Prosaisk litteratur (FJ 1907)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Den islandske litteraturs historie
Heimskringla Reprint
tilligemed den oldnorske
af
Finnur Jónsson
1907
Tredje tidsrum, 1300–1400
Det er ovf. kort bemærket, hvori denne hovedsagelig bestod. Bearbejdervirksomheden er tidsrummets egenlige prosaiske virksomhed. Af original historisk litteratur — og om ret meget andet er der næppe tale — findes et par sagaer og annaler.
Af sagaer er der to bispesagaer; den ene er Árna biskups saga, eller sagaen om biskop Arne Torlaksson (1269-98), en af Islands störste og mest betydende mænd i den sidste halvdel af det 13. årh., bekendt for sin kraftige kamp for kirken og dens formentlige overhöjhed. Sagaen skildrer Arnes liv og virksomhed indtil 1291, hvor den brat afbryder. Der har vistnok aldrig været skrevet mere eller også er slutningen ved et ulykkestilfælde gået tabt. Sagaen er overordenlig vigtig for Islands historie i dette tidsrum og, foruden knappe annalnotitser, omtr. eneste kilde der haves. Den viser et overordenligt kendskab til bispens liv og handlinger; forf. har haft adgang til bispearkivet. Det er blevet formodet (G. Vigfússon), at den er forfattet af bispens søsterson, Árni Helgason, der selv var biskop 1304-20. Dette er höjst rimeligt. På forskellig vis, især m. h. t. sproget, bærer den præg af den efterklassiske tid.
Lárenziussaga handler om biskop Lárenziús Kálfsson til Holar 1323-30. Denne mand var en ret ejendommelig personlighed, vel lærd og en dygtig skolemester. Sagaen fortæller godt og nöjagtig om hans trængsler især i Norge under en strid dér mellem to kirkelige partier. Også denne saga er i historisk henseende særdeles værdifuld, fordi dens forf. er så vel underrettet. Denne er sikkert ingen anden en præsten Einarr Hafliðason (1307-93), en af sin tids mest ansete gejstlige og vist en af de få, der rejste udenlands, 1345-46 traf han den daværende pave i Avignon. Einar var biskoppens fortrolige ven og forelæser; men det mest direkte bevis for hans forfatterskab er det indre slægtskab mellem sagaen og Einars annalværk. Einar fortæller meget jævnt og ædrueligt, så upartisk som muligt — og i et ret godt og flydende sprog. Sagaen er vistnok forfattet omkr. 1340.
Endnu haves en bispesaga, nemlig Arngrímr Brandssons saga om Gudmund Arason biskop; det er nærmest en helgen- og jærtegnssaga. Den er oprindelig forfattet på latin, vistnok fordi den udenlands skulde være et vel motiveret andragende om Gudmunds kanonisering (ved ærkebispen el. paven). Hensigten opnåedes ikke. Sagaen er bleven oversat på islandsk og en mængde vers og hele digte indsatte, dels forfattede af Arngrímr selv, dels og især af Einarr Gilsson; det er vistnok en anden, end Arngrim selv, der har besörget oversættelsen. Skönt sagaen er en helgensaga, er den dog i flere henseender ikke uinteressant; der findes således en kort beskrivelse af Island og her findes f. eks. Geysir for første gang i litteraturen omtalt. Forf. har benyttet forskellige hjemlige kilder (f. eks. den ældre saga om Gudmund) og fremmede skrifter. Sagaen er meget ordrig og oversættelsens sprog meget uislandsk.
Som för bemærket begyndte en islandsk annalskrivning henimod slutningen af det 13. årh. Dette kunde synes mærkeligt, men er i grunden ret naturligt. Sagaerne var jo for det første selv så mange og omfattende, at de så at sige fangede hele interessen. Sansen for at fæste begivenhederne til bestemte år har i begyndelsen vel heller ikke været synderlig udviklet; man fandt det tilstrækkeligt at angive begivenhedernes rækkefølge og nu og da at knytte dem f. eks. til visse konger i Norge. Are havde angivet et andet middel til således at datere begivenhederne, lovsigemandsrækken, men dette middel benyttedes ikke og det af vel forståelige grunde. Imidlertid måtte den tid komme, da sansen for en eksakt tidsangivelse og dens nødvendighed måtte vågne; i det 13. årh. findes forsøg på synkronisme. Da den originale sagaskrivning var sluttet, var tiden kommen. Udenlandske annalværker var uden tvivl allerede for længe siden komne til landet Besiddelsen af et sådant måtte nu friste sagakyndige mænd. Begyndelsen skete ved, at man i et sådant latinsk annalværk tilskrev islandske og norske begivenheder, som man fik midler til at bestemme, tildels ved hjælp af ældre angivelser f. eks. Ares. Disse tilskrevne notitser forøgedes efterhånden og lidt efter lidt indskrænkedes den latinske tekst, indtil den helt bortfaldt (var bleven oversat), og der eksisterede således et helt og holdent islandsk annalarbejde. Det oprindelige latinske annalværk tillægger man Ekkehard af Aura, men der har også eksisteret andre redaktioner. De vigtigste isl. annaler er udgivne af G. Storm. De er af forskellig udstrækning og vigtighed, men grundstokken er åbenbart den samme. Den ene forfatter afskrev den anden, men foretog udvidelser på forskellig måde. Disse annaler er indrettede således, at hvert tiår angives i randen tilvenstre med romertal, men desuden betegnes hvert år med bogslaver efter et bestemt system (ved söndagsbogstaver og gyldental). Jo nærmere annalnotitserne ligger ved enhver bearbejders egen tid, bliver de stadig udførligere; ellers er de kun ganske korte og aforistiske. Som historisk kilde har de uvurderlig betydning. Et af de ældste isl. annalværker er den såkaldte Resensannal (fordi den fandtes i et Resen tilhørende hdskr.). Den nåde fra Kristi fødsel til 1295, men begyndelsen er nu tabt (til år 228). Af notitsernes art i det 13. årh. er det klart, at annalen hidrører fra en, der særlig har interesseret sig for Sturlungerne, og forf. er uden tvivl en vestlænding. Notitserne er her i det hele ganske korte, og denne bearbejdelse står den ældste meget nær. — En anden bearbejdelse er Annales vetustissimi fra Kristi fødsel og til 1314; efter 1306 er notitserne skrevne med forskellige hænder; denne annal er meget defekt (der mangler årene 1000 — 1269); den er helt på islandsk. Forf. er åbenbart stærkt interesseret for lagmandsrækken og de isl. lovbøgers vedtagelse. Også han var fra vestlandet. — Annales regii (i det kgl. bibl.) går, som de nu foreligger, fra 46 f. Kr. til 1341, men slutningen mangler. Her er bearbejdelsen gået videre, idet en latinsk universalhistorie indleder værket. Teksten selv er til at begynde med på latin, men efter midten af det 10. årh. er teksten så at sige udelukkende islandsk. Der foreligger her en sammenstøbning af bægge de foregående annalværker, og der er desuden benyttet flere historiske skrifter (Are, Kongesagaerne, Knytlinga og fl.); for så vidt er dette værk et mere selvstændigt og omfattende. Fra omtr. 1306, hvor hovedhånden stanser, er der fortsat med flere hænder. Også dette skrift er vestlandsk. Håndskriftet er i ortografisk henseende særlig interessant. — Et annalværk er opkaldt efter Skalholt, Skalholtsannáll, der nu begynder med år 140 e. Kr. (begyndelsen mangler) og slutter med 1356 (der er to lakuner). Teksten slutter sig nöje til Ann. reg., men desuden er et andet hdskr. benyttet, og endel selvstændige tilföjelser gjort. For det 14. årh. er annalen meget vigtig. — Dernæst er Einarr Hafliðasons såkaldte Lögmannsannáll af meget stor betydning for det samme årh. Einars egen hånd stanser ved 1361, men annalen er fortsat af ham ved skriveres hjælp helt ned til 1392. Efter Einars død er den fortsat til 1430. Den er ret udførlig og særdeles pålidelig og, da den når så langt ned, en af de vigtigste. — I Flatøbogen findes til slutning en annal til 1394. Den er en temlig uheldig og ukritisk sammenarbejdelse af et par andre annalværker; ligeledes er Einars annal benyttet til 1385. — Desuden findes et par mindre brudstykker, tildels af stor betydning.
