Menigmands Følelser ved ulykkelige og ubetimelige Dødsfald
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Det er et Særkjende for Mængdens Betragtning af historiske Begivenheder og Personligheder, at den er tilbøielig til at tage Parti for den ulykkelige og som oftest ikke forstaar, end mindre tiltales af den straffende Retfærdighed. En saadan Tænkemaade, der i og for sig er stemmende med den menneskelige Natur, er uden tvivl bleven endnu mere udviklet ved den catholske Lære og Geistlighed. Vi ville derfor jevnlig se, at Omdømmet om en i Livet lidet agtet eller endog forhadt, ja forbrydersk Mand kan slaa helt om, ifald han faar en ubetimelig eller grusom Død. Dette fremtræder allerede tydeligt i det første Afsnit af det smukke Digt Solarljóð, der hidrører fra den norske Kirkes første Tid. Her fortælles nemlig, hvorledes en Røver, over hvis Vei intet Menneske pleiede at komme levende frem, og som aldrig undte nogen det ringeste af hvad han eiede, endelig engang faar Resøg af en udmattet Vandringsmand, hvem han ganske mod Sædvane modtager med Gjestfrihed. Den Fremmede er imidlertid en Niding, der lønner sin Verts Godhed ved at tilføie ham et dødeligt Saar, medens han sover. Da nu Røveren vaagner, beder han Himlens Gud hjelpe sig og erholder nu strax Tilgivelse, medens Morderen fra nu af er ansvarlig for alle den Myrdedes Synder:
- Hellige Engle kom
- Fra Himlen ned
- Og toge hans Sjæl til sig,
- I herligt Liv
- Den evig skal leve
- Med almægtig Gud[1].
Denne Folketro, der nu vistnok ikke mere fremtræder med en saadan Styrke, skjønt dens Levninger dog endnu langtfra ere forsvundne, men jevnlig vise sig i sentimentalt køleri, har i Middelalderen frembragt mere end et paafaldende Helgensagn. De Forestillinger af denne Art, som vi nu kjende, angaa Medlemmer af Kongehuset eller Personer, som udgave sig for at være det, men lignende Fabler have vistnok ogsaa været i Omløb i andre tilfælde, hvorom Historien tier. Først i Rækken kommer Kong Harald Gille. Han havde i Livet ingen af en Helgens Egenskaber, ja fandt endog Døden i sin Frilles Arne (1136). Men han havde dog fundet en brat og grusom Død, og der opkom Sagn om hans Hellighed. Sagaerne bevidne udtrykkelig, at dette Rygte bidrog sit til at befordre, at hans Sønner Sigurd og Inge bleve anerkjendte som Konger[2]. Det er da vistnok i denne Hensigt sat i Omløb af Hirden, men da Maalet var naaet, har denne ingen Opfordring havt til at vedligeholde en saa urimelig Forestilling.
Den samme Haralds Søn, Kong Eystein, i Historien kun bekjendt for sin Gjerrighed, fandt som Faderen en ulykkelig Død, idet han blev dræbt ved Fors i Baahuslen af sin Halvbroder Inges Folk den 2de August 1157. Liget begravedes kort efter i Fors Kirke midt paa Gulvet, hvor et Teppe lagdes over Graven. Snart fortaltes det blandt Vikverjerne, at Eystein var hellig, og at der skede Mirakler ved hans Grav, hvorfor hans Fiender vanhelligede denne ved at øse en Suppe, kogt paa Hundekjød, ud over den. Paa det Sted, hvor Drabet var foregaaet, fremvældede, hedder det, en Kilde, og en anden Kilde der, hvor Liget havde staaet den første Nat. Disse Kilder have lige indtil vor Tid, altsaa i syv Aarhundreder, vedblevet at være Offerkilder, og den ene hedder fremdeles St. Ostens (eller Hellig Korses) Kilde, og den nu forsvenskede Almue ved fremdeles at tale om en her dræbt Konge. Graven blev maaske først i det attende Aarhundrede ganske forstyrret[3].
Under Magnus Erlingssøns Regjering optraadte Olaf Gudbrandssøn, hvis Moder, Maria, var Datter af Kong Eystein Magnussøn, som Thronprætendent og Anfører for de saakaldte Hættesvende. Han fik for medelst sit stadige Uheld Tilnavnet Ugæfa og flygtede omsider, overvunden af Erling Skakke, til Danmark, hvor han, efter at have tilbragt en Vinter i Aalborg, døde 1169. Her blev han begraven i Mariakirken, den samme, hvori ogsaa en anden norsk Prætendents, Sigurd Slembedegns, Ben fandt Hvile. "De Danske holdt ham for en Helgen"[4].
Den nysnævnte Eystein Haraldssøns virkelige eller foregivne Søn, den tidligere Munk Thorleif Breidskegg, vakte Uroligheder under Kong Sverre, men dræbtes i 1191 af Bønderne i "Marker". Allerede før sin Død skulde Thorleif have havt Ord for "et rent Liv", og hans sørgelige Dødsmaade skaffede ham Rygte som hellig. "Der brændte Lys over hans Grav", og Sverres Hofskald fandt det hensigtsmæssigt at modvirke dette at digte en Ervedraapa eller Gravsang om den Afdøde, hvori han skildredes som et unyttigt og indbildsk Menneske[5]. Med denne Thorleif turde det maaske staa i Forbindelse, at der endnu i 1598 fandtes paa Elverums Kirkegaard en Træbygning, "Hellig Thorlofs Capel" kaldet, der havde sin egen Rente[6]. Han kunde da tænkes at være begravet her. Ved "Marker" forstaaes nu kun Aremark, men i Fortiden betegnede dette Navn en længere Grændsestrækning temmelig høit op i Landet.
Mærkeligst blandt denne Art af Hellige er imidlertid den tydske Kvinde, som 1301 blev brændt paa Nordnes ved Bergen, efterat hun havde udgivet sig for at være den forlængst afdøde Margreta, Kong Erik Magnussøns Datter og Skotlands Arving. Rygterne om hendes Hellighed fik stor Udbredelse, endog hos endel af Præsteskabet, ja der blev opført en Trækirke til hendes Ære paa Nordnes, siden "Sanct Maritte Kirke" kaldet[7], og hid blev der valfartet af ofrende Pilegrime i stor Mængde. Skjønt dette Uvæsen gik for sig i en Stiftsstad, varede det dog en god Stund, inden Biskoppen satte sig i Bevægelse for at afskaffe det, og da han endelig skred ind (1320), var det først efter gjentagen Anmodning af de bedste Mænd[8]. Der blev imidlertid digtet en Vise om den falske Margreta, der endnu kjendtes af Absalon Pederssøn og i vore Dage er gjenfunden paa Færøerne. De første Vers ere forøvrigt laante fra den danske Vise om Dagmar[9]. Det Hele tyder paa, at Troen paa den brændte Kvindes Hellighed har holdt sig langt ned i Tiden. I et gammelt norsk Necrologium[10] findes ved 16de November anført: Transitus Sanctae Margaretae Reginae. Da intet Spor kjendes til, at nogen anden norsk Fyrstinde af dette Navn har havt Hellighedsry, er det muligt, at herved sigtes til denne falske Kongedatter. Et mærkeligt Sidestykke til denne Margreta-Dyrkelse forekommer hundrede Aar senere. Som bekjendt blev 1402 en Mand brændt ved Falsterbod i Skaane, der havde udgivet sig for den 1387 afdøde Kong Olaf Haakonssøn. Ogsaa denne grove Bedrager, ligeledes en Tydsker, vandt uforstandige Menneskers Sympathi. "Nogle Danske samlede de Knogler, der vare at finde i Asken, og bevarede dem som store Helligdomme"[11], ja der opkom i den hanseatiske Verden den Overtro, at en samtidig Formindskelse af Sildefiskeriet i Øresund var en Guds Straffedom for Kong Olafs skammelige Aflivelse[12].
Uden at gaa saavidt, som i de ovenfor berørte Tilfælde, antydede man stundom sin andægtige Erindring af mærkeligere Personers sørgelige Endeligt ved at tillægge dem Prædicatet "mild". Dette Tilnavn faldt saaledes i Hr. Alf Erlingssøns Lod[13], men blev som bekjendt siden forvansket til "mindre". Ogsaa Hertug Erik af Sverige, Haakon V.s Svigersøn, fik efter Døden det samme Tilnavn[14]. Hvor Drab og ulykkelig Hændelse havde fundet Sted, reistes ogsaa altid et Kors, hvorved fromme Forbifarende standsede med Andagt. Herpaa kjendes fast utallige Exempler.
Fotnoter
- ↑ Solarljóð, v. 1-7. (Den ældre Edda, oversat af Finn Magnusen, 111. S. 201).
- ↑ Heimskringla, Ungers Udgave, S. 724.
- ↑ Heimskringla, Ungers Udg. S. 755. A. E. Holmberg, Bohusläns Hist. och Beskr., 2. Uppl. I. S. 76, 11. S. 177. G. Storm, Snorre Sturlassøns Historieskrivning, S. 269, 272.
- ↑ Fagrskinna, Gap. 276. Heimskringla. Ungers Udg. S. 806.
- ↑ Sverres Saga, Gap. 116.
- ↑ Optegnet af Biskop Jens Nilssøn. (J. E. Kraft, Topogr.-statist. Beskrivelse over Norge, 2. Udg., I. S. 339).
- ↑ Norske Magasin, I. S. 134, 529.
- ↑ Dipl. Norv. VI. S. 104, VIII. S. 88.
- ↑ Danske Folkeviser, udg. af S. Grundtvig, 111. S. 921 fgg. Gustav Storm, Sagnkredsene om Karl den Store og Didrik af Bern, S. 213.
- ↑ Scr. Rer. Dan. V. p. 386.
- ↑ "Etlike Denen sammelden sine knaken, wat se krigen kunden, unde helden de vor grote hilligedomete". Chronik der nortelvischen Sassen, (aftrykt i Quellensammlung der Schleswig-Holstein-Lauenburgischen Gesellsch. f. vaterl. Geschichte, hg. von J. M. Lappenberg, Kiel 1865, 111. S. 98).
- ↑ Sammesteds, samt Chronik des Lesemeister Detmars, hg. von F, H, Grantoft, 11. S. 463.
- ↑ F. Ex. i Bergens Rimkrønike (N. Mag. I. S. 25).
- ↑ Svenska Medeltidens Rim-Krönikor, utg. af G. E. Klemming, I. S 155. Ogsaa dette er blevet misforstaaet, saaledes i Historisk Aarbog for 1878, udg. af S. B. Thrige, S. 106.
