Oddruns Klagesang (F.W.Horn)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Den ældre Edda

Oversat af
Frederik Winkel Horn
1869

Oddruns Klagesang
(Oddrúnargrátr)

Borgny hed Kong Hejdreks Datter, og Vilmund hed hendes Elsker. Hun kunde ikke føde, før Oddrun, Atles Søster kom til, hun, som havde været Gunnar Gjukesøns Elskerinde. Om dette er kvædet saa:

1. Gamle Sagn jeg hørte melde,

at en Mø til Mornalandet

kom til Konning Hejdreks Datter;

intet Menneske paa Jorden

kunde bøde Borgnys Brøst.

2. Oddrun, Atles Søster, spurgte,

at hun laa i Ve og Vaande,

trak af Stalden frem sin Ganger,

bidslede og sadled den.

3. Lod den fare frem ad Vejen,

til hun kom til Hejdreks Højborg,

tog saa Sadlen af sin Ganger,

tren i Hallen ind og kvad:

4. »Jeg om Tidender vil spørge,

véd I nyt fra Hunalandet?« 

»Borgny ligger her i Barnsnød,

svart hun pines, din Veninde,

Oddrun, prøv at bringe Hjælp.«

5. »Hvem har voldet hendes Veer?

hvem er Skyld i Borgnys Barnsnød?« 

»Vilmund delte Borgnys Leje,

tog den unge Mø i Favn.«

6. Ikke flere Ord de skifted,

før hun satte sig ved Lejet;

stærkt og mægtig galdred Oddrun

ramme Galdre over Borgny.

7. Saae da Søn og Datter Lyset,

Borgnys Børn med Høgnes Bane,

talte da den syge Kvinde,

det var hendes første Ord:

8. »Saa dig hulde Vætter hjælpe,

Frøja, Frigg og alle Guder,

som du frelste mig af Nød.«

9. »Ei jeg kom med Hjælp i Nøden,

for du tyktes værd at hjælpes,

men jeg loved Hjælp at bringe,

hvemsomhelst til Hjælp mon trænge,

og mit Løfte har jeg holdt.«

10. »Vildt i Vanvid nu du taler,

da saa hadefuld du smæder;

fordum fulgtes jo vi tvende,

du og jeg, som vore Fædre

havde været Brødre, Oddrun.«

11. »End jeg mindes, hvad du sagde,

da hos Gunnar jeg om Kvælden

sad og krystede ham Drikken;

sligt, du kvad, ej nogensinde

kunde hænde fler end mig.«

12. Saa tog Oddrun til at mindes

Sorgens Dag, da Arv de skifted,

Ro kom paa den Sorrigfulde,

saa hun Ord fik for sin Kvide,

kunde tale om sin Sorg.

13. »Kongesalen saae mig voxe

op til alles Fryd og Gammen,

Mænd var med til mig at fostre,

Gammen var det mig at leve,

Glæde gav min Faders Gods mig;

men kun Vintre fem jeg skued,

da jeg saae min Fader død.

14. Sidst af Ord den bolde Konning

disse talte, før han døde,

Guld han bød dem mig at give,

sende mig med det af Landet,

sønderpaa til Grimhilds Søn.

15. Brynhild bød han dem at give

Hjælm, som det Valkyrjer høves,

bedre Mø saae aldrig Lyset,

kvad han, end min Søster Brynhild,

om ej Skjæbnen hende ødte.

16. Brynhild slog i Jomfruburet

Væv og styred Folk og Lande;

Jorden og den høje Himmel

skjalv, da Fornes bolde Bane

stævnede mod Brynhilds Borg.

17. Prøvet blev de vælske Vaaben,

brudt den Borg, som Brynhild ejed,

men der gik ej mange Dage,

før den hele Svig var kjendt.

18. Haard var Hævnen, som hun æsked,

alle fik vi det at mærke,

alle Folk i Verden spurgte,

hvordan Brynhild fulgte Sigurd,

da hun havde voldt hans Død.

19. Bøjed sig min Hu til Gunnar,

ham, de røde Ringes Øder,

som af Brynhild skulde elskes;

røde Ringe bød de Atle,

bød min Broder dyrbar Bod.

20. Femten Gaarde Gunnar bød ham

for mig, dertil Granes Byrde,

om til Sligt han Attraa havde.

Atle kvad, at aldrig tog han

Brudeskat af Gjukes Søn.

21. Ej vi mægted dog at tvinge

Kjærligheden, som os fyldte,

jeg den bolde Konning kyssed;

mange Frænder kom og meldte,

at de havde set os sammen.

22. Men paa mig var Atle sikker,

sagde han, at ej jeg kunde

lade sligt til Last mig lægge.

Ej skal dog for Sligt man svare,

naar man om sig selv ej taler,

og det gjælder Kjærlighed.

23. Vilde Atle saa mig prøve,

sendte sine Mænd i Skoven,

did de kom, hvor ingen burde

komme, fandt os hos hinanden,

fandt os i hinandens Arme.

24. Røde Ringe vi dem bøde,

at de intet skulde sige,

men de skyndte sig til Atle,

meldte Atle, hvad de saae.

25. Men for Gudrun de fortav det,

hun som først dog burde vidst det.

Gny af gyldenskode Heste

hørtes saa, da Gjukes Sønner

rede ind i Atles Gaard.

26. Hjertet skar de ud af Høgne,

Gunnar laa i Ormegaarden,

slog den bolde Drot sin Harpe,

tænkte, at jeg kom med Hjælp.

27. Borte var jeg da, som ofte,

faret var jeg til Kong Gejrmund

for hans Drikkelag at rede;

fik paa Hlesø jeg at høre,

hvor de haarde Strænge klang.

28. Tærnerne jeg bad mig følge,

vilde bjerge Drotten Livet,

Skibet gyngede paa Bølge,

til vi Atles Gaarde saae.

29. Da skred Atles onde Moder

— Død og Ufærd hende ramme —

frem og gnaved Gunnars Hjerte,

saa jeg ej fik frelst hans Liv.

30. Ofte, Kvinde, har jeg undret,

at jeg efter Sligt kan leve;

thi det tyktes mig, jeg elsked

Gunnar mere end mig selv.

31. Lyttende du sad, imedens

jeg fortalte dig min Skjæbne,

min og deres onde Skjæbne;

ikke Hvermand blev det givet,

at faa leve som han lyster.«  —

endt er Oddruns Klagesang.