Varsel for død
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
som de har lydt i folkemunde
af
Evald Tang Kristensen
1893
9. Varsel for død
219. För grev Danneskjold-Samsø på Gisselfeldt døde, sagde han til forvalteren: «Jeg har udset mig et gravsted på den holm, der går her ud midt nede i haven, og nu må jeg have det indhegnet.» Det var på et sted, hvor en eg og en bøg stod og var groede sammen. «Ja, det er nu i en travl forårstid, vi har ikke godt tid til nu at indhegne det,» — «Ja, jeg vilde gjærne have det nu, vi kommer til at indrette os lidt efter hinanden, for mine dage er talte.» — «De er jo kun 49 år og kan leve længe.» Så tog han fat og gjorde gravstedet i stand, og straks efter døde greven. Han og hans kone var blevne forlovede under et træ på Samsø, og derfor vilde han begraves under de træer.
Hans Nielsen, Todbjærg.
220. «Hvem skal nu først hen?» spurgte major Kragh pastor Horn ved löjtnant Heides begravelse. En sidemand tog letsindig ordet og svarte: «Al tid den, der spörger!» og som sagt, så skete det.
H. Br.
221. I Ræær skole kom der noget vand til at stå på et af skolebordene. Læreren törrede det af, men det kom igjen. Så siger han til hans kone, hvad det var for vand, der var bestandig på det bord? Ja, hun vidste ikke af noget vand at sige. Så hørte det op. En tid efter druknede mange fiskere på én gang ved Hansted strand, og de blev kjørte op i Ræær, og nogle af dem til skolen, hvor noget af det våde töj blev smidt op på loftet over det sted, hvor der var kommet vand ned på skolebordet, og det var altså varsel derfor, læreren havde set.
Lærer Nörby, Hurup.
222. En bekjendt præst i Fyen gik fra sin forstand ved det, at han så en ugle i kirken; han må vel have gjort sig nogle egne tanker derved, ti synet af en ugle kunde ellers ikke have forskrækket ham.
J. Bircherod.
223. En kone, som er barnefødt i Hillerslev sogn, har fortalt, at da præsten S… i Österhæsinge sidste gang prækede i annekssognet Hillerslev kirke, kom der en stor ugle flyvende ud fra begravelsen og vedblev derpå at svæve omkring præsten, der stod på prækestolen, så at han måtte holde op midt i sin præken og bede degnen om at jage den ud. Denne prøvede også derpå, og siden hjalp nogle af mændene til, men de mægtede ikke en gang at holde den underlige fugl borte fra prækestolen, så nu kom de i tanker om, det måtte være et varsel, hvilket det også var, ti præsten kom aldrig mere i kirken og døde kort efter.
Sødinge skole.
224. Der var gilde i Nebel, og to mænd fulgtes ad. De kom om ved kirken, hvor der sad en ugle og uttede. Så siger den ene: «Der går dit bytte.» Den anden siger: «Nej, de er bensæl it mæ, men de er ham, der gæer.» Otte dage efter døde han, der først begyndte at snakke, så det blev alligevel ham, der kom først af sted.
Niels Pedersen, Gjedved.
225. På Julskov ved Nyborg var en gang en tjener, som en dag, da han vilde gå op ad trapperne til sit værelse, mödte en mus. Han forsøgte at sparke den ihjel med sine støvler, men kunde ikke ramme den, hvor megen umage han end gjorde sig. Da han kom op på sit værelse, blev han syg og måtte gå i seng. Natten efter hørte han et rabalder nede i gården, som om noget faldt om. Om morgenen fandt en mand nogle fjæl, der lå og var faldne om. Han rejste dem op. To dage efter døde tjeneren og blev lagt lig på de fjæl, som han selv havde hørt falde om.
Martin Dyrholm, Brudager.
226. Når de hører en ovntier, så skal der snart én dø i det hus. Den tager på som en flok små kyllinger, der pipper. Jens hans moder her i nabogården, hun hørte den inde i sengen, og i en anden gård her i nærheden hørte de den oppe i tækket. Det første sted døde moderen i den seng, hvor hun havde hørt den, og det andet sted døde fire kort efter.
Jens Povlsen. Rødding.
227. En kone i Vejstrup kom en sommerdag for en halv snes år siden uden for porten af deres gård og hørte da kirkeklokken ringe. Det var hverken søndag eller helligdag, og hun grundede derfor over, hvad grunden kunde være. Hun fik så ud, at dem på herregården vist skulde have deres barn døbt, som hun vidste skulde ske på en søgnedag efter fornem skik. Men om eftermiddagen kom en kone, som hun vidste der måtte vide besked om sagen, og hende spurgte hun ud. Da hun nu svarede, at hverken skulde herremandens barn døbes, og heller ikke havde det ringet om formiddagen, hverken for det ene eller for det andet, så blev konen, der havde hørt ringningen, sær, da hun så forstod, det måtte være et varsel. Samme dag lagde hendes eneste datter sig til sengs, og inden fjorten dage var hun død og begravet.
Rasmus Hansen.
228. Den sommer för a fik tvillinger, var der en bar plet i vort korn, der var ikke groet det mindste. Der var ligesom to pletter med et lille skjel imellem dem, men begge lige i en firkant. Da begge börnene var døde, og a kom op på kirkegården, randt det mig lige i tanker, hvad det var, for det var akkurat lige sådan en plet i façon, som den i kornet.
Marie Pedersen, Nörre-Vissing mark.
229. Der var også en bar plet i min husbonds korn i Æsholt; det var af form som en grav. Da vi en dag kjørte der forbi, sagde a: «Men hvad er det for en bar plet? hvordan er det, I har glemt at så i der?» Og kornet stod endda så godt rundt om. Så svarer han lige så stille: «Det er min ligkiste.» A gjentager svaret, for a tykte, det var kunstigt: «A tykker, I siger, det er min ligkiste.» — «Ja,» siger han, «det er nok mig, der skal dø, derfor er den bare plet der.» Det var første gang, a hørte tale om det.
Marie P., N.-Vissing.
230. Det var, mens jeg tjente for træskokarl i den gård lige over for sognefogdens i Ry, at jeg en aften, som min husbonde lige var kommen fra Horsens, så døden komme ind i kakkelstuen. Den lignede et skelet af et menneske og gik hen og omfavnede manden, uden at han mærkede det. Jeg sagde ingen ting, men et par dage efter blev han syg, og så døde han kort tid efter.
Th. J.
231. En mand, der boede i Grejs, havde fået sig en ny hest. Den første dag han havde fået den, var han ved at vande bæsterne inde i kræhuset, og da så han, at den fremmede hest slog ud imod en mand, som stod der inde, og ramte ham, så han faldt død om. Det var mærkeligt nok, for der var i virkeligheden ingen andre end ham selv der inde. En otte dage efter at han havde set det syn, vilde han og hans kone kjøre hjem og se til deres forældre. Lav de havde fået bæsterne uden for porten, stod de kavrette op i vejret, og konen sprang af vognen og besvimede. Året efter blev manden selv slået ihjel ude i stalden af den samme hest, og den dag han blev jordet, og de kjørte af gården med liget, da stod bæsterne på bagbenene ligesom den første gang.
Vinding højskole.
232. En mand gik fra Hegnet op til Tøndering, og da han kommer lidt vesten for gården, bliver han rendt i vasegroben og kom ud over marken og var helt forvildet. Lige bestemt på det samme sted blev i fjor en mand stukken ihjel af en tyr.
Jebjærg højskole.
233. Gamle skomager Svartz i Stenstrup, som nu er død for mange år siden, har fortalt, at da han i sin tid gjorde strandvagt, var det en dag, bedst som han gik der, at han mærkede, det gav et sært sæt eller ryk i hans ene side, men han vidste jo ikke, hvad det havde at betyde, for senere, da han var kommen hjem, ti da blev det først opklaret, at i det samme öjeblik, han mærkede dette her sæt, havde han en dreng, som døde derhjemme.
P. Jensen, Kværndrup.
234. En ung kone fortalte mig forleden følgende: En aften, som jeg havde været ude ved min kjæreste og kom silde ind, kom der noget ned fra taget, som jeg gik langs med huset, og faldt mod jorden, det lignede et hvidt udbredt lagen. En kort tid derefter døde en af mine små søskende, og jeg er vis på, at det var et forvarsel, jeg så.
Sör. Hansen.
235. Frants Kristensen i Vore fortæller: I min ungdom havde jeg en aften været i Gudme efter noget töj, og red hjem ad på vejen til Lundeborg; men pludselig blev hesten stående, den pustede og fnysede, og det var umuligt for mig at tvinge den fremad. Lidt efter kom en ridende på et stort og klodset dyr, som lignede mere en elefant end en hest. Jeg mærkede, at hårene rejste sig på mit hoved, og hesten trykkede sig over imod hegnet, så jeg blev reven i ansigtet af tornene. Endelig kom det da forbi mig og nu gik det i en rask fart ad Lundeborg til. Otte dage efter omkom en mand ved mergelgravning i marken lige inden for det samme sted.
Martin Dyrholm, Brudager.
236. En nat, da jeg som vægter gik og råbte og var kommen op til smedjen, så jeg smedesvenden stå ved smedjedøren, som han ikke kunde få op. Jeg sagde: «God morgen, Peter!» Han svarede ikke, hvorfor jeg sagde det endnu en gang, men i steden for at svare gik svenden tilbage ind i huset. Da jeg kom noget længere om på gaden, gik der to heste og tre svin. Som jeg nu havde råbt byen rundt og igjen kom tilbage til smedjen, stod svenden igjen ved smedjedøren. Jeg böd ham godmorgen, og han svarede mig. «Men hvor for Fanden svarede du mig ikke for en halv time siden, da jeg var her?» — «Det var jeg fri nok for,» sagde han, «for da lå jeg i sengen og sov, jeg stod just nu op.» Jeg mærkede da, at det hele var et varsel.
Nogle år efter kjørte en ung mand forbi den gård, hvor jeg havde set hestene og svinene, og der løb tre svin ud fra gården på gaden. Hestene blev sky og løb løbsk, og karlen faldt af vognen og fik hovedet knust. Da lægen kom, var der endnu liv i ham, og da et ben i tindingen var indtrykt, gik der bud til smeden efter en tang til at trække det ud med. Smeden fik i sin iver fejl nøgle til smedjen og måtte derfor tilbage ind efter den rette. Manden døde, og jeg mærkede nu, at det var for denne begivenhed, jeg havde set det hele.
Nis Callesen.
237. Nogle folk stod uden for der nede i Bunderup en aften og hørte, at det gav et skrig oppe ved kirken. I samme tid var der murer ved Haverslev kirke. Få dage efter faldt en pige, der var håndlanger, ned fra taljeværket og gav netop det samme skrig fra sig.
Lærer Andersen, Husby.
238. Min fader var tømmermand, og han har fortalt, at en aften gik han og en tømmersvend fra Sønderby til Glud, hvor han boede. Som de går ude på marken, hører de lige med et en klagende lyd, som fra et menneske, der jamrer sig. Ti år efter brænder der en gård i Österby, som så flyttes ud på marken på samme sted, hvorfra de havde hørt lyden. Den dag, de rejste gården, faldt en karl ned fra bygningen og forslog sig således, at han døde.
S. P. Rasmussen, Ås.
239. Langt ud på aftenen ved lag klokken 11 hørte de en gang noget, der lød så ynkelig, henne ved en kjelde lige tæt uden for smedjen i Hule. De kunde ikke forstå, hvad det kunde være. Konen i den gård, som smedjen hørte til, hendes mand var død for tre uger siden, og hun rejste sig tre nætter efter at den lyd var hørt, fra et syv års barn og gik hen til kjelden og lod sig dumpe lige ned i den. Det var sådan blæst, og hun var grumme dårlig gangende, men det kunde hun da, og hun havde endda haft hast, for alle dørene stod åbne. Det var jo af sorg, hun gjorde det. Så blev kjelden skudt efter, for siden den tid stod vandet i én prås hele tiden, endda vi øste den to gange.
Ane Marie Pedersdatter, Fovlum.
240. En mand i Brunshåb kjørte törv med et par hvide heste for. En dag så han nogle hvide lagener for ved sig, da han kjørte på Rindsholm-vejen, og så standsede hestene for det, så han kunde ikke få dem af sted. Han fortalte selv, at han havde set det, de flagrede foran ham, og det var om dagen. Han var kusk der, men tillige med gift. Dagen efter vilde han kjøre ind i porten i Brunshåb med törvene og stod ikke af læsset. Derved blev han grot og knækkede hans ryg, så han døde af det.
Rasmus Nielsen m. fl., Vinkel.
241. Min kone siger til mig en morgen: «A kan ikke forstå, hvad der lå på mine ben i nat, det trykkede sådan, te a kunde ikke flytte dem, og a tykte godt nok, a var vågen. Det har vist noget at betyde.» A troede det ikke. Nogle dage efter druknede en karl her norden for skolen i en mergelgrav, og a var med til at trække ham af graven. Så skulde der én til Skjærn bro og mælde det til øvrigheden, og det blev hans svoger. Han kunde ikke få tid til at komme hjem og få klæder skift, og så sagde a: «Du kan følge med mig hjem og komme i mit töj.» Da han kommer i mit sovekammer, lægger han hans gamle töj på vor sengfödder-ende, og da min kone ser det, tager hun i armen af mig og trækker mig derhen og siger: «Vil du nu tro, der går advarsel.»
Anders Ågård, Fjelstervang.
242. En mand fra Dover red hjem fra Skanderborg en aften sildig. Da han lige kom forbi Illerup, kom der to hjul til ham ved siden af vejen. Der var ingen arm igjennem dem, men de løb på lige side. Han spekulerede på, hvordan han skulde komme om ved dem, for så snart hesten kom dertil, gav den et snork og vilde ikke om. Han bliver sådan ved at følge hjulene, indtil han kommer til Dover kirke, der drejede de af begge to ind på kirkegården, og så kunde han ikke se dem mere. Da blev hesten rolig. Nogle dage efter døde en mand i Illerup, og liget blev befordret samme vej.
Jens Jakobsen, N.-Vissing.
243. Da jeg gik i skole, blev én af Marebæks-drengene syg en gang og lå en otte dages tid; så begyndte han at komme sig igjen, og vi ventede, at nu kom han snart i skole igjen. En af de dage gik en af de andre drenge nede i skoven, og da han tilfældigvis så sig tilbage, så han den syge dreng på skovvejen et stykke bag sig. «Nå, nu er Jens nok kommen op,» tænkte han, «så vil jeg bie ham efter og snakke med ham.» Og han blev stående, men så blev Jens også stående. Så gik han naturligvis og mente, Jens brød sig ikke om at følge med ham; men Jens gik også, og da han blev stående igjen, blev Jens også stående. Nu blev drengen bange og løb, men den anden løb også, og holdt sig stadig i samme afstand, til de nærmede sig gården, så blev Jens borte med et. Det var jo et varsel, for han havde ikke været ude af stuen, og et par dage efter døde han.
Karen Toxværd, Sillestrup.
244. En nat, da Niels Mortensen i Årup lå i hans seng, kom det kjørende uden for døren, ret te hun smældrede. De keg ud, og da stod der fire heste for en vogn uden for døren. Så skyndte de dem at komme i klæderne. «Nu får vi fremmede,» sagde manden. Det svingede om og kom atter kjørende frem. Da folkene kom ud, var det hele væk. Ovenpå det døde hans fader, den gamle Niels.
Kvorning.
245. Mens jeg var lærer i Emborg, boede jeg hos en mand i byen. En eftermiddag, jeg havde lukket skolen af, og gik om til mit logi, kom et par småpiger og sagde: «Der sidder en mand omme i skolen og skriver.» Jeg gik tilbage, men døren var låset, og der var ingen. Så tænkte jeg, om skyggen af et træ kunde have faldet ind og således skuffet pigerne. Jeg så efter flere dage og snakkede noget om det. Da sagde Rask Jensen: «Det bliver så mænd en gravskrift, De kommer til at skrive der ved kathedret. Fjorten dage efter dør en mand, og jeg siger: «Nu skal den netop ikke blive skreven der ved kathedret.» Den næstsidste dag för går jeg ved börnene og siger til mig selv: «Nu kan du jo skrive kladden,» og så satte jeg mig og begyndte. Da jeg havde skrevet lidt, kom jeg i tanker om, at jeg jo ikke vilde skrive den her på den plads, bliver gal på mig selv, springer op og siger: «Nu har du endda skrevet her. Ja, nu kan jeg lige så godt fortsætte,» og så satte jeg mig ned og skrev til ende.
Lærer Meldgård, Bjedstrup.
246. Vor aftægtskone her i Skibelund kan se varsler Det er aldrig længe siden, hun hørte det rasle inde i stuen, det var, ligesom tapetet gik løs. Da var det, at en ligkrands blev bunden der i den stue.
Min moder var ovre hos en mand i Kjöbenhoved, der var syg, for at passe ham. Så en aften, hun gik ind i stuen, så hun borde stå dækkede der i en trekant. Hun troede nu, at han skulde dø, men han kom sig dog. Så måtte det jo være noget andet. Der gik et par år hen, da døde min moder, og fordi hun havde været hos den mand at holde hus for ham, kom begravelsen til at stå der. Skolelæreren, som hun i sin tid havde fortalt varselet, kom hen til mig og spurgte, om jeg havde set, hvordan bordene stod. Nej, men jeg lagde nu mærke til, at de stod sådan, som min moder havde sagt. Det var altså hendes eget varsel, hun havde set.
Skibelund.
247. Lige ovre på den anden side af søen ved en gård der hørte de hver middag en kok gale nede i Rævbakke. De bildte dem ind, at det var et varsel for den elendighed, der skete i den gård, i det en sön skød sin fader. De hørte skuddet tre år för, og de så en ildtörv trimle ned af taget for ved manden, der blev sködt. Folkene døde ud nogle få år efter, og kokken høres nu ikke.
Ingeb. Movritsd., Vejrum.
