Solsangen (V.B.Hjort)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)

Vilh. B. Hjort: Den gamle Edda
Heimskringla Reprint

Den gamle Edda
- eller Oldemo'r

Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865

17. Solsangen

a. Barmhjærtigheds Løn og Falskheds Straf.

1.

Grusom Daad

Hiin Kjæmpe øved,

Mændene Liv

Og Gods han røved,

I Frelse kunde

Ingen gaae

Ad Vejen, hvor

Paa Lur han laae.

2.

Han Maden oftest

Ene nød,

Og aldrig Nogen

Til Maaltid bød,

Førend i Møde

Og Useldom

En Vandringsmand

Fra Vejen kom.

3.

Til Drikke trængte

Den trætte Mand,

Og stilled sig ganske

Hungrig an,

Som fæsted han ræd

Af Hjærte Lid

Til den, som var ond

I forgangen Tid.

4.

Mad og Drikke

Han ydede nu

Den mødige Mand

Af ærlig Hu,

Han tænkte paa Gud

Og gjorde ham vel,

Han kjendte sin egen

Syndige Sjæl.

5.

Men hiin stod op

Med Ondt isinde,

En farlig Gjæst

Nu var derinde,

Thi Synden svulmed,

I Søvne han vog

Den Snilde, som ellers

Var saa klog.

6.

Om Hjælp han bad

Til Himlens Gud,

Da op han vaagned

Og Livet gik ud,

Men den, som ham bragte

Uskyldig af Dage,

Hans Syndeskyld maatte

Paa sig tage.

7.

Hellige, Engle

Fra Himmelhjem

Nedstege og toge

Hans Sjæl i Gjem,

Reenlivet den nu

I Evighed

Hos Gud Almægtige

Har sit Sted.

b. Den timelige Lykkes Ustadighed.

8.

For Gods og Helsen

Kan Ingen raade,

Om Alting end

Ham ganger til Baade,

Hvad mindst han aner

Tidt slaaer ham ned,

Selv raader Ingen

For egen Fred.

9.

Ej tænkte Unnar

Og Sævold paa,

At Lykken kunde

Til Grunde gaae,

Nøgne de stode,

Alt var tilende —

Som Ulve de maatte

Til Skoven rende.

c. Elskovs Farlighed.

10.

Elskovs Magt

Har Mangen bedrøvet,

Megen Kval

Er af Kvinder øvet,

Hvor skjære den mægtige

Gud dem gjorde,

Et skadeligt Væsen

Dog de vorde.

11.

Skarthedin og Svafad,

Venner kjære,

Den Ene ej kunde

Den Anden undvære,

Førend een Kvinde

Dem begge bedaared,

Hvem Skjæbnen til deres

Fordærv udkaared.

12.

De glemte Leg

Og den lyse Dag,

Den Liljevaand ene

Var deres Behag,

Det herlige Billed

De tænkte paa,

Alt Andet dem monne

Af Sinde gaae.

13.

Saa sorrigfuld gik

Den mørke Nat,

Den søde Søvn

Dem havde forladt;

Af al den Harm

Udrandt et Had,

Som splittede Hjærtens

Venner ad.

14.

Med Sligt, der kan

Sig sjælden hænde,

Som oftest det tager

En grulig Ende:

Til Holms de gik

For den væne Viv,

Der lode de begge

Deres Liv.

d. Hovmods-Daddel.

15.

Hovmod nære

Bør ingen Mand,

Derom jeg sandeligt

Vidne kan;

Thi de, som lægge

Paa samme Flid,

Sig fjerne fra Gud

Den meste Tid.

16.

Raadø og Veboge

Rige vare,

Og syntes i Alting

Vel at fare;

Nu sidde de der

Og mod Ilden sig dreje,

For vexelviis

Deres Vunder at pleje.

17.

Sig selv ikkun

De stolede paa,

Højt over Alle

De troede sig staae;

Men Livsloddet lod

Den almægtige Gud

Paa anden Maade

For dem falde ud.

18.

Et Liv af alskens

Vellyst fuld

De førte, og frydede

Sig med Guld;

Løn som forskyldt

De nu maa fange,

Imellem Frost

Og Ild at gange.

e. Forsigtigheds Priis.

19.

Ej Lid til dine

Fjender fæst,

Om end de fagre

Ord Dig give;

Lov godt igjen,

Det tjener bedst

Af Andres Skade

Klog at blive.

20.

Saa monne det Sørle

Godraad gaae,

Da han til Vigolf

Tilflugt tog;

Sin Broders Bane

Han stolede paa,

Men denne troløs

Ham bedrog:

21.

Af ærligt Hjærte

Han gav dem Fred,

De lovede Guld

I Vederlag,

Saa drak de sammen

I Enighed,

Men Falskhed siden

Kom for Dag.

22.

Thi da derefter

Paa anden Dag

De gjennem Jætte-

Dalen red,

Saa sloge de ham

Med Sværdeslag,

Ham sagesløs

De huggede ned.

23.

Ad lønlig Sti

Hans Lig man drog,

Og kasted i Vældet

I Stykker smaa;

Man vilde det skjule,

Vorherre dog,

Den Hellige, det

Fra Himlen saae.

24.

Den sande Gud

Hans Sjæl gav Kald

Til frydelig

Hos sig at boe;

Men Morderne

Fra deres Kval

Vist skulle kaldes

Seent til Ro.

f. Religionen.

25.

Guddomsordets

Diser Du bede,

At være Dit Hjærte

Huldt tilrede;

Ugen derefter

Du din Vilje

I Alting lykkelig

Da skal gilje.

26.

Naar Du i Vrede

Dig har forløbet,

Ej Ondt Du gjøre

Oven ikjøbet;

Du lindre skal

Ved at gjøre vel

De Saar, Du slog,

Det gavner din Sjæl.

27.

Om alt Godt

Du bede til Gud,

Der Mennesket satte

I Verden ud;

Den Mand sin Byrde

Meget øger,

Som seent vor Faders

Tjeneste søger.

28.

Og har Du nogen

Lønlig Brøst,

Saa bed for den

Med ivrig Røst;

Hvo ikke beder,

Han Intet faaer,

Den Tavses Tarv

Man sjælden forstaaer.

29.

Aarle jeg kaldes,

Silde jeg kommer

Til Tærskelen hos

Den højeste Dommer;

Nu stunder jeg did,

Han Løfte mig gav,

Den fanger Kraas,

Paa Kraas gjør Krav.

30.

Det volder Synden,

At vi ej glade

Lidenskabens

Hjem forlade,

Den kun frygter,

Som gjør det Onde:

Held den, som brødefri

Være kunde!

31.

Hvo i sit Hjærte

Kun nærer Svig,

Han synes at være

Ulven lig,

Ham vil den Skjæbne

Times i Eje,

At han skal vandre

Paa gloende Veje.

32.

Syv samfulde Venneraad

Giver jeg her,

Kløgtigen udtænkt

Hvert især;

Lær dem tilgavns,

At de ikke undfalde,

Til Lærdom nyttige

Ere de alle!

g. Livet er godt, Døden haard.

33.

Hvor salig i Liden-

skabens Hjem

Jeg var, det nu

Skal sættes frem,

Og saa, hvor Menneskens

Børn ville

Nødigen sig

Fra Livet skille.

34.

Vellyst og Stolthed

De Mennesker svige,

Som efter Rigdomme

Stadigen hige,

Blanke Penge —

Sorger lange,

Guldet har

Bedaaret Mange.

35.

For Folk jeg syntes

Mig at fornøje,

Thi Fremtiden havde

Jeg lidet for Øje,

Og fuld af Nydelse

Skabtes jo

Dette Dvælens

Og Dvalens Bo.

36.

Længe knuget

Jeg sad paa Spring,

Livet var mig

Saa kjær en Ting,

Men en Stærkere

Raadede der,

Fremad gaaer

Den Døendes Færd.

37.

Dødens Strikker

Da jeg mærked,

Haardt omsnoet

Min Side værked,

Jeg vilde dem slide,

For stærke de vare —

Let det er

For den Løse at fare.

38.

Ene jeg følte

Den svulmende Smerte

Fra alle Kanter

At gribe mit Hjærte,

Hver Aften Dødens

Møer mig bøde

Med vaklende Trin

Hos dem at møde.

39.

Solen, Dagens

Sande Stjerne,

Mod Havet saaes

Sig trist at fjerne,

Da hørte jeg fra

En anden Side

Dødens Porte

Hvinende skride.

40.

Solen jeg saae

I Straaleblod,

[Da heldede svarligt

Fra Verden mit Mod],

I mange Maader

Jeg syntes hun stod

Langt mere mægtig,

End før det lod.

41.

Ja Solen syntes mig

Saa at skue,

Som Lys af Guds egen

Herlighedslue,

For hende jeg bøjed mig

Sidste Gang

I denne Timelig-

hedens Vang.

42.

Saa straalende da

Jeg Solen saae,

At al min Viden

Syntes forgaae,

Da hørte jeg Gjaller-

Strømmens Flod

Hisset brølende,

Blandet med Blod.

43.

Solen skued

Mit bævende Øje,

I Rædsel jeg maatte

Mig sammenbøje,

Thi over Maade

Var Hjærtet mit

I sine Fibre

Sønderslidt.

44.

Sol skued jeg sjælden

I større Smerte,

Da heldede svarligt

Fra Verden mit Hjærte,

Af Træ min Tunge

Mig forekom

Og Kulde betog mig

Rundtenom.

45.

Siden hiin Sorgens

Dag forgik,

Aldrig jeg Syn

Paa Solen fik,

Fjældstrømmen over mig

Sammenslog,

Kaldet fra Kvaler,

Bort jeg drog.

46.

Jeg fødtes knap

Før Haabets Stjærne

Fra Brystet fløj

Imod det Fjerne,

Mod højen Himmel

Flugten gik,

Aldrig den daled

Og Hvile fik.

47.

Langsomt tyktes

Mig at gaae

Hiin Nat, da jeg

Var strakt paa Straa,

Da følte jeg ret

Det Guddomsord,

Mennesket er

Ikkun af Jord.

48.

Gud, den Levende,

Som frembragte

Jord og Himmel,

Skal vide og agte,

Hvor eensomt Mange

Heden fare,

Endskjøndt de have

En Slægtningskare.

49.

Paa sine Gjerninger

Hviler Enhver,

Salig, hvo Godt

Udførte her!

Mig, som var før

I Rigdom stedt,

En Seng nu var

Med Sand beredt.

50.

Hudens Trang

Tidt lokker en Mand,

Mangen for stærk

Den føle kan,

Ledest mig nu

Af Alting var

Vandet i

Et Badekar.

51.

Ni Dage paa Norners

Stol jeg laae,

Op til Hest

Man løftet mig saa,

Grim monne Gygers

Sol opstige

Igjennem Skyer

I skyfuldt Rige.

52.

Foruden og inden,

Mig forekom,

Syv Dybets Verdener

Foer jeg om;

Foroven og neden

Et bedre Spor

Jeg søgte, hvor lettest

Frem jeg foer.

h. Helvede.

53.

Nu er at melde,

Hvad først jeg saae

Da Pinehjemmet

Jeg monne naae;

Sjæle som svedne

Fugle fløj,

Talrigt de sværmed

Som Myggetøj.

54.

Fra Vesten Savnets

Drager foer

Og lagde for Ildens

Fyrste Spor,

De fløj med rystende

Vingekast,

Saa vide i Himmel

Og Jord det brast.

55.

Solhjorten saae jeg

Fra Sønden gaae,

To Væsener lagde

Ham Tømme paa,

Til Jorden ned

Han Fødderne strakte,

Til Himlen op

Han Hornene rakte.

56.

Fra Norden saae jeg

Ætmænd ride,

Syv vare de ved

Hinandens Side,

De drak af fulde

Horn den Mjød,

Som reen af Ringgudens

Kilde flød.

57.

Vinden tav

Og Vandet randt

Ej meer, men grimme

Gny der løde,

Hist man skumle

Koner fandt,

Der maled Muld

Til Mandens Føde.

58.

Ængstligt de med

Blod bestænkte

Stene drog

De mørke Kvinder,

Hjærtet ud af

Livet hængte

Blodigt, slapt

Af Sorgens Minder.

59.

Mange Mænd

Med saaret Fod

Saae jeg der

Paa Gløder fare,

Røde som af

Jætteblod

Deres Aasyn

Alle vare.

60.

Mange Mænd,

Hvem Naadens Gave

Negtet blev

Ved Gravens Rande,

Over dem

Med fæle Stave

Hedenskabets

Stjærner stande.

61.

Mænd jeg saae,

Som hyppigt bare

Avind over

Andres Held,

Blodigt dem

I Brystet vare

Runer skaarne,

Smertens Gjæld.

62.

Mænd jeg saae,

Kun lidet glade,

Vildsomt fore

De omkring: —

Løn for dem,

Der daare lade

Sig af Verdens

Usle Ting.

63.

Mænd jeg saae,

Som Andres Eje

Svigefuldt

At vinde stræbte,

Nu ad Penge-

Lystens Veje

Flokken Blyets

Byrder slæbte.

64.

Mænd jeg saae,

Som havde Mange

Røvet Liv

Og Gods med Harm,

Mangen kraftig

Edderslange

Grov sig dybt

I deres Barm.

65.

Mænd jeg saae,

Som ej sig rene

Havde holdt

For Helligbrøde,

Naglede til

Hede Stene,

Deres Hænder

Haardt maa bøde.

66.

Mænd jeg saae,

Som vilde gjerne

Meer end billigt

Var stoltsere,

Pæne Luer

Heelt moderne

Deres Klæder

Nu brodere.

67.

Mænd jeg saae,

Som mange Løgne

Monne her

Om Andre sprede;

Helvedravne

Deres Øjne

Grusomt ud af

Hov'det siede.

68.

Dog jeg vil

Om Resten tie,

Som i Helved

Plager bar;

Søden Kløe

Suren Svie,

Vellyst Vee

I Følge har.

i. Himlen.

69.

Nu saae jeg Mænd,

Som havde i Livet

Meget efter

Guds Love givet,

Rene Kjerter

Over dem brændte,

Klare Straaler

De udsendte.

70.

Der saae jeg Mænd,

Som af ganske Sjæl

Fremmet havde

De Fattiges Vel,

Engle sig over

Issen svang

Og hellige Bøger

Der afsang.

71.

Der saae jeg Mænd,

Som idelig

Med Faste havde

Spæget sig,

Guds Engle sig for

Dem Alle neje,

Det er den ypperste

Fryd at eje.

72.

Mænd jeg saae,

Som her i Livet

Havde Moderen

Føde givet;

Hyggelige

Hvilesteder

Paa Himmelstraaler

Man dem bereder.

73.

Sjælen havde

Tvættet reen

Hellige Møer

For Syndens Meen

Paa dem, som her

I mange Dage

Egen Krop

Med Piner plage.

74.

Høje Karme

Mod Himlen kjørte,

Til Herren deres

Veje førte,

De Karme slige

Mænd frembare,

Som sagesløse

Myrdet vare.

k. Bøn og Veeklage.

75.

Mægtige Fader!

Højeste Søn!

Og Du Himlens

Hellige Aand!

Du, som skabte,

Hør min Bøn:

Os fra Jammer

Fri din Haand!

76.

Vold og List

I Forhærderens Døre

Sidde, det store

Ord de føre;

Stadig de fnyse

Jernstrømme,

Derfor i Strid

Vi Mennesker svømme.

77.

Odins Hustru

Higende roer

Paa Jordens Skib

I Nydelsens Spor,

Seent hun Sejlene

Tager ind,

Paa Attraaes Reb

De knejse for Vind.

l. Slutning.

78.

Nu Solglads Sønner

Og jeg, din Fa'r,

Det Hjortehorn, Søn!

Dig raadet har,

Som Fredens Fyrstes

Vise Bud

Af Højen førte

Fordum ud.

79.

Her ere Runer,

Som Møer mon riste,

Raadsnild den første,

Formsnild den sidste,

Og andre syv

Af det Søsterkor,

Ni tilsammen

Døttre af Njord.

80.

Hvor haver den ikke

Svælget i Vold,

Den kampbegejstrede

Helteold!

Den øste Blod

Og af Mandefald

Suged sin Kraft,

Det var dens Kald.

81.

Nu har jeg lært Dig

Denne Sang,

Den skal Du synge

For Andre engang,

Solens Sang;

Jeg troer, man vil finde,

At Mindst af Løgn

Er i denne inde.

82.

Nu skilles vi ad,

Men sankes i Lag

Paa Menneskehedens

Højtidsdag.

Herre Gud giv

De Døde Ro,

Og Trøst til dem

Som i Live boe.

83.

En gylden Lære

I Drømme Du fik,

Sandheden viste sig

For dit Blik;

Ingen Viismand

Om Solens Sang

Har hørt, den lød

Nu første Gang.