Købeloven i Den ældre Gulatingslov

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Uddrag af Den ældre Gulatingslov

Købeloven

oversat fra gammelnorsk af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2014

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Rudolf Keyser & P. A. Munch: «Norges gamle Love, bd. 1», Chr. Gröndahl, 1846

---

34. Her begynder afsnittet om køb

Gulatingsloven

Det næste er, at vi ikke skal tage andres ejendom, og vi skal ikke øve selvtægt. Hver mand er dom værd for at beholde sin ejendom, og den, der tager fra andre, skal levere det tilbage og bøde baug til kongen for ulovlig tilegnelse og derpå sagsøge efter loven.

Hvis en mand har en sag mod en anden, men den, der skylder, ikke vil betale, skal han stævne ham hjem til fordring og vidneførsel og byde ham at udrede beløbet. Dette beløb skal fordres tre gange som gæld i øvrigt. Hvis den anden da ikke vil betale, skal han tingstævne ham for ran og lovløshed; så skal folk dømme ham fredløs for sagsøgeren og for alle i samme tingkreds, indtil han byder bod på tinget eller i en folkeforsamling og dér udreder beløbet.

35. Om hjemstævning og gældskrav

Nu er det næste, hvis en mand har et beløb til gode hos en anden, og vidner véd det; da skal han hjemstævne ham til fordring og vidneførsel — bonden til sit højsøde, men løskarlen til sin arving, såfremt denne bor indenfylkes, og ellers dér, hvor løskarlen opholdt sig den hellige nat — med så kort et varsel, som han vil, men højst 15 nætter. Nu skal han sige det således, at den anden skal være hjemme, når han kommer dertil, og hele dagen er afsat til deres møde, hvad enten han kommer tidligt på dagen eller senere, men i dagslys og ufordækt. Så skal han straks føre hjemstævningsvidner, og derefter skal han føre vidner på så stort et beløb, som han har til gode ved ham.

Hvis den anden ikke vil betale, skal han afkræve ham det og kalde det ran, såfremt han ikke betaler. Nu, hvis han svarer sådan, at »jeg kender ikke loven, men jeg går med til det, som tingmændene kalder lov«, da kan han tingstævne ham med fem nætter som korteste varsel, men med fem gange fem nætter som det længste, såfremt han véd, hvornår det næste ting skal afholdes. Véd han ikke det, må det vente, til han véd det.

Den skal indkalde til ting, som har behov for det, såfremt han ønsker det. Hvis deres sag kommer for tinget, skal sagsøgeren fremføre tingstævningsvidner; så skal tingmændene dømme i sagen og tildømme ham pengene. Hvis de ikke vil dømme i sagen, bliver de skyldige 15 mærker, hvis han afkræver dem dom. Nu, hvis de ikke alle bliver enige om ét på fjerdingstinget, kan sagen med to vidner skydes under fylkestinget. Hvis nogen da ikke mener at have fået ret, kan sagen alene skydes fra fylkestinget til Gulatinget, hvis en fjerdedel af mændene går fra tinget og kalder det, vedkommende siger, for ret. Kun da er henskydningen lovlig, men ellers ikke.

Altid, når alle bliver enige om ét, at manden har søgt sine penge med tilstrækkeligt vidnesbyrd, skal de tildømme ham pengene. Hvis sagsøgte ikke bød tingmandsdom imod fordringen, bliver han baugskyldig til kongen, mens den anden øger sit tilgodehavende til det dobbelte, men hvis en mand skyder sin sag under tingmænds dom, bortfalder baugen derved for ham. Så skal sagsøgeren lede sine hørevidner til tings, at han har søgt beløbet efter loven; da er det vel, hvis sagsøgte vil udrede pengene eller aftale en frist til det og afslutte sagen dér.

Hvis han ikke vil betale, skal sagsøgeren, som har søgt sit tilgodehavende efter loven, kræve, at de tingmænd, der er til stede, sammen med kongens årmand og så mange bønder, som sagsøgeren mener at behøve, drager af sted og henter det dobbelte af det beløb, han sagsøgte om, og baug på vegne af kongen. Sagsøgeren skal have 6 øre i bod for tvangsfuldbyrdelse.

Nu sætter folk sig imod og forsvarer sig med od og æg; da falder de forsvarende alle fredløse og uhellige, mens de er fredhellige, som søger imod og vil varetage loven. Selv om de forsvarende ikke falder, er deres høvding skyldig 40 mærker og hver af de andre 3 mærker. Den er høvdingen, som af sagsøgeren kaldes for det. Hvis folk nægter at drage fra tinget for at hente det beløb, der sagsøges om, er hver af dem skyldig 3 øre til kongen, og hvis årmanden ikke vil tage af sted, mister han det beløb, det gælder.

36. Om gæld for leje og lån

Så er der lånegæld og lejegæld og tildømt gæld og gæld, hvorom der er aftalt afdrag, og al den slags gæld, som vidner véd om — den slags skal søges med fordring. Ved al gæld, der er fastsat afdragsdag for, skal du benytte dine vidner på den fastsatte dag, hvor du har hjemstævnet skyldneren.

Nu møder den ikke op, som skal modtage beløbet, mens skyldneren kommer; da skal denne tilbyde beløbet på den fastsatte dag, såfremt der er nogle til stede, der med vidner har fået fuldmagt til at tage imod pengene. Så skal han overdrage pengene til dem. Hvis ingen er mødt op, skal han opsige lejen og besiddelsen og ansvaret, men beholde pengene som før og tage ansvaret for sin uagtsomhed, indtil den, der ejer dem, kommer efter dem, og han skal da have dem overdraget.

37. Om domfæste

Nu er det næste, at en mand hos en anden har penge til gode, som ingen vidner véd om. Da skal han hjemstævne ham til begæring og begære de penge, han har til gode. Den anden skal enten love betaling, Olav: eller sætte dom imod hans begæring, såfremt han ikke vil være skyldig i henhold til begæringen. Nu skal man tage imod domfæste, når den tilbydes af en fri og fuldmyndig mand, hvis den, der ellers skal tilbyde, ikke er hjemme.

Til alt, hvorom der tilbydes dom inden for agergærdet, skal der fra det tidspunkt fastlægges fem nætters varsel til den dom, de skal afsige ved sagsøgtes dør. Den ret skal de sætte, så det hverken sker på en søndag eller en messedag; i modsat fald er den sagsøgning spildt, som han da havde påbegyndt.

Nu skal retten sættes foran sagsøgtes dør, og ikke bagved huset. Han skal ikke sætte sine domsmænd nærmere huset, end at sagsøgte kan sætte sine domsmænd mellem døren og den førstes domsmænd og køre med et læs tømmer mellem retten og døren. Nu er det vel, hvis sagsøgte går ud for at afsige dom med sagsøger; i modsat fald skal denne gå ind med to vidner og stævne ham ud til at sætte ret imod sig.

Nu bliver deres ret sat; da skal sagsøgte rydde blandt sagsøgers domsmænd; hvis denne til domsmænd har udnævnt sine bauggældsmænd eller næsegældsmænd eller nært besvogrede eller modparter til sagsøgte, skal disse rejse sig og gå væk fra retten, og der skal i deres sted indsættes andre, uvildige mænd, såfremt sådanne er til stede. Hvis sådanne ikke findes, er hans ret spildt.

Nu, hvis han har udnævnt en lendermand til sin domsmand — eller en lendermands søn, som er yngre end 40 — eller kongens årmand, da er han domflygtig, og han kan aldrig siden fremme denne sag, og disse skulle aldrig komme retten så nær, at man kan høre, hvad de siger.

Nu skal sagsøger rydde blandt sagsøgtes domsmænd, som sagsøgte ryddede sagsøgers. Så er retten ryddet på begge sider, og ingen kan spilde retten for den anden. Da skal sagsøger lade føre hjemstævningsvidner for, at han stævnede den anden hjem med ret hjemstævning til begæring, og tilsvarende vidnesbyrd om, at han begærede sit tilgodehavende udbetalt. Så skal de dømme, som sidder i retten, og pådømme den, der nægter skyld, at aflægge så stor en ed, som han efter lovbestemmelserne skal nægte med for det beløb, der blev begært.

Én skal nægte 1 øre, men to 2 og tre 3. Der skal nægtes med lydretsed, indtil beløbet når hundredetal — det er halvottende mark eller mere; da skal man fordoble lydretseden, lægge en bog på dørtærkslen og tage den op, og de samme mænd skal aflægge ed.

Nu skal folk forblive i retten, således at de hverken rejser sig op eller går væk fra den andet end for at forrette deres nødtørft. Da skal vedkommende efterlade sine handsker eller våben eller noget værdifuldt og henvise til sin trang og straks komme tilbage til retten. Men hvis en mand rejser sig og går væk, førend alle er enige i sagen, skal den, der havde ham i sin ret og sag, være domflygtig.

Nu fremsætter en mand begæring om sine penge, men ingen mand vil fæste ham dom; da skal han gå uden for gærdet eller ud til kystskråningen og siden gå tilbage til huset og fremsætte begæringen for anden gang. Hvis den anden ikke vil domfæste, skal han bede ham være hjemme næstedags morgen og da gentage sin begæring for tredje gang. Der kan bruges fire vidner til de tre begæringer. Nu, hvis den anden ikke vil fæste dom, er han skyldig 18 øre til kongen — 6 øre for hver begæring. Derefter skal han tingstævne ham og føre sine vidner på tinget — alle dem, der skulle føres i domsmandsretten.

Nu vil den anden stadig ikke betale; da skal tingmændene tildømme han gælden. Så kan han kræve, at de træder til og på vegne af kongen tager 18 øre fra sagsøgte, men til ham det dobbelt af det beløb, han havde til gode.

† Magnus: eller sværge de eder, der følger af lovene. Hvis han hverken vil gøre det ene eller det andet, gør han sig selv sandskyldig, og da skal sagsøger henskyde sagen under vidner og tingstævne ham for ran og føre to mænd som vidner på tinget, at den anden nægtede ham både uskyldssværgen og betaling. Så skal tingmændene tildømme ham hans penge og kongen 12 øre i baug. Hvis han hverken vil love betaling eller udrede den på tinget, skal sagsøgeren kræve, at kongens årmand eller sysselmand og så mange bønder, som han mener at have behov for, følger med ham og henter dobbelt så meget hos sagsøgte, som han havde til gode. Enhver, der ikke vil drage med ham, er skyldig 3 øre til kongen. Men én skal nægte 1 øre, to 2 og tre 3 vsque og de samme mænd skal aflægge ed.

38. Om gæld, der ikke er vidner til

Nu er vedkommende, der skulle betale gæld, død, mens den, der skulle modtage, lever. Da får han ikke sit tilgodehavende, medmindre han kommer med vidner, for ingen skal sværge for den dødes bryst, men arvingen skal aflægge den ed, at »der fandtes ingen gæld, som jeg kendte til«. Da sværger han for sit eget bryst og ikke den dødes.

39. Hvis gæld forældes for vidner

Nu står en gæld i 20 vintre eller længere end 20 vintre. Da bliver den gæld forældet for vidner, men han kan i alle tilfælde få skyldneren til at aflægge ed, for sagen ligger i salt, hvis sagsøgeren formår.

40. Om bevidnede aftaler og håndslag

Nu skal alle aftaler holdes, som indgås med håndslag og overværes af vidner, når de mænd, der handler, selv råder for deres køb og salg, medmindre en mand sælger noget uhjemlet eller ved svindel; da skal handlen gå tilbage, og den anden skal have købesummen igen.

Ingen os skal sælge en anden noget med svig og bedrag, og den, der bedriver svindel, er skyldig 3 mærker. Alt det er svindel, som folk takserer til svindel — hvis en mand køber sand og søle, når han tror, han køber mel og smør, og alt det, hvor man ikke udenpå kan se fejl.

Enhver aftale med håndslag skal holdes, såfremt den kan holdes. Den kan ikke holdes, hvis du sælger en mand det, du forinden har solgt en anden. Hvis den, der købte sidst, har varen i hænde, kan han holde skilsdom for sit køb. Nu ejer den købet, som købte først, hvis han har fyldestgørende vidneudsagn ved skilsdommen. Så er der begået svindel mod den sidst købende; han skal da skyde sagen under uvildige mænds vidnesbyrd.

Det er også svindel, hvis en mand køber noget, som den anden ikke ejede at sælge, medmindre ejeren havde givet samtykke. Nu skal køberen opsøge den, der solgte til ham og kræve sit af ham. Hvis han ikke vil give ham det, skal han hjemstævne ham og gøre brug af sine vidner, at »du gav det fra dig efter loven«, og afkræve ham sine penge og lade det gælde ran.

41. Om leje af køer

Nu lejer en mand en ko; da har han på alle måder ansvaret for den ko, og han skal levere den tilbage i samme stand, som han fik den, bare ældre. Nu skal han ifølge retmæssigt lejemål have koen indtil gangdagene næste forår, for da skulle køer være på færd, medmindre de har aftalt en anden dag imellem sig, da han hentede koen.

Nu er den ko død, men ejeren havde pant i en anden; da skal han have den i stedet for sin ko, for en ko skal komme i en kos sted, men hvis den lever, skal han have sin egen. Hvis der er gjort skade på den, så et horn er knækket, eller halen er rykket af, skal lejeren bøde for skaden.

Nu vil han ikke leje koen længere; da skal han opsøge koens ejer, hvis denne er indenfylkes, og tilbyde ham koen. Hvis han ikke er indenfylkes, skal han føre koen hjem og lade folk se koen, at den er uskadt og til at få fat i for ejeren. Da frasiger han sig ansvaret, men skal tage vare på koen som sit eget kvæg og have glæde af mælken og modtage denne for græs og røgt og har alene ansvaret for sin egen uagtsomhed. Nu har den, der ejede koen, forladt landet, men har indsat en fuldmægtig for sin ejendom; da skal man tilbyde ham koen, hvis han er indenfylkes, men arvingen, såfremt der ingen befuldmægtiget er, hvis man ikke vil leje koen længere.

42. Om renter

Nu låner en mand guld eller sølv — eller låner en hvilken som helst slags penge — af en anden; da skal han betale den rente, der blev pålagt, indtil han efter loven indfrier lånet. Han skal ikke svare rente af de renter, der påløber, medmindre renters rente blev fastsat, og de blev enige om det.

43. Om leje af husdyr

Nu sætter en mand sine husdyr ind hos en anden efter retmæssig aftale; da er denne alene ansvarlig for sin egen uagtsomhed. Det er uagtsomhed, hvis han eller de folk, han skal svare for med ord og ed, sulter eller dræber dyrene. Det er uagtsomhed, hvis røgteren ikke finder dyret, før det er dødt, og tilsvarende er det uagtsomhed, hvis en bjørn slår det, eller ulve bider det, eller hvis det styrter ud fra et bjerg, fordi hyrden ikke følger dyrene, men hvis det styrter ud fra et bjerg, og han viser folk dyret, inden han flår det, er det ikke uagtsomhed. Det er endvidere uagtsomhed, hvis det drukner i en brønd, når ingen ser efter det. Det er også uagtsomhed, hvis det dør af udmagring eller kvælning i kloven, men hvis båndet er forsynet med kringle eller rendestav, er det ikke uagtsomhed.

Nu skal du fordre dem, indtil de kan klare sig ude; så skal du opsøge ejeren og byde ham at tage vare på sine husdyr og vise folk, at dyrene er ført hen for at skaffe føde til sig selv og frasige dig ansvaret.

Hvis en mand tager en hest på foder eller græsning, og ulve bider den ude, da er det uagtsomhed af ham, såfremt ingen anden mands heste er ude.

Nu tager en mand et høved på foder; da har han samme ansvar for det som foderkvæg. Manden skal ikke have ansvar for, at koen ikke bliver med kalv, hvis han har en tyr blandt sit kvæg.

Nu er en mand som betaling for et udestående blevet lovet en ko, som hverken mangler i værdi eller leje. Da skal koen ikke være ældre end 8 vintre og ikke yngre, end at den har fået to kalve. Den skal være rask og med helt yver og have kælvet om vinteren.

44. Om skjulte fejl

Nu køber en mand en hest eller et høved. Den, der har købt, har ansvaret for dyret, så snart han fører det væk. Når man handler med levende dyr, må ingen sælge med svig eller med skjulte fejl. Det er en skjult fejl hos et levende dyr, hvis det patter sig selv; da skal sælger sværge — hvis den anden bemærker det inden for den første måned — at han ikke kendte til skjulte fejl, men ellers have dyret selv.

45. Om ansvar for ethvert køb

Nu køber en mand en ubeset genstand af en anden; da har sælger ansvaret for den, indtil den kommer køberen i hænde eller den mand, som køberen med vidner har budt at tage imod, medmindre de aftaler andet foran vidner.

46. Om hjemstævning

Nu ankommer en mand til fylket, som du vil sagsøge for et eller andet, men han har ingen arving i fylket og opholdt sig ikke dér den hellige nat; da skal du spørge ham om hans bopæl. Hvis han meddeler sin bopæl, skal han stævnes dertil; han skal ikke sige, at det er hos en lendermand, medmindre det er det. Hvis han ikke vil meddele det, skal sagen henskydes under vidner, og du kan stævne ham til hvilken som helst gård, du ønsker — på nær din egen — og siden sagsøge ham dér.

Enhver mand er også retmæssigt stævnet, hvis han stævnes på det sted, hvor de indgik aftale og handlede.

En løs og ledig mand skal hjemstævnes som en bonde til det sted, hvor han har taget ophold for to halvår; hvis det er ingen steder, da derhen hvor hans arving bor indenfylkes. Ellers skal man spørge ham om hans bopæl; det skal være det sted, han nævner inden for fjerdingen, medmindre han siger, det er hos lendermanden.

47. Om søgsmål og hjemstævning

Nu skal søgsmål stilles i bero, mens ledningen er ude, og indtil skibene har stået 5 nætter på rullestokkene. Søgsmål skal stilles i bero hen over langefasten. Sager vedrørende kristendom og nye gerninger, der begås, kan altid søges. Man må ikke sagsøge på helligdage, alene undtaget hjemstævning af en mand.

En mand kan stævne en anden hjem med såvel sin egen som en andens hjemstævning, hvis han har fået bevidnet fuldmagt.

Enhver fri og fuldmyndig mand skal selv søge sin sag indenlands. Hvis en mand forlader landet, skal den, som han med vidner har givet fuldmagt dertil, varetage hans ejendom i 3 vintre; vedkommende skal have ret til både søgsmål og forsvar på hans vegne. Hvis manden tager til Grækenland, skal hans nærmeste arving tage vare på hans ejendom.

En kvinde skal sagsøge som en mand, såfremt hun er alene, men hun har mulighed for at overdrage sine søgsmål og sit forsvar; hun skal ikke give sagen til en lendermand eller til den sagsøgtes overmand. En mand kan søge hendes sag som sin egen, hvis han har fået bevidnet fuldmagt.

Nu vil en mand sagsøge en anden om et eller andet, men en tredje har allerede sagsøgt ham; da skal den, der indledte sidst, holde inde først, for sagsøgte skal ikke svare to på én gang, medmindre den sidste sag er om svig.

48. Hvis en mand sælger uden hjemmel

Nu ejer to mand eller flere en genstand sammen. Så sælger den ene den, men spørger ikke dem, der ejer sammen med ham. Nu vil medejerne omstøde handlen; da skal de trække lod om, hvem der skal bestemme. Bliver det ham, der solgte, skal handlen gennemføres. Hvis det bliver dem, der vil omstøde, skal de omstøde handlen inden en måned, efter de erfarede om den.

49. Om lån af genstande

Den, der låner noget, har ansvaret for det og skal sørge for, at det kommer uskadt tilbage. Hvis han ikke vil det, skal man søge det som bevidnet gods. Alt er bevidnet gods, som vidner véd om.

Nu udlåner en mand det, som han har til låns, men det bliver ikke behandlet ordentligt; da kan ejeren kræve genstanden hos hvem, han vil. Og tilsvarende altid, når en mand sælger en andens ejendel; da kan ejeren kræve den, som han vil — hos den, der solgte, eller hos den, der købte.

50. Om pant

Nu lægger en mand noget i pant hos en anden for et eller andet; da skal den, der modtager pantet, have ansvaret for det. Hvis de har aftalt dagen, hvor pantet skal indløses, skal han tilbyde det på den fastsatte dag med overværelse af vidner. Hvis ingen mand da indløser det, er pantet forfaldet.

Nu har en mand penge til gode ved en anden, og han tager pant i noget for sine penge — enten i jord eller andre værdier. Nu sælger den anden det pantsatte til en anden mand; da skal panthaveren inden 12 måneder føre vidner på, at han har det i pant, såfremt han er indenfylkes. Hvis han ikke er indenfylkes, skal han iværksætte det inden 12 måneder, efter han kom hjem i fylket. I modsat fald får han aldrig oprejsning i denne sag.

Nu pantsætter en mand noget to gange; da har den panteretten, som først tog pant, når vidner véd det, men der er svindlet med den, der tog pant sidst.

55. Olav og Magnus (Om skyldskødning)

Nu kræver en mand sin gæld indfriet hos en anden, som er indenfylkes. Hvis denne skyldskøder ham til tredjemand, har han indfriet gælden for sit vedkommende, hvis der er vidner på det.

---

Noter: