Sankt Lucias saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Helgensagaer

Sankt Lucias saga

Lucie saga

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2022

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er C. R. Unger: Heilagra Manna Sögur, Christiania, 1877

---

Sankt Lucia
Initial fra et italiensk håndskrift (ca. 1370)

1. Jomfru Agathes berømmelse bredte sig over hele Sicilien, og store menneskemængder søgte til jomfru Agathes by, der hedder Catania. I denne færd for højtideligholdelse dér deltog to fornemme kvinder, jomfru Lucia og hendes mor, Eutychia, som i 4 år havde lidt af blodsot og ikke kunne helbredes. Men da evangeliet blev læst under messen, og en kvinde, som havde haft samme lidelse som Eutychia, blev helbredt ved at berøre frynserne på Vorherres klæde, da sagde Lucia: »Hvis du tror på dette evangelium, som nu blev læst — mor! — så tror du også på, at du kan blive helbredt på forbøn fra Agathe, som blev pint for Guds navn. Kom du med hen til hendes grav, og så vil du få lindring.« Og efter gudstjenesten knælede både mor og datter dér i bøn og bad for sig i tårer. Den hellige Lucia blev døsig under bønnen, og hun så da Agathe stå i Himlen blandt hellige engle, og hun sagde dette: »Gudelskende søster Lucia! Hvorfor beder du til mig, når du med din tro umiddelbart kan hjælpe din mor? Men nu er hun blevet helbredt, og på samme måde som Kristus gjorde byen Catania berømt på grund af mig, sådan skal byen Siracusa blive det på grund af dig, for du har på vidunderlig vis viet dig til Gud med dit rene liv.« Lucia rejste sig skræmt og sagde: »Nu er du blevet rask — mor! — for Agathe helbredte dig med sine bønner. Jeg beder dig om ikke at gifte mig med en mand, men de penge, som du havde tænkt skulle være min medgift, skal du lade mig råde over nu, hvor jeg gifter mig med Vorherre Jesus Kristus.« Eutychia svarede: »Din far døde for 9 år siden, og den arv, han efterlod til dig, ser jeg hellere blive større end formindskes, men du skal få glæde af det, som jeg ejer, og efter min død kan du gøre med disse penge, som du vil.« Lucia sagde: »Hør, hvad jeg siger — mor! — og giv Gud dine penge, fordi du blev rask; det behager ikke Gud, når et menneske ikke vil opgive noget, som vedkommende ingen glæde har af, for du kan ikke tage dem med herfra.«

2. De kommer siden hjem og begynder at dele penge ud og give mange almisser til fattigfolk hver dag, og dette kommer Lucias fæstemand for øre. Og han spurgte Lucias fostermor, hvordan det kunne være. Men hun svarede med forsigtighed og sagde: »Din tilkommende er stødt på et foretagende, som giver et større afkast end noget andet, og hun ønsker, at du kan få del i dette.« Da gav denne mand sig til at hjælpe og medvirke, og han troede til at begynde med, at det drejede sig om en jordisk handel, men da han siden erfarede, at disse penge blev givet ud til fattigfolk uden slægtninge og til ubemidlede enker og udlændinge og til folk, der tjente Gud, da bagtalte han sin tilkommende hos jarl Paschasius og sagde, at hun udøvede kristendom i strid med kejserens love. Og jarlen ville da tvinge hende til at ofre. Den hellige Lucia svarede jarlen: »For Gud er det et rent og ubesudlet offer at tage sig af enker og forældreløse i nød, og i disse 3 år har jeg ikke gjort andet end at bringe Gud sådanne offergaver. Og nu, fordi der ikke er andre muligheder, giver jeg mig selv som et levende offer til Gud, og han kan da gøre med denne sin offergave, som det behager ham.« Paschasius sagde: »Sådan kan du tale til kristne folk, men ikke til mig, der varetager høvdingedømmet.« Lucia sagde: »Du henholder dig til høvdingenes lov og ret, men jeg henholder mig til Guds lov; du frygter høvdingene, men jeg frygter Gud; du ønsker ikke, at de bliver vrede på dig, men jeg ønsker ikke Guds vrede; du tragter efter at behage dem; men jeg tragter alene efter at behage Gud; du gør det, som du mener er fordelagtigt for dig, men jeg gør det, som jeg véd er nyttigt.« Jarlen sagde: »Du har givet arven efter din far bort til hemmelige elskere, og du taler derfor som en portkone.« Lucia sagde: »Jeg har anbragt arven efter min far på et trygt sted og aldrig forsøgt at fordærve mit sind eller mit legeme.« Paschasius sagde: »Hvem fordærver sindet og legemet?« Lucia sagde: »Som apostelen sagde: Sindet og legemet fordærves af de mennesker, som med ond tale ødelægger troen på Gud; de lokker andre folk væk fra deres skaber for at få dem til at ofre til afguder. Og de folk fordærver legemet, som vælger den korte stund og derfor går glip af den evige glæde.« Paschasius sagde: »Dine ord skal nok få ende i pinslerne.« Lucia sagde: »Der er ingen ende på Guds ord.« Paschasius spurgte: »Er du Gud?« Lucia svarede: »Jeg er Guds tjener, og jeg sagde sådan, fordi Gud selv har sagt det samme: I skal ikke tale i mødet med jeres dommer, men hellere lade Helligånden føre ordet for jer.« Paschasius sagde: »Er Helligånden med dig, og taler den for dig?« Den hellige jomfru svarede: »Apostlen sagde, at renlivede mennesker er Helligåndens tempel, og Helligånden bor i dem.« Jarlen sagde: »Jeg vil lade dig føre hen til et hus for portkoner, og så vil Helligånden nok forlade dig, når du dér må fremme dine usædelige gerninger.« Lucia sagde: »Legemet bliver aldrig besudlet, så længe sindet ikke samtykker. Selv om du mod min vilje prøver at kaste røgelse på gløderne for din gud, så vil min gud finde det lattervækkende, for Gud dømmer menneskers hensigt. Nu forøges min ære ved alt det, som du tvinger mig til.« Paschasius sagde: »Nu skal du miste livet på vanærende vis, medmindre du retter dig efter kejserens love.« Den hellige Lucia svarede: »Jeg har lige fortalt dig, at du aldrig vil få mit samtykke til synd, og intet ondt vil derfor ramme Guds tjener, uanset hvad du udsætter legemet for.«

3. Derpå udleverer jarlen hende til nogle mænd, der solgte kvinder til utugt, og han bad dem føre hende til et hus for portkoner og dér stille hende til rådighed for mænd, og han sagde, at dér skulle hun dø. Men da de ville slæbe hende derhen, gav Helligånden hende en sådan styrke, at de ikke formåede at flytte hende. De gik til hende, så de svedte overalt, men der var ikke noget at gøre. De bandt reb om hendes arme og ben, og alle anstrengte sig for at hale hende af sted, men hun stod så fast som et fjeld. Så begyndte jarlen at blive noget utilfreds, og han bad alle blotmænd og galderkyndige folk sørge for, at hun kom af sted. Men hun var så standhaftig, at man hverken kunne rokke hendes klæder eller hende selv af stedet. Så lod jarlen urin kaste på hende og mente, at det hele måtte bero på trolddomskraft. Siden blev mange okser spændt for, men de var ikke i stand til at flytte hende. Da sagde Paschasius: »Hvilken slags trolddom er dette?« Lucia sagde: »Dette er ikke noget, som jeg volder med trolddom, det er snarere Guds velgerning.« Jarlen sagde: »Hvordan er det muligt, at tusind mand ikke formår at få en svag pige til at flytte sig?« Den hellige Lucia svarede: »Selv om du lader yderligere ti tusind mand komme til, så kommer du til at høre fortalt om mig, at tusind mand faldt ved min ene side, men ti tusind ved min højre side.« Denne vanære plagede nu jarlen så meget, at han begyndte at skrige. Da sagde den salige mø til ham: »Hvad plager dig så meget? Hvorfor bliver du så aldeles rasende? Har du nu forstået, at jeg er Guds tempel? Men hvis du stadig ikke har forstået det, må du indse det nu.« Men jarlen tog dette meget ilde op, fordi han følte sig endnu mere latterliggjort.

4. Han lod siden tænde ild hele vejen rundt omkring hende, og forinden lod han hende overhælde med kogende olie og tjære og beg. Men hun blev stående på samme sted i Vorherre Jesu Kristi navn og sagde: »Jeg bad min herre Jesus Kristus om, at denne ild ikke skulle skade mig, for at alle dem, der hengiver sig til Gud, kunne bruge dette til at spotte dig — jarl! — og jeg bad om, at mine pinsler måtte trække ud, sådan at jeg kunne få dem, der er faste i troen, til ikke at frygte pinsler, og for at de, som ikke har troen, ikke skulle have morskab af os.« Da trådte jarlens venner frem og sårede jomfruen, men hun bad dog for sig, så længe hun ville. »Nu kan det fortælles,« sagde hun, »— at Guds kristendom er blevet skænket fred i dag. Diocletian er nu fordrevet fra magten, og Maximian er død, og på samme måde som Agathe hos Gud forsvarer dem, der bor i byen Catania, sådan skal jeg gøre det for de trofaste mennesker i denne by.« Men da Guds tjener talte således, mens hun var såret, blev jarlen ført frem for hende, og han var lagt i lænker og blev ført til Rom og dér dømt til døden for sin uretfærdighed. Og på det samme sted, hvor Guds martyr Lucia var blevet såret, lod hun præster komme til sig, og hun modtog corpus domini af dem, og således fór den hellige mø fra denne verden og gav sig i Guds hånd. Der blev opført en kirke til hendes ære, og dér skal bønnerne til hende blomstre i al evighed.

---

Noter: