Sankthansprædiken

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Gammelnorsk homiliebog


Sankthansprædiken

På Johannes Døberens dag

In die sancti Johannis baptiste


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2025



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er C. R. Unger: Gammel norsk Homiliebog, Christiania, 1864


Salome med Johannes Døberens hoved

Johannes Døberens fødselsdag[1] højtideligholdes, fordi hans undfangelse og Vorherres blev kundgjort af den samme engel.

Lukas fortæller i sit evangelium[2], at en præst, der hed Zakarias, havde en kone, der hed Elisabeth. De var begge retfærdige for Gud og fulgte ulasteligt alle hans bud. Men de havde ingen børn, for Elisabeth var ufrugtbar, og de var begge gamle. Men da Zakarias gik ind i Guds tempel for at stille offergaver og røgelse frem ved alteret, åbenbarede englen Gabriel sig for ham stående til højre, og han blev skræmt, da han så englen. Men englen sagde til ham: »Du skal ikke være bange — Zakarias! — for din bøn er blevet hørt, og din kone, Elisabeth, vil føde en søn, som du skal kalde Johannes. Han vil blive stor for Gud og vil hverken drikke mjød eller vin, men allerede i sin moders liv skal han fyldes af Helligånden, og han vil være til stor glæde for dig, og mange vil glæde sig over hans fødsel, og han vil omvende mange af Israels sønner til den sande Gud. Han vil selv gå foran Gud i Elias’ kraft og ånd og lede de vildfarne ad den rette vej og gøre folket fuldkommen rede til Herren.« Zakarias sagde: »Hvordan kan dette ske? Jeg er jo gammel, og min kone er ufrugtbar.« Men englen svarede ham: »Jeg er englen Gabriel, jeg står foran Gud, og jeg er blevet sendt hertil for at bringe dig dette budskab. Men siden du ikke tror på mine ord, skal du være stum, indtil dette går i opfyldelse.« Og da englen forsvandt fra hans syn, gik Zakarias ud af templet, og han var blevet stum, og han gik hjem til sit hus.

Og da Elisabeth havde båret på sin søn i seks måneder, kom Maria til hende, efter at englen Gabriel også havde åbenbaret sig for hende, og drengen i moderens liv mærkede Herren og glædede sig. Og Elisabeth fyldtes af Helligånden og sagde til Maria: »Hvordan kan jeg blive tilstået en sådan gunst, at Herrens moder kommer til mig? Barnet glædede sig i mit liv, da lyden af din hilsen nåede mine ører.«

Og siden, da tiden oprandt, hvor Elisabeth fødte sin søn, kom hendes frænder dertil og glædede sig over, at Gud skænkede hende sin barmhjertighed. Men på ottendedagen, da drengen skulle omskæres, opkaldte hans frænder ham efter faderen, Zakarias. Da sagde hans moder: »Det skal han ikke hedde. Han skal hedde Johannes.« Hendes frænder svarede: »Hvorfor skal han hedde det? Sådan er der ingen i din slægt, der hedder.« Så spurgte de Zakarias, hvad han ville kalde drengen. Og Zakarias skrev dette svar: »Hans navn er Johannes.« Da åbnede Zakarias’ mund sig, og han priste Gud, og alle, der hørte disse tidender, undrede sig og sagde: »Hvad skal der mon blive af den dreng?« Men Zakarias fyldtes af Helligånden og digtede denne salme og sagde: »Benedictus dominus deus Israel. Lovet være Herren, Israels Gud, for han kom til os og forløste sit folk.«

Da Johannes voksede op, var han ikke som andre unge mænd, og han havde profetord i sit bryst. I en ung alder gik han ud i ødemarken for at undgå samvær med syndere, og han havde ingen anden føde end vildtvoksende frugt og vand, og han var klædt i hårklæder[3]. Som den første lærte han mennesker at angre deres synder, og han døbte folk i vand, og han blev en forløber for Kristus ved sin fødsel og sin forkyndelse, men også ved sin dåb og ved sin død. Han blev så berømt for sin afholdenhed og godhed, at mange troede, han var Kristus. Men han bevarede sin ydmyghed og sagde: »Jeg er ikke Kristus, men efter mig vil der komme en mand, som er bedre end mig, og som vil døbe jer med Helligånden.«[4] Herren selv, Jesus Kristus, gav ham det vidnesbyrd, at ingen, som var kommet fra en mand og en kvinde, var bedre end Johannes Døberen. Og han siges at gå i forvejen for Kristus i Elias’ kraft og ånd, fordi han bebudede Herrens første komme hertil, som Elias bebuder det andet. Og som Johannes bebudede Kristi fødsel ved sin fødsel og hans dåb ved sin dåb, således bebudede han også Kristi død ved sin død. Og sådan som han sagde, at fred og glæde snart ville komme til dem, som var i denne verden, sådan sagde han også, at snarlig forløsning ventede de Guds venner, som befandt sig i Helvede.

Kong Herodes lod Johannes Døberen pågribe og sætte i fængsel, for Johannes klandrede ham for at have taget den kone, som hans bror Filip tidligere havde været gift med, og hun hed Herodias. Og da Johannes ofte belærte kong Herodes om, at han ikke havde lov til at gifte sig med sin brors kone, blev kvinden vred over Johannes’ ord, og hun forsøgte at få ham dømt for forbrydelser, men det lykkedes ikke. Og Herodes lod sin fødselsdag fejre som en højtid, og han indbød mange folk og stillede an til en stor fest. En ung pige, som var kongens steddatter[5], underholdt med sang og gigespil, og folk syntes godt om hendes underholdning. Da svor kongen, at han ville tilstå hende det første, hun bad om, om så hun bad om det halve af hans rige. Men hun løb straks hen til sin moder og spurgte: »Hvad skal jeg bede om?« Og Herodias svarede: »Ikke andet end Johannes Døberens hoved.« Derpå trådte pigen frem for kongen og sagde: »Jeg vil bede dig om at give mig Johannes Døberens hoved på et fad.« Da blev kongen ked af det, han havde lovet, men han ville ikke bryde sit løfte og sendte derfor sine folk hen til fængslet og befalede dem at hugge hovedet af Johannes Døberen. Og da det var gjort, bragte de pigen hovedet på et fad, og hun gav det til sin moder. Og da Johannes’ disciple hørte om hans død, kom de og tog hans lig og begravede det.[6]

Og på grund af det, som I her hørte blive fortalt, højtideligholder vi denne dag. Og det gavner os at høre om sådanne af Guds høvdinge og kære venner, som elskede den almægtige Gud så højt, at de tålte jern og æg og gik i døden for hans skyld. Og hvis vi efterligner dem i gode gerninger, sådan at vi skinner af afholdenhed, stråler af kærlighed og bliver renfærdige ved uddeling af almisser, da har vi i nogen grad gjort os fortjent til at bede dem om at gå i forbøn for os over for Gud på dommedag, sådan at vi kan nyde den evige salighed i Himmeriges herlighed sammen med den almægtige Gud og den hellige Johannes Døberen, hvis højtid vi fejrer i dag, og alle helgenerne per omnia secula seculorum[7]. Amen.




Noter:

  1. 24. juni. Sædvanligvis er det helgeners dødsdag, der højtideligholdes.
  2. Første del af teksten følger Luk 1, 5-23, 39-44 og 57-68
  3. Groft klæde af heste- eller kamelhår el. lign., der bæres som bodsøvelse.
  4. Se Mark 1, 4-8
  5. Pigen hedder Salome, men hendes navn nævnes ikke i Bibelen.
  6. Se Mark 6, 17-29 eller Matt 14, 3-12
  7. ≈ i al evighed