Sieide eller Seite, Gudebilleder

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Jens Andreas Friis
Lappisk Mythologi


Jens Andreas Friis


Gudelære
4. Underjordiske Guder

§ 32.
Sieide eller Seite, Gudebilleder


Paa et saadant Basse stod Lappernes Gudebilleder, der kunde være enten af Sten eller Træ. Disse Billeder skulde egentlig blot repræsentere den usynlige Guddom, men en Del Lapper har dog maaske ogsaa tænkt sig, at Guddommen midlertidig kunde opholde sig i Billedet. I det Hele taget synes deres Forestilling om Forholdet mellem Billedet og den usynlige Guddom at have været noget uklar. Billeddyrkere i samme Forstand, som andre asiatiske Folkeslag, der tro, at Guderne ere legemliggjorte i Billederne og uadskillelige fra disse, have Lapperne dog ingenlunde været. Derfor kunde de for et enkelt Tilfælde opstille et Billede og senere igjen bortkaste det som værdiløst, eller selvsamme Billede kunde ved forskjellige Lejligheder repræsentere forskjellige Guder. Efter Samuel Rehn — gjorde man for Guden Horagales nye Træbilleder hver Høst, nogen Tid før den store Høstslagtning, "for at Guden skulde have en ny, smuk Bolig."

Med Hensyn til Betydningen af Ordet Sieide eller Seite hersker der hos de forskjellige Forfattere megen Forvirring og Modsigelse. Högström siger, at Billederne, naar de vare af Sten, kaldtes Sieide eller Seite; men han kjendte ikke til Forholdene andre Steder end i svensk Lapmarken. De norske Forfattere bruge ogsaa Udtrykket Sieide, men mene dermed det samme som Basse eller Stedet, hvor et Gudebillede stod, og Leem oversætter Sieide med Orakel. Scheffer synes med Seite at mene et Gudebillede i Almindelighed, og i nogle Tilfælde, hvor samme nærmere beskrives, karakteriseres det som Gæđge-Ibmel, Sten-Gud, og Muorra-Ibmel, Trægud. Samuel Rehn oversætter Seite med "manes," men røber sin fuldstændige Ukyndighed i det lappiske Sprog, idet han gjengiver det Spørgsmaal, som Noaiden gjorde, naar Offer skulde bringes: Maid væroid Jabmek sitte? med: "Hvilket Slags Offer ville I have, o manes!" Sitte er nemlig, som ogsaa L. Læstadius bemærker, i denne Forbindelse ikke Seite, men det lappiske Verbum sittet, ville, ønske, forlange. Der staar altsaa paa Lappisk Intet om Seite, men kun: "Hvilket Offer forlange I, Døde?" Men hvordan det nu end kan have været med det Begreb, som Lapperne paa de forskjellige Steder have forbundet med Sieide eller Seite, Gudebillede eller Gudebilled-Plads, saa synes Ordet ikke at være ægte lappisk. Det findes nemlig ikke i Finsk og andre beslægtede Sprog, men derimod i Oldnorsk og de gennanniske Sprog i den ikke meget afvigende Form Seidh oder Seidhr, som betegner et eget Slags Trolddom[1]. "Dersom det lappiske Seida stammer fra Oldnorsk, hvilket er sandsynligt, saa betegner det vel egentlig et Gudebillede, som Lapperne brugte under Udøvelsen af sine Trolddomskunster — en Bestemmelse, som Gudebillederne endnu have hos flere beslægtede Folkeslag[2]."

Stenbillederne eller, som Högström kalder dem, Seiterne vare ikke dannede ved Kunst, men enten fandtes der paa et eller andet fremragende Punkt en særegen dannet, opretstaaende Klippeblok, og denne tilbades da som Symbol for Guddommen, eller ogsaa fandt Lappen ved en Fos eller paa Strandbredden en Sten, som ved Forvitring havde erholdt en usædvanlig Form. Denne tog han da og opstillede sammesteds eller førte den hen til et Basse og satte den der. Castrén fortæller imidlertid, at han paa en Ø i Enaresøen har seet et Billede, som var dannet ved Menneskehaand. "Det var tildels sammenføiet af forskjellige Stene, som tydeligt skulde betegne de forskjellige Dele af et Menneskes Legeme, og ovenpaa Seidaen laa en stor Sten, som forestillede Hovedet. " Men maaske er dette dog en Misforstaaelse af Castrén, idet Stenen, som efter hans Mening skulde forestille Hovedet, efter Lappens Forestilling har været hele Gudebilledet, der, som næsten altid, stod paa et Underlag eller Forhøining, bygget af Sten.

I Regelen var der opstillet flere Billeder paa samme Sted. Det største forestillede Husfaderen. Et noget mindre forestillede hans Hustru, og et eller flere endnu mindre forestillede Ægteparrets Børn. Omkring disse Billeder byggedes der, særskilt for hvert Billede, en Ringmur af Sten og ovenpaa denne et Gjærde af Tømmer, dersom Adgang til saadant fandtes i Nærheden, for end bedre at beskytte det bragte Offer fra at bortranes. Ligeledes byggedes undertiden en Stillads, hvorpaa Offeret lagdes i Nærheden af Stenguden, hvorom mere i næste §. Overalt i Finmarken findes endnu mangesteds tydelige Levninger af disse Ringmure, men Billederne ere naturligvis forsvundne, idet enten Missionærerne eller Lapperne selv have omstyrtet og bortkastet dem. Kun enkelte, som Naturen selv har opstillet, og som ere for store til at omstyrtes eller tilintetgjøres, staa endnu hist og her til Minde om Hedendommens Tid. (Se Billedet). Enkelte af Ringmurene, der have været opførte om Billederne, ere derimod endnu uforandrede blevne staaende i Fred. Saaledes navnlig en, der findes ved Bredden af Laxelvvandet i Porsanger. For et Par Aar siden fandtes her fremdeles Spor af de Tømmerstokke, som havde ligget ovenpaa Ringmuren, Indenfor denne findes en Pyramide, bygget af runde Stene, og i Toppen af denne ser man endnu tydeligt nok den Fordybning mellem Stenene, hvori det egentlige Gudebillede har været stillet. Pyramiden er hul, og inde i Hulningen laa, da Forfatteren sidst saa Stedet, endnu Ben af forskjellige Dyr og Fiske.

To Klippestykker, der af Lapperne have været benyttede som Afgudsbilleder

Stenbillederne, som Lapperne fandt og opstillede, kunde være af meget forskjellig Størrelse. Enkelte vare saa smaa, at de med Lethed kunde løftes. "Man brugte paa somme Steder," siger Högström § 19, "hvert Aar at løfte op Stenene og om Vinteren at lægge friske Grankvister indunder og omkring dem, om Sommeren grønt Løv, hvilket Lappen gjør med blottet Hoved, idet han nærmer sig, krybende paa alle Fire, ligesom naar han ellers skulde ofre. Af Stenens Lethed eller Tyngde kunde man slutte, om Guden var gunstigt eller ugunstigt stemt. Stenguderne, siger samme Forfatter, synes af Lapperne at have været holdte i langt større Hellighed end de af Træ". Hine vare nemlig dannede af Guderne selv, disse af Menneskehænder.

Alle Horn af slagtede Rensdyr bragtes altid Guderne som Offer. Man ordnede disse som et Gjærde rundt omkring Billedet, og dette kaldtes Čoarvve-garde, Horngjærde. For ikke mange Aar siden fandt man endnu Levninger af de Hornmasser, som paa enkelte Steder vare ofrede, men nu, efterat ogsaa Renhorn ere blevne en Handelsartikel, ere de ganske forsvundne. Efter Leem — var der op imod de to høie Stene, der findes paa Toppen af Fjeldet Sølfargapper i Porsanger og tjente som Afgudsbilleder, "stillet krydsvis lange Kjeppe af tørt Furutræ, alternatim udskaarne med trende bene Skaar og trende Kryds, altsaa fremvisende følgende Karakterer: IIIXXXIII+++IIIXXX". Rimeligvis have disse Streger betegnet Antallet eller Beskaffenheden af de Ofre, der vare bragte.

Foruden Billeder af Sten havde Lapperne ogsaa Billeder af Træ. Disse opstilledes i Skovtrakter paa en Stillads, der byggedes af 4 eller flere perpendikulært nedrammede Pæle. Ovenpaa disse Pæle lagdes kløvede Stokke, Side om Side, saaledes at de dannede et Tag eller saaledes, at det Hele saa ud som et stort Bord paa meget høie Fødder. En saadan Stillads kaldes luovve og bruges fremdeles af Lapperne til derpaa at lægge, forskjellige Sager i Forvaring for Hunde og Rovdyr. Træbilledet blev enten stillet oppe paa denne Stillads eller ved Siden af den, men Offeret lagdes altid op paa Stilladsen. Træerne, som i Skoven stode omkring Luovven eller Alteret, bleve altid afkvistede nedenfra og et godt Stykke opover Stammen. "Disse Altere", siger Forfatteren af Nærø-Manuskriptet, "kunne være saa store, at deri fandtes 20—30 Læs Ved. Deslige Altere have de staaende, enhver af sine 3 Storguder til Ære, langt oppe i Skoven mod Fjeldene. Missionær Kildal opbrændte i Ofoten i Løbet af 14 Dage 40 saadanne Altere med alle de derpaa liggende Billeder og Ben, som paa enkelte Altere fandtes i saadan Mængde, at de — selve Alteret fraregnet — ikke havde kunnet kjøres bort paa een Gang med 5—6 Heste".

Træbillederne, siger Högstrøm, vare gjorte af den nederste Del af Træstammer, især af Birk. Selve Roden var tildannet som Hoved, og noget af Stammen dannede Krop og Ben. Jessen fortæller, "at Træbillederne vare 1½—2 Alen høie og henved 1 Alen tykke. De tildannede Billedet saaledes, at det fik nogen Lighed med det Mærke, hvormed samme Afgud var aftegnet paa Runebommen, og for at enhver Gud kunde kjende sit Offer, og en anden ikke tilegne sig det og gjøre sig tilgode deraf paa fremmed Bekostning, satte de ogsaa Afgudens Navn foran Billedet", hvilket vel vil sige, at de med Blod af Offerdyret malede Gudens Mærke paa Billedet, saaledes som dette var tegnet paa Runebommen. "Øinene gjorde de kjendelige med Fedmen af Dyret. Ved Siden af Værro-muor, (ɔ: Offertræ), eller Billedet satte de endnu et eller andet Tegn, som de kaldte Kielde-muor, (gieldet, forbyde, værne om, altsaa: Beskyttelses-Træ). Dette bestod som oftest af 2 Grene af Birketræ, en paa hver Side af Billedet, hvilke i Enderne bøiedes sammen over Billedet. Roden, som dannede Billedets Hoved, stilledes opad, og Stammen fæstedes i Jorden, undtagen naar de ofrede til Rađien ačče eller kiedde; thi i dette Tilfælde stilledes Billedet omvendt eller med Roden nedad. Naar de ofrede til Solen eller Maanen, stillede de ved Siden af hvert Billede et Træ, dannede dette oventil som en Ring, besat med Takker, og bestrøg det paa alle Sider med Blod. Naar de ofrede til Saivvofolket, betjente de sig istedetfor Træer af Stene, som de ligeledes besmurte med Blod og udsirede med Fedmen af Offeret". (Jessen, Pag. 47.) "I Hovedet paa Horagales’s Billede sloges, efter Schefer, en Spiger eller, efter Jessen, fæstedes til Billedet Noget, som skulde forestille en Hammer".

"Disse Billeder", siger Hagstrøm, "staa enten bestandig paa sine bestemte Steder og blive aarlig med Offer besøgte, naar Lappen paa sine Flytninger kommer i Nærheden af dem, eller de opsættes hvert Aar om Høsten paa de Steder, hvor Lapperne slagte sine Ren. Det har imidlertid hændt, at Lapperne have gjort Hærværk paa Andres private Gudebilleder eller hugget istykker de Horn og Ben, som vare ofrede til dem".


Fodnoter

  1. Grim. Deutsche Mythologie. Pag. 988.
  2. Castrén. l. c. Pag. 208.