Vis kilden til Gottlund, V. Becker og Topelius (Ohrt)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Gottlund, V. Becker og Topelius (Ohrt)]] !!  !! 
|-
|}


[[Fil:Ferdinand Ohrt2.jpg|thumb|<center>Ferdinand Ohrt (1873-1938)</center>|right|200px]]

<center>'''[[Kalevala II (F. Ohrt)|Kalevala som Folkedigtning<br> og National-Epos''']]


[[Ferdinand Ohrt biografi |Ferdinand Ohrt]]<br>1907


<big>'''A. Kalevalas ydre Historie<br> og Plads i finsk Kultur'''</big>

<br><big><big>'''IV. <br>Gottlund, v. Becker og Topelius'''</big></big></center>



Medens Elias Lönnrot levede sine Barndomsaar i Paikkari Nybygge, var vældige Hændelser gaaede hen over hans Fødeland. Dets Skæbne var alt afgjort ved Tsar Aleksanders og Napoleons Møde paa Memeløen ved Tilsit; Aaret efter sendtes de russiske Hære ind over Finland, og Tsaren blev dets Herre trods de finske Krigeres seje Modstand. 1809 satte saa Freden i Frederikshamn Seglet paa Kampens Udfald: Finland blev løsrevet fra sin Forbindelse med Sverig og knyttet til det russiske Rige. Efter nogen Vaklen besluttede Aleksander sig til at lade det som et eget Storfyrstendømme beholde den gamle svenske Forfatning og gav det en egen Landdag, ja 1811 forenede han endog de tidligere afstaaede Dele Øst for Kymmeneelven med det øvrige Finland.


Uvurderlige Goder havde Foreningen med Sverig bragt Finnerne: Vestevropæisk Kultur- og Kristendomsform, Rammerne til en Forfatning, der i gunstigere Tider kunde blive levende, og ikke mindst: Bondefrihed, medens deres Frænder Ingrere og Estere var bleven trælbundne under Livegenskabet; ''ett'' havde Finland ikke opnaaet: en national Kultur paa Folkesprogets Grundvold. Til at stræbe frem mod dette Maal aabnede de ny Forhold, under hvilke det svenske Element ikke kunde gøre sig saa overmægtigt gældende som før, bedre Udsigt. Ogsaa i denne Forstand stadfæstes Kejserens Ord paa Borgå Landdag, at det finske Folk for Fremtiden var ''ophøjet blandt Nationernes Tal''.


Saae man kun paa Overfladen, kunde det tage sig ud som om Forandringen var kommen ''for sent''. Efter Porthans Død var de finske Røster forstummede; selv den videnskabelige Granskning af Folkets Fortid syntes nu opgivet; saa kom de store Rystelser i Krigens Tid; og da Freden var genoprettet, maatte man først ligesom sunde sig under de ny Forhold, inden man kunde faa begyndt at tage fat — faa begyndt blot ganske smaat: Arbejdet for at ophjælpe finsk Sprog og Litteratur eller for endog at skaffe Finsken dens Ret i det offentlige Liv — det Arbejde maatte tage Tid.


Den første, enlige Svale lader sig høre ved Aar 1810. Det er ''Jakob Judén'', en Oplysningsskribent, nærmest i 18de Hundredaars rationalistiske Aand; han aabner ved denne Tid Rækken af sine finske Smaadigte og Piécer med det Formaal at vække og højne Almuen. Naar Lönnrot, den unge Apotekerlærling i Tavastehus, var bleven træt af Skolebøgerne, fordybede han sig i Judén, og under denne Læsning slog det første Gang ned i ham, at han selv vilde være med til at arbejde for sit Folk og sit Modersmaal. Synderlig skattet blev den flittige Judén ellers ikke.


Men nogle Aar efter hans Fremtræden viser der sig et nyt Livstegn; »mens Lönnrot endnu sad ved Naalen«, begynder en Del unge Studenter — først Sjögren og Poppius, saa Gottlund og flere andre — i Ferierne at samle Folkesange og Ordsprog, hver i sin Hjembygd. En Strømning fra vestligere Lande havde nu naaet Finland.


I sidste Halvdel af 18de Hundredaar var der begyndt at gaa et Drag af Ildhu gennem Evropa for hvad »Folkeaanderne« havde skabt gennem Tiderne: De gamle Folkeviser kom i Ry og Ære. De »ossianske« Digte, som Skotten Macpherson offentliggjorde 1762, vakte mægtig Opsigt. I England udgav Percy, i Danmark Nyerup og andre Mænd, i Sverig Afzelius Middelalderviser. Tyskeren Herder samlede med stor Kærlighed til Sagen et Udvalg af en Mængde Folkeslags Sange; hans »Stimmen der Völker in Liedern« optager ikke nogen Sang fra Finland, derimod giver han Prøver paa de nærstaaende Esteres Sange, saaledes nogle Bryllupsvers, hvori »Kalevala«s Toner kendes, og en Sang om Manden der lavede en Kvinde af Træ, Guld og Sølv, til liden Glæde for sig selv.<ref>Sämmtliche Werke (1828) VII 101—109. — Originalen til Goethes »Finnisches Lied« 1810 (Werke v. Goedeke I 58) havde været trykt hos Porthan.</ref>


Finnen Porthan var jo samtidig med baade Macpherson og Herder og kendte godt til deres Gærning, men er ikke vakt ved den; alt før han havde hørt om Ossiansdigtene, var »De poesi Fennica« næsten færdigt (og dette Værk omhandler jo desuden ikke ''specielt'' Folkesangene). Men nu var Tiden kommen, da »Ossian« og Herder skulde gøre deres Gærning i det fjærne Finland. Den højtbegavede ''Sjögren'', Søn af en fattig Landsbyskomager, vaktes især ved Læsning af ''Herders'' Skrifter og var fra nu af ivrig interesseret i Udlandets Fortidsforskning. Han omtaler i sine Optegnelser fra den Tid ogsaa nordiske Sprogmænd og Historikere som Ihre, Langebek, Suhm, Anchersen, »de straaler klart som Nordhimlens Stjærner«; i sin Dagbog noterer han at der i Danmark foreligger en smuk Samling Folkeviser af Abrahamson, Nyerup og Rahbek; den har han dog vel næppe selv læst, men Afzelius og Geijers Svenska folkvisor fortryller ham i høj Grad. Sjögren vækker saa igen ''Poppius'', der snart blev endnu ivrigere end han selv; de to Venner lover »med Haand og Mund« hinanden at følge Herders Tanker og samle alt hvad der kan oplyse Forfædrenes Liv, samt ildne andre til samme Arbejde. Sjögren fik foreløbig ikke Lejlighed til at samle noget videre; men Poppius kunde efter Sommerferien 1814 møde op med nogle Sange fra sit Hjemsogn ''Juva'' i Savolaks. I Førstningen stod de helt ene, snart kommer dog Arvidsson som Tredjemand, og omtrent samtidig hermed begynder ogsaa ''Karl Aksel Gottlund'', Søn af Præsten i Juva, at samle.


Da ''han'' som lille Dreng viste Judén sine smaa digteriske Forsøg — de fleste paa Svensk, enkelte paa Finsk — havde denne taget det Løfte af ham at fra nu af skulde han holde sig til sit Fødelands Sprog og vie sig til dets Fremgang: Svensken havde Dyrkere nok, men det skønne Modersmaal var foragtet. Snart havde Gottlund nok glemt Sagen; men ved Aar 1815 staar han blandt de ivrigste »fennomanske« Studenter. Selv fortæller han at det gamle Barndomsminde pludselig vaktes til Live, da han hjemme i Juva paa en Baadfærd (Oktober 1815) hørte sin Jagtkamerat, en Bondemand, synge gamle, forunderlige Kvad om Bjørnejagten; og fra nu af var han Fyr og Flamme. Allerede forinden havde Gottlund dog paaviselig samlet Sange; hans egentlige Vækkelse skyldes sikkert Studenterkameraterne Sjögren og Poppius. — Et helt Aar blev den unge Student i Hjemmet, hvor der var rig Lejlighed til at samle alle Slags Folkeminder hos dem der havde Ærinde til Præstegaarden. Gottlund blev en meget energisk og omhyggelig Samler; ved hver Sang optegner han Dato og Hjemmelsmand, og efter Juva-boen Poppius' Vidnesbyrd havde han et godt Tag paa at lokke Kvad ud af de modstræbende; det Indtryk faar man ogsaa af hans egen Dagbog (i disse Aar ført paa Svensk ; Gottlund var da endnu ikke synderlig stiv i Finsk):


<blockquote>1815 9/9. Jag bad smedens flicka komma i min kammare och sjunga sina visor, men hon hade ei tid. 10/9. Jag hade ... Paunoin och Parkoin att lära mig några runor, men den förre var blyg och den sednare kunde ingenting stort. — 1816 13/1. Jakob Käriäin var här och sjunga runor; med honom satt jag hela natten uppe; jag måste likväl altid emellan åt gifva honom en sup. 7/2. (Ved »läsforhör«) söng af flickorna Maja Parkoin, Maja Skadevitz m. fl. bland dem voro de 2 forsta vackra tärnor, äfven gamla Käringar songo. Maja Skadevitz ville ei sjunga, hvarföre jag drog ringen af henne og behöll den som pant till dess hon låfte sjunga, men hur det var måste jag gå in och äta, under den tiden for hon bort, och ingen annan blef hos mig. 9/2. Flickorna ämnade och ämnade, men det blef ingenting af. 9/3. På eft. m. voro en hop flickor och sjunga för mig. Maja Skadevitz, af hvilken jag hade en gammal pant . . . jämte en hel hop andra.<ref>Karttunen: G. n runonker., S. 16—28.</ref></blockquote>


Alt i alt indhøstede Gottlund i dette Aar ca. 350 Numre; et saa stort Udbytte kunde ingen opvise før ham — og alt dette var væsentlig fra ett eneste Sogn. — Under et Studieophold i Uppsala, hvor Finnerne endnu dannede en egen »Nation«, udgav Gottlund snart efter et Par Hæfter med Folkesange, ældre og nyere (ialt kun en Snes); det var de første ''fuldstændige'' Kvad Almenheden fik at se; tidligere Forskere havde jo kun givet Brudstykker. Af ham udtaltes for første Gang 1817 (i et svensk Tidsskrift) den Tanke at hvis man vilde ordne de gamle Sange til en Helhed, »være sig et Epos eller et Drama, kunde deraf blive en ny Homér, Ossian eller Nibelungenlied«, og med et saadant Værk maatte den finske Nationalitet, »prydet af sin egen Udviklings Ære vække Samtidens og Eftertidens Beundring«. Disse Ord kommer dog kun som et løst Indfald; den der udtalte dem, forsøgte aldrig selv at gøre dem til Sandhed, og det er heller ikke fra dem Lönnrot har faaet Tanken om at danne et Epos.


Snart fik Gottlund trukket Vennerne Poppius, Arvidsson og endnu flere over til Studium i Uppsala; den lille finske Kres her fik et stærkt Indtryk af Svenskernes levende Nationalfølelse og tænkte med Sorg paa, hvor langt, langt tilbage Almenheden var derhjemme i det Stykke<ref>Beundringen for Svenskerne kunde være stærkt blandet med Bitterhed; se Uddragene af Poppius' Breve hos Niemi (Kalev. Kokoonp. S. 41 fl.).</ref>; men paa sin Side forstod de unge Finner i den Grad at slaa til Lyd i Uppsala for Hjemlandets Fortidsminder, at Interessen herfor i disse Aar var større i svenske litterære Krese end hjemme i Finland.<ref>Ogsaa ''Atterbom'' hørte til de videlystne. — Der var endog filosofiske Hoveder som gjorde de troskyldige Folkesange den Ære at finde hegelsk Dybsind i dem; i Smeden Ilmarinen saae de »det absolute betragtet som den absolut-subjektive Subjekt-Objektivitet (meddelt i v. Schrøters: Finnische Runen S. IX).</ref> — Tilsidst vakte den ivrige Gottlund imidlertid et større Publikums Harme; han havde foretaget to Rejser til de vanskøttede finske Befolkninger (indvandrede ca. 1600) i Helsingland, Dalarne og især Vermland, ja helt ind i de norske Finneskove; de nævnte Sanghæfter udgaves nærmest til Glæde for dem; hos disse Finner indsamlede han Sagn og Sange og fik for Rigsdagen i Stockholm 1823 fremlagt et Bønskrift fra dem om Ret til at lønne egne finsktalende Præster; i et saadant Paafund kunde man kun se »russiske Intriger«, og Begæringen blev forkastet.


Men imidlertid var man vaagnet grundigere op hjemme i Finland. I Aarene 1818—19 havde to ''Udlændinge'' faaet en mærkelig vækkende Betydning. Den ene af disse var Danskeren ''Rask''. Det ser ud til, at han paa sit tre Ugers Ophold i Åbo ret har evnet at tale finske Videnskabsdyrkere til Hjærte; i første Række er det Tilvejebringelsen af en finsk Ordbog og Sprogets Granskning, der ligger ham paa Sinde (Renvalls Leksikon og Sjögrens Forskerrejser er Frugter heraf); men som alt nævnt er han ogsaa stærkt optaget af Litteraturens Kaar og i Særdeleshed af Folkesangene. — Disse sidste alene er Genstand for den anden Udlændings Opmærksomhed: Den unge Dr. juris. ''v. Schröter'', »en rejsende Tysker« som Rask kalder ham, var kommen til Uppsala for at studere svensk Litteratur, men sluttede her Venskab med flere Finner (til Finland kom han selv ikke), fik gennem dem stor Interesse for finsk Folkesang, og hjulpet af Vennerne, især Poppius, udgav han 1819 ''Finnische Runen'', ca. 40 Sange med vedføjet tysk Oversættelse. Rask, der i det før citerede Brev omtaler Udgivelsen som forestaaende, synes næsten i denne Bog at vente »den finske Edda« der skal komme. Synderlig stort Værd havde den lille Samling dog ikke i sig selv — Sangene stammer dels fra trykte Værker, dels fra Uppsalastudenternes Samlinger; — alligevel vakte den Røre hjemme i Finland, og nu kom der nyt Liv i Finnernes eget Arbejde. De første Vidnesbyrd herom er v. Beckers og Topelius' Arbejder, som snart fik afgørende Betydning for Elias Lönnrot.


I ett af de første Numre af Bladet ''Turun viikkosanomat'' (ɔ: Åbo Ugetidende), som den unge Professor i Historie ''Reinhold v. Becker'' grundlagde 1820, hedder det (i Indledningen til hans »Väinämöinen«) at i Udlandet begynder man nu at skatte de finske Sanges Værd [v. Schröters Arbejde]: »Det vilde være en Skam om ikke Finnerne selv forstod at holde disse Kvad i Ære«. Den samme v. Becker havde kort før været paa Langfærd til Østerbotten og finsk Lapmarken, nærmest vel for at granske Bygdemaalene, dog ogsaa for at optegne Sange. I sin Avis, et udmærket ledet Blad til ''Almuens'' Oplysning — nogen finsk Avis for de dannede gaves endnu ikke — offentliggjorde han nu et ejendommeligt Forsøg: Af de Kvad han kunde opdrive om den gamle Väinämöinen, søgte han at danne en fuldstændig Beretning; dog er de enkelte Sange skilte ved indledende Bemærkninger. ''Väinö'' holder v. Becker for en historisk Person, hvis Visdom overvældede hans Samtid, saa den opfattede ham som en Halvgud, men tillige har Sammenstilleren Øje for Sangenes Skønhed. — Lönnrot har i Tavastehus nydt Åbo Ugetidende saa vel som Judéns Hæfter og siger siden i Fortalen til »Ny Kalevala« — hvor han dog nok gør for meget ud af Artiklen —: »Hvem vilde den Tanke kunnet falde ind at føje disse Sange sammen, om ikke v. Beckers Forsøg havde ledet ham dertil?« —


I det Aar da Lönnrot blev Student, udkom der et Hefte som fremfor nogen tidligere Samling vakte Undren og Glæde hos Folkesangens Venner. Det Samlerarbejde der var i Gang efter 1820, havde — mente man — nærmest Præget af en sidste Efterrivning af Marken; stort Udbytte kunde ikke længer ventes. Men der forestod en Overraskelse. Oppe i Østerbotten havde i flere Aar ikke faa Mænd (Præster og andre) i al Stilhed samlet Sange, nærmest for deres egen Fornøjelse. En saadan Samler var Lægen ''Zakarias Topelius'' den Ældre, Digterens Fader; lejlighedsvis har han optegnet Kvad allerede 1803. Men en haard Sygdom, som han paadrog sig paa en Embedsfærd ved at falde gennem Isen, lænkede ham fra 1820 for Resten af hans Liv — 11 Aar — til Sygestolen. Netop kort Tid efter det skæbnesvangre kolde Bad kom der en Dag to Bissekræmmere til hans Hus; de var fra ''russisk Karelen'' (Egnene Øst for Grænsen), og det viste sig at de kunde episke Kvad langt rigere og længere end man før havde kendt; i deres Hjemstavn, forsikrede de, var et saadant Sangforraad ingenlunde usædvanligt. Fra nu af sørgede Topelius for at faa fat i enhver karelsk Kræmmer der nærmede sig de Kanter. »Min Fader betalte — fortæller Digteren<ref>Meddelt til Dr. Niemi (Tutk. S. T. runonker. S. 10).</ref> — Sangernes Rejse derhen og forplejede dem vel, saa de blev ved godt Lune, hvorfor de da ogsaa skræmmede hele Gaardens Folk med deres Trolddomskunster og var mere frygtede end velkomne Gæster.« — 1822 udgav Topelius et Hæfte ''»Gamle Kvad fra Finlands Folk'' samt ogsaa nyere Sange«, de fleste fra Østerbotten med Kajanaegnen, de bedste fra Guvernementet Arkangel i russisk Karelen; især havde ''Jyrki Kettunen'' (Jyrki ɔ: Jørgen, Georg) fra Vuokkiniemi Sogn givet ham Kvad — Skabelsen, Sampo, Kaukomieli — som ingen hidtil havde kendt. Indtil Topelius' Dødsaar (1831) udkom der ialt fem Hæfter. Det »historiske« og det æstetiske Hensyn gaar ogsaa her sammen. — Topelius blev ved forskellige Iagttagelser, som den at Egen nævnes i Sange fra nordlige Egne hvor den slet ikke vokser, ført til den Formodning at somme Kvad ikke var ''opstaaede'' dær hvor de havde holdt sig bedst: Han er den første der har udtalt Tanken om Sangenes Vandringer.


Ved Aar 1822 var der da sat et ikke helt ringe Arbejde ind med at optegne gamle Folkeminder — og ny Udsigter for fremtidigt Virke havde aabnet sig. Kun lidet af alt det indsamlede var imidlertid blevet ''offentliggjort;'' de fleste gæmte deres Skatte hen. Desuden gælder det endog om de ivrigste Samlere at deres Gærning dog kun var et Sidearbejd, en Fritidssyssel. Og selv i de første Aar efter at de karelske Ødemarkers Løndomme havde begyndt at glimte frem, fik ingen ret udnyttet dem. Den ovennævnte Sjögren rejste i 1824—25 gennem de aller rigeste Sangegne i finsk og russisk Karelen, mest nok for at drive Dialektstudier, men Rejsen imødesaas i den lille interesserede Kres med store Forventninger ogsaa for Sangenes Skyld; han optegnede virkelig Kvad, over 400 Numre, tænkte nok paa at udgive dem, men gæmte dem hen som de fleste andre havde gjort. Varigt Ophold i Rusland og stadige Sprogstudier drog hans Opmærksomhed bort. Det blev, trods al ungdommelig Ildhu, ingen af Studenterne fra den første Vækkelses Tid der skulde føre Arbejdet igennem. Der trængtes til en Mand som vilde vie det sine bedste Kræfter og som forstod at udnytte hvad han vandt.


<center>__________</center>


Den nationale Vækkelse var i det første Tiaar efter Adskillelsen fra Sverig aldeles overvejende fremtraadt som Iver for at studere Modersmaalets Bygning og samle og granske de gamle Folkeminder, altsaa i nærmest lærd Form; kun faa havde de været der — som Judén — arbejdede i praktisk Aand for at vække den finske Almue eller endog at skaffe Modersmaalet dets Ret i Samfundet. Ned imod 1820 syntes dette at skulle blive anderledes. Den første, »videnskabelige« Vækkelse var ved at fremkalde en ny, der tog mere Sigte paa Sprogets Stilling i Samfundslivet. Finnerne tillægger ogsaa her Rasks Ophold i Åbo nogen Betydning: Naar han talte tændende Ord om det ædle og skønne finske Sprog, vakte han derved hos mange en levende Harme over, at dette nu kun var et Almuemaal, ringeagtet af de dannede, uden Plads i Skolen og uden Ret i det offentlige Liv. En Kres af ivrige »Fennomaner« i Åbo lovede sig selv at virke for Modersmaalets Fremgang. I Byens svenske Aviser lyder nu vækkende Røster. Den unge ''Arvidsson'', dengang Docent i Historie, var ivrigst af alle. »Med lidt god Vilje«, mente man, maatte de to Grundskader: Finskens Foragt hos de dannede og dens Udestængthed fra det offentlige Liv, snart og let kunne afhjælpes. — Men denne Bevægelse blev ganske kortvarig: Bureaukratiet og den finske Regering viste sig ikke blot fuldstændig uimodtagelige, men vejrede straks »demagogiske Rænker« af farligste Art i Ungdommens Røre. Arvidsson blev udvist fra Universitetsstaden og maatte snart forlade Landet (det er denne Finne der siden i Sverig udgav Samlingen Svenska fornsånger, 1834—42). Fra omtrent 1825 og næsten tyve Aar ned i Tiden er ''den nationale Stræben atter henvist til Studiet af Folkets Sprog, Sagn og Sange''.


Men netop seet i dette Lys faar Arbejdet sin ejendommelige Betydning. Det bliver en national Opgave. Paa Folkesangenes Grundvold maa en finsk ''Litteratur'' siden kunne bygges; selve Sangenes Tilværelse sees som Vidnesbyrd om, at det Folk, der i sin Barndomstid havde evnet at skabe en selvstændig Digtning, nu maatte kunne udvikle et helt, selvstændigt Kulturliv. Og Arvidsson, selv jo vakt fra først af netop som Folkemindesamler (endnu 1819—21 samlede han Kvad), fremhævede udtrykkeligt at Indhøstningen og Granskningen af de gamle Sange havde sit store Værd som Led i Arbejdet for at berige selve det finske ''Modersmaal'', — hvis Ret i Samfundet en gunstigere stillet Slægt i Fremtiden maatte føre til Sejr. — Den blotte Kundskab om en svunden Tid er ikke længer Samlergærningens eneste Maal.
 


==Fodnoter==

<references/>
<br><br>


[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Ferdinand Ohrt]]