Myter og sagn fra Grønland – II (KR) – Den gamle Pebersvend, som blev gift med en Fiskeand
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – II
Knud Rasmussen
1924
Bind II: Vestgrønland
Den gamle Pebersvend,
som blev gift med en Fiskeand
Der var engang en gammel Pebersvend, som fik Lyst til at tage sig en Kone, og saa søgte han sig een ud og blev gift med en dejlig Kvinde med lange røde Støvler. Han elskede hende højt og var altid hos hende, og saaledes gik det til, at hun inden ret længe blev svanger. Siden fødte hun en Søn, og Pebersvenden elskede hende endnu højere end før. Sønnen voksede til, og da han var bleven en pæn lille Dreng, blev Konen atter svanger og fødte igen en Søn, men saa fik de ikke flere Børn. Da Sønnerne voksede til, gik Moderen ofte lange Ture med dem ind over Land, og her talte hun en Dag saaledes til dem:"Hør, I kære smaa, I er af Fugleslægt; derfor skal I samle alle de Vinger sammen, som I finder."
Og da Børnene hørte det, samlede og gemte de alle de Fuglevinger, som de fandt.
Engang var Moderen som sædvanlig inde over Land paa Bærtogt sammen med dem, og efter at hun en Stund havde staaet og betragtet dem, medens de løb omkring og plukkede Bær, gik hun hen til dem og fæstede Fuglevinger paa Ydersiden af deres Arme; derefter listede hun sig bagfra hen til den ældste af Drengene og forskrækkede ham med et, og i samme Øjeblik, han forskrækket fór op, var han bleven til en Fiskeand, en lille Andrik-Unge, der hævede sig op paa sine Vinger. Det samme gjorde hun ved den yngste, og derpaa tog hun selv Vinger paa, og saaledes fløj de bort alle tre.
Da Pebersvenden kom hjem, var hans Kone og Børn borte, og han gav sig straks til at søge efter dem. Han søgte alle Steder og kom tilsidst ind over Land til et Sted, hvor han saa en stor Mand, der stod i en mærkelig Stilling, ganske som om han ikke stod oprejst paa sine Ben. Da han kom nærmere, opdagede han, at Manden stod og huggede med en Økse, og da han betragtede ham nærmere, saa han, at han ingen Bagdel havde; det var et ynkeligt Syn! Inden den fremmede fik vendt sig om, skyndte Pebersvenden sig at gaa omkring ham, saaledes at han kom hen imod ham forfra. Saaledes gik det til, at Manden saa Pebersvenden komme hen imod sig forfra og i samme Øjeblik han blev ham var, raabte han med dyb Stemme, for han var ikke noget rigtigt Menneske:
"Fra hvilken Side af mig kommer du?"
"Forfra kom jeg hen til dig," svarede Pebersvenden. Og saa brast det ud af Manden med samme dybe Stemme:
"Hvis du var kommen til mig bagfra, havde jeg øjeblikkelig dræbt dig."
Pebersvenden stillede sig derpaa op og saa, hvorledes han arbejdede med sin Økse, og mærkeligt var det at se paa, thi alle de Spaaner, som han huggede op, blev til Laks, der sprang ud i en Elv, som løb ved Siden af. Da Pebersvenden havde staaet og set til en Stund, sagde han:
"Du skal faa min nye Konebaad, hvis du kan sige mig noget om tre Mennesker, der er bleven borte for mig."
Straks svarede Manden:
"Jeg har ingen Brug for din nye Konebaad, og jeg har ingen set gaa forbi her."
For anden Gang tog Pebersvenden til Orde og sagde:
"Du skal faa min nye Kajak, hvis du kan sige mig noget om de tre Mennesker, jeg søger."
Og atter svarede Manden med sin dybe Stemme:
"Jeg har ingen Brug for din Kajak, og jeg har ingen Mennesker set."
Nu opdagede Pebersvenden, at den Økse, Manden stod og huggede med, var gammel og næsten uden Æg, idet Øksebladet var saa sløvt, at det næsten var ens paa begge Sider, og saa sagde han:
»Du skal faa min nye Økse, hvis du kan sige mig, om der er gaaet tre Mennesker forbi her."
»Hehel" lo Manden med den dybe Stemme. "Ja, min Økse har jeg slidt ganske op. Sæt du dig nu oven paa Svømmeblæren af denne Laks, luk saa Øjnene, og aabn dem ikke, før du kan høre Barnestemmer."
Saaledes talte han, og straks satte Pebersvenden sig op paa Svømmeblæren af en Laks og lukkede Øjnene. Snart hørte han en vældig Susen for Ørerne, og da han syntes, at det havde varet meget længe, mærkede han, hvorledes Laksen standsede; og idet han nu endelig hørte Barnestemmer, aabnede han Øjnene og genkendte straks sine Sønner. Børnene løb nu henimod et lille Hus og raabte ind ad Vinduet:
"Far er kommen, Far er kommen!"
Saa hørte han sin Kones Stemme tydeligt ud gennem Vinduet:
"Det kan ikke være jeres Far, thi før vi forlod ham, ødelagde vi alt, hvad han skulde bruge til en Rejse!"
Men Børnene raabte blot endnu ivrigere:
"Far er kommen, Far er kommen!"
Da Børnene derpaa gik ind i Huset, fulgte han efter, og idet han kiggede ind, saa han sin Kone sidde bag ved Lampen; men foran hende sad en lille Mandsling med en kort Braknæse og friede uafbrudt til hende.
Pebersvenden blev rasende herover, og idet han styrtede ind i Huset, saa han nu, hvorledes den braknæsede Mandsling strakte sig ind mod hans Kone. Han vilde styrte sig over ham, men Mandslingen smuttede bort fra ham og sprang ud i Husgangen, idet han skreg: "A-Aleq, A-Aleq!" og blev i det samme til en Havlit, der fløj bort.
Derefter sprang Pebersvenden ind paa sin Kone for at gribe hende, men ogsaa hun smuttede fra ham og hoppede ned i Husgangen og fløj bort som en Fiskeand.
Saaledes mistede Pebersvenden baade sin Kone og sine Sønner.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. II, ss. 12-14. København, 1924.
