Tidsrum 1550-1800 (FJ 1907)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Den islandske litteraturs historie
Heimskringla Reprint
tilligemed den oldnorske
af
Finnur Jónsson
1907
Kort udsigt over den islandske litteratur efter 1400
Da reformationen blev indført eksisterede der allerede et bogtrykkeri, som biskop Jón Arason havde ladet oprette. Det var allerede forinden taget i brug, men synderlig meget blev ikke trykt. Så meget mere benyttedes det under de lutherske biskopper især biskop Guðbrandur Þorláksson (1542-1627, biskop 1571-1627); denne dygtige mand var utrættelig i at udgive bøger især religiøse og åndelige, som han selv forfattede eller oversatte eller lod andre oversætte. Selv havde han allerede 1584 udført det kæmpeværk at oversætte hele bibelen (trykt 1584). Han udgav en salmebog, et graduale, ja en samling af opbyggelige sange m. m. Også anden slags litteratur interesserede han sig for, som matematik, og ham skyldes ligeledes den første udgave af de gældende love, den gamle Jonsbog. Biskoppens arbejde var for sin tid overordenlig fortjænstfuldt. Efter hans tid blev der forfattet og oversat en talløs mængde af religiøse skrifter. Den gejstlige digtning er hele tiden overordenlig frodig, men i forhold ikke så værdifuld. Rigtige salmer opstod først ved reformationen; til at begynde med var de meget dårlige i form som indhold. Men efterhånden blev de i bægge henseender bedre. Der er flere ret gode digtere, der kunde nævnes, som præsten Einar Sigurðsson (1539-1626) af hvem biskop Guðbrandur optog en mængde digte og salmer i sin visebog, præsten Ólafur Jónsson (1560-1627), og flere andre; men de overstråles alle af præsten Hallgrímur Pjetursson (1614-74). Han digtede de berömte Passionssalmer, der har været trykt omtr. 40 gange; de udmærker sig ved en ren og inderlig religiøsitet og sproglig veltalenhed, der ikke har sin lige, dernæst ved den måde, hvorpå digteren anvender hovedæmnet for deraf at uddrage leveregler for menneskene. Også i det 18. årh. var der ret dygtige salmedigtere som provsten Þorlákur Þórarinsson (1711-73) og præsten Magnús Einarsson (1734-94). Desuden var der mange, der digtede salmer og åndelige digte af enhver art.
Den verdslige digtning bestod som tidligere for en stor del af rímur, der nu også fik deres forfaldstid; deres forfattere lagde sig efter at anvende meget vanskelige versemål med alslags rim, hvilket bevirkede, at det ofte kunde gå slemt ud over sproget, for ikke at tale om at omskrivningerne blev meget stærkt anvendte og på mange måder misbrugte, ligesom de nu ofte dannedes på ret unaturlig måde. Det er denne masse af rimer, og den måde, hvorpå de er digtede, der i de senere tider har bragt hele digtningsarten i et stærkt vanry. Men den nytte har de — ved siden af den læste prosalitteratur — gjort, at de har vedligeholdt sansen for de gamle tider, for sagaæmner, for litteratur i det hele. Særlig bekendte rimedigtere er Þórður Magnússon i det 16. årh., Magnús Jónsson (d. 1691), Guðmundur Bergþórsson (d. 1705), der også digtede halvfilosofiske digte (Heimspekingaskóli), Árni Böðvarsson (1713-77) osv.
Også de tidligere vikivake-digte fortsattes; de bliver nu etslags lyrisk digtning af forskelligt indhold uden noget som helst forhold til dansen. Af sådanne findes en stor mængde tildels af navngivne forfattere.
Der findes i dette tidsrum endel i forhold til tiden tildels udmærkede digtere, der mere eller mindre kom i beröring med fremmed digtning og blev påvirkede deraf. I det 17. årh. er Stefán Ólafsson, præst til Vallanes (o. 1620-88) en af de mest bekendte digtere. Han er overvejende lyrisk og især ironisk-satirisk og har et godt herredömme over sprog og form; han besad dybe følelser og inderlighed, og er stærkt moraliserende. I det 18. årh., da rationalismen sattes til höjbords og nytte og moral var det höjeste, der skulde eftertragtes, er det især den lærde og udmærkede fædrelandsven Eggert Ólafsson (1726-68), der får en stor betydning som digter. Han var bl. a. naturforsker og undersøgte sammen med Bjarni Pálsson, landets første fysikus (1719 -79), hele Island og var hovedforfatteren af den udmærkede rejseskildring, der i lange tider har været et hovedværk om landet og folket. Eggert var en af sin tids mest glødende patrioter, der følte, hvor dybt hans landsmænd var sunkne i åndelig såvelsom materiel henseende. På alle punkter vilde han søge at hæve dem og belære dem. I så henseende digtede han mange opmuntrende digte, ikke uden ironi og revsende bitterhed; af en særlig betydning er hans store digt Búnaðarbálkur om landboforhold. Også revsede han sine landsmænd for deres vanrøgt overfor modersmålet. Han skrev også retskrivningsregler. Kort sagt, han var en af århundredets bedste foregangsmænd, og stor var sorgen, da han i så ung en alder druknede.
För og efter 1800 levede præsten Jón ÞorIáksson (1744-1819); foruden ved et utal af lyriske og ironiske digte og vers — han var en udmærket improvisator — har han vundet sig et anset navn som en af de første, der har omplantet fremmed digtning på Island efter en större målestok; således oversatte han bl. a. både Klopstocks Messias og Miltons Det tabte paradis (Paradísarmissir), samt Popes: Essay on man (Tilraun um manninn) og meget mere. Ved hele sin tendens og sprogbehandling tilhører Jon det ældre tidsrum, men ikke det nye, der begynder kort efter 1800.
Det samme gælder også assessor Benedikt Gröndal (1762—1825), der foruden at digte lyriske og satiriske sange også oversatte Popes The temple of fame, samt satirikeren Sigurður Pjetursson (1759-1827), der oversatte Wessels Stella til rimer og gjorde sig især bekendt som den første, der forsøgte sig som lystspildigter.
Hvad prosalitteraturen angår, udfoldes der i det hele taget en meget stor virksomhed; især gælder dette historie og antikviteter og hvad dermed sammenhænger, vedrørende studiet af oldtiden. På andre områder udøves der nok nogen virksomhed, men den kan ikke sammenlignes med den førstnævnte.
Virkelige historiske skrifter blev ikke forfattede med undtagelse af annaler, som altså er en direkte fortsættelse af dem, der för blev forfattede. Vigtigst i så henseende er et annalværk af præsten Gottskálk Jónsson (d. 1593) og dennes sön Jón; de gamle annaler fra slutningen af det 14. årh. er her fortsatte helt ned til 1578; denne annal er således af stor værdi. Et andet annalværk hidrører fra lignende tid. Mere selvstændigt som forfatterarbejde betragtet er præsten Jón Egilssons (1548- ca. 1640) bispeannaler; de handler om de Skalholtske biskopper fra først af og ned til Gisle Jónsson (d. 1587); det er et særdeles dygtigt arbejde, der bliver desto udførligere, jo nærmere forf. kommer sin egen samtid. Egenlige annaler er værket dog ikke; det er de enkelte biskoppers mere eller mindre udførlige biografier. Annaler af meget stor betydning skrev den lærde bonde Björn Jónsson på Skarðsá (1574-1655); han var en betydelig oldforsker, der afskrev og excerperede gamle håndskrifter, fortolkede vers og dunkle juridiske ord og var desuden selv digter (rimer). Han forfattede en »annal« om Grönland, men mest bekendt er hans isl. annaler fra 1400 til 1645; han har naturligvis benyttet ældre skrifter, men dette værk er alligevel meget originalt og særdeles værdifuldt. Senere fortsattes denne annalskrivning gennem det 18. årh.; en af de bedste herhenhørende forfattere er provsten Jón Haldórsson (1665-1736), biskop Finnur Jónsons fader; han udfoldede et meget omfangsrigt personal-historisk forfatterskab og var i så henseende en af sin tids lærdeste mænd. Den sidste af disse annalforfattere og personalhistorikere af mere almindelig betydning er Jón Jónsson Espólín (1769-1836). Han forfattede Íslands Árbækur (udg. i 12 bind), der omspænder hele tidsrummet fra 1262 til 1832. Værket er i annalform; hvert år omtales for sig; da det er overmåde righoldigt, er det en uvurderlig kilde, men det er næppe nok altid så kritisk, som det burde være, uagtet forf. søgte at göre det så pålideligt som muligt efter de midler, der stod til hans rådighed. Espólín var også en af de mange, dygtige genealoger, Island har frembragt, og har efterladt sig et overmåde voluminøst genealogisk værk, der ikke er trykt. Desuden var han særdeles produktiv på andre områder.
Den lærde oldforskning begynder henimod slutningen af 16. årh. Da var sansen for oldtiden og dens historie vågnet i udlandet (Danmark) og da var embedet som kgl. historiograf allerede oprettet. Man erfarede, at der på Island fandtes mange gamle historiske skatte i de der opbevarede bøger; også i Norge kendtes sådanne, og nogle af disse håndskrifter kom til Danmark allerede i 16. årh. Alt dette måtte vække lysten til at forstå, hvad der stod i disse bøger, og da var et samarbejde med isl. lærde af stor vigtighed. Det varede ikke længe, inden et sådant kom i stand. En af de første der gav sig af med oldstudiet var den lærde præst Arngrímur Jónsson (1568-1648), kaldt »den lærde«; han betegnes, og med rette, som »den isl. oldtidsvidenskabs genføder«. Han havde adgang til gode håndskrifter og værker som Landnáma, Edda, m. m. Han forfattede endel meget vigtige skrifter på latin, som blev trykte og fik stor betydning for de lærde forskere i udlandet. Endel af dem var polemiske skrifter mod dem, der havde skrevet urigtig og vildledende om Island. Hans vigtigste skrifter er: Brevis Commentarius de Islandia (1593), Crymogæa (= Island; 1609) og Specimen Islandiæ historicum (1643; heri vidtløftige uddrag af Landnáma). For danske venner gjorde han et udtog af den gamle Skjöldungasaga, der er af stor vigtighed (Supplementum hist. Norw. kaldes det).
I det 17. årh. var det især Ole Worm, der beskæftigede sig med oldforskning, navnlig runeforskning. Utrættelig var han i at korrespondere med sine mange isl. venner, rådspörge dem og anspore dem til forskning og forfattervirksomhed. Især ønskede han et leksikon, og han bevægede præsten Magnus Ólafson i Laufás (d. 1636) til at skrive et sådant, der også blev udarbejdet og trykt. Magnus var også en af sin tids dygtigste skjaldekvadsfortolkere. Han havde endel gamle gode håndskrifter til afbenyttelse, men hverken han eller Arngrímur samlede sådanne. Det gjorde derimod den grundlærde biskop Brynjólfur Sveinsson (1605-75); mange håndskrifter blev af ham sendt til kongen og findes nu i det kgl. bibliotek. En stor del af hans bibliotek, især de afskrifter han lod besörge, kom efter hans død i Arne Magnussons eje. Også Brynjólfur var Ole Worms og St. Stephanius' ven, med hvem han korresponderede flittig. En af Worms bedste venner var dog biskop Þorlákur Skúlason til Holar (1597-1656), der lod afskrive en mængde håndskrifter og støttede Worm både direkte og indirekte. Hans sön biskop Þórður (1637-97) er den, der først på Island lod trykke gamle sagaer (Landnáma, Íslendingabók, Kristnisaga m. m. samt Olaf Tryggvasons saga), hvilket var af stor betydning. P. Resen udgav Völuspá og Hávamál med et par Islænderes lat. oversættelse og forklaringer, samt Snorres Edda efter en af Magnús Ólafsson udarbejdet og ordnet tekst; han udgav også den ulykkelige Guðmundur Andrjessons (d. 1654) isl.-lat. ordbog (1683).
Af afgörende betydning var endelig Arne Magnússons (1663-1730) grundige indsamling af hvad der var tilbage af isl. og norske håndskrifter, en samling, der til alle tider vil være hovedgrundlaget for det historiske og filologiske studium af oldtiden. Selv forfattede han så godt som intet. Så meget frugtbarere var hans samtidige ven og landsmand, den berömte Þormóður Torfason (Torfæus; 1636-1719); han var kongelig historiograf for Norge og skrev sit vældige værk Historia rerum Norvegicarum i 4 bind (1711), efter alle de forhånden værende kilder og med en efter tidens forhold historisk kritik; han er naturligvis ikke kritiker i moderne forstand, men værket, der gik ned til 1387, fik en overordenlig betydning, ikke mindst på grund af den mængde historisk stof, der her for første gang var samlet fra ellers vanskelig tilgængelige kilder i et sprog, som alle forstod, og i en overskuelig fremstilling. I flere henseender virkede værket ligefrem revolutionærende.
Et arbejde af overordenlig betydning for Islands hele historie og ikke blot dets kirkehistorie er biskop Finnur Jonssons (1704-89) Historia ecclesiastica Islandiæ I-IV (1772-78). Det er et grundlærd og pålideligt værk, der går helt ned til 1740. Det er udarbejdet efter de bedste kilder, trykte værker, utrykte dokumenter osv.; det er meget mere end kirkehistorie; det giver tillige oversigter over de enkelte kongers regeringshandlinger, især vedrørende Island, meddeler dokumenterne selv i et stort antal, giver oversigt over litterære forhold og personer osv. Den Arnamagnæanske samling og forfatterens faders skrifter og samlinger var forf.s hovedkilde.
I nöjeste forbindelse med det her omtalte studium var også studiet af de gamle love især Jonsbogen og den gamle ret overhovedet. I det 17. årh. er der flere, der skriver afhandlinger (diskurser) om forskellige retslige æmner; deriblandt den nævnte bonde Björn Jónsson, men den ypperste af dem var den også som digter bekendte lagmand Páll Jónsson Vidalin (1667-1727), der sammen med Arne Magnusson udarbejdede den store isl. jordebog i årene 1702-12. Han forfattede en mængde skarpsindige og grundlærde forklaringer til dunkle ord og talemåder i Jonsbogen (Skýringar yfir fornyrði lögbókar, trykte i Reykjavik 1846-54), der udgör en stor samling. De har på flere måder en stor antikvarisk betydning. — I det 18. årh. forfattede sysselmanden Jón Árnason (1727-77) på dansk et stort og udmærket værk: Om den isl. rettergang (1762); lagmanden Sveinn Sölvason (d. 1782) skrev to værker, der dog er mere rent juridiske end antikvariske: Tyro juris (1754 og senere) og »Det islandske jus criminale« (på dansk).
I det 18. årh. beskæftigede man sig på forskellig vis med lærde oldtidsstudier, dels ved udgaver både på Island og i Danmark (og især her; Njála 1772; Heimskringla 1777 osv.), med fortolkning af skjaldekvad osv. Jón Ólafsson (1729-1811) forfattede et for sin tid udmærket værk om »Nordens gamle digtekonst« (1786) og flere skrifter, ligesom han deltog i de store sagaudgaver. På Island var der allerede kort efter årh.s. midte blevet udgivet et par samlinger af sagaer.
En skematisk, men meget righoldig litteraturoversigt forfattede rektor Hálfdan Einarsson (1732 — 85): Sciagraphia historiæ literariæ Islandicæ (1777).
G. Andrjessons og M. Ólafssons ordbogsarbejder er for nævnte. M. h. t. grammatik og leksikografi er der ikke meget at anføre. Runólfur Jónsson, skolemester til Holar og senere i Christiansstad (i Skåne), udgav 1651 en isl. grammatik (grammaticæ Islandicæ rudimenta), der gjorde nogen nytte tiltrods for dens store ufuldkommenhed og mærkelige systemløshed. I det 18. årh. forfattede provsten Björn Haldórsson (1724-94), der udmærkede sig på så mange områder, en meget righoldig og i flere henseender god isl.-lat. ordbog; da den blev udgivet (1814), tilföjede R. Rask danske oversættelser helt i gennem; den hedder derfor: Lexicon islandico-latino-danicum.
Hele dette historisk-antikvarisk-sproglige arbejde var meget værdifuldt og det har endnu den dag i dag i flere henseender mere end rent historisk betydning. Det er ofte udført med en forbavsende stringens og videnskabelig sans. Det var jo også dette område, der fra arilds tid så at sige var Islændernes specialitet; den virksomhed var dem i kødet båren. Hvad der i det foregående er nævnet giver kun et udvalg af det vigtigste, der kunde anføres. Derimod har Islænderne på andre områder så godt som intet nævneværdigt af selvstændige værker eller skrifter at anføre. Jón Þorkelsson Vidalín, biskop i Skalholt (1666-1720), bör nævnes som en af landets berömteste prædikanter; hans postil (flere gange udgiven) berömmes for den flammende veltalenhed, troens kraft og talens djærvhed, som den bærer til skue. — På det lægevidenskabelige område kunde Bjarni Pálsson nævnes, samt hans eftermand Jón Sveinsson (1752-1803), der skrev afhandlinger om forskellige sygdomme. — Om tidsregning var der flere der skrev, især om det ejendommelige fingerrim (se foran s. 365) osv. Ligeledes blev forskellige mindre lærebøger i regning udgivne. Særlig betydning havde Rimbeyglas udgiver, matematikeren Stefán Björnsson (1720-98); han skrev bl. a. Introductio in tetragoniam (1781).
I overensstemmelse med hele datidens ånd og stræben studerede man landboforhold for at råde bod på den elendighed, der herskede. Her er der mange, tildels udmærkede navne at nævne, først og fremmest den fortræffelige Jón Eiríksson (1728 — 87), professor i Sorø m. m., han skrev og lod skrive mange afhandlinger om herhen hørende æmner, og han var sjælen i et ypperligt tidsskrift, der udkom i 15 bind (Fjelagsrit). En ligeså udmærket mand var biskop Hannes Finnsson (F. Jónssons sön; 1739-96); han var meget alsidig; han udgav oldskrifter, skrev om handel og meget andet og udgav en bekendt samling af belærende og opbyggelige fortællinger og lign. for ungdommen (Kvöldvökur). — Den förnævnte Björn Haldórsson skrev udmærkede skrifter om landboforhold (for unge bønder; Atli 1780) og om køkkenurter (Grasnytjar 1783) m. m. — Kammersekretær Ólafur Olavius (1742-88) skrev bl. a. et godt værk: Oeconomisk rejse (1780). Der kunde nævnes endnu flere, der med råd og dåd kæmpede for landets opkomst på alle områder. Her blev der gjort et meget omfattende og for en stor del meget selvstændigt arbejde og grunden til det 19. århs. fremskridt lagt på forskellig måde.
