Oldtidens færdighed i steenmassernes behandling
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Af
1862
1. Oldtidens færdighed i steenmassernes behandling
Jeg skal begynde med en almindelig Sætning, som vist ingen vil modsige, den nemlig, at man ved enhver Oldtiden vedkommende Undersögelse maa sætte sig ind i Oldtidens hele Tilstand. Den, der vil afhandle et enkelt Punkt af Steenalderena Cultur, maa - saavidt muligt - levendegjöre for sig hiin fjerne Oldtids Aand, Stræben og Virksomhed, hvad Datidens Mennesker regnede for vigtige Opgaver, paa hvis Lösning Snillet og Kraften blev anvendt.
Navnet Steenalderen er meget betegnende. Stenen var for hine Mennesker, hvad Metallet er blevet for os. Ligesom den nyere Tid har anvendt og anvender sin Opfindsomhed paa at behandle Metallet og drage Nytte af det i forhen ukjendte Retninger, saaledes anstrængede Steenalderens Mennesker deres aandelige og legemlige Evner for at blive Herrer over Steenriget, at kunne tumle de store Kampestene til deres raae Bygningsværker, at kunne bearbeide de mindre Flintestene til deres finere Redskaber. De havde ikke Kobberet og Jernet. Stenen var Alt; dens Behandling var en Livets Hovedopgave. Hver fölgende Slægt arvede den foregaaendes Erfaringer, Kundskaber, Kunstgreb og Fremkridt; de store Vanskeligheder, de ufuldkomne Midler og det vigtige öiemed opvakte, styrkede og bevarede den hos ucultiverede Folk ofte saa mærkelig skarpe Iagttagelse, sindrige Opfindelse og utrættelige Vedholdenhed. Derved opstod en vis Cultur.
Den Retning af Steenalderens Cultur, som vi her beskjeftige os med, kunde i vore Dage sammenlignes med de allersimpleste Steenhuggeres paa Landet - Indersters og Dagleieres - der paatage sig at sprænge store Steen, bortföre dem, opstille raae Steengjerder eller Steendiger. Deres Færd er lærerig. Den, som med Opmærksomhed har betragtet saadanne Mænds Arbeide og indladt sig i Samtale med dem, vil let have bemærket, hvorledes de, uden at kunne angive Grunde derfor, have erhvervet sig en vis Kundskab med Hensyn til store Kampestenes Behandling, Klövning, Transportering fra et Sted til et andet. De have ligesom et Indblik i Stenens Indre. Man hörer dem sige: „Jeg seer nok, at den maa sprænges fra den Side.“ Man seer dem ridse med Kul en let Fure i Stenen og anbringe nogle Slag, og man forbauses over, hvor let en kæmpemæssig Steen derefter falder i glatte og regelmæssige Brud. Den lærdeste Geognost eller Oryktolog skulde neppe gjöre dem det efter. Men kan en saadan Kundskab og Færdighed udvikle sig i vore Dage, da disse Arbeider agtes saa ringe, saa maatte den meget mere kunnet det i en Oldtid, da Steenarbeider af alle Slags havde den höieste Betydning for Livet og i Religionens Tjeneste. Det er ogsaa vist, at Steenalderens Mennesker uagtet deres ringe Midler formaaede at frembringe Steenarbeider, som endnu maae betragtes med Beundring. Man betragte blot deres hugne Pilespidser, deres Flintmeisler, öxer o. s. v. Ingen er nu istand til med hiin Tids Midler at udhugge en saadan Pilespids eller Meissel. Paa samme Maade vilde det ganske vist i vor Tid falde meget vanskeligt med Oldtidens Redskaber at opföre Oldtidsgravkamre. Og hvorfor ere de gamle Kunster og Kunstgreb gaaede tabt? Fordi disse nu ikke mere have nogen Vigtighed. Da Metalredskaberne aflöste dem af Steen, da Jordgraven traadte istedenfor de mægtige Steenkamre, saa faldt Steenarbeidernes Betydning og glemtes de gamle Erfaringer om Flintestenenes Tilhugning og Kampestenenes Flækning og Flytning uden Brug af de huuslige eller mechaniske Midler, der nu vilde komme til Anvendelse. Det er derfor ikke i Mechanikeres Værksted at man skal lære, hvorledes de Gamle havde bygget deres Gravkamre. Oldgranskeren maa stige ned til dem, der hjelpe sig med de allersimpleste Midler.
Under stadigt Hensyn til disse almindelige Begreber om Steenalderens Cultur, skal jeg nu gaae over til at vise, hvorledes jeg har forklaret mig Bygningen af de mærkværdige Gravkamre ved de simple Redskaber, som Oldtidense Mennesker vare indskrænkede til.
