Tilnavne: Social stilling
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
ved Finnur Jónsson
særtryk af
Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
1907
H.H. Thieles Bogtrykkeri
Kjøbenhavn
1908
Femte afdeling
Tilnavne, knyttede til social stilling, virksomhed, enkelte begivenheder og privatlivet
1. goði, guði, Arngrímr Hœns. X; Arnkell Eyrb. X; Arnsteinn Ldn. X; Áskell Ldn., Rd. X; Gautr Fas., sagnh.; Geirr Ldn., Nj. X; Glismákr Fas., sagnh.; Grímkell Harð. X; Hallsteinn Ld. X; Hrafnkell Austf. X; Hjǫrleifr Ldn. X; Jǫrundr Ldn., Eg., Nj. X; Ljótólfr Ldn., Nj. X; Snorri Ldn., Ld., Eyrb. ofl. X—XI; Sturla Ldn. X; Sæbǫrn Ldn. X; Valgarðr Ldn. X; Þjóðólfr Ldn. X; Þórarinn Ldn. (=Langdœlagoði) X—XI; Þorgeirr Ldn., Ljósv., Nj., Islb. X—XI; Þorgrímr Ldn. X; Þórhallr Ld. X—XI; Þormóðr Ldn. X; Þóroddr Ldn., Rd. ofl. X; Þorsteinn Ldn., Gr. X—XI; Þorsteinn Ldn. X—XI. ‘Gode’. Om Grímkell hedder det, at han »átti mikit goðorð«. Alle de her nævnte personer har foreståt et tempel og været hövdinger; ejendommeligt er det, at alle bærerne af tn. — og som sådant bör det betragtes — tilhører det 10. årh. og overgangen til det 11.
goddi, Þórðr Ld. X. ‘Den lille gode’; tn. er utvivlsomt et slags diminutivum ikke uden kælende biklang.
aurgoði, eyr-, Áslákr Ldn. X; Úlfr Ldn., Nj, X; Þorvaldr Ldn. X—XI. Dette tn. er for U.s vedkommende af dr. Kålund Isl. Beskr. I, 264 forklaret som sammenhængende med de aurar, grusflader, der findes langs Markarfljót, Fljótsaurar, jfr. den lat. oversættelse af Njála; det var også her, at godedömmet var. For Á.s vedkommende kan sikkert samme opfattelse göres gældende, da også hans slægt var knyttet til land med elve. Hvad T. angår, kan intet bestemt siges; dog er aur- sikkert rimeligere end ǫr-, da Sturl. har eyr-; der kunde være sigtet til Eyrr i Bitra (el. Óspaks- eyrr; se Kål. I, 632).
Fellsgoði, Illugi Ldn. X (= Þórðr illugi). ‘Fells-gode’; han bode »undir Felli við Breiðá«.
Garpsdalsgoði, Haldórr Ldn. X. ‘Garpsdals-gode’, sikkert fordi han bode på gården Garpsdalr (vestl. Isl.), hvor hans sön udtrykkelig siges at have bot.
Hofgarðagoði, Helgi Eyrb. X. ‘Hovgarde-gode’, sikkert fordi han bode på Hofgarðar (vestl. Isl.).
Hvítanesgoði, Hǫskuldr Nj. X. ‘Hvitanæs-gode’, fordi han bode på Hvítanes (sydl. Isl.).
Kárnsárgoði, Þorgrímr Ldn., Vd. X. ‘Kårnså-gode’, af gården Kárnsá (yngre Kornsá) i Vatsdalen (nordl. Isl.).
Sauðeyjargoði, Ingjaldr Ld. X. ‘Saudø-gode’, fordi han bode på Sauðeyjar (plur.; hovedøen hed vel Sauðey) i Bredefjorden.
Skeiðagoði, Þormóðr Ldn. XII. ‘Skeid-gode’, sikkert fordi hans godedömme var i landskabet Skeið (ntr. plur.) i Árnessyssel (sydl. Isl.).
Tungu-goði, Hróarr Ldn., Nj., Rd. X. ‘Tunge-gode’, fordi hans godedömme strakte sig over Tunga = Skaptártunga (sydøstl. Isl.).
Hlíd[ar]mannagoði, Snorri Ldn., Ljósv. X. ‘Lidmændenes gode’; med Hlíð er ment Kræklingahlíð i Øfjorden (nordl. Isl.).
Langdœlagoði, Þórarinn Band. X—XI (= goði og enn spaki). ‘Langdölernes gode’, fordi hans godedömme strakte sig over Langidalr (nordl. Isl.).
Ljósvetningagoði, Þorgeirr Flat. X—XI. ‘Ljósavatsmændenes gode’; knyttet til befolkningen omkring Ljósavatn (Ljósavatsskarð), nordøstl. Isl. Selv bode T. på Ljósavatn.
Også alle disse ‘goder’, der er opkaldte efter sted, tilhører med en enkelt undtagelse 10. og begyndelsen af det 11. årh. Det samme gælder de næste.
Freysgoði, Hrafnkell Austf. X; Þórðr Hkr., Ldn., Ld., GI., Nj. X. ‘Fröysgode’, fordi de dyrkede særlig guden Fröy; Hr. »elskaði eigi annat goð meir en Frey«.
leikgoði se nedenfor.
gyðja, Þorlaug Ldn. X; Þuríðr Ldn., Vd. X. Svarer som fem. til mask. goði, altså ‘tempelforstanderske’; sikkert bet. tn. ikke ‘gudinde’; jfr. følg.
hofgyðja, Þuríðr Ldn. X. ‘Tempelforstanderske’; T. var søster til Þórðr freysgoði.
2. T i l s v a r e n d e n a v n e i d e n k r i s t n e t i d.
prestr, Einarr Hák. XIII; Ǫzurr Sv. XII. ‘Præst’; vistnok har ingen af bærerne virkelig været præst. Jfr. Prest-.
klerkr, Jón Sturl. XII—XIII; Ketilbjǫrn Bisk. XIII; Þorbjǫrn Orkn. XII. ‘Klærk’; sikkert var Þorbjǫrn ikke præst; om de andre kan intet sluttes.
prest- -Jón Sturl. XIII; -Oddr Sturl. XII; -Valdi Sturl. XII—XIII. ‘Præst-’; den første kaldes også Jón prestr og var måske præst, Oddr ligeledes; derimod var V. sikkert ikke præst; han kaldes »illræðismaðr«.
auraprestr, Ásgeirr Sturl. XIII. ‘Ør-præst’; Á. synes ikke at have været præst; hvad det første led angår jfr. aurgoði ovf.; her kan aura ikke identificeres; Á. har hjemme i Skagafjorden.
skarðprestr, Bárðr Sturl. XIII. ‘Skardpræst’; B. var ikke præst, men hans fader var præst på Skarð på Skardsstrand, Skarð-Snorre (vestl. Isl.). Det er også tvivlsomt, hvorvidt tn., der kun findes det sidste sted, hvor B. nævnes, gælder B. og ikke hans fader.
faraprestr, Þorsteinn Bisk. XIII. ‘Rejsepræst’, omflakkende (?) præst; denne betydn. passer dog ikke til T.; måske har han gjort flere rejser til Norge, men han var virkelig præst.
hálfprestr, Jón Sturl. XIII. ‘Halvpræst’.
slembidjákn, Sigurðr Hkr., Mork., Fsk. osv. I Hkr. og Fsk. kaldes S. altid slembidjákn; i Mork., Fris. og fl. slembir; hvis dette ikke er opstået ved misforståelse hos afskrivere (misforståelse af en forkortelse som slemb. el. lign.), er dette at betragte som forkortet af hint (etslags diminutivt kælenavn). S. var degneviet. Når slembi- föjes til, er det uden tvivl ironisk ment, og bet. vel ‘den der med nød og næppe blev degn’, ‘den der slumpede til at blive degn’. Slembi er det s. s. slembi i det velkendte isl. slembilukka ‘inopina et immerita fortuna’ (Bj. Hald.); der ligger dog mere af det ‘uvæntede’ end af det ‘ufortjænte’ i ordet. Jfr. slembast ‘inopino jactu ferri’ (Bj. H.). Også et vb. slambrast er kendt, ‘at komme frem med nød og næppe og besværligheder’. No. slemba, vb. og subst., ligger fjærnere i betydning.
príór, Guðrún Ann. XII—XIII; Þuríðr Ann. XIII. ‘Prior’; mulig er det ikke noget tn. Man kunde tænke sig tn. ironisk som hentydende til et forhold til en prior, men det er vel næppe at opfatte så.
biskup se nedenfor afd. VI.
Fljótabiskup, Jón Bisk. XII. ‘Fljotbiskop’; J. var præst, sikkert i Fljot i Skagafjordssyssel; på grund af sin myndighed har han vel fåt sit tn.; en v. l. er i øvrigt Fljóta-Ketill (Jón var Ketilsson).
Víkverjabiskup, Kolr (Kollr) Ldn. XI. ‘Vikværingers biskop’, fordi K. »vas í Vík austr« (Ari).
3. K o n g e, j a r l. Finnakonungr, Mǫttull Ldn., sagnh. ‘Finne(Lappe)konge’; er måske ikke at opfatte som egl. tn.; det findes desuden kun i »Melab. yngri«, medens Hb. har »Finnasonar, Mǫttulssonar konungs« og Stb. blot »Mǫttuls«, som dog næppe selv er rigtigt.
liðsmannakonungr, Óláfr Sturl., Fas., sagnh. ‘Hærmændenes konge’; hans mænd synes at være bleven kaldt liðsmenn κατ. εξ.
jarl, Þóroddr Sturl. XII. ‘Jarl’, måske fordi han havde tjænt en jarl. Tn. næppe obscönt, jfr. brugen af jarl i Bósas.
Hlaðajarl, Hákon Hkr. osv. X. ‘Ladejarl’, fordi hans hovedgård var Hlaðir ved Trondhjem.
hurnajarl, skrivemåde f. Yrna-, Sigurðr Ágr. X. ‘Jarl på Yrjar’, Ørlandet, på nordsiden af Trondhjemsfjorden; gen. pl. er uregelmæssig.
Mœrajarl, Rǫgnvaldr Hkr., Fsk., Ld. osv. IX. ‘Mörejarl’; Mœra er vistnok gen. af Mœrir, indbyggerne på Möre.
Storðarjarl, Gunnvaldr rogi Fas., sagnh. ‘Stords jarl’, af øen Storð; det er den, der sigtes til; i hdskrr. står imidlertid Storða, vist en fejl.
Súlujarl, Úlfr Skt. X; Þrándr Flat. IX—X. ‘Sulejarl’; Ulf digtede om Styrbjörn, men denne var dattersön af Þrándr; mulig var Ulf da dennes sön, jfr. fremstillingen, hvor en Ulf ligefrem nævnes som Þránds sön. Det ligger da nærmest i Súla at se et svensk stedsnavn (Súla i Veradalen synes at ligge for fjærnt), men et sådant er vel ukendt.
fólgsnarjarl, Snorri Sturluson Sturl. XIII. ‘Den skjulte, hemmelige jarl’; det fortælles, at Skule hertug gav Sn. jarletitlen, og at Styrme frode (vistnok i et obituarium el. lign.) havde betegnet Sn.s dødsdag som »ártíð Snorra fólgsnarjarls«; tn. er vel Styrmes eget påfund, men har aldrig været almindeligt.
matjarl se nedenfor.
greifi se nedenfor afd. VI.
pávi se nedenfor afd. VI.
4. B o n d e. bóndi, búandi, Dagfinnr Bǫgl., Hák. XIII; Óláfr (ɔ: kyrri) Hkr., Ágr. XI. ‘Bonde’; D. var en gammel Birkebener-hövding, men uden nogen titel; O.s tn. bet. vel omtr. det s. s. kyrri, ‘den rolige, fredelige’; han levede i sit rige som en bonde på sin gård, »fyr spekðar sakir ok hógværis« siger Ágr.
hǫldr, Bjǫrn Eg. X; Hávarðr XII; Ketill Ætt. XI; Sumarliði Orkn. XII; Þorsteinn fjaransmunnr Orkn. XII. ‘Fri bonde og odelsbonde’. Om B. hedder det, at han blev kaldt således, fordi han »gerðisk ekki handgenginn konungi«.
karl, Arngeirr Bj. X; Hákon Orkn. XII; Jón Sturl. XIII; Kolbeinn Orkn. XII; Sigvaldi Sv. XII—XIII; Sǫrkvir Nj. X (v. l. jarl, karli). ‘Karl’; ordet kan have flere betydninger, dels ‘bonde’, af ringere art end hölden, dels ‘en gammel mand’; denne sidste betydn. må uden tvivl antages for A.s vedkommende; det samme gælder mulig også H., der »var en hövding«; K. er måske kaldt sål. til adskillelse fra sin slægtning Hákon barn (s. d.). Om grunden til tn. for de andres vedkommende forlyder der intet. Sǫrkvir er måske stamfaderen til den svenske senere kongeslægt, hvor både S. (Sverke) og Karl forekommer.
Akrakarl se ovf.
þegn, Þórir Fas., sagnh. ‘Fri mand (bonde)’; i øvrigt tortæller sagaen (Ánss.), at han fik dette tn. af et sværd, som han havde fåt i gave og som hed þegn.
einbúi, Oddr Eg. X. ‘Eneboer’, vel fordi han bode på en afsides liggende gård.
5. S t i l l i n g e r h o s k o n g e n. rádgjafi, Stéfán Orkn. XII. ‘Rådgiver’.
dróttseti, Páll Bǫgl., Ann. XIII; Úlfr (Ubbi) Magn. lag. XIII. ‘Drost’; måske ikke tn. i egenlig forstand; P. var kong Inges dróttseti.
stallari, Ulfr Hkr., Ldn., Ljósv. XI. ‘Staller’; U. var Harald hårdrådes staller; måske heller ikke egl. tn.
ármaðr, Ásgautr Hkr. XI; Bjǫrn Hkr. XI; Ívarr Sv. XII. ‘Årmand’, d. v. s. en kgl. godsbestyrer; egenlig en maðr, der er árr ɔ: en, der på en andens vegne har et hværv at udføre (jfr. K. Maurers afhdl. om ármaðr).
gjaldkeri, Gunnarr Hkr. XII; Þorbjǫrn Hkr. XII; Þrándr Hkr. XIII. ‘Skattekræver’, kongens embedsmand i byerne, byfoged.
ræðismaðr, Eysteinn Sv. XII. ‘Bestyrer, forvalter’; antyder en stilling i kongens gård. Jfr. Fritzner.
biskupsmaðr, Þorgeirr Hák. XIII (enkeltvis forekommende v. l. er biscupsefni, biskupsmágr, men de er sikkert ur.). ‘Biskopsmand’, ɔ: en biskops tjæner.
Hólasveinn, Þorgils Sturl. XIII. ‘Hole-svend’; opkaldt efter en gård Holar (bispesædet?); mulig bet. sveinn ‘en tjæner’, men i øvrigt er T. en bonde i Øfjorden. Tn. kunde bet. ‘den unge fra Holar’.
lúðrsveinn, Þorfinnr sviðbrandr Bǫgl. XIII. ‘Trompeter’, synes ifg. fremstillingen (Fms. IX, 30) at have blæst i Sverres lur Andvaka.
sendimaðr, Heinrekr Hák. XIII; Hreiðarr Sv. XII; Kálfr Sv. XII. ‘Sendemand’, fordi de ofte benyttedes til vigtige sendefærdsrejser.
skósveinn se skolbeinn ovf. s. 221. [Anden afd., 24]
njósnar- -Helgi Gísl. X. ‘Spejde-’, fordi han sendtes flere gange ud for at spejde.
gestr, Jǫrundr Sturl. XIII; Óláfr Sturl. XIII. ‘Gæst’.
skálkr, Hallvarðr Hkr. IX. ‘Tjæner’; da ordet forekommer i så gammel tid, må det her stå i den oprl. betydning.
piltr, Guðlaugr Sturl. XIII; Vilmundr Hák. XIII. ‘Pilt’, en ung mand, omtr. = sveinn.
6. F a t t i g e, t r æ l l e. alikarl, Þorgrímr Sturl., Bisk. XII. ‘En mand (ældre mand), som får føde hos en anden, en fledføring’; Þ. var bonde, men han blev dömt i så höje bøder, at han blev »kallaðr félauss«; det er vel derefter, at han har fåt sit tn.
griðmaðr, Jón Bǫgl. XIII. ‘Gridmand’, d. v. s. som har ophold og underhold i en andens hus.
griðkona, Atli Bǫgl. XIII. ‘Tjænestekvinde’.
kotkarl, Þjóðólfr Sturl. XIII. ‘Hyttebonde’, husmand.
ánauðgi, Ormr Ldn. IX—X. ‘Den, der er el. har været træl’; i øvrigt findes dette tn. kun i Stb.; i Hb. kaldes han auðgi ‘den rige’.
ómagi, Jón Hák. XIII. ‘Uformuende, en, der er opdraget som fattiglem’.
leysingi (laus-), Gríss Eg. X; Þórðr Nj. X—XI. ‘Frigiven’; T. var sön af den frigivne Þórðr, der vistnok også har været kaldt l.
fantr, Sǫlvi D. N. XIII. ‘Omstrejfer’, el. tjæner.
Hertil vil jeg fóje følgende:
húsfreyja, Sæmundr Hkr. XII; Þórðr Hkr., Fsk. XII. ‘Husfrue’; tn. er sikkert ironisk.
