den Kongeslægt Hærskjoldet
Kan føre vel, og aldrig
Meer brave fire Brødre
Blev under Solen fødte.
Kapitel 15
Efter Kong Harald Gilles Drab blev Dronning Ingerid gift med Ottar Birting. Han var Leensmand og en stor Høvding, en Thrønder af Æt. Han var en stor Støtte for Kong Inge i dennes Barndom. Kong Sigurd var ham derfor ikke Heller synderlig gunstig, da han meente, at Ottar overalt kun saae paa hans Stedsøn Kong Inges Bedste. Ottar Birting blev dræbt oppe i Kjøbstaden (Nideros) ved et Overfald en Aften, da han vilde gaae i Aftensang; da han hørte Sværdets Susen, holdt han sin Haand og Kappe op derimod, thi han troede, det var en Snebold man kastede efter ham, som Drenge pleje at gjøre. Han faldt for Hugget, men hans Søn Alf Hrode kom da ind paa Kirkegaarden. Han saae sin Fader falde, og at den Mand, der havde fældet ham, løb øster om Kirken. Alf løb efter ham, og dræbte ham ved Hjørnet af Koret; man sagde derfor, at han havde Lykke med at hævne sin Fader, og man holdt ham siden for en anseeligere Mand, end før. Kong Eisten var inde i Throndhjem, da han spurgte Ottar Birtings Fald; han stævnede strax Krigsfolk til sig. Han drog ud til Byen, og var meget mandstærk. Ottars Frænder og andre hans Venner beskyldte Kong Sigurd for, at Drabet var skeet efter hans Foranstaltning; han var den Gang i Kjøbstaden. Bønderne vare meget forbittrede paa ham, men han tilbød at rense sig, og lovede ved Jernbyrd at bevise sin Uskyldighed, og paa den Maade sluttedes Forlig. Kong Sigurd rejste derefter Sønderpaa, og denne Jernbyrd blev aldrig fuldbyrdet.
Kapitel 16
Dronning Ingerid fik en Søn med Ivar Sneis; han hed Orm, og kaldtes siden Kongens Broder; han var en særdeles smuk Mand, og blev en stor Høvding, hvilket herefter endnu vil blive omtalt. Dronning Ingerid blev gift med Arne paa Stodreim; han blev siden kaldt Kongens Svoger; deres Børn vare Inge, Nikolaus, Filippus i Herdla, og Margrete, som var gift med Bjørn Buk, men siden med Simon Kaaresøn.
Kapitel 17
En Søn af Kyrpinge-Orm og Svenke Steinarsøns Datter Ragnhild hed Erling. Kyrpinge-Orm var en Søn af Svend Svendsøn og Sønnesøn af Erlend fra Gerde. Orms Moder var Ragna, en Datter af Orm Jarl Eilifsøn og Ingeborg, en Datter af Finn Jarl Arnesøn. Orm Jarls Moder var Ragnhild, en Datter af Hakon Jarl den Mægtige. Erling var en forstandig Mand, og en stor Ven af Kong Inge, ved hvis Hjælp han blev gift med Kristine, en Datter af Kong Sigurd Jorsalafarer og Dronning Malmfred. Erling havde en Gaard paa Studla paa Søndhørdeland. Erling rejste udenlands med Endride den Unge og endnu flere Leensmænd; de havde et smukt Mandskab; det var en Rejse til Jorsal, de havde fore. Formanden for dette Tog var Røgnvald Jarl Kale, og tilligemed ham Biskop Vilhelm, og de havde i alt fra Ørkenøerne femten Langskibe. Først sejlede de til Syderøerne, og derfra vester til Valland, og siden den samme Vej, som Kong Sigurd Jorsalafarer havde taget ud til Njørvesund, og hærgede vide om ude i det hedenske Spanien. Kort efter at de vare sejlede igjennem Sundet, skiltes Endrie den Unge og hans Medfølgere fra dem med sex Skibe, saaledes at de sejlede til Miklegaard; men Røgnvald Jarls og Erlings Flaade traf i Havet paa et stort Skib af den Slags, som kaldes Dromund, som de lagde til med ni Skibe, og strede med dem; tilsidst lagde de deres Snekker ind under Dromunden, hvorpaa Hedningerne kastede Stene og Vaaben ned paa dem, samt Gryder fulde af kogende Beg og Olie. Erling laae med sit Skib nærmest ind under Dromunden, saa at alle Hedningernes Vaaben faldt udenfor det. Erling og hans Mænd hug da Huller paa Dromunden, nogle under Vandgangen, andre højere oppe paa Siden, og gik ind igjennem disse. Saa siger Thorbjørn Skakkaskald i Erlingsdrape:
Med Øxens Egge Huller
De raske Nordmænd hugge
Paa Skibet, under Vandet,
Det var en ny Forretning.
Da Fjenden fik at skue,
I Krigens List forstode;
Storskibets Skandsbeklædning
Nedslog den lave Snekke.
Audun den Røde, Erlings Stavnbo, var den Mand, der først besteg Dromunden. De bemægtigede sig dette Skib, dræbte en forfærdelig Mængde Fjender, erobrede en overordentlig Deel Gods, og vandt en herlig Sejer, Røgnvald Jarl og Erling, der siden blev kalbet Skakke, kom paa dette Tog til Jorsalaland og ud til Floden Jordan. De vendte derpaa tilbage, ligeledes til Søes, og kom først til Miklegaard. Der lode de deres Skibe blive tilbage, droge landvejs hjemad, og kom, uden at have lidt noget Tab, til Norge; deres Tog blev meget priset. Erling holdtes siden for en langt anseeligere Mand, end før, baade formedelst denne hans Rejse og hans Giftermaal; han var viis, rig, af stor Slægt og veltalende; han var af alle de Brødre Kong Inge mest hengiven.
Kapitel 18
Kong Sigurd drog med sin Hird paa Gjæsteri øster i Vigen. Han kom forbi en Gaard, der tilhørte en mægtig Mand, ved Navn Simon. I det Kongen red igjennem Gaarden, hørte han i et Huus saa fager en Sang, at han undrede sig derover. Han red hen til Huset, og saae, at der sad en Kvinde derinde ved Kværnen, og sang særdeles lifligt, imedens hun malede. Kongen steg af sin Hest, gik ind til hende, og besov hende. Da han drog bort, fik Bonden Simon at vide, hvad Kongens Ærende havde været der. Denne Kvinde hed Thora, og var Tjenestepige hos Simon. Simon sørgede siden for Hende; og hun fødte et Barn, som fik Navnet Hakon, og holdtes for en Søn af Kong Sigurd; han opfødtes der hos Simon Thorbergsøn og hans Kone Gunhild, tilligemed Simons Sønner, Ønund og Andreas, og alle disse Børn holdt saa meget af hverandre, at intet uden døden kunde skille dem ad.
Kapitel 19
Kong Eisten Haraldsøn opholdt sig øster i Vigen ved Landsgrændsen. Han kom i Strid med Bønderne paa Rene og Hisingen, der gjorde Opstand imod ham. Han holdt et Slag med dem, og vandt Sejer. Stedet, hvor Slaget stod, hedder Legbjerg. Han brændte ogsaa rundt om paa Hisingen. Derpaa gik Bønderne ham tilhaande, betalte ham en stor Afgift, og Kongen tog Gisler af dem. Saa siger Einar Skulesøn:
Vigboer undgjaldt,
Fik Opstand betalt;
Tit bedre Gaver
Vor Drot givet haver;
Skræk over dem gik
Før Naade de fik;
Med Bøderne dog
Han Gisler modtog.
Og fremdeles kvad han:
Oprøriskes Flok
Af Striden fik nok;
Berømt blev den Gaard,
Ved Legbjerg som staaer.
Renbo tog Flugt,
Men ydede smukt
Hvad Konningen bød,
Og Byttet vi Nød.
Kapitel 20
Kort efter foretog Kong Eisten sit Tog fra Landet til Vesterhavet. Han drog til Ørkenøerne, og spurgte, at Jarlen Harald Maddadsøn laae i Thorsaa. Han sejlede imod ham med tre Smaaskuder, og kom uforvarendes over dem, men Jarlen havde et Skib paa tredive Roerbænke og henved firsindstyve Mand; men da de vare uforberedte paa Angrebet, saa lykkedes det Eisten og hans Mænd strax at bestige Skibet; Eisten tog Jarlen til Fange, og bragde ham over paa sit Skib; men han udløste sig med tre Mark Guld, og saaledes skiltes de ad. Saa siger Einar Skulesøn:
Den norske Kriger stiger
Til Hæder; Maddads Arving
Angreb han, skjøndt omgivet
Af firsindstyve Svende.
Med trende ringe Skuder
Den Jarl han tog til Fange;
Sit Hoved herlig Konning
Han flux tilbyde maatte.
Kong Eisten sejlede derfra sønderpaa østenfor Skotland. Han lagde til ved den Kjøbstad i Skotland, som hedder Apardion (18), hvor han dræbte mange, og plyndrede Staden. Saa siger Einar:
Hørt har jeg, at vred
Vor Drot brød al Fred;
Saa fælded han end
Apardions Mænd.
Det andet Slag holdt han sønderpaa ved Hjartapol (19) med et Parti Ryttere, som han jog paa Flugt; han ryddede tillige der nogle Skibe. Saa siger Einar:
Kongens Klinge bed,
Blod af Landsen gled,
Hæren svang Staal
Ved Hartlepol.
Engelsk Flaade fandt,
At Folk der svandt;
Ørn og Ulv fra Skov
Mættedes af Rov.
Derpaa sejlede han endnu længer sydpaa til England, og holdt det tredie Slag ved Hvitaby (20); han vandt Sejer, og brændte Staden; saa siger Einar:
Vor Konning i Klynge
Lod Klingerne synge,
Hug Hildes Sky (21)
Ved Hvideby;
Rød blev Ulvens Tand;
Staden kom i Brand;
Nød Borgerne kued,
Thi Husene lued.
Derefter hærgede han vide om i England, hvor Kong Stefner (22) den Gang regjerede. Dernæst holdt Kong Eisten et Slag ved Skarpaskjær (23) med nogle Ryttere. Saa siger Einar:
Strænges Hagl blev tæt,
Kongen fældte let,
Ved Skarpeskjær,
Skjoldøvet Hær.
Rytterflok stod fast,
Dog Fylkingen brast;
Vor Fyrste den jog,
Og Flugten den tog.
Dernæst stred han ved Pilavig (24), og vandt Sejer. Saa siger Einar:
Kongen rødned Sværd;
Styg blev Ulves Færd
Ved Britters Lig
I Pilavig; —
Vesten for Hav
Alt sig ham gav;
Luen blev for luun
I Langatun.
Der brændte de ogsaa Langatun, en stor Torp, og man siger, at denne By kun lidet har nærmet sig sin forrige Velstand siden den Tid. Derefter drog Kong Eisten bort fra England og tilbage til Norge om Høsten; Folks yttrede Meninger om dette Tog vare ellers temmelig Forskellige.
Kapitel 21
Der var god Fred i Norge i Begyndelsen af Haraldsønnernes Regjering, og de kom nogenlunde vel overeens, saalænge deres gamle Raadgivere levede. Imedens Sigurd og Inge vare Børn, havde de begge een og samme Hird; Eisten derimod, som var fuldvoxen, havde sin egen for sig. Men da Inges og Sigurds Fosterfædre og gamle Raadgivere vare døde, nemlig Saade-Gyrd Baardsøn, Amunde Gyrdsøn, Thjostolf Alesøn, Ottar Birting, Øgmund Svipter, Øgmund Dreng, Erling Skakkes Broder (paa Erling selv blev der ej agtet stort, saalænge Øgmund levede); saa skilte Inge og Sigurd deres Hird ad; og den vigtigste Raadgiver hos Kong Inge blev da Gregorius, en Søn af Dag Eilifsøn og Ragnhild, Skopte Øgmundsøns Datter. Gregorius besad Rigdom, og var en meget virksom og myndig Mand; han blev den fornemste Regjeringsraad hos Kong Inge, og Kongen tillod ham at tage af hans Ejendom hvad han selv vilde. Kong Sigurd blev en meget trodsig Mand og trættekjær i alle Ting, strax i sin Opvæxt; det samme var Tilfældet med Kong Eisten, men denne holdt dog nogen Maade med sin Trodsighed, derimod var han den gjerrigste af dem alle. Kong Sigurd blev en stor og stærk Mand, rask af Udseende, havde bruunt Haar, en styg Mund, men ellers regelmæssige Ansigtstræk; han var overmaade veltalende. Derom taler Einar:
Hvor Sigurd, snild i Kampen,
I Vunder Klingen farver,
Gud selv hans svare Kræfter
Med Sejer Huld begaver;
Romsdølers raske Konning
Er lige snild i Tale,
Naar han sin Stemme hæver,
Ej høres andres Mæle.
Kong Eisten var sorthaaret og mørkladen af Ansigt, noget over Middelhøjde, klog og forstandig, men det, som især berøvede ham Undersaatternes Kjærlighed, var hans overdrevne Karrighed og Gjerrighed. Han var gift med Ragna, Nikolaus Maases Datter. Kong Inge havde et meget fagert Ansigt, guult Haar, noget tyndt, men meget krøllet. Hans Væxt var kun liden, og han kunde neppe gaae allene, saa vissen som hans ene Fod var, men puklet var han baade paa Skuldre og Bryst. Han var mild og venlig mod sine Venner, gavmild, lod gjerne Høvdingerne tage Deel med sig i Regjeringen, han var ogsaa vennesæl mod Almuen, og alt dette tilsammen bestyrkede hans Regjering meget, og drog mange Folk til ham. Kong Harald Gilles Datter hed Brigitte; hun var først gift med den svenske Konge Inge Halsteensøn, siden med Jarlen Karl Sonesøn, og derpaa med den svenske Konge Magnus. Hun og Kong Inge Haraldsøn vare Fuldsøskende. Sidst var Brigitte gift med Jarlen Birger Brose; de havde fire Sønner, den ene hed Filippus, den anden Knud Jarl, den tredie Floke (25), den fjerde Magnus. Deres Døttre vare: Ingegerd, som var gift med Kong Sørkver, deres Søn var Kong Jon; en anden Datter hed Kristine, den tredie Margrete. Den anden af Harald Gilles Døttre hed Maria; hun var gift med Simon Skalp, Halkel Huks Søn; deres Søn hed Nikolaus. Den tredie af Harald Gilles Døttre hed Margrete, som var gift med Jon Halkelsøn, en Broder til Simon. Der forefaldt da adskilligt, som gav Anledning til Uenighed imellem Brødrene, men jeg vil nu kun omtale det, som tykkes mig det mærkværdigste.
Kapitel 22
Nikolaus Kardinal fra Rom kom til Norge under Haraldsønnernes Regjering. Paven havde sendt ham til Norge. Kardinalen var meget ilde tilfreds med Sigurd og Eisten, hvilke derfor maatte søge at forlige sig med ham; derimod viste han sig bestandig meget gunstig mod Inge, og kaldte ham sin Søn. Efterat de alle vare blevne hans Venner, opfyldte han deres Begjering at vie Jon Birgesøn til Ærkebiskop i Throndhjem, gav ham Pallium, og forordnede, at en Ærkebispestol skulde være i Throndhjem til Kristkirke, der hvor den hellige Kong Olaf hviler; før den Tid havde der kun været Biskopper (26) i Norge. Desuden bestemte Kardinalen, at ingen under Straf maatte bære Vaaben i Kjøbstæderne, undtagen tolv Mand, der tjente Kongen til Livvagt. Han forbedrede i mange Ting de Norskes Sæder og Skikke, medens han var i Landet. Der er aldrig nogen kommen til Norge, som saaledes vidste at vinde alles Agtelse, og som kunde virke saa meget paa Almuen, som han. Han rejste tilbage til Rom med mange Vennegaver, oq lovede bestandig at vise sig som Nordmændenes synderlige Ven. Men da han kom til Rom, døde strax derpaa den forrige Pave; alle Rommerne toge da Nikolaus til Pave, og han blev viet dertil under Navnet Adrian. Saa fortalte de, som paa hans Tid kom til Rom, at han aldrig havde saa nødvendige Forretninger at afgjøre med andre, at han jo altid først talte med Nordmændene, naar de ønskede at komme til ham. Han var ikke længe Pave, og holdes nu for hellig.
Kapitel 23
Eisten og Sigurd vare blevne uenige, fordi Sigurd havde dræbt Kong Eistens Hirdmand, Harald fra Vigen, som ejede en Gaard i Bergen, samt Præsten Jon Tabard, en Søn af Bjarne Sigurdsøn. De bestemte derfor at holde et Stævne om Forlig i Oplandene om Vinteren. De raadsloge begge i lang Tid, hvorpaa det endelig blev afgjort, at alle Brødrene skulde samles i Bergen den næste Sommer. De bleve desuden enige om, at Kong Inge kun skulde have to eller tre Gaarde, og saa mange andre Indkomster, at han kunde holde tredive Mand, thi de foregave, at han havde ikke Helsen til at være Konge. Kong Inge og Gregorius erfarede disse Foretagender, og droge til Bergen med et temmelig stort Mandskab. Kong Sigurd kom noget senere derhen, og havde langt færre Folk. Den Gang havde Inge og Sigurd været Konger over Norge i nitten Aar. Eisten kunde ikke komme saa hurtig østenfra Vigen, som de andre nordfra. Kong Inge lod da blæse til Things ude paa Holmen, hvorhen Sigurd og Inge begave sig med meget Mandskab. Gregorius havde to Langskibe, og vel de halvfemsindstyve Mand, som han selv forsynede med al Underholdning; han holdt sine Huuskarle bedre, end andre Leensmænd, thi han drak aldrig i noget Skytningsgilde, at jo hans Huuskarle drak med ham. Han kom med en forgyldt Hjelm paa Thinget, og alle hans Folk havde Hjelme paa. Kong Inge stod op, og fremsatte, hvad han havde bragt i Erfaring, hvorledes hans Brødre agtede at behandle ham, og bad Folket yde sig Bistand, og den hele forsamlede Mængde gav hans Tale lydeligt Bifald, og yttrede, at de vilde følge ham. Da stod Kong Sigurd op, og tog til Orde, han erklærede det for usandt, som Kong Inge beskyldte dem for, sagde, at det var Gregorius, som opspandt sligt, men at det ej skulde vare længe, hvis han maatte raade, førend de skulde tales saaledes ved, at den forgyldte Hjelm kom til at hælde; og han endte sin Tale med at sige, at de begge ikke længe skulde leve. Gregorius svarede: “Det tænker jeg, Kong Sigurd, at du behøver ikke at længes saa meget efter et Møde, hvor vi fare fjendtlig med Hinanden; jeg er ganske færdig dertil, strax naar du vil.”
Kapitel 24
Faa Dage efter blev een af Gregorii Huuskarle dræbt ude paa Gaden af een af Kong Sigurds Huuskarle. Da vilde Gregorius angribe Kong Sigurd, men Kong Inge og mange andre Mænd holdt ham tilbage. Men en Aften, da Kong Inges Moder Ingerid gik fra Aftensang, kom hun forbi det Sted, hvor Sigurd Skrudhyrna, Kong Inges Hirdmand, just blev dræbt; han var gammel, havde tjent mange Konger, og blev nu dræbt af Kong Sigurds Hirdmænd, Halvard Gunnarsøn og Sigurd, Eisten Trapales Søn, og man tilskrev Kong Sigurd Anslaget. Ingerid gik strax hen til Kong Inge, og fortalte ham Drabet: “Nu,” sagde hun, “vil du længe holdes for en ringe Konge, hvis du rolig vil see paa, at dine Hirdmænd blive nedhuggede, den ene efter den anden, som Svin.” Kong Inge blev vred over sin Moders Bebrejdelser, og imedens de kivedes, kom Gregorius gaaende ind med Hjelm og Brynje paa, og bad Kongen ikke blive vred, da det var sandt, hun sagde; “jeg er nu kommen hid, forat hjælpe dig,” sagde Gregorius, “hvis du vil anfalde Kong Sigurd; her er mere end hundrede af mine Mænd ude i Gaarden, alle i Hjelm og Brynje, og vi ville angribe dem der, hvor andre finde, at Faren er størst;” de fleste fraraadte det imidlertid, og sagde, at Kong Sigurd uden Tvivl vilde give Bøder for den Udaad, han havde afstedkommet. Men da Gregorius saae, at Angrebet blev udsat, sagde han til Kong Inge: “Saaledes hugge de Folk ned, at de dræbte min Huuskarl for nylig, og nu din Hirdmand; derpaa vil de vel gaae paa Jagt efter mig eller en anden Leensmand, ved hvis Død de tænke, du vil lide størst Skade, naar de see, at du ikke lader dig røre af noget; tilsidst afsætte de dig fra Regjeringen, naar dine Venner ere dræbte. Hvad nu derfor end dine andre Leensmænd ville, saa vil jeg ikke bie og lade mig nedhugge som et Nød, men Kong Sigurd og jeg skulle komme sammen i Nat, hvad der saa end kommer udaf vor Handel; men hvad dig angaaer, da er du baade slet skikket dertil for din Vanhelsens Skyld, og Heller ikke tiltroer jeg dig megen Lyst til at forsvare dine Venner. Jeg er nu ganske færdig til at gaae Herfra til et Møde med Kong Sigurd; thi mit Banner er her ude i Gaarden.” Kong Inge stod da op, raabte efter sine Klæder, bad hver, som vilde følge ham, gjøre sig færdig, og sagde, at nu kunde det ikke mere nytte, man vilde fraraade ham det, han havde nu længe nok givet efter for sin Broder, nu maatte Sværdet skille dem imellem.
Kapitel 25
Kong Sigurd sad og drak i Sigrid Sætas Gaard, og gjorde sig færdig, men tænkte dog ikke der vilde blive noget af Angrebet. De andre gik derpaa mod Gaarden, Kong Inge ned fra Smedeboderne, Arne Kongens Svoger fra Sandbro, Aslak Erlendsøn fra sin Gaard, men Gregorius fra Gaden, thi derfra troede man Anfaldet var farligst. Kong Sigurd og hans Folk skjøde meget ud af Loftslugerne, brøde Ovnene ned, og kastede Stenene paa dem. Gregoriuses Folk hug Porten op, og der i Porten faldt Einar Laxe-Povels Søn, som var af hans Parti, og Halvard Gunnarsøn, der blev skudt inde paa en Loftsal, og over hvis død ingen sørgede. De hug Husene ned, da forlode Kong Sigurds Folk ham, og bade om Fred. Da gik Kong Sigurd op paa en Loftsal, og vilde bede om Lov til at tale; han havde et forgyldt Skjold, og man kjendte ham; men ingen vilde høre paa ham; tværtimod skjøde de paa ham, saa Pilene fløj saa tætte som i et Snefog, og han kunde da ikke være der længer. Men da hans Folk havde forladt ham, og Husene bleve stærkt nedhuggede, gik han ud med een af sine Hirdmænd, en Vigvering af Æt, ved Navn Thord Huusfrue. De vilde derhen, hvor Kong Inge var, og Sigurd raabte, at hans Broder Kong Inge skulde give ham Fred, men de bleve strax begge to nedhuggede; Thord Huusfrue faldt med megen Berømmelse. Kong Sigurd blev begraven i den gamle Kristkirke ude paa Holmen. Der faldt mangfoldige af Sigurds Folk, skjønt jeg nævner kun faa, ligeledes af Inges, men fire Mænd af Gregorii, foruden dem, som vare udenfor Striden, og bleve trufne af Skud nede paa Bryggen eller ude paa Skibene. Slaget holdtes fjorten Dage før Johannis Baptistæ Dag, og det var en Fredag.
Kapitel 26
To eller tre Dage senere kom Kong Eisten østenfra med tredive Skibe, og havde Kong Sigurds Søn Hakon med sig. Eisten blev liggende i Florevaag, og lagde ikke ind til Byen; der droge da Mænd imellem begge Brødrene, forat forlige dem. Gregorius vilde, at de skulde lægge ud imod dem, og sagde, at der længer hen ikke vilde gives bedre Lejlighed; “jeg vil være Anfører derfor,” sagde han, “men du, Konge! skal ikke tage med, thi der skorter os nu ikke paa Folk;” mange fraraadte det imidlertid, saa der blev ikke noget af Angrebet. Kong Eisten drog øster i Vigen, men Inge nordpaa til Throndhjem, og vare da paa en Maade forligte, men kom ikke selv sammen. Gregorius drog noget efter Kong Eisten østerpaa, og opholdt sig paa Høsund paa sin Gaard paa Bratteberg. Eisten var i Oslo, og lod sine Skibe trække mere end to Sø-Miil paa Isen, thi søen lagde sig stærkt til i Vigen. Kong Eisten foer op paa Høsund, og vilde gribe Gregorius; men denne fik det at vide, og undflyede til Thelemarken, og derfra nord over Fjeldene; han kom ned i Hardanger, og drog hen i Edne til Studla; der havde Erling Skakke en Gaard; han var dragen op til Bergen, men hans Kone Kristine, Kong Sigurds Datter, var hjemme; hun tilbød Gregorius der alt, hvad han vilde have. Han fik med sig derfra et Langskib, som Erling ejede, og alt andet hvad han behøvede. Gregorius takkede Kristine meget for hendes gode Modtagelse, og yttrede, at hun havde viist sig ædelmodig imod ham for Slægtskabets Skyld, hvilket var at formode. De droge derfra til Bergen, hvor de fandt Erling, som viste sin Tilfredshed med Kristines Opførsel. Gregorius rejste derpaa nordop til Throndhjem, og kom der før Juul. Kong Inge modtog ham med megen Glæde, og bad ham tage af hans Ejendom, hvad han vilde. Kong Eisten afbrændte Gregorii Gaard, og slog Kvæget ned. Men de Skibsnøst, som Kong Eisten Magnussøn havde ladet opføre nordpaa i Kjøbstaden (Nideros) og som vare kostelige Bygninger, bleve opbrændte om Vinteren, tilligemed nogle gode Skibe, som tilhørte Kong Inge. Denne ulyksalige Gjerning blev tilskreven Kong Eisten og Filippus Gyrdsen, Kong Sigurds Fostbroder.
Kapitel 27
Om Sommeren efter drog Kong Inge nordenfra med saa mange Folk, han kunde faae samlet, men Kong Eisten østenfra, og han samlede ligeledes en Hær. De mødtes øster i Sæløerne østenfor Lidande (27), og Kong Inge havde langt flere Folk; der var det nær kommet til Slag. De forligede sig dog, paa Vilkaar, at Kong Eisten lovede at betale fem og fyrretyve Mark Guld, hvoraf Kong Inge skulde have tredive Mark, fordi Kong Eisten havde ladet Skibene og Nøstene brænde; men Filippus skulde være fredløs, saavel som alle de andre, der havde været med at brænde Skibene. De Mænd skulde ogsaa være fredløse, som beviisligen havde baaret Vaaben paa Kong Sigurd; thi Kong Eisten lagde Kong Inge det til Last, at han beskyttede disse Mænd. Gregorius skulde have femten Mark for det Eisten havde brændt for ham. Kong Eisten var misfornøjet med dette Forlig, og kaldte det nødtvunget. Kong Inge drog fra dette Møde øster i Vigen, men Eisten drog da op i Throndhjem. Siden blev Kong Inge i Vigen, men Eisten nordpaa, og de kom ej sammen, men hvad de hørte fra Hinanden tjente just ej til at stifte Forligelse imellem dem, og de dræbte gjensidig hinandens Venner, Heller ikke blev der noget af de Bøder, Kong Eisten skulde betale; og de beskyldte Hinanden for at de ikke holdt deres løfter. Kong Inge og Gregorius hvervede mange Folk fra Kong Eisten, iblandt andre Baard Standale Brynjolfsøn, Simon Skalp, Halkel Huks Søn, og mange andre Leensmænd, Haldor Brynjolfsøn, Jon Halkelsøn.
Kapitel 28
Da to Aar vare forløbne efter Kong Sigurds Død, droge Kongerne hver en Hær fammen; Inge østen fra Landet, og han fik firsindstyve Skibe samlede, og Eisten nordenfra, og han havde fem og fyrretyve Skibe, hvoriblandt det store Drageskib, som Kong Eisten Magnussøn havde ladet bygge; de havde mange og udvalgte Folk. Kong Inge laae med sin Flaade Sønderpaa ved Moster, men Kong Eisten noget nordligere i Grønningesund. Kong Eisten sendte Aslak den Unge Jonsøn og Arne Sturlasøn, Sønnesøn af Søbjørn, med eet Skib sønderpaa til Kong Inge. Men saasnart Kong Inges Mænd kjendte dem, lagde de imod dem, dræbte mange af Besætningen, og toge Skibet med alt hvad der var derpaa, ogsaa alle deres Vadsække. Aslak og Arne og nogle faa andre undkom og flyede op i Landet, og fore derpaa til Kong Eisten, og berettede, hvorledes Kong Inge havde modtaget dem. Kong Eisten holdt da Huusthing, bekjendtgjorde, hvilken Ufred Inge og hans Folk vilde yppe, og bad Krigsfolket følge sig: “vi have en saa stor og god Krigsmagt,” sagde han, “at jeg ingenlunde her vil flye, hvis I ville følge mig;” men der hørtes intet Bifald paa hans Tale. Halkel Huk var der i Hæren, men begge hans Sønner, Simon og Jon, hos Kong Inge. Halkel svarede, saaledes at en stor Mængde hørte det: “Lad dine Guldkister følge dig og værge dit Land!” Om Natten efter roede de hemmelig bort med mange Skibe, nogle forat forene sig med Kong Inge, andre til Bergen og nogle ind i Fjordene.
Kapitel 29
Om Morgenen, da det var blevet lyst, laae Kong Eisten der tilbage med ti Skibe; han lod da det store Drageskib blive tilbage, thi det var tungt under Aarerne, og endnu adskillige Skibe. Drageskibet forhug de meget, ligeledes lode de deres Mundgaat løbe ud, og fordærvede alt det, de ikke kunde føre med sig. Kong Eisten gik over paa Jon Mørnefs Søn Endrides Skib, og de sejlede nordpaa og ind i Sogn, hvorfra de droge landvejs øster til Vigen. Kong Inge bemægtigede sig Skibene, og sejlede Søvejen til Vigen. Eisten var østenfor Folden, og havde henved tolv hundrede Mand. Da saae de Kong Inges Flaade, og troede ikke at have Mandskab nok til at modstaae dem; de rømmede derfor bort til Skoven, og hver løb sin Vej, saa at Kongen selvanden blev tilbage. Kong Inges Folk bemærkede Kong Eisten paa hans Flugt, samt at han havde saa ringe et Følge; de gave sig til at opsøge ham. Simon Skalp fandt ham, just som han fra et Krat kom hen imod dem. Simon hilste ham: “Hil, Lavard (28)!” sagde han. Kongen svarede: “Jeg troer snarere, at du nu holder dig for min Lavard.” “Det er, som det kan falde sig,” sagde Simon. Da bad Kongen ham, at være ham behjælpelig til at undflye; “det bør dig,” sagde han, “da der saalænge har hersket Venskab imellem os.” Simon svarede, at deraf blev intet. Kongen begjerede at høre Messe, førend han blev dræbt; det blev ham tilstaaet. Derpaa lagde han sig næsegruus ned, og strakte begge Armene fra sig, og bad dem hugge ham i Kors imellem Skuldrene; de skulde da erfare, sagde han, om han kunde taale Jern eller ej, saaledes som Inges Tilhængere havde sagt om ham. Simon sagde til den, der skulde henrette ham: “Tag nu fat! Længe nok har denne Konge krøbet her i Lynget.” Han blev da huggen, og man fandt, at han holdt sig saare mandig. Hans Lig blev ført til Fors; der søndenfor Kirken under Balken blev det hensat om Natten. Kong Eisten blev begraven i Fors Kirke; hans Lejersted er midt paa Kirkegulvet, og er besat med et frynset Dække; man holder ham for hellig. Der hvor han blev henrettet, og hans Blod faldt paa Jorden, fremsprang en Kilde, og en anden paa det Sted under Bakken, hvor Liget var bisat om Natten. Af begge disse Kilder troe mange at have faaet Hjælp i deres Sygdomme. Hos Indvaanerne i Vigen gaaer det Sagn, at der skede mange Jærtegn ved hans Grav, indtil hans Fjender hældte en paa Hundekjød lavet Suppe derover. Simon Skalp blev meget forhadt hos hele Folket over denne Gjerning; men nogle fortælle, at da Kong Eisten var greben, sendte Simon Bud derom til Kong Inge, og denne befalede, at Eisten ej skulde komme for hans Øjne. Saaledes har Kong Sverre ladet skrive. Men saa siger Einar Skulesøn:
Mon han, den meget onde,
Der, vant til Mord, sveg Kongen,
Hin Simon Skalp, kan have
Ved saadant Redning fundet?
Noter:
1. Ved Mundingen af Vormen, der hvor den løber ud af Mjosen; nuværende Minde eller Minne.
2. D. e. Gejstligheden, Klostere eller Kirker.
3. Eller: og gjerne lyttede til (d. e. lod sig bevæge af) andres Overtalelser.
4. Eller: Møre.
5. Heimskringla har Møen, men Møre kan have været en Deel af Bleking eller Smaaland. Ordet Møre kan og ligefrem betyde Slette eller flak Strandbred. Verset omhandler vel ellers det samme Søtog, som ommeldes ovenfor efter den mindre udførlige Fortælling om Sigurd Slemmedegns Bedrifter.
6. Gøteelven.
7. Eller 6, efter nogle Haandskrifter.
8. Eller: Thjostolf.
9. Paa Island.
10. Den vidtløftigere Saga beretter: at han tog et Graaskind, som han havde paa, traadte derpaa, viklede det om sin Haand, trak Sværdet af Skeden, og vendte op imod Huset. Han havde intet over sig og var i den blotte Skjorte, samt havde intet paa Hovedet. Han fløj ind i Huset, som om man skjød med et Spær, saa at han snart kom langt ind i Huset, og angreb Bentein stærkt nærmere mod Indgangen, samt hug ham strax tildøde.
11. Efter andre Haandskrifter: Gølardalen.
12. Eller: Kinn.
13. Dette udtrykkes saaledes i nogle Afskrifter: Sigurd opholdt sig paa Finmarken.
14. Paa Island.
15. Saaledes kaldes endnu Finnernes eller Finlappernes Hytter.
16. Nordmand.
17. Nemlig Ulvene.
18. Nu Aberdeen.
19. Hartlepol.
20. Whitby.
21. Et Skjold eller en Skjoldborg (Samling af Skjolde).
22. Kong Steffen (Stephanus).
23. Scarprock ved det nuværende Scarborough, forhen af Nordboerne kaldet Skarðaborg.
24. Maaskee nuværende Baliwick.
25. Eller: Folke.
26. Efter Originalens Ord: Lyd-Biskopper, som de fordum kaldtes i Norden.
27. Den Landstrækning, hvor Lindesnæs ligger.
28. Herre.