Om Indbyggernis gamle Hedenschab

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Speculum Boreale


Hans Lilienskiold

Om Indbyggernis gamle Hedenschab
oc Afguderi med itzige Tids
galschab oc vantro

Ca. 1700


Uddrag af
Speculum Boreale


CAP. 9.

Den Asiatische Odin beschrifuis den første Troldkonst oc affguderj udj Norden at haffve anførdt, som siden hos effterkommerne saa dybt er roodfæstet at end mange blant de stoore derudj haffver søgt behagelighed oc videnskab; thi som Norgis Crøniche[1] forklarer pag: 38, da maatte end Finnekunsten øffvis offver Kong Haldan Svartis bord, saa at maden bleff for hans Giæster under maaltidet borte, huoroffver Kongen siden tog samme Fins datter til ægte. Kong Hadin vaar nysgierig effter Odins spaadomb, da hand skulle kiempis med Iocum Curret. Gunner Konge udj Norge vaar saa udlært, at hand udj Norge kunde vide, hvad udj Saxen imod hannem tenteredis. Eric Vindhut Konge udj Sverrig vaar i kunsten saa perfect, at huor hand vendte sin hat, kom strax god vind effter. Den Kiempe Angrim maatte lenge ved Finnekunsten fixeris som Saxo forklarer. Sivald aff Sverrig, som stood Kong Haldan effter Riget haffde 7 sønner, som alle udj kunsten mærckelig vaare exercerede oc oplærdte effter Olai Magni[2] antægnelse.

See hvad hæxerie end at Qvindfolchet fordum udrættede. Olaus M. beskriffver den Troldqvinde Hagberts bedriffter i det onde. Kong Hadin bleff ved en anden anvist atskillig helffvedis aspecter. Den troldhæxe Craca udj Norge lod bereede en supe for hendis søn Roller, ved hvilchen hand skulle bliffve stoer oc hærlig, ia udj alle ting forvidendis, mens hendis stiffsøn Eric, som siden fich Sverrigis Crone, kom først offver suppen, saa hand dereffter sigis stoer videnskab at haffve bekommet. Aff samme hæxe bleff Kong Frode iligemaade ombragt udj lignelse aff en Koe som hun sig till saadan forrætnings fuldbyrd sig (!) haffde paataget.

Kongen aff Helogalands datter bleff effter Crønichens forklaring till Motle FinneKonning hensændt udj troldkunsten at oplæris. Saaledis vaar den udj de tider udj brug.

Udj Lapland vaar suarteKunsten aff fordum ej mindre udj gienge, fast, saasom Soroastes (!) aff Persien selff endelig maatte haffve voren deris LæreMæster[3], saa at, ihuorvell Kongerne aff Sverrige tit oc offte haffver dragen omhue til deris undervisning udj den Christne-tro, saasom de første Præster udj Lapland ved Kong Gustavo l bleffve indsatte Anno 1559, huorudj Carolus 9., Gustavus Adolphus, sampt Dronning Christina haffver continuerit, da de første Kircher udj hver March ere bleffven anordnede, er det dog aldrig saa, at io een stoer deel endnu aff forfædrenis ondskap blant Lapperne gaar udj svang.

Huad vil ieg tale om Finnernis forige hædenske bruug oc væsen, som nu siøsiden beboer, som de mæst aff en hædenske art oprunden, saa haffver de ej heller mindre fremturet udj forfædrenis gamle uskich, thj de som andre vilde Biarmer oc Lapper haffver søgt deris behagelighed udj den fordømmelige Trold oc RunneKunstis brug ved affgudiske offringer, hædenske graffstæder, oc dislige, huoraff endnu seeis alt for store effterleffninger disvær.

See hvad hexerj den Troldmand Wilrof kunde aff stæd komme, i det at hand ved sin Troldkunst it Menniskes syn kunde betage. Visin kunde ved sit siun alt gevehr forderffve, maatte dog endelig selff ved Sterchodder nedleggis. Holler bleff for sin troldkunst saa høyt udj agt holden, at hand omsider som en Gud bleff æret.

See hvad hæxerie som udj Kong Haagens krig ved Finnerne bleff dreeffven, oc ved det u-veyr som anstilledis. Disligeste huorledis Kong Regners krigsfolck aff de Biarmer bleffve fixerede med videre.

Slemt arbeid, wærrere (!) Læremester, mens schadeligst udgang maa dog paa alt saadant væntis. Oc altskiønt at Afgudische Ofringer nu meere ved Troens bædre Hus ophører, saa seeis dog ved underskiedlige stæder endnu des kiendetægn ved Offerpladzer som heldst paa skoffvede bierge næst stranden eller hos færske vande haffver voren indrættede huor de deris steenguder aff Seitan oc dislige affskyeligheder haffver hafft bestaaendis, til hvilche deris offringer effter hædenske viis er forrættedt. Amindelsen aff slig ugudeligheds øffvelse udj landet effterlader os først det Bierg Meitske, som offven til er fladagtig, mens neden om med een tych bircheskoff bevoxen. Situerit dybest ind udj den stoore Waranger-Fiord, huor Finnernis iæffnligste tilhold falder. Paa biergets øffverste flade offred mand fordum til den Afgud Stor-junkeren[4], derfor seeis pladzen end denne dag med een stoer hoob Reeneben at vere belagt, som endelig er resten aff den gammelle offring. Hos een deel Finner haffvis endnu denne galne superstition oc falske vantroe, at samme bierg ej tillader nogen Qvindelig tilgang, med mindre den voffvende ellers noget sælsom deroffver maatte vederfaris; Jeg kand troe, de derudj imiterer Forfædrenis hædenske skick, thj ved dislige stæder, huor nogen offring skeede, maatte intet qvinfolch ankomme.

Ey een mindre hædensk skich haffver de fordum brugt ved samme stæder end deris Døde at begraffve, saasom seeis ved det andet Offerbierg Meitske som udj Kiøfiorden er beliggendis, mens ved slige pladzer maatte dog ej andre begraffvis, end de som udj deris tid gode schiøttere haffde voren, der de øffrige Finner som fiskeriet haffde opvartet, med andre graffpladzer maatte benøyes. Det 3de stæd findis omtrænt næst ved Comager-Elfuen, der mand iligemaade stoer hoob Renebeen oc horn fornemmer, som til amindelsen effterliggendis.

Deris døde begraffvis oc under stoere steenhaaber eller udj mægtige steen-Uurer nedlagde, effter at legemet først udj Næffver vaar indsvøbt oc forvaredt. Aff dislige begraffvelsestæder mand finder atskillige udj Waranger-fiorden hældst ved søkanten liggendis, oc visis stæden ey anderledis end som en flad steenhaab som offte stoer pladz imodtager, saasom Finnerne ved parti-viis sig haffver ladet nedgraffve. Curieus er at beskue huor de graffvene fordum med aff lange helle-sten ved alle sider som offven oc unden haffver indrætted, huor mand end offte endnu de dødis been antræffer, baade reenlig oc næt.

Mange aff de itzige Finner skulle vell lige saa snart udvælge end for nærværende tid samme leye til deris dødis nedgraffving, end dennem saa vide veye till Kirckegaarden at udføre, om det ellers kunde tilstædis. Sælsomt folch i mange Ting, dis vanskeliger derfor fra deris gammel lag oc skick at vennis.

Mens at komme till nogen erindring om:

Naar Christendommen først udi Norden antæntis da finder mand udi Crønicherne beschrefuit, med hvad flid at Kayser Ludovicus Pius haffver arbeidet, at den Christelige Troo end udj de Nordische-Lande kunde fortplandtis; Thj baade lood hand døbe Kong Harald Klack med sin dronning till Meintz udj St Albani Kirche, som oc dereffter sændte Ansgarium, som vaar en Munch fra Corbeya udj Francherige[5], med sin stal broder Anberto (Autberto) till Danmarch, huorfra de siden reiste ad Sverrig, der Kong Biørn dennem tilstædde om den Christelige tro offentlig at prædicke udj aar 828. Da hand dereffter fra Danmarch oc Sverrig vaar hiemkommen, bleff hand aff dito kayser Ludovico forordnet till Erche-Bisp udj Hamborg, paa det hand kunde vere Norlandene dis nærmere, oc bleff saa Hamborg giort til en ErcheBisplig-Residenze stad, for Danske, Norske, Svenske, Slaver, SchrichFinner, Grønlander oc andre omboendis folck, giffvendis derpaa Ansgario sit breff[6], huor iblant om Finnerne dette erindris:

LUDOVICUS DIVINO FAVORE IMPERATOR AUGUSTUS Certum esse volumus, qvaliter Divinâ ordinante gratiâ, nostris in diebus, Aqvilonaribus in partibus sc: in gentibus, videlicet Danorum, Svecorum, Norvagorum, Fariæ, Grønlandorum, Helsinglandorum, Islandorum, Schrich-Findorum et omnium Septentrionalium et Orientalium nationum, magnum cælestis gratiâ prædicationis patefecit ostium etc: Anno Domini I. C. 834.

Siden haffver Kayser Ottho ladet tee sin nidkierhed den Christne tro saavel i Danmarch som Norge at indføre; Thj hand lod baade Harald Gormsen Konge aff Danmarch som oc Haagen Iarl aff Norge døbe, oc derhos udj Græffvens fraværelse opsændte 30 skibe til Norge, huorved da den Syndre part aff Norge indtill Lindenæs bleff omvændt. Mens ved den sidste neppe begynt før igien kuldkastet. Thj Haagen Iarl lod sænde Præsterne tilbage, oc aldrig kommer saa snart till Norge igien, at io det førige hædenskab bleff fornyet, udj det aar 994.

Kong Ole Tryggesen den første rætte Christendommens fortplantere oc stifftere udj Norge, hand omvændte folket fra Vigen indtil Helleland udj Nordlandene, mens see huorledis at Kong Ole Haralsen giorde effter hanem yderste flid at christne det folch, som længst ind ad Fiordene tilholdte, huor folchet end de tider vaar hædnisk. Wed trusell antoge de Religionen, oc er noch at slutte at Christendommen ved denne Kongis hørtige nidkierhed ved slige affliggende stæder bleff fremmet oc fortplandtet, huor Troens lius ey tilforn vaar kommen at skinne.

Mens endelig om Finmarchen, som den affliggendste deel udj Norden ved samme tider haffver kundet derudj participere til fuldkommenhed, Thj udj det aar 1051, mælder Huitf.[7] pag. 82, bleff Bisp Adelvardus sændt til Sverrig, som omvændte de Wermelænder oc Schrich-Finner, derfra hand siden till Norge bleff indbøden. Deraff sluttis at Finnernis omvændelse langt effter de andre Norgis indbyggeris, maa være ved tid effter anden introducerit. Kirche eller Præst haffver mand ey vel hafft udj Finmarchen før Normændenis ankomst til landet, saa der endnu ey findis nogen Kirche ved Finnernis tilhold.

Mens ihuorvell dog at den Christelige Religion oc Troe saa lang tid hos landsens Jndbyggere haffver voren udj bruug, at Forfædrenis ugudelige vesen oc misbrug maatte forlængst udj yderste forglæmmelighed voren hensat, saa alligevell fremvoxer endnu meget ukrud, blant Normænd som Finner, som forderffver een deel fast till deris yderste saligheds forliis oc tabning, nu ved een DiefleKunst oc Troldom till at forgiøre fæe oc folch med gand oc udsændinger, nu at der søgis een fordømmelig videnskab udj Runnebommens troldkunst, nu till at udgiøre Udveye till menniskens forderff oc skade, med fleere dislige vederstyggeligheder, som hernæst skall følge. Will mand ichun ansee, huad hæxerie, ondskab, dieffvels indbildede kunststycker oc phantasie udj dette seculo alleneste sig her udj Finmarchen haffver yttret, er ej at undres at saa alvorlig en straff derimod ved Kong C. 4to er anbefalet oc til saadant sælskabs udryddelse, udj det aar 1609. Disligeste at straffen ved een seenere Kongelig befalning terminens offver hvilche som med andre slemme forseelser besmittis.

Endnu er der ingen skort paa det onde, at deraff io daglig spørgis; Thj see, falder TroldKunsten nu meere retiré oc skiult, den ene Fin veed dog den anden saa næt med gand at efftersætte, huor hemmelig det end affgaar, som andre derimod udlært den enten at udbrænde eller oc tilbagesænde. Uløckelig skadevær maa oc offte høris, som den ene den andens Troldkunst tillregner. Dog er herved at mærcke, det Finnen anseer sine putzer, huor skadelige de end udfalder, bloot for en Widenschab oc Finne-Kunst, mens derimod Nordmændenis bedrifft i saa maade for it skadeligt Diefle-arbeid. Beggis Læremester er vel lige fuul oc vanartig, derfore maa beggis idræt baade slem oc strafwærdig anseeis.

En deel deris børn fast aaret omkring daaben fraholder, der andre fra Moders melch udj ald vildfarelse tilvennis. Andris udædiske tancker hengiffver sig oc deris børn till Ryssiske lærdom, at deris ondskab der effter dis bedre kunde fremmis. Mange bruger Sacramentet som fast neppe forstaar deris trois grund, end sige, tydelig it Fader Wor at udlæse. Deroffver følger disvær endnu den ugudelige vane hos Finnen, som fleere, at druchenschab oc fylleri den dag hældst elskis at Sacramentet brugis, ia giffver sig end mindre tancke om, at de dagen tilforn svinfuld omløber. Gud giffve, at mange Nordmænd ey udj en dislige vederstyggelighed interesserede. Utidig bereedelse giffver sielden god frugt, Liden paamindelse, mindre frøgt, det er huad ieg derom til deels kand slutte.

En deel Præsters Øltapping[8] udj fiordene, opmuntrer maaskee een deel Finner meere till fylderi end nogen god bereedelse. Profitten kand vell een deel ved saadan udhøckring sig tilvinde, mens derimod maa Tilhørernis duelighed til undervisning tabis oc mindskis. Huor skier der udj landet mindre tieneste end blandt Finnerne, hvilche den nærmeste undervisning dog hældst behøffver. Huor er mindre møye bædre betalt, thj sielden drager mand fra Finne-Tienisten tom tilbage. Er Finnen resolut, mand veed det nock at imodtage, som een pligt. Er Finnen taabelig, mand glæmmer ey at errindre. In summa suurseen maa væntis, huor Gafuen besparis. Jeg kand tro besøgelsen skulle derfor mangestæds ej meget effterhigis. Dog er intet vissere, end at io een deel Finner, hos hvilche tienesten saa sielden forrættis, fast som it hædenske folch uden nogen sønderlig undervisning deris tid henvandrer.

Huad Misbrug øffvis vel med MesseVinen, Daabens Vand, med zignen, Manen, gienvisning oc dislige udyder. Mangens skaansomhed ypper fleeris fripostighed. Bædre straft, meere afladt. Det er io Kongernis villie at sligt onde aldelis bør udryddis, oc fuldelig effter lougen affstraffis, thj derom liuder Kong C. 4d Naadigste befalning.

(Derpå gjengis punkt 7 i C. 4's forordn. av 20. febr. 1609, som bestemmer at de finner som overbevises om trolldom skal avlives uten all nåde, mens mistænkte skal forvises. — Trykt i N. Rigs-Reg. IV, s. 300. Likeså gjengis en almindelig forordn. av 12. okt. 1617 mot "signen, manen, maalen, characteres-malen, gienvisning, visse dagers udvælgelse i ugen etc:". Aktivt skyldige som er av adel skal dømmes av rigens råd, andre skal ha forbrutt sin formue og forvises av landet. De som søker saadannes hjelp, skal stå åpenbare skrifte og ilegges høie pengebøter for første gangs forseelse, i gjentagelsestilfelle lide samme straff som aktivt skyldige. Mot virkelige trollfolk, som har forbundet sig med djevlen, skal det gås frem efter loven og recessen, de som søker deres bistand skal straffes på sin hals uten all nåde. Til forordningens effektive gjennemførelse pålegges hele øvrigheten, fra befalingsmenn til prester og fogder, å medvirke. — Trykt i Corpus Constit. Daniæ III, s. 516 ff. og fl. st.)

Mens som landet alt for dybt udi syndetaagen vaar indesvøpt, saa udbrød offte dis større feill aff huilche noget lidet maa erindris til udvisning, huor skadelig at Sathan vercket udarbeider, oc ved arbeidets phantasi for Menniskens tilbøyelige villie udj det onde, indtil seendis som stockblind end udj klarest Hus at tumble fra samvittigheds reenhed oc kierlighedens dyd udj dis vanskeligere en affkraag. Lad en deell derfor med 3de gang spøt paa Knif sin næstes legem forgiøre som dermed besmøris, at schind oc hud maa affgaa. En anden tage salt med sig udj kircken, dermed andens fæe at skadegiøre. Den 3de forlyste sig ved 3de knuder paa it linklæde stormen at opvæcke. Noch de som bekiendte ved den høyre fods indstichning udj siøen veyret effter villien at kunde reise. Wed skummendis vand oc Melch paa ilden sin næstis legem beskadige. Andre ved Gedehorns ansat(!) under bugen en andens fæ at udmælcke. Dels sin traa aff uld oc linnet uddeele till fiskeriets lychelig fremgang. Andre ved Prætum, Pratum, Nestrum oc Nostrums væmmelig udløb det onde forsæt udrætte.

En ved æg udj vandstampen andres idræt til søes beskadige, med anden mere vederstyggeligheds anstød som pennen væmmis ved at an røre. Mens at LæreMæsteren baade udj gestalt som benæffning ey skulde med affsky hos libhaffveren beleggis, findis end slangeættens træskhed sig hos dis vankundigere almue nu med zirligere naffn at udstaffere aff Tris, Pax, Marcus, Sadum[9], Mamo Dominicus, Asmodo, Lange-Rømer, Machmet, Zacharias, Lour oc dislige, som endoc sig udj atskillig gestalt at præsentere, nu udj lignelse aff en hund, nu som en Mand uden hoffvet, nu en Karls person udj sorte klæder, nu udj hvide klæder som en Engell, ia end offte oc tit som en fugel sig at forandre. Nu loche Mandens fulhed dennem anrætte ved madfisch, smør oc brød, ved Øldrichen at alting for dennem dis mindre væmmelig som sælsom maatte falde; udj alt arbeide dog dis skadeligere en Geist.

Blant LappeFinnen til fields udrætter hand sit spill ved steenklippen at fortrylle indtill der svaris, som de sig indbilder, som dernæst paa Runebommen en oc anden videnskab at udleede ia dis mere onde at udvircke.

Runebommens anstalt ellers at erindre, effter den maade den udj Finmarchen hos en LapFin[10] bleff befunden, da fantis samme aff it stycke furretræ som en stoer schaal udhuulet, meget glat oc slæt aff dis iæffnligere brug oc øffvelse, oc berættet ermelte Fin den lidet at kunde tiene, om den ey aff fyrretræ bleff udarbeidet. Udj bunden paa den vaar udskaaren 2de afflange hull huorved hand den fastholder paa handen, naar hand derpaa spiller. Offven paa denne schaal er fæstet it bredt skin som paa en Tromme oc det udaff tilbered Reneskind. Ved hver ende aff den hang it Ræfve-Øre, Ræfvenæse oc Klov. Paa offven mældte trommeskind vaar maalet med kogt Olderbarch-vand som giffver een rødebrun farffve, saaledis at den først med 4 stræger vaar affdeelt at derpaa fantis 5 separerede Rumb, oc seis mellem hver rad underskedlig figurer huer udj sin bemærckning, saasom udj den


Anders Poulsens runetromme

1Rad at see

1. Et Mennischis lignelse, som kaldis Ilmaris, saa meget som storm oc ondt veyrligt.

2. Et Menniskis lignelse, som hand kaldte Diermis, oc naar dette billede bedis, skulle hand effter deris phantasi forskaffe mildere lufft oc stille veyr, mens denne Diermis haffver ingen magt før gud den giffver, oc som Ilmaris kand skaffe ondt veyr, saa kand Diarmis(!) alting forbædre.

3. En Wild-Reens skichelse, som hand næffner Gvodde, betyder saa meget som Wildreen. Naar der spillis paa Runebommen, oc vil da ringen ey dantze til den Reen, da bekommer hand som spørger god lycke till skiøtterie, da slet indtet huor nidkier de end eftersøgis.


Udi den anden Rad seis

1. En rund Circel med stræg offver; den kaldis Peiwe eller Soolen, dermed at skaffe got veyr.

2. Et Mennischis lignelse, kaldet Iumal barn som skulle frælse fra synd.

3. Et andet billede ved naffn Iumal Etiem skal betyde Gud Fader der ondskab straffer, kand skaffe syndernis forladelse, sielens salighed oc en Christelig død.

4. En Kirchis lignelse, som hand kaldte DomKirchen, den tilbeder hand om Sielens salighed oc gode.

5. Et Mennischis billede aff naffn Engil, saa meget som den Hellig Aand, hand løser aff synd at mand som it Nyt Menniske fornyis. Saaledis ligned hand ved disse figurer, personerne udj Guddommen effter hans Moders lærdomb. Hellers staar hos hver person i alle rader En Staf affmaaledt, som kaldis Iunkar Sabe eller Iuncher-staf, thj hand sagde, at ligesom Jordens herrer haffver deris haand ved staf, saa maa oc disse haffve.


Udi den 3de Rad seis

1. Et Mennischis lignelse som skulle vere, som hand holder for Mariæ Søster, med huilchen hun oc altid er udj raad, naar barselqvinder skall hielpis, dog kand intet uden Mariæ tilhielp udrætte.

2. Et qvindfolchs lignelse som underskedlig benæffnis, saasom Maria Iumal, Enne Acke, eller oc Maria Christi Moder. Naar hun tilbedis, hielper hun særdelis barselqvinder. Hun hielper oc til at løse aff synden.

3. Er 3de billeder som kaldis Iuli peive herre, som raader for Juledagene. Den første heder Ouct Iuli Peive Her, første Iuledags herre, den anden Gouct Iuli Peive her, den anden Juledags herre, oc den 3de Golm Iuli Peiv her, er 3de dags herre. Naar nogen dennem vannhælliger, straffer Gud hannem, mens naar nogen holder dem ræt hellig, oc den samme vil bede Gud om noget, da stillis de dage frem for Gud at hand haffver holdt dem hellig, oc at Gud aff dis aarsage vill hielpe.


Udi den 4de Rad er

1. En rund Circel som hand kaldte Manna. Den tilbedis for got veyr oc klart Nattelufft.

2. Tuende Mænds lignelse som kaldtis Olmoug Manne, det er folch som gaar till kircke.

3. En Kirckis lignelse som skulle betyde den Kirke huor mand haffver sit tilhold ved. Til denne kircke siger hand, sig selff som oc andre at opffre till baade voxlys, penge oc andet at bliffve hiulpen, huilchet Præsten siden offverleffveris ved den rætte kircke, som denne affmaalede haffver sin bemærkning aff. Item, naar nogen er syg, eller haffver modgang paa Reen, eller andet ont er vederfaren, da bedis oc loffvis til denne Kirche.

4. En mands lignelse, som staar paa anden side Kircken, skal vere den som vil gaa udj kirche.


Udi den 5de Rad er

1. Et qvindfolchs lignelse, som skal vere den bundne Diefvels-qvinde, huis naffn hand sagde sig ej at vide.

2. Et Mennischis billed som staar lit nedenfor det første, som hand siger skal vere Diefvelen som dræber folck, oc kaldis siugdom.

3. Et andet Mennischis billed som skal vere den Diefvel, som er løs udj hælffved oc svæffver om udj verden. Siger sig ej naffnet at vide, mens da Gud bant den anden Diefvel, da rømbte denne bort. Da haffde Gud jernskoe paa oc nedtraadde den udj een Myr.

4. Staar saaledis affmaaled Samisk symbol 01.png oc kaldis Heivit Tot(!), eller ild, huor sielen brænder.

5. Staar dette tegn O, som hand kalder Helvit Tarve-Geidem, oc skall vere helfvedis tiære kiedell, huorudj sielene kaager.

6. Noch seis dette tegn Samisk symbol 03.png, som skal betyde helffvedis graff oc kaldis Helvit-hauft, derudj kastis alle de Mennisker, som troer paa Sathan.

7. Et Mennischis lignelse, som haffver en stræg lige fra halsen til en støtte, den kalder hand Heonæles Gvolisis, det er den bunden Diefvel udj læncke, som skal vere den Diefvel Gud bandt i verdens skabelse. —


Til denne Runebomme haffver hand 2de hamre giort aff Reenehorn, som hand kalder Zviarva vesier. Med den ene bancker hand idelig paa Runebommen, naar hand noget vill forætte, Tilmed saa haffver hand en liden indhuul dæch aff Messing med en Messing-Ring offven udj, som hand kalder Plam. Denne satte hand paa Runebommen, løffte den udj veyret, vrier den oc aff oc till, medlertid med hammeren paabancker, oc siger hand, at han ved Messing dæchlen kand faa at vide om det er sant eller ey hand spørger om. Bekiendte oc, at naar hand spiller paa Runebommen for nogen, oc dæchelen dantzer imod soolen, da haffver den en stor lycke hand spiller for, mens kommer den langt ned, at hand staar ved een aff dem under den sidste stræg udj den 5te rad, da er Gud vreed paa den hand spiller for, oc maa den samme bede Gud meget før dæchlen vil gaa tilbage igien, saa Gud lader ham see at hand er ræt it syndigt Menniske; Mens dantzer dæchen ræt om oc med soolen, da haffver den god lycke hand spiller for.

Antog Runebommen til at udvise huorledis hand dermed omgaais. Kaarset sig først, huornæst Runebommen, med Fader Wor læsning paa Carelsk, begynte dereffter sin bøn udj saa maade, Atziem Akie ja barn, ja Englen wechedon med flere ord som skulde vere: Gud Fader, din søn oc hellig aand hielpe nu, oc saa slager hand paa de maalede billeder, driffvende dechlen op som need. Banckede med hammeren oc foreholdt bommen med slige ord: Ja du Gud som hafr schabt himmel oc iord, sool, Maane, ia stierner oc alle Mennisker, ia fugle oc fisk udj haffvet, Jeg er it syndigt Menniske, gammell oc uværdig, bedre er det at ieg døer, end at du ej vill hielpe den vj effterspør. Derhos siger sig at giøre løffte ey meere at ville synde med flere dislige ord oc udtale.

Hvad hand ellers effter egen vedstand formaatte, vaar først Gan at sætte, som oc aff anden at udtage, visede maaden for Rætten det at udvircke, i det hand paa Runebommens spill oc dechelens omvandring till en aff figurene aff d: 5te rad, da ganden sigis at skulle vige til den som den først udsændte, hvilchen prøffve hand berættet sig offte udj Lapmarchen at haffve prøffvet. Tiufve , sagde hand oc paa samme maade at kunde ved Runebommen det staalne gods efftergiøre; da naar spillis, da straffer Gud det onde, saa tyfuen som en tør green daglig optørris.

Sagde sig enda ved sin bøn at kunde forskaffe god lycke till Reensdyr, at de ved udyr ej skulle dræbis. Naar Barselqvinder skulle hielpis, da spillis paa bommen, da hand faar at vide ved dæchlens omdantzen med soolen, huad hand omspørger. Paa lige maade hand oc kunde faa at vide, huorledis hans folch hiemme leffver, som om fremmedis tilstand. Tilstod oc, at hans søn kunde tale med Steen, oc der faa at vide huad effterspørgis. End sagde hand, at i det hand løffte Runebommen udj veyret, da faar hand svar ligesom 2de Mennisker taltis ved anden med dislige mere vitløfftighed.

Lad dette da korteligens vere sagt om slige Udyders høye last; dog huormed vill J Troldmænd eders ondskab endelig bestyrcke, som under vederstyggeligheds høye smitte udj almindelighed indbefattis. Alt for tilig kom den fordømmelig videnskab paa gienge. Skadelig rood till dis fleere utidige vandgreene. Lad eders brug ved sin tid offtere disvær haffve voren nøttet, nu ved Pharaonis hoff, som de jødiske stæder, Ezech. 20 à 30, effter som skrifften medfører. Guds vredis grumhed tilsigis den forhærdedis vanart, at den ugudelige, som end udj fristelsen indesvøbis, vell udj samvittighedens dybe uroe maa skielffve. Erindrer eder udj tide S: Petri formaning til Troldmanden Simoni, bedende Gud, eders hierters onde meening dog maatte forladis, thj, mueligt eders hierter findis ey mindre fuld aff galde oc urætfærdighed beknøtted. Wæ, at i saa synde! Elsker J visdommen, bliffver da ved den sande at frygte Gud, fra huilchen ald velsignelse, hielp oc gode udflyder, oc hvor er rigere trøst oc offverflødigere gode, end udj Guds ord, at mand derved ickun vedbliffver, Syr. 34? Lad fornufften vere mangen Utidig villies offvermand, som Huset for skyggen, paa det denne møysomme strids oc kiempeplads med glæde kand affvandris.


— — — — — — — — — — —


Kilde

O, Solberg i Nordnorske samlinger utgitt av etnografisk museum IV, Finnmark omkring 1700, Bind 2, (1942)


Fodnoter

  1. H. Peder Claussen, Snorre Sturlesøns Norske Kongers Chronica, Kbh. 1633.
  2. Historia de gentibus septentrionalibus, lib. V, cap. XV og X.
  3. Efter Olaus Magnus, 1. c, lib. III, cap. XVI.
  4. Storjunkerens forbindelse med finnernes offerkultus på Meitske skyldes en litterær dislokasjon. Navnet, som er fremmed i Finnm., har Lilienskiold fra Schefferi Lapponia (Frankf. 1673), i likhet med oplysningene om Seitan og om de svenske kongers misjonsforanstaltninger s. 157.
  5. Fra Nova Corbeia i Sachsen, ifl. Adam av Bremen, første bok, kap, 15.
  6. Keiserbrevets ekthet er som bekjent omtvistet.
  7. Arrild Huitfeldt, Danmarckis Rigis Krønicke.
  8. Nordnorske Saml. I, s. 276.
  9. Leem (s. 463) har i denne liste Friis og Saclumb. Det nærmest foreg. og efterflg. stoff stammer overveiende fra hekseforhørene og finnes i videre utførelse hos Leem (Beskr. over Finm. Lapper, cap. 21).
  10. Fra Torne Lappmark. Jfr. Trondhjems Vidensk. Selsk.'s Skrifter 1903, No. 1, hvor J. Qvigstad har gjengitt den flg. beretning efter andre håndskrifter. Samtlige versioner går tilbake på et forhør, som er refereret i Finnm. tingprotokoll for 1692.