Myter og sagn fra Grønland – II (KR) – Mânguaraq, der besøgte Maanemanden

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Mânguarak, der besøgte Maanemanden
Aka Høegh, 1924

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – II
Knud Rasmussen
1924

Bind II: Vestgrønland

Mânguaraq,
der besøgte Maanemanden

Fortalt af Esaia fra Ny Hernhut ved Godthaab

Man fortæller, at Mángorssuaq, den store Rod, havde en Søn, der kaldtes Mánguaraq, den lille Rod, og at Mánguaraq var en meget stærk Mand. Der var ikke noget Fangstdyr saa farligt, at han ikke turde binde an med det og dræbe det. Naar de Tider var inde, da Narhvalerne begyndte at trække langs med Kysterne, plejede han særlig at glimre med sine store Evner som Fanger.

Det fortælles nu, at han en Dag kom over en meget stor Stime Narhvaler. Han søgte sig den største af Flokken ud, saaledes som han havde for Vane, for at harpunere den, da han fik Øje paa en vældig Hanhval, der var større end alle de andre; den var skinnende hvid over det hele; kun lige bag Forlufferne havde den en kulsort Plet, der stak saa stærkt af mod det store hvide Legeme, at det saa ud, som om det var et Stykke, der var klistret paa det øvrige. Fra dette Øjeblik af var denne vældige Hval den eneste i Flokken, som var til for Mánguaraq; men hver Gang han vilde jage den, kom der bestandig en anden Hval op mellem ham og den store hvide, saa at han ikke kunde komme til at kaste sin Harpun, som han vilde. Tilsidst begyndte Solen at dale, og han maatte meget mod sin Vilje nøjes med at sætte fast i en almindelig Narhval.

Efter sin Hjemkomst fortalte han saa følgende under Aftenens Løb:

"Hele Dagen jagede jeg forgæves en meget stor Narhval, der var hvid over det hele og kun havde en sort Plet paa Siden; først da Solen begyndte at dale, maatte jeg nøjes med en almindelig Narhval."

Da Faderen hørte disse Ord, sagde han:

"Det var godt, du ikke harpunerede den, thi om du dræber den store hvide Hval med den sorte Plet, vil Maanemanden i Vrede røve din Sjæl. Det fortælles, at saadanne Narhvaler er hans særlige Fangstdyr. Lyd derfor mit Raad: Skulde du endnu en Gang se en saadan Hval, maa du endelig ikke jage den."

Dette sagde Faderen, men Sønnen svarede intet dertil, og da det blev Aften, gik de til Ro. Næste Morgen tænkte Mánguaraq ikke paa andet end den store Narhval, han havde set den foregaaende Dag, og saa vældig var hans Lyst til at harpunere den, at han tilbragte næsten hele Dagen med at søge efter den. Hver Gang han saa en Flok Narhvaler, roede han hen til dem, men næppe havde han opdaget, at "store Hvide" ikke var iblandt dem, før han forlod Flokken for atter at fortsætte sin Søgen. Endelig langt hen paa Dagen kom han over en Flok, hvor den Hval var, som han søgte, og da den kom op i Nærheden af ham i godt Kastehold, harpunerede han den, dræbte den, ordnede sin Bugserline og roede derpaa indefter mod sin Boplads med den.

Da den gamle Fader saa sin Søn komme bugserende med Fangst, kunde han straks se, at det maatte være den store, hvide Hanhval, han havde paa Slæb, thi saa langsomt plejede han ellers aldrig at ro med noget Bytte; og da han kom nærmere ind og lagde til Land, saa laa Narhvalen der da ogsaa ganske rigtigt med den store sorte Plet oppe i Vandskorpen; og saa tydeligt tegnede Pletten sig mod den hvide Krop, at det ganske saa ud, som om den var sværtet. Da Faderen saa den, tog han til Orde og sagde:

"Den Narhval, du der har nedlagt, hører til Maanemandens særlige Fangstdyr; det undrer mig, at du har ønsket at handle saaledes til Trods for min Advarsel. Fra nu af maa du være forberedt paa Maanemandens Hævn."

Derpaa flænsede man den vældige Narhval, og da man var bleven færdig dermed og det var bleven Aften, gav den gamle Fader Ordre til, at man skulde tænde alle Lamper i Huset med fuldt Blus, og endvidere, at der skulde sættes Lamper ud i Husgangen, saaledes at der ikke fandtes et eneste Sted, som var mørkt. Da dette var gjort, satte alle i Huset sig til at vente paa det, som nu maatte ske. Kun Mánguaraq lod som ingenting og satte sig ved en af de nederste Lamper med en Narhvalstand, som han gav sig til at forarbejde.

Omsider blev det Nat, og man kunde gennem Vinduet se, hvorledes Maanen lyste gennem Skyerne, der stadig drev frem for den; nu og da skinnede et Lys, der virkede fjernt og varslede Uvejr. Saaledes vekslede Maanens Lys hele Natten igennem, snart stærkt og klart, snart lysende fjernt og svagt gennem slørede Skyer, og det led langt hen paa Natten, da man pludselig udenfor hørte en stærk Knirken i Sneen, og straks derefter brølte en Stemme ind gennem Tarmskindsvinduet:

"Mit store Fangstdyr, som intet Menneske maa nedlægge, har han derinde dræbt, og nu tror han maaske, at jeg vil lade ham slippe med Livet. Hør, du derinde! Kom ud og lad os prøve Kræfter!"

Mánguaraq svarede ikke, og lidt efter hørte man atter Stemmen, denne Gang højere endnu og mere truende end første Gang:

"Du har dræbt et Fangstdyr, der var mit! Skynd dig nu lidt, kom ud og lad os prøve Kræfter!"

Atter denne Gang svarede Mánguaraq ikke. Tilsidst tog derfor Faderen til Orde og sagde:

"Du er nu saaledes stedt, som du selv har ønsket, og ikke er der andet for dig at gøre end det, Maanemanden forlanger."

Ved disse Ord lagde Mánguaraq sit Arbejde til Side og ordnede sit Tøj, og saa rap var han i alle sine Bevægelser, at det var tydeligt at se, at han var vel oplagt til at slaas. Hans gamle Fader sad først stille hen en Stund, uden at foretage sig noget, men saa syntes han dog, at han maatte ud for at samle Resterne af sin Søn sammen — det, som maatte blive tilbage, naar han nu om lidt blev fuldstændig maset af Maanemanden. Han gjorde sig hurtig i Orden og gik ud, og idet han saa sig omkring, opdagede han, at Maanemanden stod ude paa Isen et lille Stykke fra Isfoden med Front mod Land; han stod støttet til sin store Istuk, en drabelig Mand at se til. Mánguaraq havde ogsaa faaet fat paa sin Istuk og var gaaet helt ned til Isfoden, og her havde han stillet sig op, ganske i samme Stilling som den anden. Maanemanden løftede sin Istuk, fægtede truende ind mod Land og raabte:

"I længst svundne Dage, da jeg var en lille Dreng og ramte min første Spurveunge med et Stenkast, spilede jeg paa samme Maade Øjnene op af Jagtiver og skælvede af Ophidselse over min første Bedrift!"

Og saa slog han sin Istuk ned i Isen, saa det føg omkring ham med Isstykker. Øjeblikkelig fægtede Mánguaraq med sin Istuk paa samme truende Maade oppe fra Isfoden og raabte:

"Mange Dage er gaaet, siden jeg var en lille Dreng og ramte min første Rødsisken. Da spilede jeg ogsaa Øjnene op af Jagtiver og skælvede af Ophidselse over min første Bedrift."

Og ved disse Ord rammede han sin Istuk ned i Isfoden, saa Isstykkerne føg omkring ham. Ingen af dem holdt sig tilbage, begge stod lige truende og udfordrende, og idet de langsomt nærmede sig hinanden, opregnede de alle de Smaafugle, de havde nedlagt som Drenge. Derefter begyndte de at ramse Fiskene op, og idet Mánguaraq igen under truende Bevægelser hævede sin Istuk, raabte han:

"Jeg husker den første Gang, jeg som lille Dreng tog med en Konebaad ud for at fiske; da fik jeg en Havkat med store Tænder, og da jeg halede den op over Baadens Ræling, spilede jeg Øjnene op af Jagtiver og skælvede af Ophidselse over Bedriften!"

Som Gensvar herpaa løftede Maanemanden atter sin Istuk, men denne Gang langsomt og uden Kraft, og idet han vendte sig mod Mánguaraq, talte han i en Tone, der var spagfærdig og uden Truselsord:

"I længst svundne Dage, da jeg som en lille Dreng fulgte med en Konebaad paa Fiskefangst og siden sad og fiskede ved Baadens ene Side, var der en, som sad i Baaden ved den modsatte Ræling, der sagde: "Nu hiver jeg en Havkat med store Tænder op i Baaden." Ved disse Ord forlod jeg min Snøre og kiggede hen til Manden, og da jeg saa Havkatten, der netop kom op af Vandskorpen med aabent Gab og med de store, spidse Tænder skinnende i den aabne Flab, flygtede jeg rædselsslagen over i den modsatte Side af Konebaaden. Saaledes er det da sket, at du her har nedlagt et Fangstdyr, som jeg frygtede for. Jeg indbyder dig derfor til at besøge mig paa Maanen."

Under disse Ord var de naaet helt hen til hinanden, og efter at have staaet et Øjeblik og snakket sammen, gik de indover Land. Mângorssuaq, der var gaaet ud for at opsamle sin Søns sønderslaaede Knogler, stod som lamslaaet og stirrede paa sin Søn, der nu snakkede med Maanemanden, ganske som om de var de bedste Venner. Og som han stod der og stirrede paa dem, var det pludselig, som om de ikke længere rørte ved Jorden; se: de hævede sig op, højere og højere op i Luften, indtil de blev helt borte for den gamle Mand.

Saaledes for Mánguaraq nu gennem Luften sammen med Maanemanden, indtil de fik et stort Land i Sigte, og først da de var kommen det ganske nær, tog Maanemanden til Orde og sagde:

"Om lidt, naar vi naar frem til et Fjæld paa det Land, du ser for os, vil vi opleve mærkelige Ting, thi Fjældets Aand vil da komme os i Møde med en Træbakke i Haanden; i Træbakken ligger en Krumkniv, saa godt som uden Knivsblad, og idet Fjældaanden kommer os i Møde, vil den uafbrudt raabe:

"Se paa mit Bukseskræv! Det er gennemhullet til begge Sider, og ned derfra hænger Ulke! Por—por!"

Saaledes vil den skraale, Fjældaanden, og blive ved med at gentage de samme tossede Ord; men du skal vel vogte dig for at komme til at smile, og ikke engang i dit Sind maa der rejse sig et Ønske om Smil, thi sker det, vil den øjeblikkelig sprætte Maven op paa dig og røve dine Indvolde. Hvis du derfor ønsker at komme hjem igen, maa du ikke en Gang i dine Tanker smile ad denne latterlige Fjældaand!"

Snart fik de Fjældet i Sigte, et Fjæld, der skilte sig ud fra det øvrige Land i en skarp Tinde, og øjeblikkelig hørte de Fjældaandens Stemme og en Latter, der klang, saa længe den havde Luft i Lungerne; og den raabte og skreg, idet den ustandselig gentog:

"Se paa mit Bukseskræv! Det er gennemhullet til begge Sider, og ned derfra hænger Ulke gennem de store Huller! Por—por!"

Og saa sluttede den med en Latter, der varede, saa længe den havde Luft i Lungerne. Den slog Følge med dem, og da Mánguaraq saa nærmere til, opdagede han, hvorledes Skrævet var gennemhullet, og ud fra Hullerne søgte en stor Hornulk at kravle ud. Mánguaraq betragtede ham nøje, men til Trods for det latterlige Udseende, fik han ikke et Øjeblik den allermindste Lyst til at smile, thi han ønskede i sit Hjerte at faa en god Hjemkomst efter denne Rejse. Fjældaanden, der indsaa, at den ikke vilde faa ham til at smile, forlod dem tilsidst, og man hørte kun dens sære skrattende Latter blive borte i Luften.

Saa fløj Mánguaraq og Maanemanden videre gennem Luften, indtil de fik Øje paa et stort Hus. Da de naaede frem, gik Maanemanden først ind, Mánguaraq fulgte efter, og idet han kom ind i Huset, saa han, at der var ganske mørkt paa den ene Side og afspærret i et Rum for sig selv. Maanemanden satte sig inden for sin Lampe, medens Mánguaraq satte sig paa Sidebriksen, og nu tog Maanemanden til Orde, idet han sagde:

"Den, som færdes paa Rejser, bliver hurtigt sulten og trænger derfor til Føde."

Ingen Mennesker var der at se, men idet Mánguaraq nu saa sig opmærksomt om i Husrummet, opdager han en smuk ung Pige, der kom ud fra det Sted, som var afspærret, og saa skøn var hun at se til, at Mánguaraq uafbrudt maatte stirre paa hende. Men da hun vendte Ryggen til og bøjede sig for at gaa ud af Husgangen, saa han, at hendes Ryg kun var et Skelet. Hun blev borte en Stund, og da hun kom ind igen, medbragte hun Mattak af Narhval, som hun lagde frem, for at de kunde spise; hun gik derpaa atter ud og kom nu tilbage med tørret Renskød, der var hvidplettet af velsmagende Talg, og dog lagde hun endnu kogt Talg ovenpaa. Det var et rigtigt Festmaaltid!

Saasnart hun havde lagt al denne Spise frem, forsvandt hun atter ind i det afspærrede Rum og viste sig ikke mere. De to gjorde sig derefter til Gode, men Mánguaraq spiste kun lidt af Narhvalens Mattak, da det var Mad, som han selv havde i Overflod; derimod aad han umaadeligt af det tørrede Renskød og af det kogte Talg, og de spiste sammen, Maanemanden og Mánguaraq, alt imedens Maanemanden fortalte Historier. Da de var færdige med Maaltidet, vedblev Maanemanden at fortælle, medens den anden hørte efter, og saaledes lød hans Fortælling:

"I længst forsvundne Tider boede vi paa Jorden, ganske ligesom I. Vi var mange unge Mennesker, der boede sammen i et stort Hus, hvor vi ofte legede Lampeslukningsleg. Lamperne slukkedes, og vi udvalgte i Mørket Kvinder, som vi laa hos, og siden, naar Lamperne atter tændtes, sad vi tavse med bøjede Hoveder. Engang da vi som sædvanlig

skulde vælge os Kvinder under en Lampeslukningsleg, fattede jeg en heftig Attraa til min yngre Søster, og netop som jeg havde mærket mig hendes Klæder vel, slukkedes Lamperne. Næppe var der bleven mørkt i Huset, før jeg greb min Søster, der var den eneste, jeg havde Lyst til at ligge hos; men min Søster, som havde ment at genkende mig, havde, uden at jeg vidste af det, mærket mig med Sod. Da Lamperne atter tændtes og vi som sædvanlig sad lidt flove med sænkede Hoveder, uden at der var nogen, som talte, var der pludselig en, som sagde ganske tydeligt inde fra Briksen:

"Nej, se dog! Der er en, som har sværtet Aningãssuaq (Maanemanden)!"

Ved disse Ord vendte jeg mig om og saa paa min Søster, og straks rødmede hun over hele Ansigtet, helt om bag Ørerne, ganske som om hendes Ansigt blev dyppet i Blod; saa rød blev hun i Hovedet og saa flov, at hun ikke tænkte paa at sige et Ord, men skød sig stille fra Briksen frem paa Gulvet, hvorpaa hun straks gjorde sig klar til at gaa ud, idet hun først inde fra Briksen tog et Stykke Tørv af det, som de plejede at bruge til Fakler. Dette dyppede hun i Lampens Spæk, tændte Faklen og gik ud. I Begyndelsen saa jeg til, uden at foretage mig noget, men saa gjorde ogsaa jeg mig rede, tog et Stykke Tørv, dyppede det i Lampen og vilde tænde det; men af Frygt for, at min Søster skulde faa et altfor stort Forspring, gav jeg mig ikke Tid til at tænde Tørven, men nøjedes med at lade den gløde, og satte saa efter hende. Saa lang Tid er gaaet, siden jeg begyndte at forfølge hende, og endnu har jeg ikke naaet hende. Det er min Søster, som kaldes Solen. "

Dette sagde Maanemanden, skønt Søsteren boede i det samme Hus, dog i det afspærrede mørke Rum.

Mánguaraq hørte længe efter i Tavshed; endelig spurgte han Maanemanden:

"Hvor kan det være, at Solen, naar den staar op om Morgenen, er varm og lysende, medens den er kold og svagt lysende om Aftenen, naar den gaar ned?"

Til disse Ord svarede Maanemanden:

"Du har Ret, Solen er baade varm og stærkt lysende om Morgenen, naar den staar op; dette er fordi den altid hæver sig over gode Mennesker. Alle Mennesker er gode efter Nattens Søvn. Men om Aftenen, naar Solen gaar ned, er den baade kold og svagt lysende, fordi den da altid gaar ned over slette Mennesker."

Saaledes fik Mánguaraq Viden om Solens Lys og Varme. Men Maanemanden fortalte endnu mange Historier, indtil han gik hen og aabnede sin Kiste og tog en Narhvalstand frem. Derefter satte han sig hen foran den nederste Lampe og begyndte at arbejde i Ben, idet han stadig fortalte Historier. Saaledes sad de og havde det hyggeligt, da man pludselig uden for Vinduet hørte Fjældaandens Latter, idet den søgte at faa dem til at le over sit latterlige Skræv. I samme Øjeblik, den viste sig i Husgangen, skød den sin Træbakke hen foran sig, saa at den rutschede hen ad Gulvet; men Maanemanden rejste sig forbitret op og sparkede til Træbakken, saa den røg ud af Huset, og man hørte Krumkniven, der laa i den, falde klirrende til Jorden.

"Slet er den Maade, hvorpaa du plejer at behandle dine Gæster!" raabte Maanemanden, men Fjældaanden lo blot ad ham, og længe hørte man dens Latter gennem Luften, indtil den blev svagere og svagere og tilsidst blev helt borte.

Da Maanemanden omsider havde faaet en hel lille Dynge foran sig af Affald fra Narhvalstanden, samlede han det hele sammen, rejste sig og gik hen mod Husgangen. Mánguaraq troede, at han vilde kaste det ud, men til hans Forbavselse aabnede han en lille Lem i Gulvet og kaldte Mánguaraq hen til sig. Da nu denne kiggede ned gennem Lemmen, saa han ud over alle Jordens Lande, og det saa heroppe fra ud, som om alle Husgange kyssede hinanden, saa tæt laa de ved hinanden. Da de saaledes havde set en Stund ud over Jorden, dryssede Maanemanden Bensmulerne af Narhvalstanden ned gennem Hullet; man saa det falde, og idet det nærmede sig Bopladserne, spredte det sig ud over Landene, saa at disse blev helt usynlige. Et Øjeblik efter kiggede de atter ned gennem Hullet, og saa da, at alle Jordens Lande var bleven hvide af Sne. Da de havde set en Stund paa al den Sne, som nu dækkede Jorden, sagde Maanemanden:

"Paa denne Maade lader jeg dyb Sne dække Landene for at holde Menneskene i Ave, naar de bliver alt for egenraadige og kun handler saadan, som de selv har Lyst til. Efter et Snefald er de altid mere medgørlige."

Omsider faldt Natten paa og de lagde sig til Ro.

Tidligt næste Morgen brød Mánguaraq op; Maanemanden fulgte ham paa Vej, for at han kunde slippe vel forbi Fjældaanden, der atter forsøgte at faa dem til at le ad sine latterlige Bevægelser.

Mángorssuaq havde ikke ventet sin Søn tilbage med det første den Dag, da han saa ham forsvinde bort mod Himlen med Maanemanden, og stor var derfor hans Forbavselse, da han saa ham komme tilbage allerede Dagen efter.

Saaledes gik det til, at Maanemanden glemte sin Vrede og blev gode Venner med Mánguaraq, fordi denne som Dreng havde nedlagt en Havkat — et Dyr, han selv havde været bange for.

Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. II, ss. 25-34. København, 1924.