Lappiske eventyr og folkesagn (Uddrag)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Ill. Ossian Elgström


Just Qvigstad, Moltke Moe og G. Sandberg


Lappiske eventyr og folkesagn

Uddrag

Kristiania
1887


XV. Sagnet om Akkobaft


I Kjøfjord udenfor Nordre Lervåg[1] er der en sort berghammer, som af lapperne kaldes Akkobaft. I gamle dage, da lapperne var hedninger, tilbad de på det sted sin afgud Akko[2] og ofrede til hende alslags deilig mad for at få god fangst på land og vand. Nu tilbeder de ikke mere Akko, efterat den rette korstro[3] er kommet; men Akko står endnu der på stranden som en stor sten under berget.


Det var den hellige Trifan, Gud Faders gudbarn[4]; han byggede kirken i Gævnjes[5] og prædikede mod alle troldmænd og hedninger her i samernes land. Han kunde ikke udstå den fæle afgudsdyrkelse, og da han fik høre om, hvad der bedreves hist ude under Akkos klippe, drog han straks didhen for at tilintetgjøre troldommen, og han seilede fra Gævnjes by gjennem Bøgfjord og Korsfjord ud Kjøfjorden og kom til stedet. Da så han i bakken ved Galtefjordnæsset en forfærdelig stor flok hedninger. Oppe på næsset havde de slagtet rener, og tre noaider (troldmænd) bar kjød ned ad bakken for at bringe det over fjorden til Akko; der skulde holdes maaltid og så ofres til afguden. Den ene noaide havde alt nåd fjæren og skulde til at gå over fjorden; for troldmændene kunde gå på vandet. — Da den hellige Trifan så det, optændtes hans vrede, og han bød sine folk holde stille, reiste sig i båden og løftede hånden mod afguden og skrev over dens hoved det hellige korsets mærke. Og korset fæstede sig i klippen, hvor det endda indtil denne dag[6] ses ; men troldommen var forsvundet[7]. Noaideme blev til sten og deres offer til muld, og der står de endda i bakken indtil nu. Om sommeren, når græsset grønnes i bugten ved Virdsegop da grønnes også noaiderne af græstørven på deres nakker[8]; men de tre kors, som skolterne fra Pasvik satte under Akkos klippe, er siden bortført af de norske[9].



XXVIII. Lidt om afgudsdyrkelsen i Lapland i gamle dage


I gamle dage pleiede folk i Lapland at dyrke stene, trær og himmelens fugle og tilbede dem i Guds sted.


Stene[10] dyrkede de på den måde, at den, som drog ud pa fangst, først gik til stenen, kyssede den tre gange og sagde, hvis det gjaldt fiskeri: »Om jeg nu får fisk, når jeg fanger i sjøen eller elven, så lover jeg dig fiskens indvolde og lever«. Fik han da noget, så, tog han straks og renskede fisken og bragte indvoldene og leveren hen til stenen, lagde det op på stenen og lod det blive der; desuden måtte han også, smøre stenen ind med tran. På samme måde tilbad man stene også ved fangsten af vildtet i skogen. Fik de vildt, så bragte de det hen til stenen, og med fedtet deraf besmurte de den og kyssede den så.


Trærne[11] tjente de også. De anbragte i trærne store og små, ringe af jern og kobber, som de fæstede langs træstammen, idet de borede huller i stammen og satte ringene i disse huller, vekselvis store og små. På den måde skulde de lokke en hel del vildt til træet og således fange det (nl. i udstillede snarer[12]); thi når disse ringe rørtes (af menneskehånd eller af vinden), gav de lyd, og når vildtet hørte denne lyd, løb det efter den lange veie. De trær, som indbragte dem såmeget, ærede de på den måde, at de bar hen til dem penge og andre ting af sølv, fingerringe og sådant sølv, som de fandt i fjeldene. Dette hængte de op på træet eller bandt det om træstammen. På den måde tilbad de den døde natur.


Himmelens fugle tjente de derved, at de gav agt pa deres skrig[13]. Om morgenen, når de vågnede, måtte de, før de gik ud, spise lidt eller drikke lidt melk eller andet, forat de ikke skulde skades ved nogen fugls besøg; thi dersom et menneske fastende traf på visse fugle, så, mente man, at det ikke vilde gå ham vel, men at en eller anden ulykke vilde ramme ham. Ved fuglebesøg forstod man, at en fugl kom til et beboet sted og lod sin stemme høre der. Den, som havde spist eller drukket noget, førend han gik ud, ham gjorde det intet, om han ilk besøg af fuglen.


De fugle, som man fordum holdt for de farligste for menneskene, var gjøgen (giekka), lommen (gakkur), snetitingen (allap), spoven (gusjkastak) og mækregauken (mækkastak).

Gjøgen, dersom den kom over noget menneske, da timedes der dette menneske en ulykke eller endog døden. Ligeså med spoven og mækregauken, der skulde spå samme ulykke for det menneske, der fik besøg af den.


Lommen, om den kom over nogen, da blev melkebunken med fløden i det hus hele året igjennem så slimet, at den neppe var spiselig.


Snetitingen, om den kom tilgårds, da fik det menneske, som den besøgte, det år udslet, bylder og styg, ildelugtende skurv.



XXIX. Manden, som var sin gud utro[14]

(Fortælling fra hedenskabets tid).


I gamle dage var der i Enare en mand, som dyrkede en sten ved stranden. Når han drog ud på fiske, lovede han at smøre stenen med fiskeindvold. Fik han 10 fisk, så skulde han ofre til stenen en indvold, og fik han 100 fisk, så, skulde han ofre 10 indvolde. En nat drog han ud pa notfiske. Han kastede sin not i sjøen ret ud for afguden og sagde til denne: »Får jeg nu stor fisk her, så. skal jeg smøre dig«. Da han drog noten på land, se, da var der bare stor fisk i den; alligevel undlod han at smøre stenen, da han så, at det var fed fisk, men drog hjem med sin fangst, kogte indvoldene og lagede vuodjabæce[15] deraf.


En tid efter reiste han atter på fiske. Han kastede mange gange noten sin ud og drog den på land, men fik ikke en eneste fisk. Da reiste han til stedet ret ud for afguden og lovede, at om han der fik fisk, så skulde han ganske sikkert smøre stenen, og begyndte så at kaste noten ud. Men da han skulde til at drage den til land, satte noten sig så fast i bunden, at han ingen vei kunde få den, skjønt bunden var aldeles slet og ren. Han måtte da tilsidst skjære noten over på to steder og reise hjem uden at have fåt en eneste fisk.


Atter drog han på fiske og arbeidede hele natten, men fik bare en fisk. Da blev han arg og sagde til afguden: »Nu vil jeg ikke ofre dig noget for fremtiden, siden jeg intet får«, og så gik han hen for at rive ned stenen. Men da han kom til sin gud, se, da blev han hængende fast ved den. Hans hustru gik da til en gammel kjærring, som var på et andet sted, og bad hende komme til hendes mand. Da gik kjærringen hen til manden og spurgte ham: »Hvorledes er du blevet hængende her?« Manden svarede: »Jeg gik her hen for at nedrive guden, siden jeg ingen fisk fik, og så blev jeg siddende fast, og nu ved jeg ikke, hvorledes jeg igjen skal slippe løs herfra«. Kjærringen sagde: »Dersom du gir det løfte, at du vil smøre stenen to dage og to gange om dagen, dagsiden (formiddagen) med smør og natsiden (eftermiddagen[16]) med fløde, så slipper du igjen løs«. Han lovede at gjøre det og slap løs. Manden gik nu for at smøre stenen, men vilde ikke spandere smør, tog derfor kjødfedt og smurte den ind dermed, blev igjen hængende og holdtes således fast i tre dage. Atter gik den gamle kjærring til ham og sagde: »Hvorledes er du nu igjen blevet hængende her?« Han svarede: »Da jeg gik for at smøre min gud, tog jeg kjødfedt; thi jeg troede, at den ikke kunde skjelne mellem fedt og smør; men da jeg begyndte at smøre den ind, se, så blev jeg atter hængende her«. Kjærringen sagde: »Du får smøre med smør og fløde, som du lovede, tre dage og tre gange om dagen«. Manden lovede det og slap atter løs. Alligevel smurte han ikke stenen, men drog på fiske. Da blev der storm, så at han med nød og neppe slap iland. Kjærringen sagde nu igjen til ham: »Smører du nu ikke stenen, førend du atter drar pa sjøen, så er jeg sikker på, at du blir (omkommer)«. Endda smurte manden ikke, men drog på fiske. Da blev der så, stærk storm, at båden kantrede og manden druknede.



XXX. Bæive Vuolab, sagnhelten fra Enare[17].


1. Bæive Vuolabs bedrifter hjemme og ude.

I Enare boede engang en mand, som hedte Bæive Vuolab (Olav Bæive). Han var berømt for sin styrke og levede på, den tid, da der var bare hedninger i Lapland. Hans fader døde, førend han var blevet voksen; siden styrede han gården alene med sin moder. Da han var blevet stor, begyndte hans kjæmpekræfter at komme tilsyne på mange måder. Således gik han en dag i marken for at flytte sine rener, og da han vendte tilbage, rev han op med rod et grantræ, som var så stort som den største skibsmast, og bar det hjem med sig. Næste kveld gik han atter for at flytte sine rener. Imidlertid kom der otte russere[18] for at slaas med ham; men da de kom til gammen og fik se træet i døråbningen, spurgte de: »Hvem har båret det træet hid?« Moderen svarede: »Det har Vuolab, min søn, gjort. Han bragte det med sig idagmorges, da han havde været ude for at flytte renerne«. Russerne vilde da også prøve, om de kunde bære træet; men de orkede ikke engang at løfte det. Derfor indlod de sig heller ikke på at vente, indtil Vuolab kom tilbage, men drog straks bort.


Om vinteren tog Vuolab sig en hustru der i Enare, og da våren kom, drog han på havfiske og tog sin kone med sig. Han fik sig båd og børnskap; men der fandtes ikke bådårer, som var stærke nok for ham. Derfor tog han en tømmerstok og gjorde deraf årer, som tålte hans kræfter.


En dag drog Vuolab afsted for at handle råfisk med russeme[19]. Mens de holdt på med handelen, kom de i klammeri sammen, og Vuolab slog den bedste matros ihjel. Da blev kapteinen rasende og sagde til Vuolab: »Til næste år skal du nok få besøg!« [20] Udpå høsten kom alt stallo. Han begyndte da først at »stallit« (det er, at stallo på forskjellige måder gir tilkjende, at han er kommet, men endda ikke viser sig i synlig skikkelse[21]. Stallo peb mange gange, forat Vuolab skulde høre, at han var kommet. Mod slutningen af høsten, førend der var faldt sne, viste endelig stallo sig, og de enedes om, når og hvor de skulde mødes (til tvekamp). Da den aftalte tid var kommet, gik Vuolab til det berammede sted og bar med sig en forfærdelig stor sten, lagde ovenpå, den endda en mindre sten og lagde sig derpå, i skjul, forat stallo ikke skulde se ham. Da stallo kom til stedet og så stenene, skjønte han, at det var Vuolab, som havde båret dem did. Han forsøgte da at trille væk den mindste sten, som var øverst; men han vandt ikke. Da råbte Vuolab: »Noh, ikgo don væje dam gædge guoddet? Guoddam Iæm mon dam, guodde maidai donge dam!« — Nå, klarer du ikke at bære den stenen? Jeg har båret den, bær nu også du den. — Da blev stallo ræd og tog tilbens. Vuolab satte efter ham; men da han havde sprunget omtrent en mil, tænkte han: »Hvad gjør jeg, at jeg gir mig til at forfølge en saadan stakkar«, og han sprang tilbage igjen. Da han kom hjem, holdt hans kone just på, med at øse fisken op af gryden, hun havde kogt, mens Vuolab sprang efter stallo.


Da stallo nu var borte, drog Bæive Vuolab i skogen for at veide vildren. Underveis traf han på, en bjørn, og da bjørnen så ham, rømte den for ham. Da tænkte Vuolab : »Jeg gad se, hvor stærk du er«. Han sprang da efter bjørnen, og da han nærmede sig den, snudde den sig imod ham. Vuolab greb fat i bjørnen og væltede den på ryggen; men med det samme hug bjørnen sig fast i ham igjen med tænderne. »Ale don gaskast dego bæna!« — glefs ikke som en hund, — sagde Vuolab. Da klemte bjørnen til ham med labben. »Ale doasjkal olmu lakkai, mutto apiguim don ja apiguim mon« — dask ikke som et menneske, men hårdt imod hårdt, — sagde Vuolab. Og da han havde sagt det, slap han bjørnen og stak til den lidt med spydet, og så, sprang han fore og bjørnen styrtede efter. Vuolab sprang og hoppede over buskene. Bjørnen gjorde det samme, men snublede over en busk, og der stak Vuolab den ihjel med sit spyd[22].


Nu begav han sig atter på vandring og traf en mand, som var hans »gaime« d. e. havde samme navn som han selv; sammen med ham begyndte han at gå, på, jagt. Mens de gik, så de en flok vildren. Bæive Vuolab kastede buen fra sig, greb sit spyd og sprang efter vildtet. Han var borte en stund, men kom snart tilbage og bar en simle under armen og en »tsjærbmak« d. e. en to vintre gammel ren, på skulderen hængende på spydspidsen. Denne slængte han for kameraten sin med de ord: »Lyster du tsjærbmak-kjød, så vær så god!«


Bæive Vuolab fik med sin hustru tre sønner. Den ældste hed Vullusj, den anden Hanusj og den tredie Sarasj[23]. Da hans sønner blev store, tog Vuolab dem og konen med sig på sjøfiske. Gutteme havde også gode kræfter; men de var endda ikke så stærke som sin fader. Han valgte sig fiskeplads, hvor de slog sig ned. Stedet kaldes endnu »Bæive Vuolab-bugten« og ligger på sydsiden af Varangerfjorden indenfor Naskholmen[24]. Der findes også en sten ovenfor flodmaalet, som endda kaldes »Bæive Vuolabs sten«. Samme år kom fællaerne[25] (nordfarerne) også, did, hvor Bæive Vuolab var, for at drive fiske, og da de så, hvor stærk han var, spurgte de ham i spøg: »Skal vi ikke prøve at ro ikap?« »Gjerne det«, svarede Vuolab, »om I vil, så lige meget for mig. I kan være otte mand mod mig alene«. Fællaerne valgte da ud blandt sig otte af de stærkeste mænd, og de sagde til Vuolab: »Så begynder vi da og ror til Vadsø«[26]. »Mig lige fedt«, svarede Vuolab; »men om jeg kommer til Vadsø før I, så kjøber I mig en anker vin, blir jeg derimod efter, så betaler jeg selv vinankeren«. Da fællaerne hørte det, rodde de straks afsted; men Vuolab vilde først tage sig en lur og bad sin hustru og sine sønner gjøre sig færdige, indtil han vågnede. Da han vågnede, var fællaerne alt halvveis. Vuolab pladserede sine sønner ily midtbåds og bandt kjærringen fast på agtertoften, forat hun ikke skulde rause i havet. Selv satte han sig på den forreste tofte og begyndte at bruge årerne sine. Da fællaerne var komne til Makkenjarg[27] (Makkenæs), indhentede Bæive Vuolab dem og passerede dem ved Lapo[28] (lille Vadsø). Kommet til Vadsø kjøbte han to flasker vin, som han tømte, og to sække mel, som han tog en under hver arm og bar ned i båden. Da først kom fællaerne. Bæive Vuolab kvad:


Ȯska go di joavdabetet?
Vidneankar Iæ mu.
Mon jo dabe
Ja must vel oaivest«. —


Kommer I først nu?
Vinankeren er min;
For jeg er alt her
Og dertilmed fuld. —


Da begyndte fællaerne at krangle med ham og nægtede at betale væddemålet; men Bæive Vuolab råbte: »Jeg skal vel lære eder ret«, og hidsede gutterne sine på dem; selv gik han et stykke ifra for at se på. Da fællaerne begyndte at tabe, kaldte de russerne til hjælp, og da russerne kom, kunde Bæive Vuolab-sønnerne ikke længere holde stand. Vuolab sagde da: »Jeg får prøve at frelse mine sønner fra de hundes vold«, sprang hen og greb en af russerne ved benet; nu havde han værge. Deraf er den talemåde blandt lapperne kommet: »Værjon gal du anam« — jeg kan vel bruge dig som værge, — nemlig om en veik kar, når en sådan begynder at skryte af sin styrke. Dermed gik han på fællaerne og russerne så vældigt, at hans våben satte livet til. Da Vuolab så det, sagde han: »Det sømmer sig ikke at slå folk ihjel!« kastede fra sig den døde krop, slængte de andre hver til sin kant og fridde sine sønner. — Da russerne så, at de havde mistet en mand, sagde de til Bæive Vuolab: »Du skal vel blive gjæstet, før du drar fra fiske!« Mod slutten af sommeren kom stallo, mens Vuolab sov, løste hans båd og skjød den ud på dybet og begyndte så at pibe. Vuolab hørte da, at stallo var kommet, sprang op og løb ud. Da han så båden drive, forstod han, at det var stallo, som havde gjort det, og tænkte: »Jeg skal vel få ekspederet den karl« og hentede båden igjen til land.

Næste dag mødtes de og kom overens om, når de igjen skulde komme sammen. Da den fastsatte tid var kommet, rodde Bæive Vuolab afsted i båden sin; men stallo sprang langs stranden. Vuolab kom til Makkebugt (Kveiteberget), gik på land og bandt båden sin fast, lagde en stor sten over bådfæstet og gik op for at vente på stallo. Da stallo kom, begyndte denne at trille væk stenen. Bæive Vuolab råbte: »Noh, maid dobbe bargak?« — Nå, hvad bestiller du der? — Da tog stallo straks til spranget; men Vuolab fulgle efter. Da stallo peb første gang, var Vuolab i bunden af Juvravuodna (Gandfjord), og stallo var et godt stykke foran; men da stallo peb anden gang, da var Bæive Vuolab i Bugøfjordbunden og var ham ganske nær; da stallo peb tredje gang, var de begge ved bredden af Neidenelv, skilt fra hinanden bare ved en liden haug. Der dræbte Vuolab stallo[29], tog al hans rigdom og drog til Enare.


2. Bæive Vuolab antar den lutherske tro og brænder sin afgud.

Da nogle år var forløbet, fulgte Bæive Vuolab sine sønner til fisket ved havkysten sidst i måneden »guovva« (februar) og drog derpå, selv tilbage til Enare. Senere reiste han til Finland, som han før havde pleiet. Der fik han høre missionærer præke; thi dengang var de første missionærer eller præster kommet til Finland. Vuolab gik også, i de forsamlinger, som disse præster holdt. Han hørte dem der tale om afgudsdyrkelsen, at alt, hvad et menneske dyrker, alt, hvad han elsker udenfor den eneste sande Gud, det er en vederstyggelighed for Herren, og at hvo, der tilbeder synlige ting på jorden, han er en afgudsdyrker, og at en afgud er intet i denne verden o. s. v.

Denne tale hørte Bæive Vuolab, og han begyndte at tænke over, hvad dette var for noget, eller hvorledes det kunde have sig; for han dyrkede selv en sten som sin gud, og når han lovede denne noget af, hvad han fangede, så fik han bestandig. Han fortalte da disse missionærer, hvor mægtig hans gud var: »Når jeg vil drage på vildrenfangst, så spør jeg min gud: Hvor skal jeg nu fange vildt? Da rører stenen sig så småt i den retning, hvori den vil have mig til at drage, men aldrig på den kant, hvor den ikke vil, jeg skal gå«. Præsterne gav ham da dette råd: »For at få se, at eders gud ingen magt har, skal du, når du drar på jagt eller fiskeri, forsøge ikke at gå didhen, hvor eders gud vil; thi den gud er mægtigere, som bor i himmelen; han har skabt himmelen og jorden, dig og os alle, og ved ham er det, at alt på jorden blir bestandigt«. —

Da tænkte Bæive Vuolab: »Lad mig prøve at fange på det sted, hvor min gud ikke vil. Har præsteme løiet for mig, da skal nok løgnens Iøn blive dem betalt«.

Da Bæive Vuolab kom tilbage fra Finland, gjorde han sig færdig for at drage på vildrenjagt. Han gik til sin gud og spurgte: »Hvorhen skal jeg drage på fangst? Til Marastiduoddar, skal jeg drage did?« Men stenen rørte sig ikke på nogen kant. Da spurgte han atter: »Skal jeg drage til Javrasjduoddar? [30]« Da rørte stenen sig. Han spurgte igjen: »Skal jeg drage til Marastiduoddar?« Men stenen holdt sig fremdeles rolig. »End til Javrasjduoddar da?« Da rørte den sig igjen. Han spurgte tredje gang og fik samme svar. Stenen rørte sig altid, når han nævnte Javrasjduoddar. Da sagde Vuolab: »Jeg drar til Marastiduoddar; får jeg vildt der, så brænder jeg dig!« Da han kom hjem fra jagten, fortalte han sin kone, at han aldrig havde fåt så stort og fedt vildt som da. Nu gik han til sin gud, småkløvede ved og lagde den omkring stenen, indtil denne var aldeles skjult i veden, og slog så ild. Men ikke før var veden begyndt at brænde, så blev der et forfærdeligt regn, så at ilden sluknede, og Vuolab måtte drage hjem for den gang. Da han næste gang drog afsted for at brænde sin gud, valgte han pænt, klart veir; men såsnart han havde fåt tændt ild, blev der igjen regn, så at ilden atter sluknede. På samme måde gik det også tredje gang. Da måtte han opgive forsøget. — Vuolab drog atter til Finland og fortalte præsterne alt så, som det var gåt til. Da præsterne hørte det, gav de ham endda det råd: »Når du nu går for at brænde din gud, da skal du tænde ilden med de ord: »Attsje, Barne ja Bassevoingna nammi mon buolatam dam dola.« — I Faderens, Sønnens og den Helligånds navn antænder jeg denne flamme. — Så drog Bæive Vuolab atter tilbage til sit hjem og gik hen til sin gud for at brænde den. Da han nu tændte ilden, sagde han: »Attsje, Barne ja Bassevoingna nammi mon buolatam dam dola.« og da han havde sagt det, begyndte ilden at tænde således, at stenen først tog til at skjælve og derpå lidt efter lidt at flakne; tilsidst kløvnede den aldeles, og se, ud af stenen løb der ligesom ænder henad vandet. Den samme sten var de hedenske enaringers fomemste gud eller hovedgud. Nu dudde den ikke mere, hvad man end lovede den, når man drog ud på fangst. Da folkene så det, græd de og sagde: »Hvorledes skal vi nu leve, da vor gud er blevet magtesløs?« Bæive Vuolab sagde til dem: »I himmelen er en Gud, hvis magt ikke aftar; tjen ham!« Vuolab lod sig døbe og levede et kristeligt liv med sin hustru og blev et mægtigt redskab til at udbrede den lutherske tro og brændte alle afguder, hvor han kom over dem.


Fodnoter

  1. N. Lervåg er en bugt af Kjøfjorden på Skogerøens vestside.
  2. Akko (bedstemor) en kvindelig gud, gift med Adja eller Aija (Finnernes Ukko), den mægtigste blandt guderne.
  3. Skolternes tro er en korstro i rent udvortes forstand; den udtrykker sig i en idelig korsen og bukken.
  4. Ligesom Guds egen søn ved dåben blev udmærket ved faderens nærværelse og vidnesbyrd, således skulde også ved den hellige Trifans dåb Gud selv have været tilstede som fadder.
  5. Det gamle, til helgenerne Borir og Gleb indviede kapel i Gævnjes eller skoltebyen ved Pasvikelven.
  6. Et lidet kors af en lysere stenart ses indsprængt oppe i det mørke gråstensberg over afgudens hoved.
  7. Ofring til Akko må sikkert have fundet sted langt ind i forrige årh., da renhorn i mængde, endnu ganske velkonserveret, findes omkring i uren bag den store sten.
  8. Efter det på, Trifans ord til jord forvandlede offerkjød.
  9. Disse trende trækors var endda for 15–20 år tilbage at se på fastlandsiden ligeoverfor de tre forstenede noaider i bakken ved Kaltivuononjarg.
  10. Da de hedenske lapper holdt sig til afguderne væsentlig for næringens skyld, opstillede de sine »seider« (afgudsbilleder af sten eller træ) ude i naturen, hvor det for deres bedrift faldt mest bekvemt, fjeldlapperne således på høie fjelde, fiskerne ved fosser, på odder og holmer i indsjøer etc. Nogle billeder dyrkedes iflæng af hele landsbyen og var da anbragt på et passende sted i husenes nærhed, andre igjen var som enkeltmands husguder privat eiendom.
  11. Samojeder, ostjaker o. fl. andre af Sibiriens nomader dyrker endda, i lighed med sine stammefrænder, de gamle lapper og finner, visse hellige lunde og trær. Med hensyn til offringer til disse er det anmærket om tschercmisserne, at de ved visse anseede trær i skogen pleier at ophænge næverskiver, som indeholder et spand i firkant, og som de benævner »Kuda Wadasch«.
  12. I gamle dage udgjorde fangst af vildren en vigtig næringskilde for lapperne. Vildtet fangedes i snarer, der efter gamle lappers beskrivelse opstilledes paa meget lange strækninger i form af høie skigårder eller gjærder, som således dannede stængsler, hvori dyrene lod sig lede ind. At de, som her fortalt, skulde lade sig lokke i snaren ved lyden af de i trærne anbragte metalringe, har ikke før været bekjendt.
  13. Se herom Friis: Lp. Mythologi side 119. Overtro om fuglene har i fortiden også været almindelig blandt den norske almue. Således skulde visse trækfugle om våren have magt til at »daare« folk, når man om morgenen på fastende hjerte uforvarende traf på, dem. Ifølge den gamle folketro i Valders skal i sådanne tilfælde kråken bevirke lus, lommen magerhed etc.
  14. Fortællingen er omtrent i samme form gjengivet i »Ny illustr. Tidende« for 1879 af A. G. Nordvi efter skolelærer Klemetsen i Utsjok. Skuepladsen er der henlagt til Finmarken.
  15. Vuodjabæce er en slags mad, der lages af furubark, hakket og blandet med mel i kjød- eller fiskekraft. Russelapperne bruger endda ofte denne ret i vårkniben, straks efterat de er komne på fiske, når de har lidet mel.
  16. Kunde også være ment om stenens dag- og natside, d. e. syd- og nordsiden af samme, efter lappisk sprogbrug.
  17. Bæive, fn. Päiviö d. e. sol eller dag, er navnet på en mythisk helteslægt, hvis herkomst har været et tvistspørgsmål for den nationale ærgjærrighed blandt lapper og finner. I den af pastor Fjellner optegnede mærkelige sagndigtning »Bæive barnek« ɔ: solens sønner, er den berømmelige solsøn, der lykkelig udfører sin dristige frierfærd og bortfører jættens datter, en lap, og i Kalevala nævnes Päivilä og Päivän pojat som fiendtlig sindet mod Kalevalafolket, hvoraf fremgår, at karelerne ei kan have tænkt sig disse helte som finner. I Enare derimod har såvel Castrén som forf. heraf påtruffet fortællere, der har påståt slægtens finske udspring. Ifølge Tornæus (Beskrifning öfver Torneå och Kemi Lappmarker, år 1672) har nævnte slægt forherliget sit navn gjennem sin heltemodige kamp for kristendommens seir i det nordlige Sverige og Finland. Et par af de i det efterfølgende anførte beviser på Olavs styrke nævnes af Castrén i hans »Resa till Lappland«. Efter samme skulde Olav også engang have foretaget en reise til Karelen og der i en tvekamp have nedlagt karelernes navnkundigste kjæmpe.
  18. Russere d. e. kareler.
  19. Her virkelige russere, der i sommertiden med sine lodjer ligger på fiskehandel omkring i Finmarkens fjorde.
  20. »Du skal få besøg eller gjæster«, er det stående udtryk for truselen om at sende en en stallo på halsen.
  21. Fornemmelig ved piben samt forskjellige slags ondskabsfulde streger, såsom rapseri, hærværk og ødelæggelse på redskaber, natlig fredsforstyrrelse o. lign.
  22. En anden af Vuolabs bjørnehistorier berettes fra Polmak således: Bjørnen havde taget hans ko, hvorved Vuolab var kommet ikast med den. Han forsøgte at kverke bamsen ved at vinde toppen af en ung bjerk om halsen på den; men dyret rykkede træet op med rod og gik sin vei. Da greb V. den ved ørene og sængte den i Tanaelven.
  23. Diminutiver af Ole, Hans og Sarak.
  24. Naskholmen, Ip. Harsksuolo af harskak (gumpe-harskak) ɔ: »det, som ulven spilder«. Ligesom mange slægtsnavne således tjener også stedsnavnene ikke sjelden til at bevare for kommende slægter en eller anden historisk mærkværdighed, såsom på Sydvaranger-siden: Duelje-guöddem-varra ɔ: det flåede renskinds fjeld; Boikaram-oaive ɔ: Torlorttinden ell. det fjeld, hvorpå der blev fundet en tørket lort; Vadsjer ell. Tærpan-Jok ɔ: Hammer- ell. Bankelv, d. e. den elv, hvor engang en mand under et bryllup fik et let hammerslag i hovedet af en af de berusede gjæster; Sundedærbme ɔ: Futebakken ell. den bakke, hvori en foged engang væltede på reisen og dat ud af kjærrisen, etc.
  25. Fælla. forkortet af gml. norsk várferli ell. várfelli, d. e. en person, som færdes ude om våren, især om dem, der søger vårfisket på fremmede steder, således her om de norske fiskere fra Tromsø og Nordlands amter, der om våren besøger Finmarken for at deltage i de store torskefiskerier ved kysten (Fritzner).
  26. Distancen vel 30 km.
  27. Makkenæs, taet ved Andersby, en halv mils vei indenfor Vadsø.
  28. Lapo ogs. Lappok ell. Lemilappok: betydningen af navnet usikker. Ordet lappok forekommer også i Uvjaslappok, »Sandskjæret« ɔ: en liden i Nordvaranger.
  29. Ifølge andre skal Vuolab i et hop have sat efter stallo over elven og der taget ham af dage. Veilængden udgjør mellem Makkebugt og bunden af Gandfjord 4 km., mellem Gandfjord og Bugøfjordbunden 16 km, og mellem Bugøfjord og Neidenelv ca. 24 km.
  30. Marasti- og Javrasjduoddar er fjelde i Enare.