Om grønlændernes gamle tro - A
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
og hvad der af samme er bevaret under Kristendommen
Af Hinrich Rink
Almindelige Forestillinger om Tingenes Væsen.
Verden og Menneskelivet, samt dettes Opholdere.
1. Sjæl og Legeme.
Alle levende Væsener, Mennesker og Dyr, have Sjæl og Legeme. Sjælen staaer i en vis Forbindelse med Aandedrættet, der udgaaer fra samme; den er ganske selvstændig og kan endog midlertidigt forlade Legemet og atter vende tilbage til samme, saa at altsaa Sjælens Fraværelse ikke synes aldeles ubetinget at forudsætte Legemets Livs Ophør. Den er forsaavidt ulegemlig eller oversandselig, som den ikke kan opfattes ved Menneskets almindelige Sandser men kun ved en særegen Sands, som findes hos Mennesker i særegne Tilstande eller af særegen Begavelse. Den viser sig da at være af samme Form og Udseende, som det Legeme, der tilhører den, men kun af en finere eller luftigere Beskaffenhed. Den menneskelige Sjæl fortsætter sit Liv efter Døden og fører da en Tilværelse, som foreløbigen mere eller mindre svarer til det levende Menneskes. — Saaledes er den almindelige Tro; som afvigende, eller ialtfald mindre sikkert paaviselige Forestillinger kunne endnu følgende tilføies: Der siges i europæiske Beretninger, at man ogsaa har tillagt livløse Gjenstande, selv af en nok saa betinget Selvstændighed, saasom menneskelige Redskaber, Sjæle. Denne Paastand turde muligen finde en Støtte i Forestillingen om, at visse Eiendele (see nedenfor E) synes at have været knyttede til Sjælen i en lignende Grad som Legemet, men for øvrigt turde den vel hidrøre fra en Forvexling med de efterfølgende Begreber; man sporer ialtfald neppe sligt i den øvrige Tro eller i Sagnene, ikke engang for Planternes Vedkommende. Leilighedsviis bemærkes her, at jeg ikke paa et eneste Sted erindrer at have seet Planter eller Planteliv indtage en Plads i Grønlændernes tidligere Tro eller digteriske Forestillinger. Man kan alene af dette Træk see, hvor vanskeligt det maa være at oversætte Bibelens Sprog for dem saaledes, at det kan fremkalde levende og tydelige Forestillinger. Derimod er der noget mere Rimelighed for, at man ogsaa tildeels har tillagt Dyrenes Sjæle en vis Udødelighed. Ligeledes sporer man hist og her Forestillinger om Sjælevandring, saavel mellem afdøde og levende Mennesker, som mellem Mennesker og Dyr, men det er uvist, om disse ikke ere at forstaae billedligt. Endelig tales der om, at den menneskelige Sjæl i visse Tilfælde kan deles, beskadiges, ja vel endog ødelægges, men saa omvendt atter sættes sammen og udbedres. Nysnævnte Sjælevandring beskrives endnu tildeels ogsaa saaledes, at en Deel af den Enes Sjæl, f. Ex. en Afdøds, kan gaae over i den Andens og derved bevirke en Lighed. Men ei heller disse Forestillinger kan der tillægges synderlig Betydning i deres Forhold til det Hele.
2. Ting og Eier.
Hele den synlige Verden beherskes paa oversandselig Maade af visse »Eiere« i høiere Betydning, eller Inue (Fleertal af inua, dens eller dets Menneske eller Eier, deels i almindelig, deels i høiere Betydning, af inuk, et Menneske), og hver af dem øver sit Herredømme paa et vist Omraade, der i Navnet er udtrykt deels efter dets Udstrækning i Rummet, saasom Indlandets eller et bestemt Fjelds Eiere eller Eier, deels efter de Midler, hvorigjennem de herske, saasom bestemte Drifters og Lidenskabers Eiere, hvilket Navn vi her ville bibeholde iflæng med Inua, skjøndt det nærmest svarer til lavere Guddomme eller Aander. I første Tilfælde ligger der i Betegnelsen ikke altid en Forklaring af vedkommende Eiers væsentligste Egenskab eller Magt, men snarere kun af hans Opholdssted; man turde derfor maaskee antage, at Betegnelserne i dette Tilfælde heller ikke svare til den oprindelige eller til den mere fuldstændige Troeslære, og at man ved et bedre Kjendskab til samme vilde kunne betegne dem alle, som i sidste Tilfælde. Begrebet synes forøvrigt at have en næsten ubegrændset Anvendelse, og deels tillægges der enkelte ubetydelige Omraader en særskilt Eier, deels maa der til forskjellige Troeslærdommes Forklaring forudsættes en saadan, om den end ikke udtrykkelig er benævnt. Dog omtales Tingenes Inue overhovedet vel kun forsaavidt disse gjennem dem øve Indflydelse paa Menneskene. En Eier forudsætter Forestillingen om en Person eller en Sjæl, men denne behøver ikke at have Legeme, og den nærmeste Gjenstand for dens Omraade kan, som omtalt, være hvadsomhelst, altsaa udentvivl ogsaa en Samling af Ting, der agerede hver for sig have deres, altsaa underordnede Eiere. Sjælen maa efter Døden betragtes som Eier, baade af det efterladte Legeme, saalænge der endnu findes Levninger af samme, og tillige af sine, her paa Jorden benyttede Eiendele i snevreste Forstand.
3. Verden efter dens Rumforhold.
Jorden med det af den baarne Hav hviler paa Støtter og skjuler under sig et aabent Rum med en særskilt Verden, Underverdenen, til hvilken der hovedsagelig er Adgang gjennem Havet dog vel og gjennem Jordens Kløfter. Over Jorden udgjør Himlen ligeledes en Verden for sig, men denne forestilles dog som baaren af, eller en Fortsættelse af Jorden, idet man vel nemlig, i Lighed med hvad man seer i Bjerglande ialmindelighed, tænker sig den som Toppen af et høit Land, hvis Fod man paa Grund af Afstanden ikke kan see. Den blaae Stjernehimmel, hvoraf den begrændses, synes man at have tænkt sig som af fast Beskaffenhed og dreiende sig om Spidsen af et høit Bjerg. Paa dette er der altsaa et virkeligt Land med Bjerge, Dale og Søer. Reisen derhen forestilles som gaaende ud over Havet, derpaa stigende gjennem Luften til man atter støder paa fast Grund. De menneskelige Sjæle komme efter Døden enten til Under- eller til Oververdenen. Underverdenen har afgjort Fortrinet, den er rig paa Varme og Næring, — en naturlig Forestilling for et Folk, der lever af Havet, som daglig yder sine Rigdomme, uafhængigt af Aarstid eller Solens opvarmende Straaler, og i hvis Skjød der jo maatte synes at være Kilde til mere Varme og Liv, end der i Aarets Løb kommer fra Solen. Sammesteds findes derfor ogsaa de lyksalige Afdødes Boliger, men for at naae til disse, maatte de i 5 Dage glide ned ad en ujævn Klippeflade. De der kom til Oververdenen, forestilles som staaende i Telt omkring en Indsø og lidende Kulde og Mangel, men dog egentlig ikke underkastede yderligere Pine eller Straf. Naar de spille Bolt med et Hvalroshoved, bemærker man dette paa Jorden som Nordlys. De kaldes derfor ogsaa Boltspillerne (arssartut eller arssarnerit). Den nuværende Jord og som Følge deraf vel ogsaa Himlen ville engang ødelægges eller forandre sig, nemlig naar Støtterne ere hensmuldrede, saa at de ikke mere kunne bære dem. Mennesker af en vis Begavelse kunne opdage, i hvad Tilstand Støtterne ere.
4. De høieste Magter.
Der er intetsteds Tale om nogen Skabelse af Verden eller nogen Skaber, og der findes kun enkeltstaaende og tildeels indbyrdes afvigende Fortællinger om Menneskenes og visse Dyrearters Oprindelse af Jorden eller af allerede givne Skabninger, forøvrigt tænkes Alt som værende fra Begyndelsen og underkastet de omtalte, mod Menneskene deels fjendtlige, deels venlige Eieres Herredømme. Men der gives en Magt, som synes at regjere over alle disse underordnede Magter, kan tvinge dem til at tjene eller til ikke at skade Mennesket og maa antages at raade for Menneskets Skjæbne efter Døden. Denne Magt kaldes Tornarsuk (tôrnârsuk) og forestilles som et personligt Væsen, der hverken er Mand eller Qvinde. Foruden denne findes der endnu en anden, ligeledes ialtfald overordnet Magt, der ligesom er Kilden til det legemlige Liv og Velværen her paa Jorden, og stadigen om ikke skaber, saa dog forsyner med det Nødvendige hertil. Denne forestilles som en Qvinde og kaldes Arnakuagsak (arnamagssâk, som ogsaa betyder: gammel Qvinde ialmindelighed).
Der er givet Menneskene visse Midler, ved Hjelp af hvilke de paa oversandselig Maade kunne bekæmpe det Onde og opnaae det Gode ialmindelighed. Over disse Midler raade blandt Menneskene nærmest Angakut (Fleertal af angákoκ). Til at blive Angakok udfordres der, at Vedkommende, ved at paakalde Tornarsuk, fik denne til at aabenbare sig for ham og give ham Hjelpeaander, Tornat (Fleertal af târnaκ) d. e. visse af Verdens underordnede Eiere, til at hjelpe sig med Raad og Daad, naar det behøvedes. Han opnaaede derved tillige den høieste menneskelige Viisdom og Kundskab om alt, Troen vedkommende. Tornarsuk er derfor Kilden til al Viisdom og al Hjelp paa det Oversandseliges Omraade. Han har tillige sit Sæde under Jorden i de lyksalige Boligers Land, selv hjelper han Menneskene dog kun gjennem Angakut, og disse atter almindeligviis kun gjennem Tornat, og det er kun gjennem Kamp og Selvovervindelse, at man kan opnaae hiin Aabenbaring, af hvilken Grund han saa atter for det almindelige Menneske kan være den Frygtindgydende. Dette er hvad der kan siges om Tornarsuk ialmindelighed, men Kundskaben til dette Væsen var vel nærmest en Hemmelighed, som eiedes af Angakut, og hvad de derom meddeelte til Mængden, var vel mere end alt andet lempet efter Omstændighederne. Deraf komme de forskjellige og besynderlige Forestillinger om Tornarsuks Udseende og Egenskaber, som de første Europæere angive at have opspurgt blandt de hedenske Grønlændere, samt endvidere den næsten fuldstændige Taushed om samme i Sagnene, og endelig ere de nuværende Grønlænderes Begreber derom blevne endnu mere forvirrede ved Tornarsuks Forvandling til Djævelen.
Arnakuagsak har sin Bolig dybt under Havet. Fra en Bakke, som staaer under hendes Lampe udgaae Sødyrene, som næsten udelukkende afgive alle Midlerne til Menneskets Underhold. Naar de forsvinde fra Havets Overflade, da skeer dette fordi hun holder dem tilbage, og Aarsagen hertil ere da atter de saakaldte Agdierutit, som hænge om hendes Ansigt og fremkalde hendes Uvillie. Der siges, at disse vare mishandlede, eller i Dølgsmaal fødte, menneskelige Fostre, altsaa Frugterne af Menneskenes hemmelige Forbrydelser. Det var en af Angakuts vanskeligste Forretninger, at formilde hende ved at befrie hende fra disse Hindringer, hvorpaa hun atter udsendte Sødyr. I de ældre Skrifter er hun fremstillet som den »fæle Qvinde«, som et ondt Væsen, der tog Sødyrene bort fra Havet. Jeg har først selv fulgt denne Anskuelse, men ved nærmere Undersøgelse, og navnlig ved at udspørge de nulevende Grønlændere, fundet, at den er urigtig. I Navnet ligger simpelthen blot Betydningen af «en gammel Qvinde«, og i de grønlandske Sagn er en saadan det stadige Billede paa Sparsommelighed og klog Forvaltning af Forraad, ligesom selve hendes Kjøn tillige turde være Billedet paa det fødende og paany skabende i Naturen. Hun er altsaa ikke den, der borttager Sødyrene, men vel den, som kan nægte at forsyne med dem, og det Frygtelige og Farlige, hvormed hun er omgiven, er saaledes, ligesom ved Tornarsuk, kun Billedet paa de Onder, som Mennesket selv her i Livet har at kæmpe med. Det skulde da være, at man i en ganske overført Betydning, ved at betragte hende som den legemlige Verden og Tornarsuk som den evige Fornuft, kunde knytte Forestillingen om det Onde til hende, men denne Betragtning hører sikkert ikke hjemme her. I Henseende til hendes Oprindelse og Forhold til Tornarsuk finder man forskjellige Beretninger i de gamle Skrifter, men af lignende Beskaffenhed, som de ovenomtalte angaaende Tornarsuks Udseende og Egenskaber.
Ligesaalidt som der er Tale om nogen Skabelse af Verden, ligesaalidt tillægges der Tornarsuk nogen Deel i Menneskeslægtens første Oprindelse. De første Mennesker antages at være opstaaede af Jorden. Efter Nogle skal det første Menneske have været en Mand, ved Navn Kallak, og denne skal have skabt den første Qvinde af en Tue.
Vi saae, at Tornarsuk gjennem Tornat og Angakut var Kilden til al høiere Hjelp for Mennesket, men ved Siden af denne søgtes der tillige en anden, ligeledes oversandselig Hjelp, der betragtedes som ulovlig og slet, og hvis Benyttelse betegnedes som Hexeri. Ved Hexeriet brugtes der Ord, altsaa en Henvendelse, men man finder intetsteds Oplysning om, hvo der paakaldtes i Hexeriet, og det synes derfor, som om der til Grund for samme har ligget Troen paa et ondt, og Tornarsuk modsat Væsen, men som man senere har glemt at personliggjøre. Det samme Væsen turde da vel være det, som drog Sjælene til sig til Oververdenen, efter Døden, med mindre man betragtede denne Vei som den naturlige for den med Aandedrættet beslægtede Sjæl, saa at den maatte følge denne af sig selv, hvis den ikke af en høiere Magt blev draget nedefter.
5. Godt og Ondt.
Alle Vedtægter eller Love og Skikke vare mere eller mindre ligefrem begrundede i Troen. Paa Grund af Vedtægterne, der satte meget snevre Grændser for Stands- og Eiendomsforskjel, maatte Frugten af den Enkeltes Arbeide mere ligefrem komme hans Næste tilgode, end dette er Tilfældet hos andre Folk. Derfor, og paa Grund af de Farer, som dette Arbeide medførte, maatte den personlige Opoffrelse for samme blive til en Hoveddyd, som jo saaledes ogsaa i Virkeligheden kom til at omfatte flere, i de kristelige Lærebøger som særskilte opførte Pligter mod Næsten. Det er derfor heller intet Under, at den saa godt som er Omqvædet i alle Sagnene, og at Indbildningskraften stiller sig den Opgave, at hæve den til den høieste Fuldkommenhed. Derimod ansaaes det for en Dyd, der alene tilkom Qvinden, med Klogskab og Sparsommelighed at forvalte det Erhvervede. Naar ved Siden af disse Dyder Vedtægterne overholdtes, saa var der kun en mere indskrænket Anvendelse for Barmhjertighed og andre lignende Dyder, der blive mere fremtrædende i Handlinger hos Samfund, hos hvilke der er større Omskiftelser i, og Forskjel paa de Enkeltes Kaar. At imidlertid ogsaa Menneskekjærlighed saaledes i almindelig Betydning ansaaes for paabudt ved høiere Love, end de menneskelige, derom vidne Sagnene tilstrækkeligt. Paa den anden Side synes man at have anseet for den høieste Grad af Synd eller Slethed det, der ligesom indbefattede al Afvigelse fra Vedtægterne, nemlig Hexeri, da samme, foruden den slette Hensigt tillige forudsatte et hemmeligt Forbund med en Magt, der var hele Samfundet fjendsk. Blandt Fristelserne til det Onde bortfaldt de, der fulgte af Havesyge, næsten ganske; Sandseligheden var vel ogsaa mindre fremtrædende, men Ærgjerrigheden og Herskesyge kunde snarere lede til Vold og Misgjerning.
At det, som ifølge det Nysnævnte var at betragte som Godt og Ondt, ogsaa virkelig ansaaes for Dyd og Synd, det vil sige, at man antog, at der fandtes guddommelige eller høiere Love, foruden de menneskelige, fremgaaer deels af Forestillingerne om Straf og Belønning i dette Liv, ved overnaturlige Magter (see Afsnit C), deels af Forestillingerne om Livet efter dette, angaaende hvilke vi rigtignok besidde færre Oplysninger. Men naar der i ældre Skrifter om Grønlænderne endog siges, at de ikke engang havde Benævnelser for Dyd og for Synd, da har dette blandt andet vel sin Grund deri, at saadanne almindelige Begrebers Benævnelse mest har hjemme i Lærebøger og Videnskab, hvorimod man i Livet, og saaledes ogsaa i Fortællingen, nævner Dyder og Laster enkeltviis. At de betragtedes som saadanne forstodes af Sammenhængen og behøvede ikke at fremhæves. Dog mangle de almindelige Benævnelser heller ingenlunde i Sproget. Hvorledes man antog, at en høiere Retfærdighed straffede det Onde allerede her i Livet, fremgaaer, som sagt, tilstrækkeligt af Sagnene, og det vil deraf fremlyse, at ialtfald neppe noget, som efter kristelige Folkeslags Anskuelse er ondt, har været anseet for noget Godt, naar muligen undtages visse bestemte Skikke, vedrørende det ægteskabelige Forhold, og en vis Art af Blodhævn, om hvilken det dog er tvivlsomt, hvorvidt den har været anseet for tilladelig. Men til heraf at uddrage en fuldstændig Sædelære, vilde der foruden Skjønsomhed udfordres et Kjendskab, som vi neppe kunne erhverve os. Her bemærkes kun, at meget af hvad der for os kunde synes haardt og raat maa skrives paa den haarde Naturs Regning, mod hvilken Samfundet har havt at kæmpe, og at en uskjønsom og blot af det umiddelbare Indtryk ledet Anvendelse af vore Grundsætninger paa dette let kan lede til det Modsatte af hvad der tilsigtes.
Ifølge de oftomtalte ældre Beretninger havde Grønlænderne nogle Sagn om Oprindelsen til Døden i Verden, idet den tilskrives nogle Ord, som de første Mennesker skulle have udtalt. Disse Ord maae formodes at have været enten Bøn eller Hexeri, altsaa Henvendelse til en høiere Magt, der da lod Døden komme over Menneskene. Angaaende Straffen og Belønningen i en anden Verden siges der kun, at Hexe og onde Folk kom i Oververdenen, hvorimod de, der havde udført store Bedrifter eller døiet Ondt her i Livet, navnlig Mænd, der omkom paa Havet, og Qvinder, som døde i Barnsnød, kom til Underverdenen. Ved «onde Folk» kan der kun forstaaes saadanne, som Samfundet misbilligede, men Straffen bestod kun i Mangel paa Velværen. Der siges endelig, at engang efter Verdens Undergang skulde alle Sjæle henflyttes til stille Boliger, i hvilke de ikke mere førte et saadant, til det jordiske svarende Liv. Dog er det uvist om denne Forestilling virkelig har havt nogen almindelig Udbredelse.
_________________
De kristne Grønlænderes Forestillinger om Foranstaaende,
Tornarsuk indtager nutildags, i Egenskab af Djævelen, en vigtig Plads i Forestillingen. Han sees jævnlig paa mange Steder, efter Sigende med Underkroppen dirrende, som naar noget sees gjennem opvarmet Luft, og han forsvinder atter brat under Jorden. Han er nu alene den Frygtelige. Arnakuagsak blev af de første Missionærer gjort til Fandens Oldemoder, hvorfor hun ogsaa nu tildeels kaldes: »Moderen til ham dernede.« Hun ansees ikke for noget ondt Væsen, og skjøndt man vel troer, at Gud raader for Alt, tillægger man hende dog en vis indskrænket Raadighed over Sødyrene; men med Angakut er ogsaa enhver Mulighed for, ligefrem at henvende sig til hende, forsvunden. For at betegne Synden indførte Egede ligefrem det danske Ord i det grønlandske Sprog (saasom »synderronek«. Syndsforladelse), hvilket Grønlænderne altsaa kun kunde tillægge Betydningen af: «det, der er det europæiske Samfund imod", og hvorunder navnlig maatte indbefattes enhver af de gamle Skikke, som kunde foranledige selvstændigt Sammenhold eller en ikke af Europæerne ledet Domstol for Sæderne. Overeensstemmende hermed ordnedes ogsaa Dyderne. Der er senere indført Benævnelser for Synd og Dyd, tagne af det grønlandske Sprog, men selve Begrebernes Orden er den samme, og nu ganske befæstet. I de herrnhutiske Menigheder betegnes Dydige og Syndere i daglig Tale endog ligefrem ved »Lydige« og »Ulydige«, nemlig mod Missionærene.
Den kristne Himmel have Grønlænderne ret sindrigt henlagt udenfor eller over den Hvælving, der begrændser den gamle. Under hiin fortsætte Boltspillerne endnu deres forrige Tilværelse, og man gaaer ikke gjerne udenfor alene i stærke Nordlys, da Boltspillerne nemlig som Sjæle kunne svæve ned og tage En med sig. Ifølge Sagnene har man saavel seet en Aabning danne sig i den faste Himmelhvælving, og gjennem den hørt Psalmesang ovenfra, som ogsaa ved et Slags Sjælevandring (see C, 2) foretaget Reiser gjennem den gamle Himmel og op til den kristelige. Da Sjælene i den gamle Himmel vare de, der forskjødes af Tornarsuk eller Djævelen, var det saaledes lettere at bringe Forestillingen om dem i Samklang med den nye Lære, end den om Underverdenen. Det hedder, at Sjælene af de sidste Angakut, som ikke rigtig vilde omvende sig, kunde høres efter Døden brølende at fare ned i Jorden. Forsaavidt man senere har søgt at forklare sig den store Modsigelse, der opstod derved, at Underverdenen blev til Helvede, da troer jeg, at det er skeet ved at foretage Omflytninger med Sjælene i de Gamles Over- og Underverden, men i det Hele skyer man vist at tænke herpaa. Derimod er Forestillingen om Jordens Støtter og Verdens Undergang gaaet over i den kristelige om Dommedag, og der tales især i de herrnhutiske Menigheder ofte om Støtternes mulige Beskaffenhed, især ved indtrædende, paafaldende Veirforhold.
Hvad Forestillingen om Verdens underordnede Inue angaaer, da er denne nu omtrent som fordum, hvorom dog nærmere i det Følgende, og endelig er den om Sjæl og Legeme aldeles uforandret gaaet over i Kristendommen.
