Kullervo: Hævn og Død (Kalevala)
Hopp til navigering
Hopp til søk
Kalevala
Ferdinand Ohrt
Kullervo: Hævn og Død
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► |
Ferdinand Ohrt
Kullervo: Hævn og Død
- Kullervo, Kalervosønnen, XXXVI. 1
- Gubbens Søn med lyseblaa Strømper,
- agter sig ud i Kamp at drage,
- ruster sig, Stridens Sti at træde;
- og en Stund sin Klinge han hvæsser,
- sliber en anden Stund sit Spydblad.
- Tog da til Orde hans Moder:
- »Stakkels Barn, bliv dog her tilbage,
- vov dig ikke til vældig Fejde,
- gaa ikke did, hvor Sværdene svirrer! 10
- Hvo som blindt vil i Kampen drage,
- gaar til Slaget af egen Vilje,
- han vil miste Livet ved Sværdet, 15
- friste Døden ved egen Klinge.«
- Kullervo, Kalervosønnen, 23
- taled da det Ord og sagde:
- »Ikke synker jeg ned i Sumpen,
- ikke segner jeg om paa Heden,
- ej hvor Ravneflokkene lejres,
- ej hvor Kragesværmene kreser,
- naar jeg falder i Kamp paa Valen,
- naar jeg segner paa Stridens Marker. 30
- Fager Lod, i Kampen at falde,
- vakkert at dø i Vaabenbulder!
- Lystelig er Krigerens Vunde:
- Brat og let faar en Helt sin Bane,
- fri for Sot og for Sygeleje
- vandrer han bort ad Dødens Veje.«
- Kullervo, Kalervosønnnen, 57
- drager nu af Sted fra Hjemmet,
- taler dette til sin Fader:
- »Nu Farvel min gode Fader! 60
- Vil du siden græde for mig,
- naar du hører jeg er falden,
- slettet ud af Folkets Midte,
- borte fra min Slægt og Stamme?«
- Og hans Fader tog til Orde:
- »Jeg vil ikke græde for dig,
- naar jeg hører du er falden.
- Jeg en anden Søn kan avle,
- een som bliver meget bedre,
- viser sig langt mer forstandig.« 70
- Kullervo, Kalervosønnen,
- taled da det Ord og sagde:
- »Ikke heller jeg vil græde,
- naar en Gang din Død jeg spørger.
- Sagtens faar jeg slig en Fader:
- Mund af Ler, en Sten til Hoved,
- Sumpens Tranebær til Øjne,
- Skægget gamle tørre Græsstraa,
- Ben af tynde Pilevidjer,
- Kød af raaddent, trøsket Tømmer.« 80
- Derpaa gik han til sin Søster: 103
- »Nu Farvel, min lille Søsler!
- Mon da du vil græde for mig,
- naar du hører jeg er falden,
- slettet ud af Folkets Midte,
- borte fra min Slægt og Stamme?«
- Saadan svared da hans Søster:
- »Jeg vil ikke græde for dig, 110
- naar jeg hører du er falden.
- Jeg kan faa en anden Broder,
- een som bliver meget bedre,
- viser sig langt mer forstandig.«
- Kullervo, Kalervosønnen,
- taled da det Ord og sagde:
- »Ikke heller jeg vil græde,
- hvis en Gang din Død jeg spørger.
- Sagtens faar jeg slig en Søster:
- Mund af Ler, en Sten til Hoved, 120
- Sumpens Tranebær til Øjne,
- Haar af gamle tørre Græsstraa,
- Nøkkerosens Blad til Øre,
- Kroppen af en Ahornympe.«
- Derpaa gik han til sin Moder:
- »Du min kære lille Moder,
- favre Moder som mig fødte,
- gyldne Kvinde som mig fostred!
- Mon da du vil græde for mig,
- naar du hører jeg er falden, 130
- slettet ud af Folkets Midte,
- borte fra min Slægt og Stamme?«
- Dette svared ham hans Moder,
- tog til Orde selv og talte:
- »Ej en Moders Sind du kender,
- fatter ej en Moders Hjærte!
- Sikkert vil jeg græde for dig,
- naar jeg hører du er falden;
- græder Stuen til en Vaarflom, 141
- Gulvets Bræddelag til Bølger,
- græder bøjet i mit Udhus,
- sammenkrøbet i min Kvægstald;
- Sneen græder jeg til Isslag,
- Vinteris til optøet Muldjord,
- optøet Muld til grønne Marker,
- grønne Mark til falmet Fælled.
- Om jeg frygter for at græde,
- om jeg mangler Mod at klage 150
- mellem Menneskenes Mængde,
- vil jeg, skjult, i Badsturummet
- Stuens Gulv med Taarer væde,
- paa dens Bænk i Løndom græde.«
- Kullervo, Kalervosønnen,
- Gubbens Søn med lyseblaa Strømper,
- drog nu med Klang af Sted til Kampen,
- drog under Larm og Spil i Striden;
- lydt det klang gennem Mark og Mose,
- Hornet gjalded højt over Heden, 160
- skingred vidt over grønne Vange,
- dured, drøned hen over Marken.
- I hans Spor et Budskab bragtes.
- Ordet naaed til hans Øre:
- »Nu er Fader død derhjemme,
- borte nu din gamle Fader;
- skynd dig hjem og vær til Stede,
- naar den døde bliver jordet!«
- Kullervo, Kalervosønnen,
- gav paa Stedet dette Gensvar: 170
- »Død er død; det faar saa være!
- Hjemme har vi jo en Vallak,
- saa han kan til Graven trækkes,
- saa han kan af Kalma dækkes.«
- Frem han drog med Klang over Mosen,
- vakte Bulder og Brag paa Svedjen.
- I hans Spor et Budskab bragtes, 191
- Ordet naaed til hans Øre:
- »Nu er Søster død derhjemme,
- borte Barnet af din Moder;
- skynd dig hjem og vær tilstede,
- naar den døde bliver jordet!«
- Kullervo, Kalervosønnen,
- gav paa Stedet dette Gensvar:
- »Død er død, det faar saa være;
- hjemme har vi jo en Hoppe, 200
- saa hun kan til Graven trækkes,
- saa hun kan af Kalma dækkes.«
- Frem han gik med Gny over Græsset,
- lod det klinge lydt over Engen.
- I hans Spor et Budskab bragtes.
- Ordet naaed til hans Øre:
- »Død er nu din gode Moder,
- segnet nu din søde Moder;
- skynd dig hjem og vær til Stede,
- naar af Fremmedfolk hun jordes!« 210
- Kullervo, Kalervosønnen,
- taled da det Ord og sagde:
- »Ve mig stakkels Barn, ja ve mig,
- at min Moder har forladt mig!
- Borte hun som redte Sengen,
- segnet hun som syed Tæpper,
- hun som væved lange Klæder
- og saa trolig drejed Tenen!
- Jeg var ej nær i Dødens Time,
- stod ej hos da Livet fiygted; 220
- hun er maaske død af Kulde
- eller segnet af Sult og Mangel.
- Lad den døde tvættes hjemme,
- tvættes ren med Saksersæbe,
- og i Silke skal hun svøbes,
- lægges ned i Linnedlagen,
- derpaa hen til Graven køres,
- ned i Kalmas Bolig føres,
- køres under Sørgesange,
- sænkes under Kvad i Jorden! 230
- Jeg kan ikke naa til Hjemmet,
- end er Untamo ej straffet,
- denne feje Karl ej fældet.«
- Drog han af Sted med Klang til Kampen, 235
- drog under Spil til Untamola,
- og den hele Flok fik han fældet, 245
- lagde Untamofolket øde,
- brændte hans Stuer ned til Aske,
- lod det alt i Gnister fortæres —
- lod blot Ovnens Sten tilbage,
- og den høje Røn i Gaarden. 250
- Kullervo, Kalervosønnen,
- nu ad Hjemmet til sig vendte,
- til sin gamle Faders Stuer,
- til Forældrehjemmets Marker.
- Tom er Stuen ved hans Komme,
- øde, da han aabner Døren,
- ingen tager ham i Favnen,
- ingen gaar at give Haanden.
- Lagde han sin Haand paa Arnen,
- alle Arnens Kul var kolde, 260
- derpaa kunde han da kende:
- Ej er Moder mer i Live.
- Lagde han sin Haand paa Ovnen,
- alle Ovnens Sten var kolde,
- derpaa kunde han da kende:
- Ej er Fader mer i Live.
- Retted han sit Blik mod Gulvet,
- ej var Gulvet rent og skuret,
- derpaa kunde han da kende:
- Ej er Søster mer i Live. 270
- Da begyndte han at græde, 275
- græd een Dag og græd den næste,
- tog til Orde selv og sagde:
- »O min kære gode Moder,
- sig, hvad har du efterladt mig,
- da du leved her paa Jorden? 280
- Men du kan ej høre, Moder,
- om jeg græder paa dit Øje,
- fælder Taarer paa din Tinding,
- taler oven paa din Isse!«
- Vaagned i sin Grav hans Moder,
- dybt fra Muldet hun ham minded:
- »Hunden Musti efterlod jeg,
- at du kan paa Jagt dig give;
- lad din Hund da følge med dig,
- gaa saa ud paa Jagt i Skoven, 290
- drag af Sted til Ødemarken,
- ind til Skovens unge Døtre,
- Lundens blaa smaa Pigers Gaarde,
- frem til Graneslottets Grænse,
- for at finde dig din Føde,
- skaffe dig en Fangst i Skoven!«
- Kullervo, Kalervosønnen,
- lod da Hunden følge med sig,
- vandred derpaa frem ad Vejen,
- drog af Sted til Ødemarken. 300
- Frem han gik en lille Strækning,
- skred et Stykke henad Stien,
- og som han ad Vejen vandred,
- kom han til det Sted i Skoven
- hvor han havde skændet Pigen,
- krænket Barnet af sin Moder.
- Og dær græd det favre Grønsvær,
- vaanded sig den skønne Løvsal,
- alle unge Græsstraa sukked,
- Lyngens røde Blomster klaged, 310
- intet Græs vil grønnes længer, 313
- ikke trives Lyngens Blomster,
- kan ej skyde frem og vokse
- paa den onde Plet i Skoven
- hvor han havde skændet Pigen,
- krænket Barnet af sin Moder.
- Kullervo, Kalervosønnen,
- trak sit skarpe Sværd af Skede, 320
- mønstred Sværdet, vendte paa det,
- fritted ud og spurgte for sig,
- spurgte Sværdet hvad det ønsked,
- om det kunde sig forlyste
- ved af skyldigt Kød at æde,
- en Forbryders Blod at drikke.
- Sværdet fatted Svendens Mening,
- gætted Tanken i hans Tale,
- svared saa det Ord og sagde:
- »Hvorfor skulde jeg vel ikke 330
- gærne skyldigt Kød fortære
- og Forbryderblodet drikke?
- Tidt uskyldigt Kød jeg æder,
- ofte skyldfrit Blod mig væder!«
- Kullervo, Kalervosønnen,
- stødte Sværdets Skaft i Jorden, 337
- trykked Fæstet ned i Muldet,
- Klingen vendte han mod Brystet,
- selv han kasted sig paa Klingen;
- saadan tog han sig af Dage,
- gav paa denne Vis sig Døden.