Sigmund Volsung: Anden Samtale

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Naturlyrik og romantik

Optrin af Norners og Asers Kamp
af Nik. Fred. Sev. Grundtvig

Sigmund Volsung
Anden Samtale

Anden Samtale.

Godmunds bo.

Torkild:

Hilsæl, min gamle Fosterfader!

Godmund:

Dig lønne Guderne din Gang og Hilsen!

Men hveden kommer du? Er noget hændt,

Da sig mig Tidende! thi nu mit Øre

Maa træde i det dumme Øjes Sted.

Torkild:

Fra Kongehallen kommer jeg.

Godmund:

Er Gammen

Endnu i Sal? Mig bæres altid for,

At der vil blive onde Tidender at spørge.

Torkild:

Alt mange Vintre var dit Ord det samme,

Og tit mig tyktes, det var grumme sært;

Hvert Aar, som gik, jeg hørte ny Bedrifter

Af Sigmunds Sønner, saa', hvordan hans Æt

Formeredes, og mente vist, at Slægten

Var nu udfriet fra den haarde Dom,

Som hidtil syntes over den at hvile. —

Men atter maa jeg grue.

Godmund:

Hvad er hændtes?

Torkild:

Sinfjotle er hjemkommen sejerrig;

Men han i Tvekamp dræbte Borghilds Broder.

Hun tog af Sigmund Bod; men grandt jeg saa',

At Hjærtet pønsed kun paa grusom Hævn.

Selv Sigmund frygted, bød mig at udspørge

De høje Aser; halv tvetydigt var

Mig Guders Varsel, dog jeg tyktes skjønne:

Sinfjotles Liv laa i hans Faders Haand.

Ved dette Svar blev Kongen vel til Mode;

Men alt for sikkert tyktes det mig ej.

Godmund:

Jo, alt for sikkert mig det tykkes være:

Af alt for nære Frænder er han født;

Thi maa de nærmeste ham Bane volde.

Torkild:

Ja, vist det er, mig aner intet godt.

I Dag skal drikkes Gravøl efter Gunnar;

Men sælsom Angest mig af Salen drev,

Jeg grued for de dybe, tomme Kjedler:

I hver jeg saa' det underlige Kar,

Som efter Blod af Volsungætten længes,

Og vorder aldrig fuldt.

Godmund:

En Gang, en Gang

Det fyldes vist; men ve den Søn af Askur,

Som i det gyder sidste fulde Skaal!

Med Brag det vælter sig da flux, og skyller

Ham ned med al sin Slægt til Hel;

Thi haardt vil Odin sine Ætmænd hævne.

Torkild:

Dit lukte Øje stirrer længer frem,

End vort det aabne. Men, du vise Gubbe!

Ved Sagn, og Lytten i den stille Nat,

Jeg voxet er, som Barnet monne voxe

Ved kraftig Spise og den søde Søvn.

Nu mener jeg at kunne Kløgten løse

Af Ordets Fængsel; vil du derfor nu

Mig aabenbare, hvi paa Nornens Skjold

Saa blodige de Runer staa for Slægten?

Godmund:

Og er jeg Norne da, mens du mig byder

At sige Norners hemmelige Raad! —

Om vore Guder tør jeg dristig tale,

Thi de er fødte og forgaa som vi;

Men for Alfader, som er aldrig bleven,

Og for hans Raad, som Norner føre ud,

I Ydmyghed jeg knæler tavs, ærbødig.

Som Barnet vil I yngre altid spørge:

Hvorfor? Hovmodige I af os æske Svar,

Som om det var en dyb, forborgen Kunst,

I havde fundet: saa os at udfritte.

Men, tro mig! i halvfemsindstyve Aar

Jeg vandred her, og meget har jeg nemmet;

Men alt som sig forøgede min Kløgt,

Jeg flere Spørgsmaal fandt, og gjorde færre.

Vi mægte kun at sige, hvad vi se,

Og hvad os tykkes; stundum, men kun sjælden,

Hvoraf, og endnu sjældnere hvorfor.

Torkild:

Ej maa du vredes. Heller sig du mig,

I Fald du mægter det med Ord at sige:

Hvoraf du kjender Slægtens haarde Dom!

Godmund:

I Lunden hisset stod en gammel Eg,

Det længe var den stolteste i Skoven;

Men trende Sommere paa Rad jeg saa',

At Lynet søgte den, alt mer den sprængtes;

Da gætted jeg, dens Liv var snart forbi,

Enddog, hvorfor, jeg ikke kunde vide.

Saa er det og med Slægters Liv paa Jord:

Vi se, vi gætte, — høje Norner raade.

Torkild:

Ej siger jeg imod; men sikkert har

Du end et Mærke, som dig saa forvisser.

Godmund:

Et Mærke har jeg paa den samme Eg:

Jeg elsked den, én Gang jeg slukked Ilden,

Som vilde den fortære; næste Vaar

Den end var grøn; men atter rammed Lynet,

Og ikkun Aske laa, hvor Egen stod.

Torkild:

Du mener, Sigmunds underlige Frelse

Maa lignes ved den slukte Brand.

Men mig ej tykkes saa; thi du forvoven

Dig satte imod Guders klare Raad.

Godmund:

Nu mærker jeg til visse, du est voxen

Og véd af Ord at løse Kløgten ud;

Men tungt det er for mig paa gamle Dage

At saa beskæmmes af min Fostersøn.

Du véd saa flux og grandt alt, hvad jeg mener

Og hvad jeg i saa mange Aar ej saa',

Det ligger lige for dit skarpe Øje.

Nu mærker jeg, at altid jeg var blind. —

Men sig mig dog alt med din store Kløgt,

Om og min Tanke faldt paa Sigmunds Frelse,

Da jeg, mens han i Gøtland var, dig sagde,

At Slægten vist ej leved mange Led?

Forkynd mig og, i Fald du det kan mindes:

Hvordan blev Volsung født?

Torkild:

Du driver Spot

Med mig, min Daarskab og min Ungdom.

Det er forskyldt; men undervis mig nu,

At ej vankundig jeg skal tro mig kløgtig!

Godmund:

Den alderstegne Rerer sad paa Højen;

Han havde selv sin egen Bavtasten

Oprejst; thi Søn ham ikke Norner undte.

Han saa' paa Stenen med bedrøvet Hu,

Og vaandefuld til Guderne han bad;

Da rørtes Odin af sin Ætmands Kvide,

Sin Mø nedsendte han med sælsom Frugt,

Og det var Frø til stor Bedrift paa Jorden.

Da grode Volsung udi Moders Liv,

I Vintre fem han grode saa; men aldrig

Det undtes ham, lig andre Mænd at fødes:

Udskaaren blev han af sin Moders Liv,

Og Volsungætten blev; men, som dens Ophav,

Saa er dens Færd og sørgelig paa Jord,

Torkild:

Ak, nu forstaar jeg dig. Til Kongehallen

Jeg iler flux, at skue Norners Dom;

Thi sikkerlig i Dag den aabenbares.

___

Kongesalen.

Borghild:

Sinfjotle! Du ved Brud og Liv har skilt

Min Broder; jeg din Undergang har svoret;

Men Sigmund bød mig tage Bod for Hævn,

Og Kvinden maa sig efter Manden føje.

Thi rækker jeg dig dette fulde Horn,

Udtøm det! og jeg er med dig udsonet.

Sinfjotle:

Men drøjt det er at tømme, som jeg ser:

Hel grumset er den Drik, som du mig byder.

Sigmund:

Ræk hid, min Søn! jeg tømmer den for dig.

Borghild:

Kan Sigmunds Søn ej tømme selv et Horn?

Skal dette og din Fader for dig drikke?

Sinfjotle:

Stifmoder! Ondt du har i Hornet blandet;

Jeg taaler ej den stærke Sonedrik.

Sigmund:

Du tager fejl, min Søn! Den Drik er kraftig,

Men ikke ond; dog, ræk mig ogsaa den!

Borghild:

Sinfjotle! end jeg rækker dig et Horn,

Og sværger højt ved alle Valhals Guder,

At værre Vædske ej blev øst deri,

End den, Kong Sigmund uden Men har drukket.

Est du hans Søn, du drikker og som han;

Hvis ej, da est du med en Træl vist avlet.

Sigmund:

Saa vis da, Søn, du est af Volsungs Blod!

Sinfjotle:

Har jeg i Live ej det vist, da skal

Jeg vise det i Døden; jeg fornemmer,

Min Tid er omme, da min Fader selv

Mig ægger til at tømme Edderdrikken

Enddog for inden ej som han jeg er.

Borghild:

Nu, Sigmund! har jeg fanget Bod for Broder.

Men staa, Sinfjotle fast paa dine Ben!

Hvi raver du? est du saa tidlig drukken?

Torkild:

Af alt for nære Frænder var han født;

De nærmeste ham maatte Bane volde.