Rosamunda
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Rosamunda
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864
Der regjerede engang en Konge og en Dronning. De havde en Søn; hvad han hed, berettes ikke. Han fik en Opdragelse som andre Kongesønner, lærte alleslags Kunster, fik bygget et Slot, og der blev Intet sparet af hvad der skulde til, men han var da ogsaa en Perle blandt Menneskene, fandt man. I dette samme Rige levede der en fornem Mand, som havde en saare deilig Datter, der hed Rosamunda. Men var hun end smuk og høvisk, saa fandt man dog den Feil ved hende, at hun ikke kunde lære Noget, hverken til Mund eller Haand, saa tungnem var hun og saa lidet Haandelag havde hun; men overalt gik der Ry af hende for hendes Skjønheds Skyld. Kongesønnen saae hende engang og blev strax fangen af hendes Deilighed, og hun blev da ikke mindre fangen af alle hans skjønne Kunster og anden Flinkhed. Efter den Tid taler Kongesønnen engang med sin Fader og fortæller ham, at nu vil han ud at beile. Kongen spørger, hvorhen han har kastet sit Øie i den Sag. Kongesønnen svarer at han ikke vil have nogen anden Hustru end Rosamunda. Faderen beder ham om aldrig at nævne Sligt, thi hun er baade dum og ukyndig, som bekjendt er, og det sømmer sig ikke at vælge en slig Kvinde til vordende Dronning, desuden er hun jo af en ringere Æt end han. Kongesønnen vilde ikke trættes med sin Fader herom, men aldrig kom dog Rosamunda ud af hans Tanker, og efter denne Dag blev han saare tungsindig, gik eensomme Veie og havde liden Sands for Gammen og Munterhed.
En Dag vankede han alene omkring i Skoven i tunge Tanker. Da kom der til ham en Mand med rødt Skjæg og lav af Væxt, som spurgte, hvi han, Kongesønnen, vankede alene heromkring, — det var jo noget, som ikke svarede til hans Hæder og Fortjenester, — eller hvad der da gik af ham? Kongesønnen svarede, at Manden vel neppe kunde hjelpe ham ud af Vaanden om han end fortalte ham sine Gjenvordigheder. Den Fremmede sagde at det kunde han dog ikke vide om han ikke kunde hjelpe ham i hans Kvide, »og for at vise Dig, at jeg ikke er saa ganske ukjendt med dine Kaar«, siger han, »saa kan jeg sige Dig, at jeg veed, at Du er kummerfuld over at Du ikke faaer Lov for din Fader til at ægte den fagre Rosamunda, fordi hun har saa tungt ved at lære baade med Tanke og Haand«. Kongesønnen indrømmede Sandheden heraf og bad ham for Guds Skyld om at hjelpe, siden han var saa godt kjendt med disse Ting. Den Fremmede tager da et lidet Jernspid op af Lommen og siger Kongesønnen at give det til Rosamunda, for at hun, naar hun skal nemme nogen Boglærdom, da kan lære det paa sin Tunge, men naar hun vil nemme nogen Haandgjeming skal hun have Spiddet mellem Fingrene, og da vil hun i et Svip lære begge Dele og siden kunne dem. Kongesønnen spørger, hvad han vil have herfor; den Anden siger at det er en saa liden Tjeneste, at det ikke er Umagen værdt at forlange Noget derfor, men han vil da ogsaa komme til Rosamunda om tre Aar, og da skal hun tilbagegive ham Spiddet og sige ham hvad han hedder; hvis hun kan det, vil hun vedblive at huske Alt, hvad hun har lært, om hun end leverer Spiddet tilbage, »men hvis hun ikke kan det, vil jeg hente hende selv tilligemed Spiddet efter tre Aars Forløb, og da er hun min efter den Tid men mit Navn er Rigdin-Rigdon«. Kongesønnen takker ham hjertelig for disse gode Raad og byder ham derpaa Farvel. Saa begiver han sig paa Hjemveien med et lettere Sind, og han indprænter sig nu nøie Mandens Navn.
Herefter faaer Kongesønnen endelig sine Forældres Samtykke til at maatte hente Rosamunda og forsøge paa at lade hende nemme kvindelige Kunster, men paa det Vilkaar, at hvis hun ikke kunde nemme Noget, skulde han slaae sig Tankerne om Ægteskabet med hende ud af Hovedet. Dette bestemte de nu fuldt og fast indbyrdes, og Kongesønnen drager med et fagert Følge afsted for at hente Rosamunda, bringer hende hjem til Kongshirden, giver hende Spiddet og fortæller hende, hvorledes hun skal benytte det. Men af Fryd over at have faaet hende hjem til Kongsgaarden, glemmer han ganske Navnet paa Manden, med hvem han havde talt i Skoven. Nu fik Rosamunda baade Lærere og Lærerinder, der skulde bibringe hende alle Kunster, og vi behøve ikke at fortælle med mange Ord, at Alt laa som en Dag for hende, hvad enten det var Tanke eller Haand, der skulde lære.
Nu gik det saaledes, indtil man var i det tredie Aar. Kongesønnen kunde slet ikke mindes Mandens Navn; han blev da endmere kummerfuld end før ved Tanken om, nu maaskee at skulle miste sin Fæstemø, der var bleven ligesaa vel oplært, som hun var skjøn til. I denne Raadvildhed gik han en Dag alene i Skoven og kom til en aaben Plads derinde, hvor der var en Høi. Han hører en stærk Latter og megen Snakken nede i Høien, og forstaaer, at Nogle ere ifærd med at regne op, hvormange Sjæle de have sveget. Det løber Kongesønnen koldt ned ad Ryggen, thi han tænker sig, at det efter al Sandsynlighed har været een af disse Pilte, han fordum mødte i Skoven. Han lytter nu til deres Tale, skjøndt det var ham, som stod han her paa Helvedes Rand. Tilsidst hører han Nogen fremsige disse Vers i Høien:
- »Folk, som Ræv mig kalde vil,
- Mangen Aarsag har dertil:
- Af mit Garn slap ingen Sjæl,
- Ingen Skyldner seer min Hæl.
- »Som en Løve gaaer jeg om.
- Blinder Hver, som til mig kom;
- Volder Mangen Meen og Savn,
- Rigdin-Rigdon er mit Navn.«
Da Kongesønnen hører Navnet i det andet Vers, husker han, at det er just det samme Navn, som han havde glemt og saa længe i den forgangne Tid har gaaet i tunge Tanker over. Han opskriver nu Navnet og gaaer hjem med en munter Hu. Siden lader han forfærdige et Glasskab, stort nok til at Rosamunda kan staae i det, og lader skrive overalt derpaa »Rigdin Rigdon«, saa at man ikke kunde see Skabet nogetsteds, hverken udvendig eller indvendig, uden at Øiet stødte paa Navnet. Da Dagen nu kom, paa hvilken Manden havde meent efter tre Aars Forløb at komme for at hente Spiddet, lod Kongesønnen Rosamunda træde ind i Skabet og have Spiddet hos sig, og bød hende at give det til den, der kom til hende, idet hun med det samme skulde sige: »Rigdin-Rigdon« men ikke maatte hun træde ud af Skabet og heller ikke tabe Modet, hvad der end mødte, hun skulde blot huske paa Navnet, som han for den Sags Skyld havde ladet skrive paa Skabet. Derefter gik Kongesønnen ud af Stuen og lukkede Døren i Laas. Efter nogen Tids Forløb seer Rosamunda pludselig en Mand træde ind i Stuen igjennem den lukkede Dør. Han gaaer lige hen til Skabet og beder hende om at komme ud. Men hun lod, som hun ikke hørte det, og rakte ham Spiddet, sigende: »Vær saa god, Rigdin-Rigdon.« Ved at høre sit Navn nævne, sank Gjæsten øieblikkelig igjennem Gulvet paa det Sted, hvor han stod. Siden holdt Kongesønnen sit Bryllup med Rosamunda, og begge regjerede de siden i Fællesskab med den gamle Konge og Dronning. Rosamunda blev anseet for at være en herlig Dronning i de fleste Henseender. Hun huskede Alt, hvad hun ved Spiddets Hjelp havde nemmet, selv om dette tidligere ikke havde havt nogen bedre Eier end den, Alle meente maatte have været Fanden selv.
