To anekdoter om samerne
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Samisk religion og mytologi
Eiler Hagerup Rosenvinge
To anekdoter om samerne [1]
Noget om Nordlandene, især om Saltens fogderi
1. Den sorte offerko
Finne-Slægten lader sig dele i to Klasser, af Sø-Finner og Skov-Lapper. De første ere Gaardmænd,og ernære sig af Land og Hav som Normændene. Skov-Lapperne holde sig snart til Fjelds, og snart i Udmarkene nær ved Bygderne med deres Reensdyr og leve af dem. Mange af disse have og smaa Rydninger op til Lands, hvor de holde Faar, Geder og et Par Kjør. De opholde sig ikke længere paa et Sted, end Skoven holder ud, og de have paa alle Steder og Tider efterladt sig Skov-Ruiner. Disse søge vel undertiden Kirken; men da de staae i jævnlig Communication med de svenske Lapper, som paa Sommer-Tiden græsse deres Reensdyr paa vore Fjelde, og hvis Descendenter de almindeligen ere, saa udgjøre de næsten et Slags med dem, i yderlig Genegenhed til Brændeviins Drik og øvrige Levemaade, hvorpaa ofte følge uopdagelige Voldsomheder og Manddrab; thi sjelden kan dette vilde Folk holde indbyrdes Enighed.
Jeg har meldt, at de søge Kirke; men vist mange love kun den udvortes Tugt, og ere i Grunden Afgudsdyrkere. Der findes mange Familier af dette Folkeslag, som aldrig søge Kirke,eller lade sig see i Bygderne, men opholde sig nær ved Linien paa norske Side; formodentlig maae de være Maleficanter, som for et eller andet Delictum ikke tør være bekjendte i noget af Rigerne. Paa Tysfjordens og Hammerøens Fjelde ere mange af disse; de ere et mordisk Folkeslag, og tør ikke søges af andre Lapper. Især hersker Afguderi meget endnu blandt de svenske Lapper. Imod den Tid, de om Høsten skal bringe deres Reensdyr tilbage til de svenske Grændser, indfinde de sig i Bygderne, og byde en overdreven Priis paa sorte Faar, Geder, Katte, Haner, kort alle Slags tamme Kreature, dem de anvende til Offringer, og, i det samme de begive sig til Fjelds, binde fast i Bjerg-Kløfter og Huler, til et Maaltid for deres Odin, som de mene at forsone, til at ledsage dem vel paa Reisen; og naar de næste Aar komme tilbage og intet finde i Behold af dette Offer, holde de det for Tegn til Lykke. I den senere Tid, da man er bragt i Erfaring om Hensigten og disse Kreaturers Anvendelse, faae de dem sjelden tilkjøbs. Især opdagede en Normand af Ofotens Sogn, for nogle Aar siden, Lappernes Hemmelighed. En svensk Lap kom til ham at kjøbe et sort Kreatur, og især faldt hans Øine paa en sort Malke-Ko, den Bonden ikke vilde miste; men da Lappen omsider bød ham 12 Rd. i svenske Specier, som var over det dobbelte imod hvad en Ko koster paa Høstens Tid, tog han mod dette fordeelagtige Bud. Hændelsesviis gaaer Bonden, to Dage efter, et Stykke op til Fjelds at hugge Tømmer. Underveis og i Nærheden af en Dal hører han Lyden af en Ko, han nærmer sig, og finder sin egen Ko bunden fast ved en Hule, og vansmægtet af Hunger, bringer den Hjem og tier. Aaret efter kom samme Lap igjen, kjøbte samme Ko igjen for 12 Rd., og begav sig til Fjelds. Bonden passer paa, finder sin Ko i samme Stilling, og paa samme Sted som Aaret forud, og bringer den uskadt Hjem. Denne Negoce ophørte hermed, da Lappen paa sidste Reise blev forvildet i et Snee-Fog paa Fjeldet, og omkom. I Tysfjorden og Ofoten, som i gamle Tider var beboet af Finner og Lapper, blandt hvilke Afguderi meget herskede før Lector Thomas von Westens Omreise, har jeg paa mange Steder ved Kløfter og Huler seet hele Dynger af alle Slags Kreatures Been, som have været anvendte til Offringer.
De Skov-Lapper, som ei opholde sig for langt op til Fjelds, eller som have Folk at vogte deres Reensdyr, ernære sig og undertiden af Fiskeri. Især ere de behændige Skyttere, og dræbe de fleste Bjørne. Naar en Bjørn er skudt, bruges mange Ceremonier og Gøglerier. Efter et lykkeligt Skytteri give de ved Hjemkomsten Konerne et Tegn, at de ei maae hilse paa dem; naar Huden skal tages af Bjørnen, skeer dette under Brændeviins Drik med gøggelmæssige Optoge og Vokal-Musik, ikke uliig Jødernes ved deres Gudstjeneste; dette gjentages under et strax herpaa følgende Gilde, da Venner og Paarørende indbydes, og endelig under samme Optrin begraves Bjørnens Been, som maae meget nøie afspises og ikke knuses eller brækkes, det de vaersomt tage i Agt, naar den skal trancheres.
2. Den snu lap
En Lap er meget frygtet af Normændene, som troe, at han kan hexe og gjøre alt Ondt; og heraf er han ofte saa klog at benytte sig til sin Fordeel; thi et Trusels-Ord af en Lap agter en enfoldig Normand som et vist Forbud paa en forestaaende Ulykke for sit Huus. I Almindelighed er Lappe-Slægten af en stolt, vild og hevngjerrig Art, og kan, naar den ikke fra Vuggen af bliver omdannet, sjelden civiliseres og dannes til Godt. For Nordlandene kunne disse og de Svenske Lapper, med hvilke de almindelig staae i Slægtskabs Forbindelse, være farlige Fiender i Krigstid, da de saa nøie kjende alle beboede Fjorde, og Passagen til Fjelds mellem Norge og Sverige, som paa nogle Steder ikke fordrer over to Dages Reise. I Kong Frederik den Tredies Tid, da adskillige svenske Skalke-Hobe trængte sig ind i Nordlandene for at plyndre dette ubevæbnede Land, viste de dog megen Troskab imod Norge; især udmærkede sig Ofotens og Tysfjordens Finner. Efter Overlæg begave nogle sig paa Fjeldet, i Møde for de Svenske, at vise dem Veien, men bragte dem i dets Sted paa Afveie til steile Steder, hvor Mængden af Lapperne havde posteret sig, og uden en Mands Forliis lagde de Svenske paa Stedet med deres Skud, som ei til Fordeel kunde besvares, da Lapperne laae skjulte imellem Bjerg-Rifter. Især fortjener her en Laps Opførsel at meldes, som, skjøndt ikkun et Sagn, dog ikke er usandsynlig. Denne Lap var svensk, men blandt dem, der græssede paa Sommertiden sine Reensdyr inden den norske Linie i Nærheden af Tysfjorden, og her var hans meste Familie bosat. Ham truer en Flok af 150 Svenske, til at være deres Veiviser ned i Tysfjorden; de begive sig ved Jule-Tid paa Reisen, han løbende paa Skier, og de kjørende med Reensdyr. Han fører dem paa en Afvei og paa et Fjeld,som er ganske fladt oven paa, men med et danner en forfærdelig Præcipice, som paa en Side styrter lige i Søen, og paa den anden ned i en dyb Dal. I Mørket, som dette skede, kunde den Forsigtigste blive drillet. Lappen anviser dem til den Side, som vendte ned ad Dalen, og med et styrtede de ned over Fjeldet og omkom. Af denne Hændelse kaldes dette Fjeld Mandfjord-Fjeld, og den Tvær-Fjord, som gaaer under Fjeldet og er en Green af Tysfjorden, Mandfjord.
Vist er det, at 1782, da jeg besaae dette Sted, fandtes endda hist og her Levninger af Menneske- og Reensdyr-Been, og af gamle troværdige Folk blev det mig forsikkret, at i deres Barndom var disse at see dyngeviis, men ere ved Tidens Længde deels fortærede og deels skjulte af den megen Steen, som aarligen styrter ned af Fjeldet. Imidlertid er det in confesso, at Ofotens og Tysfjordens Finner, til Belønning for deres udmærkede Troskab, bleve for sig og Efterkommere benaadede med Eiendom af deres Pladser og Rydninger, og jeg har ydermere i Saltens Geistlige Skifte-Protocol seet, at en Præst i Ofoten, Jochum Leth, havde af Finnerne tilkjøbt sig, og var indført som Eier af, mange slige Rydninger. Men i Fogden Myhres Tid bleve alle Rydninger Finnerne fratagne og lagte til Kongen; mig ganske ubekjendt, paa hvilken Grund dette kunde skee, og enten det var for at formere Kongens Jordebog, eller de gode Støvle-Huder.
Fodnoter
- ↑ Kilde: Budstikken, November, 1824.
