Vis kilden til II. Ordformerne i Brages Vers

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=II. Ordformerne i Brages Vers]] !!  !!  !! 
|-
|}


<center><big><big>'''[[Den ældste Skaldedigtnings Historie]]'''</big></big>


'''[[Sophus Bugge biografi|Sophus Bugge]]'''<br>1894


<big>'''II. Ordformerne i Brages Vers'''</big></center>


Først skal jeg undersøge Sproget i de Vers, som tillægges Brage den gamle.

Finnur Jónsson har (Arkiv VI, 150 f.) nævnt et Par Ordformer til Støtte for den Mening, at Brages Vers skulde være fra c. 840 og ikke skulde kunne være saa sene som fra Midten af 10de Aarhundred, men han indrømmer, at disse «sproglige enkeltheder maske kun [har] en ringe betydning for spørgsmålet». Jeg skal her nævne disse Ordformer, som efter min Mening ikke kan godtgjøre, at Brages Vers er saa gamle som fra første Halvdel af 9de Aarhundred.

Hos Brage (Sn. E. I, 504) forekommer Ordformen ''vr&#491;ngum''. Men ikke alene forekommer ''yr'' i Fremlyden af flere Ord i adskillige Eddadigte (''vreka, vreiði'' o. fl.), deriblandt i Atlakviða, som F. J. sætter til c. 975—1000, men ogsaa hos Eiliv Gudrunssøn (hvis Digte henføres til anden Halvdel af 10de Aarh.) finde vi ''vreiðr'' og ''Vr&#491;sku'' (Sn. E. I, 254) og hos Egil Skallagrimssøn, der endnu digtede efter Midten af 10de Aarh., ''vr&#491;ngu''<sup><span id="1">([[#Note1|1]])</span></sup>. Følgelig kan ''vr&#491;ngum'' ikke være til Hinder for at henføre Brages Vers til anden Halvdel af 10de Aarh. Fremdeles an fører F. J., at Dativformen ''þóri'' af ''þórr'' forekommer hos Brage (Sn. E. I, 504), men efter Metrets Vidnesbyrd ogsaa i [[Þrymskviða]] (som F. J. sætter til c. 900). Paa hvad Tid Dativformen ''þóri'' først fuldstændig er bleven fortrængt af ''þór'', lader sig ikke bestemme. Derfor kan Dativformen ''þóri'' ikke bruges til Bevis or, at Brages Vers er fra c. 840. At Formen ''þóri'' har været brugt ogsaa efter Midten af 10de Aarh., har vi al Grund til at formode, naar vi iagttage Forholdet ved andre Dativformer som ''leiki'' — ''leik, hringi'' — ''hring'' o. s. v. Og Dativen ''þóri'' er endog, sandsynlig ved Etterligning af Brages Vers, brugt i den sene [[Skíðaríma]] (V. 52). Desuden kan det mærkes, at Brages Vers har af ''mar'' Sn. Edda I, 438, som man neppe med rette har ændret til ''mari''.

Endelig anfører F. J. Formen ''haufuð'' hos Brage i Strophen om Gevjon. Men ogsaa den sædvanlige Form finde vi hos Brage i Linjen: ''Randvés h&#491;fuðniðja''<sup><span id="2">([[#Note2|2]])</span></sup> Sn. E. I, 342.

En Form med ''au'' af Ordet «Hoved» forudsættes at have været brugt i Oldsvensk. De middelsvenske Former Dat. ''höfþe'', ''höþe'', Verbum ''höfþa'' forudsætter ifølge Kock<sup><span id="3">([[#Note3|3]])</span></sup> og Noreen<sup><span id="4">([[#Note4|4]])</span></sup> oldsvenske Former med ''au''. Noreen anfører ogsaa gisv. ''høvuþ''; Söderwall af Konunga Styrilse ''höwdh''.

Nu forekommer oldnorsk ''haufuð'' kun<sup><span id="5">([[#Note5|5]])</span></sup> hos Brage i Strophen om ''Gefjon'' og ''Gylfi''. Dette Sagn er stedfæstet til Sverige, og ''Gylfi'' som svensk Navn findes i Runeindskrifter. Jeg formoder derfor, at ''haufuð'' hos Brage er en af Digteren tilsigtet svensk Form. Dette støttes derved, at Hunkjønsordet ''valrauf'', som forekommer i samme Linje og som jeg ikke med Gislason forandrer til ''vallrauf'', ellers kun findes brugt paa Røk-Stenen i Ostergotland (i Flertal ''ualrauba&#640;''). Det betyder egentlig Rustning, som man tager fra den faldne Fiende paa Valpladsen, men er hos Brage brugt i den overførte Betydning «noget, som man røver, tager eller vinder fra en anden». Den samme Betydningsovergang kan paavises ved lat: ''spolia''.

I samme Strophe har vi fremdeles maaské en Svecisme i ''&#491;ðla'' af et Adjectiv ''*&#491;ðull, *aðull'', jfr. ''aþuls mans'' i Helsingelagen «Ægtemands» og mleng. Adj. ''aþal'' «herlig».

Endelig synes ''vineyjar''<sup><span id="6">([[#Note6|6]])</span></sup> i samme Strophe at være en svensk Form og at betyde d. s. s. ''væn-eyjar''. Jfr. Liljegren Run-Urk. 797 (Södermanl.) : ''hulfastr lit braut ruþia aft&#640; ikul i epi auk ura uina kuna (a)uk uaska''. Lilj. R.-U. 1579 (Halland): ''fori haiþ uina kunu''. Dieterich (Runensprachsch.) og Rydqvist IV, 114 forstaa ''uina'' i disse Indskrifter som ''væna''. Ogsaa hører vel herhen ''Vinøen'', Navnet paa den største Ø i Hjelmaren, i Dat. ''uinüu'' Runverser 157.

Med denne svenske Form ''vín''- kan sammenlignes ''vén'', den sædvanlige nynorske Form for ''vænn''. Jfr. glsv. ''il'' — oldnorsk ''él'', i Helsingl. ''hila'' — oldnorsk ''hela'' o. lign. Maaské er ''v&#281;&#769;n&#640;i, v&#281;&#769;nni'' Dat. sg. f. og Compar. blevet til ''vénni vinni, v&#281;&#769;nnar'' til ''vénnar vinnar, v&#281;&#769;nna'' til ''vénna vinna'', og senere har da ''é, i'' ved Analogi bredt sig videre. Jfr. ''minni'' af ''mynni; mogmenni'' paa Røk-Stenen af ''mogmænni''; norsk ''frenda'' af ''frænda'' i Runerim (Smaastykker S. 4 og 110), og andre Exempler paa Indknibning af en Vokal foran ''nn'' og ''nd''. Samme Navn som svensk ''Vinøen'' er maaské det norske mig af Prof. Rygh meddelte Navn ''Venøen'' (udtalt med langt lukket ''e'') i Selje, Nordfjord, hvilket ikke forekommer i gammel Tid.

Ved den foregaaende Udvikling tror jeg at have godtgjort, at Formen ''haufuð'' ikke beviser, at Brages Vers er saa gamle som fra c. 840.

Formerne ''valrauf'' og ''haufuð'' synes at vise, at Strophen er forfattet, før ''au'' i Svensk var blevet til ''ø''. Dette fandt efter Noreen i Pauls Grundriss I, 479 Sted c. 1200.

Derimod synes Formen ''víneyjar'', hvis den her givne Forklaring er rigtig, at tale stærkt imod, at dette Brages Vers skulde være saa gammelt som fra c. 840. Thi det forekommer mig usandsynligt, at et i paa den angivne Maade saa tidlig skulde være opstaaet af ''&#509;'' og ved Analogi have bredt sig uden for sit lydrette Omraade.


----


Efter min Mening bevise Sprogformerne i Brages Vers uigjendrivelig, at disse Vers ikke kan være forfattede af en Mand fra det vestlige Norge saa tidlig som i første Halvdel af 9de Aarhundred.

Finnur Jónsson siger vistnok (Arkiv VI, 147 f.): «Hvor ledes sproget f. ex. har været i det 9. og begyndelsen af det 10. årh. i Norge og på Island, kan vi da ikke vide det mindste om, da vi ingen norske eller islandske runeindskrifter har fra den tid, og endnu mindre andre sproglige mindesmærker.» Men herved er meget at bemærke.

Det indeholder for det første en fuldstændig Miskjendelse af den sammenlignende Sproggransknings Betydning at mene, at vi — selv om vi ingen norske Sprogmindesmærker fra 9de eller Begyndelsen af 10de Aarhundred havde bevarede — ikke af norske Indskrifter fra forudgaaende og etterfølgende Tider eller af danske og svenske Indskrifter fra 9de og Begyndelsen af 10de Aarhundred skulde kunne slutte det mindste om norsk Sprog i den nævnte Tid.

Dernæst maa jeg ligefrem modsige Finnur Jónssons Paastand, naar han siger, at vi ingen norske Runeindskrifter har fra 9de eller Begyndelsen af 10de Aarhundred og endnu mindre andre sproglige Mindesmærker. Hvis man slaar efter i Wimmers Runenschrift S. 304, i Noreens Afhandling «Nordische Sprachen» i Pauls Grundriss og i Zimmers Afhandlinger «Keltische Beiträge» i Zeitschrift flir deutsches Altertum, saa vil man se, at dette ikke forholder sig saa. I det følgende skal jeg nævne flere Sprogmindesmærker, som lærer os noget om nordisk og særlig om norsk Sprog i det nævnte Tidsrum, og som sætter os i Stand til at controlere, hvorvidt Brages Digte virkelig er fra første Halvdel af 9de Aarhundred.


----


Det Sprogforhold, som navnlig er af Vigtighed for Bestemmelsen af den Tid, paa hvilken de Brage tillagte Vers er op staaede, er Vokalsynkope.

Naar nemlig norrøne Vers foreligger i Optegnelser, som antages at være flere Aarhundreder yngre end Versenes Tilblivelse, saa er det i mange Tilfælde umuligt, af Versene selv at bestemme, hvorvidt de i disse forekommende Ord har været brugte af den oprindelige Forfatter i de i Optegnelserne foreliggende Former, eller om disse er fremkomne ved senere Forandringer. Men Versemaalet sætter os jævnlig, om end ikke altid, i Stand til at bestemme, hvormange Stavelser de af Forfatteren brugte Ordformer har indeholdt, og om den i Optegnelserne foreliggende Vokalsynkope allerede var indtraadt i den af Forfatteren brugte Ordform eller senere er indkommen i hans Vers.

Versemaalet viser, at Synkope af ''i'' fra først af har været gjennemført i Brages Vers, ikke blot efter lang. men ogsaa efter kort Stavelse. Vi finde saaledes i dem følgende synkoperede tostavelses Former, som er opstaaede af urnordiske trestavelses eller firstavelses Former:

''etti'' Sn. E. I, 436, af ''*atiði''. ''letti'' Sn. E. I, 436, af ''*latidi''. ''baztan'' Sn. E. I, 350 (i Hending med ''vazt-''), af ''*batistana''. ''þafdan''<sup><span id="7">([[#Note7|7]])</span></sup> Sn. E. I, 244 af ''*þabidana''. ''rakþisk'' Sn. E. I, 252, af ''*rakidé'' med Reflexiv. ''starði'' Sn. E. I, 256 (i Hending med ''harðgeðr''), af ''*stareðé, *stariðé. barðir'' Sn. E. I, 372, af ''*bariðé&#640;''.

Her kan ogsaa nævnes Synkope af ''i'' efter kort Stavelse i Sammenssetning. Ved første Led:

''salpenningi'' Sn. E. I, 438, af ''sali-''<sup><span id="8">([[#Note8|8]])</span></sup>. ''Sigurðar'' Sn. E. I, 426 (jfr. i det følgende), af ''*Sigiwarða&#640;''.

Ved andet Led:

''Ragnarr'' Sn. E. I, 374 og 438, af ''*Ragnari&#640;, *Ragnahari&#640;''. Jeg tør ikke benegte, at saadanne synkoperede Former som starde har været brugte i Norsk allerede i første Halvdel af 9de Aarhundred. Og jeg holder det for sikkert, at saadanne synkoperede Former som ''sal-'' af ''sali-'' brugtes i Norsk saa tidlig, hvor de forekom som første Sammensætningsled. Til Støtte herfor kan anføres følgende:

Rimbertus (&dagger; 888) nævner i Vita S. Anskarii<sup><span id="9">([[#Note9|9]])</span></sup>  i Birca c. 835 en Kvinde ved Navn ''Catla'' (Var. ''Cathla''). Dette Navn er synkoperet for ''*Katila'', hvis det er nordisk og identisk med isl. ''Katla''. Dette synes dog ikke sikkert, da ''Catla'' var Datter af en kristen rig Kvinde, som hed ''Frethoburgh'', hvilket Navn synes at være tysk, ikke nordisk. Ligesaa kunde ''Cathla'' være tysk og svare til det oldtyske Mandsnavn ''Cathelo'' (hos Forste mann). Mandsnavnet Ketill og de dertil hørende Navne fore kommer i Sverige først længe efter 835.

Som Exempler paa Synkope af i efter kort Stavelse i Sammensætning kan nævnes:

Snoldelev-Indskriften i Sjælland (c. 800—825) har ''&#0261;salhaukum'' af ''*salihaugum''.

''Sichfrith'' (af ''*Sigi-'') nævnes i Ulster-Annalerne ved Aar 887,'' Sitriucc'' ved Aar 875. ''Haimar'' Three Fragm. 172, c. 870, d. e. ''Einarr'', af ''*Ainahari&#640;. Badbarr, Baethbarr'' Cog. Gaid. 24, 32, d. e. ''B&#491;ðvarr'', af ''*Baduhari&#640;''. ''Albdan'', af ''*Halbadani&#640;'', oftere. Om ''Imhar'' Four Masters og Ulst.-Ann. til 856, d. e. ''Ívarr'', er opstaaet af ''*Inwahari&#640;'', er ikke sikkert. Alle de her nævnte Personer har levet i 9de Aarh., men Navneformerne er her ikke fuldt bevisende, da de Haandskrifter, hvori de foreligge, er sene og da Navnene kan tænkes at være skrevne i Former, i hvilke de senere end 9de Aarh. kjendtes i Irland.

Af de hos Einhard forekommende Navneformer synes man derimod at kunne gjøre sikrere Slutninger om Dansk, som det taltes paa hans Tid. Han har som danske Navne ved 811 ''Hancwin'' og ''Aowin'' (p. 62). Den ikke synkoperede Form ''Sigifridus'' hos Einhard 812 p. 63 kan være paavirket af frankisk Sprogform. Ligesaa ''Ragneri'' ved 845 Pertz Script. II, 302.

Nogen Betænkelighed vækker Indskriften paa Kirkebø-Stenen fra Færøerne, som Wimmer (Runenschrift S. 304) henfører til 850 (875). Jeg læser dens første Ord som Navnet
''saliki'', men er i Tvivl, om dette er en ikke synkoperet Form, = oldtysk ''Salico'', eller om det har været udtalt ''Salingi'', jfr. det eruliske Kvindenavn ''Salinga''.

I Brages Vers finde vi fremdeles følgende synkoperede enstavelses Former:

''vin'' Sn. E. I, 350, af ''*wini. mun'' Sn. E. I, 436, Str. 3. Her har cod. Worm. ''mun'', cod. reg. ''man''. Man maa vistnok med Wisén læse ''glamma [at] mun''. Da er ''mun'' Dativ; Formen er overført fra Accusativ, hvor den er opstaaet af ''*muni''<sup><span id="10">([[#Note10|10]])</span></sup>.

Formerne ''*wini, *muni'' vilde paa de nævnte Steder stride mod Versemaalet. Formerne ''vin, mun'' er altsaa oprindelige i Brages Vers, men disse synes ikke udenfor Sammensætning at have været brugte i Norsk saa tidlig som i første Halvdel af 9de Aarhundred. Endnu paa Røk-Stenen i Østergøtland finde vi den ikke synkoperede Form ''siti&#640;'' = oldnorsk ''sitr'' «sidder»<sup><span id="11">([[#Note11|11]])</span></sup>. Al Sandsynlighed taler for, at i i Norsk ikke er blevet synkoperet tidligere end i Svensk. Røk-Stenens Indskrift synes ikke at kunne være ældre end omtrent 900<sup><span id="12">([[#Note12|12]])</span></sup>. Da nu Røk-Indskriften har den usynkoperede Form ''siti&#640;'', synes Brages Vers, som har de synkoperede Former ''vin'' (af ''*wini''), ''mun'' (af ''*muni''), ikke at kunne være fra første Halvdel af 9de Aarh.<sup><span id="13">([[#Note13|13]])</span></sup>.

En saadan Slutning, bygget paa den ene Form ''siti&#640;'', vil vel synes mange lidet paalidelig. Men jeg skal i det følgende undersøge andre Tilfælde af Vokalsynkope, der efter min Mening; vil gjøre Resultatet urokkeligt.


----


I Brages Vers maa Synkope af ''u'' efter lang første Stavelse i Forbindelse med ''u''-Omlyd (hvor Vokalen var modtagelig derfor) fra først af have været gjennemført:

''h&#491;nd'' Sn. E. I, 256 og Sn. E. I, 438, af ''*handu''. ''r&#491;dd'' Sn. E. I, 350, af ''*raddu''. ''góð'' Sn. E. I, 426, af ''*góðu. gj&#491;ld'' Sn. E. I, 426, af ''*geldu''. Fremdeles i andet Sammensætningsled, f. Ex. ''hrævad&#491;gg, ennitungl, mundlaug'' o. fl.<sup><span id="14">([[#Note14|14]])</span></sup>.

Brages Digte vise ligeledes Synkope af ''u'' efter kort Stavelse i Forbindelse med ''u''-Omlyd (hvor Vokalen er modtagelig for denne) i følgende enstavelses Ordformer, der er opstaaede af urnordiske tostavelses Former:

''m&#491;gr'' Sn. E. I, 426, af ''*magu&#640;''. ''sonr'' eller ''sunr'' Sn. E. Ir 242<sup><span id="15">([[#Note15|15]])</span></sup> , af ''sunu&#640;''. ''mj&#491;k'' Sn. E. I, 374, af ''*meku''. ''sj&#491;t'' Sn. E. J, 318, af ''*setu''. ''gl&#491;ð'' Sn. E. I, 32 = Yngl. s. Kap. 5, af ''*glaðu''. ''h&#491;ð'' Sn. E. I, 436, af ''*haþu''.

Det tør ansees for vist (og det har heller ikke været betvivlet), at den enstavelses Form i disse 6 Tilfælde tilhører Versenes oprindelige Sprogform. Man kan ikke antage, at Digteren selv i disse 6 Tilfælde har brugt tostavelses Former, som i den senere Tradition eller af senere Afskrivere skulde være forandrede til enstavelses. Dette godtgjøres af Verse maalet.

I Verslinjen ''of manna sj&#491;t margra'' Sn. E. I, 318 kan ikke en Form ''*setu'' eller ''*seotu'' have hørt hjemme, men den enstavelses Form ''sj&#491;t'' maa her være den oprindelige, fordi metrisk Opløsning ved en tostavelses Substantivform i den gamle Skaldedigtning overhoved aldrig forekommer efter Verslinjens tredje Stavelse, saaledes som Sievers (Paul—Braune Beitr. V, 468—470) har bevist<sup><span id="16">([[#Note16|16]])</span></sup>.

Ligeledes er det sikkert, at Enstavelses-Formerne ''m&#491;gr, h&#491;ð, gl&#491;ð, sunr'' eller ''sonr'' (ikke ''*magu&#640;, *haþu, *glaðu, sunu&#640;)'' er de oprindelige i Brages Vers. Thi i disse forekommer metrisk Opløsning aldrig ved Nomina<sup><span id="17">([[#Note17|17]])</span></sup> , men vel ved Verba (''vilið, g&#491;fumk'' eller ''g&#491;fum, erumk'' eller ''erum, hafið; nema'' forstaa nogle som Partikel, andre som Verbum). Og naar Digteren har brugt Formen ''sj&#491;t'' ikke ''setu'', saa har han naturligvis ikke brugt en Form ''*meku'', men ''mj&#491;k''.

Efter det foregaaende er det altsaa sikkert, at Enstavelses-Formerne ''gl&#491;ð, h&#491;ð, mj&#491;k, m&#491;gr, sj&#491;t, sunr'' er de oprindelige i de Brage tillagte Vers<sup><span id="18">([[#Note18|18]])</span></sup>.

Brages Digte vise fremdeles Synkope af u efter kort Stavelse i Forbindelse med ''u''-Omlyd i tostavelses Former, som er opstaaede af urnordiske trestavelses Former. ''H&#491;gna'' Sn. E. I, 426 i Hending med ''m&#491;gr'' og Sn. E. I. 436, af ''*Hagunan''. ''S&#491;rli'' Sn. E. I, 372, som, hvis det fandtes i Urnord., der maatte hede ''*Sarula''.

Hermed kan sammenstilles følgende Ordformer, der ikke kan godtgjøres at have havt noget tilsvarende i Urnordisk:

''dr&#491;sla'' Sn. E. I, 436, ''Sv&#491;lnis'' Sn. E. I, 438, og flere andre<sup><span id="19">([[#Note19|19]])</span></sup>.

Fremdeles findes Synkope i ''V&#491;lsunga'' Sn. E. I, 370, der, hvis det fandtes i Urnord., dengang maatte hede ''*Walisungö''.

I ''fj&#491;lð'' Sn. E. I, 374 og Sn. E. I, 438, af ''*feluþu''. ''aldaf&#491;ðrs'' Sn. E. I, 242. Istedenfor dette har Uppsala-Edda ''alfavþrs'', men jeg ser ikke fuld Grund til uden Støtte i Haandskrifterne at indsætte ''alf&#491;ður''. ''-f&#491;ðrs'' synes at forudsætte en ældre Form ''-*faðuras''. ''fj&#491;gur haufuð'' Sn. E. I, 32 = Yngl. s. Kap. 5, af ''*feguru *haubuðu'' (eller ''*haubiðu'').

I anden Stavelse af urnordiske tostavelses Ordformer blev ''u'' tidligere synkoperet, hvor vedkommende Ordform var indtraadt som første eller andet Led af en Sammensætning, end udenfor Sammenssetning. Og i urnordiske tostavelses Former faldt ''u'' tidligere bort efter lang end efter kort Stavelse.

Allerede i den blekingske Sølvesborg-Indskrift, som Wimmer henfører til 750—775, forekommer ''asmut'', hvis første Led er opstaaet af ''ansu''. Einhard har ved Aar 811 det danske Navn ''Osfred''. I den sjællandske Frerslev-Indskrift, der vistnok er fra første Halvdel af 9de Aarh. (825—850?), læses ''aslaiki&#640;''. I Gimsø-Indskriften fra Lofoten, som jeg henfører til 800—850, forekommer ''asraþ''. Derimod er den ældre usynkoperede Form bevaret i '''''asugisalas''''' paa Spydstagen fra Kragehul (c. 500). Endnu Stentofta-Indskriften i Bleking, der synes at være fra c. 700, har '''''ginorono&#640;''''', hvori jeg forklarer første Led som opstaaet af ''ginnu-'', medens Bjørketorp-Indskriften i Bleking, der synes at være lidt yngre, har samme Led i Formen '''''ginA'''''-. I tostavelses Former som ''ansu-, ginnu-'' med første Stavelse lang synes altsaa, hvor de forekom som første Sammensætningsled, ''u'' at være blevet synkoperet i Bde Aarh.

Ogsaa i tostavelses Former, som dannede andet Sammensætningsled, blev ''u'' efter lang Stavelse synkoperet allerede i 8de Aarh. Bjørketorp-Indskriften har '''''uþArAbAspA''''', hvor andet Led er = oldnorsk ''spá'' og opstaaet af ''*spáhu''.

Men Ordformer, der som ansu bestod af to Stavelser, af hvilke den første var lang og den anden endte paa ''u'', bevarede, hvor de ikke dannede første eller andet Sammensætningsled, men forekom med selvstændig fuld Betoning, sit ''u'' i nordisk Sprog længe efter Midten af 8de Aarh.

Herom har vi for det første et Vidnesbyrd i Røk-Indskriften i Østergøtland, der sandsynlig er fra c. 900. Her forekommer Verset:

<blockquote>''raiþ þiaurik&#640;''
<br>''hin þurmuþi''
<br>''stili&#640; flutna''
<br>''strantu hraiþmara&#640;.''</blockquote>

I min anden Afhandling om Røk-Indskriften<sup><span id="20">([[#Note20|20]])</span></sup> har jeg tolket dette saa: «Theoderik den dristige, Søkrigernes Styrer red over Reidhavets Strand (Stranden af det Hav, som skyller mod Goternes Land).» Her maa ''strantu'', udtalt ''strandu'', være Accusativ = oldnorsk ''str&#491;nd''. Ved Siden heraf har Røk-Indskriften med den længere Rækkes Runer '''''igold''''', hvor andet Led ''-old'' er opstaaet af ''*aldu''.

Et andet mærkeligt Vidnesbyrd foreligger i et Sprogmindes mærke, hvis Tid jeg paa Grund af dets Vigtighed og fordi det endnu er uudgivet, udførlig vil søge at bestemme. En Optegnelse af den kortere, særlig nordiske Runerække med Runernes Navne skrevne baade med Runer og med latinske Bogstaver findes i codex Leidensis lat.4to 83,mig meddelt i Afskrift af Professor H. Kern. Dette Haandskrift er efter R. Peiper<sup><span id="21">([[#Note21|21]])</span></sup>  fra 10de Aarh. Det har engang tilhørt Benediktinerklosteret i Fleury sur Loire, øst for Orleans i Departementet Loiret i Frankrige.

Flere Feil i den her forekommende Optegnelse af Runerækken og af Runenavnene gjør det sandsynligt, at Optegnelsen i Leidener-Haandskriftet ikke er foretagen umiddelbart efter mundtlig Meddelelse, men at den er skreven af efter et ældre Haandskrift. Den oprindelige Optegnelse er foretagen af en lærd Mand, som kjendte det latinske Alphabet.

Da den første Optegner sandsynlig har boet i Frankrige, har han vistnok faaet sig Runerne meddelte enten af en dansk (ikke norsk) Mand eller af en, som havde lært dem at kjende af en dansk Mand. Herfor taler ogsaa flere Ordformer som [[Bilde:Bugge-manr.png]] ''manr''. Det er ikke sandsynligt, at Runerækken er bleven optegnet, førend Frankerne omtrent fra andet Aarti af 9de Aarh. af lærte Danerne nærmere at kjende.

Ogsaa Runeformerne vise, at den første Optegnelse af den Runerække, som er afskreven i Leidener-Haandskriftet, ikke kan have været foretagen før et godt Stykke ind i 9de Aarh. Runen ''ár'' har i de ældste danske Indskrifter med den kortere Rækkes Runer Formen [[Bilde:Bugge-ár.png]]. Saaledes i Indskrifterne fra Kallerup, Snoldelev, Helnæs, Flemløse (her tillige [[Bilde:Bugge-æ.png|Bugge-æ.png]]), Ørja, som Wimmer sætter til Tiden 800—825. Derimod i Leidener-Rækken [[Bilde:Bugge-æ.png]]. Runen ''hagall'' har Formen [[Bilde:Bugge-hagall.png]] i Indskrifterne fra Kallerup, Snoldelev og Flemløse. Derimod i Leidener-Rækken [[Bilde:Bugge-ár.png]]<sup><span id="22">([[#Note22|22]])</span></sup>. Ogsaa paa Vordingborg-Stenen, som for ''ár'' har [[Bilde:Bugge-æ.png]], tror jeg at finde [[Bilde:Bugge-H.png]] for ''h'' i sidste Ord i anden Linje ''hau'' «hug». Paa Vordingborg-Stenen læser jeg foran ''hau'' Mandsnavnet ''rutr'', der synes at maatte være = isl. ''Hrútr''. Her er skrevet ''r'' for ''hr'' ligesom alt paa Flemløse-Stenen. ''rutr'' med ''r'' i Endelsen er en yngre Form end ''þurmut&#640;'' paa Nørrenæraa-Stenen, som Wimmer sætter til 850—875. Jeg tør ikke sætte Vordingborg-Stenen tidligere end 850—875. For Runen ''maðr'' eller ''mannr'' har Helnæs-Stenen en Form med to rette Stave. En Form for ''m'' med to Langstave formoder jeg ogsaa i Ordet ''ukmunt&#640;'' (?) paa Frerslev-Stenen, Sjælland, der har [[Bilde:Bugge-w.png]]''w'' som Vokaltegn men ved Siden deraf ''raisti'', ikke ''raisþi'', og [[Bilde:Bugge-æ.png]] ikke [[Bilde:Bugge-ár.png]] or ''ár''. Frerslev-Indskriften er da vel neppe indhugget før 825—850, men har bevaret endel Eiendommeligheder fra ældre Indskrifter. Wimmer S. 205 mener, at allerede Snoldelev-Stenen har havt Formen [[Bilde:Bugge-m.png]] for ''m'', men Runen er her ikke fuldstændig bevaret. I Indskriften fra Nørrenæraa og i de efter Wimmer omkring 900 indhugne Indskrifter fra Tryggevælde og Rønninge har ''m'' kun én Langstav. I Leidener-Rækken har ''m'' samme Form som paa Rønninge- Stenen.

Efter de forskjellige i det foregaaende omtalte Tidsmærker sætter jeg den første Optegnelse af Leidener-Rækken til omkring 825—850. Senere tør jeg ikke sætte den af Hensyn til de Sprogformer, som jeg nu skal anføre.

Leidener-Rækken har uden Synkope [[Bilde:Bugge-reidu.png]] ''reidu'', [[Bilde:Bugge-soulu.png]] ''soulu'', men [[Bilde:Bugge-aus.png]] ''aus''<sup><span id="23">([[#Note23|23]])</span></sup>. Altsaa Synkope af ''u'' foran Consonant (''aus'' af ''*ansu&#640;''), men ikke i Udlyd.

Vi har ikke Sprogmindesmærker, der nøiagtig kan vise os, hvor længe ''u'' holdt sig efter lang Stavelse i Norsk.

I den irske Optegnelse af Runenavne<sup><span id="24">([[#Note24|24]])</span></sup>, som maa grunde sig paa en Meddelelse fra en Nordmand og som forudsætter en skriftlig Original, der neppe har været ældre end c. 950 (se i det følgende), finde vi Navnene ''os'' (af Afskriverne forvansket til ''or''), ''raid, sol''<sup><span id="25">([[#Note25|25]])</span></sup>.

Efter det foregaaende maa vi antage, at Ordformerne ''*handu, *raddu, *góðu, *geldu'' eller ''*ge°ldu'' i Dansk brugtes endnu c. 850 og i Svensk c. 900<sup><span id="26">([[#Note26|26]])</span></sup>. Det forekommer mig meget usandsynligt, som stridende mod den almindelige Sprogbevægelse, at Synkope skulde være indtraadt i Vestnorsk tidligere end i Dansk og Svensk. Derfor er der efter min Mening al Sandsynlighed for, at Brages Vers, som har Formerne ''h&#491;nd, r&#491;dd, góð, gj&#491;ld'', ikke er saa gamle som fra første Halvdel af 9de Aarh.

Einhard har ved Aar 811 tre Gange det danske Navn ''Osfred'' eller ''Osfrid'' af ''*Ansufreþu&#640;''. Samtidig maa Ordet «Fred» usammensat antages at have lydt ''*friðu&#640;''.

Ordet ''sunu&#640;'' Accus. ''sunu'' «Søn» er ikke paa én Gang i alle Stillinger i Sætningen blevet synkoperet til den enstavelses Form ''sun&#640;'' Acc. ''sun''. Tidligst blev det synkoperet, hvor det med svag Betoning enklitisk sluttede sig til en deraf styret Genetiv af et Mandsnavn. Saaledes har Gursten-Indskriften i Smaaland (Runverser 164), fra c 875—900, ''uifriþa&#640;sun'' (Accus.) ved Siden af ''sunu&#640;''. Sparløsa-Indskriften i Vestergøtland, der vist ikke er yngre end Midten af 9de Aarh., ''airikis sun&#640;''. Ja endog Gimsø-Indskriften fra Lofoten, som jeg henfører til 800—850, har Accus. ''naf&#640;sim'', d. e. ''Nafa&#640;sun''.

Hermed kan sammenstilles, at de nynorske Dialekters Ord ''sån'' «Søn» nu, hvor det enklitisk slutter sig til en Genetiv af et Mandsnavn, tildels er stærkere afkortet end som selvstændigt Ord, nemlig paa Helgeland til ''so (Jonso)'', i Indherred og Fosen til sa ''(Jonsa)''.

Ogsaa hvor Ordet for «Søn» syntaktisk var forbundet med en umiddelbart følgende Genetiv af et Mandsnavn, synes Enstavelsesformen at være indtraadt paa en Tid, da Ordet endnu, hvor det havde sin selvstændige fulde Betoning, brugtes i tostavelses Form.

Vi finde saaledes, som det synes, allerede i Ingelstad-Indskriften i Østergøtland (Runverser 135) ''sun&#640;kut[a]a''. Denne Indskrift henfører jeg efter et Skjøn til c. 850—875. I Gursten-Indskriften (c. 875—900?) følger derimod efter den usynkoperede Form ''sunu&#640;'' ingenGenetiv. Tryggevælde-Indskriften i Sjælland (Wimmer Runenschr. S. 370) fra c. 900 har Accus. ''sun nairbis''.

I Brages Vers forekommer ''sunr'' (eller ''sonr'') ''Aldaf&#491;ðrs'' Sn. E. I, 242. Hvorvidt denne Ordform i Norsk kan have været brugt allerede i første Halvdel af 9de Aarh., synes mig meget tvivlsomt, men Muligheden deraf tør jeg efter det foregaaende ikke benegte. Det samme gjælder om ''m&#491;gr Sigurðar'' hos Brage Sn. E. I, 426.

Tostavelses Former paa ''-u'' med kort første Stavelse var synkoperede til enstavelses som første Sammensætningsled paa en Tid, da de som selvstændige Ord med fuld Betoning endnu udtaltes som tostavelses.

Irske Annaler ved 873, 878, 880 har ''Barith'', hvilken Navne form jeg tilligemed oldnorsk ''Bárðr'' har forklaret af ''*Baðufreþu&#640;''.

De tostavelses Ordformer ''*gladu, haþu, *meku, *setu'' og ens artede Former synes derimod, hvor de havde sin fulde selvstændige Betoning, at have holdt sig overalt i Norden, ialfald i Sverige og Norge, hele 9de Aarh. igjennem. I Norsk synes de ifølge irske Optegnelser af norske Sprogformer først efter 950 at være blevne afløste af de enstavelses Former ''g&#491;ð, h&#491;ð, mj&#491;k, sj&#491;t'', ogsaa hvor Ordene havde sin selvstændige fulde Betoning.

lalfald synes i Norsk de enstavelses Former først efter 950 at være traadt saa bestemt frem i Udtalen, at man skrev enstavelses Former.

Jeg skal først meddele de svenske og danske Ordformer, som belyse dette Forhold.

I Røk-Indskriften, Østergøtland, som jeg nu henfører til c. 900, forekommer sunu Accus. = oldnorsk ''sun; fiaru'', der maa opfattes = oldnorsk ''fj&#491;r''<sup><span id="27">([[#Note27|27]])</span></sup>; ''karu&#640;'' = oldnorsk ''g&#491;rr''. I Kalfvesten- Indskriften, Østergøtland, fra c. 900 ''sunu'' Accus. = on. ''sun''; Mandsnavnet ''stiku&#640;'', udtalt ''Stigu&#640;''<sup><span id="28">([[#Note28|28]])</span></sup>, beslægtet men ikke identisk med det ellers forekommende Mandsnavn ''Stígr'' Gen. ''Stigs''. I Gursten-Indskriften, Smaaland (Runverser 164), fra c. 875—900 forekommer ''sunu&#640;'' = on. ''sunr''. .Usikkert er ''sunu'' i Rotne-Indskriften, Smaaland (Runverser 110), fra c. 950. I Helnæs-Indskriften, Fyn (Wimmer Runenschr. 343), fra 800—825 forekommer ''bruþursunu'', hvor ''sunu'' ikke er forkortet til ''sun'', uagtet det enklitisk slutter sig til ''bruþur''.

Det kan vistnok med Grund fremhæves, at de Tidsbestemmelser, som jeg dels selv og dels efter Wimmer og andre Sprogforskere giver for de Runeindskrifter, paa hvilke jeg beraaber mig, er usikre. Det er sandt, de er usikre<sup><span id="29">([[#Note29|29]])</span></sup> . Men jeg paastaar, indtil det modsatte bevises, at de rette Tidsbestemmelser ikke kan afvige saa meget fra de her givne, at dette kan rokke det Hovedresultat om Brages Vers, hvortil jeg her kommer<sup><span id="30">([[#Note30|30]])</span></sup>.

Sikrere er Tidsbestemmelsen, hvad Grænsen opad angaar, ved flere nordiske Sprogmindesmærker, som ikke er Runeindskrifter og som foreligger i Fremmedes Optegnelser.

At man i Dansk ved Aar 900 endnu sagde ''lagu'' «Lov», ikke ''I&#491;g'', bevises, som det synes, af det senere angelsaks, ''lagu'' «Lov», der er laant fra Dansk<sup><span id="31">([[#Note31|31]])</span></sup>.

Med større Sikkerhed lader Tiden, ialfald Tidsgrænsen opad sig ogsaa bestemme ved Fremmedes Optegnelser af de nordiske Runenavne, af hvilke vigtige Slutninger om Nordboernes Udtale kan drages.

Blandt de Runenavne, som findes i det foran omtalte Leidener-Haandskrift og som forudsætter en paa en dansk Mands Meddelelse fra 825—850 grundet Optegnelse, findes [[Bilde:Bugge-fiu.png]] ''fiu'', vistnok udtalt ''féu'' (af ''féhu'') — oldnorsk ''fé'', men ved Siden deraf [[Bilde:Bugge-lauer.png]] ''lauer'' = oldnorsk ''I&#491;gr''. Altsaa blev ''u'' foran ''&#640;'' synkoperet tidligere end i Udlyd.

Et Haandskrift i St. Gallen, som skal være fra 9de Aarh. indeholder under Navnet Abecedarium Nord(mannicum), vistnok efter en dansk Mands Meddelelse, som neppe har været given før c. 870, den kortere nordiske Runerække med tyske Vers, som indeholde de nordiske Runenavne<sup><span id="32">([[#Note32|32]])</span></sup>. En Navneform som ''brita'' for ''b'' synes at vise, at vi her har en Afskrift og ikke den første Optegnelse for ''os''. Navnenes Former er tildels blevne noget forandrede ved Indflydelse af den tyske Sprogart, som har været Versforfatterens Modersmaal, f. Ex. ''rat'' istedenfor ''raid (ræið)''.

Men de danske Former af Runenavnene, som ligge til Grund, lade sig dog i de fleste Tilfælde bestemme. Her finde vi de synkoperede Former ''os, rat, sol'', og de ikke synkoperede ''feu'' = oldnorsk ''fé'' samt ''lagu'', der forudsætter dansk ''lagu&#640;'' Accus. ''lagu'' = oldnorsk ''I&#491;gr'' Accus. ''I&#491;g''<sup><span id="33">([[#Note33|33]])</span></sup>.

Den danske Meddelelse, som ligger til Grund for denne Optegnelse, maa være senere end den, som middelbart ligger til Grund for Leidener-Optegnelsen, og hin er derfor vistnok ikke ældre end c. 875.

Af særlig Vigtighed for os her er en irsk Optegnelse af de norske Runenavne, som jeg udførlig maa omtale for at kunne bestemme dens Tid og Oprindelse.

Fremmede, som stødte sammen med nordiske Vikinger, kan ikke antages første Gang, de mødte disse, at have optegnet de nordiske Runer og Runenavne. Dette maa sandsynlig være gjort meget senere, først efter en Tids fredelige Samfærsel. Finnur Jónsson kan derfor ikke ville paastaa, at en Irlænder har optegnet norske Runenavne før i anden Halvdel af 9de Aarh.

Naar nu en irsk Optegnelse af norske Runenavne meddeler Ordformer, som tilhører et oprindeligere Sprogtrin end det, paa hvilket Brages Digte staa, saa følger deraf, at Brages Digte ikke kan være saa gamle som fra c. 840.

Fra Irland kjendes en Optegnelse af to forskjellige Former af den nordiske Runerække, den ene med Tilføielse af Navne. Denne Optegnelse foreligger i to forskjellige Afskrifter<sup><span id="34">([[#Note34|34]])</span></sup>, som gaa tilbage til en og samme skriftlige Original. Den ene Afskrift findes i the Book of Ballymote (i the Royal Irish Academy's Bibliothek i Dublin), der er skreven Aar 1391. Den anden i codex Clarendon., Vol. 15, Add. 4783, i British Museum, hvis Tid ikke angives. Række Nr. 1 har Overskriften: ''Ogam lochlandach andso'' «Dette er Nordmændenes Ogam (eller: Skrift)». I denne Række mangler Runen ''i''. Runernes Former er tildels blevne forvanskede af irske Afskrivere og er blevne snørklede ved Indflydelse af den latinske Bogskrift, men de Runeformer, som ligge til Grund, kan dog bestemmes. Denne Række forud sætter bl. a. følgende Runeformer: [[Bilde:Bugge-u.png]] ''u''. [[Bilde:Bugge-o.png]] ''o''. [[Bilde:Bugge-n.png]] ''n''. [[Bilde:Bugge-a.png]] ''a''. [[Bilde:Bugge-s.png]] ''s''. [[Bilde:Bugge-t.png]] ''t''. Denne Række synes, navnlig paa Grund af [[Bilde:Bugge-o.png]], ikke at kunne være meget ældre end Aar 1000. Efter Række 1 følger 4 eller 5 Tegn, som jeg her ikke skal omtale nærmere. Det ene er [[Bilde:Bugge-æ.png]] d. e. Runen ''æ''; et andet latinsk E.

Saa kommer under Navnet ''Gall ogam'' «fremmed Skrift» Runerække Nr. 2, ledsaget af Transscription ved latinske Bogstaver og af Navne, som indledes af Ordene «disse Bogstavers Navne» paa Irsk. Runerække Nr. 2 er ufuldstændig, men den dertil hørende Transscription er fuldstændig, ligesom Navnene er afskrevne fuldstændig. Ogsaa i Række 2 ligesom i de dertil hørende Navne, der maa have været meddelte af samme Nordbo som Runerækken, er der flere Forvanskninger, som skyldes de irske Afskrivere. Af de Runeformer, som ligge til Grund mærkes følgende: [[Bilde:Bugge-u.png]] ''u''. [[Bilde:Bugge-(s).png]] ''s''. [[Bilde:Bugge-(t).png]] ''t''. [[Bilde:Bugge-b.png]] ''b''. [[Bilde:Bugge-a.png]] ''a''. Navnlig Formen for ''b'' viser, at denne Række indeholder en Variation af de Kortkvistruner, som kjendes bl. a. fra Indskrifter paa Øen Man og paa Jæderen i Norge, samt fra den svenske Røk-Stens Typus Dog har vi her [[Bilde:Bugge-ár.png]] ''h'' og [[Bilde:Bugge-m.png]] ''m''. En nærbeslægtet Runerække er ikke paavist i Danmark. Efter dette har vi al Grund til at antage ogsaa Række 2 for norsk. Denne Række synes efter hele sin Eiendommelighed neppe at være ældre end 950. Jeg henviser i den Henseende navnlig til Formen af ''s''. At Runerækken skalde være ældre end 10de Aarh., synes mig uantageligt. I Navnerækken finde vi følgende synkoperede Former: ''os'' (af Afskriverne forvansket til ''or), ''raid, sol''. Men ved Siden af disse læses de ikke synkoperede Former ''lagor'' = oldnorsk ''I&#491;gr'' og ''fea'', der er Afskriverfeil for ''feu'' (som Runenavnet ''ar'' sammesteds for ''ur'') = oldnorsk ''fé''<sup><span id="35">([[#Note35|35]])</span></sup>.

Ved de Sammenstillinger, som jeg i det foregaaende har meddelt, er det efter min Mening fuldt ud bevist, at Brages Vers ialfald ikke er ældre end 900. Om at de skulde være fra første Halvdel af 9de Aarh., kan der efter min Mening ikke være Tale, fordi de indeholder Ordformerne ''mj&#491;k, h&#491;ð, gl&#491;ð, sj&#491;t''. Det i den irske Optegnelse forekommende norske Runenavn ''lagor'' er alene tilstrækkeligt til at vise, at de Brage tillagte Vers ikke er digtede c. 840, men at de er forfattede meget senere, ialfald ikke før 900. At den norske Ordform var ''lagor'', ikke ''I&#491;gr'', hele 9de Aarh. igjennem, stemmer ogsaa fuldstændig overens med, hvad vi af de foran sammenstillede danske og svenske Ordformer nødvendig maa slutte.

Man vil kanske imod min Argumentation indvende, at andre af Islændingerne bevarede Digte, som sikkert er fra 9de Aarh., godtgjør, at Synkope af ''u'' efter kort første Stavelse, i Forbindelse med ''u''-Omlyd ved første Stavelses Vokal, er ældre end 900. Berettigelsen af en saadan Indvending kan jeg allerede paa Forhaand ikke anerkjende. Nærværende Undersøgelse er netop et Bidrag til Bedømmelsen af den islandske Tradition om den ældste Hirdskalddigtning. Denne Tradition maa controleres ved Kjendsgjærninger, som er uafhængige af den islandske Tradition, thi ellers komme vi til at bevæge os i en Ring. Jeg maa her tillige i Forbigaaende bemærke, at jeg ingenlunde holder det for «fuldtud sikret», at de Vers, som efter Finnur Jónssons Sammenstilling i Arkiv IX, 4 og i Litt. Hist. I skal være fra 9de Aarh., virkelig er fra denne Tid. Det var f. Ex., oprigtig talt, ikke faldt mig ind, at nogen kritisk Litteraturhistoriker nutil dags vilde mene og forsvare den Mening, at den i den fabelagtige Fortælling om Hauk Haabrok i Flatøbogen (I, 582) anførte Halvstrophe af en af Harald Haarfagre digtet Snjófríðardrápa virkelig skulde være forfattet af denne Konge.

Jeg er paa Grund af Runeformerne tilbøielig til at tro, at den irske Optegnelse af de norske Runer og Runenavne, blandt hvilke ''lagor'' er, ikke blot ikke er kommen i Stand før 900 (hvilket jeg holder for sikkert), men endogsaa ikke før 950. Dette sidste vil jeg dog kun udtale som en subjectiv Opfatning. Jeg er opmærksom paa den Omstændighed, at den Opfatning, hvoretter norske Former ''lagor'' og ''feu'' har været brugte c. 950, ikke stemmer godt overens med den almindelige (af Jessen ikke delte) Mening, hvoretter Digtet H&#491;fuðlausn, der indeholder Former som ''I&#491;ð, kv&#491;ð'' o. s. v., skal være fra 936. Jeg henstiller denne Sag til Observation, uden her at ville udtale nogen Mening om Digtet H&#491;fuðlausn.


----


At ''H&#491;gna, S&#491;rla'' og ensartede i Brages Digte forekommende Sprogformer ikke har været brugte i norsk Sprog i første Halvdel af 9de Aarh., det maa sluttes af følgende. Det ældste irske Navn paa Norge er ''Hiruath'', egentlig en Benævnelse paa Folket, i Gen. pl. na ''Hiruade'', der nævnes i det gamle Heltesagn. Dette Navn skrives i latinsk Form ''Hirota'' i en Notis i the Book of Armagh, der sandsynlig er skreven straks efter 841. Se Zimmer Keltische Beitrage (i Zeitschr. f. deutsch. Alt.) III, 53 f, 95, jfr. I, 231. Dette irske Navn ''Hiruath'' i Forbindelse med det angelsaks. ''Hereðaland'' beviser, at man i Vestnorsk i første Halvdel af 9de Aarh. ikke sagde ''H&#491;rðar'', men ''Haruða&#640;''. Navnet er af samme Stamme som Mandsnavnet ''haruþs'' (Genetiv) paa Røk-Stenen. Men naar man i Vestnorsk har sagt ''Haruða&#640;'' ikke ''H&#491;rðar'', saa maa man ogsaa have sagt ''Haguna(n)'' ikke ''H&#491;gna, Sarule'' (hvis Navnet var kjendt) ikke ''S&#491;rle''. Altsaa bevise de i Brages Vers forekommende Ordformer ''H&#491;gna, S&#491;rle'' ligeledes, at disse Vers ikke er saa gamle som fra første Halv del af 9de Aarh.


----


Af Bøiningsformer fremhæver jeg ''h&#491;fuðniðja'', der dog her ikke fuldt beviser noget. Ordet er af Brage (Sn. Edda I, 372) brugt som Genetivform i Ental. I Eddadigtene finde vi ofte Ordet ''niðr'' «Slægtning» (paa den svenske Røk-Sten ''niþ&#640;''), Nom. pl. ''niðjar''. Dette bøies der altid «stærkt», og dette er den oprindeligere Bøining, som got. ''niþjis'' viser. Den af Brage brugte «svage» Entalsform er yngre og sandsynlig dannet efter Flertalsformen ''niðjar''.

Det usammensatte ''niðja'' som Entalsform forekommer hos Ottar svarte c. 1020 (Heimskr. Ól. s. helga Kap. 12, 2). I Gammeldansk findes ''naniþi'', nær Slægtning, og næste ''niþi'' i Skaanske Lov.

Paa den anden Side skal det fremhæves, at der i Brages Kunstdigte forekommer flere gammeldags Ordformer og Ord. Men disse indeholder intetsomhelst Bevis for Digtenes Tilblivelse i første Halvdel af 9de Aarh., ja godtgjør ikke engang, at Digtene er ældre end anden Halvdel af 10de Aarh., fordi det ikke lader sig bevise, at vedkommende Ord og Ordformer var ukjendte for norrøne Skalde ved denne Tid.

Foruden de før nævnte Ord ''vr&#491;ngum, haufuð, Þóri'' kan her nævnes følgende: ''h&#491;ð'' Sn. E. I, 436 forstaar Gering (i sin Udgave S. 8, 20) vistnok rigtig som «Kamp». Dette Ord fore kommer ogsaa i Valkyrjenavnet ''geira-H&#491;ð'' i Grímnismál ifølge Texten i Snorres Edda (I, 120), hvoretter ''geirah&#491;ð'' er opført blandt poetiske Ord for «Strid» i Sn. E. I, 562<sup><span id="36">([[#Note36|36]])</span></sup>.

I et Par andre Tilfælde har man med urette antaget for ældede Former hos Brage. Navneformen ''ermenrekr'' (''ermin-''), som findes i cod. A.M. le&#223; fol. (ogsaa i Prosa) og i cod. Worm., er visselig ikke, som Bjørn Ólsen og Gering har ment, i Norden ældre end Formen ''J&#491;rmunrekr'' (''-rekkr''), men er tysk og sandsynlig laant fra Þiðriks saga. Derfor synes det mig urigtigt, at Gering uden Støtte i noget Haandskrift indsætter Formen ''Ermengandr'' for ''J&#491;rmungandr'' i Brages Vers.

Sn. E. I, 256 læser Gering:

<blockquote>''Vel hafið yðrum eykjum''
<br>''apt . . . haldit''
<br>''simbli sumbls ofmærum.''</blockquote>

Han finder i ''apt'' en forældet Form for «efter». Men begge Haandskrifter har ''aptr'', og et sammensat ''ofmærum'' (hvori ''of-'' maatte være betonet) er her metrisk ikke tilstedeligt, og en enstavelses Form ''apt'' kunde ikke bruges skilt fra sin Styrelse. Dr. Falk forandrer vistnok med rette ''of'' til ''af'' og læser:

<blockquote>''Vel hafið yðrum eykjum''
<br>''aptr Þrívalda haldit''
<br>''simbli sumbls af mærum''
<br>''sundrkljúfr níu h&#491;fða.''</blockquote>

Herved faar vel en mere passende Anvendelse.

Den sidste Udvikling har ført os over til Betragtning af Ordforraadet.


----


'''Fotnoter:'''

<small>(<font color=#0033CC>▲</font color=#0033CC> etter fotnoten fører tilbake til teksten)

<ol start="1">

<li><span id="Note1"> Bjørn Ólsen: 3dje og 4de gramm. Afh. S. 21, 86, 199. [[#1|▲]]</span>

<li><span id="Note2"> Bjørn Ólsen (3dje og 4de gramm. Afh. S. 259) og Gering skrive mod Metret ''haufoðniðja''. [[#2|▲]]</span>

<li><span id="Note3"> Studier ofver fornsvensk ljudlära, S. 479. [[#3|▲]]</span>

<li><span id="Note4"> Arkiv VI, 310. [[#4|▲]]</span>

<li><span id="Note5"> Det er unødvendigt at indsætte ''haufðe'' i Brages Vers Sn. E. I, 372, saaledes som Bjørn Ólsen (Den tredje og fjærde gramm. Afh. S. 219) vil, da Brages Vers Sn. E. I, 256 har ''h&#491;fða <big><big>∾</big></big> sundrkljúfr'' i lige Linje. Til at indsætte ''haufoðbaðm'' i en Verslinje hos Tjodolv ser jeg ingen Grund. Thi lang første Stavelse er her ikke nødvendig, jfr. f. Ex. ''j&#491;tunbygðr'' Ynglingatal 3, 3» og Formen ''h&#491;fuð'' forekommer i Yngl. 18, 6 og 49, 7. [[#5|▲]]</span>

<li><span id="Note6"> Efter Metret ligger det nærmest at læse ''víneyjar'' med langt i. Jfr. f. Ex. Sn. E. I, 374: ''ok bláserkjar birkis''; Sn. E. I, 254: ''á Eynæfis &#491;ndri''. Dog mener Sievers (Metrik S. 58), at Metriken tillader at læse ''vineyjar'' med kort ''i''. [[#6|▲]]</span>

<li><span id="Note7"> Denne Læsemaade synes mig oprindeligere end ''þæfðan, þefðan'' eller ''þakþan''. [[#7|▲]]</span>

<li><span id="Note8"> Formerne ''Hergauts, þrymreginn, hyrsendir'' forbigaar jeg her. [[#8|▲]]</span>

<li><span id="Note9"> Cap. 20 (Pertz II, 705). [[#9|▲]]</span>

<li><span id="Note10"> I Haandskrifter og Udgaver forekommer mun hos Brage ogsaa Sn. E. I, 374, men her synes den traditionelle Text mig at give skjævt Udtryk. Jeg indsætter derfor: ''flaums þás fj&#491;rvi næma Foglhildar mein vildu''.
<br>&nbsp;&nbsp; Enten ''Foglhildar'' (Svanhilds) ''flaums'' (Glædes) ''mein'' (Ødelægger), eller snarere efter Dr. Falks Forslag: ''flaums fogl-hildar'' (Vandflommens Fugl = Svane, altsaa ''Svanhildar) mein'' (Ødelægger), d. e. Jarmunrek. Jfr. ''aura at meini'' Gísla s. Súrss. S. 41, d. e. ''at eldi''. [[#10|▲]]</span>

<li><span id="Note11"> Noreen (Arkiv III, 28) mener, at ''siti&#640;'' er en poetisk Archaisme. Men ''siti&#640;'' er ikke analogt med ''niþ&#640;'' paa Bøk-Stenen (= got. ''niþjis''), thi ''niþ&#640;'' kan være opstaaet af ''niþja&#640;'' og behøver ikke at være opstaaet af ''*niþi&#640;'' . Jfr. ags. ''siteð'' ved Siden af ''nið'' pl. ''niððas''. ''fiaru'' (= oldnorsk ''fj&#491;r'') paa Bøk- Stenen ikke i Vers, men dog vistnok overført fra Vers. [[#11|▲]]</span>

<li><span id="Note12"> I min anden Afhandling om Bøk-Indskriften, der er trykt i Vitterh. Akad. Handlingar 31 (1893), har jeg sat den senest til 900. I min første Afhandling satte jeg den til Midten eller Slutningen af 10de Aarh. Wimmer (Runenschr. 289) henfører den til Midten af 10de Aarh. Hoffory (Gött. gel. Anz. 1885 S. 34) og Noreen (i Pauls Grundriss I, 421) til Begyndelsen af 10de Aarh. Jeg haaber snart at skulle give nye Grunde for, at Bøk-Indskriften ikke er ældre end c. 900. [[#12|▲]]</span>

<li><span id="Note13"> Det Forhold, som vi i det følgende vil iagttage ved ''u'', synes ogsaa at tale for, at ''i'' foran ''&#640;'' blev synkoperet tidligere end i Udlyd. [[#13|▲]]</span>

<li><span id="Note14"> Feilagtig er vist Formen: ''b&#491;llf&#491;gr'' Sn. E. I, 374; her skulde man vente ''ballf&#491;gr'', og ''le&#223;'' (Sn. E. 11, 577) har ''ball fagr''. Vigfusson læser ''b&#491;ll fagr-g&#491;to''. [[#14|▲]]</span>

<li><span id="Note15"> Denne Ordform forekommer ogsaa i Brages Vers om Geirmund og Haamund. [[#15|▲]]</span>

<li><span id="Note16"> Det eneste herimod stridende Exempel, som Sievers nævner, er et Vers af Kolle den prude, som anføres i Morkinsk. 208. Men her fjærnes Feilen ved med cod. Fris. (Udg. S. 326) at læse: ''herskriptr j&#491;furr gipta''. Flertalsformen ''skriptr'' forekommer ogsaa i ''húnskriptr'' i Sturlas Vers Hák. s. Hákonars. Kap. 227 i Fms. IX, 502. [[#16|▲]]</span>

<li><span id="Note17"> Altsaa maa Formodningen ''raðaralfs'' for Haandskrifternes ''raðalfr'' (d. e.
''ráðálfr'') Sn. E. I, 438 forkastes. [[#17|▲]]</span>

<li><span id="Note18"> Efterat det foregaaende var nedskrevet, har jeg fundet den samme
Mening udtrykkelig udtalt af F. Jónsson i Arkiv IX, 371. [[#18|▲]]</span>

<li><span id="Note19"> Brate (Bezzenb. Beitr. XI, 184) vil i Brages Vers med urette indsætte ''Hagna, Sarli, drasla, Svalnis''. Han bemærker: «Da Brage levede c. 800, kunde ''u''-Omlyden endnu ikke være indtraadt paa hans Tid.» Rigtig er den omvendte Slutning: Da ''u''-Omlyden er indtraadt hos Brage, kan hans Vers ikke være fra c. 800. Mange andre Former bevise jo, at ''u''-Omlyd findes i Brages Vers (''gl&#491;ð, sj&#491;t'' o. s. v.).
<br>&nbsp;&nbsp; Desuden kan det ikke godtgjøres, at Formerne ''Sarli, Hagni'' og lign. nogensinde har været brugte i Norsk-Islandsk. J. Thorkelsson (Bemærkn. til nogle Steder i Heimskr.), F. Jónsson og Brate indsætte hos Tindr Hallkelsson ''Sarla'', fordi Navnet danner aðalhending med ''jarli''. Men her skal ''S&#491;rla'' blive staaende, thi hos de ældre Skalde danner ''&#491;'' aðalhending med ''a'', hvilket jeg her ikke behøver at bevise. [[#19|▲]]</span>

<li><span id="Note20"> Vitterh. Akad. Handl. 31 (1893) S. 17—21, 61. [[#20|▲]]</span>

<li><span id="Note21"> Aulularia sive Querolus edidit Rudolfus Peiper, Lipsiae MDCCCLXXV, p. x. [[#21|▲]]</span>

<li><span id="Note22"> Ogsaa paa Uppsala-Øksen. hvis Indskrift synes mig meget ældre end Leidener-Bækken, læser jeg [[Bilde:Bugge-ár.png|12px]]= ''h''. [[#22|▲]]</span>

<li><span id="Note23"> Om Vokalbetegnelsen i første Stavelse af disse Former skal her ikke tales. [[#23|▲]]</span>

<li><span id="Note24"> Udgiven hos Stephens Bunic Monuments III. p. 10 f. [[#24|▲]]</span>

<li><span id="Note25"> Hermed stemmer overens glirsk ''ochsal'' «Aksel», som er laant fra oldnorsk ''&#491;xl'' (Zimmer Z. f. d. Alt. XXXII, 465). [[#25|▲]]</span>

<li><span id="Note26"> I Fremstillingen af det ulsterske Heltesagn i den irske Leinster-Bog forekommer oftere ''sceld, scell'' «Skjold». Dette Ord er efter Zimmer (Zeitschr. f. deutsch. Alt. XXXII, 268), hvem Noreen i Pauls Grundriss I, 421 følger, laant fra Nordisk og forudsætter den urnordiske Form af ''skj&#491;ldr''. Men den urnordiske Form af ''skj&#491;ldr'' har været ''skeldu&#640;''. Efter min Mening er irsk ''sceld scell'' laant fra angelsaks, ''sceld'', den ældre Form for ''scild'', om hvis Forekomst jeg henviser til Sweet The Oldest English Texts og til Wright-Wtilcker Anglosaxon Vocabularies. [[#26|▲]]</span>

<li><span id="Note27"> Herom taler jeg nærmere i min anden Afhandling om Bøk-Indskriften. [[#27|▲]]</span>

<li><span id="Note28"> Ikke, som jeg tidligere har antaget, ''Stigu&#640;''. [[#28|▲]]</span>

<li><span id="Note29"> De turde have mindst samme Gyldighed som de af Finnur Jónsson (Lit. Hist. I, 65) for Eddadigtene opførte Tidsbestemmelser. [[#29|▲]]</span>

<li><span id="Note30"> Sammenlign med den her givne Udvikling Noreen Altisl. u. altnorw. gramm.<sup>2</sup>, S. 55, § 77, 3; Noreen i Pauls Grundriss S. 422—423; Hoffory i Gottingische Gelehrte Anzeigen 1885 S. 33; Symons «Bijdrage tot de dagteekening der Eddaliederen» S. 15(234)—22(241). [[#30|▲]]</span>

<li><span id="Note31"> Steenstrup Danelagen S. 13 ff. Brate i Paul—Braunes Beitr. X. 48. Kluge i Pauls Grundriss I, 786. [[#31|▲]]</span>

<li><span id="Note32"> Se Wimmer Runenschrift S. 235 f. og de der anførte Skrifter. [[#32|▲]]</span>

<li><span id="Note33"> Leidenerrækkens Navneformer ''reidu, soulu'' er (i sine Forudsætninger) oprindeligere end ''rat, sol'' i Abeced. Nordm. og ''raid, sol'' i den irske Optegneise. Det er da paafaldende, at Leidenerrækkens Navneform [[Bilde:Bugge-lauer.png|36px]] ''lauer'' er mindre oprindelig end ''lagu'' i Abec. Nordm. og ''lagor'' i den irske Optegnelse.
<br>&nbsp;&nbsp; Det forekommer mig muligt, at ''u'' efter kort første Stavelse blev syn. koperet tidligere, hvor det allerede ''i''Urgermansk stod i Udlyd, end der, hvor den urgermanske Endelse var ''-un'', altsaa f. Ex. tidligere i ''*felu'' = old- norsk ''fj&#491;l'' end i Accus. ''sunu'' af ''sunu'' med nasaleret ''u'' i Udlyd, af ''sunun''. Men dette kan jeg af Sprogmindesmærkerne ikke paavise. [[#33|▲]]</span>

<li><span id="Note34"> Udgivne hos Stephens Runic Monuments III p. 10 f. [[#34|▲]]</span>

<li><span id="Note35"> Zimmer (Z. f. d. Alt. XXXII. 466 f.) mener, at irsk ''ól'' «Drik det at drikke», som først er paavist i Begyndelsen af 10de Aarh , er laant fra oldn ''&#491;l''. Men henmod taler 1) at irsk ''ól'' i Betydning svarer til oldn. ''drykkr, drekka'', ikke til oldn. ''&#491;l''; 2) at oldn. ''&#491;l'' paa den Tid, da irsk ''ól'' først optræder, endnu maa have havt Formen ''alu'', saaledes som jeg ovenfor har godtgjort. Jeg formoder med Stokes, at ''ól'' er et oprindelig irsk Ord Kan ikke ''ól'' «Drik» forudsætte en Grundform ''*pótlom'' (''pó-tlo-m'')? Roden vilde da her have samme Form som i gr. ''&#0960;&#0972;&#0964;&#0959;&#0962; &#0960;&#0972;&#0959;&#0953;&#0962;''. Suffixet ''-tlo-m'' findes i mange andre irske Ord, f. Ex. ''scél'' Fortælling af ''scétlom''. Ligesom ''ól'' «at drikke» har Infinitivs Betydning, saaledes ogsaa ''gabál'' «at tage», som er dannet ved et nær beslægtet Suffix. [[#35|▲]]</span>

<li><span id="Note36"> ''h&#491;ð'' i Brages Digt bør derfor ikke med Gering forstaaes som Hankjønsord. [[#36|▲]]</span>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på norsk]]
[[Kategori:Sophus Bugge]]