Snorre Sturlason og Sturlungerne - Sturla Sighvatsson

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Snorre Sturlason og Sturlungerne


Sturla Sighvatsson


av Fredrik Paasche


H. Aschehoug & co.

Oslo, 1922.



Vinteren 1198—1199 da Sighvat Sturlasons hustru Halldora gik med barn, var Gudny Bødvarsdatter, mor til hendes husbond, ivrig til at spørre efter nytt om sønnekonen. En nat drømte Gudny — som selv bodde i Hvam — at en mand kom til hende fra Hjardarholt, sønnens gaard, og hun syntes at hun spurte, hvordan Halldora hadde det. Drøm-manden svarte, at hun hadde født et barn, og sa det var et sveinbarn. Gudny spurte hvad sveinen het. "Han heter Vig-sterk[1],“ lød svaret. Morgenen efter kom en mand fra Hjardarholt og sa at Halldora var forløst. Gudny spurte, om det var en svein eller et møbarn. Manden svarte at det var en svein og at han het Sturla.

Da Sighvat Sturlason flyttet nordover og slog sig ned paa Grund i Eyjafjord, var Sturla halvvoksen. I denne tid var der mange storbønder i Eyjafjord, og de kunde ikke like Sighvat i førstningen; de syntes, at han hverken hadde arv eller odel der i herredet. En av dem het Torvard; han eide et sværd, som kaldtes Brynjebiter og som Sigurd græker hadde havt med sig hjem fra Miklegard. Sighvats-sønnerne Tume og Sturla gjorde bud paa sværdet, men fik ikke kjøpt det, og heller ikke vilde Torvard laane dem sværdet. En dag da Sturla var 18 vintrer gammel red han til Torvards gaard og steg ind. Han gik hen til husbondens plads og tok sværdet og hadde det med sig ut i forstuen; han vilde se paa det og drog det av sliren. Da kom Torvard bonde og sa at han skulde gi sværdet fra sig. Sturla bad om at faa laane det; men det kunde han ikke faa, sa Torvard, saa uvettig som han fór med vaabenet. Nu drev heimefolkene til, baade koner og karer; alle vilde de holde paa sværdet, og tilslut fik de vridd det ut av hænderne paa Sturla. Da tok han øksen Svedja, som han hadde i armkriken, og hugg efter Torvard og agtet ikke paa, hvad side vendte frem, og rammet med hammeren. Bonden fik hugget i hodet og faldt i uvett og laa som om han var død. Nu stormet heimemændene frem over ham; men Sturla red bort og kom hjem til Grund. Sighvat spurte efter tidender; Sturla sa at han ingen hadde. Men andre gik til Sighvat og fortalte hvad der var hændt, og nu spurte han sønnen saa folk hørte det om det var sandt at han hadde dræpt eller saaret den bedste bonde i Eyjafjord. Sturla svarte, at desværre trodde han ikke bonden var død. Da brukte Sighvat mange onde ord mot ham og truet med et jage ham bort fra gaarden. Næste morgen var Sturla tidlig oppe og gik over gulvet. Sighvat spurte hvem det var, og sønnen sa sit navn. Sighvat bad ham komme bort til sengelukket og sa: "Jeg synes ikke dette er saa ilde, som jeg later, og jeg skal nok faa jævnet paa saken. Men du skal bare late, som om du ingenting vet om tankerne mine." Siden kom det til forlik mellem Sturlungerne og Torvard, og bot blev lovet, men sent utredet.

Vaaren 1221 overlot Sighvat sin søn Sturla en gaard han selv hadde bodd paa en tid, før han flyttet nordover til Eyjafjord. Det var Saudafell paa vestlandet, en stor og god gaard ikke langt fra Sturlungernes gamle hjem ved Hvamsfjord og med utsigt til denne fjord i nordvest og til daler og høie fjell i syd. Med Saudafell fik Sturla høvdingdømme i Vestfirdingafjerdingen; det var det godord som gik i arv i ætten og længe hadde været i Sighvat Sturlasons eie. Sighvat hadde raad til at gi det frasig, ti han hadde selv faat godord i Eyjafjord; og da Arnor Tumeson, hans maag, som i 1221 var faret til Norge, døde hinsides havet, kom Sighvat til magt i Skagafjord ogsaa. Det var i disse aar han og hans sønner kjæmpet med biskop Gudmunds mænd; og efter Grimsøy-færden vaaren 1222 kunde Sighvat regne sig for herre paa nordlandet.

Ogsaa vestpaa var det Sturlungerne som hadde magten: der bodde Snorre og Tord Sturlason, — og nu var Sturla Sighvatsson, brorsønnen, kommet til. Det spurtes bare, om samholdet i ætten vilde vare.

Men samholdet blev det smaat med. Sturla Sighvatsson blev for stor for sin farbror Snorre, og da Sighvat bare hadde én tanke: at leve for sønnens hæder og magt, — saa kom ufredsskillet snart til at gaa dypt i Sturlungernes ætt.


__________


Høsten 1222 saaes ofte den stjerne som heter cometa, og solen viste sig rød som blod. Denne høst laa Sæmund Jonsson syk i Odde og døde den 7. november. Det var Sæmunds vilje, at Solveig, hans datter, skulde ha like stor arv som hver av sine brødre.

Sæmundssønnerne kom overens om, at de skulde la Snorre Sturlason, lovsigemanden, skifte arven og sendte bud efter ham om vinteren. Snorre red da med stort følge sydover til Odde, og paa veien var han indom gaarden Keldur, hvor Solveigs mor bodde og hadde datteren til gjest. Solveig blev med til Odde, og Snorre syntes det var stor glæde at tale med hende. Ved arveskiftet laget han det saa, at Solveig bare trængte at rette hændeme ut efter en kostbarhet, saa fik hun den. Snorre hadde længe levet skilt fra Herdis, sin hustru, og det var hans tanke at Solveig skulde bli husfrue i Reykjaholt. Men mens han tænkte og ventet, kom en anden og tok hende. Det var hans brorsøn Sturla.

Sturla var vel kjendt paa sydlandet. Han hadde været der i 1221 og tat del i hærfærden mot Solveig Sæmunds-datters søskenbarn Lopt biskopsson. Men det var folks dom dengang, at ingen av flokkehøvdingerne bedre holdt styr paa sine mænd end Sturla gjorde, og siden, da han søkte maagskap med Oddeverjerne, blev det sagt at han nok hadde havt en mening med sin varsomme færd.

Efter paaske 1223 red Sturla Sighvatsson sydover, fulgt av sin far og mor, og ung og vakker som han var, og rik paa evner og fremtid, hadde han let for at komme til enighet med Solveig og hendes vergemaalsmand. Bryllup blev holdt, og Solveig red nordover med Sturla og overtok husstellet paa Saudafell. Da blev Vigdis Gisls-datter, som hadde været hendes husbonds frille fulgt bort fra gaarden, — det sørget Halldora for, Sturlas mor.

Snorre Sturlason sa ikke stort, da han spurte brorsønnens giftermaal, og folk mente at han hadde ventet sig andet end dette. Solveig var høibyrdig og rik, og Sturla fik sin stilling styrket gjennem hende.

Snorre hadde meget at ta vare paa i denne tid. Han stod i fiendskap med Torvald Vatsfirding, Isafjord-høvdingen som hadde dræpt Ravn Sveinbjørnsson. Det var hændt, at en bror av Torvald fik barn med konen til en av Jons-sønnerne, høibyrdige bønder fra Breidabolstad i Steingrimsfjord — Snorres søstersønner— og denne barnefødsel kunde Jonssønnerne ikke like. De søkte raad hos sin morbror Snorre, og han sa dem, at de kunde ikke vente at faa nogen ret hos Vatsfirdingerne, saa længe Torvald var i live og undertrykte hver mand der nord; og han la til at saa dugelige og storættede som de var, maatte de vel kunde holde sig oppe mot de fleste. Straks Jonssønnerne fik høre slike ord, fyldtes de av mod.

Høsten 1222, samme høst som Sæmund i Odde døde, samlet de nogen mænd omkring sig; og fra Snorre kom andre ridende til hjælp. Flokken fór til Isafjord, tok et fartøi og landet ved Torvalds gaard om natten. Da de kom ind paa tunmarken, hørte de at en hund gjødde, og paa maalet kunde de kjende at det var Buske, som Torvald jævnlig hadde med sig. De trodde da at vite,at høvdingen var hjemme; og det var han. Han laa i et sengelukke sammen med to friller; men straks han blev ufreden var, løp han op og rev en kvindekappe over sig, sprang saa ut og blev borte i mørket. Jonssønnerne lette efter ham, men til ingen nytte.

Jonssønnerne syntes, at nu kunde de trænge al den hjælp som stod til at faa, og de vendte sig til et hold, hvor de trodde god hjælp maatte være at finde, — til Ravn Sveinbjømssons sønner paa Eyre i Arnarfjord. De 4 Ravnssønner stod nok i forlik med Torvald Vatsfirding, men de hadde ikke glemt at han paa skammelig vis hadde tat deres far av dage. Og da de mente, at forliket ikke var blit overholdt som det skulde, og da Jonssønnerne egget dem meget, gik de med i feiden mot Torvald.

Jonssønnerne og Ravnssønnerne fór straks avsted til Isafjord og tok landveien. Det var helgedag, da de kom til gaarden Vatsfjord, og Torvald var i kirke og lydde messe. Men han berget sig ut i sidste liten, løp ned til sjøen og kom sig ombord i en skute. Der stod han nu og brukte store ord paa fiendeme; og siden seilet han ut gjennem fjorden.

Litt senere paa høsten vilde Jonssønnerne for tredje gang til Isafjord; men Torvald møtte dem med overmagt og drev dem paa flugt og dræpte flere av deres mænd. De maatte da søke tilhold hos sine frænder Sturlungerne; en av dem var hos Snorre om vinteren, en anden hos Sturla Sighvatsson paa Saudafell.

Men vaaren 1223 da Sturla hadde giftet sig med Solveig Sæmundsdatter og fik høre, at hans farbror Snorre var blit ilde til mode, vilde han ikke lægge sig ut med andre ogsaa, men heller skaffe sig venner. Derfor søkte han Torvald Vatsfirding, som var den mægtigste høvding nord i Vestfjorderne, og gik i forbund med ham. Torvald lovet at hjælpe Sturla mot hvem det saa skulde være og aldrig skilles fra ham; til gjengjæld skulde Sturla gi Torvald hjælp i de saker som Snorre og Jonssønnerne vilde fremme mot ham.Saa meget ivrigere blev Snorre til at drive sitt igjennem. Paa Altinget sommeren 1223 reiste han hærverkssak mot Torvald og fik ham dømt til fredløs skogmand og til tap av gods og godedømme. Efter dette søkte Sturla sin hæder i at hjælpe Torvald til godt forlik med Snorre. Han bad sin far ride til Stavaholt, hvor Snorre nu opholdt sig, og prøve at berge freden. Sighvat som kjendte sin bror og visste at han ikke var tung at vende, var straks villig; han bad Sturla og Torvald komme efter den følgende dag, men vente med at ride ind paa selve Stavaholt, til de hadde faat bud fra ham. Saa red Sighvat sydover, og dagen efter Sturla og Torvald, og paa veien fik de det bud fra Sighvat, at Snorre var i godt lune, og at alt saa lovende ut. Da de kom frem, gik Snorre og møtte dem og tok imot Sturla som en god frænde, Torvald som en mand han for Sturlas skyld vilde regne for sin ven. De blev der i 2 nætter og fik det bedste stel.

Med selve stridssaken gik det, som Sturla foreslog, at Torvald skulde faa sin fredhelg tilbake, men ellers skulde Snorre, og han alene, fastsætte vilkaarene for forliket. Denne avgjørelse gjorde intet skaar i Snorres hæder, og heller ikke Sturla Sighvatsson trodde at ha tapt paa den; ti det maatte sies, at han hadde hjulpet Torvald Vatsfirding til bedre kaar end dem Altingsdommen gav ham. Men Torvald selv var ikke glad; ti han syntes, at Sturla var gaat for langt i sit forslag til fred og ikke nok hadde vist sig som hans ven, naar han vilde la Snorre raade for de fleste av vilkaarene.

Utpaa vinteren fik Torvald høre, at Snorre og Sturla paany stod kjølig til hverandre. Snorre hadde tat imot en bror til Eyjolv Kaarsson, helten fra Grimsøy, og hjulpet ham til hævn over to av de mænd, som hadde fulgt Sturla paa Grimsøy-færden og været med til at fælde Eyjolv, og Sturla mente, at dette var gjort av fiendskap mot ham og tok ikke blidt paa det. Da mindtes Torvald stævnet i Stavaholt og brydde sig ikke om sine venskapsløfter til Sturla, men valgte at stille sig paa Snorres side og kunde synes at handle klokt, ti Snorre maatte regnes for langt mægtigere end sin unge brorson. Torvald sendte venskapsord til ham om vinteren og bad om maagskap og forbund, og av det svar han fik skjønte han, at Snorre var villig til at unde ham al mulig hæder, naar han bare sa sig rede til at gaa Snorres erender — mot hvem det saa skulde være. Og høsten 1224 stod der bryllup mellem Snorres unge datter Tordis og Torvald Snorreson fra Vatsfjord, et stort og staselig bryllup. Men Sturla Sighvatsson var ikke der, og Torvald glemte at se indom hos sin fordums ven paa hjemveien. Men straks han kom hjem til Vestfjorderne, fór han ut til Eyre i Arnarfjord og drev bort sine fiender Ravn Sveinbjørnssons sønner og nødte dem til at holde sig gjemt i skogerne.

Torvald Vatsfirdings overgang fra Sturla til Snorre blev avgjørende for hændelsernes løp gjennem mange aar. Fra nu av var det om Sturla de flokket sig, de mænd som vilde Torvald tillivs, først og fremst Ravnssønnerne. Og dypere og dypere blev kløften mellem Snorre Sturlason og brorsønnen.

Paa alle maater søkte Snorre at styrke sin stilling. Samtidig som han vandt Torvald Vatsfirding for sin sak, skaffet han sig venner i Haukdølernes høvdingætt paa sydlandet: han fæstet bort sin datter Ingebjørg til Gissur Torvaldsson, brorsøn av biskop Magnus i Skaalaholt og bror av en gammel uven til Snorre, — Bjørn Torvaldsson som Lopt biskopsson dræpte. Brylluppet stod i Reykjaholt og var gildt over al maate; ti gjesterne var utvalgte folk, og der blev budt paa den bedste kost, som stod til at opdrive paa Island.

I dette bryllup sat Snorre med en husfrue ved sin side; og at han vandt hende, var den tredje store vinding for ham i dette hændelserike aar. Hallveig Ormsdatter het hun og var enke efter Bjørn Torvaldsson, men hørte selv til Oddeverjernes ætt og var søskenbarn til Solveig Sæmundsdatter, Sturla Sighvatssons hustru, som Snorre hadde tænkt til sig, da han skiftet arven mellem Sæmundsbarn. Dengang hadde Snorre set Hallveig. Da han i Solveigs følge red ned til Odde, var hun kommet ridende imot dem og hadde tat sig underlig ut; hun sat i fliket, blaa kaape, og nogen av kaapeflikerne var sømmet sammen over hodet paa hende og gjorde tjeneste som hat, og én mand var alt hendes følge i denne færd. Og Snorre, som selv red i staselig optog og ved siden av den unge og glade Solveig, hadde fundet Hallveigs utstyr latterlig og trukket paa smilet da han fik se hende. Men i grunden var Hallveig en nærmere eftertanke værd; hun sat med større rikdom end nogen anden kvinde paa Island, ti endda hun var uegtefødt, hadde hun tat arv efter sin far Orm, — det hadde Sæmund i Odde sørget for, hendes hæderlige farbror, som selv hadde nok av uegte barn og ingen egtefødte. Og siden Snorre sidst møtte hende, hadde hun faat hele arven efter en rik morbror.

Hallveig flyttet til Reykjaholt sommeren 1224 og gik til likelig eie av fælles bo med Snorre og lot ham ta sit værn det gods hendes barn med Bjørn Torvaldsson skulde ha naar de blev voksne, 8 hundrede hundreder. Da hadde Snorre meget mere gods end nogen anden paa Island. Han og Hallveig mindtes nu at gi kirken i Reykjaholt, hvad den kunde ha krav paa; de gav klokker til den, mellem dem 2 av det slags som kaldes sangmøer, de gav helgenbilleder og 2 emaljekors og de bedste messeklæder.

Allerede om vaaren 1224 — straks Snorre hadde fæstet bort sine to døtre og selv faat løfte paa Hallveig — kjendte han sig sterk nok til at gaa kraftig frem mot Sturla, sin brorsøn. Han tænkte at skyve Tord Sturlason, sin ældste bror, foran sig. Rigtignok hadde det en tid været smaat med venskapet mellem Tord og ham ; den 6. november 1221 var Gudny, deres mor, død i Snorres hus, og da hadde Snorre tat alle de kostbarheter hun efterlot sig, endda hun selv hadde sagt, at Sturla skulde ha dem, Tords søn og hendes fostersøn, — dengang et barn paa 6 aar. Tord gik og var harm for dette; men som han rustet sig til tingfærd tidlig paa sommeren i 1224, fik han bud om, at Snorre gjerne vilde se ham hos sig og ønsket at de skulde lægge ned al feide sig imellem og ta op et kjærlig frændskap. Tord møtte Snorre i Stavaholt og fandt ham lystig og glad og fik høre at aldrig skulde penger faa skilt de brødre fra hverandre. Og efter dette spurte Snorre sin bror Tord, hvor længe han agtet at la Sturla Sighvatsson sitte med deres hæder? — han sigtet til ættens godord, som Sturla, deres far, hadde eiet og Sighvat, deres bror, havde forestaat efter ham, indtil han nu — uten at spørre efter sine brødres samtykke — hadde git det til sønnen Sturla. Tord tok det ikke videre tungt med godordet i førstningen, men han hadde selv sønner at tænke paa og tilslut sa han sig enig med Snorre og bad ham kræve ættens høvdingdømme av Sturla. Da Tord kom til Allinget, slog han sig ned i den tingbod som fra gammelt fulgte dette høvdingdømme.

Og vaaren 1225 kom Snorre frem med aapent krav paa godordet. Samtidig fik Sturla sin farbror Tord til granne; ti denne vaar flyttet Tord til Hvam, farsgaarden, og bygget store hus der. Sturla satte haardt mot haardt. Han tok imot Ravn Sveinbjørnssons sønner, som hjemløse flakket omkring i landet, og lovet dem støtte i deres sak mot Torvald Vatsfirding, paa det vilkaar at han fik deres godord. Og i marken, ikke langt fra Saudafell gaard, bygget Sturla et virke, som bønderne hjalp ham til at reise, og som kostet ham baade gods og meget stræv. Han sat hjemme om sommeren, med mange folk omkring sig. Han hadde Snorre i syd og Tord i nord, og det var ikke saa langt til nogen av dem. Farbrødrene paa sin side kjendte sig utrygge paa Sturlas planer. En dag da Snorre var gjest i Hvam, blev det sagt, at hjemveien ikke var sikker, og Tord fandt det bedst at slaa følge med sin bror. Men ingen Sturla viste sig.

Sommeren 1226 raadet den største spænding paa Altinget. Snorre og Tord og Torvald Vatsfirding stod sammenmot Sighvat og Sturla, og kravet paa Sturlas godedømme var sterkt fremme, men fandt ingen avgjørelse. Sturla kom med et mottræk; han mindet om Ravnssønnernes sak og lot spørre hos Snorre, om han var villig til at føre dem i forlik med sin maag Torvald Vatsfirding. Men Snorre svarte, at Torvald ikke hadde raad til at gi dem nogen opreisning. Og efter dette lot Sturla sine hester drive sammen og red hjem fra tinget.

Denne sommer brøt ild op av sjøen utenfor Reykjanes. Det var en vaatveirs-sommer, og vinteren blev ikke bedre. Den kaldtes "sand-vinteren", fordi stort sandfald kom fra vulkanerne, saa det var mørkt midt paa dagen. Græsgangerne blev lagt øde, og buféet svalt og stupte. Paa gaarden Svignaskard, nær Stavaholt, døde mere end 100 naut for Snorre. Allikevel holdt han stort gjestebud midtvinters, juledrik efter norsk skik, og var omgit av ættens ungdom. Bare Sturla Sighvatsson og hans brødre manglet.

Nu avtalte brødrene Snorre og Tord, at de uten videre skulde tilegne sig de rettigheter, som fulgte ættens godedømme, og utpaa vaaren 1227 tok de til med det. Da stævnet Sturla folk til sig og red til Hvam for al gi Tord en advarsel; men det var hans bud til sine mænd, at ingen maatte gjøre farbroren selv eller hans sønner noget mén. De kom frem om natten og fandt dørerne lukket. Sturla ropte op til loftet og sa at han vilde tale med Tord, men fik ikke svar. Da trængte Sturlas mænd ind i husene og saaret somme av dem de fandt. Sturla selv stod utenfor og likte sig ikke rigtig. Det slog ham, at dette overfald paa farbrorens mænd ikke kunde være til videre nytte; og en av dem som stod ved siden av ham har sagt, at han straks kunde merke paa Sturla, hvor uheldig han syntes færden var løpet av. Han sendte bud ind til Tord og tilbød fred. Tord gik ut, og det blev forkyndt, at fred skulde staa mellem frænderne til ut paa sommeren. Men et fast forlik kom ikke paa tale; Sturla red straks bort. Da han kom hjem, sendte han mænd til nordlandet og lot sie sin far, hvad der var hændt. Sighvat spøkte meddet hele og skyldte paa sønnens ungdom og sa, naar han talte med bønderne i Eyjafjord, at sveinen Sturla var redet til Hvam og hadde spilt med tærninger og gjort uheldige kast. I Reykjaholt blev der kvædet en vise om Sighvats spøk; men der var stemningen en anden og mere alvorlig.

Høsten 1227 sat Tord i Hvam med 60 mand, og med like mange sat Sturla paa Saudafell. Sighvat, hans far, var kommet til ham og hadde et møte med Tord. Sighvat var lystig og glad, saa længe de talte om hester og løse tidender; men straks de kom til sine egne saker, kunde de ikke tale sammen og skiltes uforlikte.

Til spørsmaalet om ættens godedømme var kommet et andet, som ikke syntes meget lettere. Sommeren i forveien var biskop Gudmund vendt hjem fra Norge og hadde sittet paa Holar bispegaard om vinteren. Da hadde han lagt faster og bøter paa de mænd, som i Sighvats og Sturlas følge hadde hærtat ham paa Grimsøy, og nu som før var fattig folk strømmet sammen om ham og blit til bry for bønderne i Skagafjord. Av dette reiste sig paany uvenskapet mellem biskopen og Sighvat; ti Arnor Tumeson, Skagfirdingernes gamle høvding, var forlængst lagt under kistelaak, Sighvat, hans maag, var blit bøndernes støtte og de vendte sig nu til ham og bad ham ta i taum med biskop Gudmund.

Sommeren 1227 hadde biskopen været paa Altinget; der hadde Snorre Sturlason vist ham venskap og tat imot ham og hele hans følge. Og nu vilde Tord, som altid hadde været hans ven, hjælpe ham til god hjemfærd og talte med sin bror om det, da de møttes; men Sighvat sa at han ikke vilde se biskopen i nordbygderne.

Gudmund flakket om i Vestfirdingafjerdingen om høsten. Henimot advent fik Tord høre, at han laa syk og hadde det ondt. Tord syntes, at noget maatte gjøres; han fór hjemmefra og fandt biskopen, som blev glad da han fik se ham, og Tords søn Bødvar bar den syke mand paa baare til Hvam. Der blev han til fasten, og saa længehan holdt til der, var det aldrig mindre end 120 mand paa Tords gaard.

Om vinteren fór sendemænd mellem Hvam og Saudafell, og omsider kom det til forlik mellem Tord og hans frænder. Biskopen skulde faa fare til sin stol med hele det følge, han hadde hos sig, og Sturlas hærfærd til Hvam skulde Iægges i gode mænds kjendelse.

Nu fór biskopen nordover og møtte Sturla paa veien og kom til godt forlik med ham; men dommen i hærfærdssaken blev denne, at store bøter skulde utredes. Sturla fandt det rimelig, at Tords mænd skulde ha opreisning for sine saar, og aapent kaldte han sin færd til Hvam en tullingfærd. Men han verget sig mot den del av dommen, som sa at han hadde staat sin farbror efter livet; hans mænd kunde vidne, at det hadde han aldrig gjort.

Denne vinter, da Sturla og Tord gik til forlik med hverandre, fik Snorre Sturlason en ny maag. Det var Kolbein "unge", søn av Arnor Tumeson; han hadde overtat sin fars godedømme i Skagafjord, men indtil nu latt sig lede av Sighvat Sturlason, husbond til fasteren Halldora. Kolbein blev gift med Hallbera, den eneste egtefødte av Snorres døtre. Han var 19 aar gammel dengang, hans hustru 7—8 vintrer ældre. Og hun hadde alt prøvet et egteskap; men det var gaat ilde nok, ti Hallbera vilde ugjerne fare bort fra Reykjaholt, og det første aar hadde hun negtet sin husbond alt samliv, naar de ikke var dér. Saa var det kommet til skilsmisse mellem egtefællerne, og i flere aar hadde Hallbera sittet alene. Nu fór hun til Skagafjord som Kolbein unges hustru.

Sommeren 1228 red Snorre til Altinget med sin maag Torvald Vatsfirding. Selv teltet han tingboden Valhall og Torvald den mindre bod, som kaldtes "Valhalls-kalven“. Snorre møtte sin bror Sighvat; men brødrene talte ikke stort med hverandre, ti striden om Sturlas godedømme stod stadig imellem dem. Effer tingløsningen red Snorre og Torvald til Reykjaholt. I marken nedenfor gaarden hadde Snorre et stort, muret bad, som fik vatten fra den hete kilde Skrivla, gjennem en lang rende som dels var hugget ut i kiselgrunden og laa aapen, dels var bygget sammen av sten og gjemt under jorden. En kveld da Snorre sat i laugen, faldt folks tale paa Islands høvdinger. Det blev sagt, at ingen høvding var slik som Snorre, og at ingen kunde kappes med ham, slike maager som han hadde: Torvald Vatsfirding, Gissur Torvaldsson, Kolbein unge. Men der var en som ikke trodde paa maagerne; det var den fothuggne mand, som holdt vagt ved laugen,— Sturla Baardsson, en søstersøn til Snorre og engang Ravn Sveinbjørnssons tjenestemand. Han maatte sitte her og se paa Torvald Vatsfirding, endda det var Torvald som hadde latt ham fothugge, oppe paa Eyre i Arnarfjord, den nat da Ravn blev dræpt. Sturla var skald; og han kvad en vise til Snorre, da de fulgtes hjem fra laugen, og spaadde ham saa fattig glæde av hans maagskap som Leire-kongen Rolv Krake hadde av sitt.

Denne sommer møtte Snorre sin bror Tord og sa ham, at han vilde fare nordover mot Sturla Sighvatsson og ta sin ret hos de tingmænd, Sturla kaldte sine, og bad Tord om godt følge. Men Tord, som selv var gaat til forlik med Sturla, gav til svar, at han vilde bli med for at faa frænderne enige, om han kunde, og sa at han vilde varsle Sturla. Snorre gav ham lov til det. Men med Tords bud fulgte det raad til Sturla, at han helst skulde holde sig borte, naar Snorre kom, og efter dette raad rettet Sturla sig. Snorre red nordover med 360 mand, og Torvald Vatsfirding og hans flokk var i følge med ham. Samtidig kom Tord vestfra. Paa veien fortalte en av hans mænd en drøm til Tords søn Sturla, som siden skrev om disse hændelser: han hadde drømt at han red østover med flokken og at en storbygget kone med grove drag gik frem mot ham og kvad:


Nu er det tid
at tænke paa øksen;
det vet vl to;
vil du vite mer?


Snorre red ind paa Saudafell og stævnet til møte med sig alle bønder i bygden. De maatte gaa til ed hos ham og bli hans tingmænd.

Onsdagen den 2. august skiltes flokkerne. Tord Sturlason gik bort til Torvald Vatsfirding og bad ham være varsom paa hjemveien til Vestfjorderne og agte sig for Ravnssønnerne, ti ingen visste hvor de var. Torvald svarte: "Gud lønne dig, bonde, at du varer mig; men Ravnssønnerne blir ikke mine banemænd, — der skal mere til." Ofte vælter liten tue tungt lass," sa Tord.

Einar Ravnsson hadde spurt at Torvald agtet sig hjemover. Straks gik han ombord i et fartøi og fór til Flatøy i Breidefjord, hvor han hadde sine brødre. Siden søkte Ravnssønnerne, alle 4, ind mot fastlandet.

Lørdagen den 5. august var Torvald paa Bø, længst inde i Breidefjord, paa nordsiden av fjorden, og hadde sendt fra sig de fleste av sine mænd og bedt dem stævne folk til hestekamp i Torskafjord om søndagen. Om natten kom en mand til gaarden Steinbjarnartunga og tok gløder fra arnen. En kone spurte hvad han skulde med ilden. "Den skal til Bø," svarte han, "for at ilde op et bad til Torvald."

Nu var nok Torvald redet fra Bø til en anden gaard om kvelden, til bonden Skegge, sin ven; men de fik vite det, som ikke skulde. Ved daggry hørtes høie rop utenfor husene og hærklædte mænd var at se derute. Straks efter kunde Skegge og Torvald kjende røk. Skegge sa, at der var en væg av løs torv under nødtørftskamret, og at den var let at bryte ned. En anden egget til utgang gjennem døren; men Torvald sa at der var fiender overalt og vendte sig fra dem. Nu tok bygningerne til at lue. Da gik Torvald ut i ildhuset og la sig over arnestedet og strakte armerne fra sig i kors. Og der fandtes han siden, da alt var slut. Tordis Snorredatter, hans hustru, blev trukket ut gjennem væggen, og husets folk fulgte efter.

Nu red Ravnssønnerne bort. Søndagen den 6. august sov de ut under foss og fjell i en dal øst for Breidefjord.

Dagen efter red de langs Hrutafjord, den sydligste vik av Hunafloen. Ved fjordbotnen møtte de Sturla Sighvatsson og sa ham de nye tidender og talte længe med ham. Han sendte dem østover til Eyjafjord, hvor Sighvat, hans far, tok imot dem alle.

Torvald Vatsfirdings frillesønner Tord og Snorre blev høvdinger over Torvalds rike. De gav Sturla Sighvatsson skylden for farens undergang og var fulde av hat mot "Dala-Frøy", saa kaldte folk Sturla, efter landskapet Dalerne hvor han bodde, og fordi han var stor paa det og vilde raade som en gud.

Utpaa høsten 1228 sendte Sturla mænd til Vatsfjord og bød Torvaldssønnerne forlik paa Ravnssønnernes vegne, men fik kolde svar. Samtidig raadet stort fiendskap mellem Snorre Sturlason og Sturla. Om vinteren sendte Snorre mænd til Vatsfjord, og folk som ikke var hans venner fik snart aarsak til at mene litt av hvert om de erender, disse mænd hadde faret med.

Efter straaledag[2] i 1229 drog Torvaldssønnerne hjemmefra med 50 mand og vilde til Saudafell, Sturlas gaard, og tok østlige fjellveier for at bud ikke skulde gaa foran dem.

Vinter som det var, slet de ondt paa færden; men det agtet de ikke paa. Det var nat, da de kom frem til Saudafell; der ventet de en stund i hagerne ved gaarden og gjorde sig rede til aatak. Den ene i flokken egget den andre, og ingen talte imot. Da de løp ind paa stenlægningen foran husene, blev der stort gny av deres færd. En kone, som kom fra nødtørftskamret, blev ufreden var og slukket lysene i skaalen og løp til sengen hvor Gudny laa, Sturlas barn; hun tok dynen og bredte paa sig og la smaamøen under sig, gjorde korstegn over hende og bad Gud vogte hende. Skaalen var stor og fagert prydet; paa alle vægger hang tepper og over tepperne skjold, ved sengestederne brynjer.

Kommemændene løp til indgangerne, somme til dyrehode-døren, somme til stolpedøren, andre til døren ut mot kirken. De brøt ind i skaalen med eder og hugg; nogen bar bluss. Langs væggen var sovepladsen, med aapne senger; dit styrtet de hen og hugg og stak, og snart lød det høi klage fra kvinder og saarede mænd. En prest tok en pute og holdt foran sig. Da ropte den mand, som laa nærmest: "Søk frem mot os ulærde, men la presten være i fred!" De andre gjorde, som han sa, og gav manden ulivssaar.

Mellem de aapne senger stod Sturlas sengelukke. Dit løp Tord Torvaldsson og hamret paa døren og ropte at Dala-Frøy ikke skulde ligge der og gjemme sig. Straks døren blev løftet, gik han ind i sengelukket og hugg til. Men det sa han siden, naar der tåltes om disse hændelser, at aldrig hadde han været saa glad som da han kom til sengen og trodde at Sturla var der, og aldrig saa uglad som han nu blev. Ti sengen var tom. Dagen i forveien hadde en kone, som het Rakel, sendt Sturla bud, at han ikke skulde være hjemme, ti ufreds-fylgjer[3], var kommet i herredet. Det er ikke fortalt, hvad Sturla tænkte om dette bud; men det hadde truffet sig saa, at han i hvert fald skulde ride ut den dag, i et erende nordpaa; han var faret avsted og hadde tat mange av sine mænd med sig. Og nu var der faa til at verge Saudafell.

Solveig Sæmundsdatter, Sturlas hustru, hadde nylig født et barn og laa i en stue for sig. Torvaldssønnerne gik med bluss til stuen og ransaket baade den og koveme; men Sturla stod ikke til at finde. Da kom de med blodige vaa-ben til Solveigs seng og rystet dem over hende, og sa at med disse vaaben hadde de farvet Dala-Frøys lokker røde Og syk og skræmt som Solveig var, skvat hun til ved ordene, endda hun visste at hendes husbond var borte.

Gaarden rundt søkte Torvaldssønnerne efter Sturla. Tilslut kom de tilbake til skaalen og saa paa sit verk: mænd og kvinder laa med blødende saar. Nu blev alle gjemmer brutt op og det som var i dem ranet av Torvaldssønnerne og deres mænd. I Sturlas vaabenkiste tok de økserne "Horn" og "Himmelskraper" og 2 gulddrevne spyd. Ogsaa kisten som gjemte Solveigs kostbarheter brøt de op; men guldhuset[4] hvor hun hadde sine ringer fik Kristrun tiggerkone berget. Hun sa, at der var salve i guldhuset, og bad for de saarede, som nok kunde trænge salven, og mest for en kone, som hadde faat begge brysterne hugget av.

Torvaldssønnerne ranet alt de kom over og bandt skjoldene i kløv og tok de hester de kunde naa. Det var næsten fuldt dagslys, før de blev færdige. Tord gik til stuen og tok til orde: "To ting er gaat anderledes end jeg hadde tænkt mig; den ene er, at jeg ikke fandt Sturla, den andre at du, Solveig, blir efter; det skulde ikke været saa, om du hadde havt helse, saa jeg kunde ta dig med." Siden gik Tord ut, og det var ikke med venskapshilsninger de skiltes. Nu fór Torvaldssønnerne sin vei. Der var stor taake over herredet, men klarveir tilfjells.

Straks fienderne var borte, sendte Solveig bud til Sturla. Tidende-mandenfandt ham i laugen paa gaarden Reykir, i Midfjord paa nordlandet. Sturla spurte om Solveig hadde lidt nogen overlast; det blev sagt ham, at hun hadde det godt. Da spurte han ikke efter mere.

Sturla kunde knapt kjende Saudafell igjen, da han kom tilbake. Rundt om i husene fløt blodet, alt drikkende var heldt ut, og det fienderne ikke hadde ødelagt var blit borte med dem. Og 16 mennesker var saaret, 9 saa haardt at de ikke kunde hjælpe sig selv; 3 døde av sine saar, 2 mænd og en gammel fattigkjærring; hun døde først.

Over hele landet spurtes disse tidender. Folk syntes Sturla hadde havt lykken med sig, naar han ikke var hjemme; og de fleste tok tungt paa Snorre, hans farbror, — om det var saa, at han hadde været vitende om Torvalds-sønnernes hærfærd. Sturla selv regnet Snorre for roten til denne ufred; han sendte speidere ut, og de fleste sydover mot Reykjaholt.

Det var ikke frit for, at Snorre spottet brorsønnen. Han kvad en vise om Torvaldssønnerne som hadde hæv-net sin far; men ogsaa andre kvad viser, og i dem gik det ut over Snorre. Hele overfaldet blev haanet, drapet paa den gamle fattigkjærringen allermest, og spottende blev det sagt at Snorres raad var skyld i hendes død; i disse viser blev det ogsaa nævnt, at Snorre var ræd for at staa aapenlyst frem ved Torvalds-sønnernes side; men med kvædlinger har han hævnet sin tingmægtige maags indebrænding! — "det gaar tilbake med din hæder, Snorre." Saa kvad Sverting, Snorres egen søstersøn. Og en mand som hadde for sedvane at haane alle, som stod længer fremme end han selv, tok Svertings ord op, saa der kom en vise til av samme slag som Svertings: "Manden har hævnet sin maags død med kvædlinger,“ het det; "men ikke kan de andre ha stor støtte av, at Snorre digter."

Utpaa vinteren vilde Sturla fare med hærmagt mot Snorre; men de mænd, han først og fremst søkte hjælp hos, raadet fra eller negtet at følge. Sturla sat i stuen paa Saudafell og hørte deres svar og tok det noksaa rolig. Han fortalte, at natten i forveien hadde en drøm- mand vist sig for ham og sagt: "Snorre skal i kisten før du!“ Og naar saa var, hastet det ikke med avgjørelsen.

Vaaren 1229 var Sturla paa Videmyre i Skagafjord, hos sit søskenbarn Kolbein unge, Snorres maag. Paa Videmyre stod et kastel, som Snorre hadde bygget, en gang Amor Tumeson, Kolbeins far, var seilet til Norge og hadde overgit Snorre styret der i bygderne[5]. Kolbein og Sturla moret sig med at ta tilsprang opover kastelvæggen og se hvem som kom høiest. Men en dag da Sturla rendte op, brast senerne bak i foten, og han maatte ligge en tid, før han blev saa meget som ridefør.

Om sommeren fór høvdingerne til tings med saa stor hærstyrke som de bare kunde stille, og i stort tog kom ridende ned til Tingvollerne: først hans bror Tord med mere end 300 mand, siden han selv med mere end 800. Da var Sturla Sighvatsson og hans far allerede kommet, og Sturla viste sig straks for sine frænder. Paa en lat hest, som het "Svane-legg' og som var større og vakrere end hester flest, red han frem paa sletten, og var i rød kappe som da han kjæmpet paa Grimsøy, "og jeg tror", sier sagaskriveren, som er han hans søskenbarn Sturla Tordsson, "at faa har set en raskere mand." Han hilste paa en av sine frænder Tordssønnene og fik hans hilsen igjen; da sa hans hustru Solveig, som red ved siden av ham: "Se dig nu for, — om dine frænders hilsninger til dig kommer fra hjertet!"

Snorre blev syk paa tinget og maatte ligge. Men allikevel var utrygheten stor. Naar Sturla Sighvatsson red til kirke med sine mænd, lot han alle spyd staa ute ved bodvæggen, under vagt, saa det kunde bli let at faa dem igjen, om det trængtes. Tilslut faldt dom i de saker som skilte mellem høvdingeme: og baade Ravn Sveinbjørnssons og Torvald Vatsfirdings sønner blev dømt til skoggang, Ravnssønnerne fordi de hadde brændt Torvald inde, Torvaldssønnerne for overfaldet paa Saudafell.

Frempaa sommeren blev det bedre med Sturlas fot: Om høsten stævnet han folk til sig og fór til Vatsfjord, Torvaldssønnemes gaard, og kom frem om natten. Snorre Torvaldsson var ikke hjemme, og Tord, hans bror, berget sig ned paa et skib; men stormen var saa sterk denne nat, at han ikke kunde lægge ut. Han søkte da forlik med Sturla og gav ham selvdømme i alle deres saker. Om dette kvad skalden Gudmund Oddsson og sa at den Helligaand hadde vist sin omhu for Sturlas sak. I samme vise kvad Gudmund: "Med Sturlas hæder gik det ikke tilbake" ; det var den klare motsætning til det som var kvædet om Snorre Sturlason, da han i sine viser priste Torvaldssønnernes voldsfærd til Saudafell: "det gaar tilbake med din hæder, Snorre!"

Dommen i hærverkssaken fældte Sturla vaaren 1230, paa gaarden Holt i Önundarfjord, ikke langt fra Torvalds-sønnernes hjem. Han hadde Solveig, sin hustru, med sig. Sturla overnattet i Holt og lot 18 mand staa vagt, ti det var langt fra, at han kjendte sig trygg paa Torvaldssønnerne. En av mændene kvad:


Kjølig det kjendes paa vagten
over hugstor høvding —
han, den glade
som gav os glimtende guld til eie —
mens han selv kan søke
hvilen paa lunt leie,
møtes med sin véne
viv paa elskovs-tinget.


Næste morgen sa Sturla frem sin kjendelse. Torvaldssønnerne skulde bøte med varer til store værdier, med et skib og en gaard og med strandret paa to kyster, desuten noget i sølv og guld. Det blev sagt, at dette var meget gods. Men Tord Torvaldsson tok til orde: "Visst er det store utredsler; men de skal være vel undt; jeg er gladere ved min lod, end om jeg var saa meget til mand, som Sturla vil være, og allikevel skulde nøie mig med bøter for en overlast som den han har lidt.“ Sturla likte ikke ordene, men fandt sig i dem og skiltes paa sømmelig vis fra Tord.


Kirkegården ved Saudafell gård. Kirken der biskop Jón Arason hadde tatt ly før han ble tatt til fange, sto et sted i nærheten her. (Foto: Christian Bickel, 2009. Commons.)


Efter dette forlik blev det bedre mellem Sturla og Snorre, og om sommeren og høsten var Sturla lange stunder i Reykjaholt og lot med stor iver skrive sagabøker, efter de bøker som Snorre satte sammen. Ogsaa Sighvat, Sturlas far, viste god vilje til fred; vaaren 1231 sendte han Ravnssønnerne fra sig og skaffet dem skibsleilighet til Norge, og siden gik venskapsord mellem ham og Snorre. Paa Altinget dette aar var det enighet mellem alle Sturlungerne, og i en strid, som Snorre hadde med Svinafell-høvdingen Orm Jonsson, fik han god støtte av sine frænder. Orm hadde latt dræpe en fredløs mand, som stod under Snorres værn, og straks Sturla fik vite det gik han til Valhall, farbrorens tingbod, og banket paa døren og bad sin frænde komme til samtale i ølboden. Her fortalte Sturla den nye hændelse og lovet Snorre al den hjælp han vilde ha. Saken endte med at Orm Svinfelling gav Snorre Sturlason selvdømme. Og Snorre nyttet leiligheten og viste saa tydelig han kunde, hvem som hadde magten paa Altinget. Han stod brynjeklædt i sit væbnede følge, da Orm kom for at lægge saken i hans hænder, og hadde stillet sine folk i to rader, saa motstanderen maatte gaa gjennem mandgard for at finde ham.

Biskop Gudmund var til stede paa dette Alting, og han og hele hans store følge fik tilhold hos Snorre. Men nu var samholdet mellem Sturlungerne saa godt, at Sighvat og Sturla fandt sig i dette og lot Snorre gjøre som han vilde. Rigtignok tok Sturla sin mon igjen efter tingløsningen og drev biskopens følge fra ham, før han fór nordover til sin stol; men av dette randt endda ikke ufred mellem frændeme.

Bare mellem Sturla og Torvaldssønneme blev det heller værre end bedre. Efter forliket med Sturla hadde Vatsfirdingerne hjemsøkt alle Vestfjorderne og tat gods hos folk, ti efter de store utredsler, Sturla hadde krævet av dem, var de kommet i nød og trængte gods for at holde sig oppe. Nu var det ikke bare de, som hadde tingmænd i Vestfjorderne, men ogsaa Sturla, — siden Ravnssønneme hadde overgit ham sit høvdingdømme der vest, til takk for god hjælp. Men Torvaldssønneme gjorde ingen forskjel paa Sturlas mænd og sine egne; de tok hvad de vilde, fra hvem det saa var. Og allerede høsten 1230, kort tid efter forliket, var det blit sagt Sturla, at hans venner i Vestfjorderne aldrig kunde bære hodet frit, saa længe Tord Torvaldsson var høvding over Isafjord.

Sturla hadde latt som om han ikke hørte slik tale. Men nu — høsten 1231 — kom det bud fra Vestfjorderne, at Torvaldssønneme igjen var ute og tok gods til sin gaard, og det blev sagt at Sturlas venner kjendte kulde av deres raad. Den mand, som kom med budet, smurte tykt paa, og det kunde merkes at Sturla blev ilde til mode ved disse tidender.

Denne vinter raadet stor tvedragt i Reykjaholt. Snorres frillesøn Urøkja laa i uvenskap med en av sønnerne til Hallveig Ormsdatter, enke efter Bjørn Torvaldsson, men nu husfrue paa Reykjaholt gaard; og like for Snorres øine kom det til flokkesamlinger paa gaarden. Allikevel holdt Snorre og Hallveig et staselig gjestebud over jul og hadde Tord Sturlason og Sturla Sighvatsson hos sig. Før de skiltes, talte Snorre med Sturla og bad ham tilsikre Torvaldssønnerne fred, om de utpaa vinteren vilde fare til Reykjaholt. Sturla gav til svar, at som Snorre visste stod der forlik mellem ham og Torvaldssønnerne, saa et tilsagn om fred for dem ikke kunde trænges. Snorre sa, at han kjendte de rygter som gik og at han ikke visste, om Sturla syntes forliket var overholdt som det skulde; "og derfor vil jeg ikke at de skal fare sydover hit uten fast tilsagn om fred." "Jeg skjønner", sa Sturla "at du selv synes de ikke har holdt forliket nøie; men nu vil jeg la dig raade for fredsløftet og række min haand ut som du ønsker." Snorre tok hans haand og sa de ord, som skulde binde Sturla. Men siden sa Tord Sturlason til sin bror Snorre: "Jeg synes ikke Sturla, vor frænde, saa ut som jeg skulde ønsket, da du fastsatte freden." Snorre svarte: "Det var ikke saa; Sturla vil holde fredsløftet vel." Og nu gik der bud fra Reykjaholt til Vatsfjord, at Snorre gjerne vilde se sine venner Torvaldssønnerne hos sig. Han hadde bruk for deres hjælp i en sak som han vilde reise paa næste Alting.

Torvaldssønnerne fór hjemmefra i langfasten 1232, i den uke da bønnerne skulde bedes for godt aar i landet. Søndagen den 7. mars, om kvelden, kom de til Hjardarholt, nord for Saudafell, og fandt Torve prest, som gjennem mange aar hadde været Sturlas tillitsmand og sendemand. Torve lot straks en mand sitte op og ride til Saudafell med bud om Torvaldssønnernes færd. Men ellers var presten ivrig for at berge freden. Han sa Torvaldssønnerne, at Sturla mente de hadde holdt forliket daarlig; og han mindet dem om at de var paa vei til en mand, som før hadde været Sturlas fiende og efter manges mening roten til hærverket paa Saudafell, og sa at Sturla let kunde faa en mistanke til dette møte mellem Snorre og dem. Derfor bad han dem bli i Hjardarholt og vente, saa vilde han selv fare til Saudafell og søke at trygge freden for dem, og han trodde nok det skulde lykkes, ti han hadde talt med Sturla om deres færd. Men det værste de kunde gjøre, sa han, var at ride Saudafell forbi uten at vise Sturla den ringeste hæder, — uten at sende bud til ham og uten at se indom. Var dette deres agt, da burde de heller ride tilbake eller ta en omvei, selv om den maatte bli lang; bedre stod ikke sakerne. Tord Torvaldsson svarte, at han paa ingen vis vilde opsøke Sturla; men heller ikke vilde han vende; gjennem Snorre hadde han faat tilsagn om fred av Sturla, og det vilde han holde sig til. Nu sa Torve prest med klare ord, at han hadde varslet Sturla om Torvaldssønnernes komme. De tok det med ro. "Vi har ikke tænkt at fare i løndom gjennem Dalerne", sa Snorre Torvaldsson, "ti vi mener at forliket mellem Sturla og os staar ved magt.“

Sturla stævnet folk til sig om natten. Han stod paa Saudafell næste morgen og saa Torvaldssønnerne ride forbi og hadde ondt for at holde sig i ro; men endnu var hjælpen ikke kominet. Straks det var mulig, brøt han op; de var da 16 i alt. Paa veien fortalte Sturla en drøm, han hadde havt, og fik den kvikt tydet og lo.

Torvaldssønnerne og deres mænd var kommet under en bakke syd for Saudafell, til et torvbygget gjæide, som løp i firkant og bruktes til gard om høistakker. Der stanset de og lot sine hester beite. Da saa de folk komme efter og skjønte snart, at dette var ufred. Nu vilde Tord Torvaldsson, at Snorre, hans bror, skulde ride fra dem paa den raskeste hest de hadde, og sa at om broren kom sig bort, kunde han selv ha større vón om fred. Men det var nu som jævnlig, naar folk har vanskelige kaar, at de sent blir enige om sine raad, — mens det gik raskt nok lor dem som kom efter og visste hvad de vilde. Snartvar Sturla og hans flokk like indpaa Torvaldssønnerne, som stod bak torvgjærdet og ventet.

Nogen mænd gik imellem flokkerne og vilde prøve, om høvdingerne kunde forlikes. Sturla hørte paa dem, baade fordi han vilde vite hvad de andre bød og fordi han ventet paa mere mandehjælp. Men saasnart han saa hjælpen komme, sendte han en prest til Torvaldssønnerne og bad dem gaa til skrifte og ruste sig vel, om de vilde verge sig, ti fred vilde ikke bli git dem. Da de hørte dette, gik de straks til skrifte, og siden gjorde dc sig rede til kamp og vilde bruke torvgjærdet til værn. Men det var en flokk paa 8 mand, ikke mere.

Tord Torvaldsson var en høi og hærdebred mand, med et vakkert ansigt, — bare at næsen var styg; han hadde store øine og var fast i blikket, haaret var lysebrunt og faldt i lokker; han var blid-lynd og lett at tale med og syntes skikket til høvding, og det var Sturla Sighvatssons ord, at ingen som bodde i Dalerne kunde vente at komme til magt i Vestfjorderne, saa længe Tord sat i Isafjord. Snorre, hans bror, var bare 18 aar gammel, hadde lyst og glat haar og var vakker og velvoksen, mere end mellem-høi for sin alder; han førte sig vel, var modig og løftefast og saa venlig i sine ord, at han jævnlig sa "min“ til den han talte med; "Tord min! Torkel min!“ Han hadde det ikke med at blande sig i andres saker; men naar han gjorde det, vilde han altid raade, og fik han det ikke, blev han fra sig og var ikke til at styre.

De to brødre vilde paa ingen maate overgi sig, de sa at da blev der litet at bære frasagn orn. De egget Sturla, fordi han var saa sén til at holde frem mot dem og hadde git sig til at vente paa hjælp; det var nok sandt, det folk hadde sagt, at med jævnstor flokk vilde han aldrig ha mod til at møte dem, det viste han nu, sa de. Sturla bare smilte og sa, at nu vilde han ha det gagn, som det gir at staa med større magt.

Fra alle sider gik hans mænd frem mot torvgjærdet, først med stenkast. Selv gik Sturla fra flokk til flokk og gav raad, hvor det trængtes, men kjæmpet ikke med. Bare én gang tok han en sten, — og alle visste, at ingen kunde kaste saa godt som han eller ramme saa sikkert. Han nævnte det selv. "Jeg tror nok, jeg bedre end I kunde vælge hvor kastet skulde komme," sa han. "Men jeg skal ikke prøve det nu," la han til, og lot stenen falde ned. Det saa Snorre Torvaldsson og ropte: "Hvorfor søker du ikke frem, Sturla? Nu tror jeg, Dala-Frøy sander sitt navn og staar ikke nær"[6].

Andre søkte frem for ham, baade med sten og kvasse vaaben. I denne strid blev skalden Gudmund Oddsson — som var Sturlas følgemand i mangen færd, men ikke av de modigste — rammet av et stenkast, saa han faldt bakover og kastet føtterne frem over hodet. Folk vilde ta sig av ham; men Sturla stor-lo."La ham bare ligge," ropte han; "det feiler ham ingenting, slik gjør han i hver eneste kamp."

Nu stod stenregnen saa tæt over gjærdet, at de som var indenfor ikke fik dækket sig. To ganger faldt Tord Torvaldsson over ende, og andre gangen reiste han sig sent. Da var det kommet saa langt, at Sturlas mænd stod med rundskjoldene støttet paa gjærdet, mens de brukte spydene. Og Tord ropte til bonden Halldor Jonsson, som var i Sturlas flokk, og bad ham prøve, om fred og forlik stod til at faa hos Sturla. "Jeg vil tilbyde at fare utenlands," sa Tord, "og gaa pilgrimsgang, os begge til hjælp; jeg vil gi mit rike og mig selv i hans vold, til jeg farer ut, og jeg vil sværge at holde alt dette." Halldor Jonsson gik til Sturla, og mange sa, at det var glædelig at faa et slikt tilbud fra saa gode drenger. Sturla blandet sig ikke i det, mens de andre talte som mest, og saa eftertænksom ut, der han stod. Da han svarte, var det med ord fra en vise:


"Træg er min tro til dig,
troll!' kvad Høskoll.


Nu tok kampen til igjen og førtes paa haardeste vis. For tredje gang stupte Tord Torvaldsson; han kom sig nok op igjen, men hadde liten magt tilbake, og det varte ikke længe før han rettet spydskaftet over gjærdet, der hvor Halldor Jonsson stod, og gav sine vaaben fra sig og gik ut. Halldor kom til Sturla og bad om fred for Torvaldssønnerne; men Sturla sa at det kunde ikke nytte, bare deres mænd skulde ha fred. Med dette bud gik Halldor tilbake. Da gav de vaabnene fra sig, alle som stod indenfor gjærdet — undtagen Snorre Torvaldsson; han var harm over de andres færd. Han satte sig op paa torvgjærdet og ventet, og vogtet sine vaaben vel. Da kom en av Sturlas mænd og hugg ham over knæet, saa benet næsten gik av; han fik det under sig, da han gled ned fra gjærdet, men smilte bare og sa: "Hvor er nu foten min?“ Halldor Jonsson sa: "Et ondt og umandig hugg!" Men Sturla svarte: "Det var et godt og drengelig hugg."

Tord Torvaldsson hadde set dette og sa til en av sine mænd: "Gaa du til sveinen og vær hos ham."

Manden sukket dypt, men orket ikke at gaa. Nu vilde Sturla, at Tord skulde hugges; da la han sig ned og signet sig; men to ganger blev øksen ført mot ham, og endnu levet han. Det blev for meget for Sturla. "Hugg igjen!" ropte han; "og her er vaabenet daarlig ført mot en god dreng!" Snorre Torvaldsson saa paa, men rørte ikke en mine. Straks efter blev ogsaa han dræpt.

Nu blev det stelt med likene. Sturla bad Grim fra Snoksdal føre dem hjem til sin gaard; men han undslog sig og sa at han var mørkræd. Halldor Jonsson tilbød at flytte de døde hjem til sig. "Ja, gjør det!" sa Sturla; "du vil saa allikevel kalde dem helgener med tiden." — Senere paa aaret kom nogen av de Isfirdinger, som hadde kjæmpet i Torvaldssønnernes flokk, og tok likene op av jorden og førte dem til ættegaarden Vatsfjord, og folk syntes det var et vakkert vidnesbyrd om deres kjærlighet til de to brødre. Da Sturla og hans flokk red hjem, blev der talt om Snorre Sturlason — hvordan han vilde like disse drap, og om han vilde kvæde viser denne gang ogsaa. Sturla bad Gudmund skald mindes den kvædskap, Reykjaholtsmændene hadde laget efter hærverket paa Saudafell, og Gudmund hadde straks en vise rede og brukte store ord om kampen de kom fra. Paa Saudafell ventet Solveig Sæmundsdatter. Hun spurte og fik svar; da sa hun at nu hadde Vatsfirdingerne faat merke, hvor grusomt de hadde faret frem, da de hjemsøkte Sturlas gaard. Siden gik Sturla og hans mænd til kirken og blev løst av det ban de var faldt i ved drapene.

Snorre Sturlason tok det tungt, da han fik budet om Torvaldssønnernes død. Men stillingen var ikke slik at det passet ham at søke hævn. Den sak, for hvis skyld han hadde budsendt Vatsfirdingerne, var i øieblikket den vigtigste for ham, og han vilde ikke ha Sturla til motstander i den. Det kan være, at Sturla har regnet med dette, naar han fór saa svigefuldt frem mot Torvaldssønnerne. Paa flere maater viste han og hans nærfrænder, at de kjendte sig trygge. Ravnssønnerne, som sommeren i forveien skulde seilet til Norge, hadde lidt skibbrudd under Grimsøy, og 2 av dem, Einar og Grim, var druknet; men Sveinbjørn og Kraak hadde berget sig, og samme vaar som Torvaldssønnerne blev dræpt, fik de tilhold hos en bror av Sturla Sighvatsson.

Den sak, som gjorde Snorre varsom i sin færd mot Sturlungerne, gjaldt Kolbein unge, husbond til hans datter Hallbera.

Sommeren 1229 hadde Hallbera fulgt Kolbein til Altinget; men det hadde været let at se, at det stod daarlig til med hendes helse og at forholdet mellem egtefællerne ikke var godt. Hun hadde holdt til i tingboden hos sin far, og Kolbein var redet hjem uten at gi agt paa hende. Da var hun faret med til Reykjaholt og hadde været der en tid, indtil Snorre lot hende følge nordover til Videmyre, Kolbeins gaard. Men der hadde hun ikke havt langt ophold og var ikke kommet i Kolbeins seng. Siden hadde hun bodd paa gaarden Borg hos Herdis, sin mor, som levet skilt fra Snorre. Til Borg var biskop Gudmund kommet, efter tingløsningen sommeren 1231, og hadde fundet Hallbera meget syk; og da hadde en lægekyndig prest i biskopens følge laget et bad til hende og sagt, at badet vilde hjælpe hende, om hun bare var saa sterk hun kunde taale det; og hun hadde valgt at prøve badet, men straks hun var kommet i klæderne igjen, hadde der slaat sig verk for brystet, og den 17. juli var hun død. Og da Kolbein unge, hendes husbond, hadde faat dette at vite, var han redet sydover og hadde giftet sig ind i Oddeverjernes ætt.

Nu var Snorre Sturlason arving efter sin datter Hallbera, og til arven efter hende regnet han halvdelen av Kolbeins gods og godedømmer. Han gjorde alt for at faa støtte i denne vanskelige sak; han eftergav Orm Jonsson paa Svinafell de bøter han hadde idømt ham paa forrige Alting, og han fik Torvaldssønnemes frænder til at forlike sig med Sturla Sighvatsson, paa det vilkaar at han selv og hans bror Sighvat skulde fælde dommen i saken. Paa denne maate kunde han kjende sig noksaa trygg, da han sommeren 1232 møtte paa Altinget og satte frem sine krav paa arv efter datteren. Han hadde indpaa 1000 mand med sig og han fik god støtte av de høvdinger hvis venskap han hadde søkt.

Kolbein unge var sén med sine ja-ord og træg naar der blev talt om forlik. Men til forlik kom det omsider. Og dette blev utgangen paa saken, at Snorre skulde faa halvdelen av Kolbeins godedømmer til eie, men Kolbein skulde ha styret over dem og hjælpe Snorre paa tinge. Med denne avtale fulgte en ny, at Kolbein skulde gifte bort sin søster Ambjørg til Snorres søn Urøkja; og til ham skulde Snorre gi det godedømme han sat inde med vestligst paa nordlandet, og siden skulde maageme Kolbein og Urøkja i fællesskap sysle der nord.

Tord Sturlason likte ikke denne braa vending i saken. Kolbein unge var nok en dugelig mand; men Tord hadde ingen tillit til ham og spaadde at Snorre vilde faa ufærd av det venskap og maagskap han her hadde sluttet. Han sa sine tanker til en anden høvding, som sammen med ham selv hadde arbeidet paa forlik — men ikke paa slikt som dette — og den anden stod like undrende, bare at han saa det hele fra den motsatte kant. "Det tykkes mig underlig", sa han, "at Kolbein vilde gifte sin egtefødte søster med Snorres horkone-søn; men det er sandt, det ordsproget sier, at selv vet en bedst, hvad slags vare en har at sælge.“

Ellers var det, naar alt kom til alt, en noksaa skrøpelig seier Snorre hadde vundet: et herredømme i navnet. Men han hadde allerede en ny vinding i sigte. Nord i Isafjord sat hans datter Tordis, enke efter Torvald Vatsfirding, og nu da Torvalds ældste sønner var døde, hadde den yngste — som var Snorres dattersøn — arvet ættens gaard og godedømme. Men han var barn endnu, og slik kunde morfarens omsorg trænges. Efter tingløsningen drog Snorre nordover, Olavsmesse-dag 1232 var han i Vatsfjord, og der kom bøndeme til ham fra hele Isafjord og bandt sig til at tjene ham. Mellem dem som møtte var Olav fra Ædøy; med ham hadde enken Tordis Snorredatter faat et barn. Nu maatte han bøte for sit forhold til hende og avstaa Ædøy, som var en god eiendom, rik paa ærfugl-dun.

Tordis blev boende i Vatsfjord. Hun hadde faat en ny ven, som vogtet sig vel for at møte hendes far; vaaren 1233 hadde hun ham længe hos sig, og da var det nær ved at komme til kamp mellem ham og Olav fra Ædøy, som hun før hadde elsket. Efter dette satte Snorre sin søn Urøkja til at styre godedømmet der nord. Urøkja hadde egtet Ambjørg, Kolbein unges søster, høsten i forveien; men det godedømme han skulde ha av sin far hadde han ikke set noget til og heller ikke Stavaholt gaard, som han siden hadde faat løfte paa. Urøkja vilde helst til Stavaholt; men Snorre ønsket ikke at forringe hverken sin magt eller sit gods, og saa fik sønnen fare til Vatsfjord. Urøkja var 28 aar gammel dengang, Ambjørg 18 aar. Tordis Snorredatter blev ikke glad da de kom, for nu maatte hun vike pladsen, og til og med hadde de bud fra Snorre, at hun skulde fare hjem til ham. Det vilde hun ikke, hun slog sig ned paa en anden gaard i Vestfjorderne; og utpaa sommeren fødte hun et barn.

Denne sommer[7] var Sighvat Sturlason gjest i Reykjaholt, hvor Snorre, hans bror, var i færd med at føre op en ny stue, av tømmer som blev hentet nord i Skagafjord. Brødrene fældte sin kjendelse i saken mellem Sturla og Torvaldssønnernes eftermaalsmænd og enedes vel. Snorre gav Sighvat et gulddrevet spyd, da de skiltes, og sa at det var ikke ret, om de skulde skilles gaveløst, saa sjelden som de saaes.

Sturla sat paa Saudafell og samlet varer, ti han agtet sig utenlands. Høsten i forveien var der kommet brev fra Sigurd, erkebiskopen av Nidaros, som nylig var vendt hjem fra Romaborg, og i disse brev hadde erkebiskopen talt haarde ord til Sturla og Sighvat, baade for hærfærden til Grimsøy og for anden voldelig fremfærd mot biskop Gudmund, og stævnet far og søn til Norge. Da hadde de tat det raad, at Sturla skulde fare for dem begge og faa en løsning paa sakerne, og imens skulde Sighvat føre tilsyn med hans rike. Nu likte ikke Sturla den nyeste tidende: at Urøkja Snorreson var sat til høvding i Isafjord; ti han hadde selv rike i Vestfjorderne — Ravnssønnernes godord — og allerede spurte han, at Urøkja samlet mange folk om sig i Vatsfjord, og blev ræd for sine tingmænds fred. Saa satte han en av sine venner mellem Vestfirdingerne til at vaake over forholdene der i fjordbygderne. Og da dette var gjort, forlot han Island.

Sturla landet i Norge høsten 1233, nordenfor Stad. I Borgund møtte han Skule jarls maag Alv av Tornberg, som tok vel imot ham og bad ham vente til Skule kom seilende sydover fra Nidaros; han sa Sturla, at jarlen var en ven av alle islendinger, og mest av Sturlungerne, og vilde vise ham den største hæder, saa ypperlig som han var fremfor andre mænd. Men Sturla, som vel visste at jarlen skulde sydover for at staa til rette for kongen, vilde ikke andet end fare til Bjørgvin og møte kong Haakon, ti han regnet ham for den sterkeste. Utpaa høsten kom jarlen efter til Bjørgvin, med 20 skibe, og hans færd var fager at se, da flaaten stod ind mot byen. Men siden maatte han gaa til forlik med kongen og var ikke glad for vilkaarene.

Det er fortalt at Sturla møtte sin gamle fiende Aron Hjørleivsson i Bjørgvin og søkte at ta hans liv. En dag da Aron og nogen av hans fæller var i bad, kom en islending til ham og fortalte, at Sturla var ute og lette efter ham. Aron klædte sig og tok de andre mænd med sig og gik gjennem strætet til sin stue. Der ventet Sturla Sighvatsson med tre av sine mænd. Da han saa hvor mandsterk Aron kom, blev han staaende og bare stirre paa ham. Aron sa: "Hvordan liker du skogmanden din nu, Sturla? — det er svært, saa længe du ser paa ham! Hvordan synes du jeg har faat det, siden vi sidst saaes?“ Sturla svarte ikke og gik bort med sit følge.

Erkebiskop Sigurd var i Bjørgvin denne høst, og Sturlas sak blev avgjort saa, at han skulde fare til Romaborg og søke forlatelse hos paven. Utpaa vinteren fór Sturla sydover og kom først til Danmark; der møtte han kong Valdemar[8] og blev hos ham en tid; kongen gav ham en god hest og andre kostbare gaver og skiltes fra ham i det største venskap. Siden fór Sturla til det tyske land; der møtte han biskop Paal av Hamar, som laa i strid med kong Haakon og vilde klage sin sak for paven. Paal og Sturla fulgtes til Italia. Men det var saa ilde, at netop som de kom, raadet stor ufred i landet. I mai 1234 blev pave Gregorius 9. drevet i utlegd av Romaborgs mænd, som selv vilde være herrer i sin by, og paven maatte søke ophold i Tuscia, nord for den hellige stol. Nu vilde han med sværdet vinde sit rike tilbake og reiste en hær om sommeren og søkte hjælp hos keiser Fredrik[9] og andre kristne fyrster. Men endda hadde han tid for biskop Paal; om høsten blev brev sat sammen i Perugia og sendt til kong Haakon og Skule jarl og erkebiskop Sigurd, og i disse brev talte paven haarde ord til kongen, men bad jarlen og erkebiskopen støtte biskop Paals sak.

Det er sagt, at Paal gav Sturla den bedste hjælp hos paven, og at Sturla fik forlatelse for alt hvad han og hans far hadde forbrutt. Men først maatte han gaa en streng botsgang. Sturla kom som pilgrim til Romaborg og blev ført fra kirke til kirke og pisket foran de fleste hovedkirker. Og det er sagt at han bar det drengelig — som det kunde ventes av ham —; men folk stod ute og undret sig, slog sig for brystet og sørget over, at saa vakker en mand skulde lide slik medfærd, og kunde ikke holde taarerne tilbake, hverken mænd eller kvinder.

Sturla og biskop Paal fór i følge til Norderlandene og skiltes i stort venskap og gav hverandre gode gaver. I Tunsberg møtte Sturla kong Haakon; det var høsten 1234. Kongen sat i Viken om vinteren og Sturla var hos ham.

Sommeren 1230 hadde kong Haakon stævnet Islands høvdinger til sig, — uten at de fulgte stævningen. Men nu var det saa vel, at han daglig kunde tale med en av dem, og det en av de mægtigste, og bære sine erender frem for ham. Kongen klaget over den store ufred paa Island og spurte Sturla, om der vilde være meget i veien for at lægge landet under enemagt, og sa at da vilde der staa bedre fred, om én raadet for alt. Sturla svarte, at for en raadsnill og strid mand vilde der ikke være meget i veien. Da spurte kongen, om han selv kunde ta det paa sig, og Sturla svarte, at han vilde vaage det; men vilkaaret var, at kongen skulde gi ham hjælp og den hæder han fandt ham værdig til, om heldet fulgte. Dette vilkaar enedes de om; men kongen bad Sturla at han ikke skulde vinde landet med manddrap; heller skulde han gripe motstanderne og sende dem over til Norge eller paa anden vis ta deres rike, om han kunde. Ti kongen ventet sig mest fremgang av fredelig færd og om han fik tale med islendingerne; tok han dem paa denne vis, kunde de ikke gi ham skylden for frænders fald og fristes til haard motstand mot ham.

I 1235, sent paa sommeren, seilet Sturla hjem. Det han sidst hadde spurt fra Island var onde tidender.


__________


Vaaren 1233, da Urøkja Snorreson kom til Vatsfjord i Isafjord, tok han imot hver fri mand, som vilde gaa i hans tjeneste. Det blev en hel flokk, og om den manglet mat paa gaarden, saa hjalp den sig med ran, som det længe hadde været skik i Vatsfjoid. Om høsten, da Sturla Sighvatsson var faret til Norge, sendte Urøkja somme av flokken sydover til Breidefjord; der krævet de gods av hver mand, paa nes og i tverfjorder, og rante om de ikke fik. De tok et fartøi og fór ut til øerne i Breidefjord, og siden fór de over til halvøen hvor Stadarhol og Hvam ligger. Men nu var de i Tord Sturlasons rike, og straks Tord rørte paa sig, blev de skræmt og drog sig nordover igjen. Da de kom til Vatsfjord, talte Urøkja vel om deres færd; men længer syd var det faa som roste den.

Mellem Urøkja og Sturla Sighvatssons ombudsmand i Vestfjorderne gik det noksaa godt i førstningen. De møttes om høsten og vekslet gaver, og mellem de gaver var sværdet Støyper, som ingen ringere mand end birkebeinerhøvdingen Peter støyper, kong Sverres søstersøn, hadde baaret. Men snart kom andre og spildte freden mellem grannerne. Odd Aaleson het Sturlas ombudsmand; det var han, som i denne tid var Tordis Snorredatters hjertensven; men han var gift med en datter av Ravn Sveinbjørnsson og bodde paa de fredløse Ravnssønners gaard, Eyre i Arnarfjord. Og der blev han overfaldt av Urøkja Snorreson, den 13. januar 1234, og hugget ned. Snart efter fik Urøkja bud fra sin maag Kolbein unge i Skagafjord, med bøn om følge mot Sighvat Sturlason, ti venskapet mellem nordlandshøvdingeme var stadig minket, og Kolbein agtet at hjemsøke Sighvat denne vinter. Urøkja kom, og maagerne red i stor flokk østover til Eyjafjord og nærmet sig Grund, Sighvats gaard.

Men Sighvat blev varslet i tide. En mand som het Eirik greve kom til Grund sent en kveld og vilde bære bud om ufreden. Sighvat sat i sit sæte og hadde en skindfeld, med heftebaand i, over akslerne og en svart lamskinds huve paa hodet. Eirik blev spurt om tidender og sa at Kolbein og Urøkja var paa vei fra Skagafjord og vilde komme der om natten med ufred. Sighvat bare blaaste, da han hørte det, og sa at slikt var meningsløst, og vilde ikke ta noget raad. Men hans hustru Halldora, faster til Kolbein unge, gik til ham og sa, at nu var det bare ett at vælge, og det var at sende bud efter folk. Sighvat bad hende gjøre det, om hun vilde, og saa gik budet ut. Og da det blev lyst, var alle bønderne fra de indre bygder i Eyjafjord samlet paa Grund; ti like mislikt som Sighvat hadde været da han kom flyttende dit nord, like elsket var han nu der i bygderne, — slik tryghet som fulgte hans bredde og ro, og slik glæde hans lune gav i samvær. Og denne morgen var Sighvat Sturlason en hélt anden mand at se til end kvelden forut, da Eirik greve kom. Han stod der i blaa kjortel, paa hodet bar han staalhuve og i haanden en øks med sølvindlæg i bladet, og var hærmand saa god som nogen.

Kolbein og Urøkja fik høre, at Sighvat ventet dem, og trodde det tryggest at snu. Det var saa ilde, at de ikke kunde lite paa sit eget følge. Ti mange av storbønderne i Skagafjord var gamle venner av Sighvat og hadde tjent ham, da han i Kolbeins barneaar stod for styret i deres bygder. En av dem hadde med klare ord negtet at fare imot Sighvat, endda han to ganger blev budsendt. Kalv het han og hadde før bodd i Eyjafjord; det var han, som for mere end 20 aar siden hadde dræpt Eyjafjord-høvdingen Hall Kleppjarnsson, til hævn for den spot som blev drevet med hans navn og ham selv. Nu vendte maagerne Kolbein og Urøkja tilbake til Skagafjord, og hadde ingenting opnaadd, og vilde skræmme bønderne til lydighet. Derfor sendte de mænd til Miklebø, Kalvs gaard, og gav dem til erende at dræpe Kalv og hans søn Guttorm.

Disse mænd kom frem over middag, tirsdagen den 21. februar, dagen før Petri bispestols fest. Straks før de kom, hadde Kalv sagt til sin hustru: "Idag skal vi sie os i ting med den hellige Peter apostel, nu tør vi ikke længer lite paa denne verdens høvdinger." Og far og søn var gaat ind i lillestuen og hadde latt sig kronrake til Petersmessen, — ti Guttorm var djakn og Kalv hadde en ringere klerkevigsel. Nu kom Kolbeinsmændene. En av dem steg ind og fandt Osk; hun hilste ham venlig, men han svarte ikke stort. Der gik bud til lillestuen, at Kalv skulde komme ut, og far og søn fulgtes ind i almannastuen og gik bort til pladsen hvor Kalv hadde sin skindkappe og sin øks. Da var Kolbeinsmændene kommet i stuen, og de sa Kalv, at han ikke trængte øksen; baade han og sønnen kunde vente sig døden, sa de. Kalv spurte, om Hall Kleppjarnssons søn var der, han eller en anden mand som han nævnte, som ogsaa kunde ha noget at hævne. Men ingen av dem var der. Kalv sa: "Da tror jeg ikke nogen av de mænd, som her er kommet, har store saker mot mig; men allikevel vil vi gjerne ha en prest." Og nu gik baade far og søn til skrifte og fik nadverden, og siden blev de ført ut. Kalv tok et krucifiks av prestens haand og holdt det i haanden mens han gik, og da de kom til kirkegaardsgjærdet, satte han korset ind mot gjærdet og la sig ned foran det. En av Kolbeinsmændene sa: "Nu tænker du ikke paa hvad du gjør, Kalv! Vær ikke saa nær korset, at blodet spruter paa det." Kalv svarte: "Vanskelig gjør I det for mig nu!" — og la sig ned længer borte fra korset.

Eiter drapet paa Kalv og Guttorm red maagerne Kolbein og Urøkja sydover til Reykjaholt og søkte raad hos Snorre Sturlason og bad om hans hjælp i denne sak. Snorre sa, at det var ikke hans vane at blande sig i bygdetrætter; men han lovet at ride til Altinget om sommeren og der gi dem slik hjælp, som de kunde ha hæder av. Med det tilsagn red de nordover igjen, og da de kom til Skagafjord satte de bønderne til at holde vagt i bygdeme og lot dem selv bære utgifterne til det. Da Sighvat fik høre om vagtholdet, satte han vagt imot i Eyjafjord og la ingen utredsler paa bønderne, men bar dem, han alene. Og slik stod det, fremover mot paasken 1234.

I denne ventetid sendte baade Kolbein unge og Sighvat mænd til biskop Gudmund. Begge hadde de hatet ham og gjort ham ondt; men endda vilde hver av dem ha ham til sig, ti i de sidste aar hadde han skilt sig fra denne verdens saker og levet ensom med sin drottin, i stadig bøn til ham, og gik for at ha en hellig mands magt. Biskopen valgte at komme til Kolbein, ti hos ham var Urøkja, søn av en mand som ofte hadde vist Gudmund venskap. Men biskopen kom ikke for at egge til strid, heller for at hjælpe freden frem. En morgen over paaske, da Sighvat var kommet med hær til Skagafjord og begge flokker gjorde sig rede til kamp, tok biskopen Kolbeins mænd til skrifte, men sa med fortrøstning, at denne dag vilde de ikke komme til at kjæmpe. Men samtidig var det, som om han saa længere frem, til en endnu vanskeligere stund; ti han la til, at engang vilde det gaa Sighvat Sturlason, som det gik Harald Sigurdsson, Norgeskongen som faldt under forsøket paa at lægge fremmed land under sig.

Denne gang kom det til forlik; biskop Magnus av Skaalaholt blev valgt til at dømme mellem høvdingerne, og siden red de hjem, hver til sig. Men Urøkja for voldsomt frem paa veien til Vatsfjord; trængte han hester eller mat, saa tok han det, og selv i Hvam, Tord Sturlasons gaard, vaaget han at rane. Og da han kom hjem, tok han gods over hele Vestfjorderne og gjorde ingen forskjelpaa Sturla Sighvatssons tingmænd og sine egne. Sighvat mente, at med denne fremfærd hadde Urøkja brutt forliket, og han red ikke til Altinget om sommeren.

Men paa Altinget blev det allikevel urolig nok; ti Snorre Sturlason hadde, for gammelt venskap skyld, tat sig av to skagfirdske bønder, som Kolbein unge vilde til livs, og det kom saa langt, at Kolbein fylket sine mænd paa tingsletten. Ogsaa Snorre lot fylke, og paa norsk vis; men det gik noksaa ugreit, for den mand, som fik sig hvervet paalagt, var ikke vant til et slikt arbeide. I denne sak skilte Urøkja lag med sin maag Kolbein og gik sammen med sin far og stillet sine folk forrest i hans fylking. Men til kamp kom det ikke; ti biskop Magnus og hans prester gik imellem flokkerne og fik dem forlikt. Siden viste det sig rigtignok, at freden var alt andet end tryg; ti endnu samme sommer red Kolbein unge med en stor flokk til sydlandet og slog sig ned paa gaarder, som hørte Snorre til, og gjorde stor skade paa dem.

Dette kunde Snorre ikke finde sig i; han rustet sig til hærfærd mot nordlendingerne og budsendte sin søn Urøkja og vilde ha hans følge. Og Urøkja samlet folk over alle Vestfjordeme og fór sydover med mere end 300 mand. Men paa veien fik han nyt bud fra sin far: Kolbein unge hadde forlatt sydlandet og var redet til Skagafjord igjen, og Urøkja skulde ikke umake sig længer sydover, men vende hjem med flokken, — om han ikke andetsteds hadde noget erende til folk.

Det hadde Urøkja. Hans farbror Tord hadde været ute om sommeren og hadde vist ham tilbake fra Breide- fjord, og nu skulde dette hævnes. Urøkja førte en hel feide mot farbroren og hans sønner og viste stor rask- het i sin færd og kom ovenpaa, og vandt sine frænder Tordssønnerne for sig ved at gi dem gode forliksvilkaar. Men Tord selv vilde paa ingen vis la sig overtale til forlik med Urøkja.

Vinteren 1234—1235, samme vinter som Sturla Sighvatsson var hos kong Haakon, raadet stor uro i Vest-fjorderne, ti Urøkjas mænd skilte sig i to flokker, og det kom til slagsmaal og drap i fjorderne. Urøkja tok selv del i disse stridigheter, og det endte med at han drev fra sig somme av folkene. Nu mente disse mænd, at de maatte være velkomne hos Tord Sturlason, og søkte ham paa Fagerøy i Breidefjord. Det var kveld, da de kom frem, og Tord var gaat til søvnhuset. Men mat fik de sig allikevel, og siden gik de til sengs i skaalen. Da viste det sig, at Tords venskap ikke var saa let at vinde; han mindtes bare de ugjerninger, disse mænd hadde gjort sig skyldig i, og sendte folk ind i skaalen og lot gripe to av de værste, Bjørn og Torkel; de laa i samme seng, med Bjørns frille imellem sig. Tord vilde ingen naade vise dem, endda presten, som tok dem i skrifte, kom til ham og sa at det ikke var ret at dræpe Torkel, ti de synder han hadde skriftet var saa store, at han maate faa tid til at gjøre bot. Tord var nok sterk i troen; men dette saa han fra en helt anden kant end presten. "Om det er slik," sa han, "skal han netop ikke leve; han skal dømmes for det han har gjort og siden skal han hænges." Bjørn, hans fælle, blev hugget. Samme nat var Tords søn Sturla, som selv har fortalt disse hændelser, paa ridt langs en strand inde paa landet og agtet sig over til Fagerøy. Han blev træt paa veien og trængte søvn og Ia hodet i fanget paa den mand som fulgte ham. Da han vaagnet, sa han: "Jeg drømte at min far har tat noksaa tungt paa Bjørn og hans følge, da de kom til Fagerøy." Straks efter kom han selv til øen og fandt sig sanddrømt.

Vaaren 1235 fór Urøkja omkring i alle fjorderne og tok gaarder og gods fra folk, og Snorre, hans far, trodde det klokt at møtes med sin bror Tord, saa venskapet dem imellom ikke skulde spildes ved Urøkjas færd. De satte hverandre stævne i en bygd nordvest for Stavaholt, og Snorre red avsted selv syvende. Da han kom til Hitaraa, fik han se en mængde mænd under aasen; ti det var søndag, og bygdefolk, som ikke hadde andet at gjøre, hadde slaat sig i følge med Tord. Men Snorre og hans mænd blev skræmt, da de saa denne store flokk, og vendte sine hester og sprængte sydover mot lavamarken. Nogen mænd, som Tord sendte ut, tok dem igjen; men det varte længe, før Snorre vilde ride tilbake. Da brødrene møttes, gik alt vel mellem dem. Om kvelden tok Snorre ind paa gaarden i Hitardal, hvor folkene holdt veitsle for ham; og morgenen efter blev der baaret mjød til gaarden under Hraun, hvor Tord bodde, og brødrene møttes paany og talte sammen hele dagen; de hadde venlige ord for hverandre og enedes om, at aldrig skulde frændskapet og venskapet ødes dem imellom. Og til større tryghet og fastere samband skulde Tords søn Sturla følge Snorre hjem og være hos ham.

Ved denne tid kunde det ventes, at Sturla Sighvatsson vilde komme tilbake til landet, og Urøkja Snorreson, som hadde faret haardt frem mot Sturlas venner i Vestfjorderne, kjendte sig ikke tryg for ham og var ivrig efter at komme i venskap med Sighvat, hans far. De mænd, han sendte til Sighvat om sommeren, vendte tilbake med haarde vilkaar: Urøkja skulde opgi sit høvdingdømme i Vestfjorderne og fare sydover til Borgarfjord og ta de kaar som Snorre vilde unde ham; og siden kunde det bli tale om forlik mellem frændeme. Urøkja gjorde som Sighvat sa, han stod ikke tryggere. Med 80 mand fór han sydover; men nogen varm velkomst fik han ikke hos sin far. Ti en søn, som kom i saa et stort følge, trængte meget gods og kunde let ta sig magt. Snorre drog flokker sammen fra hele herredet, og da Urøkja kom til Reykjaholt, stod mere end 200 mand indenfor det sterke virke, som hans far i sin tid hadde reist omkring gaarden. Men før vagtmændene visste ordet av det, var Urøkja og hele hans flokk kommet ind i husene: de var gaat gjennem en dækket gang, som førte fra laugen og op til gaarden, og var allerede i forlik med Snorre, som hadde hørt paa velvillige mænds raad og bøiet sig. Næste morgen blev det avgjort, at Urøkja skulde overta Stavaholt. Alle bøn-derne som hadde fulgt ham fra Vestfjorderne, fór hjem igjen; men endda var det ikke med liten flokk han sat i Stavaholt.

Mænd, som var Sighvat Sturlasons venner, lot Urøkja høre, at om han vilde komme i fuldt forlik med Sighvat, kunde han ikke bedre gjøre end ride til Eyjafjord og lægge sin sak i farbrorens hænder. Urøkja fulgte raadet og fór nordover høsten 1235 og hadde 8 mand med sig. De kom til Grund, Sighvats gaard, og fik den bedste mottagelse; et staselig gjestebud blev holdt for dem, og paa god mjød var der ingen mangel.

Mænderne raadslog om forliket og vilkaarene for det, men hadde ikke let for at bli enige. En dag lot Urøkja sine hester drive til gaards og agtet at ride sin vei. Men først vilde han høre, om farbroren endnu holdt paa sitt. Mens de talte sammen, kom en mand ind i skaalen og tok Sighvat avsides og sa nogen ord til ham. Efter dette spurte Sighvat sin brorsøn, hvor han agtet sig hen fra Grund. Urøkja svarte, at først vilde han ned til fjorden, hvor kjøpskibene laa, og kjøpe det han trængte. Sighvat sa, at til fjorden skulde han ikke ride, og bad ham vælge en anden vei og fare med det samme, "for det vi ikke har greiet hittil, kan vi ikke greie heretter." Siden blev Sighvats egne hester sadlet, og høvdingen red ut gjennem herredet, ned mot fjorden, og møtte Sturla, sin søn, som samme dag var kommet hjem fra Norge.

Sturla vilde, at de straks skulde sætte efter Urøkja; men Sighvat var imot det, og de red hjem til Grund. Urøkja fór vestover til Skagafjord med sine mænd; Kolbein unge, høvdingen der i bygderne, bror til hans hustru Ambjørg, var utenlands denne høst; men paa Videmyre, Kolbeins gaard, holdtes der lek da Urøkja kom, og mange mænd stod ute. Urøkja kjendte én av dem; det var Sturlas bror Tord kakale. Men der blev ikke vekslet et ord mellem frænderne da Urøkja og hans mænd red forbi.

Med al sin føielighet mot Sighvat hadde Urøkja ingenting opnaadd. Saa red han like godt tilbake til Vatsfjord i Isafjord; men denne vinter blev det ikke ranet saa aapenlyst som før i fjorderne; Urøkja-mændene nøiet sig med at "kræve ind“ gods hos bønderne.


__________


Sturla Sighvatsson var 36 aar gammel, da han vendte tilbake til Island. Han kom hjem, hædret med kong Haakons venskap og i den faste agt at underlægge sig landet. Ikke et øieblik vek han tilbake for det byrdefulde ved opgaven; og Sighvat, hans far, fulgte ham trolig, — ikke uten syn for svakheterne ved sønnen, men fuld av kjærlighet til ham.

Slaget blev rettet mot Snorre Sturlason, den mægtigste, men ogsaa den svakeste høvding i landet. Sturla trængte ikke at lete med lys og lykt efter grander til kamp mot ham. Snorre var far til Urøkja; det var paa Snorres vegne Urøkja hadde ført styret i Vestfjordeme; et voldsstyre hadde det været, og en ulykke for Sturla Sighvatssons tingmænd og venner der vest; men ingen visste at fortælle, at Snorre nogen gang hadde søkt at holde styr paa sønnen.

I de første dager av aaret efter Kristi byrd 1236 kom mænd fra Sighvat og Sturla til Videdal nordpaa ved Hunafloen, med bud til bønderne om at sko sine hester og være rede, den tid de blev opbudt. Men i Videdal hadde Snorre mange venner og tingmænd, og de varslet ham om dette. Da sendte han mænd vestover til Urøkja, sin søn, og lot ham vite at Sighvat og Sturla samlet folk paa nordlandet, og kaldte det et uraad om han og sønnen skulde la sig ringe inde, hver for sig. Og Urøkja sendte bud omkring i alle Vestfjorderne og bød til sig hver mand, som han kunde faa, og hadde 700, da han kom til Saudafell, Sturlas gaard i Dalerne. Der red han fra sin flokk, og fór sydover til Reykjaholt og hadde stor raadslagning med sin far og med farbroren Tord Sturlason, som ogsaa var der og nu hadde andet at tænke paa end sakerne mellem Urøkja og ham.Urøkja vilde, at de skulde vende sig mot nord med al den styrke de kunde faa; og mænd med fremfærd hadde god lyst paa det. Men Snorre sa, at han kjendte sig ikke rede til at fare mot sin egen bror under de høitider som stod for døren, — fasten og paasken. Og det raad som blev tat var dette, at to mand skulde fare nordover og søke forlik; og Urøkja skulde ride tilbake til Sauda- fell og sende hæren hjem. Straks efter blev der paa Saudafell fundet en vise, ristet med runer paa kjevle[10], og her stod det om den store flokk, som Urøkja hadde samlet, og om Snorre som med sine varsomme raad sveg sønnen for hans ry.

Men om Snorre hadde trodd at hans frænder nordpaa skulde bøie av for hans fredsord, tok han feil. I uken før palmesøndag kom der bud om, at mandskap blev samlet i alle bygder paa nordlandet. Snorre vilde ikke reise hær imot, nu heller; han overdrog Reykjaholt til sin bror Tord og fór til sin gaard Bessastad, sydlig ved Faksafjord, og hadde alle sine husfolk med sig. Men Urøkja, som hadde været sydpaa i fastetiden og skaffet sig store forraad av mel og skrei, smør og honning, red til Vestfjorderne selv tolvte. Da han kom til Isafjord førte han alle sine forraad til Ædøy, ute i fjorden, og sat der om vaaren. Og dit fik han sit søskenbarn Sturla Tordsson efter. Ti ogsaa han var paa flugt; paaskedagen, under messetjenesten, naadde han Vatsfjord, Urøkjas gaard, men fandt ikke mat der, og rodde straks ut til Ædøy, til Urøkja. Hele tiden hadde de litet at leve av, ti vaaren var ond. Kristi himmelfartsdag døde 14 hester paa Ædøy, mens folk sat ved maaltidet. Det saa ut som om landet skulde ødes oppe i Isafjord; men saa gik fisken ind mot fjorden, og det hjalp.

Palmesøndagen den 23. mars kom Sighvat Sturlason og hans sønner Sturla, Kolbein og Tord kakale til Borgarfjord med 1200 mand. Tord Sturlason red imot dem og fandt Sighvat og lastet ham meget, fordi han fór imot bror under høitiderne, og sa at Gud vilde gjengjælde det paa ham, en gammel mand som han var. Sighvat tok det lystig nok, men var noget haansk i sit svar. Han var 66 aar gammel, Tord over 70. Sighvat sa: "Ingen av os trænger at kaste den anden alderdom i næsen; eller gjør du dig nu til spaamand, frænde?" Tord svarte: "Jeg er ikke nogen spaamand; men jeg skal bli det for dig. Saa stor som du tror dig nu, og saa meget som du liter paa din og dine sønners magt, — ikke mange vintrerne skal gaa, før det blir sagt, at det meste er blit liggende efter paa veien.“ "Vred er du nu, frænde," sa Sighvat, .og paa vred mands ord skal ingen agte. Kan hænde taler vi bedre sammen en anden gang, naar vi begge er i godt lune, og det faar vi vente paa.“ Da red Tord bort; og Sturla Sighvatsson red ind paa Reykjaholt gaard og lot som alting der var hans. Han tok magten over hele Borgarfjord og la under sig alt det Snorre eide i bygderne. Siden løste de sin flokkesamling, og Sighvat og hans yngre sønner red tilbake til nordlandet.

Da Snorre hørte, at Sturla hadde gjort sig til herre over Borgarfjord, forlot han Bessastad og red østover, først til andre gaarder han eide paa sydlandet, og siden over i Austfirdingafjerdingen. Urøkja, hans søn, sat paa Ædøy i Isafjord og drog skuter sammen og la ut med dem om sommeren; det blev sagt at han agtet sig sydover til Breidefjord eller like til Borgarfjord, hvad der end kunde hænde ham. Men store stormer holdt ham fast i Vestfjorderne, og bønderne knurret over hele ufreden og hadde meget at tale om og vilde forlik.

Mens Urøkja ventet, kom Sturla med hærmagt til Vestfjorderne. Fredsbud gik mellem frænderne, de møttes og talte om forlik, og de vilkaar Urøkja fik var ikke lette. Han skulde lægge sin sak i Sighvat Sturlasons dom og straks fare sydover med Sturla og flytte alt sitt bort fra Vestfjorderne. Han skulde faa bo i Stavaholt; men Sturla skulde ha Reykjaholt og Snorres gods i fred for ham. Nu fór de i følge sydover; men Sturla laget det jævnligsaa, at Urøkja og hans mænd fik sitte i et hus for sig under maaltiderne.

Om sommeren red Urøkja til Austlirdingafjerdingen for at finde sin far, og senere møtte han Sturla paa sydlandet, som avtalen mellem dem var. Men Sighvat, som skulde fælde dom i Urøkjas sak, kom ikke til stævnet, og ingenting blev avgjort mellem frænderne. Da de skulde nordover igjen, vilde Urøkja ride sin egen vei, til Stavaholt hvor Ambjørg sat, hans hustru; men Sturla bad ham lægge veien over Reykjaholt, saa de fik følge med hverandre, og sa at de endnu hadde meget utalt. De red da i følge, og Urøkja hadde Sturla Tordsson —- sagaskriveren — med i sin flokk.

De kom frem til Reykjaholt, og Urøkja og hans mænd blev budt paa maaltid i et hus for sig. Næste morgen, da de kom fra messe, gik de ind i stuen. Da blev Urøkja Snorreson og Sturla Tordsson kaldt ut i den lille stue. Litt senere stod Sturla Sighvatsson i døren som vendte mot smaahusene, og kaldte Sturla Tordsson til sig og førte ham op paa loftet, som var der, og tok til orde: "Du vet, frænde, hvordan det har sig med forliket mellem Urøkja og mig; men nu kom ikke min far. Det var avtalen at Urøkja skulde ha Stavaholt og bo der, men jeg her. Men nu synes det ikke vel tænkt, at han skal sitte saa nær mig i ringe kaar, mens jeg svømmer i Snorres overflod; og nu har jeg et andet raad for haanden; jeg vil at han skal fare nordover til Skagafjord og derfra ut av landet, og nu maa du og han skille lag." Og dermed tok han det sværd, som Sturla Tordsson hadde havt i haanden og lagt fra sig i loftet. Siden gik de til stuen, og i døren kom Urøkjas mænd imot dem; vaaben og klæder var allerede tat fra dem, og nu blev de ført paa loftet og sat under vagt. Siden red Sturla Sighvatsson bort med Urøkja, op mot jøklerne, som ligger i høilandet nordøst for Reykjaholt, paa veien til nordlandet; snart blev det ødslig og vildt omkring færdemændene; de red over et skraanende helvedlandskap av svart, ond lava. Tilslut stanset de og steg av hesterne og gik bort til et bredt, mørkt gap i fjellgrunden. Straks efter stod de i Surtshelleren, en hulegang i lavamarken, mere end 800 favner lang og med urd og sne og is paa botnen. I hedendommens dager hadde folk trodd, at jotnen Surt bodde i hellerdypet, og det er fortalt om en mand, som fór op til helleren og sa frem en draapa han hadde digtet om jotnen. Det er ogsaa nævnt, at ransmænd søkte ly i hulegangen og fandt døden deroppe i lavamarken. Sturla og hans følge førte Urøkja ind i en tværhule. Der la de hænder paa ham, og Sturla bød Torstein langbein blinde ham. Urøkja kaldte paa den hellige biskop Torlak og bad om hans hjælp, og mens Torstein førte kniven mot hans øine, sang han bønnen Sancta Maria mater domini nostri Jesu Christi[11]. Efter dette talte Sturla anden gang til Torstein langbein og bad ham tænke paa Ambjørg og gilde Urøkja, og siden satte han mænd til t vogte sin frænde og red tilbake til Reykjaholt.

Men snart efter rygtedes det at Urøkja — om han end var saaret — hadde sit syn og i allemaater var ved helse; ti Torstein langbein hadde været miskundsommere end Sturla og gjort sit verk daarlig, og vagtmændene hadde git sin fange fri. Urøkja red sydover i landet og kom til Skaalaholt bispegaard, hvor han møtte sin hustru Ambjørg og sin frænde Sturla Tordsson. Biskop Magnus herberget dem paa bedste vis og gav Sturla miskundelig avløsning fra en bot, som kirken hadde ilagt ham. Til Urøkja sa biskopen, at han gjorde bedst i at fare bort fra landet, ti hjemme kunde han knapt vente opreisning for sin sak. Urøkja lot biskop Magnus raade og fik gods av ham til færden og red ned til havnen Eyrar og fik skibsleilighet hos Andreas Ravnsson, søn av Ravn lagmand fra Katanes. Før de endnu var faret ut, hændte det en dag at en liten knar seilet ind fra havet. Ombord var Urøkjas maag Kolbein unge, som i ett aar hadde været borte fra landet, i pilgrimsfærd til Romaborg. Der blev stor glæde paa maagerne, da de saa hverandre igjen. Men de skiltes snart. Kolbein tok Ambjørg, sin søster, med sig og red til Skagafjord, og fik bedre kaar end folk hadde ventet, ti Sighvat og Sturla overgav til ham det rike og de gaarder som var hans og lot ham sitte med fred dernord. Men Urøkja seilet ut og kom til Norge og fortalte om den store ufred, som Sturla, hans frænde, hadde vakt, og kong Haakon trodde at skjønne, at Sturla hadde faret haardere frem end kongen hadde raadet ham til. Urøkja red i pilgrimsfærd om vinteren; i Danmark møtte han kong Valdemar og kvad en vise til hans hæder, og kongen gav ham en hest som bar ham til Romaborg og nordover igjen.

I denne tid var Sturla Sighvatssons overmod saa stort, at næsten ingen mand i landet kunde holde sig opreist for ham. Snorre og Urøkja var drevet bort fra sine riker paa vestlandet, Tord Sturlason var gammel og lutet mot graven, og den magt hans sønner hadde var endnu ringe. Nordpaa sat nu Kolbein unge; men alene evnet han ikke meget, og hvor hjælp skulde komme fra var ikke let at se. I Austfirdingafjerdingen var Orm Jonsson fra Svinafell en mægtig høvding og den vennesæleste av alle uvigde stormænd i landet; men aarsaken til hans vennesælhet var denne, at han saa meget han kunde gik av veien for de andres hærfærd og levet utenfor den ulykkestid, de skapte sig, og ikke attraadde mere end at berge den magt, som var hans med rette. Paa sydlandet bodde Sæmund Jonssons sønner, Oddeverjerne; og saa god en farsætt som de hadde, blev der stillet store krav til dem, men Sæmundssønnerne var saa mange og ættens gods saa opdelt mellem dem, at de hver for sig hadde liten rikdom og magt, og de fleste av dem blandet sig ikke meget i andres saker. Vestlig i Sunnlendingafjerdingen, hinsides de store aaer som var grænsen for Oddeverjernes land, raadet Snorre Sturlason. Gissur Torvaldsson av Haukdølernes gamle ætt. Gissur stod høit i folks omdømme og var frygtet av Sturla Sighvatsson; men hittil hadde han holdt sig utenfor alle stridigheter mellem høvdingerne.

Den første reisning mot Sturla kom fra en kant, hvor faa hadde ventet den. I Sunnlendingafjerdingen, men helt ute ved Faksafjord og med kort vei nordover til Vestfirdingafjerdingen sat Torleiv av Gardar med et litet høvdingdømme; han var brorsøn av Gudny, mor til Snorre Sturlason og hans brødre, og hadde jævnlig støttet sit søskenbarn Snorre og gaat hans erender. Saa kom Sturla Sighvatsson og satte sig i Snorres plads, og Torleiv maatte sie ja til alt hvad Sturla bød. Men utpaa høsten 1236 viste han sig uvilligere; han blev sat til at flytte varer for Sturla, mel og skrei som skulde føres til Reykjaholt, og likte ikke dette arbeide. Snorre Sturlason holdt endnu til i Austfirdingafjerdingen, hos Orm Svinfelling; men straks han spurte, at det var smaat med venskapet mellem Torleiv og Sturla, sendte han mænd vestover, somme til Torleiv og somme til Tord Sturlasons sønner. Over jul vaaget han sig vestover selv og var paa Gissur Torvaldssons gaard i fasten. Gissur viste Snorre stor venlighet, men vilde ikke for hans skyld spilde freden med Sturla Sighvatsson, og gode ord fór mellem Gissur og Sturla.

Til Gissurs gaard kom i fasten en av Tord Sturlasons sønner, Olav som kaldes hvitaskald; han hadde digtet en draapa om den hellige biskop Torlak om vinteren og hadde nu git sig det erende at sie draapaen frem ved bispesætet i Skaalaholt; men i virkeligheten kom han til sydlandet for at finde sin farbror Snorre. Da frænderne møttes, sa Snorre at han agtet sig nord til Borgarfjord over paaske og ventet at faa hjælp av sine venner. Med denne kundskap fór Olav nordover. Nogen tid senere blev han gjestet av en mand, som kaldte sig sendemand fra Snorre. Olav holdt ham gjemt i en laave om nætterne og talte i løndom med ham om dagen, og emnet for deres samtaler var Snorres saker og snarlige komme; men denne mandvar en speider, som Sturla Sighvatsson hadde sendt Olav paa halsen, og han fortalte Sturla alt det han hadde faat at vite.

Denne vinter drømte en mand, at han stod ute og saa paa en boldlek, og bare mænd var med i den. Da kom en graaklædt, stor mand gaaende ned mot dem; de saa ham og holdt op med at leke, til han var kommet. Da spurte de ham, hvad han het. Han svarte: Kaar kaldes jeg; hit er jeg kommen for heimen at skramme og mænds hug, for borger at bryte, buer at bøle, ilder at øke og ufred tænde.

"Men hvorfor leker I ikke?" sa han. De svarte at de ingen ball hadde. "Her er én,“ sa han og tok en sten frem under koften og slog en mand til bane med den. Og siden tok de stenen, den ene efter den andre, og slog hverandre med den, og alle, som blev rammet, faldt.

Straks Sturla Sighvatsson hadde faat kundskap om forbundet mellem Torleiv av Gardar og Snorre, kaldte han hjælp til sig fra Vestfjorderne og nordlandet og drog flokker sammen i Borgarfjord ogsaa og fik en hær paa 600 mand. Snorre kom sydfra i paaskeuken og møtte sin frænde Torleiv og samlet folk fra nesene ved Faksafjord. Da de red frem mellem fjellene paa Skardsheien, op mot Borgarfjord, hadde de mere end 400 mand. Snorre vilde videre samme nat og la vaabnene skifte i saken; han sa, det kunde være, at de andre ikke stod rede eller at de blev indbyrdes uenige, naar et uventet aatak kom. Men Torleiv mente, det var uraad at fare saa braat, med den store folkemon som der ventelig var mellem dem og Sturlas styrke. Da ønsket Snorre, at de skulde snu; men Torleiv vilde ikke og sa, at da kom nok de andre efter og herjet i deres spor. Snorre spurte, hvad det var han vilde. Og Torleiv raadet til at ride op i herredet og findeet sted, som gav godt værn, og derfra søke forlik med fienderne. Men Snorre svarte, at han vilde vogte sig vel for at falde i hænderne paa Sturla eller andre av sine uvenner, hvad der saa ellers maatte hænde ham. De talte en stund om dette, men enedes ikke; Snorre red bort, selv anden, og kom tilbake til sydnesene; og Torleiv førte flokken op i Borgarfjord og slog sig ned paa en fjellhammer om kvelden. Hele Torleivs flokk var godt rustet med vaaben, og han hadde mange raske mænd hos sig, mellem dem Olav Tordsson hvitaskald, som var kommet nordfrå med hjælp til ham.

Den 21. april, tirsdagen efter paaskeuken, brøt Sturla Sighvatsson op fra Reykjaholt og red vestover mot fjorden. Midtveis mellem den og Reykjaholt, like syd for Hvitaa, fandt han Torleiv og hans mænd, som hadde fylket sig paa høie sandmæler. Sturla kunde se himlen mellem mændene, og skjønte at fylkingen var tyndsat, og kjendte ingen fristelse til at vise rimelighet, da Torleiv søkte forlik, men krævet av ham og hans mænd, at de straks skulde lægge vaabnene fra sig og bøie sig for den dom, de siden kunde faa. Da førte Torleiv sin flokk vestover til gaarden Bø, som ligger paa en høide over vaate myrer, og rustet sig til motstand oppe paa hustakene og omkring kirkegaarden. Sturla og hans mænd fulgte efter og søkte frem mot sine fiender. Det blev en haard kamp. I førstningen førtes den mest med stenkast; men tilslut steg Sturlamændene med vaaben op paa takene, og da kom Torleiv og hans mænd paa flugt. De vilde ind i kirken; men bare halvparten av flokken fik rum der, og mot de andre, som blev staaende utenfor i trængsel, styrtet Sturlamændene frem med hugg og stik. Mange faldt og end flere blev saaret, indtil Sturla ropte, at det skulde være slut. Torleiv hørte til dem som var sluppet ind i kirken. Næste morgen gik han ut og bad om fred og gav Sturla selvdømme. Da blev det avgjort, at Torleiv og Olav hvitaskald og nogen andre med dem skulde forlate Islandog fare til Norge. Og sommeren 1237 seilet de ut fra Eyrar paa sydlandet; Tord kakale, Sturlas yngre bror, fulgte dem.

Ogsaa Snorre Sturlason blev med til Norge; der vilde han vente paa bedre tider. Alle frænderne var i Nidaros om vinteren.

Sturla Sighvatsson red ut til Gardar, Torleivs gaard, efter kampen. Da blev der ranet paa gaarden; over 100 saubokker og indimot 30 okser blev drevet nordover til Saudafell og et godt forraadsbur blev flyttet ut til den bratte Geirsholm syd for Borgarfjorden og skulde gjemme varer for Sturla.

Reykjaholt overlot han til en mand, som hadde fostret ham i hans barneaar. Selv flyttet han tilbake til Saudafell, sin gaard længer nord. Og til Eyre i Arnarfjord sendte han Ravn Sveinbjørnssons sønner Sveinbjørn og Kraak; paa 13 aar hadde de fredløse mænd ikke set sin ættegaard.

Fotnoter

  1. Vig-sterk — "stridssterk*
  2. Straaledag er 13. Januar.
  3. En fylgje er en mands følgeaand. Synske kan se den, før manden selv kommer.
  4. Guldhuset er et skrin for guldsaker.
  5. Det var i 1213.
  6. Maa visstnok slgte til, at guden Frøy er en daarlig strldsmand, ti han har git bort sit sværd og skal staa vaabenløs i Ragnarok.
  7. 1233.
  8. Valdemar seier (1202—1241).
  9. Fredrik 2 (1215-1250).
  10. Kjevle, et stykke træ.
  11. Hellige Maria, vor herres Jesu Kristi moder