Rannveigs åbenbaring

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif


Bispesagaer


Rannveigs åbenbaring [1]

Rannveigar leizla

(fra Guðmundar biskups saga, hin elzta)


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2023



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Biskupa sögur, Hið íslenzka bókmentafélag, Kaupmannahöfn, 1858-78


Helvedes pinsler
Fra et nederlandsk 1400-tals håndskrift

Der skete desuden det om vinteren i Østfjordene, at en kvinde dér mistede bevidstheden. Hun hed Rannveig, og hun levede sammen med en præst, der hed Audun. Hun havde tidligere levet sammen med en anden præst; dette havde hun ingen betænkeligheder ved, selv om hun i mange henseender var meget troende. Der skete det, at hun faldt i forstuen, da hun en tidlig morgen trådte alene ud fra badstuen, og hun lå der længe, før der kom nogen. Hun blev båret ind i stuen, da man fandt hende, og der sad nogen hos hende hele dagen, og de så, at hun ikke var død, for hun gav sig indimellem svært, når det gjorde meget ondt på hende. Dette skete om lørdagen lige inden fasten.

Men da hun kom til sig selv om aftenen, satte hun sig op og gjorde korsets tegn og bad Gud hjælpe dem alle, og hun sagde, at hun havde fået mange og vigtige meddelelser, som hun måtte fortælle de øverste gejstlige og særligt Gudmund Præst Areson[2], så snart hun kunne få fat i ham, og præsten Brodde, som da var i Fljotsdal Herred. Og hun ville fortælle det til alle, der kom, selv om det måtte være ubehageligt.

Og vi har fået at vide af dem, der var til stede og hørte hendes egne ord, da hun fortalte Gudmund Præst Areson om denne åbenbaring, at hun sagde, at nogle ganske frygtelige djævle kom imod hende og greb fat i hendes arme og førte hende hårdt og hensynsløst af sted hen over en stenet og ujævn grund. Og mens de var på vej, bevidnede hun mange pinsler og mennesker, der led. Og de førte hende af sted, indtil de kom hen, hvor hun foran sig så noget, der lignede en stor gryde eller en dyb og bred pøl med kogende beg, og der brændte ild rundt om den.

Hun så mange mennesker dér — både nulevende og døde — og nogle af dem genkendte hun. Hun så dér nærmest alle de ulærde høvdinge, som i ondskab havde misbrugt deres magt. Så talte djævlene til hende og sagde: »Det her skal du ned i, og det er din egen skyld, for du er delagtig i det samme som dem, der er dernede; du har fremmet afskyelig utugt ved at ligge med to præster og dermed besudlet deres tjeneste — og dertil kommer hovmod og griskhed. Nu skal du være her, siden du ikke ville afholde dig fra at tjene os, og skal vi plage dig på mange måder.«

Derpå slæbte de hende frem mod pølen, og den kogte så voldsomt, at det sprøjtede op på hendes ben, og da hun kom til sig selv, havde hun forbrændinger på alle de steder, som ikke var dækket af klæder. Hun var da mere skrækslagen, end man kan forestille sig. Hun påkaldte helgener om deres forbøn, så Gud ville vise hende barmhjertighed, først dronning Maria og apostlen Peter. Og hun bønfaldt den hellige kong Olav[3] og jarl Magnus den Hellige[4] og Hallvard[5], for dem påkaldte man dengang meget her i landet.

Men i samme øjeblik bliver hun omgivet af et kraftigt lysskær, og hun ser skikkelser komme gående i lyset; de virker fornemme, men også noget skræmmende. Hun glædede sig meget over dette syn, og fandt straks styrke til at vove at spørge, hvem de var. Og de sagde, at det var kong Olav og jarl Magnus og den hellige Hallvard, der kom. De greb fat i hende og tog hende ud af hænderne på djævlene og førte hende væk derfra. Da slog djævlene efter hende med en pisk, og den traf hende mellem skuldrene og på ryggen og lænden, og djævlene sagde til dem: »Selv om vi nu — som så ofte før — må vige i mellemværendet med jer, så skal hun dog have noget for sine uhørte gerninger.« Pisken var rødglødende og sved alt, hvad den ramte.

Men da djævlene var forsvundet, sagde de, som førte hende af sted: »Nu har du fået at se, hvad du og mange andre havde fortjent, eftersom mange menneskers levevis er upassende. Men du skal være forpligtet til at fortælle enhver, hvad du her har bevidnet om vedkommendes sag. Nu blev du forbrændt på benene, fordi du bar fine strømper og sorte sko, og på den måde havde pyntet dig for mændenes skyld, og på hænderne, fordi du på højtidsdage har syet din egen håndlinning til og også gjort det for andre[6], og på ryggen og skuldrene, fordi du i hovmod og af svaghed har båret fint tøj og linned og pyntet dig for mændenes skyld. Men fordi Gud er mild og barmhjertig, og fordi du bønfaldt dronning Maria og apostlen Peter og os om at gå i forbøn for dig, sendte de os på deres vegne, da du ellers ville være fortabt, og de har opnået hos Gud, at du skal vågne til live og gøre bod for dine misgerninger, og nu skal du få at se, hvilken fortjeneste de hellige mænd, som er her i jeres land, har opnået — både de nulevende og de døde — for der findes flere hellige mænd på Island end i andre lande med en befolkning af tilsvarende størrelse, og deres og vores bønner skærmer landet, og i modsat fald ville landet gå til grunde.«

Da bliver hun på ny omgivet af et kraftigt lysskær, og dér så hun en stor og fornem mand, som strålede som sne, og det samme gjorde hans klæder. De fortalte hende, at dette var apostlen Peter. Og da de havde ført hende af sted nogen tid, bliver hun endnu en gang omgivet af et kraftigt lysskær, og dette strålede mere klart, end hun nogensinde før havde set. Det var ledsaget af en sød duft, og dette lys fulgte dronning Maria, Guds moder, og hun strålede så klart som solen, så Rannveig ikke kunne se lige på hende.

Foran dem lå et fladt og skønt landskab med alskens blomster og lykke og dejlige dufte, og dér så hun mange og storslåede haller og talrige huse, som både var så høje og flotte, at hun nærmest ikke kunne fatte al denne herlighed, men de var dog ikke alle lige prægtige. Så tog mændene til orde og sagde til hende: »Her ser du nu de steder, som tilhører helgener — både nulevende og døde — men ikke alle husene her er lige flotte. Her er jeres biskopper, for de er alle helgener, men de helligste af dem er dog biskop Jon og biskop Torlak den Yngre og dernæst biskop Bjørn og biskop Isleif og biskop Torlak den Ældre[7]. Således er også de nulevende biskopper hellige mænd på grund af deres prøvelser og tålmodighed og den ulydighed, folk byder dem, for jo mere tålmodig en mand er i Guds navn, des mere hellig er han. Men det smukke og høje hus, som du kan se, men ikke hører en lyd fra, fordi der er stilhed, tilhører eneboeren Bjørn på Tingøre. Og det høje og fornemme hus ved siden af, hvorfra du kan høre skønsang og en høj, herlig klang, tilhører Gudmund Præst Areson, for på samme måde, som vores bønner skærmer Norge og Orkneyøerne, skærmer han dette land med sine bønner, og han vil blive den største beskytter af dette land og ikke rangere under ærkebiskop Thomas[8] i England.«

Hun så og hørte mange bemærkelsesværdige ting på dette sted, men da hun kom til sig selv, var hun blevet så skræmt, at hun knap kunne fortælle om dem, og hun skælvede altid siden, når hun skulle tale om det. Men denne åbenbaring gjorde, at mange mennesker, som fik skjulte ting at vide om deres adfærd, forbedrede sig meget. Der var dog nogle, der følte sig krænkede over at blive set ned på på grund af deres forseelser, men de kunne dog ikke få sig selv til ikke at gøre bod for deres misgerninger.




Noter:

  1. Oversættelsen følger teksten i håndskriftet AM 399 4to (Codex Resenianus) suppleret med enkelte linjer fra AM 657c 4to. Begge håndskrifterne er islandske og dateres til 1330-50 hhv. 1340-90.
  2. Gudmund den Gode Areson (1161-1237), Hólar-biskop 1203-37
  3. Den norske kong Olav Haraldson (d. 1028)
  4. Orkneyjarlen Magnus Erlendson (d. omkr. 1115)
  5. Oslos skytshelgen Hallvard Vebjørnson (d. 1043)
  6. Henviser formentlig til den skik at sy håndlinningen på skjorten sammen, når man har taget den på (i st. f. som nu at knappe den med knapper). Rannveigs brøde består vel i, at dette arbejde er sket på en helligdag. Se Johan Fritzner: »Sproglige og kulturhistoriske Studier over gamle norske Ord og Udtryk« i »Forhandlinger i Videnskabs-Selskabet i Christiania Aar 1880« (Udg. 1881)
  7. De fem nævnte biskopper er Jon Øgmundson (Hólar 1106-21), Torlak Torhallson (Skálholt 1178-93), Bjørn Gilsson (Hólar 1147-62), Isleif Gissurson (Skálholt 1056-80) og Torlak Runolfson (Skálholt 1118-33)
  8. Thomas Beckett (d. 1170), ærkebiskop af Canterbury