Tidligere krav om udlevering af dele af Den Arnamagnæanske Samling

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Betænkning vedrørende de i Danmark beroende islandske håndskrifter og museumsgenstande


afgivet af

den af Undervisningsministeriet under 13. marts 1947 nedsatte kommission


TIDLIGERE KRAV OM UDLEVERING AF DELE AF DEN ARNAMAGNÆANSKE SAMLING M. V.

Der skal herefter gives en redegørelse for de krav om udlevering af dele af Den Arnamagnæanske Samling, der i tidens løb er rejst fra forskellig side.


De schwerinske breve

Til Arne Magnussons brevsamling hørte en samling af schwerinske breve og dokumenter, ialt 121, hvoraf de fleste var på pergament. Disse breve, der oprindelig havde udgjort en del af det schwerinske stiftsarkiv, var formentlig købt af Arne Magnusson og var efter hans død udskilt fra hans danske diplomer.

Allerede 1763 anmodede den mecklenburg-schwerinske regering om, at forskellige mecklenburg-schwerinske arkivalier — navnlig Schwerins stiftsarkiv — som sagdes at være bragt til Danmark under Trediveårskrigen under prins Ulrichs administration, måtte blive eftersøgt og udleveret. Efter at arkivalierne forgæves var eftersøgt i arkiverne, rettedes der i 1792 en fornyet anmodning om, at arkivalierne måtte blive eftersøgt bl. a. i Universitetsbiblioteket. Universitetet svarede, at hvis prins Ulrich havde indbragt diplomer, og hvis de havde fået plads i Universitetsbiblioteket, ville de være gået til grunde ved ildebranden i 1728; den samling af schwerinske breve, der fandtes i biblioteket, hørte derimod til Den Arnamagnæanske Samling og var samlet af Arne Magnusson selv og tillagt Universitetet ved Arne Magnussons testamente. Universitetet modsatte sig derfor, at brevene udleveredes, men tilbød at lade tage afskrifter af brevene.

1816 blev sagen påny rejst. Den Arnamagnæanske Kommission udtalte den 11. marts 1817 med hensyn til »de Diplomer, som foregives at være i Aaret 1624 under 30 Aars Krigen bragte fra Butzau til Kiøbenhavn for Sikkerheds Skyld, og som for nærværende Tid forvares imellem de Haandskrifter, som Professor Arnas Magnusen skjænkede til Kiøbenhavns Universitet i Aaret 1730«, at kommissionen efter at have fået forelagt en af sekretæren, etatsråd G. Thorkelin, forfattet fortegnelse over alle stiftet Schwerin angående dokumenter, som gemmes i stiftelsens arkiv, ikke skønner rettere, end at »disse Diplomer ere i Henseende til Danmark af saameget mindre Vigtighed, som de opvække større Interesse for den Storhertugelig Mecklenburg Schwerinske Stat og sammes Literature«. Af denne årsag erklærede kommissionen sig villig til at udlevere brevene i forventning om, at storhertugen »paa sin Side vil lade understøtte denne Commission saavel som andre Arbeidere i den nordiske Historie med saadanne Oplysninger, som maatte ønskes meddelte«. Indstillingen tiltrådtes af Konsistorium.

Herefter udvirkedes den 14. maj 1817 kgl. resolution for, at brevene skulle udleveres, hvilket derefter skete.


Overenskomsten med det norske rigsarkiv 1851

Som ovenfor nævnt hørte der til Den Arnamagnæanske Samling et betydeligt antal — ca. 1.900 — norske diplomer. Kort før midten af det 19. århundrede begyndte man i Norge at forberede en udgave af norske oldbreve (Diplomatarium Norvegicum), hvis 1. bind udkom 1849. Under arbejdet hermed opdagede man, at der i Den Arnamagnæanske Samling fandtes en del breve, især fra Stavanger domkapitel, som Arne Magnusson havde lånt til afskrivning, og for hvilke der fandtes en revers. I 1843 krævede Norge udleveret 47 breve fra stiftskisten i Kristianssand, for hvilke der forelå Arne Magnussons originale kvittering dateret 25. maj 1700, samt 277 pergamentbreve og 8 pergamentlapper, henhørende til domkirken i Stavanger, angående hvilke der forelå en af Arne Magnusson selv skrevet kopi af en kvittering, som han den 29. oktober 1698 havde udstedt til Torfæus. Den Arnamagnæanske Kommission ytrede i sin skrivelse af 3. april 1844 intet om berettigelsen af det norske krav, men erklærede, at den ikke kunne afgive noget endeligt svar, før hele samlingen var nøje undersøgt, idet samlingens breve var i stor uorden. Jón Sigurðsson, der dengang var stipendiat ved samlingen, tog fat på at undersøge og ordne hele brevsamlingen. I 1847 blev de norske krav udvidet til også at omfatte visse håndskrifter, og i sommeren 1850 tog sagen for så vidt en ny vending, som man kom ind på den tanke at bortbytte hele den norske diplomsamling mod at få andre dokumenter i bytte.

I disse år førtes forhandlinger mellem gehejmearkivar C. F. Wegener og den norske rigsarkivar Chr. C. A. Lange om afgivelse af arkivalier til Norge i henhold til Kielertraktatens bestemmelser herom (en stor mængde var allerede afgivet i årene nærmest efter 1814). Disse forhandlinger resulterede i en konvention af 13. september 1851 angående arkivsagers udlevering fra Danmark til Norge, hvori det sluttelig hedder, at når de i konventionen nærmere betegnede arkivsager er afleveret, skal Norge »anses at have modtaget alt, hvad det ifølge Traktater eller af nogen som helst anden Grund kunde fordre fra danske Arkiver eller Samlinger, offentlige eller private, saa at den kongelige Norske Regjering derefter for bestandig frafalder og opgiver enhver yderligere Fordring af denne Art.« Det var oprindelig meningen, at Lange og Wegener også skulle søge at nå til enighed om Norges krav på Den Arnamagnæanske Samling. Men da tanken om et bytte var opstået, indså kommissærerne, at dette lettest kunne ordnes ved en privat forhandling mellem Lange og Den Arnamagnæanske Kommission. Denne — der da bestod af C. C. Rafn, Konráð Gíslason, J. E. Larsen, E. C. Werlauff og A. S. Ørsted — afgav herefter sit endelige svar i en udførlig skrivelse af 24. juni 1851, hvis hovedindhold er følgende:

Det forudsættes som aldeles afgjort, at bestemmelsen i fredstraktaten af 14. januar 1814 § 21 om udlevering af de dokumenter, »der vedkom den norske Regjering eller Personer og Samfund der i Landet«, alene sigter til sådanne offentlige dokumenter, der er i selve statens værge, og ikke kan finde anvendelse på dem, som private stiftelser eller private personer måtte besidde. Derfor var også en fordring på nogle af Den Arnamagnæanske Samlings manuskripter allerede blevet afvist fra dansk side ved forhandlingerne om afleveringen efter 1814.

Kommissionens flertal (Rafn, Gíslason og Larsen) antager, at der ikke fra norsk side kan gøres nogen retsgyldig fordring på at erholde nogen del af de Den Arnamagnæanske Stiftelse tilhørende samlinger. Det kan vel anses som sikkert, at Arne Magnusson har erholdt norske arkivdokumenter til låns, og det er også meget sandsynligt, at disse dokumenter til dels ikke er kommet tilbage til udlånerne. Men der hersker dog nu, efter så lang tids forløb, megen uklarhed og uvished med hensyn til det omfang, som disse udlån havde, og hvorvidt han ved sin død virkelig endnu stod i restance med tilbageleveringen, samt om han ikke mulig kan have erhvervet en sådan adkomst til at beholde en del af disse dokumenter, som han, da man på den tid indrømmede vedkommende øvrigheder en ganske anden rådighed end nu over slige, af de fleste som værdiløse betragtede sager, kunne anse som tilstrækkelig. De lånekvitteringer, der foreligger, nævner blot et vist antal dokumenter uden nærmere at betegne disses indhold, og der savnes således næsten al oplysning om, hvorvidt diplomer, der findes i Den Arnamagnæanske Samling, er identiske med de i sin tid udlånte. Den norske regering har da også erkendt, at hvis der i hvert enkelt tilfælde forlanges et juridisk bevis, vil en reklamation blive så godt som frugtesløs, og har derfor foreslået, at man lægger såkaldte historiske beviser til grund, eller en sådan sandsynlighed for, at vedkommende aktstykker ikke virkelig har tilhørt besidderen, som den historiske kritik godkender. Dette ville dog føre til ganske overdrevne og ubillige fordringer, da der i alle slige samlinger findes manuskripter og dokumenter, om hvilke det let vil kunne godtgøres, at de oprindelig må være skilt fra det sted, hvor de hørte hen, på en eller anden just ikke retsgyldig måde, men hvis nuværende lovlige besiddelse det dog efter den mellemliggende tid og de øvrige omstændigheder ikke falder eller bør falde nogen ind at disputere. Iøvrigt er der den afgørende indvending mod det norske krav, at stiftelsen for længe siden har vundet gyldig hævd på samlingerne. Vel kan en låntager ikke selv vinde hævd på den lånte ting, men den, der fra ham har erholdt tingen, selv ved arv efter loven eller testamente, kan gøre dette. Da ingen ved Arne Magnussons død meldte sig med reklamationer, og da fundatsen 30 år efter havde bestemt, at samlingerne m. v. til evig tid skulle være bestemt og henlagt til den fastsatte brug, var der vist ingen, der tvivlede eller kunne tvivle om, at alt i samlingerne også var stiftelsens lovlige ejendom. Hvad enten man betragter stiftelsen eller Universitetet på dennes vegne som besidder, er det klart, at en ny (juridisk) personlighed er indtrådt i forholdet og ved sin langvarige upåklagede besiddelse forlængst har udslettet enhver mulig mangel ved den oprindelige adkomst. Ej heller taler afgørende billighedshensyn for en sådan restitution. Forstyrrelsen af en sådan gammel samling ved hjælp af opfriskede gamle, tvivlsomme fordringer er allerede selv en betydelig ubillighed. Endvidere ville størstedelen af de norske diplomer, hvis de var blevet i Norge, formentlig være bragt til undergang, dels ved ildebrande, dels ved ligegyldighed og uagtsomhed. Endelig er det ikke til fordel for de oprindelige ejere, de pågældende offentlige stiftelser, at diplomerne søges tilbage, men for at anbringe dem i et almindeligt arkiv.

Med hensyn til den formelle side af sagen antager flertallet, at regeringen ikke har nogen kompetence til at fratage en sådan stiftelse noget af dens ejendom eller nægte den adgang til at få sagen afgjort ved lands lov og ret. Grundlovens § 87 [Svarende til den nugældende Grundlovs § 73, stk. 1 om ejendomsrettens ukrænkelighed (jl)] må beskytte en sådan stiftelse mod et sådant indgreb. Såfremt stiftelsen ikke ved dom eller ved en lov tilpligtes at udlevere genstandene, antager Larsen, at en disposition kun kan ske med samtykke af det af opretteren indsatte forsvar (d. v. s. Den Arnamagnæanske Kommission og Konsistorium), når det derhos sanktioneres af regeringen, medens Rafn og Gíslason antager, at dispositionen end ikke på denne sidste måde lovlig vil kunne ske.

For så vidt angår det fra norsk side foreslåede bytte, mener Rafn og Gíslason, at der ikke er tilstrækkelig grund til at indlade sig herpå, da det af Norge tilbudte vederlag ikke vedkommer stiftelsens egentlige og oprindelige formål og ikke passer ind i samlingen. Larsen mener derimod, at man bør indlade sig i forhandlinger om et eventuelt bytte.

Werlauff mener fra et historisk standpunkt og ud fra billighed, at flere grunde taler for de norske krav. De norske diplomer vedkommer udelukkende Norge og vil næppe blive særlig studeret af nogen dansk historiker. Werlauff foretrækker derfor en aflevering af alle de norske original-diplomer med tilbehør af 3 håndskrifter og mod et vederlag af danske dokumenter og andre danica, som måtte forefindes i de norske samlinger og specielt måtte vedkomme vort fædrelands historie.

Ørsted finder det ligeledes særdeles ønskeligt, at denne langvarige og fortrædelige sag kunne afgøres ved den af Werlauff foreslåede overenskomst. Men stiftelsen bør under alle omstændigheder uden vægring afgive alle dokumenter, hvorom det er givet, at stifteren havde modtaget dem til låns. Det ville være misligt nu at indskyde sig under hævd, som ikke er påberåbt i hele den siden 1844 førte korrespondance om denne sag, hvori man stedse er gået ud fra den erkendelse, at alle de lånte dokumenter skulle udleveres. Det er indtil den seneste tid blevet anset for en så afgjort moralsk og politisk nødvendighed at tilbagelevere de lånte dokumenter, at det juridiske spørgsmål om hævd aldeles ikke er opkastet. Men iøvrigt er hævdsindsigelsen ikke juridisk begrundet. Vel kan en lånt ting hævdes af den trediemand, der ved arv eller på anden måde er kommet i besiddelse af tingen uden at være vidende om den forrige besidders mangel på ejendomsadkomst. Men det er ikke klart, om Den Arnamagnæanske Stiftelse virkelig kan anses som en sådan trediemand. Thi når staten beskytter testamentariske dispositioner, hvorefter en mands efterladenskaber, uden at gå over til at blive nogen enkelts ejendom, vedvarende behandles i overensstemmelse med hans vilje, så bliver derved hans besiddelse udvidet over hans livs grænser, og det synes således, at de mangler, som klæbede ved samme, fremdeles må vedblive, sålænge de efterladte ting ikke kommer i nogen andens besiddelse i så lang tid og under sådanne betingelser, som udkræves til at vinde hævd. Hensynet til ejendomserhvervelsernes tryghed gør sig ej heller gældende i nærværende tilfælde. Desuden var Arne Magnusson måske ikke at anse som den egentlige låntager, men dokumenterne er lånt ham på statens vegne, og under denne forudsætning er ingen forandring foregået i besidderens person. Med hensyn til identiteten af de lånte dokumenter mener Ørsted, at den moralske overbevisning, som en kyndig undersøgelse af papirernes beskaffenhed kan give, bør være fyldestgørende. I ethvert tilfælde, hvor ikke »de herfra udnævnte kyndige Mænd, der dog tillige burde være velvillige og billige«, ville erkende identiteten, måtte man kunne modsætte sig udleveringen. Endelig kan Ørsted ikke være enig i, at regeringen ikke skulle være bemyndiget til at træffe nogen afgørende beslutning i denne sag. Den nye grundlov gør ingen forandring i det forhold, hvori sådanne ideelle personer som Den Arnamagnæanske Stiftelse står til regeringen. Dennes hidtidige myndighed over sådanne stiftelser ligger dels deri, at en stiftelse først kommer til virkelighed ved den regeringshandling, der har stadfæstet samme, dels deri, at der ikke gives nogen anden, der fuldstændigt og gyldigt kan repræsentere denne ideelle person. At denne statens myndighed ved grundloven skulle være overgået til den lovgivende magt, synes ikke at stemme med sagens natur, hvorefter en sådan sag er en administrationssag, og kan ej heller udledes af nogen grundlovsbestemmelse. I tilfælde af uenighed mellem stiftelsens umiddelbare administration og regeringen må det stå til regeringen at gøre sin mening gældende. Iøvrigt vil en forstandig regering vistnok stedse udvise den største varsomhed med at foretage det, som frarådes af den nærmeste bestyrelse. Det ville føre til »en højst fordærvelig Lamhed i Statsstyrelsen«, dersom regeringen i sådanne tilfælde enten skulle lade en påkrævet forandring ved en offentlig stiftelse fare eller forelægge den lovgivende magt sagen. Grundlovens § 87 finder ikke anvendelse, når en stiftelse som den omhandlede i højeste instans er repræsenteret af regeringen, og denne samtykker i afståelse. Iøvrigt ses der ikke at kunne blive tale hverken om noget krav af almenvellet eller om fuldstændig erstatning, så at sagen, hvis den ikke kunne afgøres af regeringen, heller ikke turde være egnet til at forelægges den lovgivende magt.

Rafn, Gíslason og Larsen fremhæver heroverfor blot, at der i den foregående korrespondance om sagen intet er, som indeholder en erkendelse af stiftelsens pligt til at udlevere de lånte dokumenter eller en opgivelse af den indsigelse, som måtte kunne hentes fra vunden hævd, hvilket nærmere belyses ved gennemgang af korrespondancen. Endvidere imødegås den betragtning, at dokumenterne er udlånt Arne Magnusson på statens vegne. Vel blev opfyldelsen af hans ønske om udlån fremmet ved medvirkning fra højere steder, men udlånet skete dog kun til ham på egne vegne, og han forpligtede sig personlig og umiddelbart over for vedkommende til at tilbagelevere det lånte. Disse papirer skulle ej heller benyttes til et offentligt arbejde, men til et privat værk. Långiverne holdt sig heller ikke til regeringen, men kun til Arne Magnusson selv, og han betragter i sine svarskrivelser lånet som en tjeneste, der vistes ham personlig, og for hvilken han gentagne gange tilbyder en remuneration. Med hensyn til det juridiske spørgsmål om hævd og spørgsmålet om regeringens kompetence over for stiftelsen samt den øvrige juridiske argumentation henholder flertallet sig til sine tidligere fremførte anskuelser.

Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet udbad sig derefter en erklæring fra Konsistorium, navnlig om følgende punkter:

  1. om Konsistorium ville samtykke i udlevering af nogen af de af Norge fordrede genstande,
  2. om Konsistorium ville indgå på det fra norsk side foreslåede bytte og da i hvilket omfang — eller endelig
  3. om Konsistorium modsatte sig såvel udlevering som bytning og — forsåvidt regeringen alligevel fandt at burde gå ind på den ene eller anden vej — mente at kunne fordre sagens afgørelse henvist til rettergang eller tilvejebragt ved en lov.

Konsistorium svarede i skrivelse af 12. juli 1851, at det, skønt det ikke kunne anerkende kravet om udlevering af dokumenter fra stiftelsen som norsk ejendom, dog erkendte det ønskelige i, at sagen kunne ordnes til begge parters tilfredshed, og derfor gerne indgik på, at der åbnedes forhandlinger om en bytning, hvorfor man foreløbig ikke anså det for fornødent at udtale sig om de af ministeriet under nr. 1 og 3 fremsatte spørgsmål. Til at forhandle med rigsarkivar Lange om et bytte udpegedes konferensråd E. C. Werlauff, professor C. F. Allen, docent Konráð Gíslason og bibliotekar P. G. Thorsen.

I dette udvalgs betænkning udtalte flertallet (Allen, Thorsen, Werlauff) sig for en udlevering af hele den norske diplomsamling (med ganske enkelte undtagelser) samt af tre håndskrifter: Oslo stifts jordebog (»Den røde Bog«), et fragment af Bergens stifts jordebog (»Bergens Kalveskind«) og en samling dokumenter vedrørende Trondhjems stift og domkirke. Som vederlag foresloges:

  1. Ca. 3.100 numre af den münchenske dokumentsamling, der er kommet til Norge, og som hovedsagelig bestod af dokumenter vedrørende Christian II’s forhold under landflygtigheden — bortset fra den mindre del af samlingen, der udgjorde den norske ærkebiskop Olaf Engelbrektsens arkiv.
  2. Fragmenter af pergamenthåndskrifter (58 numre). Det var fragmenter af norske og islandske lov- og sagahåndskrifter, af danske og svenske love og legender m. v.
  3. Ca. 75 danske pergamentdiplomer hidrørende fra tiden efter ca. 1400.
  4. De facsimiler af den til Den Arnamagnæanske Samling hørende norske diplomsamling, som var taget til brug ved udgivelsen af Norges gamle love.
  5. De Danmark vedrørende dokumenter, breve og trykte sjældne småting, som hørte til kancelliråd H. Andersens håndskriftsamling, der var tilvejebragt i København og ved testamente tillagt det norske universitet.

Ved dette bytteforslag havde majoriteten »ikke saa meget ladet den absolutte Værdi af de Sager, som afgives herfra, hvilken uden al Tvivl er større end det, som bydes til Vederlag, være det bestemmende for sig, som den har ladet sig lede af Billighedshensyn og det, der maa erkendes at være til den historiske Litteraturs Tarv i begge Riger.«

Konráð Gíslason

Mindretallet (Gíslason) mente ikke, at man kunne indlade sig på den forlangte ombytning, da det, der tilbødes legatet i bytte, bestod af »lutter saadanne Sager, der ere Legatets Formaal aldeles uvedkommende . . . . medens det, der forlanges, udgjør ikke blot en af den Arnamagnæanske Samlings 3 Hovedbestanddele (nemlig den norske Diplomsamling) hel og holden, men desuden 3 Membraner af selve Haandskriftsamlingen, der saaledes ogsaa angribes.« Gíslason fremhævede bl. a., at diplomerne, trods deres fra membranerne noget forskellige karakter i palæografisk henseende ikke desmindre afgiver et såre vigtigt middel til kritisk bedømmelse af håndskrifter, og at det for den nordiske oldtidsvidenskab er en meget heldig omstændighed, at den allerstørste del af de skriftlige mindesmærker, der er levnet fra den nordiske oldtid, findes samlet i een by, og at denne by netop er København, hvis beliggenhed og hele stilling gør den særlig skikket til at være et opbevaringssted for nordiske »Mærkværdigheder«. De norske diplomer har ikke »en udelukkende eller i saa høj Grad overvejende Interesse for Norge som deres oprindelige Hjemstavn, at sligt skulde være Grund nok til at udlevere dem. Desuden vilde Anvendelsen af en saadan Grund medføre en almindelig Udlevering fra Legatets Samlinger, ligesom paa den anden Side Tilbagefordring af de islandske Sager, der nu findes i Stockholm, Upsala, Wolfenbüttel o. s. v.«

Rigsarkivar Lange meddelte på sin side Konsistorium, at han anbefalede det af flertallet afgivne forslag til Konsistoriets bifald, idet han i henhold til den ham af den norske konge meddelte fuldmagt på den norske regerings vegne tiltrådte det foreslåede bytte og indestod for dets opfyldelse i alle dele fra norsk side.

Herefter tilskrev Konsistorium den 13. september 1851 Ministeriet for Kirke- og Undervisnings væsenet, efter at det fra det juridiske fakultet havde modtaget en betænkning over sagens retsspørgsmål: »Det vil af denne Betænkning udentvivl tilstrækkelig fremgaa, at den Vindication, der fra norsk Side er forsøgt mod Stiftelsen, er ulovhjemlet, idet Stiftelsen har fuld Ejendomsret over alle til dens Samlinger henhørende Gjenstande, og ikke mindre, at Regjeringen er uberettiget til uden Consistorii Samtykke at opfylde den norske Begjering. Med Hensyn til den i Facultetets Betænkning indeholdte Udvikling skal Consistorium alene særlig udhæve, at en Vindicationspaastand, fremkommet under Forhold, som de her foreliggende, mod en Stiftelse, hvis Besiddelse for Alles Øjne har været upaatalt gjennem et Aarhundrede, efter Consistorii Skjøn ikke alene strider mod streng Ret, men netop ogsaa maa siges at stride mod al naturlig Billighed, der ingenlunde taaler, at et saadant gammelt for Alle vitterligt Besiddelsesforhold forrykkes og oprippes.« Konsistorium ville dog ikke gå nærmere ind på retsspørgsmålene, da man kunne bifalde det foreliggende forslag til en mindelig overenskomst om et mageskifte, idet man ikke kunne tillægge Gíslasons indvendinger afgørende vægt og navnlig ikke kunne erkende, at det, der tilbødes stiftelsen i bytte, bestod af sager, der var legatets formål uvedkommende. Overenskomsten skulle »i Eet og Alt . . . . være udført inden Udgangen af August Maaned næste Aar.« Den således af Konsistorium på stiftelsens vegne vedtagne beslutning stadfæstedes af kongen den 30. september 1851.

Mageskiftet kom dog aldrig i stand. Den 10. februar 1852 skrev den norske regerings departement for kirke- og undervisningsvæsenet til det danske ministerium, at departementet ikke kunne tilråde kongen at befale »denne Overenskomst sat i Udøvelse i dens fulde Udstrækning eller i den Form, hvori den nu er affattet.« Dels mente departementet kun at kunne afgive pergamentfragmenterne i et nærmere angivet, mindre omfang, dels fandt departementet, at en bestemmelse om, at der af den Andersenske samling skulle afgives, hvad der »efter Conferentsraad Werlauffs og Bibliotekar Thorsens Skjøn angaar Danmark«, kunne »antyde Mistillid mod en redelig Opfyldelse fra norsk Side af Overenskomsten.« Departementet håbede dog, at »endnu et for begge Parter tjenligt og hæderligt Opgjør kan istandbringes«, og henstillede til det danske ministerium at optage sagen til fornyet overvejelse og behandling.

Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet svarede den 25. s. m., at overenskomsten angik et retsforhold mellem Den Arnamagnæanske Stiftelse på den ene side og det norske rigsarkiv på den anden side, at modifikationer i overenskomsten måtte aftales mellem de pågældende bestyrelser, men at ministeren var villig til »at anvende mine bona officia hos Consistorium og efter Sagens Udfald at forelægge Hans Majestæt Kongen af Danmark enten den allerede indgaaede Overenskomst til Forkastelse eller en yderligere modificeret Overenskomst til allerhøjeste Stadfæstelse.«

Den Arnamagnæanske Kommission blev nu hørt angående det norske forslag. Et nedsat udvalg kom ikke til enighed, idet Allen og Gíslason frarådede forslaget, medens Thorsen og Werlauff kunne gå ind derpå. Da der derpå i flere år intet foretoges fra norsk side, blev sagen i 1856 af kommissionen udsat »indtil videre«, hvormed den foreløbig bortfaldt.


Rigsarkivets henvendelse 1891

Det næste krav om udlevering af dele af Den Arnamagnæanske Samling fremkom fra Rigsarkivet. Efter at dette havde tilendebragt arbejdet med at ordne den betydelige række arkivsager, der i årene 1888—89 modtoges fra Det kongelige Bibliotek, stillede den daværende rigsarkivar A. D. Jørgensen i 1891 forslag om, at et tilsvarende gennemsyn anordnedes for Universitetsbibliotekets håndskriftsamling med henblik på overførslen af arkivalier til Rigsarkivet. Med hensyn til Arne Magnussons diplomsamling henviste rigsarkivaren særlig til, at Arne Magnusson i en menneskealder havde været arkivsekretær i Gehejmearkivet, og at der derfor var »noget monstrøst i det Faktum, at han efterlod sig en enestaaende Diplomsamling (islandske og danske), i alle Tilfælde for en væsentlig Del vedkommende Statens Interesser, tildels endog hidrørende fra dens egne Samlinger, et Forhold, som jo vilde være utænkeligt i vor Tid.« Endvidere anførte A. D. Jørgensen, at når det i sin tid lykkedes Arne Magnusson at overvinde admiral Rabens modstand mod hans tilegnelse af offentlige aktstykker, skyldtes dette uden tvivl den betragtning, at dokumenterne ikke havde interesse for staten som sådan, medens de kunne være Arne Magnusson til stor videnskabelig nytte. Ligeledes fandt A. D. Jørgensen, at den omstændighed, at Hans Gram, der kort tid efter Arne Magnussons død blev gehejmearkivar, selv afleverede brevene fra boet til Universitetsbiblioteket, fandt sin forklaring deri, at han ligesom Arne Magnusson først og fremmest var professor ved Universitetet, og at han som videnskabsmand havde en nærliggende interesse af at få disse skatte anbragt på et for granskningen tilgængeligt sted, hvad Gehejmearkivet dengang ikke var. Rigsarkivaren indstillede derfor, at de danske diplomer udtoges af Den Arnamagnæanske Samling og forenedes med Rigsarkivets tilsvarende samlinger »ikke blot fordi det ensartede altid helst maa findes samlet, men ogsaa fordi den umiddelbare Sammenligning af Pergamentbreves Skrifttræk, Segl og Kancellimærker har en saa stor Betydning for deres rette Forstaaelse og Vurdering.« Ej heller ville en sådan udlevering være uden præcedens (de schwerinske breves udlevering 1817).

Den Arnamagnæanske Kommission blev hørt og svarede den 16. december 1891, at det har været Arne Magnussons og dennes hustrus mening, at samlingen — derunder indbefattet diplomerne — for bestandig skulle holdes sammen og opbevares, således som den efterlodes af testatorerne, hvorfor kommissionen ikke kunne samtykke i, at noget af den udskilles og forenes med en anden samling eller arkiv så meget mere som en udskillelse eller afståelse »muligvis kunde føre til Følger med Hensyn til andre Dele af Samlingen, idet der kunde fremstaa lignende Ønsker eller Krav fra andre Sider, hvis Opfyldelse kunde i væsentlig Grad forringe Samlingens Betydning.« Kommissionen imødegik nærmere rigsarkivarens påstand om, at Arne Magnusson ikke kan antages på retmæssig måde at have erhvervet i hvert fald en del af de omhandlede danske diplomer. Det fremhævedes endvidere, at Den Arnamagnæanske Samling i tilgængelighed ikke stod tilbage for Rigsarkivet, og at de Arnamagnæanske diplomer, hvis det af hensyn til den umiddelbare sammenligning af skrifttræk, segl og mærker var ønskeligt, på passende tidsrum kunne udlånes til Rigsarkivet. Sluttelig bemærkede kommissionen, at »medens der vel kan tænkes Tilfælde, hvor Staten som Eier af flere Institutioner kan finde det nærliggende med en vis Frihed at ændre Forholdet mellem disse, saaledes at det Ensartede samles paa eet Sted, synes det, navnlig forsaavidt angaaer de af Private oprettede Stiftelser saaledes som Den Arnamagnæanske Stiftelse naturligt, at der optrædes med større Varsomhed, og at Regeringen derfor ikke lettelig vil komme til imod en Indsigelse fra Stiftelsens Bestyrelse at udskille Partier af dens Omraade og overføre dem til en anden Institution.«

Kommissionens skrivelse toges til følge, og sagen var dermed bortfaldet.


De islandske krav 1907

I året 1848 oprettedes et særligt islandsk departement, der behandlede alle sager vedrørende Island, Færøerne og Grønland. Det henlagdes under Indenrigsministeriet, men overførtes 1855 til Justitsministeriet. Dette departement omdannedes 1874 til Ministeriet for Island, idet ministeren dog var den samme, der fungerede som justitsminister, indtil ministeriet i 1903 overflyttedes til Island. Ved denne lejlighed medtoges alle de sager, der henlå i ministeriet, og året efter overførtes tillige til Reykjavik det meste af, hvad der forinden var afleveret til Rigsarkivet (fra året 1848 og senere).

I 1907 vedtog Altinget en resolution, ifølge hvilken den islandske minister opfordredes til at træffe foranstaltninger til, at »de dokumenter, der i sin tid var blevet udlånt til Arne Magnusson, tilhørende biskoppers, kirkers eller klostres eller andre embeders og institutioners arkiver, blev igen afleverede til landet.« I den anledning udfærdigede den daværende arkivar, dr. Jón Thorkelsson en redegørelse (skýrsla) for, hvad Island måtte have ret til at kræve udleveret af diplomer, i sin tid udlånt til Arne Magnusson, samt andre sager, som naturligt hørte hjemme i islandske embedsarkiver. Samtidig med, at Jón Thorkelsson fremsendte denne redegørelse til Islands ministerium, fremhævede han, at det af ordførerens fremstilling af sagen i Altinget fremgik, at meningen havde været, at der tillige burde søges udvirket tilbagelevering af dokumenter fra andre offentlige samlinger i København, deriblandt navnlig fra Rigsarkivet, og Thorkelsson gjorde derfor nærmere rede for, hvad der ønskedes tilbage fra Rigsarkivet — navnlig alle landets jordebøger, deri indbefattet Arne Magnussons jordebog, akter vedrørende salg af Skálholt og Hólar stifters jordegods, nogle folketællinger fra det 18. århundrede m. v. Iøvrigt fandt han det naturligt, at man »enedes med Rigsarkivet om, at samme i det hele udleverede hertil alle de dokumenter vedrørende landets tilstand eller dets særskilte administration, som ikke er organisk forenede med andre dokumenter i arkivet vedrørende de øvrige dele af det danske monarki.« Endelig foreslog han, at der fra Det kongelige Bibliotek søgtes udleveret tre manuskripter (biskop Gísli Þorlákssons synodalbog, sysselmand Matthías Guðmundssons domsbog for 1664 og følgende år samt nogle blade indeholdende herredsdomme navnlig fra det 17. århundrede).

Islands minister rejste derefter i 1908 sagen over for Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet, der anmodede Den Arnamagnæanske Kommission, rigsarkivaren og overbibliotekaren for Det kongelige Bibliotek om at overveje sagen og fremkomme med forslag til svar. Efter at disse havde drøftet spørgsmålet i fællesskab, blev man klar over, at man rettest burde svare hver for sig.

Den Arnamagnæanske Kommission anmodede sin sekretær, dr. Kr. Kålund, om en udtalelse, og Kålund udarbejdede derefter en udførlig redegørelse, dateret 28. august 1908, hvori han imødegik Jón Thorkelssons krav, der indledningsvis beskrives således: »Som selvfølgelig genstand for udlevering betegnes alle lån, d. v. s. de til Arne Magnusson af islandske autoriteter udlånte håndskrifter og diplomer, som ved hans død befandt sig i hans værge og således indlemmedes i hans håndskriftsamling, men affatteren er desuden tilbøjelig til at udstrække kravet til alle sådanne sager, som naturligt hører hjemme i islandske embedsarkiver og må antages i sin tid at være bortkomne derfra.«

Kålund gennemgår derefter de enkelte krav, der falder i følgende afdelinger: 1. Skálholt bispestols arkiv, 2. bispestolen Hólars arkiv, 3. kirkearkiver og 4. arkiverne på Bessastaðir, fra klostrene og verdslige embedsmænd. Af denne gennemgang fremgår, at »det antal diplomer, som efter Jón Thorkelssons krav skulle udleveres, og som for det overvejende flertals vedkommende vel også må antages at være udlånte Arne Magnusson af islandske autoriteter, beløber sig til ca. 640 stykker. De af ham med mere eller mindre føje krævede håndskrifter udgør mindst ca. 25, af hvilke dog kun udlånsbevis foreligger for 2–3, medens fordringen for adskillige af de andres vedkommende kun er svagt (eller ikke) begrundet.« Særligt vedrørende Tingøre-kloster havde Jón Thorkelsson henvist til, at Den Arnamagnæanske Kommission selv havde indrømmet, at alt dette kloster vedrørende burde samles på Island, ved nogle år tidligere at overlade landsarkivet 3 Tingøre-diplomer. Kålund anfører imidlertid, at disse diplomer kun afstodes, fordi de var bortkomne fra Island i nyere tid (19. århundrede) og aldrig havde tilhørt Arne Magnussons samling, men sandsynligvis ved en fejltagelse var vedlagt samlingens diplomer af arkivar Jon Sigurðsson, og de udleveredes med det udtrykkelige forbehold, at man ikke heri måtte se noget præcedens for afståelse af nogen del af samlingen. — Efter Kålunds opfattelse måtte stiftelsen afvise enhver fordring, idet den kunne støtte sig til den kongelige resolution af 14. februar 1721 (hvorefter de fra Island nedsendte kister skulle udleveres til Arne Magnusson, jfr. ovenfor side 15) samt til fundatsen af 1760, hvorefter samtlige i katalogen opførte manuskripter og de i en særlig fortegnelse opførte breve og dokumenter erklæredes for legatets ejendom. Og selvom den islandske regering anerkendte samlingen som stiftelsens lovlige ejendom og godkendte, at sagen endelig afgjordes med de indrømmelser, som man fra dansk side måtte se sig i stand til at gøre, ville dog en afståelse af større eller mindre dele af samlingen være meget betænkelig. »Selv om afleveringen kun kom til at bestå af et antal skindbreve og nogle middelalderlige brevbøger, ville det gøre et skår i den Arnamagnæanske håndskriftsamling og forringe dens betydning som hovedgemmestedet for ældre islandske litteraturfrembringelser af enhver art, ligesom det i mange tilfælde kunne føles som et savn ikke at have det rigest mulige udvalg af skriftstykker ved hånden til håndskriftsammenligning og palæografiske undersøgelser.« En anden betænkelighed opstår ved de konsekvenser, som en udlevering ville have — at man næppe ville kunne anerkende islandske krav uden at imødekomme de fuldt så stærkt begrundede krav fra norsk side på udlevering af de til Arne Magnusson udlånte norske middelalderlige jorde- og brevbøger og diplomer. Endelig henviser Kålund til kommissionens skrivelse af 21. juni 1851 (flertallets betragtninger) og fakultetets betænkning af 25. august 1851 angående stiftelsens ret til samlingerne.

Den Arnamagnæanske Kommission erklærede i sin skrivelse af 2. februar 1909, at stiftelsen formentlig måtte antages at have hævd på alt til dens samlinger henhørende, og at Jón Thorkelssons skýrsla var et lidet tilfredsstillende grundlag for forhandling.

For Rigsarkivets vedkommende afgav rigsarkivar V. A. Secher den 4. februar 1909 en erklæring, hvori han kraftigt imødegik de islandske krav og i det hele frarådede enhver aflevering.

Forsåvidt angik Det kongelige Bibliotek, afgav overbibliotekar H. O. Lange den 4. februar 1909 en erklæring, hvori han henviste til, at de tre håndskrifter er bibliotekets lovlige ejendom, idet de to er kommet med Thotts store donation 1785 og det tredie med Suhms bibliotek, som kongen købte 1796. Overbibliotekaren frarådede derfor, at man udleverede disse håndskrifter navnlig under hensyn til, at man »derved anerkjender et princip, der vil kunne få farlige konsekvenser, idet statens biblioteker indeholder en mængde sager, der i sin tid ved tidernes ugunst er bortfjærnede fra deres rette sammenhæng i fremmede lande, og som med lige så stor grund ville kunne forlanges udleverede.«

Sagen stilledes derefter i bero.


Roskilde Agnete klosters breve
Kristian Erslev

Efter at Rigsarkivet i årene 1918–20 havde gennemført en omordning af arkivets ældre samlinger efter proveniensprincippet, hvorved der så at sige genopstod bl. a. arkiver fra middelalderlige bispedømmer, kapitler og klostre, indstillede rigsarkivar Kr. Erslev den 17. november 1920 til Undervisningsministeriet, at ca. 40 breve, der udgjorde omtrent en fjerdedel af Roskilde Agnete klosters arkiv, blev afgivet fra Den Arnamagnæanske Samling til Rigsarkivet. Dette kloster var stiftet 1264 af Erik Plovpennings datter Agnete og tilhørte St. Dominici orden. Sammen med klosteret kom ved reformationen også dets meget omfattende arkiv til kronen, og der blev i 1575 optaget en registratur over det. Arkivet var dengang endnu i Roskilde, men blev kort efter afleveret til Danske Kancelli og kom fra dette til Gehejmearkivet. 1782 blev de nævnte ca. 40 dokumenter fra kongens bibliotek afleveret til Den Arnamagnæanske Samling.

Undervisningsministeriet hørte Den Arnamagnæanske Kommission, hvis flertal (Johs. Steenstrup, Verner Dahlerup, Sofus Larsen) udtalte, at der hvilede »megen dunkelhed« over brevenes historie, og at der ikke forelå noget afgørende bevis for, at de ikke oprindelig havde været i Arne Magnussons besiddelse, hvorfor det ville være urigtigt at tage en så indgribende bestemmelse som at afgive dem. Endvidere erindredes om, hvor ofte samlingen havde været udsat for ønsker og krav om udlevering af diplomer og andet, og at enhver udlevering let ville blive betragtet som et præcedens.

Finnur Jónsson og Erslev stemte derimod for aflevering. Erslev oplyste, at Agnete klosters arkiv endnu i Grams tid, altså efter Arne Magnussons død, var samlet, men at det ved Grams død splittedes, idet nogle pakker af disse klosterbreve kom ind blandt hans private sager. I 1782 fandt man så i Det kongelige Bibliotek ved at undersøge Grams manuskripter, som var købt til biblioteket, bl. a. disse pakker klosterbreve. Jævnsides dem lå nogle sager, som efter Jón Ólafssons katalog tilhørte Den Arnamagnæanske Samling, og man drog så den nærliggende slutning, at også klosterbrevene hørte hjemme i denne samling. Den kongelige resolution af 1. marts 1782 hvilede således på en ren misforståelse. Finnur Jónsson mente herefter ikke, at en aflevering kunne have farlige eller betænkelige konsekvenser, og tilføjede, at hvis det drejede sig om dokumenter, der bevislig havde tilhørt Arne Magnussons samling inden hans død, ville Finnur Jónsson ikke have samtykket i udlevering.

Erslev havde indhentet en udtalelse fra professor Erik Arup, der med hensyn til det historiske ganske gav Erslev medhold, og som iøvrigt ikke fandt, at en udlevering kunne få konsekvenser med hensyn til andre krav på samlingen, i hvert fald ikke hvad hele den hovedmasse angår, hvoraf samlingen virkelig oprindelig bestod ved Arne Magnussons død. Arup bemærkede iøvrigt med hensyn til sådanne krav, der vel nærmest måtte tænkes rejst fra Islands side, at dette spørgsmål var fremme under forhandlingerne i Reykjavik i 1918, men at der ikke dengang og heller ikke senere var rejst noget som helst krav om udlevering, idet man fra Islands side tværtimod indså umuligheden af at rejse et sådant krav og erklærede, at man ville være meget glad, hvis Det dansk-islandske Forbundsfond kunne yde Island erstatning ved at lade fremstille og til Island opsende fotografiske gengivelser af de vigtigste håndskrifter i Den Arnamagnæanske Samling. Arup anbefalede derfor, at brevene afleveredes.

Konsistorium anmodede Universitetets professorer i historiske discipliner om at undersøge, hvor brevene ud fra et historisk synspunkt rettelig skønnedes at burde opbevares. Professorerne udtalte:

  1. at der intet bevis var tilvejebragt for, at brevene virkelig har været i Arne Magnussons eje;
  2. at rigsarkivaren havde tilvejebragt et meget stærkt sandsynlighedsbevis for, at brevene oprindelig har tilhørt Danske Kancelli og derefter rettelig hører hjemme i Rigsarkivet;
  3. at det for den historiske forskning er ønskeligst, at de opbevares sammen med de øvrige breve fra samme kloster;
  4. at afleveringen af brevene formentlig ikke vil kunne afgive nogen støtte for eventuelle krav om udlevering af dokumenter, som virkelig er hjemmehørende i Den Arnamagnæanske Samling.

Til denne erklæring henholdt Konsistorium sig.

Den 21. marts 1922 meddelte Undervisningsministeriet, at »ministeriet må finde det rettest, at de ommeldte dokumenter overgår til Rigsarkivet, da det efter ministeriets opfattelse må anses for at være godtgjort, at dokumenterne ikke tilhører Den Arnamagnæanske Samling.« Derefter udleveredes brevene til Rigsarkivet.


Udleveringen til Island 1927

Den 9. april 1924 besluttede Altingets nederste afdeling at opfordre regeringen til at gøre foranstaltninger til, at Island fik igen alle de dokumenter og håndskrifter, som i sin tid er blevet udlånt til Arne Magnusson eller af lignende grunde er kommet til at blive liggende i samlinger i København, men stammer fra arkiver tilhørende islandske biskopper, kirker, klostre og andre embeder eller stiftelser på Island og ikke er blevet tilbageleveret.

Sagen drøftedes i Dansk-islandsk Nævn, der den 25. august 1924 vedtog at henstille til den danske og islandske regering at foranledige nedsat et udvalg for at undersøge muligheden af en overførsel til Island af islandske manuskripter, embedsprotokoller og embedsskrivelser, der nu forefindes i samlinger i København, og omvendt.

Også fra norsk side var uofficielt rejst krav om udlevering af arkivalier, og Undervisningsministeriet havde allerede i maj–juni 1924 fra Rigsarkivet, Det kongelige Bibliotek og Universitetsbiblioteket indhentet fortegnelser over, hvad der fandtes af norske og islandske sager. For at kunne være forberedt, når spørgsmålet om en forhandling vedrørende sådanne arkivalier måtte blive rejst, nedsatte Undervisningsministeriet ved skrivelse af 8. september 1924 et fortroligt udvalg, bestående af fhv. rigsarkivar Kr. Erslev som formand, rigsarkivar L. Laursen, overbibliotekarerne Carl S. Petersen og Sofus Larsen og professorerne ved Universitetet Finnur Jónsson, Erik Arup og Aage Friis, til udarbejdelse af en samlet redegørelse angående de i Danmark beroende norske og islandske arkivalier samt til fremsættelse af forslag om, hvad man eventuelt kunne tilbyde at udlevere til de pågældende lande, og hvad man måtte kræve til gengæld. Undersøgelsen skulle således omfatte både forholdet til Norge og Island, og skønt ministeriets skrivelse alene nævnte arkivalier, fandt udvalget det hensigtsmæssigt også at behandle spørgsmålet om håndskrifter. Udvalget afgav den 11. november 1924 en udførlig betænkning, hvis hovedindhold er følgende:

Ethvert større biblioteks håndskriftsamling indeholder håndskrifter stammende fra andre lande — erhvervede ved køb, som gaver eller krigsbytte eller undertiden stammende fra rene tyverier. At omordne dette forhold således, at hvert land fik de fra det stammende håndskrifter, ville sikkert overalt blive afvist, og det kan forøvrigt heller ikke — set rent videnskabeligt — betragtes som heldigt. I København findes på grund af den flerhundredårige politiske forbindelse mellem landene og Københavns tidligt opståede stilling som centrum for videnskabelige studier talrige norske og islandske håndskrifter. Nu findes der både i Norge og Island universiteter, biblioteker og deslige, og man kunne sige, at mange af de håndskrifter, der i tidligere tider er tilflydt bibliotekerne i København, ville være forblevet i landene selv, hvis forholdet havde været som nu. Imidlertid kan man ikke på den måde efter århundreders forløb ændre det historisk opståede forhold, og et ønske om en ændring deri — hvis et sådant skulle blive fremsat — må efter udvalgets mening bestemt afvises. På grund af de mange gamle nordiske håndskrifter — hvoriblandt Den Arnamagnæanske Samling har størst betydning — er København for studiet af Islands og Norges ældre litteratur og kultur blevet et midtpunkt, som søges af videnskabsmænd fra alle lande, og det vil forhåbentlig også i fremtiden lykkes at bevare denne stilling.

Efter at have behandlet spørgsmålet om udlevering af arkivalier fra Rigsarkivet, Det kongelige Bibliotek og Universitetsbiblioteket kommer udvalget til Den Arnamagnæanske Samlings norske og islandske diplomer og redegør for sagen med Norge i 1851 og undersøgelserne i anledning af de islandske krav i 1908. Udvalgets flertal (Erslev, Laursen, Petersen, Arup og Friis) mener, at der er god grund til at imødekomme Islands og Norges ønsker om udlevering af de i islandske og norske, lokale arkiver hjemmehørende, til Arne Magnusson lånte sager. Vel var det en fejl, at man ikke i sin tid under dødsboets behandling fremsatte reklamationer, men dette kan dog ikke opveje det i sig selv så naturlige, at en offentlig samling bør udlevere sager, der kun ved en fejltagelse er indlemmet i den, og det i hvert fald efter nutidens opfattelse rimelige i, at norske og islandske arkiver bør have deres plads i selve staterne. Fremfor alt lægger flertallet dog vægt på, at man ved at tilbagelevere de til Arne Magnusson lånte sager handler efter hans udtrykkelige bestemmelse og i hans ånd. Flertallet nævner derefter vanskeligheden ved at sondre mellem privatdokumenter og de fra norske og islandske embedsarkiver udlånte dokumenter og omtaler Jón Thorkelssons »skýrsla« og Kålunds redegørelse. Flertallet tilråder herefter, at der af håndskrifter til Island kun udleveres de fire, som Arne Magnusson har lånt af selve embedsarkiverne, og at man i princippet går ind på at udlevere de ca. 640 diplomer, der er opført i »skýrsla«. For de norske diplomers vedkommende foreligger der ikke nogen tilsvarende undersøgelse af, hvad der stammer fra stiftsarkivernes udlån, og en sådan må da foretages, hvis udlevering skal finde sted — formentlig af nordmændene selv, således at disses resultater efterprøves fra dansk side. Blandt de norske håndskrifter findes tre, der, som man allerede indså i 1851, sikkert er lån fra stiftsarkiverne og derfor bør følge med dokumenterne fra disse. Hvor meget afståelsen rent videnskabeligt vil forringe Den Arnamagnæanske Samlings betydning for norrøne studier, er vanskeligt at bedømme, men det påpeges, at de norske og hovedparten af de islandske diplomer nu foreligger aftrykt i det norske og det islandske diplomatarium, og at Den Arnamagnæanske Samling dog vil beholde tilbage op imod 1.500 islandske dokumenter og et ganske vist langt mindre antal norske. Og de 7 håndskrifter, der antagelig må følge med diplomerne, er et forsvindende ringe tal i sammenligning med, hvad håndskriftsamlingen omfatter. Når udvalgets flertal altså må tilråde, at stiftelsen, som Ørsted i 1851 anførte, »uden vægring bør afgive de i dens samlinger værende dokumenter, hvorom det er givet, at stifteren har modtaget dem til låns«, så må det anse det som en selvfølge, at der herfor ikke kan forlanges nogen erstatning, og Münchenersamlingen passer iøvrigt såre slet ind i Den Arnamagnæanske Samling, men bør indgå i Rigsarkivet.

Finnur Jónsson

Et mindretal (Finnur Jónsson og Sofus Larsen) går stærkt imod flertallets opfattelse og forstår ikke den forskel, som flertallet med hensyn til besiddelsesretten og udleveringspligten opstiller mellem håndskrifter og arkivalier. Er man af den mening, at stjålne eller bortkomne håndskrifter, uagtet de påviselig i sin tid har tilhørt en fremmed statsinstitution, ikke bør tilbagegives, så forekommer det indlysende, at de samme praktiske, moralske eller juridiske grunde med lige så megen ret kan gøres gældende mod at udlevere arkivalier, naturligvis forsåvidt ikke talen er om et ligefremt bytte.

Mindretallet kan heller ikke slutte sig til flertallets udtalelse, hvad dets konklusion angående Den Arnamagnæanske Samling angår; mindretallet må hævde, at denne må anses at have fundatsmæssig ret og hævdsret til alt, hvad den har at gemme, og kan ikke tilråde nogen aflevering af, hvad den indeholder.

Under en udførlig gennemgang af samlingens tilblivelse, fundatsen og de tidligere udleveringskrav hævder mindretallet, at Arne Magnusson på en fuldkommen redelig måde er kommet i besiddelse af sin håndskriftsamling. Ved hans samlervirksomhed reddedes i virkeligheden, hvad der omkring år 1700 endnu var tilbage af den gamle islandske litteratur. Fundatsen gør med hensyn til dokumenterne ikke nogen sondring mellem dem, som Arne Magnusson havde ejet, og dem, som han havde lånt fra offentlige samlinger og arkiver, men endnu ikke inden sin død havde fået leveret tilbage, og ved fundatsens § 6 er således alt, hvad der dengang forefandtes af papirer og dokumenter ved kongelig bekræftelse blevet forenet med samlingen, der for fremtiden i sin helhed skal opbevares i Universitetsbiblioteket, men som en særlig samling. Hverken eksekutorer eller kuratorer havde nogen som helst foranledning til at gennemgå samlingen og udskille, hvad der muligvis måtte være lån. Fra norsk side anerkendtes i 1851, at udlevering ikke kunne kræves med nogen juridisk ret, og det afkald, som indeholdes i traktaten af 13. september 1851 (jfr. ovenfor side 51), må også gælde Den Arnamagnæanske Samling. Hvad angår de islandske krav, fremgår det af Kålunds undersøgelser, at det er højst usikkert, hvorvidt ikke Arne Magnusson på en reel måde har erhvervet de af Island krævede håndskrifter, og at det også med hensyn til brevene i flere tilfælde er usikkert, hvorvidt der foreligger et lån eller ikke. Både breve og håndskrifter må ved hævdens magt og i kraft af fundatsens bestemmelser siges at tilhøre samlingen. Ved det i 1918 stedfundne endelige og afgørende opgør mellem Danmark og Island, der fandt sit udtryk i forbundsloven, blev der ikke fra Islands side fremsat et ord om formentlige krav på dokumenter og lignende. Ethvert krav om udlevering af enkelte håndskrifter og flere eller færre af de original-diplomer, der findes indenfor samlingen, bør derfor afvises.

Flertallet bemærker heroverfor, at der er en forskel på håndskrifter og lokale arkivers sager med hensyn til besiddelsesretten, og at en sådan forskel naturligt må hævdes, fordi arkiver er opstået på en helt anden måde end håndskriftsamlinger, idet de er blevet til ved offentlige myndigheders virksomhed. Derfor er det også, at man i vore dage anser det som en selvfølge, at der ved overdragelse eller udskillelse af territorier må ske en overdragelse af de til territoriet hørende lokale arkivalier, medens der ikke er tale om en sådan udlevering for håndskriftsamlingers vedkommende. Iøvrigt anfører flertallet navnlig, at Danske Kancelli, hvorigennem fundatsen blev udfærdiget, ikke af eksekutorerne havde fået nogen som helst oplysning om, at der blandt det, som Arne Magnusson havde testamenteret Universitetet, var indlagt sager, som ikke tilhørte ham, og der er derfor ikke i fundatsens § 6 indeholdt nogen disposition over de lånte sager. Med hensyn til spørgsmålet om hævd erindrer flertallet om, at Ørsted ikke mente, at hævd kan gøres gældende. Den dansk-islandske Forbundslov fastslår kun grundlinierne for de to landes fremtidige stilling og forhold til hinanden og forudsætter, at dens gennemførelse vil kræve en række aftaler og overenskomster mellem landene. Dens tavshed med hensyn til arkivspørgsmålet kan derfor ikke udlægges, som mindretallet har gjort det. Hvad angår det norske afkald af 1851, gælder det, at når der ikke tages forbehold med hensyn til Norges krav på enkelte dele af Den Arnamagnæanske Stiftelses samlinger, så skyldes dette ganske åbenbart, at den mellem den danske og norske kommissær trufne bytteaftale blev vedtaget af Konsistorium på samme tid, som traktaten blev underskrevet, og at den norske rigsarkivar Lange ikke tænkte sig muligheden af, at den norske regering ikke ville godkende aftalen. I det hele og store må flertallet mene, at man i denne sag ikke bør tillægge den juridiske ret den afgørende vægt, som mindretallet gør. Det synes, at man i mellemfolkelige spørgsmål, hvorom der er opstået uenighed, bør søge at komme ud over denne ved venskabelige forhandlinger, under hvilke man bygger på billighed og stræber at opnå forståelse overfor modstridende interesser, og dette gælder særlig overfor stater, der står Danmark så nær som Island og Norge. Flertallet betoner, at de af det stillede forslag ganske lader den storartede gave i fred, som Arne Magnusson har skænket Københavns Universitet, og ene går ud på, at man bør afgive, hvad der lige efter hans død med urette blev indlemmet i samlingen, og derved udføre, hvad Arne Magnusson selv har ønsket.

Til slut henstiller udvalget til Undervisningsministeriet, at man, inden man tager stilling til Islands og Norges ønsker om en forhandling, forelægger Universitetet det spørgsmål, hvorom der er uenighed i udvalget, og derved erfarer, om Konsistorium i princippet vil erklære sig imod enhver udlevering fra Den Arnamagnæanske Samling eller modsat kan tiltræde den af udvalgets flertal fremsatte opfattelse og derfor billige, at der optages forhandlinger på dette grundlag, idet det naturligvis må forbeholdes Konsistorium til sin tid at tage stilling til de nærmere enkeltheder, som måtte fremkomme som resultat af forhandlingerne.

I sommeren 1925 nedsattes på foranledning af Dansk-islandsk Nævn et udvalg bestående af nævnets medlemmer, professor Erik Arup og professor Einar Arnórsson, og tre sagkyndige medlemmer, nemlig rigsarkivarerne Erslev og Laursen, udpeget af den danske regering, og rigsarkivar Hannes Þorsteinsson, udpeget af den islandske regering. Udvalget drøftede — på grundlag af altingsbeslutningen af 9. april 1924 — også spørgsmålet om Den Arnamagnæanske Samling, og de danske sagkyndige udtalte, at de sager, som med sikkerhed eller stor sandsynlighed må siges at være lånte sager, som kun ved en fejltagelse er blevet indlemmet i Den Arnamagnæanske Samling, bør udleveres, men at afgørelsen af spørgsmålet formentlig tilkom Universitetets Konsistorium. Erslev havde tidligere under forhandlingerne udtalt, at han ikke kunne gå så vidt som Jón Thorkelsson, som ville forlange tilbage alt, hvad der i sin tid havde hørt til embedsarkiverne, uanset hvorledes det var kommet i Den Arnamagnæanske Samlings besiddelse. De islandske forhandlere erklærede sig tilfreds med den af de danske sagkyndige foreslåede ordning af sagen. Over for Det kongelige Bibliotek var der fremsat ønske om udlevering af forskellige arkivalier, som havde karakteren af embedssager. Da ingen af disse sås at stamme fra udlån, kunne Island efter de danske arkivkyndiges opfattelse ikke have krav på dem. Imidlertid havde overbibliotekaren ved Det kongelige Bibliotek Carl S. Petersen erklæret sig villig til, for at fremme sagens ordning, at aflevere disse sager (med en enkelt undtagelse), dog under den forudsætning, at Island udtrykkelig udtaler, at man ikke overfor biblioteket vil rejse krav på yderligere udlevering. Under disse forhold mente de danske arkivkyndige at kunne tilråde udleveringen, idet denne særlige indrømmelse dog ikke bør kunne påberåbes overfor andre sager. Med hensyn til hovedspørgsmålet — udlevering af arkivalier fra Rigsarkivet — mente de danske arkivkyndige, at de arkivalier, der må siges at være af lige stor betydning for begge lande, må blive i Danmark, medens man kunne tilråde udleveringen af de arkivalier, der overvejende eller alene vedrørte Island, og som var opført på en af de sagkyndige udarbejdet fortegnelse. Enkelte sager foresloges dog kun deponeret i Reykjavik, således at de fortsat skulle tilhøre det danske rigsarkiv. Til gengæld foresloges det, at Island tilbageleverede Danmark forestillingsprotokoller, registranter og brevbøger for tiden 1848—1904, da Island nu havde det samme i koncepter henliggende ved de enkelte sager, ofte tillige i original i regeringens skrivelser til landshøvding, biskop o. fl.

Nævnet sluttede sig til de sagkyndiges indstilling og henstillede det deri indeholdte forslag til de to regeringers overvejelse, idet der gjordes nogle særlige bemærkninger af enkelte af nævnets medlemmer. Et af de islandske medlemmer (Bjarni Jónsson) protesterede mod den i de danske sagkyndiges indstilling indeholdte forudsætning, at Island udtrykkelig udtaler, at man ikke over for Det kongelige Bibliotek vil rejse krav på yderligere udlevering, idet han udtalte, at det er »utænkeligt, at Island afgiver en sådan erklæring, før man til fulde har undersøgt, hvad der i dette bibliotek findes af værdifulde sager, som måske tilhører os, exempli gratia om vi med rette kan fordre Flateyjarbók og Codex regius af den ældre Edda eller ikke.« Overbibliotekaren frafaldt senere for ikke at berede overenskomsten vanskeligheder det nævnte forbehold for afgivelsen af de pågældende arkivalier, idet han iøvrigt fastholdt, at Island ikke havde noget som helst hverken juridisk eller moralsk krav på Det kongelige Biblioteks islandske håndskrifter.

Johs. Steenstrup

Den 8. januar 1926 blev sagen tilstillet Konsistorium til erklæring, forsåvidt angik spørgsmålet om udlevering af sager fra Den Arnamagnæanske Samling. Konsistorium hørte Kommissionen for det Arnamagnæanske Legat, hvis flertal (Johs. Steenstrup, Kr. Erslev, Svend Dahl og Halldór Hermansson) nøjedes med at udtale, at det sluttede sig til flertallet i det af ministeriet nedsatte fortrolige udvalg. Hermansson anbefalede dog udlevering af yderligere 9 håndskrifter, som efter hans opfattelse var udlånt til Arne Magnusson, og bemærkede iøvrigt, at han helst havde ønsket, at hele spørgsmålet om islandske arkivalier i Den Arnamagnæanske Samling var blevet ordnet i mindelighed fra et praktisk synspunkt, men at han dog ikke ville dvæle ved dette, da de islandske henvendelser kun tager sigte på lånte sager. — Mindretallet (Finnur Jónsson og Verner Dahlerup) frarådede i overensstemmelse med mindretallet indenfor det fortrolige udvalg enhver udlevering og fremhævede, at der ville skabes et farligt præcedens med hensyn til mulige andre krav overfor andre danske samlinger af videnskabelig og kunstnerisk art.

Konsistorium svarede derefter i skrivelse af 29. marts 1926, at det ligesom Den Arnamagnæanske Kommissions flertal kunne slutte sig til flertallet i det af ministeriet nedsatte fortrolige udvalg. Konsistorium forbeholdt sig dog at fremkomme med en nærmere udtalelse, når forslaget forelå udarbejdet i enkeltheder, og fremhævede betydningen af, at der tilvejebragtes en god reproduktion af alle de diplomer, der udleveredes. Endelig ønskede man »stærkt at betone og ligeledes klart understrege overfor den islandske regering, at man betragter det som en afgørende forudsætning for at gå ind på denne udlevering, at dermed ethvert krav om yderligere udlevering fra islandsk side bortfalder.«

Den 15. oktober 1927 afsluttedes overenskomst mellem Danmark og Island om udveksling af arkivsager (jfr. bekendtgørelse nr. 288 af 31. oktober 1927) i det hele i overensstemmelse med Dansk-islandsk Nævns indstilling. Efter at der var foretaget en gennemgang af Den Arnamagnæanske Samlings islandske diplomer, udleveredes til Island ved årsskiftet 1927–28 ca. 700 diplomer samt 4 håndskrifter, der efter deres karakter måtte betragtes som udlånte embedsarkivalier.


Nye islandske krav

I 1930 vedtog Altinget en ny beslutning, der stiller krav om, at »gamle og nye islandske håndskrifter, der findes i Danmark, således Arne Magnussons håndskriftsamling og de i danske biblioteker til kongerne sendte håndskrifter i forrige tider, bliver flyttet tilbage til Island.« Sagen blev dog ikke i denne anledning taget op indenfor Dansk-islandsk Nævn. Derimod drøftede nævnet i årene 1933–36 spørgsmålet om den ændrede sammensætning af Den Arnamagnæanske Kommission (jfr. ovenfor side 18) og anbefalede enstemmigt det forslag, som var udarbejdet af det af Undervisningsministeriet nedsatte udvalg. Fra islandsk side anså man den nye sammensætning af kommissionen for meget tilfredsstillende og håbede, at den nye ordning ville vise sig frugtbringende for den pågældende videnskabelige forskning. Efter udfærdigelsen af den kongelige anordning af 25. maj 1936 udtaltes det af et af de islandske medlemmer på den islandske afdelings vegne, at den nye ordning hverken moralsk eller juridisk præjudicerede stillingen til spørgsmålet om ejendomsretten til Den Arnamagnæanske Samling.

Den 11. maj 1938 vedtoges sålydende altingsbeslutning:
»Altinget beslutter at opfordre regeringen til ufortøvet at optage forhandlinger med rette vedkommende myndigheder i Danmark om aflevering af islandske manuskripter og andre dokumenter, der har betydning for Islands folkeliv og kultur, samt ligeledes de islandske museumsgenstande, der endnu findes i danske museer, og som er kommet dertil i svundne tider.«

Beslutningen forelagdes i Dansk-islandsk Nævns møde om sommeren samme år, og Gísli Sveinsson udtalte ved denne lejlighed: »Forslaget til beslutningen var stillet af repræsentanter for alle 5 islandske partier, og alle islændinge stod sammen i denne sag. Det drejede sig her ikke alene om Den Arnamagnæanske Samling, men om alle danske samlinger. For 11 år siden blev der hertil afleveret nogle dokumenter fra danske samlinger, der var udtaget under medvirken af rigsarkivar Hannes Þorsteinsson. Men her behøver man ikke at opregne, hvilke sager det drejer sig om. Vi mener at have ret til at stille krav om alt, der har betydning for vort folke- og kulturliv, idet vi henviser ikke så meget til juridisk ret som til vor nationale ret. Vi mener, at vi, uden besiddelse heraf, ikke kan komme til fuld åndelig udfoldelse eller gøre vort universitet til centrum for islandsk forskning. Island har ikke ønsket, at disse skatte kom bort fra det. Det er kun enkelte samlere, der har afgivet dem til Danmark, fordi de mente, at de ikke var så trygt bevarede her i landet. Vi kan også henvise til, at det nu er en almindelig anerkendt sædvane mellem folkene, at en sådan udlevering finder sted.«

Fra dansk side (Arup) bestred man, at sådanne udleveringskrav var i overensstemmelse med almindelig anerkendt sædvane, og fremhævede, at hele denne sag forlængst har fundet sin afgørelse ved forhandlinger mellem den danske og den islandske regering, og Arup nævnte de undersøgelser og forhandlinger, der havde ført til udleveringen i 1927.

Den islandske afdeling af nævnet fremsatte derefter en udtalelse, der udtrykte tilslutning til altingsbeslutningen og bestred, at sagen på nogen som helst forbindende måde tidligere skulle være endelig afsluttet, hvorfor man foreslog, at sagen fremdeles nyder fremme ad forhandlingens vej.

Den danske afdeling afviste fornyede forhandlinger, og Arup »beklagede, at de islandske medlemmer havde brugt vendingen om, at de ikke kunne anerkende, at denne sag på nogen som helst forbindende måde tidligere skulle være endelig afsluttet, derved desavouerede de ikke blot de islandske sagkyndige, der havde deltaget i de tidligere forhandlinger, men også selve den islandske regering, der havde afsluttet overenskomsten af 15. oktober 1927. Forholdet var det, at dermed blev sagen endelig afgjort efter de almindeligt gældende internationale principper, således som tidligere fremhævet. Det krav, der nu rejstes fra islandsk side, var aldeles nyt og af en helt anden karakter; det gik ud på hævdelsen af proveniensprincippet i forholdet mellem de to forbundslande, nemlig at Island skulle kunne få tilbageleveret fra Danmark alle de håndskrifter, dokumenter og musæumsgenstande, der engang havde været i Island, uanset med hvilken ret danske samlinger nu besidder dem. Dette princip er som sagt aldeles nyt og ikke bragt i anvendelse i noget andet kendt tilfælde. Ud derfra kunne Islands afdeling ligeså godt opfordre den islandske regering til at optage en forhandling med den svenske regering om tilbagelevering af de islandske håndskrifter, der i øjeblikket befinder sig i svenske samlinger.«

I 1939 rejstes spørgsmålet påny indenfor nævnet af dettes islandske afdeling. Efter fornyede forhandlinger udtalte fhv. minister O. Krag på den danske afdelings vegne, »at denne ikke kan tiltræde det fremsatte forslag, men henviser til, at spørgsmålet om eventuel udlevering af visse numre af håndskrifter og andet fra samlingerne i Danmark til Island bør henvises til overvejelse i Den Arnamagnæanske Kommission, og udtaler, at det er hensigtsløst, at denne sag atter og således gentagende optages til forhandling i nævnet på det for tiden foreliggende grundlag.«


Udleveringen til Norge 1937

Som i det foregående flere gange berørt havde spørgsmålet om de i Danmark beroende arkivalier, der vedrører Norge, i årenes løb været genstand for adskillig drøftelse mellem historisk interesserede og mellem de to landes regeringer. I 1936 rejstes spørgsmålet påny, idet den danske rigsarkivar Axel Linvald foreslog, at man til Norge udleverede en række nærmere specificerede arkivalier. Begrundelsen herfor var, at denne udlevering ville være en konsekvens af tidligere udleveringer til Norge, idet man bl. a. havde fundet yderligere en række norske sager, og at den i det hele og store ville være i overensstemmelse med de arkivprincipper, der fra dansk side blev lagt til grund for de overenskomster om udveksling af arkivalier, der var afsluttet med Island i 1927 og med Tyskland i 1933. Efter rigsarkivarens forslag skulle udleveringen også omfatte de norske diplomer i Den Arnamagnæanske Samling, som i sin tid var udlånt til Arne Magnusson fra norske arkiver.

Også fra Udenrigsministeriets side rejstes sagen overfor Undervisningsministeriet.

Den Arnamagnæanske Kommission udtalte, at den i tilslutning til det af Ørsted i 1851 afgivne votum og til det standpunkt, som flertallet indenfor udvalget af 1924 havde indtaget, var enig om, at de til Arne Magnusson udlånte diplomer tilbageleveredes. Stiftelsens eforer sluttede sig hertil under henvisning til den holdning, som Konsistorium i 1926 havde indtaget overfor forslaget om udlevering af de til Arne Magnusson i sin tid udlånte diplomer til Island. Kommissionens sekretær, professor Jón Helgason, foretog derefter en undersøgelse af diplomernes proveniens, og på grundlag af denne undersøgelse afgaves til Norge med Konsistoriums tilslutning 1.136 diplomer og de tre ovenfor side 56 nævnte håndskrifter. Alle dokumenterne blev forinden afgivelsen fotograferet.

Udleveringen til Norge omfattede iøvrigt foruden Rigsarkivets ovenfor nævnte arkivalier:

fra Universitetsbiblioteket: Den Brünnichske Samling, væsentlig omfattende Kongsberg Sølvværks arkiv,
fra Det kongelige Bibliotek: 262 kort-numre vedrørende norske områder.

Også spørgsmålet om kong Christian II’s »München-Samling« fandt sin løsning. Da Rigsarkivet 1. april 1939 fejrede 50-årsdagen for sin nuværende organisation og oprettelsen af de tre landsarkiver, overbragte Norges rigsarkivar dr. Asgaut Steinnes det norske rigsarkivs lykønskning og meddelte samtidig efter pålæg fra sin regering, at denne havde besluttet at overdrage til Danmark og det danske rigsarkiv forskellige samlinger, som den mente burde have deres plads i det danske rigsarkiv. Dette gjaldt først og fremmest München-Samlingen, men også en del diplomer fra årene 1383–1728 og en række andre akter, væsentligst fra det 17. og 18. århundrede.