Kongens årbog

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk Latin
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif Latin Cross.svg



Kongens årbog[1]

Konungsannáll    Annales regii


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2022



Tekstgrundlagene for denne oversættelse er Guðni Jónsson: Annálar og nafnaskrá, Reykjavík 1948  &  Gustav Storm: Islandske Annaler indtil 1578, Christiania 1888


  848   Harald Hårfager blev født.
  858   Harald Hårfager kom til magten.
  868   Harald Hårfager blev enevældig konge over Norge.
Sankt Edmund
  870   Sankt Edmund, den engelske konge, døde som martyr. Ingolf Ørnson kom til Island.
  871   Den svenske kong Erik døde. Bjørn tog magten dér.
  875   Ingolf bosatte sig som den første på Island.
  898   Harald Hårfager fordelte riget mellem sine sønner.
  918   Håkon Adelstensfostre blev født. Torolf Mostrarskæg døde. Hans søn Torstein Torskebider blev født.
  922   Den svenske kong Bjørn døde. Hans sønner Erik Sejrsæl og Olof tog magten dér.
  927   Ulfljot bragte loven til Island.
  928   Kong Harald Hårfager gjorde sin søn Erik Blodøkse til overkonge over sine øvrige sønner. Kong Eriks søn Harald Gråfeld blev født.
  930   Ravn, Ketil Høngs søn, blev lovsigemand på Island.
  931   Kong Harald Hårfager døde. Erik Blodøkse tog magten i Norge.
  932   Haraldsønnerne kong Olav og kong Sigrød faldt.
  933   Håkon Adelstensfostre kom til Norge og tog kongemagten dér og gav Tryggve og Gudrød kongenavn.
  934   . . . Kong Erik Blodøkse blev af sin bror kong Håkon fordrevet fra Norge.
  938   . . . Torgrim, Snorre Godes far, blev født.
  944   Viga-Glum dræbte Sigmund Torkelson.
  949   Kejser Otto hærgede i Danmark. Da blev kong Harald Gormsøn og hans kone Gunhild og hans søn Svend døbt.
  950   Torarin blev lovsigemand.
  952   Torbjørn Sur kom til Island.
  953   Kong Gamle faldt . . .
  957   Harald den Grenske blev født.
  960   Kong Håkon Adelstensfostre faldt. Harald Gråfeld Erikson og hans brødre tog magten i Norge.
  962   Sigurd Ladejarl blev dræbt. Håkon Sigurdson Blotjarl kom til magten i Trondheim. Blund-Ketil blev brændt inde.
  963   Torgrim, Snorre Godes far, blev dræbt. Snorre Gode blev født.
Kejser Otto den Røde
  965   Kejser Otto den Store blev kronet. Tunge-Odd døde, og kort tid efter døde Tord Geller.
  968   Kongerne Gudrød Bjørnson og Tryggve Olavson blev dræbt. Olav Tryggveson blev født.
  970   Torkel blev lovsigemand.
  971   Olav Tryggveson blev taget som krigsfange og ført til Estland.
  974   Brodd-Helge blev dræbt. Otto den Røde regerede de følgende 10 år.
  975   Kong Harald Gråfeld og Guld-Harald Knudsøn faldt ved Hals i Limfjorden. Håkon Blotjarl blev enevældig i Norge. Uår.
  977   Olav Tryggveson kom til Gardarige. Kampen på Dinganæs.
  978   Der blev set flammende hærflokke på himlen hele natten V kal. Novembris.[2]
  979   Torkel Eyjolfson blev født.
  981   Biskop Fridrek kom til Island.
  983   Kampen på Hrisateig.
  984   Torvard Spak-Bødvarson opførte en kirke. Otto den Unge regerede de følgende 18 år.
  985   Biskop Fridrek forlod landet. Torgeir blev lovsigemand.
  986   . . . Olav Tryggveson forlod Gardarige. Erik den Røde bosatte sig i Grønland.
  987   . . . Geite blev dræbt.
  989   Kampen i Bødvarsdal.
  993   Olav Tryggveson blev døbt på Scillyøerne.
  994   Kong Harald den Grenske blev dræbt. Jomsvikingeslaget i Hjørungavåg.
  995   Olav den Hellige blev født. Olav Tryggveson kom til magten i Norge. Håkon Blotjarl blev dræbt.
  996   Kong Olav forkyndte kristendommen østpå i Viken.
  997   Kong Olav holdt ting på Dragseid og forkyndte kristendommen. Så sendte han præsten Tangbrand til Island for at forkynde kristendommen dér. Arnor i Skogar blev dræbt.
  998   Olav den Hellige blev døbt i Oplandene. Trønderne blev kristnet. Ejvind Kilde blev dræbt. Knud den Store blev født. Kampen i Ejvindsdal.
  999   Kong Gudrød Erikson blev dræbt. Kong Olav kristnede Helgeland.
Kong Hugo Capet
1000   Der var et stort jordskælv i Tyskland. Kristendommen blev lovfæstet på Island. Kong Olav Tryggveson faldt. Håkonsønnerne jarl Erik og jarl Svend tog magten i Norge. Den franske kong Hugo Capet døde. Hans søn Robert Hoved regerede over Frankrig i de følgende 30 år.
1002   Grim blev lovsigemand.
1003   Kejser Henrik regerede de følgende 22 år. Kjartan Olavson blev dræbt.
1004   Brjan-slaget. Jarlen Torfinn Sigurdson regerede over Orkney i de følgende 62 år. Skafte blev lovsigemand.
1007   Olav den Hellige drog på hærfærd. Kong Olav kæmpede mod vikingen Sote. Kong Olav sejlede på Lögaren i Sverige.
1008   Den danske kong Svend Tveskæg døde.[3] Hans søn Knud den Store tog kongemagten i Danmark.[4] Olav den Hellige kom til England.
1009   Kong Olav den Hellige og den engelske kong Adelråd erobrede borgen i London.
1010   Njalsbranden.
1011   Den engelske kong Adelråd døde. Hans søn Edmund den Stærke regerede i 9 måneder. Knud den Store regerede de følgende 24 år.
1012   Jarl Erik Håkonson drog til England og erobrede borgen i London sammen med sin svoger kong Knud den Store. Jarl Håkon Erikson tog magten i Norge . . .
1013   Jarl Erik Håkonson døde. Olav den Hellige kom til Normandiet efter sin vikingefærd i Vesterlandene.
1014   Kong Olav den Hellige kom til Norge. Jarl Håkon Erikson blev taget til fange af kong Olav og forlod landet. Kong Olav den Hellige kom til magten i Norge.
1015   Slaget ved Nesjar mellem kong Olav den Hellige og jarl Svend Håkonson. Jarl Svend Håkonson døde. Asgaut Foged blev dræbt.
1016   Eilif den Gøtske blev dræbt.
1017   Roe den Skelende og Gudleik fra Gardar og Torgaut Skarde blev dræbt. Kong Olav den Hellige mødtes med jarl Ragnvald Ulfson. I Oplandene blev fem konger taget til fange af kong Olav den Hellige.
1018   Kong Sigurd So døde. Bjørn, kong Olavs staller, tog til Sverige og stiftede forlig mellem den norske kong Olav den Hellige og den svenske Olof Sveakonge. Kong Olof den Svenskes datter Ingegerd blev trolovet med den norske kong Olav. Kongernes forlig blev brudt.
1019   Kong Olav den Hellige blev gift med den svenske kong Olofs datter Astrid, mens kong Jarislav i Holmgård fik Ingegerd. Den norske kong Olav og Olof Sveakonge indgik forlig ved Götaelven.
Kong Knud den Store
1020   Kong Olav kristnede Helgeland. Jarlen Einar Vrangmund blev dræbt på Orkney.
1021   Ølve på Egge blev dræbt. Jarl Torfinn og jarl Bruse, Sigurds sønner, overlod kong Olav magten på Orkney.
1022   Den svenske Olof Sveakonge døde. Hans søn Ønund tog da magten i Sverige. Vinteren var streng. Asbjørn Sælsbane blev fraranet sine varer.
1023   Tore Sæl blev dræbt. Kong Olav kristnede Voss og Valdres.
1024   Magnus den Gode blev født. Asbjørn Sælsbane blev dræbt.
1025   Kejser Konrad regerede de følgende 15 år. Kong Knud den Store gjorde krav på magten i Norge.
1026   Karle blev dræbt. Kong Olav og Ønund Sveakonge mødtes ved Götaelven. Toralf fra Dimun blev dræbt. Torkel Eyjolfson døde.
1027   Slaget ved Helgeå mellem kong Olav og Ønund Sveakonge og Knud den Store. Jarl Ulf Torgilsson blev dræbt. Torstein Kuggeson blev dræbt.
1028   Knud den Store kom til Norge og tog magten, og han satte sin søstersøn jarl Håkon Erikson til at regere dér. Karl den Mørske blev dræbt. Grankel blev dræbt. Erling Skjalgson faldt.
1029   Kong Olav drog østpå til Gardarige. Jarl Håkon Erikson druknede.
1030   Kong Olav døde som martyr. Kong Svend Alfifasøn fik magten i Norge. Den franske kong Robert Hoved døde. Hans søn Henrik regerede derefter i 30 år. Skafte Lovsigemand døde.
1031   Kong Olavs helgenlevninger blev skrinlagt. Snorre Gode døde. Stein blev lovsigemand.
1033   Tryggve Olavson faldt. Alebrand blev viet til ærkebiskop af Bremen.
1034   Torkel blev lovsigemand.
1035   Kong Knud den Store døde. Kong Magnus den Gode tog magten i Norge, Harald Knudsøn i England.
1036   Vilhelm Bastard tog hertugdømme i Normandiet. Kong Svend Alfifasøn døde. Kong Magnus den Gode og den danske kong Hardeknud indgik forlig.
1037   Gunhild, kong Knud den Stores datter, døde.
1040   Kejser Henrik den Milde regerede de følgende 17 år. Den engelske kong Harald Knudsøn døde. Hans bror Hardeknud regerede dér i 2 år.
1041   . . . Ingvar den Vidtberejste døde.
Sankt Hallvard
1042   Den danske kong Hardeknud døde. Kong Magnus den Gode tog magten i Danmark, Edvard den Gode i England.
1043   Sankt Hallvard døde. Alebrand, ærkebiskoppen af Bremen, døde. Efter ham var Adalbert ærkebiskop i 30 år. Kong Magnus den Gode brændte Jomsborg, og derefter kæmpede han mod venderne på Lyrskov Hede, og så kæmpede han tre gange mod Svend Ulfsøn.
1045   . . . Harald Sigurdson kom til Sverige. Slaget ved Helgenæs mellem kong Magnus den Gode og Svend Ulfsøn.
1046   Harald Sigurdson kom til Norge. Da overlod hans brorsøn, kong Magnus den Gode, ham den halve magt i Norge.
1047   Kong Magnus den Gode døde. Kong Harald Sigurdson blev enevældig i Norge, Svend Ulfsøn i Danmark. Præsten Sæmund den Vise fortæller, at frosten dette år var så streng, at ulve løb på isen mellem Norge og Danmark.
1054   Geller blev lovsigemand.
1056   Kejser Henrik den Milde døde. Isleif blev viet til biskop af Skålholt af Adalbert, ærkebiskoppen af Bremen. Han var den første, som blev bispeviet til Island. Sæmund den Vise blev født. Uår.
1057   Kejser Henrik 4. regerede de følgende 50 år. Biskop Isleif kom til Island.
1060   Den franske kong Henrik døde. Hans søn Filip regerede de følgende 49 år. Hertug Bernhard af Braunschweig døde; han var far til hertug Ordulf, som var gift med Ulfhild, kong Olav den Helliges datter.
1062   Dette år blev Alexander 2. viet til pave i Rom. Han var pave i 11 år. Slaget ved Nissan i Halland mellem kong Harald Sigurdson og den danske kong Svend Ulfsøn.
1063   Gunnar blev lovsigemand.
1064   Kong Harald Sigurdson og kong Svend Ulfsøn indgik forlig. Kampen mellem kong Harald Sigurdson og jarl Håkon Ivarson.
1065   Strid mellem kong Harald Sigurdson og oplændingene.
1066   Den engelske kong Edvard den Gode døde. Harald Godwinson regerede derefter i 9 måneder og 13 dage. Kometen[5] var synlig i påsken. Kong Harald Sigurdson drog på hærfærd til England, men faldt i kamp mod den engelske kong Harald Godwinson. Hans søn Magnus tog magten i Norge. Hertug Vilhelm Bastard af Normandiet drog på hærfærd til England og fældede kong Harald Godwinson i kamp. Derefter var Vilhelm Bastard konge i England i 23 år. Kolbein blev lovsigemand.
1067   Kong Olav Kyrre kom til magten i Norge. Are den Vise blev født.
1069   Kong Magnus Haraldson døde.
1072   Da døde hertug Ordulf af Braunschweig, som var gift med Ulfhild, kong Olav den Helliges datter. Geller blev lovsigemand.
1073   . . . Geller Torkelson døde i sit 65. år.
Vilhelm Bastard
1075   Jarl Valtjof døde. Gunnar blev lovsigemand.
1076   Den danske kong Svend Ulfsøn døde. Hans søn Harald Hén tog magten i Danmark. Sæmund den Vise kom hjem efter sit skoleophold. Sighvat blev lovsigemand.
1078   Snevinter.
1080   Biskop Isleif døde. Den danske kong Harald Hén døde. Knud den Hellige overtog kongedømmet i Danmark. Abbed Elfvinus døde.
1081   Den græske kong Alexios kom til magten.
1082   Gissur blev bispeviet til Skålholt af ærkebiskop Hartvig af Magdeburg på pave Gregorius’ råd, fordi den hellige kirke havde lyst forbud over ærkebiskop Liemar af Bremen, der skulle have forestået vielsen.
1083   Biskop Gissur kom til Island.
1084   Markus blev lovsigemand.
1085   Pave Gregorius 7. døde.
1087   . . . Den danske kong Knud døde som martyr.[6] Hans bror Oluf Svendsøn tog magten i Danmark.
1089   Den engelske kong Vilhelm Bastard døde.[7] Hans søn Vilhem den Røde regerede de følgende 11 år.
1090   Hall i Haukadal døde.
1093   Kong Olav Kyrre døde. Håkon Magnusson og Magnus Barfod Olavson tog magten i Norge.
1094   Kong Håkon Magnusson døde. Kong Magnus Barfod lod Tore fra Steig henrette.
1095   Den danske kong Oluf Svendsøn døde. Hans bror Erik den Gode Svendsøn tog magten i Danmark . . .
1096   De første korstog til Jerusalem fra de nordiske lande.
1097   Betaling af tiende blev lovfæstet på Island.
Kong Balduin af Jerusalem
1098   . . . Sigurd, søn af kong Magnus Barfod, havde magten på Orkney i de følgende 7 år.
1099   Kristne mænd erobrede borgen i Jerusalem.
1100   Paschalis var pave de følgende 18 år og 6 måneder. Kong Godfred af Jerusalem døde. Den engelske kong Vilhelm den Røde døde. Hans bror Henrik Vilhelmson regerede de følgende 35 år.
1101   I Betlehem blev Balduin kronet til konge af Jerusalem.
1102   Kong Magnus Barfod drog på hærfærd til Irland.
1103   Den danske kong Erik den Gode døde. Kong Magnus Barfod faldt. Hans sønner Sigurd, Øystein og Olav tog magten i Norge.
1104   Et ærkebispesæde blev oprettet i Danmark. Den danske kong Niels Svendsøn kom til magten. Heklas første udbrud. Blod sås flyde fra et brød. Juledag var vejret så dårligt, at folk ikke kunne komme i kirke, og nogle af dem, der prøvede, omkom i åen Fulda.
1105   Sandfaldsvinter.
1106   Den hellige Jon blev som den første bispeviet til Holar på Island af ærkebiskop Asser i Lund på pave Paschalis’ foranledning efter at være blevet udpeget af biskop Gissur af Skålholt og med samtykke fra alle indbyggere på Island. Håkon Pålson og efter ham sønnen jarl Pål regerede de følgende 30 år på Orkney.
1107   Kejser Henrik 5. regerede de følgende 20 år. Kong Sigurd rejste fra Norge mod Jerusalem.
1108   Ulfhedin blev lovsigemand.
1109   Den franske kong Ludvig den Tykke regerede de følgende 28 år. Kong Sigurd kom til Jerusalem.
1110   Pave Paschalis blev sammen med nogle biskopper og kardinaler taget til fange af kejser Henrik i Peterskirken i Rom, men til sidst blev de løsladt. Præsten Teit Hallson døde.
Kong Alexios I. Komnenos
1112   . . . Turid, Snorre Godes datter, døde. Hun var da 88 år gammel.
1116   . . . Kong Olav Magnusson døde.
1117   Lovmøde. Bergtor blev lovsigemand.
1118   Pave Paschalis døde. Gelasius var pave i 1 år. Patriarken Arnulf og den græske kong Alexios og Baldiun, konge af Jerusalem, og biskop Gissur døde. Torlak Runolfson blev bispeviet til Island af ærkebiskop Asser i Lund efter biskop Gissurs ønske og råd. Han blev viet 30 dage før biskop Gissurs død. En storm knuste en knar under Eyjafjeld. Så fik stormen vandet i Holtsosen til at stige, og alt blev skyllet væk. Påskedag syntes himlen at åbne sig med så voldsomt et lysskær, at sollyset, som da skulle være kraftigt, forsvandt. Og dette stod på i fire timer. I denne åbning, hvor lyset kom fra, syntes folk, at der hang et kors med guld og ædelsten på. I en lille landsby i Wormsgau så folk en stor skare bevæbnede riddere ride ned fra fjeldet til en samtale, hvorpå de ved nons-tid[8] vendte tilbage til fjeldet. Da vovede en mand fra herredet sig nær dem efter omhyggeligt at have slået korsets tegn, og han fik en af dem til at sige, hvem de var. Han fortalte ham også dette: »Vi er ikke et synsbedrag, sådan som I tror, og vi er ikke en flok riddere, sådan som det forekommer jer — vi er snarere sjælene fra de riddere, som faldt for ikke længe siden. Da vi var i live, var vores våben og udrustning et redskab til ugerninger, men nu er de årsag til vores pinsler, og alt, hvad I ser, vi har hos os, er omspændt af flammer, selv om I ikke formår at skelne det med legemlige øjne.« — Da svulmede benet op på en dreng, og det hovnede meget op og blev blåt, men omsider sprak hævelsen, og ud væltede en stor mængde korn: rug og havre og byg. Himlen var rød om vinteren. Dette kaldes for Underåret.
1119   Pave Gelasius døde. Callistus 2. var pave de følgende 5 år. Torstein Hallvardson blev dræbt. Thomas den Hellige blev født.
1120   Havlide Mårson blev såret. Stor dødelighed.
1121   . . . Biskop Erik af Grønland drog ud for at finde Vinland. Havlide Mårson og Torgils Oddeson indgik forlig.
1122   Kong Øystein Magnusson døde.[9] Ketil blev bispeviet til Holar af ærkebiskop Asser i Lund.
1123   Mørketrængsel.[10] Tord Askelson og Teit blev sårede. Gudmund blev lovsigemand.
1124   Pave Callistus døde. Honorius var pave i de følgende 6 år. Grønlændernes biskop Arnald blev viet. Striden mellem Ketil og Tord.
1125   Vadlatingssagen.
1126   Kejser Henrik døde. Der var tre biskopper på Island. Is-Steingrim blev dræbt.
1127   . . . Kejser Lothar regerede de følgende 11 år. Stridighederne i Svarfadsdalen. Jonsvinteren.
1128   Præsten Tore Simonson blev dræbt.
1129   Torstein Høskuldson blev såret. Sølve Magnusson og Serk Guttormson blev dræbt.
1130   . . . Kong Sigurd Jorsalfar døde. Hans søn Magnus og Harald Gille Magnusson tog magten i Norge. Havlide Mårson døde.
1131   Anakletus stred med pave Innocens om pavedømmet. Han sad 8 år i pavestolen. Slaget på Jelling Hede mellem den danske kong Niels og Erik Emune Eriksøn.
1132   Slaget i Fodevig i Skåne.[11]
1133   Biskop Torlak Runolfson og præsten Sæmund den Vise døde. Torlak den Hellige blev født. Klosteret på Tingøre blev grundlagt.
Kong Erik Emune
1134   Den danske kong Niels og hans søn Magnus og seks biskopper faldt. Erik Emune tog magten i Danmark. Da ødelagde han Roskilde. Kong Magnus og kong Harald Gille kæmpede ved Fyrileif i Norge. Magnus Einarson blev bispeviet til Skålholt af ærkebiskop Asser i Lund. Hærskarevinteren.
1135   Kong Harald Gille lod kong Magnus Sigurdson blinde. Biskop Reinald blev henrettet i Stavanger. Den engelske kong Henrik Vilhelmson døde. Hans søstersøn Stefan tog kongemagten i England. Den danske kong Erik Emune lod sin bror Harald og dennes to sønner dræbe. Underet i Kongshelle. Ravn blev lovsigemand.
1136   Den franske kong Ludvig den Tykke døde. Jarl Ragnvald Kale vandt Orkney. Sigurd Slembe, kong Magnus Barfods søn, dræbte kong Harald Gille. Inge og Sigurd, Harald Gilles sønner, tog da magten i Norge. Tore Steinmodson blev dræbt.
1137   Den danske kong Erik Emune var på hærfærd i Norge. Da blev Hallvardskirken og hele byen i Oslo brændt ned. Kampe ved Portør og ved Minne og Krokaskog.
1138   Ærkebiskop Asser af Lund døde. Kejser Konrad regerede de følgende 15 år. Bentein Kolbeinson blev dræbt.
1139   Kong Magnus Sigurdson og Sigurd Slembe faldt. Den danske kong Erik Emune blev dræbt.[12] Erik Lam tog magten i Danmark. Den franske kong Ludvig kom til magten. Finn blev lovsigemand.
1140   Talbyrdingen[13] blev indført . . . Torarin Eydisson blev dræbt.
1141   Hallstein Herkjas skib forsvandt.
1142   Øystein, kong Harald Gilles søn, kom fra Irland til Norge og tog magten dér sammen med sine brødre. Præsten Eyjolf Gunvaldson døde. Snebjørns skib forsvandt.
1143   Eyjolf Tordisson kom til Island. Torvald den Rige blev udplyndret.
1144   . . . Vigfus Jonson døde.
1145   . . . Biskop Ketil og præsten Finn Hallson døde. Ljots skib forsvandt. Stærk tilisning.
1146   . . . Bjørn Biskopsemne rejste ud.[14] Torgrim Ørn blev dræbt. Gunnar blev lovsigemand.
1147   Den danske kong Erik Lam døde.[15] Svend den Sviende, kong Erik Emunes søn, og Knud Magnussøn blev taget til konger i Danmark. Bjørn blev bispeviet til Holar af ærkebiskop Eskil i Lund.
1148   Gården i Hitådalen brændte. Dér mistede biskop Magnus Einarson livet sammen med 72 andre. Abbed Vilmund i Tingøre og præsten Are den Vise Torgilsson døde.
1149   . . . Dubhgalls vision[16] i Irland. Markus Mårdson blev dræbt på Altinget. Præsten Hall Teitson blev udpeget til biskop. Torstein den Uretfærdige Einarson og Kløng Hallson døde.
1150   Jon Knude blev bispeviet til Grønland. Præsten Hall Teitson, præsten Tord Snorreson, Ingemund Illugeson og Jon Torvardson døde.
1151   Ærkebiskop Reidar døde. Kløng blev udpeget til biskop. Orkneyjarlen Ragnvald Kale og Erling Skakke var på korstog. Kong Øystein Haraldson drog på hærfærd i England. Han satte Erlend Haraldson til at styre på Orkney. Torgils Oddeson, Gudmund Brandson, Toralf Ålovson, Styrbjørn Bødvarson og Snorre Bjørnson døde. Der var udbrud i Troldestuerne. Husstormen. Stor dødelighed.
1152   Kejser Konrad døde. Han var ikke kronet. Kløng blev bispeviet til Skålholt af ærkebiskop Eskil i Lund. Kardinalbiskoppen Nikolas af Albano kom til Norge. Et ærkebispesæde blev oprettet i Norge, og biskop Jon fra Stavanger blev den første ærkebiskop af Nidaros. Der blev også oprettet et bispesæde i Hamar, og biskop Arnald af Grønland var den første biskop dér. Retten til at bære våben blev ophævet i købstæderne i Norge. Sottevinter.
Kejser Frederik Barbarossa
1153   . . . Kejser Frederik regerede de følgende 37 år. Der var ufred i England mellem den engelske kong Stefan og hertug Henrik af Normandiet, og de indgik det forlig, at Henrik skulle efterfølge ham som konge i England. Jon Sigmundson rejste bort.
1154   Pave Anastasius døde. Kardinalbiskoppen Nikolas af Albano blev derefter valgt til pave og hed siden Hadrian 4. Den franske kong Ludvig og hertug Henrik af Normandiet indgik forlig. Kort tid efter døde den engelske kong Stefan. Efter ham blev hertug Henrik konge af England. Ærkediakonen Sankt Thomas i Canterbury blev udnævnt til den engelske kong Henriks rigskansler på foranledning af ærkebiskop Theobald af Canterbury. Den sicilianske kong Rodgeir døde. Jarl Erlend Haraldson faldt på Orkney. Valdemar Knudsøn fik kongenavn i Danmark. Abbed Nikolaus kom til Island. Retten til at bære våben blev afskaffet på det islandske alting. Torlak den Rige døde. Sæmund Jonson blev født. Valgerd sad alene på Bredebolstad.
1155   Kong Sigurd Haraldson faldt i Bergen. Den danske kong Knud Magnussøn blev dræbt.[17] Et kloster kom til Tværå.
1156   Et korstegn viste sig på månen. Den danske kong Svend den Sviende faldt på Grathe Hede.[18] Kong Valdemar Knudsøn blev enevældig i Danmark. Kejser Frederik omringede borgen i Milano i 7 år og undertvang den til sidst. Nøstbranden. Sæløsommeren. Snorre blev lovsigemand. Biskop Sigurd i Bergen døde.
1157   Man kunne se tre måner, og et korstegn viste sig på den i midten. Ærkebiskop Jon, biskop Vilhelm i Oslo og biskop Mattæus på Færøerne døde. Kong Øystein Haraldson faldt. Kong Håkon Hærdebred Sigurdson kom til magten. Absalon blev bispeviet til Roskilde. Det store mørke. Gården på Tingøre brændte.
1158   Henrik den Unge Konge, den engelske kong Henriks søn, blev gift med Margrete, den franske kong Ludvigs datter, for at styrke freden mellem kongerne. Kejser Frederik angreb Rom. Jarl Ragnvald Kale faldt på Orkney. Kampen i Kongshelle. Heklas andet udbrud XIII kal. Februarii.[19] Præsten Eyjolf Sæmundson, præsten Brand Ulfhedinson og Ketil Gudmundson døde. Bjarne, Torvard, Gudmund og Ørn druknede.
1159   Tre sole viste sig i vest nonis Septembris.[20] Siden forsvandt de to, men den midterste var synlig til solnedgang. Pave Hadrian døde. Romerne blev derefter uenige om pavevalget, og der blev i stedet udpeget to kardinaler og valgt to paver; den ene var kansler Roland, og han blev kaldt pave Alexander 3., mens den anden hed Oktavian, og han blev støttet af kejser Frederik og de biskopper, som hjalp ham til dette, og de kaldte ham pave Viktor. Men pave Alexander fik støtte af den franske kong Ludvig og den engelske kong Henrik, som anså ham for at være herre og høvding. Den hellige kirke valgte Alexander til fader og leder, mens skismatikeren Oktavian til sidst blev forkastet og drevet bort fra pavesædet og lyst i band. Kamp ved Götaelven. Abbed Nikolaus døde.
1160   Gudrød Olavson tog kongemagten på Sydøerne.[21] Kampen i Saurbø. Gården på Hvam blev brændt.
1161   Gregorius Dagson og kong Inge Haraldson faldt. Ærkebiskop Øystein blev viet. Kong Magnus Erlingson kom til magten. Abbed Asgrim og Torvald den Rige døde.
1162   Ærkebiskop Rainald af Køln flyttede Østerlandskongernes legemer fra Milano til Køln. Biskop Bjørn døde. Kong Håkon Hærdebred faldt. Sigurd Markusfostre kom til magten. Roe blev bispeviet til Færøerne. Kampen i fårefolden.
1163   Ærkebiskop Thomas blev viet. Brand blev bispeviet til Holar af ærkebiskop Øystein. Pavens legat Stefan kom til Norge. Jarl Sigurd faldt på Re. Sigurd Markusfostre blev dræbt. Den danske kong Knud Valdemarsøn blev født. Kamp i lovretten, hvor Halldor Snorreson døde.
1164   Kong Magnus Erlingson blev kronet. Biskop Brand kom til Island. Karlstormen Gregoriusmessedag.[22] Jordskælv på Grimsnæs, hvor 19 mennesker omkom. Jon Sigmundson døde. Jon Loftson kom til Island.
1165   Vor herre Jesu Kristi blod kom til Nidaros. Ærkebiskop Thomas var landflygtig. Filip, den franske kong Ludvigs søn, blev født. Kampen ved Dyrså. Ragnhildsagen.
1166   Erling Skakke blev udnævnt til jarl af den danske kong Valdemar Knudsøn. Olav Gudbrandson kom til magten. Mænd sås på himlen, og et barn blev skadet. Undervinter. Abbed Hrein blev viet. Kolbein Arnorson og Torgrim den Støjende døde.
1167   Kampen på Rydjøkel. Burislev blev taget til fange. Arne Tjostolfson faldt i kamp på isen. Præsten Frøystein blev viet. Kirken under Laufås brændte.
1168   Kampen på Stanger. Sigurd Agnhat faldt. Kampen ved Døf. Derfra flygtede Olav Gudbrandson til Danmark. Biskop Vilhelm den Gamle døde på Orkney. Sverre var på Orkney. Den engelske kong Henrik lod sin søn Henrik krone. Et kloster kom til Vær.[23] Kampen på Tunge mellem frænderne præsten Høskuld Tordson og Torhall Asgrimson.
Thomas Beckets død
1169   Olav Gudbrandson døde. Abbed Karl blev viet. Kår Kodranson og præsten Bødvar Torgrimson blev dræbt. Høskuld Hereson blev dræbt. Torgeir Halleson og Torhall Asgrimson døde.
1170   Sankt Sunnivas skrin kom til Bergen. Jarismar og venderne blev døbt. Den danske kong Valdemar den Gamle blev født. Præsten og lovsigemanden Snorre Hunbogeson og præsten Torgils Areson døde. Kampen i Saurbø.
1171   Ærkebiskop Sankt Thomas døde som martyr. Den danske hertug Sankt Knuds levninger blev skrinlagt. Den danske kong Knud Valdemarsøn blev kronet. Abbed Hrein døde. Kampen på Heden. Laugar-kampen i Floe. Præsten Pål Tordson druknede. Jon Loftson kom til Island. Styrkår blev lovsigemand.
1172   Bergen brændte. Brand i Saurbø. Et kloster kom til Flatø. Skredvinter.
1173   Den danske hertug Christoffer Valdemarsøn, præsten Bjørnhedin Sigurdson, præsten Bjarne Bergtorson og Ketil Torsteinson døde. Præsten Finn Hallson dræbte præsten Orm Sverreson.
1174   Torlak den Hellige blev udpeget til biskop. Birkebeinernes rejsning med Øystein. Sverre forlod Færøerne.
1175   Præsten Helge Skafteson blev dræbt. Tora Kongedatter døde. Reidar Sendemand kom til Island. Fljotfolkenes trætte. Præsten Høskuld Tordson og Snorre Kalvson døde.
1176   Den hellige ærkebiskop Thomas blev kanoniseret af pave Alexander. Biskop Kløng døde. Nikolaus Sigurdson faldt. Sverre kom til landet. Præsten Hedin Skæggeson, præsten Tore Torsteinson og præsten Øgmund Erlendson døde.
1177   Pave Alexander og kejser Frederik indgik forlig, og deres strid havde da varet i 16 år . . . Øystein Birkebeiner faldt i Re. Sverre kom til magten og kæmpede tre gange. Ærkebiskop Eskil i Lund gik i kloster.
1178   Biskop Torlak den Hellige blev viet af ærkebiskop Øystein. Pave Alexander holdt ting i Rom med deltagelse af en stor mængde biskopper og abbeder fra mange lande. Sverre kæmpede syv gange. Kristin Kongedatter døde. Biskop Absalon modtog palliet[24] og ærkebispeværdigheden i Danmark. Deildartungesagen begyndte. Asgrim den Rige og Hauk Sugandeson døde.
1179   Pave Alexander holdt ting i Lateranet. Allehelgensmessedag[25] blev den franske kong Filip kronet efter sin far kong Ludvigs bestemmelse. Jarl Erling faldt.
1180   Den græske kong Manuel og den franske kong Ludvig døde. Slaget på Ilevollene. Et fjeld faldt i Sogn. Gården på Gilsbakke brændte. Præsten Odd Gissurson og Arnor Kolbeinson døde.
1181   Slaget ved Nordnæs. Sverre kæmpede fire gange. Kol Isakson faldt. Sottevinter. Græsløs sommer. Abbed Karl blev viet. Kirkebrand på Helligfjeld. Abbed Bjørn, præsten Bjarne Bjarneson, lovsigemanden Styrkår Oddeson og Torbjørg Bjørnsdatter døde. Gissur blev lovsigemand.
1182   Pave Alexander døde . . . Den danske kong Valdemar Knudsøn døde. Ærkebiskop Øystein kom til Norge fra England. Jordskælv, 11 mennesker døde.
1183   Strid i England mellem den engelske kong Henriks sønner Henrik den Unge Konge og Rikard, og kong Henrik støttede Rikard. Kamp i Bergen. Biskop Åmund i Stavanger og Sturla Tordson døde. Eilifs skib forsvandt fra Kudafljotsosen. Præsten Brand Pålson druknede.
1184   Kong Magnus Erlingson faldt. Den engelske Henrik den Unge Konge døde. Miraklerne i Oslo. Mørke over sydlandet. Tume Kolbeinson døde. Klosteret på Flatø blev flyttet til Helligfjeld. Gårdene brændte på Mødrevold og på Bakke i Midfjord.
1185   . . . Jarl Erlings søn Finn faldt. Kuvlungernes rejsning. Præsten Pål Sølveson og Arne den Ældre Øgmundson døde. Einar Torgilsson blev dræbt. Einar Kådes skib gik tabt med 18 mand. En Grønlandsfarer forliste. Kirken på Svinefjeld styrtede sammen. Skred i Gededal.
1186   . . . Et kloster kom til Kirkebø. Præsten og munken Runolf, søn af biskop Ketil, og biskop Brands søn Torgeir og Torvard Asgrimson døde. 12 mennesker omkom ved stormen Mathiasmessedag.[26] Havtor Aronson blev dræbt. Da blev præsten Teit Haukson og Torvard den Rige udsat for svig. Grim Gunløgson druknede. Mange dødsfald om vinteren.
1187   . . . Kong Saladin erobrede Jerusalem og hele den østlige del af verden. Den franske kong Filip og den engelske kong Henrik kom i strid om det rige, som kong Filips far, kong Ludvig, havde givet sin datter Margrete i medgift, og som Henrik den Unge Konge, kong Henrik den Gamles søn, havde haft. Den franske kong Filip og den engelske kong Henrik indgik forlig, og de forpligtede sig begge til at drage på korsfærd til Jerusalem sammen med biskopper og mange andre høvdinge. Den franske kong Filips søn Ludvig blev født. Den grønlandske biskop Jon Knude, abbed Kåre, Torkel Geireson og Bødvar Tordson døde. Kvægdødsvinter. Striden på Vadlatinget. Helgestadsagen. Intet skib kom til Island fra Norge.
Kongerne Filip og Rikard
1188   Kejser Frederik forpligtede sig til korsfærd til Jerusalem. Forliget mellem den franske kong Filip og den engelske kong Henrik blev brudt. Jødedrab i England. Hertug Valdemar Valdemarsøn i Danmark blev slået til ridder anden juledag. Ærkebiskop Øystein og biskop Vilhelm på Orkney døde. Abbed Øgmund druknede. Grønlandsbiskoppen Jon blev viet. Jon Kuvlung faldt. Are den Stærke Torgilsson døde. Biskop Erik i Stavanger blev udpeget til ærkebiskop og opsøgte paven. Magnus Gissurson rejste fra Island til Ribe og tilbage igen.
1189   Den engelske kong Henrik døde. Hans søn Rikard tog magten i England og indgik da forlig med den franske kong Filip. Mange høvdinge begyndte at drage på korstog. Kejser Frederik rejste da ud fra sit rige med et umådeligt stort følge. Stangarfolen forliste. Kodran Hermundson døde. Biskop Erik kom til landet. Der var tre biskopper på Island. Abbedisse Halldora blev viet. Asmund Kastanrassi[27] kom fra Korsøerne i Grønland sammen med 12 andre på et skib, som på nær én var bygget med trænagler og bundet med sener. Han kom til Bredefjord på Island. Han havde også været i Finnsboder.
1190   Kejser Frederik døde. Hans søn Henrik regerede de følgende 7 år. Den franske kong Filip og den engelske kong Rikard indledte deres korstog. Biskop Helge i Oslo, jarl Erik Sigurdson og abbed Hall døde. Da sejlede Asmund Kastanrassi ud, men skibet forsvandt. Danskerne erobrede Vendland. Torstein Gydason døde.
1191   Pave Klemens døde. Celestin 3. blev pave. Han blev viet påskedag. Han kronede kejser Henrik anden påskedag. Den franske kong Filip og den engelske kong Rikard indtog borgen i Akko III idus Julii.[28] Kristne mænd havde da haft den omringet i næsten to år. Den franske kong Filip drog hjem til sit rige. Torleif Bredskæg blev dræbt. Munken Orm Jonson døde. Oversvømmelse. Grim Gissurson druknede.
1192   Den engelske kong Rikard drog hjem fra Jerusalem, men da blev han taget til fange af hertug Leopold af Østrig og ført til kejser Henrik, og dér blev han holdt i fangenskab i mere end 12 måneder, men han løskøbte sig for to hundrede tusind mark sølv og vendte derpå hjem til sit rige. Ærkebiskop Valdemar af Bremen flygtede fra Danmark. Jarl Ragnvald Kale blev helligkåret på Orkney. Sottevinter. Præsten Jon Ketilson døde.
1193   Solformørkelse X kal. Maii.[29] Den hellige biskop Torlak døde. Ærkebiskop Valdemar blev taget til fange. Kong Saladin døde i Damaskus. Præsten Hrune-Gunnar Bjørnson og Solveig Jonsdatter døde.
1194   Biskop Pål i Bergen døde. Slaget i Florvåg. Kong Sverre blev kronet. Pål Jonson blev udpeget til biskop. Svalbard blev opdaget. Kleppjarn Kløngson og Torvard Ormson døde.
1195   Den svenske kong Knut Erikson døde. Pål blev bispeviet til Skålholt af ærkebiskop Absalon af Lund og af ærkebiskop Erik af Nidaros.
1196   Abbed Einar døde. Markus på Rødesand blev dræbt. Ufreden begyndte i Vestfjordene. Kamp på Altinget. Halldor blev dræbt. Forinden blev Øgmund Torvardson såret. Rødsagen. Mandtabsvinter. Are Bjørnson og Jora Biskopsdatter døde. Præsten Torfinn blev dræbt. Baglerflokkens rejsning.
1197   Innocens 3. var pave de følgende 18 år og 7 måneder. Kejser Henrik døde. Hertug Otto af Sachsen og Filip af Schwaben, kejser Henriks bror, stredes om kejserdømmet. Abbed Gudmund døde. Ønundbranden. Jon Loftson, Hermund Kodranson, Ørnolf Jonson og Klove-Bård Ormson døde. Stort uår og tilisning.
1198   Den hellige biskop Torlaks levninger blev skrinlagt. Jarl Harald den Unge faldt. Baglerne brændte Bergen. Strid i Laufås. Præsten Sigmund Ormson og Kalv Snorreson døde.
1199   Den engelske kong Rikard faldt. Hans bror Johan tog magten i England. Torlaksmessen[30] blev lovfæstet. Den danske dronning Sofia døde. Biskop Peter blev frigivet. Slaget på Strindsøen mellem kong Sverre og baglerne. Den store oversvømmelse. Falk blev dræbt. Jon led skibbrud to gange.
Jarl Birger Brosas segl
1200   Den hellige Holarbiskop Jons levninger blev skrinlagt. Baglerne fældede jarl Filippus Birgerson i Oslo. Kong Sverre kæmpede syv gange på samme dag mod bønderne i Oslo. Kong Sverres søn Sigurd Lavard og Torleif den Bitre døde. Præsten Ingemund Torgeirsons lig blev fundet uforrådnet i ødemarken i Grønland.
1201   Ærkebiskop Absalon i Lund, biskop Brand og abbed Havlide døde. Gudmund blev udpeget til biskop. Hallvards skib forsvandt, og der var 30 mand ombord. 12 præster døde i Nordlændingefjerdingen dette år. Tord Snorreson, præsten Torgils Snorreson og præsten Hall Gunnarson døde. Hall blev lovsigemand.
1202   . . . Den hellige abbed Vilhelm i Æbelholt døde. Kong Sverre og den danske kong Knud Valdemarsøn døde. Hans bror Valdemar tog magten i Danmark, Håkon Sverreson i Norge. Ærkebiskop Erik kom tilbage til Norge. Baglernes kong Inge blev dræbt. Den danske kong Valdemar blev kronet. Jarl Birger Brosa i Sverige døde. Den grønlandske biskop Jon kom for anden gang til Island. Præsten Berse den Rige og præsten Narfe Snorreson døde. Magnus Gissurson rejste ud. Frostvinter.
1203   Gudmund blev bispeviet til Holar af ærkebiskop Erik i Nidaros. Biskop Gudmund kom til Island. Tre biskopper mødtes da i Østfjordene: Biskop Pål, biskop Gudmund og den grønlandske biskop Jon. Abbed Torkel, prior Arnor Eyjolfson og Tora Gudmundsdatter døde. Undersommer. For første gang blev der lavet vin af bær på Island. Magnus Gissurson kom fra Rom til Island.
1204   Kong Håkon Sverreson og kong Guttorm Sigurdson døde. Inge Bårdson tog kongemagten i Norge, og hans bror Håkon Galen blev jarl. Erling Stenvæg gjorde krav på kongedømmet, Filippus Simonson på jarledømmet. Biskop Omer i Ribe døde. Oluf blev udpeget til biskop. Præsten Orm Eyjolfson, præsten Berse Halldorson, præsten og munken Gudmund Lodmundson og kanniken Olav Torsteinson døde. Håkon, kong Håkons søn, blev født.
1205   Ærkebiskop Tore blev viet til Nidaros efter ærkebiskop Eriks råd. Den danske kong Valdemar blev gift med Margrete, som danskerne kaldte Dagmø.[31] Hun var datter af kongen af Bøhmen. Baglerne dræbte præsten Einar Kongsmåg. Præsten Mår Gudmundson blev dræbt. Odd Teitson døde. Asbjørn Pung-sagen.
1206   Orkneyjarlen Harald Maddadson og diakonen Gissur Hallson døde. Ærkebiskop Tore kom til landet. Ærkebiskop Valdemar blev frigivet. Abbed Eyjolf i Saurbø blev dræbt. Baglerne rettede et stort angreb mod birkebeinerne i Trondheim. Torgrim fra Ljånæs dræbte Jon Skade. Torgrim blev dræbt til gengæld. Jarl Håkon Galen angreb baglerne i Bergen. Håkon, søn af kong Håkon Sverreson, kom til kong Inge i Trondheim. Heklas tredje udbrud.
1207   Biskop Njal i Stavanger og kong Erling Stenvæg døde. Vikværingernes kong Filippus kom til magten. Birkebeinerne opgav borgen i Bergen til baglerne. Da kom Håkon Kongesøn i baglernes vold. Kong Filippus overgav ham siden til ærkebiskop Tore. Derfra kom han til jarl Håkon og var siden hos ham. Munken Torvard Torgeirson døde. Herdis Ketilsdatter druknede. Abbed Torarin blev viet til Tingøre.
1208   Filip af Schwaben blev dræbt. Dermed blev kejser Otto enehersker. Birkebeinerne og baglerne indgik forlig i Norge. Slaget ved Lena mellen de svenske konger Sverker Karlson og Erik Knutson. England blev lyst i band. Kampen på Videnæs. Dér faldt Kolbein Tumeson. Snorre Grimson blev dræbt. Hauk Teitson døde.
1209   Den grønlandske biskop Jon døde. Ærkebiskop Valdemar blev fjernet fra Bremen. Valdemar den Unge, den danske kong Valdemar den Gamles søn, blev født. Vikværingernes kong Filippus blev gift med kong Sverres datter Kristin. Dronning Margrete Eriksdatter, som havde været gift med kong Sverre, døde. Kamp på Holar. Biskop Gudmund kom til Reykjaholt. En hård sommer til sejlads. Da forliste Hørvagarpen og Tjøttakæften, mens to andre skibe, som tilhørte Jon den Mægtige og Ketil den Stammende, drev til Grønland. I Norge forberedtes en hærfærd til Sydøerne.
Johan uden Land
1210   Den engelske kong Johan erobrede Irland. Abbedisse Halldora og munken Gudmund Gris Åmundeson døde. Klosteret på Nidarholm brændte. Den svenske kong Erik Knutson blev gift med Rikissa Valdemarsdatter, den danske kong Valdemar den Gamles søster. Kole blev bispeviet til Sydøerne. Da havde man ikke haft nogen biskop dér i 40 år efter biskop Nemar. Hærgen på Sydøerne. Den Hellige Ø blev plyndret. Steinbjørns skib forliste. Diakonen Kløng Torvaldson døde. Biskop Gudmund var i Steingrimsfjord. Styrme blev lovsigemand.
1211   Den svenske kong Sverker Karlson faldt ved Gestilren. Høvdingene i det islandske sydland blev indkaldt til møde med ærkebiskoppen. Biskop Gudmund vendte hjem til sit bispesæde. God vinter. Våd sommer. Jon Sigmundson og Sørle Teitson rejste ud. Jordskælv i sydlandet, 14 mennesker omkom. Der kom ild op af havet. Sørle Kolson opdagede Ildø. Biskop Pål døde. Peter Støber og Reidar Sendemand drog til Jerusalem.
1212   Biskop Svend på Færøerne, abbed Eyjolf, abbed Orm, Gudmund Dyre, Jon Sigmundson og Sørle Teitson og den danske dronning Margrete Dagmø døde. Frederik var i strid med kejser Otto om kejserdømmet. Hall Kleppjarnson blev dræbt. Biskop Helge kom til Grønland. Teit Berseson blev udpeget til biskop. Arnor Tumeson og præsten Berg Gunnsteinson rejste ud. Ketil den Stammende kom til landet fra Grønland.
1213   Ærkebiskop Erik døde. Den engelske kong Johan og ærkebiskop Stefan af Canterbury indgik forlig. Den franske kong Filip hærgede i Flandern. Kong Sverres datter Kristin og Peter Støber og hans kone Ingeborg, kong Magnus Erlingsons datter, og abbed Karl og Eyjolf Torgeirson døde. Ravn Sveinbjørnson blev dræbt. Olav Skirfils skib forliste. Magnus Gissurson blev udpeget til at bestyre Skålholt. Kong Inge kæmpede mod indtrønderne på Raunatinget. Teit Biskopsemne og Torvald Gissurson rejste ud.
1214   Patriarken Girard blev dræbt. Ærkebiskop Tore, Ribebispen Oluf, jarl Håkon Galen og jarl David på Orkney døde. Den danske kong Valdemar blev gift med Berengaria, kongen af Portugals datter. Biskop Gudmund rejste ud. Drosten Pål blev dræbt. Teit Biskopsemne, Reidar Sendemand og Jon fra Austråt døde. Indtrønderne og kong Inge indgik forlig på Vågsbrotinget. Torvald Gissurson og Arnor Tumeson kom til Island.
1215   Ting i Lateranet. Den skotske kong Vilhelm den Hellige, biskop Peter på Sjælland, ærkediakon Andreas på Hjaltland og Ketil Biskopssøn døde. Kejser Otto agtede at erobre Danmark. Valdemar den Unge blev taget til konge i Danmark. Ærkebiskop Gunnar blev viet. Magnus blev udpeget til biskop. Sæmund Jonson og Torvald Gissurson fastsatte priserne på østmændenes[32] handelsvarer. Snorre blev lovsigemand.
1216   . . . Den svenske kong Erik Knutson og den engelske kong Johan Henrikson døde. Johan Sverkerson regerede de følgende 6 år i Sverige. Henrik Johanson regerede de følgende 54 år i England. Ærkebiskop Guttorm kom til landet. Biskop Magnus og den færøske biskop Sverker blev viet. Erik, den danske kong Valdemars søn, blev født, og kong Valdemar udnævnte ham til hertug og sin anden søn Niels til greve. Den franske kong Ludvig var på hærfærd i England. Abbed Torfinn døde. Ravn Åmundeson blev dræbt. Pål Sæmundson druknede. Slaget på Mel.
1217   Kong Inge og vikværingernes kong Filippus døde. Kong Håkon og jarl Skule kom til magten. De mange korstog begyndte. Sigurd Kongefrænde og Nikolaus Søsnegl døde. Foldungerne dræbte Ragnvald Halkelson. Håvard blev bispeviet til Bergen. Abbed Ketil blev viet. Priorinden Gudrun den Yngre, Nikolaus Eyjolfson og Torarin Tordson døde. Bestemmelser om slægtskab og uformåenhed blev indført i loven. På Øre beslaglagde Sæmund Jonson gods til en værdi af 3 hundrede hundreder fra østmændene.
1218   Kejser Otto døde. Kejser Frederik regerede derefter i Tyskland, men forinden havde han regeret i Italien. Valdemar den Unge, den danske kong Valdemar den Gamles søn, blev kronet i Slesvig. Orm Jonson blev dræbt. To østmænd blev dræbt. Man greb til våben i Øre. Inga, kong Håkons mor, gennemførte jernbyrd. Biskop Gudmund kom til Island, men blev fjernet fra sin bispestol og var i Ås om vinteren. Snorre Sturlason rejste ud. Arne Øgmundson den Yngre og præsten Eyjolf Jonson døde. Kampen på Gunnarsbø mellem Bene og herr Andres og Arnbjørn Jonson.
1219   Gunløg Munk døde. Biskop Gudmund blev fjernet fra Arnors varetægt, og han var på Flatø om vinteren. Den danske kong Valdemar hærgede i Estland. Biskop Magnus tog om foråret nordpå til Holar. Kløng Kleppjarnson druknede. Gissur Torsteinson og præsten Jon Halldorson og Grim Jonson døde. Bjørn Arneson blev dræbt. Bybrand i Trondheim. Intet skib kom til Island fra Norge. Teit blev lovsigemand.
Kejser Frederik 2.
1220   . . . Kejser Frederik blev kronet af pave Honorius. Biskop Gudmund kom til Bjørn Torvaldsens og Kolskæg den Riges gård i Dal. Den danske dronning Berengaria, abbed Ketil og præsten Tord Bødvarson døde. Jarl Skule forberedte en hærfærd til Island. Kong Håkon gjorde Snorre Sturlason til lendermand, og derpå drog Snorre til Island.
1221   . . . Biskop Ivar af Hamar døde. Biskop Hallvard blev viet. Abbed Hall blev viet. Kampen på Bredebolstad. Loft Biskopssøn og Harald Sæmundson og Arnor Tumeson rejste ud. Torstein Erikson, Arnor Tumeson og Gudny Bødvarsdatter døde. Biskop Gudmund var i Vestfjordene og på Holar. Ljosevandsfolkene blev dræbt. Ribbungernes kong Sigurd Erlingson kom til magten. Han lod Guttorm Gunneson dræbe. Jarl Skule dræbte nærved hundrede af Sigurds mænd. Vegard Veradal blev dræbt. Gregorius Kige døde.
1222   Kometen var synlig. Biskop Adam blev brændt inde på Katanæs. Skottekongen lod hænder eller fødder hugge af 80 mænd, som havde deltaget i mordbranden, hvilket mange af dem døde af. Biskop Bjarne på Orkney og den svenske kong Johan Sverkerson døde. Erik Erikson regerede derefter i 27 år. Solen blev rød. Tume Sighvatson blev dræbt. Kampen på Grimsø. Biskop Gudmund blev taget til fange og rejste ud. De islandske høvdinge blev indkaldt til møde med ærkebiskop Guttorm. Ribbungernes kong Sigurd dræbte 80 mand i Oslo på Hallvardsmessedag.[33] Andres Skjoldbånd og Ivar af Utvik hærgede i Bjarmeland. Bene blev dræbt. Sæmund Jonson og Jon Ørnolfson og Børk Grimson og Torodd Vigfusson døde. Hafr blev dræbt. Heklas fjerde udbrud. Snorre blev lovsigemand igen.
1223   Kong Olav Gudrødson af Sydøerne lod sin brorsøn Gudrød, søn af Man-kongen Ragnvald, blinde. Ribbungernes kong Sigurd kom i jarl Skules vold. Kong Håkon og jarl Skule delte magten i Norge mellem sig. Den danske kong Valdemar den Gamle og Valdemar den Unge blev bortført af grev Henrik. Biskop Gudmund var i Bergen. Præsterne Jon Arntorson og Arnor Bjørnson rejste til Norge med biskop Magnus’ brev. Loft Biskopssøn og Harald Sæmundson kom til Island. Audbjørns skib gik tabt med 63 mand. Han var ikke selv ombord. Godfrey blev biskop af Orkney. Præsten Magnus Pålson, diakonen Teit Oddson, Kolskæg den Rige Erikson, Sørle Østmand, Helga Torvardsdatter og Hallfrid Torgilsdatter døde. Bybrand i Oslo.
1224   Ærkebiskop Guttorm, biskop Håvard i Bergen, biskop Henrik i Stavanger og den franske kong Filip døde. Den franske kong Ludvig regerede de følgende 3 år. Abbed Jon, abbed Torstein, magister Bjarne, præsten Jon Arntorson, præsten Steintor Bjarneson og nonnerne Halldora og Turid, Gissur Hallsons døtre, døde. Ribbungernes kong Sigurd slap fri fra jarl Skule og vandt Hedmark. Dagfinn Sysselmand indebrændte ribbungerne. Biskop Gudmund var i Trondheim. Præsten Arnor kom til Island med korsbrødrenes brev.
1225   Biskop Nikolaus i Oslo døde. Kong Håkon brændte Värmland. Kong Håkon blev gift med dronning Margrete, jarl Skules datter. Ærkebiskop Peter blev viet. Den danske kong Valdemar den Gamle og hans søn Valdemar den Unge blev løskøbt for 8 læster sølv og vendte hjem til landet. Biskop Gudmund var i Trondheim. Øystein Rådmand og præsten Brand Dalkson døde.
1226   Simon blev viet til biskop af Sydøerne og Arne til biskop af Bergen og Askel til biskop af Stavanger og Orm til biskop af Oslo. Ærkebiskop Peter døde . . . Den franske kong Ludvig og ribbungernes kong Sigurd døde. Junker Knut Håkonson blev leder af ribbungerne og kom til magten i Norge. Biskop Gudmund og munken Skriver-Bjørn kom til Island med ærkebiskop Peters brev. Biskop Magnus fik frataget sit embede og kaldt til ærkebiskop Peter i Norge sammen med Torvald Gissurson, Sighvat Sturlason og Sturla Sighvatson. Harald, søn af jarl Jon på Orkney, druknede. Der kom ild op af havet ud for Reykjanæs. Mørke midt på dagen. Diakonen Snorre Magnusson døde. Abbed Halkel blev viet. Godolf på Blakkestad blev dræbt. Sommeren var meget våd. Mandtab på Bredefjorden. Biskop Gudmund tog hjem til Holar og var dér om vinteren. Et kloster kom til Vidø.
1227   . . . Ærkebiskop Tore blev viet. Sandvinter. Biskop Magnus tog ingen steder. Biskop Gudmund var hos Tord Sturlason i Hvam. Kong Håkon og junker Knut Håkonson indgik forlig. Sturla Sighvatson overfaldt Tord Sturlason i Hvam. Trøndere sejlede fra Trondheim omkring Jakobsmesse,[34] og 18 af dem kom i land på Vestmannaøerne Cæciliemessedag,[35] men måtte opgive skibet. Seks mand omkom i havet. Jon Pettersons skib forliste. Stor dødelighed. Hjalm Asbjørnson og Isleif Hallson døde.
1228   Ærkebiskop Tore kom til landet. Kejser Frederik blev lyst i band, men skabte fred i Jerusalem. Torvald Snorreson blev brændt inde. Torstein Tyk kom til Island med ærkebiskop Tores brev til mange af høvdingene. Biskop Gudmund var hjemme på Holar. Biskop Magnus og Sighvat Sturlason og Sturla Sighvatson blev stævnet til Norge. Jarl Skule tog til Danmark og vendte hjem sydfra med store gaver fra kong Valdemar, men mistede Gregorius Jonson blandt sine folk. Snorre Sturlason stævnede folk til Saudafell. Kanniken Eyjolf Torsteinson, præsten Hall Gunsteinson og præsten Dalk Berseson døde.
Kong Valdemar den Unge
1229   Ærkebiskop Øystein blev helligkåret. Jerusalems genoprejsning. Den hellige biskop Torlak blev skrinlagt for anden gang. Biskop Magnus og Gissur Torvaldson og Jon Snorreson rejste ud. Præsten Jon Krog blev dræbt. Kamp i Olustra mellem den svenske kong Erik og folkungerne. Ufred på Sydøerne. Kong Ragnvald faldt. Torvaldsønnerne overfaldt Saudafell. Ravnsønnerne og Torvaldsønnerne blev dømt. Biskop Gudmund var hjemme på Holar. Abbed Arne blev viet. Abbed Ketil, Jon Torsteinson og smeden Åmunde Arneson døde. Stridigheder på Altinget.
1230   Ærkebiskop Tore, den grønlandske biskop Helge og den græske konge døde. Kong Håkon gav Uspag den Sydøske kongemagten over Sydøerne og navnet Håkon. Han drog derefter på hærfærd til Sydøerne, men døde det samme efterår. Biskop Magnus tog fra Bergen til Trondheim. Sigurd Tafse blev udpeget til ærkebiskop. Kong Håkon og jarl Skule indbød de islandske høvdinge, og korsbrødrene i Nidaros indbød biskop Gudmund. Han var da hjemme på Holar. Den svenske kong Erik flygtede til Danmark fra folkungerne. Andres Skjoldbånd forsvandt fra en dromund[36] i Det Græske Hav. Abbed Hall døde. Sturla Sighvatson og vatnsfjordingerne indgik forlig. Der blev bødet 10 hundreder for drabene.
1231    . . Den danske kong Valdemar den Unge døde. Hans bror Erik den Hellige tog kongenavn i Danmark og blev da kronet. Jarl Jon på Orkney blev dræbt. Biskop Hallvard i Hamar døde. Ærkebiskop Sigurd blev viet. Biskop Gudmund var i Øksefjord. Jon Snorreson blev dræbt. Ravnsønnerne Einar og Grim druknede. Præsten Einar Steinson døde. Fåresyge.[37] Ingemund Jonson, præsten Vigfus Glumson og Hallbera Snorredatter døde. Snorre Sturlason og Kolbein Unge Arnorson indgik forlig. Biskop Magnus var i Trondheim.
1232   Torvaldsønnerne Snorre og Tord blev dræbt. Ærkebiskop Sigurd kom til landet. Biskop Magnus kom til Island med ærkebiskoppens brev. Kirkegården på Holar blev besudlet, og der blev ikke holdt gudstjeneste. Biskop Gudmund blev afsat fra sit embede. Gissur Torvaldson og Brand Jonson kom til Island. Torvald Gissurson og Sighvat Sturlason og Sturla Sighvatson blev budt til Norge. Et stormandsskib fra Orkney gik tabt. Fire skibe forliste syd for landet. Pål blev viet til biskop af Hamar og Skriver-Bjørn til abbed på Nidarholm og Arnor til abbed i Vær. Gunnar Grynryg og præsten Sigmund Jonson og præsten Bergtor Jonson døde. Styrme blev lovsigemand igen.
1233   Biskop Gudmund var i Høfde. Sighvat Sturlason og Sturla Sighvatson indgik forlig med biskop Gudmund. Sturla Sighvatson rejste ud. Håkarleefteråret. Kong Håkon og jarl Skule indgik forlig. Drabene på vatnsfjordingerne blev forliget. Præsten Torlak Magnusson og præsten Bjørn Steinmodson døde. Vigfus Kalvson og Valgard Styrmeson blev dræbt. Herdis Bersedatter døde. Biskop Magnus og Snorre Sturlason indgik forlig. Urøkja Snorreson flyttede til Vatnsfjord. Havet var iset til hele sommeren.
1234   Ærkebiskop Olof i Sverige og kong Knut Lange og biskop Nikolaus i Hedeby døde. Det hellige kors kom til Nidaros dagen før den første Olavsmessedag.[38] Odd Åleson og Kalv Guttormson og Guttorm Kalvson og Torarin Steingrimson blev dræbt. Biskop Pål i Hamar opsøgte paven. Sturla Sighvatson og Kolbein Unge Arnorson indgik forlig. Ran på Lerbakke. Skjolde blev stjålet fra kirken på Saudafjeld. Springflod og skibsforlis. Domkirken i Lund brændte. Den grønlandske biskop Nikolaus blev viet.
1235    . . Præsten og kanniken Torvald Gissurson, Inga, kong Håkons mor, præsten Flose Bjarneson, Sigurd Ormson og Diger-Helge Torsteinson døde. Snorre Magnusson og Gudmund Asbjørnson blev dræbt. Biskop Gudmund var hjemme på Holar. Sturla Sighvatson kom fra Rom til Island med sin far Sighvat Sturlasons syndsforladelse. Kolbein Unge Arnorson rejste ud.
1236   Ærkebiskop Valdemar af Bremen døde som munk i Loccum. Sighvat Sturlason og Sturla Sighvatson gik imod Snorre Sturlason. Urøkjas folk dræbte syv mænd i Kopavig. Urøkja blev lemlæstet og forlod landet. Kolbein Unge kom fra Rom til Island. Biskopperne sendte præsten Magnus Gudmundson og præsten Kygri-Bjørn Hjalteson udenlands. Njal Sigmundson døde. Teit blev lovsigemand igen.
1237   Biskop Gudmund og diakonen Tord Sturlason døde. Kamp i Bø. Torlaksmessen[39] blev lovfæstet. Biskop Magnus, biskop Sverker på Færøerne, abbeden Runolf Sighvatson, Dagfinn Sysselmand og Øgmund Sneis Torvardson døde. Kong Håkon forpligtede sig til korsfærd. Snorre Sturlason, Tord Sighvatson, Torleif Tordson, Olav Tordson og Torarin Jonson rejste ud. Kong Håkon og jarl Skule og ærkebiskop Sigurd indkaldte godordsmændene til møde.
Kong Valdemar den Gamle
1238    . . Kong Håkon gav jarl Skule hertugnavn. Præsten og prioren Legg og præsten Kygri-Bjørn døde. Munken Hildebjørn kom til Island med ærkebiskoppens brev. Gissur Torvaldson blev taget til fange af Sturla Sighvatson ved Apavatn. Slaget på Ørlygstad. Sighvat Sturlason og Sturla Sighvatson faldt. Sigvard og Botolf blev viet til biskopper af Island. Brand Jonson fik fuldmagt over bispedømmet i Skålholt. Der kom ild op ud for Reykjanæs.
1239   Biskop Nikolaus tog til Grønland. Biskop Sigvard og biskop Botolf, Snorre Sturlason, Urøkja Snorreson og Torleif Tordson kom til Island. Jarl Magnus på Orkney, Torarin Jonson og Sokke Helgeson døde. Den danske kong Erik Valdemarsøn blev gift med Jutta. Præsten Magnus Gudmundson kom til Island. Hertug Skule lod sig give kongenavn. Kong Håkon lod Knut Håkonson give jarlsnavn. Ufreden begyndte i Norge.
1240   Kometen var synlig. Kampen ved Låke mellem hertug Skule og jarl Knut. Kong Håkon lod sin søn Håkon give kongenavn. Arnbjørn Jonson døde. Kamp i Oslo mellem kong Håkon og hertug Skule. Hertug Skule faldt. Diakonen Einar Torvaldson døde. Solen blev rød. Præsten Magnus Gudmundson druknede. De kom ild op ud for Reykjanæs. Byldesot. Store jordskælv i sydlandet.
1241   Pave Gregorius 9. døde. Da var der ingen pave de følgende to år. Den danske kong Valdemar den Gamle døde. Hans søn Erik tog magten i Danmark. Mandefald på Audunsted. Orm Jonson fra Svinefjeld døde. Illuge Torvaldson og Snorre Sturlason og Kløng Bjørnson blev dræbt. Tatarerne kæmpede i Ungarn.
1242   Kamp i Skålholt. Mødet ved broen. Gissur Torvaldson og Urøkja Snorreson rejste ud. Tord Sighvatson kom til Island. Todagesfærden. Plyndring på Alftaåtunge. Ærkebiskoppen af Køln kæmpede mod kejserens styrke og blev taget til fange. Den grønlandske biskop Nikolaus døde.
1243    . . Pave Innocens kæmpede mod kejser Frederik. Kejseren måtte flygte og mistede 3 tusind mand. Diakonen Vilhelms hellighed åbenbarede sig i Bergen. Biskop Gilbert i Skotland og biskop Bergsvein på Færøerne døde. Biskop Botolf rejste ud. Torarin Bjørn og Jon Oddeson og Simon Knude og Tord Bjørnson, Mård Erikson i Vatnsdal og Helge Læge blev dræbt. Hjalmsønnerne og Blasiussønnerne blev dræbt.
1244   Biskop Orm i Oslo, abbed Skriver-Bjørn på Nidarholm, abbed Halkel og præsten Skule Torsteinson døde. Tume Sighvatson blev dræbt. Gissur Torvaldson kom til Island. Slaget i Floe mellem Tord Sighvatson og Kolbein Unge Arnorson.
1245   Piror Styrme den Vise, Urøkja Snorreson, Kolbein Unge Arnorson, Pål Vågansværd og Simon Ko døde. Ærkebiskoppen bandlyste nordlændingene. Der var udbrud i Solheimsjøklen.
1246   Biskop Botolf, biskop Godfrey på Orkney og herr Gregorius Andresson, kongens svigersøn, døde. Slaget på Haugsnæs. Kolbein Koldelys døde. Gissur Torvaldson og Tord Sighvatson rejste ud. Olav blev viet til biskop af Grønland og Peter til biskop af Færøerne. Tatarkongen Cham blev døbt.
1247   Kardinal Vilhelm kom til Norge. Kong Håkon blev kronet. Biskop Henrik blev viet, og han og Tord Sighvatson kom til Island. Gissur Torvaldson opsøgte paven. Biskop Olav tog til Grønland. Brand blev viet til abbed i Vær og Arnor til abbed på Vidø. Præsten Runolf Skuleson og diakonen Odd Sveinbjørnson døde.
1248   Kardinal Vilhelm og biskop Torkel i Oslo døde. Bybrand i Bergen. Håkon blev viet til biskop af Oslo og Hervi til biskop af Orkney. Biskop Hervi og jarl Ulf Fase i Sverige døde. Herr Birger Magnusson overtog jarledømmet i Sverige. Herr Holmger Knutson blev dræbt. Kong Harald af Sydøerne druknede. Jon fik kongemagten på Sydøerne. Hjalte Biskopssøn døde. Skibsforlis ved Krysavig. Olav blev lovsigemand.
Kong Erik Plovpennings død
1249   Sultanen af Babylon og den skotske kong Alexander og biskop Simon på Sydøerne og abbed Arnor på Vidø og abbed Lambkår døde. Den franske kong Ludvig erobrede Damietta. Jordskred ved Götaelven. Kong Håkon og den svenske kong Erik indgik forlig. Dubhgall tog kongemagten på Sydøerne. Biskop Henrik og Orm Bjørnson og Sæmundsønnerne Filippus og Harald rejste ud.
1250   Den danske kong Erik den Hellige Valdemarsøn blev dræbt. Hans bror Abel tog magten i Danmark. Den franske kong Ludvig blev taget til fange og måtte som løsesum afstå Damietta. Sultan den Unge blev dræbt. Jarl Robert, den franske kong Ludvigs bror, faldt. Den svenske kong Erik Erikson døde. Valdemar Birgerson tog kongemagten i Sverige. Biskop Sigvard og Tord Sighvatson rejste ud. Gudmund Hjalteson blev dræbt. Orm Bjørnson og Arne Magnusson døde.
1251   Biskop Pål i Hamar døde. Kejser Frederik døde. Hans søn Konrad regerede de følgende 3 år. Tre junkere blev dræbt i Sverige. Sæmundsønnerne Filippus og Harald druknede. Klosteret på Tautra brændte. Sturla blev lovsigemand.
1252   Ærkebiskop Sigurd og abbed Arne i Tværå døde. Den danske kong Abel blev dræbt. Hans bror Christoffer tog kongemagten i Danmark. Ormsønnerne Sæmund og Gudmund blev dræbt. Biskop Henrik og Gissur Torvaldson og Finnbjørn Helgeson og Torgils Skarde Bødvarson kom til Island. Sørle blev udpeget til ærkebiskop. Olav blev lovsigemand igen.
1253   Ærkebiskop Sørle blev viet, og Peter blev viet til biskop af Hamar. Ærkebiskop Ubbe i Sverige og abbed Torarin i Tingøre og præsten Orm Kodranson døde. Den danske kong Christoffer blev kronet i Lund. Kong Håkon og den danske kong Christoffer indgik forlig. Øystein Hvides skib forliste. Branden på Flugumyre. Teit blev lovsigemand.
1254   . . . Pave Innocens, pave Sylvester, ærkebiskop Sørle og biskop Askel i Stavanger døde. Kong Konrad Frederikson døde, og hans bror prins Manfred regerede de følgende 12 år. Sigurd Kongesøn, fru Kristin og Jon Sturlason døde. Kolbein Dufgusson og Rane Kodranson blev dræbt. Eyjolf blev viet til abbed i Tingøre. Biskop Sigvard kom til Island. Gissur Torvaldson rejste ud. Biskop Henrik blev taget til fange og løsladt. Den franske kong Ludvig kom hjem fra Jerusalem. Bybrand i Oslo. Gårdene på Rødsvoll i Orkdal sank i jorden.
1255   Alexander 4. var pave de følgende 6 år. Kamp i Geldingaholt. Dér faldt Odd Torarinson. Kamp på Tværå. Dér faldt Eyjolf Torsteinson. Biskop Einar kom til landet. Diakonen Gissur Biskopssøn, diakonen Guttorm Tordson og Finnbjørn Helgeson døde.
1256   Biskop Arne i Bergen og jarl Gilbert på Orkney døde. Kong Håkon lod Halland brænde. Tord Sighvatson og Asgrim Bergtorson døde. Biskop Henrik rejste ud. Runolf blev viet til abbed på Vidø.
1257   Kong Håkon den Unge døde. Kong Håkon den Gamle lod sin søn Magnus give kongenavn. Kong Håkon og den danske kong Christoffer indgik for anden gang forlig. Kong Håkons datter Kristin blev sendt til Spanien. Torleif Tordson og præsten Gudmund Olavson døde.
Dronning Margrete Sambiria
og sønnen kong Erik Klipping
     
1258   Torgils Skarde Bødvarson og lovsigemanden Teit Einarson blev dræbt. Gisle Markusson på Rødesand døde. Bybrand i Tønsberg. Kong Håkon gav Gissur Torvaldson jarlsnavn og sendte ham til Island. Mandefald i Midfjord. Kirken under Laufås brændte. Olav blev viet til abbed på Helligfjeld. Sindres skib forliste. Eyjolf den Riges skibsmandskab blev dræbt i Finnmarken. To overlevende kvinder kom tilbage til Norge 16 år senere.
1259   Den danske kong Christoffer døde. Hans søn Erik tog magten i Danmark. Ærkediakonen Herr Folke fra Uppsala, som siden blev ærkebiskop dér, sagde til Sturla Tordson, at nogle prædikebrødre havde fortalt, at de dette år i Brügge i Flandern så en mand, som var kommet langvejs fra, og som fortalte, at han i gamle dage havde tjent kejser Karl den Store, og han sagde, at hans datter havde ejet kirken i Brügge, da han forlod Frankrig. Han henviste til penge, der var skjult i murene, og dem fandt man. Og herr Folke mente at have hørt, at han kort tid derefter var død i Køln. Guds riddere blev forrådt i Semgallen. Et skred gik i Budardalen, syv mennesker omkom. Præsten Teit Torvaldson og subdiakonen Olav Tordson døde. Jarl Gissur plyndrede på Rangåvellir. Præsten Ketil blev lovsigemand.
1260   Biskop Henrik og biskop Peter i Hamar døde. En biskop blev dræbt i Jylland. En tatarhær blev nedkæmpet i Jerusalem. Herr Jarmer døde.
1261   Pave Alexander døde. I en tid var der ingen pave. Derefter var Urban 4. pave de følgende 3 år. Junker Sverre Magnus, kong Håkon den Unges søn, og jarl Knut Håkonson døde. Grev Johan blev taget til fange af hertug Albrecht af Braunschweig. Holstein blev brændt. Slaget på Lohede mellem den danske kong Erik og hertugen syd for åen. Han fik støtte af holstenerne. Dér blev den danske konge og hans mor dronning Margrete taget til fange. Kong Magnus blev kronet og gift med Ingeborg, datter af den danske kong Erik den Hellige Valdemarsøn. Hertug Birger i Sverige blev gift med dronning Mechthilde af Danmark. Kanniken Loft Biskopssøn døde. Island var omgivet af havis.
1262   I Nordlændingefjerdingen og i Sydlændingefjerdingen uden for Tjorså og i Vestfjordsfjerdingen på Island svor land og folk sig under de norske konger Håkon og Magnus og forpligtede sig til at være evigt skatskyldige. Abbed Brand og Sighvat Bødvarson rejste ud. Kong Håkons datter Kristin døde i Spanien. Den grønlandske biskop Olav kom til Island. Der var udbrud i Solheimsjøklen. Det blev så mørkt, at solen ikke var synlig.
1263   Brand blev viet til biskop af Holar og Gilbert til biskop af Hamar. Biskop Brand kom til Island. Der var tre biskopper på Island. Dette samme år samtykkede Oddefolkene østen for Tjorså i Sydlændingefjerdingen i at betale skat til den norske konge. Og omkring allehelgensmesse[40] den vinter svor Torvard Torarinson sin farbror biskop Brand, at han ville opsøge kongen om sommeren, og det gjorde han. Den walisiske kong Llywelyn besejrede englænderne. Albrecht af Braunschweig blev pågrebet i Thüringen og fængslet. Ærkebiskop Einar døde. Kong Håkon drog på hærfærd til Skotland med så stor en styrke, at man ikke kender til, at en hær af samme størrelse nogensinde har forladt Norge. Han blev fulgt af biskop Torgils af Stavanger og biskop Gilbert af Hamar. Solformørkelse nonis Augusti.[41] Kong Håkon døde på Orkney. Sturla Tordson rejste ud. Torleif blev lovsigemand . . .
Kong Henrik 3.
1264   Kong Håkons lig blev ført fra Orkney til Norge. Pave Urban døde. Der var ingen pave de følgende fire en halv måned. Kometen var synlig i Paris. På denne tid var der strid mellem den engelske kong Henrik og hans jarler. Og i denne strid blev kong Henrik besejret af jarl Simon de Montford og andre landshøvdinge. Da blev kong Henriks søn sir Edvard taget til fange sammen med sin farbror kong Rikard af Alemanien. Han var blevet kåret til kejser af nogle tyske høvdinge. Den danske kong Erik, kong Christoffers søn, kom hjem fra sit fangenskab i Brandenburg, da han blev løsladt af markgreven. Biskop Brand og Bødvar i Bø døde. På Altinget denne sommer svor Orm Ormson på vegne af folkene på Side at betale skat til den norske konge, og dermed havde alle stormændene på Island givet samtykke til at svare skat til kongen af Norge. Torvard Torarinson rejste ud. Tord Andresson blev dræbt. Runolf blev viet til abbed i Vær. Den grønlandske biskop Olav rejste ud.
1265   Pave Klemens 4. blev viet og sad de følgende 3 år. Jarlerne og baronerne i England blev lyst i band. Sir Edvard slap ud af sine fjenders vold og kæmpede mod jarl Simon de Montfort, som var gift med hans fars søster, og de andre jarler, der støttede ham, og kong Henrik blev tvunget til at kæmpe på Simons side imod sin søn Edvard. Dér faldt Simon og hans to sønner og 18 tusind mand. Magisteren og matematikeren Johannes de Sacrobosco døde i Paris. Pave Klemens 4. overlod valget af en ærkebiskop ved Nidaroskirken til fire klostermænd: Abbeden på Lyse, abbeden på Holmen, prioren hos prædikebrødrene i Nidaros og forstanderen ved barfodsbrødrenes orden. Og de valgte biskop Håkon i Oslo. Halfdan Sæmundson døde. Torvard Torarinson kom til Island.
1266   Karl, den franske kong Ludvigs bror, blev af paven viet til konge af Sicilien på julens trettende dag. Han besejrede prins Manfred i februar måned. Med prinsen faldt 3 tusind 7 hundrede mand, mens kong Karl mistede 50 mand. Kong Karl erobrede siden Apulien på 20 dage. Den norske kong Magnus og den skotske kong Alexander indgik forlig på de vilkår, at Alexander Skottekonge skulle råde og regere over Man og alle Sydøerne, men fra dette år betale den norske konge 100 mark brændt sølv hver tolvte måned og desuden 4 tusind mark brændt sølv de følgende 4 år efter indgåelsen af forliget. Den skulle være forbandet, som brød forliget. Laurentiusmesseaften[42] lyste kong Magnus på tinget på Kristkirkegården i Bergen forligsvilkårene mellem ham og den skotske konge. Kong Magnus grundlagde Allehelgenshospitalet i Vågsbotn i Bergen og lod hospitalets kirke, som hans far kong Håkon havde ladet rejse af sten dér, vie og fuldføre. Kong Magnus lod også Katarinakirken opføre ikke langt derfra og udvidede også den til et hospital for syge. Hertug Birger i Sverige, kong Magnus Olavson på Man og Sighvat Bødvarson døde. Det år forliste en Grønlandsfarer ved Hitarnæs, 41 mand omkom. Sigurd blev lovsigemand.
1267   Sira Jon, korsbroder i Nidaros, kom på julens tolvte dag til biskop Håkon med palliet fra kurien[43]. Kong Magnus kom palmesøndag til Nidaros, og ved Herrens nadver på højtidsdagen for Tiburtius og Valerian[44] lagde biskop Peter af Bergen og biskop Torgils af Stavanger palliet på biskop Håkon. Til stede var kong Magnus og dronning Ingeborg og den grønlandske biskop Olav og den færøske biskop Gaute. Dette gjorde biskop Peter og biskop Torgils efter pave Klemens’ bestemmelse. Søndagen efter påskeugen, VII kal. Maii,[45] blev Maria Magdalenes hellige levninger skrinlagt, og da blev jarlen af Peters rask. Han var helt lam i den ene side og kunne ikke bruge andet end halvdelen af munden til at tale med. Han var en bror til den franske kong Ludvig og kong Karl. Dette skete i Burgund i den by, der hedder Vézelay (det er Viseliacum). Hvidesøndag blev den franske kong Ludvigs søn Filip slået til ridder i Paris sammen med 800 andre riddere. Andres blev viet til biskop af Oslo og Jørund til biskop af Holar. Ærkebiskop Håkon og ærkebiskop Laurentius i Sverige døde. Kanniken Jon den Røde fra Nidaros blev udpeget til ærkebiskop på højtidsdagen for apostelene Simon og Judas.[46] Gulatingsbogen, som kong Magnus forordnede, blev lovfæstet. Baronerne og jarlerne i England indgik forlig med kong Henrik og hans søn sir Edvard. Den franske kong Ludvig og hans bror kong Karl af Apulien og mange andre høvdinge forpligtede sig til at drage på korsfærd til Jerusalem. Konradin, der var søn af kong Konrad af Alemanien, som var søn af kejser Frederik, rejste sig imod kong Karl. Margrete Skuledatter drog til klosteret i Rein. Jon blev lovsigemand.
Konradin bliver halshugget
1268   Kong Magnus og den svenske kong Valdemar mødtes i fordragelighed i Lödöse. Oplændingenes og vikværingernes lovbog, som kong Magnus påbød, blev lovfæstet. Ærkebiskop Jon blev viet og kom hjem til Nidaros kort før jul og sang den første messe i Kristkirken juledag. Pave Klemens døde. Der var derefter ingen pave i næsten 5 år. Kong Dubhgall af Sydøerne og biskop Gaute på Færøerne, biskop Sigvard og jarl Gissur på Island døde. Kong Magnus’ søn Erik blev født. Konradin og den tyske hertug Henrik blev besejret af kong Karl ved Arams. Konradin flygtede til Benevento, men blev halshugget dér, mens Henrik, en bror til kong Alfonso af Castilien, blev lemlæstet. Andres Sæmundson døde. Torvard Torarinson og Orm Ormson rejste ud. Koldfeber på Island. Torleif blev lovsigemand igen.
1269   Biskop Henrik på Orkney døde. Kong Magnus og ærkebiskop Jon var på Frostatinget. Da fik kong Magnus alle Frostatingsmændenes samtykke til at, at han i Frostatingsbogen kunne fastlægge ethvert anliggende vedrørende verdsligheden og kongemagten, således som han fandt det mest tjenligt. Det blev lovfæstet, at Frostatinget altid skal afholdes ved Botolfsmessetid.[47] Biskop Arne blev viet til Skålholt og biskop Erlend til Færøerne. Biskop Arne kom til Island. Ravn Oddson rejste ud. Jon blev lovsigemand igen.
1270   Peter blev bispeviet til Orkney. Kong Magnus’ søn Håkon blev født. Barfodsbrødrenes kloster i Bergen brændte. Biskop Peter i Bergen, dronning Margrete Skuledatter og Gaut Jonson på Mel døde. Askatin blev udpeget og viet til biskop af Bergen. Den franske kong Ludvig og sir Edvard af England og mange andre høvdinge drog udenlands. Kong Ludvig erobrede Karthago. I denne strid faldt hans søn Johan Akko, og mange i den kristne hær mistede livet, for der blev hældt gift i deres drikkevand. Da døde også den franske kong Ludvig i Afrika. Kong Karl pålagde sultanen af Tunis at betale skat. Da omkom kong Theobald af Navarra. Kong Jakob af Aragonien drog til Jerusalem. Orm Ormson druknede. Ravn Oddson kom til Island.
1271   Kong Magnus holdt parlament med biskop Jon i Bergen. Kong Magnus sendte Torvard Torarinson og lovmanden Sturla Tordson og Eindride Bylt til Island med en lovbog, og da bifaldt man på Island at betale tegngæld[48] til kongen. Da blev lovbogens tingsret og to kapitler i arveretten om fæstekonebørn og ætteledning[49] lovfæstet. Da drog biskop Olav til Grønland for anden gang. Da anrettede kareler og kvæner et stort hærværk i Helgeland. Den franske kong Filip blev kronet på dagen for Sankt Marias himmelfart.[50] Da stred kong Bela af Ungarn med kongen af Bøhmen om det rige, der hedder Østrig. Det ligger imellem deres lande. Simon de Montforts sønner dræbte Henrik, der var søn af kong Rikard af Alemanien, i en kirke. Kong Magnus anviste i julens begyndelse en forstander og korsbrødre plads ved Apostelkirken i Bergen. Torleif blev lovsigemand for tredje gang.
1272   Pave Gregorius 10. blev viet. Der blev indkaldt til generalkoncilium to år senere. Den engelske kong Henrik døde. Da blev den lovbog, som kong Magnus havde sendt til Island, lovfæstet i sin helhed på nær de to kapitler i arveretten, som allerede var blevet lovfæstet. Bybrand i Stavanger. Biskop Arne og Ravn Oddson og Torvard Torarinson rejste ud. Sturla blev lovmand igen.
Kong Magnus Ladelås
1273   Kometen var synlig i Norge. Kong Magnus og den svenske kong Valdemar mødtes i Sarpsborg ved midfastetid, og kong Magnus bar alle udgifterne. Kong Magnus gav sin søn Erik kongenavn og sin søn Håkon hertugnavn. Jarl Magnus Gilbertson på Orkney, præsten Vilhelm Sæmundson, præsten Ketil Torlakson, Torstein Halldorson, Brand Andresson og Ketil Loftson døde. Biskop Arne og Ravn Oddson og Torvard Torarinson kom til Island. Biskop Jørund rejste ud. Ved Martinsmesse[51] dette efterår blev arveretten i den lovbog, som kong Magnus havde sendt til Island, vedtaget på Island med støtte fra Ravn Oddson og Sturla Lovmand. Den danske kong Erik besejrede tyskerne.
1274   Der blev afholdt generalkoncilium i Lyon. Dér deltog ærkebiskop Jon af Nidaros og biskop Andres af Oslo og biskop Askatin af Bergen, og de vendte hjem samme år med det budskab fra pave Gregorius, som blev vedtaget på generalkonciliet, at klerker skulle betale tiende til korstogene af alle deres indtægter i 6 år med generel syndsforladelse til dem, der forpligtede sig til at drage på korsfærd til Jerusalem. Og da vendte grækerne med Guds miskund og efter pave Gregorius’ råd tilbage til den almindelige kristendom. Den franske kong Filip sendte den norske kong Magnus et stykke af Vor Herre Jesu Kristi tornekrone. Ærkebiskop Jakob i Danmark døde. Biskop Jørund kom til Island. Gudmund Bødvarson rejste ud.
1275   Kong Magnus lod grundvolden til en kirke anlægge i sin bygård i Bergen. Den svenske kong Valdemar blev drevet på flugt til Norge af sine brødre hertug Magnus og junker Erik. Og da han vendte tilbage til Sverige, blev han taget til fange og afstod kronen til sine brødre, hvorefter han flygtede til Kongshelle. Markus blev bispeviet til Sydøerne. Laurentiusmessedag[52] haglede det sådan i Trondheim, at de største hagl vejede 15 øre. Bybrand i Tønsberg. De pavelige breve vedrørende støtte til det hellige land kom i afskrift til Island sammen med herr ærkebiskop Jons brev. Gudmund Bødvarson døde.
1276   Pave Gregorius 10. døde IV idus Januarii,[53] og folk anser ham for at være hellig, og på højtidsdagen for Sankt Agnes[54] blev Innocens 5. udpeget og kort efter viet af først dominikanerne, men han døde kort før Johannesmesse.[55] Da blev den udmærkede romerske kardinal Ottobuono taget til pave under navnet Hadrian 4.[56] Han sang ikke messe, for han var ikke præsteviet, og han døde mellem de to Mariamessedage[57] før dagen for vielsen. Derefter blev magisteren og kardinalen Pedro Hispano taget til pave søndagen før Korsmessedag[58] under navnet Johannes 21. Der var ufred mellem danskerne og svenskerne. Den svenske kong Valdermar Birgerson kom til Bergen for at møde kong Magnus. Den norske kong Magnus og Magnus Birgerson, som svenskerne da havde taget til konge, mødtes og holdt parlament om sommeren. Dette møde fandt sted ved Horsaberg ved Götaelven, og man talte om forlig mellem brødrene Valdemar og Magnus, men de indgik ikke forlig denne gang. Den norske kong Magnus gav i Tønsberg jarlsnavn til Magnus, der var søn af jarl Magnus på Orkney. Biskop Torgils i Stavanger døde. Goestorm.[59]
1277   Pave Johannes døde før pinse. Pave Nikolaus 3. blev viet omkring Katrinemessedag.[60] Før hed han Giovanni Gagitanus eller Gaetano og var romersk kardinal. Arne blev bispeviet til Stavanger. Biskop Askatin i Bergen døde. Kong Magnus og ærkebiskop Jon indgik forlig. Tatarerne dræbte sultanen af Babylon og 30 tusind mand med ham. Den svenske kong Valdemar og den danske kong Erik tog til Vestergötland og hærgede i Sverige. Den norske kong Magnus gav lendermændene navn af baron og herre, mens bordsvendene fik navn af ridder og herre. Telemarksfolkene indgik forlig med kong Magnus. Ravn Oddson og Torvard Torarinson og Sturla Lovmand rejste ud.
1278   Narfe blev viet til biskop i Bergen og Torfinn til biskop i Hamar. Kong Magnus᾿ ledingshær drog til Elven. Den svenske kong Valdemar fik sit rige igen. Ingemar i Götaland blev dræbt. Svenskerne blev opildnet af danskerne og truede med at hærge i Norge. Herr Sturla Lovmand kom til Island.
1279   Karelerne pågreb kong Magnus᾿ sysselmand Torbjørn Skæne og dræbte 35 af hans mænd på fjeldet. Torvard Torarinson kom til Island. Herr Ravn Oddson kom til Island. Da havde kong Magnus gjort ham til sin bannerfører. Biskop Jørund og biskop Arne gravede Odd Torarinsons lig op og førte hans knogler til en grav på Skålholt. Biskop Jørund og Biskop Arne rejste ud. Abbed Vermund døde.
Kong Erik Magnusson
1280   Pave Nikolaus 3. og kong Magnus Håkonson døde. Hans søn kong Erik blev kronet af ærkebiskop Jon og syv andre biskopper. Den grønlandske biskop Olav døde. Biskop Jørund og biskop Arne kom til Island.
1281   Pave Martin blev viet. Land og folk på Island svor sig under den norske kong Erik og hertug Håkon. Den norske kong Erik blev gift med den skotske kong Alexanders datter Margrete. Herr Torvard Torarinson rejste ud.
1282   Bybrand i Trondheim. Ærkebiskop Jon og biskop Andres af Oslo og biskop Torfinn af Hamar forlod landet. Ærkebiskop Jon døde i Skara i Vestergötland.
1283   Ærkebiskop Jons lig blev ført hjem til Nidaros og begravet dér. Dronning Margrete, den skotske kong Alexanders datter, døde. Herr Ravn Oddson og herr Erlend kom til Island med kongens brev og lovbud om, at lægmænd skulle råde over kirkerne på Island.
1284   Pave Martin, kong Karl af Apulien og biskop Peter på Orkney, jarl Magnus på Orkney og herr Sturla Lovmand døde. Noget af kirkens gods på Island blev inddraget af lægmænd.
1285   Pave Honorius 4. blev viet. Den franske kong Filip faldt. Biskop Torfinn af Hamar døde i Flandern. Biskop Andres af Oslo kom hjem til landet med pavens brev. Herr Asgrim Torsteinson og Bjørn Sæmundson døde. Helgesønnerne Adalbrand og Torvald fandt Nyland.[61]
1286   Den skotske kong Alexander døde. Den danske kong Erik Christoffersøn blev dræbt. Biskop Andres i Oslo viede biskop Jørund til Hamar og biskop Dolgfinn til Orkney. Tatarkongens udsendinge kom til den norske kong Erik. Næsten alle håndgangne mænd og 200 bondefolk blev kaldt til Norge.
1287   Pave Honorius 4., biskop Andres i Oslo og dronning Ingeborg Eriksdatter døde. Halkel Øgmundson blev dræbt. Bybrand i Tønsberg. Biskop Jørund rejste ud.
1288   Pave Nikolaus 4. blev viet. Biskop Jørund og herr Torvard Torarinson kom til Island. Biskop Jørund af Hamar modtog palliet og ærkebiskopsværdigheden i Nidaros. Biskop Tord blev viet til Grønland. Herr Erlend Lovmand og Herr Olav Ragnheidson rejste ud.
1289   Den norske kong Erik var på hærfærd i Danmark. Biskop Tord drog til Grønland. Herr Ravn Oddson døde. Biskop Jørund og biskop Arne kom til Island. Kirkerne på Island blev i Skålholt bispedømme givet tilbage til biskop Arne af ærkebiskop Jørund.
1290   Den norske kong Erik bar kronen på fjerde påskedag. Den norske kong Erik brændte Langeland og Svendborg på Fyn og Falster. Biskop Jørund rejste ud. Jomfru Margrete, den norske kong Eriks datter, og den svenske kong Magnus Birgerson døde. Torlak Narfeson blev lovmand.
1291   Hedningerne indtog borgen i Akko. Biskop Arne kom til Island. Byldesot på Island. Kirkens gods blev afleveret til præsterne i Skålholt bispedømme. Streng vinter med mange dødsfald.
1292   Pave Nikolaus 4. døde. Da var der ingen pave de følgende 3 år. Biskop Torlak den Hellige blev skrinlagt. Biskop Jørund kom til Island. Tord Hallson og herr Kristoffer Vilhelmson kom til Island med kongens brev om, at lægmændene skulle overtage alle kirker og kirkegodset, sådan som det havde været, før Island blev underlagt den norske kongemagt. Sigurd Gudmundson var lovmand i 1 år.
1293   Abbed Eyjolf på Tværå døde. Den norske kong Erik blev gift med Isobel, en datter af sir Robert, der var søn af jarl Robert de Brus i Skotland. Agathe blev viet til abbedisse i Kirkebø. Lægmænd inddrog noget kirkegods på Island.
1294   Striden mellem den franske kong Filip og den engelske kong Edvard begyndte. Herr Visleif brændte Hisingen. Hauk Erlendson blev lovmand. Et skred gik i Fagradal, og 11 mennesker omkom. Jorden sprækkede ved jordskælvet på Rangåvellir, og Rangå løb ud af sit leje, og husene styrtede sammen ved jordskælvet, og i tre dage lignede brøndvandet mælk i Flagbjørnsholt.
Pave Bonifatius 8.
1295   Eremitten Adrianus[62] blev på Helligåndsdagen[63] viet til pave og kaldt Celestin 5., men han afbrød sin pavegerning før Johannesmesse[64] og vendte tilbage til sit eneboerliv. Da blev Benedetto, en af kardinalerne, valgt og viet og kaldt Bonifatius 8. Den danske kong Erik og hans bror hertug Christoffer pågreb ærkebiskoppen af Lund og kastede ham i fængsel. Danmark blev lyst i band. Herr Torvard Torarinson rejste ud. Et skib forliste i Borgfjorden, og 14 mennesker omkom. . . . og herr Sighvat Halfdanson og herr Kristoffer rejste ud. Biskop Arne og almuen indgik forlig om kirkerne og kirkegodset på Island.
1296   Hertug Erik af Langeland blev gift med Agnes, den norske kong Eriks moster.[65] Den norske kong Erik og den danske kong Erik og hertug Valdemar indgik forlig. Sira Karl, den franske konges bror, blev taget til fange. Abbed Ljot på Tværå og herr Torvard Torarinson døde. Biskop Jørund grundlagde et munkekloster på Mødrevold i Hørgådalen og et nonnekloster på Reynistad. Erlend Olavson og herr Torlak Narfeson rejste ud. Tord Narfeson blev lovmand.
1297   Ærkebiskoppen af Lund slap ud af fængslet. En kardinal kom til Danmark og løste kongen og hans bror og hele landet af pavens bandlysning. Kongen af Spanien sendte en hærstyrke til at støtte kong Edvard i England. Den franske konge tog hele det rige, som den engelske kong Edvard havde syd for havet. Kong Edvard brændte Berwick og erobrede en stor del af Skotland. Ærkebiskop Jørund og korsbrødrene i Nidaros indgik forlig. Biskop Arne rejste ud. Kong Erik var på Frostatinget og kom efter ærkebiskop Jørunds råd og samtykke med mange forordninger. Præsten Arne Helgeson fik fuldmagt over og opsyn med hele Skålholt bispedømme. Ærkebiskop Jørund blev udnævnt til kong Eriks jarl og svor ham troskabsed.
1298   Biskop Arne døde. Tore blev viet til abbed på Tværå og Katrine til abbedisse i Reynistad. Der var leding til Danmark. Præsten Grim Holmsteinson døde. En del af jarl Magnus’ hellige levninger kom til Skålholt. Striden mellem pave Bonifatius og kejseren begyndte. Herr Sturla Jonson og Torlak Narfeson kom til Island med lovbud.
1299   Hertug Håkon Magnusson blev gift med Eufemia, der var datterdatter[66] af herr Vitzlav af Rügen. Den norske kong Erik Magnusson døde. Hans bror hertug Håkon tog da kongemagten i Norge og blev kronet sammen med dronning Eufemia. Herr Audun blev taget til fange. Holte-Bjørns skib forliste ved Færøerne, og derved omkom 50 mennesker. Abbed Erik ved Mikaelskirken i Bergen og abbed Runolf på Vidø og abbed Bjarne på Tingøre døde. Tatarkongen og kongen af Armenien erobrede Jerusalem og besejrede sultanen af Babylon. Herr Jon Lovmand blev degraderet af herr Erlend og herr Sturla Jonson.
1300   Den skotske kong John døde. Høskuld blev viet til abbed på Tingøre. Heklas femte udbrud IV idus Julii.[67] Der var jordskælv på sydlandet, og store dele af herredet blev mørklagt med stort sandfald og misvækst, og jordskælvet fik mange gårde til at styrte sammen. Kong Håkon drog på leding til Danmark. En dag blev brugt til fredsforhandlinger. Kong Håkon og den danske kong Erik mødtes i Halland og aftalte 3 års fred. Kong Håkon bar sin krone på Kronemessedag[68] i Olso. Herr Odd Torvardson døde.
1301   Jomfru Ingeborg, kong Håkons datter, blev født. Den kvinde, der påstod, at hun var kong Eriks datter, blev brændt i Bergen. Kong Håkon rejste nordpå til Bergen og sad dér om vinteren. Kometen var synlig både i Norge og på Island. Herr kansler Bård og herr Snorre Ingemundson døde. Stor dødelighed nordpå i landet både før og efter jul, og ikke færre end 5 hundrede mennesker døde. To norske lovmænd, herr Lodin og herr Bård Høgneson, kom til Island.
1302   . . . På Island svor land og folk sig under kong Håkon og gav samtykke til den lovbog, der gav den ærværdige herre kong Håkon fuldmagt. Ærkebiskop Jørund viede Apostelkirken i Bergen, den som kong Magnus lod grundvolden anlægge til i sin bygård i Bergen. Da blev den gamle Apostelkirke i kongsgården sløjfet. Mikkelsmessedag[69] mødtes kongerne ved Solbergsosen ved Götaelven, det var den norske kong Håkon og den svenske kong Birger og hans bror hertug Erik, grev Jakob, herr Vitzlav og mange andre stormænd, og dér bekræftede man et stærk fredsbånd mellem rigerne. Da fæstede hertug Erik kong Håkons datter jomfru Ingeborg. Den svenske kong Valdemar Birgerson og abbed Olav på Helligfjeld døde. Junker Erik, kong Valdemars søn, fik sin frihed. Herr Audun Hugleikson blev henrettet i Bergen. Herr Bjarne Lodinson blev taget til fange i Ragnhildsholm. Ærkebiskop Jens af Lund måtte flygte fra Danmark og kom til kong Håkon i Tønsberg og opholdt sig dér om vinteren. Havtore, søn af Jon den Røde, fæstede kong Håkons datter jomfru Agnes. Hertug Erik Magnusson, junker Erik Valdemarson og grev Jakob og herr Vitzlav gæstede i julen kong Håkon i Oslo. Der blev holdt jul i fire dage. Herr Vitzlav og herr Eyjolf Asgrimson og sira Jon Holt døde. Gudmund Sigurdson blev lovmand, Snorre Markusson for sydlandet.
Kong Birger Magnusson
1303   På dagen for Herrens omskærelse[70] dræbte franskmændene 14 tusind flamlændere, men flamlænderne sejrede alligevel denne gang. Pave Bonifatius 8. døde. Pave Benedikt 11. blev viet. Biskop Arne i Stavanger og præsten Jon Ormson døde, og herr Torlak Lovmand døde idus Martii[71] i Kongshelle. På Trælholmen i Götaelven mødtes den norske kong Håkon og den svenske kong Birger og hans bror hertug Erik og grev Jakob og andre hofmænd fra Norge og Sverige og udsendinge fra Danmark. Herr Alf fra Kroken, herr Tord Hallson, herr Erlend, herr Svein Lange og herr Bård Lovmand kom til Island. Biskop Jørund og abbed Runolf i Vær, herr Sturla og herr Sighvat blev kaldt til Norge. Et uvejr ødelagde kirken under Eyjafjeld.
1304   Pave Benedikt 11. og biskop Ejvind i Oslo og biskop Narfe i Bergen døde. Ærkebiskop Jørund viede biskop Ketil til Stavanger, biskop Helge til Oslo og biskop Arne Helgeson til Skålholt. Kong Håkon opkrævede romerskat[72] på Island. Paven[73] blev pågrebet og lagt i lænker af kardinalernes mænd og befriet af sine egne, men siden døde han. Barfodsbrødrene og prædikebrødrene mistede al syndsforladelse. Den franske konge og hele hans rige blev lyst i band. Afholdelse af herredsting blev påbegyndt på Island i Vestfjordsfjerdingen og i Nordlændingefjerdingen, to i hver fjerding. Altinget blev derfor ikke holdt.
1305   Biskop Arne kom til Island. Biskop Torstein i Hamar døde. Abbed Andres blev viet til Vidø og abbed Gudmund til Helligfjeld. Herr Sturla Jonson og herr Alf Basseson døde. Arne blev bispeviet til Bergen. Klosteret på Selja brændte. Strid mellem den svenske konge og hans brødre. Kong Håkon kom sin svigersøn kong Magnus[74] til hjælp med så stor en hær, at den talte nærved 40 tusind mand, men de indgik forlig inden. Præsterne fik overdraget kirkerne i Skålholt bispedømme.
1306   Præsten Bjarne Helgeson døde. Skibbrud ved Melrakkesletten, hvorved omtrent 65 mand omkom. Ingjald blev bispeviet til Hamar. Kong Edvard i England lod William Wallace dræbe og sønderlemme, og stykkerne blev anbragt rundt omkring i England. Tatarkongen befriede Jerusalem fra saracenernes herredømme. I de tyske lande og i Frankrig var frosten så hård, som når den er værst i Norge, og folk gik fra Rostock til Danmark over Øresund.[75] Hele sommeren lå havisen 15 alen tyk nord for landet.[76] Tatarkongens udsendinge blev døbt i Rom. Snorre Sturlason døde. Øystein Rævetåbes skib forliste og alle 70 mand ombord omkom. Et skib forliste ud for Eyrar.
1307   Abbed Runolf i Vær døde, og Lodmund blev viet til abbed. Ærkebiskoppens udsendinge, broder Bjørn og sira Laurentius, kom til Island for at tilse begge bispedømmer på ærkebiskop Jørunds vegne. Ivar Holm Jonson kom til Island med kongens brev. Deri stod, at sysselmændene skulle have en halv visøre, det vil sige 10 alen, af hver bonde, men 5 alen af andre voksne. Guttorm Bjarneson blev lovmand.
1308   Abbed Gudmund på Helligfjeld døde. Biskop Arne og herr Hauk stiftede et herberg for lærde mænd i Gaulværjabø. Der var jordskælv i sydlandet, og 18 gårde blev ødelagt.
1309   Kirken i Skålholt brændte om vinteren efter Paulusmesse,[77] men de fleste kalke og messehagler blev reddet sammen med den hellige biskop Torlaks skrin med hans helgenlevninger og endnu et lille skrin. Herr Kolbein Bjørnson blev dræbt. Strid mellem kong Håkon og hans kommende svigersøn hertug Erik. Biskop Arne rejste ud. Ærkebiskop Jørund døde.
1310   Biskop Arne kom til Island med kirketømmer og mange andre kostbarheder, som kongen og dronningen og mange gode mænd havde bidraget til. Man sagde, at ingen biskop før havde haft så ærefuld en færd fra Island til Norge. Pave Klemens’ brev om at betale til korstogene med generel syndsforladelse til dem, der bidrog, kom til Island. Byldesot og tungesyge på Island. Påskesne. Abbed Brand blev viet til Tværå. Karlemagnus og Torstein og Orm blev dræbt. Magnus Prydmaggi Arneson døde.
1311   Eilif blev viet til ærkebiskp af pave Klemens. Folk så næsten hele natten et så kraftigt skær på himlen, at man kunne undvære lys i husene. Kirkemøde i Frankrig.
1312   Sommer uden tørvejr. Pavens udsendinge kom til Norge. Dronning Eufemia, herr Kristoffer, herr Tord og herr Loft døde.
1313   Biskop Jørund på Holar døde. Gissur Brøst blev såret. Hestedødsvinter. Abbed Lodmund i Vær døde. Audun blev bispeviet.
1314   Holarbispen Audun og herr Ketil kom til Island. Pavens brev om pavetiende kom til Island. Kejseren blev forrådt påskedag, da han drak af kalken efter at have modtaget Kristi legeme, men der var gift i, og han døde på stedet. Pave Klemens døde. Strid mellem den skotske og den engelske konge. 14 tusind mand faldt. Armenske udsendinge kom til kong Håkon med kostbare gaver.
Kong Håkon Magnussons segl
1315   Biskop Gudmunds knogler blev gravet op for at blive påkaldt og udvirke mirakler. Kirken i St... brændte. Altinget vedtog det brev med lovændringer, som herr Ketil havde haft med til Island. Den franske kong Filip døde, og hans søn Ludvig blev taget til konge. Biskop Arne rejste til Grønland. Johannes blev udpeget til pave. Biskop Ingjald døde. Fru Ingeborg Erlingsdatter døde.
1316   Herr Erik kom til Island ved Hvidå. Biskop Audun lod præsterne sværge eder til sig. Klosteret på Nidarholm brændte. Den færøske biskop Lodins skib gik tabt og han selv med det. Strid mellem den skotske og den engelske konge. På samme nat sank halvandet hundrede skibe, og både folk og gods gik tabt.
1317   Der opstod uenighed mellem biskop Audun og abbederne på nordlandet. Klostrene på Nidarholm og på Grimsø og i Rein brændte. Tyskerne indgik forlig med den danske konge.
1318   Abbed Tore fra Tværå og abbed Gudmund fra Tingøre rejste ud. Den svenske kong Birger lod sine brødre hertug Erik og Valdemar, kong Håkons svigersøn og svoger,[78] sulte ihjel. Kirken i Skålholt brød sammen.
1319   Kong Håkon Magnusson døde VIII idus Maii.[79] Junker Magnus Erikson blev valgt til konge over Norge og Sverige og Götaland. Kirkebrand på Reykjanæs. Biskop Auduns skib blev drevet tilbage. Grim Torsteinson blev lovmand, Erling for nordlandet.
1320   Biskop Arne Helgeson døde. Orm Torsteinson blev udpeget. Dette forår forliste et skib ved Østfjordene, men alle slap med livet i behold. Land og folk svor sig under kong Magnus. Der blev holdt ting ved Torskefjord. Orm, der var udpeget til biskop, døde Johannesmessedag.[80] Jon Murt døde. Snorre Narfeson blev lovmand. Herr Ketil kom til Island.
1321   Skuta-Grim blev bispeviet til Skålholt. En isbjørn kom nordfra over isen til Strandene og dræbte otte mand og flåede dem alle i stykker, men på Vitalismessedag[81] blev den dræbt på Strømnæs. Biskop Grim døde. Jon Halldorson blev udpeget til biskop på Skålholt.
1322   Biskop Håkon i Stavanger døde. Jon Halldorson blev bispeviet, og Salomon blev bispeviet til Oslo og biskop Erik til Stavanger. Biskop Audun på Holar døde. Kirken brændte i Borg på Myrerne.
1323   Biskop Jon kom til Island ved Eyrar. Broder Laurentius, der var udpeget til Holarbisp, rejste ud.
1324   Laurentius blev bispeviet og kom til Island den sommer. Abbed Tord på Helligfjeld blev frataget sin værdighed, og Torstein Torvaldson blev viet.
1325   Abbed Andres på Vidø blev frataget sin værdighed, og Helge Sigurdson blev viet til abbed.
1326   Intet skib kom til Island. Markfloden gik over sine bredder, så vandet i en time stod knæhøjt. Kristi legems- og blodfest[82] og Magnus Jarls-messe[83] blev lovfæstet på Altinget. Det blev tilladt at arbejde fem dage i julen, og det blev tilladt onsdagen før julefasten og før langfasten. Knud Porse fæstede fru hertuginde . . .[84]
1328   Kristkirken i Nidaros brændte. Klosteret på Mødrevold i Hørgådal blev genrejst på herr biskop Jons bud og med hans støtte. Abbed Torstein på Helligfjeld døde, og Torkel Einarson blev udpeget.[85]
1329   Strid mellem Knud og Ivar Hale. Statuen af biskop Gudmund kom til Island. Asbjørn Faldås blev fodhugget.
1330   Snorre Narfeson blev afsat som lovmand, og herr Grim tog over i Stafaholt. Biskop Audfinn i Bergen døde, og Håkon blev udpeget til biskop. Græsløs sommer. Der var et sådant mørke om sommeren, at folk ikke kunne se til at slå hø, og det var nærmest helt mørkt i husene.
Kong Magnus Erikson
med tilnavnet Smek
      
1331   Biskop Laurentius i Holar døde. Stor dødelighed på Vestmannaøerne, 50 mænd og tre kvinder og tre børn døde. Torråd blev myrdet, og de skyldige blev begravet levende. Torvald Høskuldson blev dræbt. Slem misvækst over hele landet. Egil blev udpeget til biskop. Den forhenværende lovmand Snorre Narfeson døde.
1332   Ærkebiskop Eilif døde. Over næsten hele landet sås ild mod øst to nætter før . . . Sturla Snorreson druknede.
1333   Magister Pål blev udpeget til ærkebiskop og opsøgte paven. Herr Erling og Havtoresønnerne og Ulf Saxeson forsvarede Tønsberghus mod kong Magnus, men gav sig siden i hans vold. Pål blev viet til ærkebiskop.
1334   Biskop Jon rejste ud. Herr Hauk Erlendson døde. Korsbussen forliste ud for Myrerne. Ærkebiskop Pål kom hjem til landet. På højtidsdagen for Hieronymus[86] blev den præst, der hed Torbjørn, dræbt ved alteret i messeskrud. Torleif Tordson dræbte ham.
1335   Kong Magnus blev gift med dronning Blanka. Jakobsmessedag[87] regnede det så meget, at alle vandløb . . .
1336   Kong Magnus blev kronet i Sverige på anbefaling af alle rådsmænd i Norge. Om foråret kom der igen så stor en vandflom, at alskens dyr omkom derved. Det stormede sådan på Barbarasmessedag,[88] at folk ikke kunne komme ud i staldene. Denne snemængde fik en gård under Stadarfjeld og en østpå i Skard til at styrte sammen.
1337   Fem . . . mænd, som agtede at rejse til Skotland, kom til Stafafjeld. Biskop Egil kom til Island. Abbed Arne fra Lyse blev halshugget i England sammen med hele sit skibsmandskab. To skibe forliste vesten for Ølfusosen.
1338   Biskop Jon rejste ud. En mand fra Viken ved navn Haldor besejrede en 15 alen høj kæmpe i skovene nordpå.
1339   . . . døde. Uenighed mellem kong Magnus og de magtfulde mænd i Norge. Solformørkelse.
1340   Vinteren var så mild, at folk dårligt kunne huske noget lignende. Gregoriusmessedag[89] sås to måner på himlen. Aslak kom ud for at tilse hele Island på ærkebiskoppens vegne.
1341   Biskop Jon Eindrideson døde. Styrkår i Næs blev dræbt kristi himmelfartsdag. Hekla gik i udbrud med misvækst og askefald til følge, og mange bygder blev ødelagt. Det var så mørkt om dagen som på en vinternat. Biskop Egil i Holar døde. Tord Egilson blev lovmand. Herr Grim rejste ud.




Noter:

  1. Kongens årbog (eller Annales Islandorum regii) findes overleveret i Det Kongelige (deraf navnet) Biblioteks håndskrift GKS 2087 4º fra begyndelsen af 1300-tallet (med senere tilføjelser). Annalen, hvis tilblivelse henføres til det vestlige Island, er forfattet både på latin og norrønt, men her er kun den norrøne del af teksten, der omfatter årene fra 848 til 1328 (1341), medtaget. Enkelte korte passager, bl.a. vedr. helgeners død og skrinlægning, er dog oversat fra latin. Originalteksten er undertiden ikke helt nøjagtig i tidsfæstelsen af begivenhederne m.m.; dette gøres der imidlertid kun ganske vilkårligt opmærksom på i oversættelsens noteapparat.
  2. 28. oktober
  3. Kong Svend Tveskæg døde i 1014
  4. Knud den Store blev konge i Danmark i 1018 efter sin bror Harald 2.
  5. d. e. Halleys komet.
  6. Kong Knud den Hellige blev dræbt i 1086
  7. Vilhelm Erobreren døde i 1087
  8. Lat. nona hora = den niende time (efter solopgang). Omkr. kl. 15
  9. Kong Øystein Magnusson døde i 1123
  10. Oversættelsen er usikker. Forlægget har Grímuþröng som ordret oversat er masketrængsel. Gríma kan også forstås som nattemørke. Måske er det en henvisning til spøgeri?
  11. Slaget i Fodevig fandt sted i 1134
  12. Kong Erik Emune blev dræbt i 1137
  13. Se Gustav Storm: Forord til Islandske Annaler
  14. Med rejste ud menes som hovedregel rejste fra Island til Norge
  15. Kong Erik Lam døde i 1146
  16. Duggals Leizla
  17. Kong Knud Magnussøn blev dræbt ved Blodgildet i Roskilde i 1157
  18. Slaget på Grathe Hede fandt sted i 1157
  19. 20. januar
  20. 5. september
  21. Hebriderne
  22. 12. marts
  23. d. e. Tykkebø kloster i Álftaver
  24. Pallium, et hvidt bånd, der bæres af paver og ærkebiskopper som tegn på deres værdighed
  25. 1. november
  26. 24. februar
  27. »Som kaster, vrikker med bagdelen.« (Finnur Jónsson)
  28. 13. juli
  29. 22. april
  30. 23. december
  31. Norrønt: Dagmær
  32. Nordmænd kaldtes østmænd på Island
  33. 15. maj
  34. 25. juli
  35. 22. november
  36. Et stort hærskib
  37. Parotitis
  38. 29. juli
  39. 23. december
  40. 1. november
  41. 5. august
  42. 9. august
  43. Den katolske kirkes centraladministration
  44. 14. april
  45. 19. april
  46. ɔ: Judas Thaddæus. 28. oktober
  47. 17. juni
  48. ɔ: en bod for drab på en fri mand
  49. ɔ: legitimering
  50. 15. august
  51. 11. november
  52. 10. august
  53. 10. januar
  54. 21. januar
  55. 24. juni
  56. Retteligt den Femte
  57. 15. august og 8. september
  58. 14. september
  59. Goi er måneden fra omtrent midt i februar til midt i marts
  60. 25. november
  61. d.e. Newfoundland
  62. Retteligt Pietro Angelerio
  63. Pinsedag
  64. 24. juni
  65. Erik af Langeland blev retteligt gift med Sophie af Rosenburg, der var datter af kong Erik Plovpennings enke Jutta af Sachens ægteskab med borggrev Burchard. Sophie var dermed halvsøster til dronning Ingeborg, den norske kong Erik Magnussons mor. Den omtalte Agnes († omkr. år 1290) stiftede og var en tid abbedisse for Skt. Agnete kloster i Roskilde
  66. Retteligt datter
  67. 12. juli
  68. 4. maj
  69. 29. september
  70. 1. januar
  71. 15. marts
  72. En afgift til pavestolen
  73. Dette omhandler pave Bonifatius 8. († 1303)
  74. Må retteligt være hertug Erik, søn af kong Magnus Ladelås
  75. Skal formentlig være Østersøen
  76. På Island
  77. 25. januar
  78. Valdemar Magnusson var gift med kong Håkons niece Ingeborg Eriksdatter
  79. 8. maj
  80. 24. juni
  81. 11. januar
  82. 60 dage efter påske
  83. 16. april
  84. d. e. den norske kong Håkon Magnussons datter Ingeborg, som i sit ægteskab med hertug Erik Magnusson († 1318) fik sønnen Magnus Smek Erikson
  85. »Her ender den bevarede Del af Codex regius. Resten er trykt efter Arne Magnussøns Afskrift (i AM. 413 4to) af et tabt Blad.« (Gustav Storm)
  86. 30. september
  87. 25. juli
  88. 4. december
  89. 12. marts