Vis kilden til Ælnods fremstilling af Knud den helliges historie

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Ælnods fremstilling af Knud den helliges historie]] !!  !! 
|-
|}


[[Bilde:Knud den Hellige 2.jpg|thumb|500px|<center><br>'''Knud den Helliges drab i Sct. Albani kirke 1086.'''<br>Af Christian Albrecht von Benzon<br><br></center>]]

<center><big>'''[[Danske helgeners levned]]'''</big>
 
i oversættelse ved 
<br>'''[[Hans Olrik biografi|Hans Olrik]]''' 

<br><big><big>'''Ælnod: Knud den helliges historie'''</big></big></center>


'''''Forord'''''

''Om Ælnods ydre forhold ved vi ikke andet end hvad han i sit skrift om Knud den hellige lejlighedsvis fortæller om sig selv, og det er ikke meget. Vi ser, at han var fra Canterbury, og at han havde været 24 år i Danmark, da han tilegnede kong Nils sit værk. Da han nu har været øjenvidne til Knuds skrinlæggelse i året 1101, men derimod ikke synes at have overværet optagelsen af hans ben i året 1095, må hans komme til Danmark antages at falde mellem disse to år. Skriftets affattelsestid bliver da vel mellem årene 1120 og 1124. Efter dette år kan det ikke være, da biskop Arnold af Roskilde, der døde 24. Maj 1124, endnu omtales som levende (kap. 9). Selv kalder Ælnod sig den ringeste af præsterne. Den gisning er bleven fremsat, at han har været knyttet til kongens kapel<sup>(1)</sup>;  men selv siger han i forordet, at han hører hjemme samme sted som munkene, der tjener hellig Knud, altså i Odense. De fleste har da også opfattet ham som munk i St. Knuds kloster, og hvorvel hans selvbetegnelse og den måde, hvorpå han ellers omtaler klosteret, snarest kunde synes at tale derimod, må man dog kalde denne antagelse sandsynlig.''

''Af Ælnods forfatterpersonlighed får vi derimod et fyldigere indtryk gennem hans skrift. Således mærker man, at han har været begejstret for sit fædreland; som varmtfølende Angelsakser er han mod i hu over Normannernes indtrængen, og i Danmark er han stadig som fremmed. Dog er han vel kendt med danske forhold og magter det danske tungemål, som det ses af hans tydninger af vore stadsnavne. Han synes at have megen dannelse og læsning; lejlighedsvis citerer han Beda og Horats. En stærk religiøsitet lægger sig for dagen i hans skrift; den historiske fremstilling afbrydes idelig af betragtninger og bekendelser, som for øvrigt i høj grad hæmmer fortællingens jævne løb. Han ynder versekunsten; pludselig springer prosastilen over i heksametre. Vurderingen af Knud er mærkelig uhildet; skønt Ælnod skriver henved en menneskealder senere end Odense-klerken, står han dog i så henseende betydelig over ham. Thi vel ærer og beundrer han Knud som den ophøjede helgen, men han går ikke op i den almindelige lovtone, og enkelte steder lægger han ikke dølgsmål på hans fejl. Hans skrift giver os således dybt indblik i Knuds karakter og i den store strids udvikling og står trods den temmelig uundgåelige kirkelige tendens som en kilde af høj værdi. Ælnod har væsenligst øst af ældre samtidiges mundtlige beretning, på sine steder har han vistnok gengivet øjenvidners frasagn. Den ovenfor oversatte [[Kong Knuds lidelseshistorie|”lidelseshistorie”]] har han haft for sig, men kun benyttet den i ringe grad; på flere forhold har han et andet syn, og bevidst har han oftere fjernet sig fra dens fremstilling. Man har almindelig antaget, at et skrift om Knuds død og skrinlæggelse 1101<sup>(2)</sup>  skulde ligge til grund for Ælnods skildring, og var det tilfældet; vilde det nedsætte Ælnods forfatterskab i høj grad; så at sige ord for ord genfindes nemlig dette skrift hos den angelsaksiske klerk, der blot har lidt bredere historisk fremstilling og dertil de vidtløftige religiøse udviklinger. Men dette skrift om Knuds død og skrinlæggelse kan ikke være andet end et uddrag, man senere — rimeligvis efter århundreders forløb — har gjort af Ælnods Knudskrønike.''

''Ælnods skrift er blevet hyppigere udgivet end noget andet skrift fra den danske Middelalder. Huitfeldt udgav det 1602 efter et håndskrift fra klosteret Herrisvad i Skåne, Meursius udsendte 1631 en mindre god udgave efter samme håndskrift. Over 100 år senere fulgte en ny udgivelse, i Westphalens Monumenta inedita rerum Germanicarum, præcipue Cimbricarum et Megapolensium IV, efter Thomas Bircherods afskrift af håndskriftet, der da fandtes på universitetsbiblioteket. Noget afvigende fra disse er teksten i Acta Sanctoruin for Juli III; her er benyttet et meget bedre håndskrift fra klosteret Ter Doest ved Brügge<sup>(3)</sup>.  Langebek har benyttet disse forskellige udgaver; væsenligst lagde han Meursius's til grund tilligemed de rettelser, Arne Magnussen havde foretaget i sit eksemplar af bogen efter nøje at have jævnført den trykte tekst med det omtalte københavnske håndskrift<sup>(4)</sup>.  Langebeks tekst, i Scriptores rerum Danicarum III 327-90, er lagt til grund for denne oversættelse; dog er gennemgående de afvigende læsemåder fra Acta Sanctorum (Ter Doest håndskriftet) foretrukne. Ælnods skrift har alt tidligere været gengivet på dansk, ved pastor J. S. Jacobsen (København 1874).''



'''Ælnods forord'''

Fyrsternes herlige høvding, de ædeliges ypperste mand, fædrelandets fromme, sejrsæle og prude fader, Danmarks styrer, kong Nils<sup>(5)</sup> , ham, som lyser i den herligste glans ved sit åsyns majestæt som og ved sit navns vægtfulde klang, ønsker Ælnod, den ringeste af det hellige embedes tjenere, født i hovedstaden i Kent i Angelsaksernes land<sup>(6)</sup> , men nu i fire femår og på det nærmeste to gange to til bosat i Danmarks land, at han med kraft fra Gud må omstyrte fjendernes vælde, nedtræde de trodsiges nakke med sin stærke fod, skifte rigens ret med skel, nyde fredens tryghed og efter udløbet af det timelige herredom beriges med den evige saligheds lykke.

Som Eders højheds hulde mildhed er den frække, uforstandige og afsindige til afsky, således hædres den af enhver rettænkende og rethandlende mand, ikke blot i ydre lovtale, men også med skyldig ærefrygt, i det han med takt og skønsomhed tager hensyn såvel til det nærværende som til det kommende<sup>(7)</sup>.  Thi den profetiske konge og ypperste hyrde kalder alverdens dommer den retfærdige og stærke, men kundgør ham også som den tålmodige og langmodige, og vel indprenter han, at hans herlighed elsker dom, men bekender tillige, at han vil lovsynge hans barmhjertighed sammen med hans dømmen<sup>(8)</sup>.  Da nu Eders højhed efter det ringe mål, som er skænket de dødelige mennesker, efterligner hans kærlighed og foretrækker mildhed og skønsomhed for den strenge retfærdighed, skal du derfor også ved hans hjælp vinde del i herligheden hos ham, i hvis sted du træder her på jorden, i det du med ham deler både navn og majestæt<sup>(9)</sup>.  Thi han, som nedstyrter de stolte fra højsædet, han både ophøjer de ydmyge<sup>(10)</sup>  i dette liv og forherliger dem for alle tider med den evige salighed herlighed. Ved hans nåde er det — således som man snarest må tro —, at din dyrebare kødelige broder Knud, der nu uden nogensomhelst tvivl er at kalde salig, har nået fra den timelige magts tinde til den evige herligheds glans, og som han blandt, de dødelige stod udmærket og herlig ved sit kongedømmes vælde, således stråler han nu, optagen blandt de salige ånder, end herligere ved sine ophøjede kraftige gerninger.

I det jeg nu vover at skride til fremstillingen af hans glimrende gerninger og hans kampe, beder jeg om, at man vil bære over med min ukyndige tunges mangel på veltalenhed, så at man ikke, hvis noget tomt eller noget, som mangler ægthedens værd, støder læserens øje, straks rynker brynet og fordømmer det med farisæisk avind, men derimod ved hjælp af oprigtig skønsomhed borttager, hvad der bør slettes, og indføjer det, som fortjener billigelse. Jeg mener ganske vist, at den bidske dadlelysts syge, som nu og da plejer at rejse sig og vende sig mod min ringhed og skrøbelighed, ikke nu vil udslukkes, men snarere vækkes op, i det jeg jo nu bestræber mig for at bringe den af asken fremdragne glød til at blusse op til en brand ved at lægge småkvas til, om end den røgførende flamme skjuler dens glans<sup>(11)</sup> . Men lad hanen, som spankulerer om i gårdene, og som oppe under tagrygningen lader sin skingrende galen klinge gennem luften, stolt gå forbi spidsmusen, som tumler om i sin krukk<sup>(12)</sup>e,  og lad den heller med sine hvasse sporer give sig i kast med ligemænd! Thi jeg skildrer ikke Danaernes flåde, der fører undergang over Dardanerne, jeg omtaler ikke Hektors fylkinger, der stolt med skjold for brystet rykker frem mod Myrmidonernes våben<sup>(13)</sup>;  men det, som jeg ved fortælling af troværdige mennesker af begge køn og begge klasser<sup>(14)</sup>  har erfaret om den fromme fyrstes og gudelskede martyrs gerninger, det har jeg nu ved ivrig understøttelse af munkene, som tjener Jesus Kristus og den herlige sejrherre<sup>(15)</sup>  på samme sted som jeg<sup>(16)</sup>,  overgivet. til efterverdenens erindring, at det skal bevares ved skriftens tegn, og samtidig forelægger jeg det for Eders højheds værdighed, for at I må glædes i fuldeste mål ved Eders berømmelige broders forherligelse og tilskyndes des stærkere til at efterligne hans udmærkede fortrin, i det den himmelske styrer yder sin hjælp.

Se da med din sædvanlige venlighed til mit forehavende, du fredens som fædrelandets vogter! Og hvad jeg her under en samlet oversigt i korthed har fortalt om Eders berømmelige faders og hæderværdige brødres kongetid lige indtil Eders majestæts nuværende styrelse, det ville I værdiges at støtte ved Eders kongelige stadfæstelse, for at Eders kongelige værdighed kan have mindesmærker fra Eders egen og Eders forgængeres herskerfærd at overgive til eftertiden. Men tvivl og betænkelighed vedrørende ægtheden af den Guds mands hellighed, som er hovedemnet for vort værk, må enhver troende fjerne fra sit hjertes løndom, al den stund han ikke drager i tvivl, at Gud formår alt og kender alt, før det sker, og har ordnet alt forud<sup>(17)</sup>.  Thi han, som nedstyrtede hovmodets engel fra det højeste på grund af hans trodsen på sine store fortrin, han fører også de ydmyge og fredsommelige og dem, der frygter hans domme, fra det laveste til det høje. Og han, som lod fremvælde vand af den hårdeste klippe, den gang Aron slog den med sin stav<sup>(18)</sup>,  netop han har af en konge udvalgt sig en martyr og kåret en jordisk fyrste til at sidde ved sin side på højsædet i Himmerig.

Men hvo der vantro nægter, at den almægtige har udført dette, han må frygte for, at han selv udelukkes af den guddommelige forjættelses land. Thi efter Peters vidnesbyrd er i ethvert folk den, som frygter Gud og øver retfærdighed, ham velbehagelig<sup>(19)</sup>.  Og eftersom Gud er mægtig at opvække Abraham børn af stene<sup>(20)</sup>,  hvorfor skulde han da ikke have værdigedes hos et folk, der er såre hårdt, men dog mærket med den fælles tro, at gøre en gudfrygtig fyrste, en udøver af sandhed og ret, til de helliges fælle i det høje?

Men eftersom alt er muligt for den, som tror<sup>(21)</sup>,  må man også tro, at Gud i ham har ført sin nådes vælde til sejr, og nu da der er skænket jordboerne en himmelsk beskytter, bør han lovprises af alle med skyldig ærefrygt og underdanighed. Glæd dig da, høje konge, du, som er prydet med en så ypperlig broders forherligelse! Bryd ud i jubel, i tillid til, at du nu har ham til talsmand hos Gud, ham, på hvis kongestol her i verden du med Guds tilladelse har vundet sæde! Ønsk ham til lykke til, at han er optagen i himlene, hviler i Abrahams skød, er bleven englenes fælle og blodvidnernes medborger, ham, som færdes i de saliges himmelske skarer, skuer Gud åsyn til åsyn, betragter hans vældes herlighed og nu ved sin mellemkomsts guddommelige magt bevirker det, som han her, mens han havde kongemagten, ikke mægtede at nå. Thi dem, der har mistet deres syn, skænker han atter at se lyset, og han renser dem, hvis hud fortæres af Lazarus's gift:<sup>(22)</sup> 

<blockquote>”Døves øren han åbner, og målløse mælet han skænker, tungebåndet han løser og lænker, som gangen mon hindre, sygdomme driver han bort, og alle smerter han stiller; thi i de hellige mænd så underfuld Herren sig viser, virkende jærtegn for dem, når endt er den jordiske ære, at de må stråle i himlen, og verden må se deres gerning.”</blockquote>

Lad da din kongemagt forherlige din høje broders dyrebare levninger med værdige gaver, lad den forøge helligdommens pryd og styrke og støtte mændene af den åndelige levevis<sup>(23)</sup>,  som stedse lægger vind på gudsdyrkelsen der, for at du til tak for den hjælp og støtte, du har ydet i det timelige, må vinde den himmelske gengældelses løn i al evighed<sup>(24)</sup>.  Måtte ved hans forbøns værn dine fjenders vælde vorde dig underlagt, dine uvenners fylking tyndes, rigets ret styrkes, fredens tryghed fæstnes, sundhed og friskhed råde, alt gavnligt tage til, alt skadeligt tage af, og gid du, når dit herredom efter mange års forløb får ende, og du er vandret heden, må herliggøres i det evige rige! Din fromhed leve i styrke og kraft i al evighed! Og lad os i vor svaghed holdes oppe ved håbet om Guds barmhjertighed og ved hjælp af den kongelige støtte!


<big><big>'''1.'''</big></big> 

Nordens riger, som ligger afsides i de fjerneste egne af verden, var igennem lange tider hengivne til hedensk skik, indtil Gud i sin barmhjertighed drog dem op af vildfarelsens og vantroens dyb. Thi efter at næsten alle Vestens riger, som Julius Gajus, i sin tid den store Pompejus's svigersøn, havde lagt under det ausoniske herredømme<sup>(25)</sup>,  havde givet sig under kristelig sæd og skik, modtog hine folkeslag, som bor i de nordlige egne, på den anden side af Franker eller Galler og Sakser, nemlig Svear og Gøter, Nordmænd og Isoniere<sup>(26)</sup>,  troens tegn så meget senere, som troens lærere både på grund af den hos dem herskende mangel på føde og andre fornødenheder og på grund af barbarernes grumhed og medfødte hårdhed ikke holdt det for værd at vende sig did. Men Danskerne, som viser sig at bo nærmere ved Galler og Sakser, regnes for at have et fortrin fremfor de ovennævnte folkefærd, både fordi de bebo et land, der er nyttigere til livets behov, og fordi de har modtaget troen på Treenigheden, før hine Nordboer lærte den at kende. De har bragt deres land i ry derved, at de ved navnkundige kongers kraft og klogskab dag for dag trindt omkring rigeligere har forsynet Guds kirker dersteds såvel med bisper som med gudsdyrkelsens tjenere<sup>(27)</sup>,  og troen, som de havde antaget, har de hidtil bestandig med troskab og ærefrygt holdt fast på. Thi — for at berøre noget af hvad de gamle har fortalt — fra den tid, da biskop Poppo, ærværdig ihukommelse, bar det glødende hede jærn, uden at hans hånd blev brændt deraf, og skred over de glohede jærnplader uden at brænde sine fodsåler<sup>(28)</sup>  og således ved en åbenlys gudsdom godtgjorde, at Kristus, Guds søn, er den sande og eneste Gud, har det danske folk med Jesu Kristi hjælp indtil den dag idag stræbt at vogte og bevare troen, som det har modtaget, usvækket. Svear og Gøter derimod synes ganske vist, så længe tingene går dem efter ønske og falder heldigt ud, af navn at holde kristentroen i ære; men går modgangs storme hen over dem, i det enten jorden nægter sin afgrøde eller himlen sin væde, uvejr idelig raser eller fjender angriber eller ilden hærjer, da forfølger de den gudsdyrkelse, som de af navn syntes at ære, og det ikke alene med ord, men også i handling, ved hjemsøgelse af de troende kristne, som de søger at drive helt bort fra deres land<sup>(29)</sup>.  Derfor var det, at biskop Eskil, from ihukommelse, han, som kom fra Anglernes navnkundige land og nu forkyndte troens evangelium for de vilde og utæmmede folk derovre, for sandheds vidnesbyrds skyld og på grund af barbarernes grumhed og afsind måtte forlade denne forgængelige verden og under engles jubelsang vandre heden til det høje for evig at leve<sup>(30)</sup>.  Men de Nordboer, som på grund af deres lands beliggenhed kaldes Nordmænd, og Isonierne, som også på grund af vinterens strenghed og isens længere forbliven der kaldes Islændere både i deres eget og det norske og det danske mål<sup>(31)</sup>,  overholder vel den kristne gudsdyrkelses skik; men på grund af jordens ufrugtbarhed og fødens knaphed besmitter de den samme gudsdyrkelse, både på de højtidelige fastedage og i langefasten<sup>(32)</sup>,  ved at æde føde, som det ikke er tilladt at nyde. Thi fra Norden er det — siger Herren ved profeten — at fordærvelsen skal brede sig over hele jordens flade<sup>(33)</sup>.  Derfor er disse folkeslag, som vi har omtalt, bundne i gammel hedendoms kulde og vil næppe nogensinde blive således grebne af brændende trosiver, så urokkelig, at de helt frigøres fra hedendoms lænker; thi både forsøger de, hvad der er de dødelige forbudt, nemlig at krænke troens hemmeligheder<sup>(34)</sup>  af menneskelige bevæggrunde og sætte deres love over Guds retfærdighed, og de regner det for skam, om de af hensyn til gudsfrygten skulde forlade gamle skikke, være sig religiøse eller ikke-religiøse.

Men for nu ikke at dvæle længere ved disse ting, så lad mig ønske dette: hvilke mangler i opfyldelsen af Guds bud der nu end kan findes hos de troende her oppe eller overhovedet hos alle troende, gid de så må lette sig derved, at nordenvinden, det vil sige: syndens og sløvhedens kulde, bliver jaget på flugt, og gid søndenvinden må komme og gennemvejre den troende menigheds urtegård, så at duften strømmer ud fra den<sup>(35)</sup>.  Ja, gid den åndelige nådes varme må komme og trænge ind i hjertet hos de troende, for at der må lyde en fuldt tonende bekendelse af den sande tro og opstå en svulmende gerningernes vellugt, så at vort lys må skinne for menneskene<sup>(36)</sup>,  det vil sige dem, som elsker verden og ikke er vise i det himmelske, men kun i det forfængelige, og for at de må prise vor Fader, som er i himlene. Gid altså Hans gunst, der som skaber har gjort, at vi er til, og som genføder har bevirket, at vi omskabtes på ny, må hjælpe os til, at vi på rette måde må kunne gennemføre vort påbegyndte værk.


<big><big>'''2.'''</big></big> 

Efter mange fjendtlige indfald og blodige sammenstød mellem Magnus, Nordlændingernes og Vestlændingernes fører<sup>(37)</sup>,  og Sven med tilnavnet Magnus, Østlændingernes og Sydlændingernes fører<sup>(38)</sup>,  fyrige modstandere begge, og efter afslutningen af den mindeværdige krig mellem Harald Hårfager<sup>(39)</sup>  og den samme Sven Magnus om herredømmet over Danmark, vandt Sven Magnus, da Magnus var gået alt kødets gang<sup>(40)</sup>  og Harald uddreven af Danmarks land, herredømmet over sit fædreland og styrede det med største ære, så længe han endnu levede derefter<sup>(41)</sup>.  Ligesom fordum Trojanernes berømmelige drot, den herlige Priamos, satte han værdig optræden over magt; da han i overensstemmelse med det ord af den guddommelige sandsiger<sup>(42)</sup>  var vis af hjerte og stærk af legeme, værnede han kraftig sit folk mod de fremmede hedningers indfald<sup>(43)</sup>,  både ved guddommens hjælp og ved sit råds styrke og klogskab, og efter at han allevegne havde bragt fred til veje, gjorde han ved sin vælde og sine våben folket frygtet blandt folkeslagene trindt omkring<sup>(44)</sup>.  Og fremdeles, da han ikke var uden indsigt i de frie studier og ikke ukyndig i gudelig læsning<sup>(45)</sup>,  forsømte han ikke at fremme gudsdyrkelsen: tværtimod, hvor der var rejst kirker til helgenernes ære, ophjalp han dem i kraft af sin kongelige myndighed, og hvor der endnu ikke var kirker, byggede han sådanne. Han lod sig det være magtpåliggende at forøge præstestandens og bispernes tal og magt og vise dem ærefrygt<sup>(46)</sup>.  Faderløse og enker, trængende og fremmede, fremfor alt fattige klerke støttede han ved kongelige gaver<sup>(47)</sup>,  og ved den urette mammon stræbte han at skaffe sig disse til venner, af hvilke han kunde håbe at blive ført ind i de evige boliger<sup>(48)</sup>.  Og for at sige det kort: han var huld mod de små og streng mod de stolte; hine ophjalp han ved mildhed, disse holdt han nede med vælde:

<blockquote>”Fattige giver han føde, og nøgne med klæder han dækker.”</blockquote>

De først nævnte kvægede han, for at de ikke skulde omkomme på vejen<sup>(49)</sup>,  de sidst nævnte klædte han, for at de ikke skulde gå til grunde enten i isnende kulde eller i glødende hede.

<blockquote>”Dog, hvad fuldkommen lykke kan findes blandt menneskers vilkår?”</blockquote>

Thi ligesom Guds søn, vor Herre, der alene i sandhed er god, alene i sandhed salig, og som er lige med Gud og deler evigheden med ham, han, som blev menneske i verdens sidste tid<sup>(50)</sup>,  er den eneste, som er fremgået af en uplettet og usmittet jomfrus skød, således er han også den eneste, som har levet i vor verden og er gået ud af den uden syndens tyngsel og byrde. Af vor verden, siger jeg, er han udgået i kraft af den menneskenatur, han antog for os, blandt os og af os, han, som i kraft af sit guddomsvæsen har forjættet sine troende, at de evig skal være hos ham<sup>(51)</sup>.  Men vi, som undfanges i brøde og fødes i synd og smerte<sup>(52)</sup>,  vi nedtynges af vort legemes skrøbelighed og af den os pålagte dødeligheds byrde, ihvorvel vi i det frelsende bad fries fra medfødt syndighed, og vi glider derfor tilbage i syndens pøl; løftede ånden fra det høje os ikke op, vilde den evige fordømmelses afgrund sluge os alle. Men han, som sagde til det første menneske, da han havde smagt æblet og havde overtrådt Guds bud: ”Du skal visselig dø!”<sup>(53)</sup> , han forjætter dem, der tror på ham og lyder hans bud, evigt liv, og han, som ved sine forgængere indførte det strenge lovbud, han har ved sit eget komme bragt barmhjertighed, så at lovens hårdhed mildnedes ved evangeliets nåde, i det de, som af hin fordømmes til straf, indbydes af denne til at søge tilgivelse. Thi når hin for den eller den forseelse tilkendegiver, at en skal udslettes af folket, en anden stenes, en tredje dødsdømmes, kundgør denne, at Himmerige skal åbnes for dem, der gør bod, og indprenter, at al skyld kan eftergives, kun ikke bespottelse af Helligånden<sup>(54)</sup>,  det vil sige: mistvivl om den evige frelse. Thi hvorledes kan man vel tro, at den mand kan løses for sin skyld, som ved sin mistvivl ringeagter tilgivelsens nåde? Og den, som mistvivler om, at hans store synder mere end opvejes ved blodet, der flød af Herrens side<sup>(55)</sup>,  og ikke tror, at hans mange forseelser kan overvindes af den åndelige tilgivelses nåde, men som går bort, i det han lige til enden bliver ved at fastholde sin hårdnakkede mistvivl, han skal af den grund gå glip af barmhjertighed og være hildet i alle sine forbrydelser, og fra den frelse, som han i sin fortvivlelse har foragtet — hvorved han har dømt sig selv uværdig til den —, skal han, domfældet af Kristus, nedstødes i den evige fordømmelses afgrund, hvor han, hjemfalden til Djævelen, skal brændes af evige ildsluer. Men den, som hører Herrens røst og søger den sande tilgivelses nåde for, at få den og leder efter syndernes forladelse for at finde den og uden ophør banker på den evige barmhjertigheds port med indtrængende bøn, han skal finde den uendelige mildheds dør åbnet for den oprigtige bekendelse, den dør, ad hvilken man kommer ind i den himmelske kongeborgs hal, hvor gudernes gud ses på Zion, det er: i den evige freds skue<sup>(56)</sup>. 


<big><big>'''3.'''</big></big> 

Ligesom i fordums dage David, den tapreste af alle konger og den mest veltalende af alle profeter, — han, der som forbillede paa den sande hyrde<sup>(57)</sup>  ved at sønderrive vilddyrenes gab<sup>(58)</sup>  havde antydet, at Herrens hjord en gang skulde befries fra dens efterstræberes svælg; han, som med stenen (hovedhjørnestenen eller klippen, som er Kristus, den sten, der er afhugget fra bjærget uden menneskehånds arbejde<sup>(59)</sup>)  havde ramt og nedslået udlændingen Goliath, der ret som Antikristus hånede Guds lejr og æskede til tvekamps møde<sup>(60)</sup>  og rejste sig imod Gud og over Gud, og derefter taget ham af dage med hans eget sværds æg, hvorved han havde antydet, at Antikristus engang skulde fældes af Guds munds åndepust og ved stråleglansen af hans komme i herlighed<sup>(61)</sup>  —: ligesom denne kong David besejrede Sven Magnus under de foran omtalte fromhedsgerninger trindt omkring sine fjender, slog sine lumske uvenner til jorden, skaffede sit kongerige lykke og vandt en rolig freds tryghed, og tillige satte han, i det han i høj grad gav efter for den lokkende kødslysts udskejende attrå<sup>(62)</sup>  talrigt kuld af sønner i verden, som engang skulde arve hans hersker-ret<sup>(63)</sup>.  Nogle af dem satte han til studiet af den guddommelige videnskab, andre overgav han til ædelbårne mænd, for at de kunde opdrages hver på sit sted<sup>(64)</sup>.  

Men da han selv på det sted, som kaldes Suddatorp, det vil sige: ”dyndbyen”<sup>(65)</sup>,  var vandret bort ad den vej, hvorfra ingen kan håbe at vende tilbage, gav man kongeligets jordklimp en kongelig begravelse, i det man førte det til den havomflydte ø, som, netop fordi den mest ombæltes af havet, på det danske mål kaldes Søland, til den hovedby, som fra gammel tid har båret navnet Roskilde, det er ”Ros kilde”<sup>(66)</sup>,  og jordede det der med sømmelig, hædrende jordefærd i den hellige og udelelige Trefoldigheds og den hellige martyr Lucius's kirke, der var bygget med prægtige kvaderstensmure af Sven, den gang biskop ved dette bispesæde<sup>(67)</sup>.  Dette skete i det år efter Herrens menneskebyrd 1074, hvilket var hans kongestyrelses 28. år, den 28. April<sup>(68)</sup>. 

Men den, som er herre over alle, vor Herre Jesus Kristus, er konge i al evighed. Amen!



<big><big>'''4.'''</big></big> 

Efter at nu altså den berømmelige kong Sven Magnus havde tvunget de folk, der boede trindt om på alle sider af hans rige, til fred, og efter at der på mangfoldige vigtige steder var rejst stolte gudshuse ved hans egen gudfrygtige iver, ligesom de, der allerede tidligere var fuldførte af andre, var blevne værdig smykkede af ham ved kongelige gaver, og tallet både på bisper og gudsdyrkelsens tjenere var blevet forøget<sup>(69)</sup>,  efterlod han, da han selv forlod menneskelivet og gik ind til den lange hviles løndom, arvingerne til sin kongemagt ikke blot rigdom af kongelige skatte, men også tryghed i styrelsen, idet der var skaffet fred allevegne; og han efterlod dem deres faders kraft og visdom til forbillede, at de virksomt skulde efterligne det ved mindeværdig dåd. Men da de to kongsemner Harald og Knud, han, som snart skulde få navnet Kanutus<sup>(70)</sup>,  tvistedes om ret til herredømmet, blev Harald, både fordi han var ældst af år og fordi han tyktes mere sagtmodig i sin optræden, ved hele folkets valg indsat til konge og udråbt til Danmarks fyrste med ønsket om langt og lykkeligt liv<sup>(71)</sup>.  Skønt nu den heftige Knud tog sig dette nær, holdt han det for bedre at gå af vejen for sin broders vrede end ligesom fordum de thebanske ynglinge<sup>(72)</sup>  af lidenskabelig magtbegær at begynde kamp og derved prisgive sig selv og sin broder til den evige ilds fortærende luer<sup>(73)</sup>.  Thi uden at tænke derpå<sup>(74)</sup>  oppebiede han, at Guds hjælp skulde støtte ham, lidet anende, at han senere ved den skulde ophøjes til så storladen ære. Men selve Herren, vor Gud, som boende i det høje ser ned til det lave og kender det ophøjede langt fra<sup>(75)</sup> , gemte sin udvalgtes ophøjelse til en senere tid, i det han havde udset ham til at hædres ikke blot med timeligt, men også med evigt herredømme.

Men lad os gå videre i det værk, vi har sat os for! Efter at Harald var kommen i besiddelse af den fædrene magt, lod han det sig være magtpåliggende i høj grad at imødekomme folkets ønsker og ikke blot at udvælge for det de love og retsregler, som det kunde ønske sig, men også med sin kongelige myndighed at fastslå dem, han havde udvalgt, til overholdelse for efterkommerne<sup>(76)</sup>.  Derfor har de danske indtil den dag i dag, hver gang de har valgt eller villet vælge sig en konge, til denne stillet det krav, at han skulde overholde de love, Harald havde stadfæstet<sup>(77)</sup>,  og de roser og priser ham stadig som fredens og den offenlige friheds fader på grund af de love, han har indrømmet dem. Men da også han i det sjette år af sin kongetid var vandret heden ad sine fædres vej, fik det berømte sted, som på dansk hedder Dalby, det er ”dalens by”, hans legeme at gemme indtil den kommende opstandelse og betroede det ved hellig jordefærd til jordens moderskød<sup>(78)</sup>. 


<big><big>'''5.'''</big></big>

Nu da vi er til ende med vor roning langs stranden og allerede tilstrækkelig har mættet vort øje ved beskuelsen af de nærmeste strøg, lad os da nu, idet vi skal stævne ud på det dybe hav, med kløgt og flid stoppe revnerne i vort skib, for at det lumske havs vande ikke skal trænge ind derigennem og opsluge os under vor sejlads! Lad os rejse Herrens korses træ på det som mast, og hejse dydernes sejl, for at vi med tilstoppede øren rask kan glide hen forbi de syngende sirener for en strygende østenvind og føre vor helts fortjenester ind i den forønskede havns skød og der endelig sænke vort håbs anker på den guddommelige barmhjertigheds grund, at dog ikke fjendtlige skær skal spærre vort skib med dets åndelige ladning vejen til dets mål og blande strandbreddens glæde med grådens jammerklage, når vor kostelige ladning bliver reven bort og allerede flyder spredt om på bølgerne! Men han, som har sagt: ”Åbn din mund, og jeg vil fylde den”<sup>(79)</sup>,  han styre vor følelses læber og vor munds tale, for at vi kan frembære hans stridsmands berømmelse på sådan vis, at vi skildrer den til velbehag for hans guddomsvælde.


<big><big>'''6.'''</big></big>

Ihvorvel nu alle den hæderkronede kong Sven Magnus's berømmelige sønner i kraft af deres medfødte klogskab stræbte at efterligne deres fader i dygtighed, var den mest udmærkede af dem dog vor Knud, han, hvem senere den hellige stol i en forsamling, hvor paven havde forsædet og overmåde mange bisper og mænd af munkestand var tilstede, besluttede, at man skulde kalde Kanutus, enten det nu var på grund af hans indsigts ærværdige dybde eller hans livs renhed eller fordi den bestemte, at han skulde regnes med i helgenernes række<sup>(80)</sup>.  Han strålede som karfunklen mellem kostelige ædelstene og stræbte ikke blot at efterligne sin faders id, men også ved særlige bedrifter at efterlade berømmelige minder om sig til efterverdenen. Thi hos ham voksede retsind og visdom sammen med ungdommens skønhed og ynde<sup>(81)</sup>,  og derfor steg han ved den himmelske nådes forsorg da endelig til kongeværdighedens ophøjede stade. Han var fyrig af sind, havde et kongeligt ydre og livfulde øjne, han var våben-djærv og karakterfast, og hans ånds dygtighed lagde sig for dagen i hans tales skønhed. Og da det ikke står til den, der vil, heller ikke til den, der løber, men til Gud, der er barmhjertig<sup>(82)</sup>,  i det de, som er udvalgte fra verdens begyndelse, skal have sæde i de uforgængelige boliger i den evige faders kongeborg<sup>(83)</sup>,  dannede Herren sig i ham en prud stridsmand, som han fra værdig og myndig konge agtede at gøre til de himmelskes fælle og til martyr.


<big><big>'''7.'''</big></big> 

Men da han selv ved sin broders bortgang fra verden var bleven forfremmet til det herredømme, hvortil Gud havde bestemt ham, gav han sig i tro lydighed kongernes herre til eje, for at han i ly af hans hjælp kunde blive sikret såvel mod jordiske fjenders som onde ånders angreb: De hungrige og fattige plejede han, de nøgne og frysende klædte han, faderløse og enker kom han i sin mildhed til hjælp, fremmede og nødlidende støttede han med barmhjertigheds gaver. Mænd af præstestanden hilsede han ærefrygtsfuld snart med navnet ”herre”, snart med navnet ”fader”, og de til den åndelige tjeneste indviede steder smykkede han med kongelig skænk og gave<sup>(84)</sup>.  Stadig kom han i Guds helgeners hellige kirker for at høre hele den daglige gudstjeneste til ende, og hvad han der med sit hurtige nemme havde fattet, gemte han i sit dyrebare hjertes gemme, hvad Guds ånd tilskyndede ham til, for at hans ihukommelse kunde holdes i live i al evighed.


<big><big>'''8.'''</big></big>

Han undgik den usædelighed, som findes hos overmåde mange konger, ja selv fandtes hos Salomon, og som var skyld i, at hans efterkommere mistede ti dele af riget og næppe kendtes værdige til under Guds vrede at være fyrster over de to. Med sine gode mænds råd valgte han sig en såre ædelig hustru, af kejserlig æt, og da hun med stor ære blev ført hid fra Vestens egne, modtog han hende med skønsomt hensyn til hendes navn — i det hun hed Edel, det er: ”ædel” — som en ædel kvinde på ædel vis og brød sig ikke om frillers ukyske favn, men nøjedes ene med hendes ægteskab, således som Jesus Kristus og hans engle kan bevidne det<sup>(85)</sup>. 

Fremdeles efterforskede han idelig, ligesom det fortælles om den salige Job<sup>(86)</sup>,  nyttige ting, som han endnu ikke kendte, og oftere forhandlede han med vise og gudfrygtige mænd og overvejede ivrig med dem, hvorledes han dag for dag kunde fremme ærbødigheden for kristentroen i sit rige. Med klartskuende indsigt blev han da opmærksom på, at der var mange fra fortiden nedarvede ting, der endnu holdtes i agt og ære, mens man for den guddommelige retfærdigheds skyld snarere burde ændre dem end bejle til mængdens gunst ved at overholde dem. Disse ting besluttede han med bistand af den himmelske styrers nåde at sætte skranker for<sup>(87)</sup>.  Men det utæmmede folks vildhed og medfødte hårdhed forhalede dag for dag udførelsen af hans vilje. Og fordi, som det sande Guds ord bevidner, enhver, der handler ilde, hader lyset og ikke vil komme til lyset, for at ikke hans gerninger skal lægges åbenlyst frem<sup>(88)</sup>,  så skete det, at de, som foretrak at blive ved med deres dårlige vaner og med fri vilje at blive liggende i deres synder fremfor at låne øre til retfærds velgrundede tale og forlade, hvad de hidtil med urette havde overholdt, på deres forsamlinger klagede over, at han slog ind på tåbelige veje og syntes at lægge vind på nye og uhørte påfund. Og i det de ikke var opfyldte af Guds ånds oplysning, men æggede af en anden ånds<sup>(89)</sup>  indskydelser, lagde de derfor råd op om, hvorledes de skulde ryste hans herredømmes åg af deres trodsige stivsinds hidtil ubetvungne, ubøjede og hårde nakke. Thi det kødelige menneske fattede ikke<sup>(90)</sup>,  hvad al visdoms ånd indgød i hans kongelige bryst. Medens han nemlig søgte at udrive dem af syndens trældom og føre dem tilbage til retfærdigheds frihed<sup>(91)</sup>,  så hørte de ham vel, men forstod ham ikke, de så ham vel, men ret som om de var blindede<sup>(92)</sup>,  og de holdt ham for så at sige at være en forstyrrer af deres gamle fred og ro og en ransmand af deres tidligere frihed<sup>(93)</sup>.  Derfor opdyngede de skyld over sig og gik udenfor<sup>(94)</sup>.  Ja, de gik udenfor, idet de foretrak deres egne vedtægter for den guddommelige retfærdighed og ikke vilde underkaste sig Guds retfærdighed<sup>(95)</sup>.  Således blev de da også udskilte fra de retfærdiges samfund og udjagne af deres enemærker, og de blev regnede til de slette menneskers samlag<sup>(96)</sup> , fordi de med egen fri vilje gjorde sig til syndens trælle<sup>(97)</sup> . Derfor faldt de i den snare, de havde udspændt for den uskyldiges fødder, og i den grav, de selv havde gravet, ligesom Jøderne, fordi de ikke vilde tåle ham, der revsede deres fejl. Men lad os gemme fortællingen om deres fortabelse til rette sted og vende tilbage til skildringen af vor herlige helts ædle fortrin!


<big><big>'''9.'''</big></big>

I det nu den ærbødige gudsfrygt voksede hos denne Guds tjener og sande konge — thi det at være Guds tjener er at være konge, og det at herske over sine laster er det sande herredømme — ransagede han med prøvende skarpsyn, hvad han tilforn havde handlet eller undladt at udføre og sin ungdoms synder<sup>(98)</sup>  og åbenbarede dem med et sanddru og ærligt skriftemåls ydmyghed for de med ham nær forbundne klerke, som på hin tid var kapellaner ved hans kongelige hof, men nu er ærværdige bisper, nemlig Gerold og Arnold,<sup>(99)</sup>  og i sin fromheds inderlighed bøjede han sig så dybt for den guddommelige nåde, at han — hvad der vil synes somme utroligt — end ikke vægrede sig ved af dem at modtage legemlig revselses slag, når de var alene til stede, så at kun Gud og englene, som kender hans hemmeligheder<sup>(100)</sup>,  var vidner dertil<sup>(101)</sup>.  Thi det havde han hørt og ved at høre indset, at jo mere det ydre, kødelige menneske spæges, des mere fries det indre, åndelige menneske<sup>(102)</sup>,  og at de, som længes efter at tilhøre Kristus, ikke ræddes for at korsfæste deres kød med dets laster og begær<sup>(103)</sup>.  Også på de almindelige og de særlige fastedage og hver Fredag<sup>(104)</sup>  i ugen, når han sad ved det kongelige bord, og hans gæster mente, at han nød vin eller mjød, drak han det rene vand, noget, som blot hans tro tjenere vidste og Han, der ser i løndom<sup>(105)</sup>.  Og de kostelige retter ved det kongelige måltid førte han blot til sin mund, men lod disse derpå dels bære om til sine hossiddende mænd, dels uddele og bortsende til de fattige, medens han selv kun nød tørt brød med salt på, ved hvilken næring han ikke så meget opholdt sit til velbehageligheder vante legeme som spægede det, i det han endvidere kun tog dem til sig i utilstrækkeligt mål. Han ønskede nemlig ikke, at hans handlemåde skulde udbasunes på gader blandt folkevrimlen, men blot, at den kunde godkendes af ham, som ransager hjerterne<sup>(106)</sup>;  og således vidste da hans venstre hånd ikke, hvad hans højre hånd gjorde<sup>(107)</sup>,  fordi han ikke derved søgte menneskers yndest og ros, men biede på lønnen fra Faderen, som ser i det skjulte.


<big><big>'''10.'''</big></big>

Men såsom efter skriftens sande ord<sup>(108)</sup>  den stad, som ligger på et bjærg, ikke kan skjules, og lyset i stagen hellere må sættes højt end gemmes under et dække, udbredtes ryet om den højædle fyrstes dyder, hans fasthed og klogskab i vide kredse; og både hos Skotter, Ørknøboere og Irer, som næsten bor yderst i Vest, og hos Angler, Galler og Sakser var hans navn på alles læber<sup>(109)</sup>.  Også på Italiens enemærker kendte man til ham. Og hos de Franklændinger, som også kaldes Romaner<sup>(110)</sup>  og er såre krigerske, lød hans navn ikke blot som beundret, men også som frygtet.


<big><big>'''11.'''</big></big>

Thi Engellændernes ædle folk, som vi af beretningen hos dets krønikeskriver, den ærværdige præst Beda<sup>(111)</sup>,  ved, nedstammer fra de gamle Sakser, havde, efter at deres kække konge Harold var bleven fældet ved et lumsk overfald af de sydlige Normanners<sup>(112)</sup>  hertug Vilhelm, hvorpå Vilhelm selv endelig tilrev sig herredømmet over England<sup>(113)</sup>,  allerede længere tid igennem levet i undertrykkelse netop under de ovenfor nævnte Romaners eller Franklændingers herrevælde, og de begyndte nu kun at fatte håb om at genvinde deres gamle frihed under den forudsætning, at de kunde bevæge den vidt berømte kong Knud til at lande på Brittaniens kyster med sin hærs styrke for at tage hævn for drabet på sin frænde, den tidligere konge Harold, der var bleven fældet just af disse Romaner<sup>(114)</sup>.  Da nemlig deres fremragende jarler, gerefer, statholdere, thegner og mænd af forskellig værdighed<sup>(115)</sup>  var segnede for sværdet eller kastede i fængsel, nogle berøvede deres æresposter og deres arv, i det deres fædrene skatte og værdigheder var dem fratagne<sup>(116)</sup>,  andre fordrevne fra den fædrene jordbund, og de øvrige kuede under det trælleåg, der så at sige hvilede på hele folkets nakke, så kunde de ikke længer udholde Romanernes grumme voldsherredømme, men besluttede at hidkalde hjælp fra fremmede, eftersom deres fjender i snu forsynlighed ikke havde levnet dem nogen, der kunde være deres leder eller fører til at generhverve eller tilbagevinde friheden. Derfor lod de gentagne gange sendefærd gå til den mægtige kong Knud og bad ham om hjælp<sup>(117)</sup>:  de vilde nemlig hellere kæmpe til det yderste for ham, når han angreb deres fjender, for at skaffe ham herredømmet over England, end tålmodig finde sig i deres fjenders tyranni og bære disses grumme herskervældes åg. Tilskyndet ved deres trængsler og deres sendefærd besluttede da den fromme helt at komme dem til hjælp i deres pinlige kår både for at give det ædle folk dets gamle frihed tilbage og for at tage hævn for sin frændes drab og således straffe Romanernes eller Franklændingernes overmod. Han lod da en meget stor flåde ruste og udstedte et kongebud, hvorved han påbød sine mænd at holde sig rede til at tjene ham i alt. Men han, som styrer alt og dømmer over alt, hvad der er til, han, hvis domme er som det vældige dyb, og hvis råd ingen dødelig har kunnet udgranske<sup>(118)</sup>,  standsede den menneskeliges viljes løb, hvad enten det nu var for endnu at udsætte straffen over hint folk<sup>(119)</sup>  eller for hellere at forbeholde den ædle fyrstes martyrære for hans eget folk end overlade den til fremmede<sup>(120)</sup>:  for Danskerne vilde han af deres fyrste gøre en værnehelgen, af deres konge et fyrste blodvidne, siger jeg. Thi ikke har vi i nogen af de gamles fortællinger hørt om, at nogen af deres folk tidligere er bleven udmærket ved martyriet; ingen iblandt dem er tidligere omkommen på en sådan måde, fordi han med fasthed overholdt retfærdigheden. Derfor sidder han nu, kronet med hæder og ære, ved den evige konges højre hånd. Men dette er kendt for Gud.


<big><big>'''12.'''</big></big>

Dag for dag rustede man imidlertid flåden, og både de ædelbårne og almuen hastede med al mulig iver mod et land, der stod så højt i ry både for sin frugtbarhed og sin rigdom på gods. Men da rygtet om deres tog fløj til Brittanien og hurtig gik fra mund til mund over Anglernes hele land, begyndte Vilhelm, der som krigshelt var vel kendt med forsvarskunst, at befæste borgene og byerne, at omgive fæstningerne med mure og grave tilligemed forværker, at fornye murene om byerne og lade holde udkig på dem og at fordele vagthold til de forskellige havne<sup>(121)</sup>.  Han dannede en hær, sammensat af krigere fra Frankrig, Bretagne og Maine<sup>(122)</sup>,  og med dem blev husene i byerne så opfyldte, at borgerne næppe kunde finde plads ved deres egen arne. Men Anglerne, om hvem han godt vidste, at de med længsel ventede den danske hærs komme, bød han at rage skægget og anlægge våben og brynje som Romanerne, og for at skuffe de danskes blik, når de kom, skulde de i alle måder ligne Franklændingerne, som vi ovenfor har ytret også kaldes Romaner<sup>(123)</sup>.  Det var der dog kun få, som gjorde. Så vidt om forholdene derovre.


<big><big>'''13.'''</big></big>

Da nu skibene var udrustede, stævnede de danskes ledingsflåde for bugnende sejl til kysterne af Vestervigen<sup>(124)</sup>  og der ventede man med hver dag den kongelige flådes opsejling. Men på det berømte sted, som efter sin beliggenhed eller efter en fordums herskerinde der på stedet, Hede, har fået navnet Hedeby, hvilket, oversat fra Dansk på Latin, hedder ”Campi villa” (slettens by)<sup>(125)</sup>,  forhandlede kongen med sine indsigtsfulde og kloge mænd om, hvorledes dette forehavende, som var begyndt med manges tarv for øje, nu ved Jesu Kristi hjælp kunde nå det udfald, der sømmede sig for det<sup>(126)</sup>.  Men ligesom Israels folk, da Moses i sin samtale med Gud tøvede dem for længe, krævede af Aron, at der skulde gøres dem guder, som kunde føre dem frem gennem ørkenen, hvorfor de ved Guds vrede gik glip både af synet og brugen af det længselsfuldt attråede land<sup>(127)</sup>,   — således blev også folket her utålmodigt og klagede over, at denne venten og tøven under opholdet på stranden var til liden både for den hjemlige dont, og i det det higede efter at få lov til at vende hjem til sit eget, råbte det efter gentagne rådslagninger på, at der enten skulde gives det lejlighed til at vælge en anden fører for toget, medens kongen var optagen andensteds, eller at der skulde sendes bud til kongen om, at han så hurtigt som muligt skulde skynde sig did med sin flåde<sup>(128)</sup>.  Påvirkede af deres idelige larmen og langvarige råben beslutter da høvdingerne at sende bud til kongen og frembære den fuldt beredte ledingshærs klager for kongens øren. Denne sendefærd blev ifølge hærens valg udført af Olav, den berømmelige konges kødelige broder, dog kun med lidet held. Han kom til kongen med sit følge, forebragte hærens ærinde og fremstillede i et veltalende foredrag grundene til klagerne. Men kongen, der gennemskuede sagen med sit skarpe blik, sendte efter at have trukket forhandlingerne ud gennem længere tid sin før nævnte broder i forvaring til Flandern til den højædle hertug over Vestlandsegnen, Robert, der var hans pårørende gennem sin datter, nemlig dronning Edel<sup>(129)</sup>.  Hæren gav han ved sendebud underretning om sin vilje. Men da høsten stundede til, kommer der atter udsendinge, og hele hærstyrken beder indtrængende om, at han vilde lade dem vende tilbage til deres eget for at varetage den hjemlige gerning og dont; til våren skulde han så atter have hele flåden rede til at drage, hvorhen han bød. Da kongen nu ved de ædelbårnes og stormændenes mellemkomst tillod dette, letter de med glæde ankrene op af sandet, tager de opslåede telte ned, rejser de høje master, udfolder sejlene for vinden, og i det de med gode ønsker for kongen stævner ud på dybet, ”pløjer de havet med stavnen, hjembringende opfyldte ønsker<sup>(130)</sup>. 


<big><big>'''14.'''</big></big>

Da hæren altså var vendt tilbage til sit eget, kastede den gudfrygtige fyrste ligesom tidligere sig ivrig over sine fromme bestræbelser. Han søgte at forøge folkets ærefrygt for gudstjenesten, han udvidede præstestandens rettigheder<sup>(131)</sup>.  Ved en kongelig kundgørelse, hvori der også indeholdtes straffebestemmelser, fastsatte han overholdelsen af højtidsdagene og de retmæssige fastetider, således som man ellers overholder dem allevegne i verden<sup>(132)</sup>.  Og alt, hvad der var Gud meget imod, beflittede han sig efter evne på at holde borte. Trælle, der var frigivne eller selv havde løskøbt sig med de midler, de havde erhvervet sig ved deres eget brydsomme arbejde, tilkendte han ved offenlig erklæring deres frihed<sup>(133)</sup>.  Fremmede og udlændinge, hvor de end kom fra, blot de ikke havde gjort sig skyldige i noget, gav han lige ret med de indfødte, og var dette end de danske til had og ærgrelse, så var det efter vor overbevisning ingenlunde Gud imod<sup>(134)</sup>.  Oprørernes halsstarrige trods enten mod Guds eller lovens bud undertrykte han, og med den kongelige retfærdigheds spir søgte han at betvinge deres ubøjede nakke<sup>(135)</sup>. 


<big><big>'''15.'''</big></big>

Men opirret herved frygtede fromhedens modstander, sandhedens og dydens fjende, at tallet på hans følgesvende på den vis dag for dag skulde svinde ind, og han tog da sin tilflugt til mange forskellige rænkespils koglerier. Og for at bringe forstyrrelse ind i denne så store gudfrygtigheds tider og få folket, som nu endelig ved den fromme fyrstes snilde bestræbelser var lige ved at underkaste sig Gud helt, til snarere at synke ned i hans egen ondskabs svælg, udspændte han listige snarer, i det han går omkring som en brølende løve, søgende, hvem han kan opsluge<sup>(136)</sup>.  Og ligesom han i fordums dage ved hadets gift havde rejst ypperstepræster, Farisæere og lovlærere mod selve sandhedens kilde, for at den énfoldige hob af dem kunde hidses til at fordømme livets skaber, således opægger han nu ved sin gamle træskheds brod både de ældre af år og de fremragende i magt såvel som også dem, der ved tungefærdighed og dristighed var rede til alt, både ret og uret, til modstand imod den gudfrygtige fyrste, opflammer dem ved sine ophidselser og gør dem derved tilbøjelige og beredte til alskens synd: ædelbårne og menige ægger og væbner han ved sine sædvanlige ophidselser til at udslette mindet om den retfærdige mand af jorden. Således smittes næsten hele folket i landet af hans træskheds gift, og hildet i hans ondskabs snarer bliver det rede til enhver forbrydelse; vrangsindede sænker de blikket mod jorden og skyer at se mod lyset<sup>(137)</sup>  for ikke at skulle nødes til at vende deres fjed bort fra ondskabs sti. Derved får de lod og del med dem, om hvem den guddommelige visdom vidner, at Gud tvinger dem til at vige fra sig<sup>(138)</sup>. 


<big><big>'''16.'''</big></big>

Men for at gå videre i vort emne: de kongelige ombudsmænd eller fogeder beflittede sig mere end billigt var for at yppe retssager i hobetal, de brugte altfor svære lodder på deres vægtskål, satte alle tings værd lavt og, for at udtrykke mig i menigmands mål, lod en øre knap gælde en ørtug; de bøjede retten, fortæller man, og søgte med vold og magt at kue ædelbårne lige så vel som menigmand<sup>(139)</sup>.  Ved disse menneskers utålelige overgreb ophidsedes overmåde mange af de ældre, alle opflammede både af vrede og had, og rettede deres tanker og våben til angreb på den kongelige fyrste; de sendte budstikken rundt omkring til alle kanter og stræbte efter at lade såvel ham selv som dem undgælde for den uret, der, efter hvad de mente, var tilføjet alle. Disse ugudelighedens og afsindets talsmænd spreder sig da og ophidser ikke blot dem, hvis hu iforvejen var rede til forbrydelser, men også dem, der var enfoldige og skikkelige af sind, for at øge tallet på dem, der havde del i forbrydelsen, og overalt helt at ødelægge sandhed og retfærd. Ak, hvor smerteligt! Uretten rejser sig til overmål, kærligheden bliver kold  og svinder hen; retten trædes under fødder, og uretten sættes til højbords. Folket hidses til alskens forbrydelse, og som et rovlystent vilddyr higer det efter at stille sin tørst i kongens blod; med våben hærder det sin arm, med grumhed sin hu, og ak! det er kun bange for, at der skal gå for lang tid hen, før det får øvet sin forbrydelse, og at dets rasen skal lægge sig, før den fuldt ud får udført hele uretfærdighedens værk.

<blockquote>Men hvor stævner den rasen hen, hvad vil dog den voldsfærd, <br>at nu folket i fnysende trods sig rejser mod drotten? <br>Se dog, du rasende hob, hvad følger du deraf vil høste: <br>Sot skal hjemsøge landet, og kvæget skal segne for sygdom, <br>oksen svigte dig skal, og koen ej hjælp skal dig yde! <br>Sparsom høst skal marken dig give, så gold og forbandet, <br>næppe en ager skal yde det korn, der bruges til udsæd. <br>Agern skal fattes i skoven,  og græsset skal visne på vangen,<br> mælkens rigdom og honningens sødme skal begge dig glippe; <br>kvæget skal styrte for fode, og fisken i strømmen skal uddø. <br>Hård skal hungeren mennesker hærge og lægge dem øde. <br>Og mens du nu for din egen drot ej nakken vil bøje, <br>skal du med tiden i støvet ligge for Helvedes fyrste.</blockquote>


<big><big>'''17.'''</big></big>

Efter at kongen i de sydlige dele af landet hinsides den strøm, som kaldes Limme<sup>(142)</sup>,  på sædvanlig vis havde fuldført de kongelige hverv<sup>(143)</sup>,  drog han til det kystland, der på dansk mål hedder Vendle, hvilket betyder ”foranderlig”<sup>(144)</sup>,  og der besluttede han at tage bolig i den kongsgård, som har navn efter en fordums dronning på det sted, Burlina, men nu med ændret selvlyd kaldes Børglum<sup>(145)</sup>,  for at dvæle der nogen tid med den kongelige hird. Samtidig bød han de kongelige fogeder at forfølge og undersøge retssagerne. Ophidsede ved hans komme flokkes både ædelbårne og almue i hobetal ved de forsamlinger, hvori de holdt deres ugudelige rådslagninger, og indbyrdes hidser de hverandre til uret, i det de regner det for en skam at underkaste sig kongens bud og holde sig selv for ringere end den kongelige majestæt. Og idet de således spinder rænker mod hans magt, sætter de sig altså op imod Gud. Thi, som den sanddru apostel siger, den, der modstår øvrigheden, modstår Guds ordning<sup>(146)</sup>,  og derfor regnes de til hans slæng, som blev styrtet og faldt fra himlenes tinder ned i Helvedes dybder, fordi han ikke vilde være Gud underdanig.


<big><big>'''18.'''</big></big>

Kragestrand hedder det sted, hvor hele uretfærdighedens skare stævnede sammen med forgiftet sind og væbnet arm<sup>(147)</sup>.  Der holdt de forsamlinger til rådslagning både dag og nat og spandt rænker mod den gudfrygtige fyrste; samdrægtige stod de på, at de enten vilde drive ham ud af deres enemærker eller, hvad der er syndigt blot at sige, udslette ham af de levendes land. Da bestemmer kongen en dag, på hvilken han selv vil se til deres møder, og skrider så på denne dag med sine mænd ind i mængdens forsamling; men da han mærkede mængdens trods og opsætsighed, trak han sig tilbage til det sted, hvor hans folk var, for at overveje sagen. Der måtte han nu på grund af de rasende menneskers ustyrlighed nøjes med at træffe nogle ganske få anordninger, han havde sat sig for at besørge, og da han ønskede at dæmpe den forsamlede oprørerskares rasen og tillige vilde sørge for sin egen og sine folks sikkerhed, kom han til den overbevisning, at han burde forlade stedet i henhold til det bud af Herren: ”Når de forfølger jer i en stad, da flygter til en anden”<sup>(148)</sup>;  og for at røret ikke skulde blive stærkere, satte han sig for at tage derfra i al stilhed.


<big><big>'''19.'''</big></big>

Efter at have forladt de nordligste egne drog han da til vestlændingernes område<sup>(149)</sup>,  og efter at have ladet de tro og lydige undersåtters skarer, som flokkedes om ham, gå til det sted, som fra gammel tid til den dag i dag kaldes Agersborg, det er ”byen på ageren”, tog han selv ophold ikke langt derfra hos den ærværdige biskop Henrik i en nærliggende gård der på stedet under hans bispedømme for at dvæle der nogen tid med et stort følge<sup>(150)</sup>.  Men såsnart kongens bortrømning blev almindelig kendt, styrtede røverskarerne hobevis ind i kongsgårdene, kastede kongsbryderne der ud af husene, ransagede og undersøgte alt med griske blikke og røvede alt, hvad de kunde nå med hænderne; levningerne af ydelserne til kongens bord, som de ikke kunde sluge og hugge i sig, trampede de ned med fødderne, og som svin rodede de op i alt<sup>(151)</sup>.  Og hvorfor gå videre? Hele den samlede mængde begiver sig på vej, bestyrket i sin ondskabs rådslutning, som det læses hos David<sup>(152)</sup>;  nogle forfølger kongens spor til fods, andre til hest, i det de ved udstedt kundgørelse fastsatte, at de enten vilde udslette mindet om den gudfrygtige fyrste af jorden eller også styrte ham fra hans retmæssige kongedømme.

Men da den ærværdige biskop, der, som vi ovenfor har sagt, på den tid havde den berømmelige konge hos sig som gæst, fik nys om, at den rasende hob nærmede sig, hvad der ikke kom ham uventet, gik han med nogle forstandige mænd den oprørske hær imøde og formanede dem med rolig og sindig tale til at opgive den ustyrlige voldsfærd, som de havde begyndt på i kraft af en alt andet end fornuftig beslutning, og foreholdende dem, hvad der var ret og hvad uret, advarede han dem med stor veltalenhed mod at gøre sig til niddinger for hele verden.


<big><big>'''20.'''</big></big>

Men såsom nu Guds ånd var veget fra dem, hvem al sandheds uven og fromheds fjende havde fyldt med oprørets uro og forstyrrelse — thi Guds ånd kunde ikke hvile over de urolige og lidenskabelige mennesker —, så gik det dem som Jøderne: ligesom det nemlig i sin tid skar dem i deres hårde hjerter, da de ikke kunde tåle, at Stefanos viste dem deres fejl, og de skar tænder mod ham<sup>(153)</sup>,  således fnyste disse nu imod den ærværdige biskops råd og larmede og råbte vanvittigt; alt stormede de hovedkulds frem for at angribe den ærværdige biskop, med spydene piskede de strandsandet op, deres stemmer skingrede gennem luften, og for at ikke almuen skulde falde til føje ved hans sandhedstale og nyttige råd, trængte de ind på den med ivrige advarsler og stillede den alskens ulykker for øje<sup>(154)</sup>. 


<big><big>'''21.'''</big></big>

Således afviste den oprørske hob hånlig den højfornemme mands formaningsord og ringeagtede hans fromme påmindelser, og for nu at vise, at det var alvor med den onde tale, ilede den — i det de vilde skarer stadig voksede, som de for frem — rede til alskens forbrydelse hastig mod den ovennævnte borg, hvor kongens skattefogeder eller bryder havde sæde<sup>(155)</sup>.  De higede også efter at få rygtet om den voldsfærd, de havde indladt sig på, udbredt derfra over hele Jylland. Og for nu hastig at komme til sagen, så vilde man være bleven slagen af målløs rædsel ved synet af de afsindige menneskers angreb; nogle trækker de nøgne ud af deres senge, andre klynger de op udenpå dørene, atter andre kaster de i vandet; ja selve høvdingerne opsøger man allevegne og står dem efter livet, i det man snart spærrer dem vejen til flugt med våben, snart møder op udenfor deres dåre med fjendeskarer, væbnede med sværd. Her kommer det da til kamp mellem begge fylkinger: den ene retter angreb udefra, den anden søger indenfra at værge sig og sine; Og mens nu de sammenstimlendes mængde stadig vokser, springer nogle af kongsmændene, endogså berøvede deres klæder, ganske nøgne frem mod fjendens våben; andre synker sårede til jorden, næsten som sønderflængede af vilde dyr, adskillige frelser sig ved flugt, efter at endogså husene er fuldstændig ødelagte. Derefter søger hver især til de nærmestliggende skjulesteder, nogle får skibe sat i søen og unddrager sig således de fremstormende angriberes raseri. Hidindtil var kun kongen med sine mænd sat over strømmen bort fra denne kamptummel<sup>(156)</sup>.  Efter at nu alle, såvel kongens ombudsmænd som også deres huskarle, var jagne bort derfra, bliver der vendt op og ned på alt bohave, sovekamrene bliver ransagede, hver enkelt mands kammer bliver nøje undersøgt, gæsteværelserne bliver gennemstøvede, selve kongehallen bliver gennemrodet; og i deres frække begærlighed kappes de om, hvad hver især af de griske røvere kan rive til sig, hver grådig slughals hugge i sig, således at endog selve ransmændene kommer i kiv med hverandre. Allehånde uædle og rovgriske mennesker beriger sig ved denne lejlighed, i det de ædelbårne af fjendehæren berøves deres fædrene ejendom, og andre plyndres for det, som de havde vundet sig med såret bryst<sup>(157)</sup>. 


<big><big>'''22.'''</big></big>

Dreven frem af sin egen halsstarrige trodsigheds Furier higer da oprørsstimlen efter at fordrive al ret og retfærdighed fra sit område; og ved ilbud, der under Djævelens ledsagelse ret med vindens fart fløj rundt omkring til alle sider og meldte både om dens raseri og afsind, bestræber den sig for, at der ikke skal lades nogen i live, som kan laste den for dens onde gerninger. Men ligesom barmhjertigheds mester græd over Jerusalem med dets døtre<sup>(158)</sup>,  fordi det ikke kendte de hjemsøgelser, der skulde komme over det, og som han forkyndte<sup>(159)</sup>  — det Jerusalem, der efter Farisæernes råd og de skriftkloges tilskyndelse mange gange lagde råd op mod ham, den evige barmhjertigheds kilde, — således kunde vel også nu med fuld føje mangen en barmhjertighedens herold græde over dig, Jylland, på grund af den voldsfærd, der øvedes af dine indbyggere, da de forfulgte den Guds mand efter tilskyndelse af retfærdigheds fjende, i det han måtte forudse de ulykker, der for denne voldsfærd en gang skulde komme over dig, men foreløbig var skjulte for dine øjne<sup>(160)</sup>,  når han så, at du kun troede på det nærværende og så lidt som vel muligt fæstede lid til det, du ikke så, men som endnu blot lå i fremtidens skød. Derfor sømmer det sig vel her at tiltale dig med denne klagesang:

<blockquote>Jylland, hvorfor står du dog den retfærdige mand efter livet, <br>fjendsk mod de gode? hvi slutter du pagt med Helvedes fyrste, <br>drevet af Furier frem? hvi vil du, som han i sit hovmod <br>selv jo forvoldte sit fald fra himmelens knejsende tinder, <br>således også bortstøde dit held fra den jordbund, du ejer, <br>så at på en gang du rasende er og nåden berøves? <br>Sig og: hvorfor vil dog så stor en beskytter du drive <br>bort fra dit eget land? og hvorfor fuldbragte du ikke <br>det, som du stunded imod, den gang du fuldbringe det kunde? <br>Thi da kunde i senere tid den retfærdiges ære, <br>alt som den steg, med rædsel dig slå og, medens den bøjed <br>ned dig i støvet, forskaffe dig lindring; da kunde du vandre <br>hen til hans grav, og der, når klarlig du skued hans jærtegn, <br>ære og herlige ry, din egen brøde erkende; <br>vaklende fremad på nøgen fod du ham kunde dig nærme, <br>trædende ind ad hans hellige dør med sønderknust hjerte. <br>lægge den gamle dragt og i retfærds klædning dig hylle<sup>(161)</sup>;  <br>løfte du kunde i bøn mod himlen de udstrakte arme, <br>væde dit ansigt med gråd og slå dig med hænder for brystet, <br>bøje dit knæ og bede om nåde for hvad du har syndet, <br>mens du bebrejded dig selv din udåd og martyren yded <br>skyldig ære og tak og begræd den gerning, du gjorde<sup>(162)</sup>.  <br>Men, o Jylland, hvad du i dit hovmod vrager at have, <br>det har det herlige Fyn, som har kappedes med dig, nu vundet. <br>og, om det end har fuldbragt den onde dåd, du begyndte, <br>glæder det sig dog nu ved de herlige jærtegn, som virkes, <br>dem, det har stadig for øje og ærer med iver til gengæld; <br>thi med et sønderknust hjerte, med blikket sænket mod jorden, <br>ansigtet vædet af gråd og næveslag rettet mod brystet, <br>dertil med bøjede knæ i sorg for den udåd, det øved, <br>beder det nu til ham, hvem i oprør det før havde myrdet, <br>at han vil være slet huld og barmhjertig; sålunde det sletter <br>hele sin gamle syndeskyld ud ved de stadige bønner<sup>(163)</sup>.  <br>Også hans helligdom der beriges med gyldene gaver; <br>kostbare smykker af rødgule malm her glimrende stråler, <br>derhos safrangul silke og perler og skønne juveler<sup>(164)</sup>.  <br>Mængden strømmer herhid, her frommede glæder den nyder, <br>jublende over, at nu den har fundet en hellig beskærmer; <br>orglers sødttonende klang med yndige fløjter sig blander, <br>cithren med plektret de slår, mens dejlige hymner de synger: <br>Alt dette driver du fra dine kyster, slagen af vanvid<sup>(165)</sup>,  <br>Fyn mon stige ved ejet af det, ved hvis tab du vil synke!</blockquote>

Dog dette vil vi nu gemme til dets plads i tingenes række ; nu vil vi lade det fare og skildre begivenhederne efter deres steder og tider<sup>(166)</sup>. 



<big><big>'''23.'''</big></big>

Der er omtrent midt i Jylland et meget navnkundigt sted, som dels på grund af sin høje beliggenhed, dels fordi der her i gamle dage hyppig har været holdt ofringer, eller også til minde om en fordum højt anset stedlig afgud ved navn Vig, [eller fordi der har stået et slag her,] på dansk tungemål kaldes Viberg, det vil sige ”Vigs Høj” eller ”kampens bjærg” eller ”offerbjærg”<sup>(167)</sup>  Der samles hyppig store skarer fra hele Jylland, dels for at forhandle om de fælles anliggender, dels for at drøfte, hvorvidt lovene er retfærdige eller endnu gyldige, og tillige give dem fasthed. Og hvad der dér er blevet fastslået med enigt samtykke af den forsamlede mængde, kan ikke ustraffet sættes ud af kraft i nogen egn af Jylland<sup>(168)</sup>. 


<big><big>'''24.'''</big></big>

Hertil kom den herlige helt med de mænd af hirden, som var tilbage; og da han her efterforskede, om han kunde finde nogen, der endnu bevarede sin troskab imod ham, var det langtfra, at han fandt nogen, ja han mærkede endog, at der var lagt rænkefulde snarer for ham. Thi dreven af Helvedes Furier havde, således som vi ovenfor har vist, almuen fra Nord, der skønnes at have været ophav og kilde til denne forbrydelse, allerede udbredt sit vanvids faner ved det budskab, den havde sendt omkring, og den levnede ikke nogensteds den gudsfrygtige fyrste noget tilflugtssted. Ak, mens ræve har huler at ty til, og himlens fugle fletter sig reder, hvor de kan søge ly, har de, der tjener Menneskens Søn, det er Jesus Kristus, ikke det, hvortil de kan helde deres hoved<sup>(169)</sup>.  Herfra drog han med sine folk uden kamp til havnestaden ved den fjord, som hedder Sli<sup>(170)</sup>,  for ad søvejen at drage til Fyn med sit følge, der var udmattet af den lange flugt gennem landet.


<big><big>'''25.'''</big></big>

Da man nu i hast havde gjort nogle snekker klare til at sejle og samlet, hvad man havde behov, forlod den herlige fyrste fuldstændig de rasende Jyder så vel som selve Jylland, og med sine svende, som snart skulde prøves i ny kamp, drog han over de urolig bølgende havbugter og lander ved Fyns land<sup>(171)</sup>.  Der søgte han hvile og tryghed for dette liv, men fandt den ikke, hvorimod han opnåede at smykkes med den evige saligheds palme og en uforgængelig ihukommelse af den herlige sejr, han vandt. Dig var det nemlig, du gamle frister, der ved din ondskabs kunstgreb og ophidselser med Guds tilladelse fuldførte alt dette, mens han selv vendte det til det bedste, du, som en gang var hædret og herlig, men for dit grænseløse hovmods trods blev slynget ned fra himlens tinde<sup>(172)</sup>  og senere i en slanges skikkelse med guddommens minde fristede vore første forældre! Intet under da, at du nu indenfor et enkelt riges enemærker opstiller efterstræbelsens snarer mod en Guds mand, når du dog daglig over hele verden lægger hindringer for de troendes fjed og til din fordømmelses højmål samler hob på hob af dine mangfoldige hjælpere, der skal opbrændes med dig i den evige ild<sup>(173)</sup>.  Far da i din ugudeligheds tjenere, hids dem mod Guds tjener, udrust dem med kræfter, rejs deres mod, væbn deres arm, opstil dine snarer, saml din forbrydelses fæller i tætte klynger, for at ihukommelsen af den berømmelige fyrstes sejr kan vinde des mere glans, jo grummere hans avindsmænd raser imod ham!


<big><big>'''26.'''</big></big>

Og for at nu det guddommelige forsyns rådslutning snarlig skulde fuldbyrdes, så gik der, så snart kongens komme havde rygtet sig, bud på bud både dag og nat omkring til alle sider; almuen samler sig i stort tal og oplægger uretfærdigheds råd i forening; og med al mulig iver og hast enes de om, at også de vil udjage den gudfrygtige fyrste af deres land eller — ja, det er synd blot at nævne det — udslette ham af de levendes tal. Fulgt af sine Vederlagsmænd drager han til hovedstedet for sin kamp såvel som for sin sejr og hvile, nemlig Odins vi<sup>(174)</sup>,  ligemed med sin broder Erik, senere berømmelig konge<sup>(175)</sup>, endvidere den navnkundige Sven<sup>(176)</sup>  og Benedikt, hans fælle i trængsel og strid. Der vilde han afvente sagernes gang og tillige overveje, hvilken beslutning han skulde tage om sig og sine.

Men oprørshæren vokser dag for dag, og de bud, den sender til kongsgården, er mere spejdere end forligsmæglere. På enhver mulig måde søger den at skaffe sig oplysning om kongens hensigter og sætter al sin kraft ind på at få ham slået ned med samt hans følge. Der gik nu oprørets leder og forræderiets ophavsmand, Piper<sup>(177)</sup>,  der havde den største anseelse blandt Fynboerne og var en snu og veltalende mand, med svigefuld hu til den troskyldige fyrste. Og for at skaffe sin svigefulde tale des mere tiltro skjuler han ikke den vanvittige hærskares afsindige beslutninger; dem lover han dog, at han nok skal få betydelig mildnede ved selv at gøre mange indsigelser derimod. Han fik nu sæde ved kongens bord, ja endda nærmest ved hans side, for at det skulde gå, som David siger: ”Den, som åd mit brød, har løftet sin hæl imod mig”<sup>(178)</sup>.  Thi efter at han ikke blot havde mættet sig ved kongens mad og beruset sig i hans bæger, men også var bleven hædret med gaver af ham, bar han sig ad som forræderen Judas gjorde mod sandhedens mester, da denne rakte ham brødet, dyppet i suppen, med de ord: ”Hvad du gør, det gør snarlig!”<sup>(179)</sup>   Han gav sin konge fredens kys med hyklerisk og giftfyldt hjerte; og ligesom Judas solgte lysets ophav og barmhjertigheds lærer til Farisæerne for sølvpenge, således handlede også han: i det han forlod dagens lys, det vil sige: kastede troskabs ærlighed bort og derimod hildede sig i troløsheds mørke, ilede han de fjendtlige skarer imøde for til dem, således som natten til natten, at melde, ikke kundskab<sup>(180)</sup>,  men dårende tale om det, han havde hørt af kongen, ikke således, at han åbenbarede hans ord, men fordrejede dem; derhos udvikler han for dem, ved hvilken list de skulde besnære ham.

Ak, du usalige dåre, du afsindige, hvis forstand er lammet! forgæves opdynger du værk på værk af ugudelighed, i det du jo kun til forøgelse af den skændsel og afsky, der vil ramme dig selv, skal udbrede den mands berømmelse videre i verden, ham, hvem du nu forfølger sammen med dem, du har i ledtog med dig; thi du rødmer ikke ved at forråde hans liv, hos hvem du lige forinden har været gæst. Hvorfor brugte du ikke korsets tegn til værn imod den skrækkelige, den afskyelige fjende, som stod ved din side? Hvorfor så du ikke i tide til sværdet, der allerede hang over dine skuldre? Og kunde kongens venlighed, da han gav dig plads ved sit bord, og den ære, han viste dig ved at skænke dig sine gaver, ikke kalde dig tilbage fra niddingsværket, hvorfor stod da den evige vanære og den stedsevarende skændsel, der vilde komme over dig for din uudsigelige synd, ikke klart for din tanke, som jo dog var indsigtsfuld og kløgtig? Endnu var jo din mave udspændt af maden og dine øjne som drukne af vinen, du havde endnu ikke fået den nydte spise fordøjet; og dog hidkaldte du allerede nu de fjender, til hvem du vilde forråde din fromme bordfælle. O, du skamløse menneske, blottet for al fromhed og retskaffenhed, du, som bør mødes med tilråb af afsky fra hele verden, og som fremfor nogen anden har fortjent at overantvordes til underverdenens mørke og Helvedhundens gab! O, du usaligste mand! du har vist dig slettere end Annas, værre end Kajfas, grummere end Pilatus. Thi da Jøderne tilråbte denne, at Jesus skulde korsfæstes, tog han et fad vand ikke just i den hensigt at tvætte hænderne for smuds, men snarere for både i ord og handling at fralægge sig del i den retfærdiges blod. Du derimod, som lod dig drive af vild grumhed, og som var befængt med ugudeligheds gift og helt trylledrukken af det bæger, der raktes dig af al ondskabs ånd, du ikke alene undlod at holde den ukyndige almues vilde frækhed i tømme, men du hidsede den endog til hurtigere at fuldføre sit onde forehavende. Og det var ikke frygt for kejseren, som drev dig<sup>(181)</sup>  dertil, men det var den gamle fristers indskydelse, som du lod dig ægge af, og hensynet til ham, som bor i himlen og fra det høje skuer ud over alt, holdt dig ikke tilbage fra niddingsværket. Thi ligesom den ugudelige Judas fordum ved at give vor Herre Jesus et kys tilkendegav Jøderne, hvem de skulde gribe, således førte du på lignende vis folkets stormløb frem mod den Guds mand. Og derfor, som Judas siden lod livet ved strikken, således skal du snarlig, opfyldt af Djævelen, afbide din egen tunge<sup>(182)</sup>,  og når sjælen forlader din forbryderske krop, skal du lide den straf; du fortjener, og nedstyrtes til Helvede for der at opsøge ham, der lider samme straf.


<big><big>'''27.'''</big></big>

Oprørerskaren følger nu denne sit vanvids fører<sup>(183)</sup>  og iler i hobe og tætte klynger hen mod det sted, hvor kongsgården ligger, rede til at styrte sig i alskens uret. Hestenes vrinsken, folkeskarernes larm, våbnenes klirren stiger højt op i luften. Jorden ryster under deres løben og fremstormen. Støvet hvirvler op fra jorden, spreder sig højere og videre ud i luften og fremkalder, skønt det endnu er højlys dag, øjeblikke så mørke som natten. Støvskyernes tætte mørke blinder øjnene på dem, der allerede var forblindede i deres sind. Men da vespertiden stundede til<sup>(184)</sup> , gik den fromme helt over i den nærliggende kirke, der var indviet til den dyrebare martyr Alban<sup>(185)</sup>  for at høre vesperbønnen og for at befale sig og sine til Herren, al verdens skaber. Og med ham gik de, der tog del i hans strid og, som man har ret til at tro, også fik del i hans løn. De andre søgte skjul, hvor de kunde finde det, og sørgede for at redde det jordiske liv<sup>(186)</sup>. 

Fjendens hær strømmer nu til allevegne fra og stimler sammen, bryder ind og bemægtiger sig både kongens bolig og hal<sup>(187)</sup>.  Nogle søger endog med deres mænd at trænge ind i helligdommen, hvor den gudfrygtige fyrste var inde: en del af dem stræber at sprænge kirkens dør, andre prøver at lægge ild til, de øvrige trænger på for enten at fange kongen og hans mænd levende eller i alt fald at fælde dem og selv stå som sejrherrer over deres lig. Men ilden slukkes af et regnskyl, sendt af kraften i det høje, og indefra træder de uovervindelige svende frem foran døren til kamp mod fjenderne, med deres våben spærrer de rask adgangen og kæmper med største ære for deres fyrste. Imidlertid søger den fromme konge til evigheds konge, ikke med svigefuldt sind som Herodes<sup>(188)</sup>,  men med ydmyghed som David. Med sanddru bekendelse erkender han sig selv for plettet af syndeskyld, men ham for den sande Gud: og han bliver ikke stående blot ved den sanddru og oprigtige bekendelse, men han styrker sig også med nadverens livnærende sakramente og skænker altrene rige gaver både af sølv og guld. Også hans fæller gør ligeså og modstår samtidig i skiftende hold fjenderne med deres våben, for at de ikke skal trænge ind. Da nu oprørerhærens skarer allevegne fra iler til og på alle sider angriber kirkens vægge, træder endelig den forfærdelige Piper udefra hen foran døren og kalder kongens bryde, der stadig havde været såre tro, ud, som vilde han kæmpe i enekamp med ham; han opfordrer ham til at gå imod sig, om han ellers har mandsmod og kræfter. Rask gik denne imod ham derinde fra, de skiftede drøje hug og blev begge sårede. Men medens kongsbryden med ære, lod sit liv i kirken, levede den anden endnu, for at hans straf kunde træde des øjensynligere frem; thi efter at han derfra var bleven båren hen i sit hus, blev han besat af den mest rasende djævel, vilde rive og bide i alt, hvad der kom ham nær, slog det itu og sled det i stykker, frådede med munden, råbte og skreg forfærdeligt, fremførte vild og uhørt tale, bekendte lydeligt sin svigefulde færd, bed tilsidst tungen af sig og endte således sit usle liv på gruopvækkende måde<sup>(189)</sup>. 

Men nu angriber fjenden vedholdende med hårdnakket voldsomhed kirkens vægge og sender både pile og sten ind gennem vinduerne. Den herlige fyrste kvæstes både af sten som Stefanos og såres af spyd som Sebastian<sup>(190)</sup>;  den hellige kirke vædes ved blodet såvel af ham som af hans fæller, der såres og tilsidst dræbes, og med deres dyrebare martyrblod indvies den så at sige på ny. Men for at den fromme konge skulde komme til at ligne Kristus i hans lidelser, skete det, at ligesom vor Herre Jesus Kristus, da han hang på korset midt blandt udådsmændene, bad om vand, således bad også kongen, som han stod der midt mellem den fjendtlige mængdes hærskarer, omgiven af de rasendes spyd, om at man vilde række ham en drik vand, fordi han tørstede. Og da nu en af medynk hentede vand og vilde bringe ham det og rakte ham det gennem vinduet, slyngede en anden sit spyd ind og slog krukken ud af begges hænder, og da vandet derved spildtes, berøvede han vel kongen lejlighed til at stille sin tørst for en kort stund, men berøvede ikke den anden lønnen for hans barmhjertighed. Men ikke længe efter skete det, at gerningsmanden blev slået af vanvid, og da han lænede sig ud over en brønd for at slukke sin egen tørst, styrtede han på hovedet i dybet, så at kun benene ragede op i en hæslig skrævende stilling, og mens hans forbryderske sjæl blev trukken ud af ham ned i den yderste afgrund, efterlod han sit livløse legeme der på stedet som et vidnesbyrd om Guds straf, til skue for dem, der kom til. Og i det han kom af dage på denne måde, fik han ved denne åbenbare gengældelse at føle, at han havde forbrudt sig mod Guds tjener.

Men hvad skal jeg nu videre gøre? Skal jeg tale eller tie? Thi det påhviler mig jo at skildre, hvorledes den påbegyndte forbrydelses ondskab førtes til sit endelige mål, og fortællingens sammenhæng kræver, at jeg må fremstille en gerning, der gennem århundreder vil vække afsky. — Hidtil har vi jo set den berømmelige fyrste med hans udmærkede helte kæmpe mod fjenderne, og som om vi havde dem stående i vor nærhed, har vi i vor fromme medfølelse så at sige villet komme dem til hjælp ved at række dem våben. Men nu, da alt det nærværende alle vegne helder mod undergang, nu da blomsterne har sat moden frugt og høstens tid nærmer sig, så føler vi vel, på grund af den menneskelige skrøbeligheds medynk, smerte ved at skildre, hvorledes en så herlig mands liv blev taget fra denne verden, men på den anden side bliver det en tilvækst til og forhøjelse af vor renere glæde med lovtaler at forherlige den mand, der efter sit brydsomme stridsløb er hævet til himlen. Men hvad skal jeg vel sige om den vanvittige hobs afsindige, vanvittige raseri? Mens den nemlig kæmper mod den jordiske fyrste, ræddes den ikke ved at vende sit raseris anslag mod selve fuldkommenhedens herre. De havde jo set ilden, der var lagt til det hellige gudshus, slukket ovenfra, for at helligdommen ikke skulde gå op i luer; de havde hørt den gudfrygtige fyrste midt i våbengny og stenregn give dem gode og fornuftige råd og love dem fred. Men fyldte af ondskabens ånd og blottede for den gode følelses ånd påvirkes de hverken af de kraftige gerninger fra Gud eller mildnes ved den menneskelige forstands overtalelser. Thi hvad den himmelske styrer havde besluttet, stundede mod sin opfyldelse, og på denne måde kaldte han sin stridsmand bort fra dette livs trængsel for at give ham den evige hvile. Ham forestod et evigt æresminde, fjenderne ventede evig afsky og vanry. Men, som det er sagt om Herrens fjender,  havde de kendt ham, havde de ikke vendt deres raseris våben mod den herlige fyrste.


<big><big>'''28.'''</big></big>

Medens altså de kække helte drev fjendens hærskarer tilbage fra kirkens dør, vendte disse sig mod Østenden af helligdommen, hvor de udefra havde set den gudfrygtige fyrste knæle i bøn, og ved at slå en bjælke ind kastede de æskerne med helgenlevninger af de ædle martyrer Alban og Osvald tillige med det hellige kors, der stod mellem dem, ned på gulvet<sup>(192)</sup>.  Da kaldte den himmelske brudgom ham, der nu i næste øjeblik skulde blive medvider i hans hemmelige rådslutninger, til den evige hvile: medens nemlig den herlige konge vendte bryst og åsyn mod alteret, slyngede en af de ugudeliges skare et spyd ind gennem vinduet, gennemborede hans side og vædede det hellige hus med hans blod. Men skønt han var såret til døden, glemte han ikke Kristus, men omfavnede sin broder Benedikt, der som hans kampfælle stod ved hans side, medtagen af mange sår, og gav ham fredskys. Med armene udstrakte som et kors lagde han sig derpå ned på gulvet foran det hellige alter, mens blodstrømmen vældede ud af såret i siden, og så længe han endnu havde mæle, påkaldte han Jesus og befalede Skaberen sin ånd. Og endelig forlod han sit dyrebare jordiske legeme, der nu var helliget ved blod, og gik til den evige barmhjertigheds lønkammer for nu for bestandig at hvile fra denne kamptummel.

Men hans gæve kampfæller vilde efter deres førers død ikke blot ikke vige for fjenderne, men de anstrængte endog ydermere deres kræfter, opmuntrede og oplivede hverandres mod; rask for de mod dem, der styrtede ind ad åbningerne, og gengældte mandig hug med hug. De tog hævn over dem, der vog nogen af dem, i det de langt hellere vilde falde med ære end overleve tabet af deres store konge. Men da fjendernes mængde voksede i hobetal, blev de ikke blot slåede til jorden, men endogså trampede til døde og kvalte af deres modstandere, der væltede ind over dem, hob efter hob. Det hellige hus bestænkes med blod, og kirkens gulv vædes af røde strømme. Da opfyldes det profetiske ord, som siger: Hedninger er trængte ind i din arv, de har besmittet dit hellige tempel, de har udgydt dine helliges blod trindt omkring<sup>(193)</sup>.  Derfor er disse ikke uden grund, således som der står i de nærmest påfølgende vers af salmen, blevne en skændsel for deres naboer, til hån og spot for dem, som bor trindt omkring, til hovedrysten blandt folkefærd<sup>(194)</sup>.  Thi hvem vil ikke se med afsky på, at en gudfrygtig fyrste bliver lumskelig angreben og æsket til kamp af sit ugudelige folk? Hvem vil ikke forbande det, at en konge tages af dage af sit eget folk? Lad mig minde om forskellige træk af Oldtidens historie: Grækenland udholdt Agamemnons jærnhårde herredømme, han, som i ti år eller mere holdt Argiverne fjernt fra deres egne enemærker, i krig og på havet; Spanien fandt sig i Hannibals vilde grumhed, han, som var besudlet med fornemme mænds blod; Jødeland udholdt Herodes's forfærdelige grusomhed, han, som forfulgte lysets ophav og alverdens skaber, regnede frændemord for intet, kastede ædelbårne i fængsel og formasteligt lod uskyldige småbørn i stor mængde rive fra mødrenes bryst og myrde; selve Rom, verdens hovedstad, bekvemmede sig til at tåle Neros grusomhed, mens han borede sit sværd i sin moders liv, myrdede sin broder, satte ild på byen og udryddede dem, der på en gang var verdensrigets rådsherrer og byens fædre. Men det trodsige Danmark vilde ikke finde sig i den gudfrygtige fyrste, der opfyldte Guds bud, viste folket vejen til dets held og frigørelse og søgte at bortvende det fra gerninger, der førte til trældom. Forbandede selvrådighed! afskyelige trods! Du hårde hals, som, netop fordi du vægrer dig ved at bøje dig her i livet, gemmes til senere hen at aves og bøjes under den evige straf! Thi just derved, at du vristede ham, der overbeviste dig om dine fejl, ud af dette liv, har du sat dig selv udenfor lod og del i det evige livs salighed; og du, som med urette regnede dig selv for bedre end de øvrige folk, ikke i kraft af virkelige fortrin, men kun i hovmod, du har ved sådanne tegn vist dig troløsere, usaligere og derhos afskyeligere end alle andre folk. Thi i det du vægrer dig ved at underkaste dig den fyrstes retmæssige herredømme, som er sat over dig af Gud, kaster du dig i støvet og går dig til træl under hans herredømme, om hvem den hellige skrift med sandhed siger: ”Han ser alt, hvad der står højt, og er selv konge over alle hovmodets sønner”<sup>(195)</sup>.  Dog — han, som tronende i det høje skuer ned på det lave og langt borte fra kender det, som står højt, kan ikke bedrages<sup>(196)</sup>.  Og til styrkelse for de ydmyge og trusel imod de hovmodige siger han i evangeliet disse ord: ”Hvo sig selv ophøjer, skal blive fornedret, og hvo sig selv fornedrer, skal blive ophøjet<sup>(197)</sup>.  Og når fremdeles Peter, apostlenes øverste, udråber: ”Frygt Gud, ær kongen!”<sup>(198)</sup>,  hvorledes kan du da frækt. påstå, at at du frygter Gud og ærer kongen, når du foragter at vise kongemagten den ære, som Gud har påbudt? Men ganske sikkert gælder Jesajas fordømmelse, som er vendt mod det gamle folk, den fordømmelse, vor Herre Jesus i sin straffetale retter mod Jøderne, åbenbart også dig: Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt fra mig; men det er forgæves, de dyrker mig, i det det er menneskevisdom og menneskebud, de forkynder<sup>(199)</sup>.  Hvem ved ikke, at du veltalende nok kun i ord og med mund lovpriser den kristne tro, men dog sætter dine egne vedtægter over de guddommelige love<sup>(200)</sup>?  Og hvem er vel uvidende om, at du ikke blot ringeagter den kristne gudsdyrkelse og den kristne tros forkyndere, men også angriber dem med svig og snuhed, med bedrag og had? Din tro er nemlig ligesom den, Jakob vidner om, død og uden gerninger<sup>(201)</sup>.  Thi selv om du stundom til sine tider synes at udføre en del gerninger i overensstemmelse med troens krav, så viser det sig, at din hensigt dermed ligeså meget er at vinde yndest hos mennesker, som at erhverve dig gengæld fra faderen, han, som ser i det skjulte<sup>(202)</sup>.  Derfor, når den yndest, du attrår hos mennesker, har lagt sig for dagen i ros fra deres mund, og når du har fået din timelige løn, går du glip af den evige belønning<sup>(203)</sup>.  Men da vi nu har nedskrevet dette om de ugudeliges troløshed og ulykke, vender vi tilbage for at fortsætte vort værk<sup>(204)</sup>. 


<big><big>'''30.'''</big></big>

Da nu den herlige fyrste og hans gæve stridsmænd var tagne af dage indenfor den hellige kirkes vægge, og da helligdommen ikke så meget var besmittet med de faldnes blod, som snarere, efter hvad man tør tro, indviet for anden gang derved, gav den ugudelige hob sig til at gennemsøge fra krog til krog ikke blot kongehallen, men også selve de hellige steder; de røvede de gaver, der nylig var lagte på alteret<sup>(205)</sup>,  og hvad der alt tidligere var givet til kirken og længe havde været opbevaret som dens eje, lod de heller ikke stå. Deres hensigt var at dele mellem sig, hvad de ranede fra de hellige altere, og smykke deres kvinder med det, — at de ord af David bogstavelig skulde opfyldes: ”Stene fra helligdommen ligger spredte på alle gadehjørner”<sup>(206)</sup>.  Dernæst søger de allevegne i kongsgården, og mens de med forsynlighed ønsker at sikre sig mod, at nogen af kongeætten skulde blive i live til at tage hævn for deres forbrydelse, får de at vide, at den kødelige broder til den dyrebare konge, der nu allerede var en lige så dyrebar martyr, Benedikt, som havde stået ved hans side under hele hans kamp, havde undgået alle efterstræbelser, så at han endnu var i live og befandt sig i det nærmeste herberg<sup>(207)</sup>.  Hovedkulds løber de derhen, og skarevis styrter de ind. Der finder de den unge kongesøn hårdt såret, og, hvad der er synd blot at sige, ved benene slæber de ham udenfor og lægger ham midt i deres ugudelige kreds, at han — efter apostelens ord — skulde blive til skue for verden og for dem, der tjener verdens fyrste, og at al urets gerning måtte fuldbyrdes ved dem<sup>(208)</sup>.  Og i det de der rådslog om, hvorledes og ved hvilken død de skulde tage ham af dage, søndersled de ham led for led som jægere, der tvistes om deres rov, og det — for at nå højmålet af grusomhed — skønt han endnu kun var halv død. Nogle jog spydene gennem det ædle legeme ned i jorden, nogle huggede til ham med økser, en del med sværd, og for at ikke nogen skulde stå udelagtig i den ugudelige forbrydelse, for de alle løs på ham med de våben, som hver især havde fundet nærmest for hånden og grebet, og så lod de ham ligge, myrdet med tusinde sår og sønderhugget i alle ledemod.  Således satte de kronen på deres vanærende grumhed og gjorde sig selv for bestandig til afsky for hele verden. Som den profetiske konge nemlig vidner, er de vordne fordærvede og afskyelige i deres idrætter; thi der var ikke nogen iblandt dem, som handlede ret eller søgte at lægge tøjle på dem, der gjorde uret; men på grund af deres umenneskelige havesyge, grumhed og ondskab var deres svælg som en åben grav; thi med deres tunger talte de svig, og slangers gift var under deres læber<sup>(210)</sup>.  Og da deres mund var fuld af forbandelse og deres hjerte fuldt af bitterhed<sup>(211)</sup>,  så indbød de både, hvem de kunde, til medskyld i deres forbrydelse, og selv øvede de de værste og skændigste ting. Til at udgyde uskyldigt blod havde de ikke blot hurtige fødder<sup>(212)</sup>,  men også frække hænder, i det de vel kendte Gud, men ikke frygtede for hans dom eller brød sig om at påkalde ham<sup>(213)</sup>,  men i deres ugudelige grumheds grådighed fortærede dem, som de efter hans bud havde skullet ære og frygte, ligesom man æder brød <sup>(214)</sup>. Thi både tanke og øje vendte de bort for ikke at se himlen og mindes de retfærdige domme. Hvor der nemlig ikke var grund til frygt, skælvede de af frygt;<sup>(215)</sup>  thi de frygtede for, at de ved at lade nogen tilbage, i live, som kunde straffe dem for deres slethed, eller ved at adlyde den myndighed, der var sat over dem af Gud<sup>(216)</sup>,  eller ved at forblive i underdanighed under den skulde komme til at stå lige med de øvrige folkefærd trindt omkring og således på en måde miste deres gamle frihed; og i det de af den grund hverken vilde bøje sig for Guds anordninger eller adlyde den kongelige magt, men bestræbte sig for at vise sig frækkere og selvrådigere end andre folkeslag og overgå dem både i dristighed og trods, pådrager de sig ved den fuldbragte forbrydelses umenneskelighed Guds forbandelse, verdens afsky og menneskenes had og bliver uslere og foragteligere end alle andre, og de stillede sig derved ganske på lige trin med dem, der i sin tid forfulgte selve den højeste sandhed. Derfor er der fordærvelse og elendighed på deres veje, fordi de vendte sig bort fra fredens vej og satte det ærbødige hensyn til guddommen bag deres ryg, men ikke for deres øjne, og således faldt over den anstødssten, hvorom evangeliet taler<sup>(217)</sup>,  såsom de hellere vilde udøve den menneskelige sletheds laster end forlade dem. Thi hvem bilder sig vel ind, at Gud kan skuffes eller at han betænker sig på at straffe, han, som kundgør, at den tjener, som ved sin herres vilje, men ikke gør, hvad der stemmer med den, skal straffes med mange slag?<sup>(218)</sup>  Fra den stund nemlig, da den afsindige skare udspyede sin galskabs raseri mod den gudfrygtige fyrste, blev markerne golde, uden grøde, engene fattige på græs, skoven frembragte kun sparsomt olden<sup>(219)</sup>,  vandet gav sjælden fisk, pest ødelagde kvæget, sygdom svækkede menneskene, sulten hvilede på dem med sin tunge vægt, svækkede de fornemme og rige og undlivede de simple og svage, i overensstemmelse med det ord af Jeremias: „De omkom af sult på alle gadehjørner”, og et andet sted: ”Laderne er lagte øde, og forrådene er blevne adsplittede”<sup>(220)</sup>.  Tillige opfyldte rædsel for fjenderne hele landet, både mænd og kvinder rystede og bævede, i det de hver eneste dag i angst ventede fjendernes komme<sup>(221)</sup>  og så at sige allerede i næste øjeblik så dem falde over sig, og dette varede ved, indtil den myrdedes hellighed glimtede frem, stadfæstet ved guddommelige jærtegn, og hans kraftige gerningers fjende<sup>(222)</sup>  sank i graven, hvorimod en fredbringende fyrste med Guds hjælp hævede sig på kongesædet, så at sige under elementernes jublende glæde og nådige gunst<sup>(223)</sup>.  Men det skal på sit sted blive udviklet udførligere.


<big><big>'''31.'''</big></big>

Da kamptummelen altså havde lagt sig, og da den ugudelige dåds udøvere havde fjernet sig såvel fra helligdommen som tillige fra Gud, gav kirkens fromme præster der på stedet og nogle tro tjenere, som kom til, sig til den sidste kærlighedsgerning og sørgede for de faldnes lig. Kongens og hans broders legemer jordede de hvert på sit sted indenfor kirken, hvor de havde stridt deres strid; men de hæderfulde hirdmænds lig blev i det nordlige og vestlige hjørne af kirkens forhal samlede hengemte i jordens moderskød for at hvile der til opstandelsens dag.


<big><big>'''32.'''</big></big>

Men den af Gud elskede konges værdige og forstandige ægtefælle bar under de truende trængsler sin sjæls adel til skue i sit åsyn, og medens hun ikke tog videre hensyn til sig selv og sin egen farefulde stilling, besluttede hun at føre sin højtelskede husbonds nu alt hellige legeme bort fra hans hidtil fremstormende fjenders larm, tage det med sig til sit fødested Gent og med sømmelig ære lade det jordfæste der i klosteret Blandinium, der er indviet til apostlenes fyrste<sup>(224)</sup>.  Efter at alt var ordnet og der var hentet de tjenlige redskaber til dette brug, går hun derfor ved nattetid med sine folk ind i kirken, hvor han nylig var bleven jordfæstet og lå gemt, længselsfuld efter at fuldføre sit forehavende og bringe det berømmelige legeme til et i hendes øjne herligere hvilested. Men da de nu havde åbnet døren og var gåede ind, kom der kort før midnatstid et lys fra himlen og fyldte alle kroge i kirken; og både kirkens forhal og alt omkring oplyste det klart med en stråleglans som middagssolens. Stor frygt greb da den værdige dronning og hendes følgesvende, og i forundring og skræk for den voksende stråleglans holdt hun dem tilbage fra at lægge hånd på værket. Thi Guds forsyn, som styrer al verden, og som havde besluttet, at det nævnte sted skulde forherliges ved hans dyrebare martyrdød, viste ved disse jærtegn, at det ikke tillod, at stedet berøvedes hans beskærmelse. Den vise dronning overvejede da med skarptskuende tænksomhed Guds storværker, og vel var hun sorgfuld over at skulle skilles fra så herlig en ægtefælle, men tillige dog glad over så klart et jærtegns anvisning: nu kunde hun jo trøste sig til, at hun havde en talsmand hos Gud i ham, hvis hellighed hun kunde skønne tilkendegaves ved dette tegn. Derfor bøjede hun sig for Guds kraftige gerninger, og knælende, med nedslagne øjne, på en gang glad og ængstet, bragte hun Guds evige barmhjertighed sin skyldige tak.

<blockquote>Her ved sin herlige husbonds grav hun sig kaster til jorden; <br>tid bryder gråden frem, og tårerne jorden mon væde; <br>og i den højeste herres vold med bøn hun sig giver, <br>lægger sin fremtid i Kristi hånd og lader ham råde.</blockquote>

Efter der at have udgydt mange tårer rejste hun sig op, gennemstrømmet af sorgblandet glæde, og efter flere gange med nedslaget åsyn og bøjet knæ at have hilst det hellige kors ligesom også de ærværdige helligdomme<sup>(225)</sup>,  og i det hun tænkte på mangt og meget med sig selv, så vis i sit hjerte forlod hun endelig sin højt elskede fordums husbonds dyrebare legeme; men var hun end fra ham med legemet, så blev hun dog hos ham med sjælen<sup>(226)</sup>. 

Knud, den af Gud elskede konge og herlige martyr, hvilede på det her angivne sted omtrent to gange fire år og tre gange tre måneder, mens hans efterfølger Olav var konge. Men da nu de kraftige undere stadig blev hyppigere og hyppigere, blev med alles samstemning, i lige grad efter præstestandens og lægfolkets ønske, i nærværelse af samtlige bisper og en stor skare klerke de hellige ben underkastede ildprøve<sup>(227)</sup>,  og Knud tages op af det stampede jordgulv, bringes med højtidelighed til kirken syd for, der blev opført fra grunden af udmærkede kvadersten, men den gang endnu ikke var fuldført, hvorimod den nu står indviet til hans navn. Her bliver han lagt ned i en stenkiste, og denne bliver stillet ned i lønkirken<sup>(228)</sup>. 

Men efter at Knud var tagen op af jorden, og det ved klare tegn var godtgjort, at han var en Guds helgen, skete det, at kong Olav, som vi forhen har sagt blev hans efterfølger i kongedømmet, og under hvis styrelse sult og pest, sot og frygt for fjender havde opfyldt Danmarks lande, blev nedbrudt af sorg, og ret som om han ikke var udvalgt til at skue Guds kraftige gerninger, forlod han både livet og kongestolen<sup>(229)</sup>. 

Ved hele hærens valg, under folkets bifald<sup>(230)</sup>,   ved Guds hjælp og under elementernes gunst<sup>(230)</sup>  steg nu den udmærkede Erik straks op til herredømme over riget, og efter alles enstemmige ønske fik han høvdingedømme og eneherredømme over hele Danmark. Og snart efter at han var ophøjet til herredømmet, var det, som om tiderne helt var forandrede. Afgrødens rigdom smilede bonden imøde, gods og velstand voksede til overflod, alle kunde glæde sig ved en tryghed og fred som fordum i Salomons dage; thi konger trindt omkring og magthavere tyktes han vis, dygtig og rådsnild<sup>(232)</sup>.  Og i disse tider, under fredens tryghed, tiltager da, ret som om der nu var givet gunstig lejlighed dertil, de guddommelige storværker ved den dyrebare martyrs levninger i antal, og den himmelske konge forøger i sin almagt for hver dag sin stridsmands ry. Thi blinde får atter deres syn, døve genvinder deres hørelse, stummes tungebånd løses, visne hænder får atter deres førlighed, lamme får atter deres gang, spedalskes hud renses, og alle, der søger hjælp i Jesu navn, får både legemlig helsen og himlens nåde. Men da rygtet om hans kraftige gerninger var blevet mere udbredt, strømmede allevegne fra de troendes skarer sammen for at bede om hans forbøn, så at de fandt hjælp ved hans beskærmelse, hvem de havde hildet ved deres forfølgelse, i det de med troende fromhed bad om tilgivelse for den begåede brøde<sup>(233)</sup>. 


<big><big>'''33.'''</big></big>

Imidlertid sendte den vise kong Erik, der var betænkt på statens tarv, afsendinge til paven i Rom, underrettede ham om hvad der var sket og bad ham om med sin pavelige myndighed at tage sig af de troendes fromme ønske<sup>(234)</sup>.  Paven samlede da bisperne der rundt omkring og særdeles mange ærværdige mænd af gejstlig stand, og da de alle var samlede til kirkemøde og forhandlede om, hvad der hører Gud til, påbød han tavshed og lod sendemændene fremføre det dem overdragne ærinde og fremlægge vidnesbyrdene om deres sendelse<sup>(235)</sup>.  Da nu brevet med fremstillingen af begivenhederne var fremlagt og læst, og da kongens ærinde var tolket af sendemændene med veltalende ord, bragte alle inderlig tak til den almægtige Gud, som i de forskelligste egne af verden åbenbarer sine udvalgte ved at forherlige dem. Og efter fælles beslutning og med enstemmigt bifald fra alle vedtog de dernæst, at den fordum berømmelige konge skulde optages i de allerede salige martyrers skare i himlen, og med martyrglansen skulde hans navn også udvides til forøget herlighed, således at han, der før ligesom med en ufuldkommen betegnelse, hentydende til en knyttet knude, kaldtes Knud, nu skulde hedde Canutus på grund af hans indsigts ærværdighed og hans færds modenhed, og særlig fordi han nu skulde regnes med i helgenernes kanon<sup>(236)</sup>.  Således fik nemlig også fordum Abram, da han sluttede pagt med Gud, sit navn udvidet til Abraham, samtidig med at han fik del i Guds fortrolighed, for at han, der hidtil kun kendt af Gud var bleven regnet for retfærdig af ham for sin tros skyld<sup>(237)</sup>,  fra nu af også kunde blive regnet for berømmeligere og herligere også blandt menneskene for sine gerningers skyld og ved sin slægts forøgelse og sit navns udvidelse. Smukt er det da, at den dyrebare martyr, som er elsket af Gud, ligesom Abraham får sit navn udvidet og stemplet som Canutus, han, som optagen i Abrahams skød  nyder den evige hviles salighed, således som det godtgøres med klare tegn.


<big><big>'''34.'''</big></big>

Efter at nu afsendingene var blevne støttede ved den pavelige viljeserklæring og tillige styrkede ved så mange store og udmærkede mænds vidnesbyrd<sup>(239)</sup>,  og efter at de, således som de inderlig havde ønsket, med ærefrygt havde bønfaldet om og ved bønhørelse havde opnået den salige Peders og helgenernes beskærmelse, og efter at de endelig af paven havde fået budskaber, som de skulde bringe deres berømmelige konge, og modtaget den apostolske velsignelse, forlader de med glæde Ausoniens område<sup>(240)</sup>.  Og den nu utvivlsomt hellige Knuds fortjenester ledsagede dem og skaffede dem stadig en lykkelig rejse overalt. Men da de var komne til Danmarks land, som de havde imødeset med længsel, og der, lige til de kom til deres hjem, overalt var blevne modtagne af alle med åbne arme, gik de med ærefrygt til kongen og hilste ham, overbragte ham den apostolske velsignelses ordlyd, forebragte ham pavens bud og fremlagde med glæde det svar, de havde fået på deres ærinde. Den herlige helt blev over al måde fro derved, alle stormændene blev glade, bisper og klerke priste det som en lykke, hele almuen glædede sig med og udbrød i høj jubel, som om der var kommet budskaber om en ny fred<sup>(241)</sup>,  og med inderlig andagt priste man al verdens skaber, som i sin guddommelige nåde havde skænket sine troende endog i verdens fjerneste egne sådan beskærmelse. Og nu, da de vantros tvivlen var slået ned og bragt til tavshed, og da de troendes fromhed hævede hovedet og var bleven styrket, byggede man kirker, der skulde vies til hans martyriums ære<sup>(242)</sup>.  Der skænkes godser til dem, og alt, hvad der hørte med til den hellige tjeneste, skaffes til veje<sup>(243)</sup>,  for at nu den fromme fyrste kunde blive hædret med from ærbødighed af alle, ligesom tidligere alle i enighed havde sammensvoret sig imod ham. Og da fremdeles rygtet om hans kraftige gerninger og den siden påfulgte apostolske stadfæstelse flyver videre omkring, strømmer årlig en mængde både af ædelbårne og menige til, ikke blot fra nabolaget, men også fra den videre omegn, for at fremlægge vidnesbyrd om sin andagt og i tro påkalde hans. forbøn.

Også den vise og kloge dronning Edel, der før, som vi har sagt, havde været hans ædle hustru, men nu var bleven gift i Italiens yderste egne med Roger, Apuliens berømmelige hertug<sup>(244)</sup>,  spurgte det store og længselsfuldt ventede ry, som gik af hendes forrige højt elskede husbond. Da bragte hun efter en vis beslutning Faderen i himlen, fra hvem alt godt kommer, skyldig tak og sendte rige gaver herop til pryd for hendes elskede mands dyrebare jordiske levninger<sup>(245)</sup>,  både for at vise sin ihukommelse af ham, til hvem hun her havde været knyttet med et ærbart ægteskabs kyske følelser, efter at han nu var borttagen fra denne verden og optagen i de himmelskes kreds, og tillige for ved hidsendelsen af skønne gaver at hædre ham, hvem hun ikke kunde hædre ved sin personlige tilstedeværelse. Nu blev der på kongens bud og med råd og støtte af den ærværdige biskop på Odense bispestol, Humbald I<sup>(246)</sup>,  for de indsamlede altergaver 

<blockquote>dannet et skønt forarbejdet skrin til de hellige knokler, <br>smeddet det bliver af reneste guld, det funklende røde, <br>dertil så fagert smykket med gule og himmelblå stene, <br>for at den helliges hellige rester deri kunde gemmes<sup>(247)</sup>. </blockquote>


<big><big>'''35.'''</big></big>

I det 6te år af den herlige konge Eriks styrelse, da alle Danmarks bisper var samlede tilligemed en mængde klerke og en talløs skare af landets folk, så vi arme syndere med vore egne øjne den salige martyrs dyrebare jordiske levninger blive optagne af stenkisten og bårne op fra lønkirken, hvor de hidtil var blevne opbevarede, og vi så, hvorledes de under højtidelig lovsang og store glædesytringer fra alle dem, der var forsamlede, af den før nævnte biskop Humbald blev nedlagte, hvide som sne og svøbte i fint silketøj<sup>(248)</sup>  i det omtalte skrin. Det var den 19. April<sup>(249)</sup>.  Tillige blev der sat en gravskrift, der lyder således:

<blockquote>Tryg hos kongernes konge Canutus i himlen nu dvæler: <br>kongemartyrens ben her hviler i skrinet, det gyldne. <br>Han for retfærdige gerningers skyld blev skammelig myrdet, <br>mens i sin død, som før i sit liv, han Kristus bekendte. <br>Svegen han blev af sin egen tjener, som Kristus, vor Herre, <br>og da han bad om en drik, da blev han stungen med spydsod, <br>og, at han Krist måtte ligne, i siden han ramtes af landsen; <br>foran det hellige alter hans hellige blod måtte flyde, <br>og ved sin død til de hellige ånder blandt stjerner han vandred<sup>(250)</sup>. </blockquote>

Efter at nu de hellige ben og denne indskrift var anbragte der med ære, lukkedes dette dyrebare gemme, som rummede den himmelske skat, og til skue for alle, der søger hans beskyttelse, sættes skrinet op på det livnærende måltids bord. Men de tegn på underfuld kraft, som fra den stund sker der, er klare for deres øjne, som dvæler der på stedet, og anerkendes af alle dem, der søger og påkalder hans hjælp.


<big><big>'''Efterskrift.'''</big></big>

Dette har jeg, Ælnod, den ringeste blandt præsterne, født i Anglernes land og nu i talrige år bosat som udlænding i Danmarks egne, forfattet dig til ære, du herlige konge og dyrebare martyr, i det jeg har nedskrevet dine bedrifter. Din kamp og strid har jeg skildret, efterkommerne til ihukommelse. Selv hæslig maler har jeg malet billedet af en skøn mand, som man siger; og jeg har opført et mindesmærke, varigere end malm, et mindesmærke, som hverken bølgernes rasen skal sluge eller grådige flammer fortære<sup>(251)</sup>;  men det skal stå til den sidste verdensforstyrrelse og bevare mindet om din ære til alle tider. Hjælp du mig da i min ulykke ved forbønner hos Gud, hav medynk med min modgang, let mig min angst og mine trængsler, støt mig i min svaghed, hæv mig i min skrøbelighed, oplys mig med dine kraftige gerningers stråleglans, hyllet som jeg er i syndeskyldens mørke, hold mig opret, mig, som er ved at segne under mine forseelsers tunge byrde, rejs mig op, nedbøjet som jeg er af mine forsyndelsers svære vægt, bring mig din barmhjertigheds hjælp, siden jeg ligger såret af røverne som manden i evangeliet<sup>(252)</sup>  og er ladt halvdød tilbage! Gyd din forbøn som lægedom i mine sår og hel dem derved, udrens lasternes råddenskab, før mig ind i herberget, den guddommelige nåde<sup>(253)</sup>,  at jeg må findes værdig til at komme indenfor i det evige paulun<sup>(254)</sup>,  om end kun nok så lille et stykke, og skue dig sammen med dine medborgere og stå ved Guds riges tærskel, om end blot som den allerbagerste. Og når jeg, den mørke, har dristet mig til at tale om dig, den strålende, jeg, den urene, om dig, den rene, så tilgiv min dristige tunge, bær over med mine forvovne læber! Drag alle troende til samfund med Ordet, ved hvilket alt er skabt<sup>(255)</sup>,  og hvis magt og vælde aldrig hører op, så længe verden står! Ham tilligemed Faderen og Helligånden, som har været med dem fra evighed, være stadig voksende lov, ære, pris og tak i al evighed! Amen!



<br>'''Noter:'''
<br><br>1. A. D. Jørgensen, Den nordiske kirkes grundlæggelse 879 f.
<br><br>2. Historia martyrizationis St. Kanuti regis, auctore anonymo coævo. Langebek, Scriptores rerum Danicarum III, 322 ff.
<br><br>3. Håndskriftet findes nu i Brügges stadbibliotek, et beslægtet håndskrift opbevares i St. Orners stadbibliotek.
<br><br>4. Håndskriftet selv gik til grunde ved den store ildebrand 1728.
<br><br>5. Nils, den sidste af Svenssønnerne, var konge 1104-34. Ælnod gengiver hans navn som Nicolaus, og på dansk har han heddet Niklas eller Nikles. Først i slutningen af Middelalderen udvikles formen Nils, men da kongen er almindelig kendt under dette navn, er denne form også brugt her. Lovprisningen af ham her står lidet i samklang med andre krønikeskriveres dorn om hans person og hans styrelse.
<br><br>6. Kent er det sydøstligste landskab i England. Hovedstaden, Canterbury (d. e.: Kenternes borg), var hele Englands hovedstad, for så vidt den var sæde for landets højeste ærkebiskop.
<br><br>7. Teksten er ikke klar på dette sted; ved en ubetydelig rettelse får man det ord, der betyder ”det kommende”, hvormed lønnen for mildheden må være antydet. Denne læsemåde findes tilmed i den ældste udgave af Ælnod. — Nils's mildhed, som lovprises her, udartede i virkeligheden til svaghed og lemfældighed. Tugten i Vederlaget forfaldt, urostiftere og ransmænd fik lov at drive deres uvæsen i landet, indtil Knud Lavard fik indført bedre tilstande. Om Nils's mangel på kongelige egenskaber se nedenfor under Knud Lavards levned.
<br><br>8. Salme 103, 6. 8.
<br><br>9. ”Deler navn” vil vistnok sige, at Nils har kongenavn, ligesom Kristus er den himmelske konge. Ret mærkelig er præstestandens ærefrygt for kongedømmet: kongerne står endog som Guds stedfortrædere på jorden. Der var ganske vist da allerede opstået en præstelig betragtning af den verdslige magt, helt modsat den, som Ælnod gør sig til talsmand for; men i Danmark var det endnu i præstestandens interesse at hæve kongedømmet for selv at hæves ved det; se min ”Konge og præstestand i den danske Middelalder” I, 200 f. 248 ff.
<br><br>10. Jfr. Luk. 1, 52.
<br><br>11. Hvad det er for avind, Ælnod klager over, ved vi ikke. Det mil vel være i sin præstegerning, han har mødt modstand, snarest fra de overordnedes side. For dette kunde tale, at han straks nedenfor sammenligner sin modstander med hanen højt under tag, mens han selv er spidsmusen i krukken. Dog kan hanen også blot være symbol på den overlegne kritik, der anlægger klassikerne som målestok; overfor sådanne domme fremhæver Ælnod, at hans emne ikke er af klassisk art. Man må næsten tro, at han før har skrevet noget, som har vakt en efter hans mening ubillig kritik.
<br><br>12. Der må sigtes til, at man holdt spidsmus i krukker og morede sig over deres piben og spring.
<br><br>13. Danaerne er Hellenerne, Dagdanerne Trojanerne. Hektor var Trojanernes tapre forkæmper, Myrmidonerne en thessalisk stamme, der stod under Hellenernes gæveste helt, Akilleus. Det er rimeligvis fra Vergils Æneide, at Ælnod har sin kundskab om disse personer.
<br><br>14. Klerke og lægfolk.
<br><br>15. Hellig Knud, der sejrede i døden og blev helgen.
<br><br>16. I Odense. Der kan kun være ment munkene i Knudsklosteret.
<br><br>17. Endnu på Ælnods tid har flere altså stået vantro overfor påstanden om Knuds hellighed; end ikke den pavelige kanonisation og påkaldelsens hævd har kunnet nedslå tvivlen.
<br><br>18. 2 Mos. 17, 6. 4 Mos. 20, 11. Ælnod har for øvrigt husket fejl; det var ikke Aron, men Moses, der slog vand af klippen.
<br><br>19. Apostl. gem. 10, 35.
<br><br>20. Matth. 3, 9. Luk. 3, 8.
<br><br>21. Mark. 9, 23.
<br><br>22. Lazarus's gift er spedalskhed eller andet ondartet udslet. Navnet skriver sig fra fortællingen om Lazarus (Luk. 16, 20 f.), hvis legeme var oversået med bylder.
<br><br>23. Der menes munkene ved St. Knuds kirke i det kloster, Erik Ejegod havde grundlagt. De ældste munke der var Ælnods landsmænd, indkaldte af kong Erik fra Evesham. — Hele præstestanden kaldtes ”åndelig” i sammenligning med lægfolk som de kødelige”; særlig regnedes munkenes liv for helligt.
<br><br>24. Nils skænkede Odense-munkene 40 mark årlig af den kongelige skat og sjettedelen af fiskeriet i Lønborgå og gav klosteret meget udstrakte privilegier. Deraf ter man dog ingenlunde slutte, at Ælnods henvendelse til den kongelige gavmildhed er skrevet for dette store gavebrev.
<br><br>25. Med Julius Gajus menes Gajus Julius Cæsar. Han var ikke Pompejus's svigersøn, men svigerfader. Ausonierne var egl. et italisk urfolk, men navnet brugtes som betegnelse for Romerne. Der menes altså de riger, der én gang havde været provinser af Romerriget, hvis verdensherredømme man uvilkårlig tilskrev Cæsars erobringer.
<br><br>26. Islænderne.
<br><br>27. Præsterne. Samme udtryk bruges atter kap. 4.
<br><br>28. At Poppos jærnbyrd har været et hovedpunkt i missionshistorien, er sikkert nok. Derved var det, at Harald Blåtand blev kristen, og fra den tid arbejdede han med stor iver på at omvende folket; selv kunde han i indskriften på den store Jællingesten udtale, at han var den konge, der havde gjort Danerne kristne. Det synes at have været henimod år 960, at den berømte jærnbyrd fandt sted. Den saksiske munk Widukind, som levede samtidig, har fortalt om denne store begivenhed. Deraf ser man, at det ikke er rigtigt, når Ælnod lader Poppo underkaste sig to slags jærnbyrd; man nøjedes med at lade ham bære jærn. Den gang var han kun præst, men til løn for sin nidkærhed blev han biskop af Slesvig; han kan antages at være død henimod 988.
<br><br>29. Missionen i Sverige havde en uregelmæssig og sen vækst. Ansgars kristne nybygd ved Mælaren forsvandt i tidernes løb, og kristenforkyndelsen måtte atter grundlægges helt fra ny. Der var på Ælnods tid endnu såre megen hedendom tilbage. Vel havde den kraftige kong Inge fremmet kirken; men hans brodersønner Filip (&dagger; 1118) og Inge, der trådte i hans fodspor, døde snart, og nu fulgte der en hedensk reaktion under en hedensk eller i det mindste tolerant konge, og det styrkede hedendommen, at der under ham kom frugtbarere tider, hvorfor han også fik tilnavnet ”Årsæl”. Fra de andre nordiske lande gjorde man ”korstog” til Sverige: 1124 hærjede den norske konge Sigurd Jorsalfarer i Småland, og senere gjorde de danske kongeætlinger Knud Lavard og Magnus nye tog til disse egne. Først længere hen i 12. årh. — altså langt senere, end i de andre nordiske lande — blev Sverige helt kristnet.
<br><br>30. Eskil virkede som missionær i egnen om Mælaren. Legenden fortæller, at han nedkaldte himlens forbandelse over den hedenske helligdom i Strengnæs. I deres forbitrelse slog hedningerne ham da ihjel. Hans lig blev jordet på det sted, der efter ham kaldtes Eskilstuna. Som hans dødsdag fejredes 22. Juni, og det var ved år 1080, at han blev martyr, mens Sverige var styret af en så kristenivrig konge som Inge.
<br><br>31. De nordiske mål opfattedes ellers trods deres indbyrdes forskel som væsenlig et, ”den danske tunge”.
<br><br>32. Langefasten eller Quadragesimaltiden, de 40 dage før Påske, skulde være en alvorlig forberedelse til Påskehøjtiden. Denne sammenhængende fastetid modsættes de enkelte, spredte fastedage.
<br><br>33. Jerem. 1, 14.
<br><br>34. Her tænkes vistnok særlig på fasten.
<br><br>35. Højsangen 4, 16.
<br><br>36. Jfr. Matth. 5, 16.
<br><br>37. Magnus den gode, Olav den helliges søn, var fra 1035 konge over Norge, men fik 1042 tillige herredømmet over Danmark. At han var fører for Nordlændinger og Vestlændinger, skal enten sige, at han var Nordmændenes konge, eller snarere, at han under striden med Sven Estridsøn om Danmark havde Jyderne, der jo bor nordligst og vestligst, på sin side, medens Sven havde øboerne og Skåningerne, der var at betegne som Øst- og Syddanskere.
<br><br>38. Sven Estridsøn havde i dåben fået det kristne navn Magnus; kirkelige skrifter kalder ham enten ved dette navn alene eller også, som her, Sven Magnus. Slige dobbeltnavne forekommer ofte; Svens morfader Sven Tjugeskæg hed således Otto, hans moder Estrid Margrete, hans morbroder Knud hed Lambert, den svenske kong Anund hed Jakob; nu og da ses det endnu i den følgende tid.
<br><br>39. Der skulde ikke stå Harald Hårfager, der levede omkring 900, men Harald Hårdråde, Magnus den godes farbroder, der blev hans medkonge og efterfølger.
<br><br>40. Friere hentydning til Josva 23, 14. 1 Kong 2, 2. Det rytmiske på dette sted hos Ælnod er søgt gengivet.
<br><br>41. Efter sin fætter Hardeknuds død optrådte Sven Estridsøn med hjælp fra England mod Magnus den gode, men blev slået og trådte da i Magnus's tjeneste. Nye rejsninger fra Svens side kronedes ikke med bedre held; men en gang, da Magnus på Sælland satte efter Sven, blev han kastet af hesten og døde af følgerne (1047). Nu blev Sven virkelig konge i Danmark, men måtte i en lang årrække kæmpe med den norske konge Harald Hårdråde, der idelig foretog grumme strejftog til de danske kyster. Vel var Sven ikke altid heldig i sine kampe mod Harald; men denne kunde på den anden side aldrig sætte sig fast i Danmark og måtte tilsidst (1064) opgive sine krav på det danske rige.
<br><br>42. Job 9, 4.
<br><br>43. Der må sigtes til Vendernes begyndende tog mod Danmark.
<br><br>44. Danmarks magtstilling, særlig i den sidste tid af Sven Estridsøns styrelse, synes virkelig at have været fremragende. Vilhelm Erobreren i England frygtede meget for de danskes angreb, ja han gik endog så vidt, at han for at værne sig mod dem ødelagde sine egne kyster; de tyske konger vilde gerne stå sig vel med Sven og sluttede gentagne gange forbund med ham, og Sven førte efter deres ønske sine våben mod det oprørske Flandern (1049) og mod Sakserne (1071); sin svigersøn Gotskalk hjalp han til herredømmet over Venderne, og disse stammer, der under Magnus den gode havde været Danmarks hårde fjender, synes end ikke efter den store hedenske reaktion (1066) at have dristet sig til nye angreb på de danske. Overfor de to nordiske riger må Sven også efter Harald Hårdrådes fald (1066) have været den overlegne.
<br><br>45. Her menes teologiske og ikke-teologiske (frie) studier. At kong Sven virkelig har været hjemme i den tids videnskab, ser vi af et så pålideligt vidnesbyrd som et brev fra pave Gregorius VII (1075), fremdeles af Adam fra Bremen (III, 53), der kendte kongen så godt; endvidere ved vi det fra den engelske krønikeskriver Symeon fra Durham, ligesom også fra den genealogi over den danske kongeslægt, der henføres til abbed Vilhelm, og fra Sakse.
<br><br>46. Sven har haft overordenlig stor betydning for den danske kirke. Fremfor alt ordnede han bispedømmerne og forøgede bispernes tal; Nørrejylland, der var blevet sammendraget til 1 bispedømme, delte han i 4. Allerede Lundekapitlets dødebog så i bispedømmernes endelige ordning Svens største berømmelse. Den kirkelige organisation, han således skabte, var stærk nok til at holde sig i hele den følgende tid. Samtidig hævede han bispernes magt og anseelse. Ved dette storartede arbejde for kirken havde han for øvrigt tydelig nok tillige det mål at hæve sin egen kongemagt. Se for øvrigt A. D. Jørgensen, Den nord. kirkes grundlæggelse 646 ff. og min ”Konge og præstestand” I 181 ff., 190 ff.
<br><br>47. Sakse fortæller, at Sven understøttede Nordmanden Sven, der var ved hans hof og senere blev biskop i Roskilde; han sendte ham endog til udlandet, for at han kunde studere. Anledningen dertil, at Sven kom til at røbe uvidenhed i Latinen, er sikkert kun en præstevittighed, der er kommen fra udlandet; men fortællingen om den unge klerks gunst hos kongen kan være pålidelig overlevering.
<br><br>48. Jfr. Luk. 16.
<br><br>49. Matth. 15, 32.
<br><br>50. Der tænkes på de 7 verdensaldere, en af Middelalderens yndlingslærdomme (findes også i Anders Sunesøns Hexaemeron, vers 1954 flg.). Kristi komme indledede den 6. verdensalder, efter den kom fuldendelsen.
<br><br>51. Jfr. Joh. 14, 2-3. 17, 24.
<br><br>52. Salme 51, 7.
<br><br>53. 1 Moseb. 2, 17. Ordene er for øvrigt ikke udtalte efter, men før syndefaldet.
<br><br>54. Matth. 12, 31. Mark. 3, 29. Luk. 12, 10.
<br><br>55. I Oldtidens og Middelalderens symbolik spillede blodet og vandet, der flød af lansestikket i Herrens side, en særlig stor rolle som sindbilleder på nadver og dåb.
<br><br>56. Salme 89, 8. Den latinske bibeloversættelse er her som så ofte stærkt afvigende fra grundteksten.
<br><br>57. Kristus (jfr. Joh. 10, 11).
<br><br>58. 1. Sam. 17, 34-36.
<br><br>59. Jfr. Dan. 2, 45. Kristus betegnedes ofte som klippen, således allerede i Nye test. 1 Kor. 10, 4. Hovedhjørnestenen: Apostl. Gern. 4, 11. 1 Pet. 2, 6. Ef. 2, 20; jfr. Matth. 21, 42. Mark. 12, 10. Luk. 20, 17.
<br><br>60. 1. Sam. 17, 8-10.
<br><br>61. 2 Thess. 2, 8.
<br><br>62. Sven Estridsøns frillelevned vakte megen forargelse. Adam fra Bremen (III, 20; skolie 73) skjuler ikke, at ærkebiskop Adalbert ofte forgæves havde, påtalt det, og at det var en skamplet på den ellers så udmærkede konges minde. En af hans friller, Thora, skal endog have ryddet hans dronning, Gyda, af vejen. Dertil kom, at Svens ægteskab med Gunhild, der var hans søskendebarn, efter den kirkelige betragtning var blodskam, og vel fik Adalbert dette ægteskab opløst, men senere synes Sven at have ægtet Ellisiv, der var ham næsten lige så nær beslægtet. Det eneste, hvormed Adam kunde undskylde kongens svaghed overfor kvinder, var den kendsgerning, at det var et almindeligt misforhold hos hele folket.
<br><br>63. Sammenligningen med David gælder vistnok også på dette punkt. Knytlingasaga siger, at Sven havde mange frillebørn, og nævner 14 sønner, der nåede den voksne alder. Også den engelske krønikeskriver William af Malmesbury sætter tallet til 14. Foruden disse må Sven imidlertid endnu have haft to sønner, Sven (korsfarer) og Karl, der endnu levede under Nils's styrelse. Endvidere havde han mindst fire døtre, Sigrid, Ragnhild, Ingrid og Helene eller Gunhild.
<br><br>64. Det synes næsten, som om Sven har bestemt nogle af sine sønner til den kirkelige vej; det vilde være et mærkeligt vidnesbyrd om, hvor langt den danske kirke var nået fremad under hans styrelse. Dog vides ikke nogen af hans sønner at have været klerk herhjemme; der kunde snarest være tale om den i forrige note nævnte Karl. Derimod er der en gammel overlevering om, at en dansk kongesøn skal have været kannik i Lüttich. — Det har sikkert været almindeligt, at kongerne lod deres sønner opdrage hos landets høvdinger, således lod senere Erik Ejegod sin søn Knud Lavard opdrage hos Skjalm Hvide, og Valdemar I betroede Peder Thorstensøn sin søn Kristoffer. En af Svens sønner, Thorgils, skal ifølge Knytlingasaga være bleven sendt til sine mødrene frænder i Rusland, hvorfra han ikke mere vendte tilbage.
<br><br>65. Suddetorp, nu Søderup, var en kongsgård i Sønderjylland, i det nuværende Hjortkær sogn v. for Åbenrå; i nærheden var Urnehoved tingsted. Den første del af ordet kendes også fra andre danske stedsnavne, i alt fald Suddema (ø: dyndmose) på Thurø.
<br><br>66. Ælnods forklaring er rigtig nok; byen har navn efter den gamle kong Ro. Den kilde, der har givet byen navn, kan sikkert ikke være den ubetydelige kilde, der nu udpeges som kong Ros, men er snarest Maglekilde (jfr. Hist. tidsskrift 6. række II 352 ff.). I 14. årh. mistydedes navnet som Rosenkilde, og roserne anbragtes på kildestrømmene i byens våben.
<br><br>67. Roskildekirken er den ældste danske stenkirke, vi har efterretning om. Den var en smuk bygning med granitsøjler og prydet med en prægtig lysekrone. På den tid, da Sven døde, har den ikke været færdig; endnu Knud d. hellige hjalp biskop Sven med dens udførelse. Denne biskop Sven (Nordmand) var en af Danmarks betydeligste bisper, indsat af Sven Estridsøn 1074, død på pilegrimsfærd o. 1088. Omtrent ved samme tid erhvervede Roskilde kirke hovedet af den romerske oldbiskop Lucius og kaldtes fra nu af efter denne fejrede helgen.
<br><br>68. Skønt Roskildekrøniken også henfører Svens død til 1074, kan dette ikke være rigtigt, da vi har pavebreve til ham fra Januar og April 1075; de engelske kilder fortæller også, at det var ham, der udsendte toget til England 1075. Sven må da være død dette år eller, som Islænderne og nogle angelsaksiske kilder opgiver, 1076. For 1075 taler Ælnods egne ord, at Sven døde i sit 28. herskerår; han må nemlig have regnet fra Magnus den godes død 25. Okt. 1047. Dødsdagen bekræftes af Lundekapitlets mindebøger. I det uddrag, man har af Roskildekalendariet, står ganske vist 9. Maj; men dette er sikkert hans moder Estrids dødsdag og indført som hans dødsdag, fordi han mindedes sammen med sin moder, der havde givet Roskildekirken så store gaver. Se Hist. tidsskrift 6. række III 617 f.
<br><br>69. Jfr. ovenf. s. 34.
<br><br>70. Kanutus, latinisering af Knud, brugtes som den berømte konges helgennavn; under dette navn blev han optagen i helgenkanonen.
<br><br>71. Ælnod skjuler ikke, at Knud har haft folkestemningen imod sig, da han optrådte som kongsemne mod sin broder Harald. At han har været offer for et underfundigt rænkespind, således som sagaen vil vide, kan ikke antages. Harald var mere folkekær, da han af karakter var mere mild og veg. Hans mangel på snarrådighed og energi gjorde ham imidlertid uskikket til at magte vanskelige forhold, og han skat have fordybet sig således i gudstjenesten, at han blev ligesom fremmed for kongegerningen. På grund af sit bløde sind fik han øgenavnet Hen, hvæssesten.
<br><br>72. Eteokles og Polyneikes, sønner af Oidipus, kom i voldsom strid om herredømmet i Theben; i tvekamp fældede brødrene hinanden.
<br><br>73. Meningen er, at broderkrig var noget så ugudeligt, at den vilde medføre evig fortabelse. Ælnod hævder her udtrykkelig, at Knud efter at have lidt skuffelsen ikke fejdede mod Harald. Det kunde ellers være fristende at søge ham blandt dem af Svenssønnerne, der rejste sig mod den svage Harald og søgte ly hos Olav Kyrre i Norge; det gode forhold mellem Knud og Olav Kyrre kunde tilmed støtte en sådan antagelse. I det ældre helgenlevned hedder det imidlertid, at Knud drog til Sverige, og Sakse lader ham i denne tid vinde sine sejre over Kurer og Ester.
<br><br>74. Nemlig, når og hvorledes hjælpen skulde komme.
<br><br>75. Salme 138, 6. 113, 6 (den latinske bibeloversættelse afviger stærkt fra grundteksten og den danske bibel).
<br><br>76. Vi har her Ælnods omtale af de berømte Harald Héns love. Efter hans fremstilling er det kongen, der udsteder lovene; men folket selv har udtalt sine ønsker. Formelt er kongen lovgivende, reelt er folket det. Stærkt fremhæver Ælnod, at lovene ikke alene skulde have gyldighed i Harald Héns levetid, men at de som betydningsfulde rigslove skulde være gældende også for de kommende tider. — Hvad Harald Héns love nu har drejet sig om, véd vi ikke tilfulde. Så meget ved vi dog, at de rummede bestemmelsen om folkets ret til brug af almindingsskovene, en indrømmelse, der kom folkets store masse til gode, og at de som retsligt forsvarsmiddel. indførte renselsesåd i steden for tvekamp (måske også jernbyrd, skønt det ikke nævnes og heller ikke endnu forsvandt af det danske retsvæsen). Denne sidste lov kunde have sine skyggesider, særlig ved at foranledige menéd; men både den og loven om brugsretten til skovene var prægede af humanitet, så at det ikke var noget under, at Harald Hén virkelig på grund af sine love blev æret som frihedens fader, således som Ælnod siger.
<br><br>77. Folket har forpligtet kongerne til overholdelsen af disse love, altså næsten brugt dem som håndfæstning (dette ord dog ikke taget i egenlig forstand). Af Ælnods ord kan vi se, at Harald Héns love i alt fald er forelagte de andre Svenssønner ved deres tiltrædelse. Man har ment, at den strenge og myndige Knud satte sig ud over dem, og at folket des ivrigere forelagde dem for hans efterfølgere som betingelse for hyldingen.
<br><br>78. Harald Hén døde 17. April 1080. Om Dalby se ovenfor s. 9. En i Dalby funden gravsten med et kors, men uden indskrift er bleven udpeget som Harald Héns gravmæle; den er imidlertid fra en senere tid.
<br><br>79. Salme 81, 11.
<br><br>80. Kanutus er simpelt hen latinisering af Knud. De sproglige forklaringer til den latinske form hidrører vel snarest fra Ælnod selv og er af liden eller ingen værd. Bedst er den første forklaring: Kanutus udledes af ”canities, grå hår, ærværdighed; man ser virkelig i Middelalderen tillægsordet ”canutus” brugt i steden for den oprindelige form ''”canus”'', gråhåret, ærværdig. Den anden forklaring udleder navnet af Knuds livs renhed, på latin: ''propter vitæ sinceritatem.'' Da dette ikke i mindste måde giver et ordspil, må der, som prof. Gertz har gjort oversætteren opmærksom på, oprindelig have stået ''candorem'' i steden for ''sinceritatem''. Sproglig er denne afledning umulig, ligesom også den tredje forklaring, der udleder Kanutus af ''”canon”'', regel, række. Hele tydningen beror blot på, at første stavelse er éns i de fire ord: ''Canutus — canities — candor — canon.'' Den tids forsøg på, at aflede de latinske ord er i reglen vilkårlige, ofte latterlige, og vidner stærkt om, hvor lavt det filologiske studium endnu stod. Toneangivende i så henseende har særlig den lærde Isidorus fra Sevilla (død 636) været; hans værk ”Etymologierne” blev meget beundret og brugt.
<br><br>81. Dette sted viser tydeligere end noget andet, at Ælnod har benyttet ”lidelseshistorien., jfr. ovenfor s. 6.
<br><br>82. Rom. 9, 16.
<br><br>83. Ef. 1, 4. Joh. 14, 2.
<br><br>84. Se ”lidelseshistorien” (ovenfor s. 9), der her har fyldigere oplysninger end Ælnod.
<br><br>85. Edel eller Adela var en grevedatter fra Flandern. Hendes fader Robert var en dristig kriger, der havde vundet land og berømmelse ved sit sværd. Ved ægteskab med Gertrud, greven af Frislands enke, (1063) fik han styrelsen af Frisland, hvorfor han kaldtes Robert Friser, og da hans broder Balduin af Flandern fejdede imod ham, fældede han ham og tilrev sig grevskabet Flandern. Oprindelig havde han været ven af sin svoger, Vilhelm af Normandiet, og hjulpet ham til at vinde England, men blev fra nu hans fjende. Derved kom han i forbindelse med Knud, der i sin faders navn fejdede mod Vilhelm Erobreren, og den danske kongesøn ægtede Edel (o. 1082). Den samtidige historieskriver Radulf fra Caen hentyder til Edels skønhed. Når hun siges at være af kejserlig æt, sigtes der til, at den flanderske greveslægt på mødrene side nedstammede fra Karolingerne. Den første greve af Flandern, Balduin Jærnarm (&dagger; 879), havde nemlig bortført og ægtet den skønne Judith, en datter af Karl den skaldede, der var søn af kejser Ludvig d. fromme og selv senere blev kejser. Edel har været opkaldt efter sin farmoder, en datter af kong Robert I af Frankrig.
<br><br>86. Job 29, 16.
<br><br>87. Her tænkes på levninger af hedenske skikke, som vikingefærd, ægteskaber af forbudte grader, overdådig levemåde uden hensyn til kirkens fastepåbud. I Knytlingasaga er det udformet til det hvasse mellemværende mellem kong Knud og Blod-Egil; den stolte høvding må lade sit liv til straf for sin hedenske færd, i det han har taget et norsk købmandsskib, dræbt besætningen og plyndret ladningen.
<br><br>88. Joh. 3, 20.
<br><br>89. Jfr. 2 Kor. 4, 11.
<br><br>90. Jfr. Rom. 8, 6 if. 1 Kor. 2,14.
<br><br>91. Jfr. Joh. 8. 32. 34.
<br><br>92. Hentydning til Jes. 6, 9 f., anført hos Matth. 13, 14. Joh. 12, 40. Apostl. gern. 28, 26 f.
<br><br>93. At Knud har villet gøre indgreb i folkets nedarvede rettigheder, kan ikke betvivles. Hans stræben efter et stærkt kongedømme tørnede sammen med folkets nedarvede frihedsfølelse, og selv om Knuds planer i og for sig vel nok kunde være til rigets styrkelse, burde han ikke have gået saa hensynsløst frem.
<br><br>94. Hentydning til Joh., 13, 30: Judas gik udenfor (forlod Jesus og apostlene).
<br><br>95. Jfr. Rom. 8, 7. Ælnod dadler også senere (kap. 28) de danske, fordi de ikke har ændret deres lov efter kirkeretten.
<br><br>96. Jfr, ordene om Judas: Mark. 15, 28. Luk. 22, 37.
<br><br>97. Hele stykket fra ordene: ”Medens han nemlig” og hertil findes kun i håndskriftet fra Doest.
<br><br>98. Ælnod fremstiller Knuds karakter som heftig og lidenskabelig; således lægger han heller ikke dølgsmål på, at han også havde forseelser at angre. Der kan tænkes paa kirkebrand og andre grusomheder på Englandstogene, på uretfærdig blodsudgydelse og særlig på tidligere udskejelser i sædelig henseende. Knytlingas fortælling (kap. 31) om kong Knud og den smukke præstekone rummer måske en pålidelig overlevering om, at han har haft stærk attrå.
<br><br>99. Gerold var biskop i Ribe; han var tilstede på et møde i Worms 1113, men ellers ved man ikke noget om ham. Da han ikke — således som Arnold — nævnes i Knuds gavebrev til Lunds domkirke (1085), har han måske allerede den gang været biskop. Om Arnold ved vi af Roskildekrøniken, at han ved efterretningen om biskop Sven Nordmands død på Rhodos (o. 1088) af Olav Hunger blev gjort til biskop i Roskilde; som sådan skaffede han sig ikke noget navn, og da der udbrød forfølgelse mod de gifte præster (1123), kunde han, gammel og svag som han var, ikke værne dem; året efter døde han, ifølge Lundekapitlets mindebøger d. 24. Maj.
<br><br>100. Jfr. ovenfor kap. 8, sidst i første stykke.
<br><br>101. Tilsvarende fromhedsytringer finder man hos de tyske kejsere Henrik II og Henrik III og hos den franske konge Robert den fromme, og hos disse ligesom hos Knud gik selvydmygelsen hånd i hånd med stor myndighed og, i det væsenlige, fuldstændig herredømme over kirken
<br><br>102. Jfr. 2 Kor. 4, 16.
<br><br>103. Gal. 5, 24.
<br><br>104. Fredagen var fra Oldkirkens dage fastedag.
<br><br>105. Matth. 6, 4. 15.
<br><br>106. Rom. 8, 27.
<br><br>107. Matth. 6, 3.
<br><br>108. Matth. 5, 14-15.
<br><br>109. Ved Galler forstås indbyggerne i Frankrig; Sakser må forstås som betegnelse for alle Tyskere.
<br><br>110. Hermed menes Normannerne. Disse havde nemlig tilegnet sig romansk sprog, der var vidt forskelligt fra det angelsaksiske tungemål med dets rent germaniske karakter. Skønt Ælnod i næste kap. kalder dem Normanner, undgår han dog i det hele at bruge dette ord, vistnok for at de ikke skulde kunne forveksles med Nordmændene, der også på Latin hed Normanni.
<br><br>111. Beda, af eftertiden kaldet ”den ærværdige”, var munk i klosteret Jarrow lige til sin død 735. Han udfoldede en stor og mangesidig forfattervirksomhed. Berømtest af alle hans værker er dog hans ”Englands kirkehistorie”, til hvis 5te kapitel Ælnod her hentyder. Beda lader for øvrigt Angelsakserne ikke blot nedstamme fra Sakserne i Tyskland, hvilket er rigtigt nok, men lader dem også komme fra Angeln og Jylland, hvad der sikkert ikke kan være rigtigt.
<br><br>112. De sydlige Normanner kaldes de i modsætning til de nordlige Normanner, ɔ: Nordmændene.
<br><br>113. Efter kong Edvard Bekenders død (5. Januar 1066) besteg den mægtige jarl Harold tronen som den sidste angelsaksiske konge. Han var søn af jarlen Godwin, der en stor del af Edvards kongetid havde været rigets ledende mand, og selv havde han arvet faderens stilling. Kun kort tid var han konge. Først måtte han værge sig mod sin broder Tostig og Harald Hårdråde; dem lykkedes det ham at fælde i slaget ved Standfordbro (25. Sept.). Men 3 dage efter landede en frygtelig modstander på Englands sydkyst. Det var Vilhelm, hertug af Normandiet, hidtil på grund af sin uægte byrd kaldet ”Bastarden”. Han krævede Englands krone. I begyndelsen af Edvards Bekenders styrelse havde Normannerne allerede fået foden indenfor i det angelsaksiske rige, og Vilhelm kunde give sine krav skin af ret ved at henvise til sit slægtskab med Englands konger — hans fader havde en kort tid været, gift med Knud d. stores søster Estrid, og hans bedstefaders søster, Emma, havde først været gift med Edelred d. rådvilde og dernæst med Knud d. store. Desuden havde han en gang afpresset Harold, der som skibbruden på Frankrigs nordkyst var bleven hans fange, løfte om at hjælpe ham til Englands kongekrone. Den kække Harold gik rask imod ham, men faldt ved Senlac i nærheden af Hastings d. 14. Okt. 1066. Dernæst vandt Vilhelm ”Erobreren” hele England; da Angelsakserne, især i det nordlige England, gjorde modstand, skete der megen blodsudgydelse; men for øvrigt var Normannerne ikke de blodige tyranner, Angelsakserne vilde gøre dem til, og Vilhelm selv tog i høj grad hensyn til landets love og skikke.
<br><br>114. Harold var fætter til Knuds fader Sven Estridsøn, i det hans moder, Gyda, var søster til Ulv jarl, Svens fader.
<br><br>115. Gerefen (greven) var den kongevalgte embedsmand i et shire (derfor ”scir-gerefa”, sherif). Thegn (tjener) var oprindelig betegnelse for kongens hirdmænd, men blev efterhånden det almindelige ord for adelsklassen; når Ælnod taler om de angelsaksiske ”nobiles”, har han da sikkert tænkt på ”thegnerne”.
<br><br>116. Vilhelm Erobrer afsatte mange angelsaksiske embedsmænd og indsatte sine Normanner, på hvem han kunde stole; samtidig indførte han lenssystemet.
<br><br>117. Alt tidligere havde Angelsakserne henvendt sig til Sven Estridsøn, der efter nogen tids betænkning udsendte en stor flåde under sin broder Esbjørn jarl og sine sønner Harald og Knud (1069). En tid havde Danskerne fremgang i Nordengland, men snart gik det tilbage for dem; Esbjørn jarl modtog da bestikkelser og førte flåden hjem. 1075 gjorde de danske et nyt tog under jarlen Håkon Ivarsøn og Knud, men atter uden held. Det var ikke noget under, at Angelsakserne ventede sig noget af den krigslystne Knud, der alt to gange havde søgt kamp med Vilhelm Erobrer.
<br><br>118. Jfr. Salme 36, 7. Jes. 40, 13. Rom. 11, 33-34.
<br><br>119. Ælnod taler ud af engelsk nationalfølelse: endnu har han ikke opgivet håbet om den normanniske kongeslægts fordrivelse, skønt udsigten kun var ringe. Det herredømme, Vilhelm Erobrer havde grundlagt, var i virkeligheden stærkere, end de angelsaksiske kongers havde været.
<br><br>120. nemlig hvis Knud var bleven Englands konge
<br><br>121. Ifølge den angelsaksiske krønike gik Vilhelm Erobreren så vidt i sine foranstaltninger til rigets forsvar, at han ødelagde Englands egne kyster, for at de danske ikke skulde kunne sætte sig fast nogensteds. Samme fremgangsmåde havde han brugt 1069, da den danske flåde allerede var kommen.
<br><br>122. Vilhelm samlede en styrke på 60.000 mand, hovedsagelig fra fastlandet. Da han var en meget berømt krigsherre, strømmede mange frivillige fra Frankrig, især fra Anjou, Tourraine og Poitou, til hans faner. Grevskaberne Maine (syd for Normandiet) og Bretagne måtte yde ham krigshjælp, da de begge på en vis måde stod under ham. Bretagne var lige siden Rollos tid (912) af navn et len under de normanniske hertuger. Over Maine var Vilhelm bleven herre 1063, efter at grev Herbert II var død; Herberts svoger, grev Walter af Pontoise, vilde gøre ham besiddelsen stridig, men måtte falde til føje. Krigere fra begge grevskaber havde allerede hjulpet Vilhelm til hans herredømme over England, men voldte ham for øvrigt senere bryderier. Særlig var Brettonerne upålidelige; de sluttede sig endog til Angelsaksernes rejsning 1075 og måtte bøde hårdt derfor. I Maine skete der et stort oprør 1073 efter grev Fulko af Anjous tilskyndelse og med støtte af grev Howel af Bretagne, og vel sikrede Vilhelm ved sine sejre Maine for sin søn Robert, men kun som len af huset Anjou.
<br><br>123. Forskellen i Angelsaksernes og Normannernes ydre kendes af den tids billedlige fremstillinger, fremfor alt det berømte Bayeux-tapet, der fremstiller Vilhelms erobring af England. Mens Angelsakserne lod håret vokse langt i nakken og i reglen bar overskæg eller fuldskæg, fremtræder Normannerne kortklippede eller ragede i nakken og uden skæg, hvorfor Angelsakserne også før slaget ved Senlac troede, at der var flere præster end krigere i den normanniske hær. Med hensyn til forskellen i våben brugte Angelsakserne særlig den svære ”danske” økse, som ikke ses hos Normannerne, hvor imod disse synes at have haft langt flere bueskytter. Se Joh. Steenstrup, Bayeux-tapetet.
<br><br>124. At dømme efter de omskrivninger af danske stedsnavne, som Ælnod idelig bruger, må her være tænkt på et sted, der hedder Vestervig, og det kan ikke være andet end den vestligste del af Limfjorden (Nissum bredning), efter hvilken den bekendte Vestervig kirke og landsby i Thy har fået navn. Dette støttes af Sven Aggesøn, der lader Humlum syd for Oddesund, ved det østlige indløb til bredningen, være flådesamlingsstedet. Ifølge Sakse og Sven Aggesøn var Lim fjorden i sin tid åben mod Vest, men gabet sandede senere til. Adam af Bremens skildring af forholdene går også ud på, at landet nord for Limfjorden i hans tid var øer. Således var Limfjorden den gang vel skikket til at være udgangspunkt for et vesterhavstog. — Flåden har vistnok været uhyre stor. En engelsk historieskriver siger, at der var over 1000 skibe, og at Knuds svigerfader, grev Robert af Flandern havde lovet 600 til; Olav Kyrre i Norge havde sendt 60.
<br><br>125. Det er mærkeligt at se Ælnod kendt med danske sagn; hos Sakse og i et brudstykke af et islandsk kvad nævnes skjoldmøen dronning Hede som stævnende fra Slesvig til Bråvallaslaget; ifølge Sakse bliver hun efter Harald Hildetands fald dronning over det meste af Danmark, men skatskyldig til sejrherren, kong Ring i Sverige; snart måtte hun dog vige for Ole den frøkne. Også Lundeårbøgerne og Ryårbøgerne tyder Hedebys navn af dronning Hede. Forklaringen er for øvrigt ikke rigtig; Ælnods anden tydning, af hede = udyrket sletteland, er den rette.
<br><br>126. Det har sikkert ikke været forhandlinger om Englandstoget, der opholdt Knud i Slesvig, men derimod et uvejr, der truede fra Tyskland. Knud havde sluttet sig til det pavelige parti, der kæmpede mod kejser Henrik IV; men nu, i sommeren 1085, vandt Henrik helt overhånd, så at hans modkonge Herman med sine fornemste tilhængere måtte ty til Danmark, hvorved Knud stod i fare for at få krig med kejseren. Se A. D. Jørgensen, Den nordiske kirkes grundlæggelse 785 f.
<br><br>127. 2 Moseb. 32, 1 ff. Ælnod husker fejl i, at det var Israeliternes dyrkelse af guldkalven, der lod dem gå glip af deres ret til at komme ind i Kanaan. Denne straf kom først over dem, da de efter at være blevne bestyrtede ved spejdernes efterretninger vilde vende tilbage til Ægypten; se 4 Moseb. 14, 21 if.
<br><br>128. Teksten er her mangelfuld, også i Acta Sanctorum (håndskriftet fra Doest); men da denne tekstform dog altid er lidt bedre end de andre udgavers, er den lagt til grund for oversættelsen, dog med rettelser, der skyldes prof. Gertz.
<br><br>129. Grev Robert Friser var Knuds forbundsfælle mod Vilhelm Erobreren. Da Knud havde Olav mistænkt for at ville hindre Englandstoget, og da han ikke turde holde ham i dansk fangenskab, sendte han ham til sin svigerfader. — Knuds adfærd mod broderen må stemples som en grov voldshandling. Selv om Olav har været utilfreds med toget, kunde kongen dog ikke uden videre lade ham gribe og sende ham i lænker og landflygtighed. Endnu mere oprørende bliver det, når man ser, at Knud snart efter indrømmer ledingshæren den hjemlov, som Olav havde været talsmand for. Hos Sakse er der også bevaret et træk, som viser fængslingens uretfærdighed: ingen af Knuds egne Vederlagsmænd vilde lyde hans bud og lægge hånd på Olav; da trådte deres broder Erik (Ejegod) til og overvældede ham med sine kæmpekræfter.
<br><br>130. Det må fremhæves, at Ælnod trods sin iver for at stille Knuds fjender i skarpt lys lader flådens hjemfærd ske med Knuds tilladelse. Man kan da rolig påstå, at således er det gået til, og at de senere fremstillinger, der går ud på, at flåden opløstes uden kongens minde, er falske. Disse begivenheder fandt sted i sommeren 1085.
<br><br>131. Mens Ælnod kun har dette almindelige udtryk for Knuds bestræbelser for at hæve og betrygge præstestandens stilling, har Sakse en fremstilling af de enkelte love, Knud i så henseende udstedte: han gav bisperne rang næst kongens nærmeste frænder og fremfor jarlerne, han unddrog indbyrdes tvist mellem klerke fra de almindelige ting og overlod bispen at dømme i slige tilfælde, han lod bisperne på tinge fastsætte størrelsen af bøder for kirkebrøde, og han tillod bisperne at drage kirkelige forseelser hid under deres egen domstol. Har Sakse ret i denne opregning, hvis mening just ikke allevegne er klar, så har Knud gjort meget betydningsfulde skridt hen imod præstestandens uafhængighed af folket. Dertil kom hævdelsen af præsternes ret til tiende, hvad allerede ”lidelseshistorien” har lagt vægt på.
<br><br>132. Man ser heraf, at Knud myndig har gennemført en hel kirkelig lovgivning. Krænkes kirkens bud om højtiders helligholdelse og faste, træder kongen til og straffer.
<br><br>133. Forholdet har tydelig nok været således, at selv om trælle havde løskøbt sig eller var frigivne, blev de dog ikke betragtede og behandlede som virkelig frie; der måtte gå tid hen, før de og deres slægt kunde få trællemærkerne afslidte og gælde for frie. Dette forhold kunde let føre til overgreb overfor de ulykkelige frigivne; når Knud værner om dem, har han her været den kristelige humanitets bannerfører.
<br><br>134. Også denne foranstaltning er human, idet den ophæver den retsløse stilling, hvori fremmede hidtil havde været; tillige var den gavnlig for landet, da derved udlændinge i højere grad kunde komme til Danmark og bosætte sig der og således give handel og håndværk opsving.
<br><br>135. Knud har været myndig og streng på de områder, hvor han kunde dømme, særlig i spørgsmålet om, hvorvidt domfældte skulde have ”fred” (tilladelse til at blive i landet). Knuds store gaver til Lunds domkirke var til dels gods, som domfældte havde måttet give ham for dermed at tilkøbe sig ”fred”.
<br><br>136. 1 Pet. 5, 8.
<br><br>137. jfr. 1 Moseb. 4, 5 f.
<br><br>138. Matth. 25, 41.
<br><br>139. Kongens ombudsmænd er vel de såkaldte kongsbryder, der havde sæde på kongens gårde og i alle måder varetog kronens interesser. De inddrev særlig kronens tilgodehavende, enten det nu var de sædvanlige ydelser eller det var bøder, der skulde udredes i kraft af tingdomme eller i kraft af kongens egen dom, i det Knud, med rette eller urette, tydelig nok har udøvet nogen domsmagt. Ligeledes skulde de på kronens vegne rejse sag mod dem, der forbrød sig mod styrelsen. Ælnod tilstår rent ud, at de brugte påskud for at komme folk til livs med disse retssager, og at de ved indkrævning af tilgodehavende, snarest vel bøder, dristede sig til falsk vurdering og voldsomme overgreb. Selv giver han os klar forestilling om forurettelsens omfang. En øre bestod nemlig af 3 ørtug; kongens mænd har da knap ladet tingene gælde en tredjedel af deres virkelige værdi. (1 ørtug bestod af 10 penninge, den eneste møntsort, der virkelig udmøntedes).
<br><br>140. Matth. 24, 12.
<br><br>141. Agern havde stor betydning som svineføde.
<br><br>142. Limfjorden. De langstrakte fjorde regnedes for floder eller strømme. Langt ned i tiden siges det således om Slien. 
<br><br>143. De kongelige hverv var i hvert herred at holde ting og forestå retsplejen. Knud har endnu kunnet virke i fred i den sydøstlige del af Vendsyssel: Kjær herred langs med det østlige af Limfjorden og Jerslev herred (så temmelig svarende til det nuværende Dronninglund herred) nord derfor. 
<br><br>144. Det var ifølge Ælnod blot Vesterhavskysten, der hed Vendle, men denne gav navn til det hele syssel. Ælnod selv bruger ikke navnet Vendlesyssel. Islænderne kaldte Skagen og Vendsyssel for Vendilskaga. Når Ælnod tyder Vendle som ”foranderlig”, udleder han det af  ”vende”: kysten vender sig, bøjer om fra Vesterhav til Skagerak og skifter dermed karakter. 
<br><br>145. Børglum har været en anseelig kongsgård. Nogen tid efter at Ælnod skrev (i alt fald inden 1139) blev den omdannet til et kloster for Præmonstratenserne. Dette kloster havde stor anseelse, ikke mindst derved, at Vendsyssels biskop kårede det til bispesæde, så at munkene udgjorde hans domkapitel. En dronning ”Burlina” kendes ikke andensteds fra. I kong Valdemars jordebog skrives navnet Burlun.
<br><br>146. Rom. 13, 2.
<br><br>147. Kragestrand var 2,75 mil nord for Børglum, ved Vesterhavet, op imod Hirtshals. Endnu i slutningen af 17. årh. var det en ladeplads; i forrige århundred omtales det som et sted, der har haft mange gårde og huse, men nu er øde og tilsandet, og i vort århundred synes endog navnet at være forsvundet. — Der kunde måske også være tænkt på et sted meget nærmere Børglum, ved navn Kragesig (”sig” = dam, sump), idet Ælnod da skulde have skrevet ”Pontus cornicus” for ”Pondus cornicus” (det oldengelske ord ”pund” svarer ganske til ”sig”).
<br><br>148. Matth. 10, 23.
<br><br>149. De sydvestlige egne af Vendsyssel hen imod Thy.
<br><br>150. Agersborg (i vor tid i reglen skrevet Aggersborg) yderst på den brede odde, som fra Vendsyssel går ud i Agersund, var en kongsgård, der beherskede færgefarten over Limfjorden. Voldstedet har, som det endnu ses, et omfang af 5-6 tønder land, hvortil kommer en ”forborg” mod nord. Af Ælnods skildring af kampen ved Agersborg (21) må man næsten tro, at der allerede da har været en sådan forborg, dog ikke den, hvis kampestensfundamenter endnu er til som grundlag for den nuværende Aggersborggårds mure. Agersborg, som blev hærjet efter Knud d. helliges flugt, har også senere lidt brand og ødelæggelse, både under den jydske adels rejsning mod Valdemar Atterdag og under bondeoprøret mod Kristoffer af Baiern (1441), hvorefter borgen ikke mere synes at være rejst. — Den nærliggende gård, hvor Knud selv tog ind med sit egenlige følge (sine Vederlagsmænd), må have været Biskopstorp, det nuværende Bejstrup, så at Ælnod atter her har omskrevet et dansk navn. Knytlingasaga lader med urette Sjørring i Thy være skueplads for det bevægede optrin.
<br><br>151. Når kongen kom på gæsteri til en egn — under almindelige forhold hvert 3dje år —, ydede bønderne i hvert herred ham naturalier, det såkaldte ”nathold”, til to nætters (døgns) ophold. Efterhånden omsattes naturalierne i penge; det var således gennemført for Vendsyssels vedkommende i Valdemar II's tid, da jordebogen blev forfattet. Ydelserne blev bragte til kongsgårdene, hvor kongens bryder eller fogeder tog imod dem. I de år, hvor kongen ikke kom, synes befolkningen at have bragt mindre leveringer af fødevarer (”stud”). Til kongens forsyning var der altså nu indsamlet forråd, som bønderne røvede. De kongsgårde, de har stormet, må være Burglum og, om vi tør følge Valdemars jordebog, Hjørring i Vennerbjærg herred, Udholm i Hvetbo herred og Ulveskov.
<br><br>152. Fri hentydning til Salme 20, 5.
<br><br>153. Apostl. gem. 7, 54.
<br><br>154. Mødet mellem biskop Henrik og Vendelboerne må have fundet sted ved Vesterhavet, omtrent der, hvor nu Øster og Vester Hanherred støder op til hinanden.
<br><br>155. Agersborg.
<br><br>156. Da kongen af biskop Henrik har fået nys om, at oprøret ikke lod sig dæmpe, og at hæren nærmede sig, har han skyndsomst forladt Biskopstorp og er sat over Limfjorden for ikke at blive afskåren fra flugten syd på. En del af hans mænd har skullet værge Agersborg, dels vel for at forsvare kongens gods, dels for at standse oprørerne og hindre dem i at sætte over fjorden. Imidlertid viser Ælnods skildring, at kongsmændene på Agershorg er blevne overrumplede, måske i den tidlige morgenstund, mens de fleste endnu var i sengen. Rimeligvis har Vendelboerne brudt hurtig op i håb om at overrumple kongen selv, i det de måtte tro, at han var taget ind på kongsgården.
<br><br>157. altså ved tidligere krigstog, som bytte eller kampløn.
<br><br>158. Luk. 23, 28.
<br><br>159. Luk. 19. 41.
<br><br>160. Luk. 19, 42.
<br><br>161. Jfr. Matth. 22, 11 ff.
<br><br>162. Det er en ægte middelalderlig tankegang: Ælnod bebrejder Jylland, at det ikke, når det endelig higede efter Knuds død, har slået ham ihjel på egen grund, hvorved hans helligdom vilde have fået sin plads blandt Jyderne og særlig vilde være bleven til frelse for dem, mens nu Fyn fik det kostbare bytte. Jfr. ovenf. s. 54, hvor det siges, at Gud ved ikke at lade Knud drage til England vilde forbeholde Danmark hans martyrium med dets velsignelse.
<br><br>163. Der har tydelig nok endnu på Ælnods tid været en vis modsætning mellem Jyder og Fynboer i spørgsmålet om godkendelsen af Knuds hellighed. Skønt en del Jyder, vel snarest præster, allerede havde tilskyndet til skrinlæggelsen 1095, har der dog været mange, der fremdeles ikke vilde godkende hans hellighed.
<br><br>164. Her er ment Hellig Knuds skrin, der var udstyret på det prægtigste med forgyldte beslag og en mængde helgenbilleder, og hvori helgenlevningerne lå indsvøbt i silke, som Ælnod også senere fortæller det. Særlig kan det her fremhæves, at her virkelig er fundet safrangult silketøj med blåt mønster, forestillende fugle, kors og hjerter. Der er også tænkt på de gaver, der blev ofrede på alteret.
<br><br>165. Det er atter Jylland, som tiltales.
<br><br>166. Skønt disse linjer hos Ælnod også er vers, gengives de dog her i prosa, da de ellers vilde svække digtets virkning. På denne måde bliver overgangen til det følgende også naturligere.
<br><br>167. Viberg er virkelig fra ældgammel tid byen Viborgs navn; det fremgår bl. a. af indskrifterne på de ældste Viborgmønter og af Adam fra Bremen. Ælnod forklarer først den sidste del af navnet: berg = bjærg, høj. I sine tydninger af første del sammenblander han dansk og angelsaksisk. Navnet kommer af det olddanske wi, et til gudsdyrkelse indviet sted; det kendes i andre sammensætninger (Viby, Odinsvi) og findes på to sønderjydske runestene og Glavendrup-stenen fra Fyn. Dette ord har Ælnod tænkt på, da han gengav Viberg ved ”offerbjærg”. Den anden tydning røber Angelsakseren, for hvem ”wig” ikke blot var 'helligdom”, men også 'gudebillede”; når han gør det til et navn, har det næppe nogen hjemmel. Ved den tredje tolkning har Ælnod brugt ordet vig, oldengelsk svig, kamp.
<br><br>168. Mens Ælnod tidligere har omtalt en kongelig lovgivning, berører han her den folkelige. Mens den kongelige gælder for hele riget (Knuds kirkelige love, lovene om frigivne huskarle og trælle og om fremmede), gælder folkets beslutninger på landstingene kun vedkommende landsdel. Viborgtingets beslutninger havde kun lovskraft for Nørrejylland, men der var de også urokkelige. Ælnod hævder derfor, al ingen enkelt egn (intet herredsting) kunde sætte sig ud over landstingets bestemmelser. Som Viborg var tingsted for Nørrejylland, var Urnehoved det (i det mindste senere) for Sønderjylland, Ringsted for Sælland, og Lund var Skåningernes fælles tingsted.
<br><br>169. Matth. 8, 20.
<br><br>170. Der skulde stå Slesvig eller Hedeby, som ligger inderst ved Slien.
<br><br>171. Sakse fortæller, at Knud lod Edel og deres lille søn blive i Slesvig og bød dem drage til Flandern, hvis det gik ham ilde.
<br><br>172. Her hentydes til den apokryfiske litteratur. Se dog også 2 Pet. 2, 4. Juda 6. Jfr. tillige Jes. 14, 12 ff. Hezek. 28. 14 ff.
<br><br>173. Matth. 25, 44.
<br><br>174. Odins vi, den gamle form for Odense, kendes også fra de ældste mønter og fra Adam af Bremen, I Odense var der fra gammel tid en kongsgård. Den må have ligget nær ved Albanskirken, der lå lidt nord for den nuværende St. Knuds kirke.
<br><br>175. Erik Ejegod, konge 1095-1103.
<br><br>176. Hvem der menes med den navnkundige Sven, er ikke sikkert. Efter den plads, han har fået mellem to af Knuds brødre, må han også have været en af Svenssønnerne. Vi kender den Sven, der ved budskabet om kong Erik Ejegods død skyndte sig til Viborg ting for at blive valgt til konge, men døde undervejs. Intet tyder imidlertid på, at han har fortjent betegnelsen navnkundig. Derimod finder vi i flere af udlandets krøniker en fortælling om en dansk kongesøn Sven, som drog afsted for at forene sig med den store korsfarerhær, men i Lilleasien faldt for Seldsjukernes våben under et natligt overfald. Fortællingen viser sig at være noget udsmykket, men tør dog antages at rumme en historisk kerne. Er det denne Sven, der har været tilstede i Odense i Juli 1086, forstår man, at Ælnod af hensyn til hans senere korsfarerry kalder ham navnkundig.
<br><br>177. Knytlingasaga kalder ham Eyvind Bifra; den sidste del af navnet er vel ikke andet end fordrejelse af Piper. Sakse kalder ham Blakke, et almindeligt dansk navn; hvori man tillige kunde lægge symbolsk betydning.
<br><br>178. Joh. 13, 18; jfr. Salme 41, 10.
<br><br>179. Joh. 13, 27.
<br><br>180. Genklang af Salme 19, 3.
<br><br>181. således som Pilatus.
<br><br>182. Se det følgende kapitel, hvor Ælnod fortæller om Pipers død.
<br><br>183. Piper.
<br><br>184. Vespera, den 6te og sidste af dagens bedetimer, holdtes i reglen kl. 6; ofte holdt man den dog noget tidligere.
<br><br>185. Se ovenf. s. 14, note 2.
<br><br>186. Mens Benedikt gik med Knud til St. Albans kirke, synes de to andre brødre at være flygtede fra Odense. Efter Knuds drab gik Erik til Sverige og blev der under Olav Hungers styrelse.
<br><br>187. Kongsgården har efter gammel nordisk bygningsmåde bestået af flere huse. Efter dansk skik har de været byggede tæt op til hverandre. Den store forsamlingshal har været et hus for sig; men ved siden af har der været et hus, rimeligvis med ”ildstue” og sovestue, til kongens brug, og en del andre huse til begge sider, der var bestemte til at herberge kongens mænd. Bygningerne har været ”bulhuse”, tømrede af bjælkeværk. Lignende forhold har der været på Agersborg, som det fremgår af Ælnods skildring af kampen dér (s. 69 f.).
<br><br>188. Herodes foregav for de østerlandske vismænd, at han vilde tilbede Jesusbarnet, men i virkeligheden vilde han dræbe slet. Jfr. Matth. 2, 8.
<br><br>189. Sakse lader Blakke, der svarer til Ælnods ”Piper”, blive dræbt ved kirkedøren. Knytlinga har en fantastisk fortælling om, at ”Eyvind Bifraa myrder Knud foran altret og søger at slippe ud af et vindue, men bliver hugget tværs over af en af kongsmændene. Ælnods fremstilling er vel i sine grundtræk rigtig, om end den i sine enkeltheder er helgenagtig udsmykket.
<br><br>190. Om Stefanos se Apostl. gern. 7, 58. Sebastian var en oldmartyr, efter legenden kristen soldat i Diocletians hær. I sjælden høj grad er han bleven emne for kunstnerne. Han fremstilledes som en nøgen yngling, bundet til et træ og gennemboret af hedningernes pile og spyd. — Ælnod siger, at Knud blev ramt af stenkast. Hermed kan jævnføres Knytlingasagas fortælling (kap. 57), at han blev ramt på brynet af en sten, og det blødte så stærkt, at han måtte sidde med et bækken i skødet. I det brud, man har fundet på Knuds hovedskal, har man søgt en stadfæstelse på sagaens beretning.
<br><br>191. 1 Kor. 2, 8. Jfr. Luk. 23, 43. Apostl. gern. 3, 17.
<br><br>192. Angriberne får altså ved øksehug løsnet en bjælke i trækirkens væg og vælter den ind i kirken med brag, sagtens i håb om at knuse kongen og i alt fald for at kunne angribe ham fra denne kant. Levningerne af Alban og Osvald kan ikke have været store, siden de kunde rummes i "capsulæ", æsker, der var så små, at de slås fra alteret ned på gulvet ved at bjælken tørner imod. — Osvald var en from konge i Northumberland, der ved keltiske missionærer fremmede kristendommen blandt sine Angelsaksere, indtil han faldt i kamp mod en hedensk nabokonge (648). Som hans helgendag fejredes 5. August.
<br><br>193. Salme 79, 1-3.
<br><br>194. Salme 79, 4. Jfr. Salme 22, 7--8; 44, 14-15; 89, 42.
<br><br>195. Job. 41, 25. Ordene siges egenlig om Leviatan (krokodillen); men denne bruges som billede på Satan.
<br><br>196. Salme 113, 6; 138. 6 (allerede anført s. 42).
<br><br>197. Matth. 29, 12. Luk. 14, 11. 18, 14.
<br><br>198. 1 Pet. 2, 17.
<br><br>199. Jes. 29, 13. Matth. 15, 8. Mark. 7, 6.
<br><br>200. Som munk klager Ælnod over, at kirkeretten ikke kunde trænge igennem og præge den verdslige lovgivning. Endnu på Valdemarernes tid manglede præstestanden adskilligt i at nå dette mål. Ovenfor (i kap. 8) har Ælnod allerede beklaget dette forhold hos de danske.
<br><br>201. Jak. 2, 26.
<br><br>202. Jfr. Matth. 6, 4. 6. 18.
<br><br>203. Jfr. Matth. 6, 2. 5. 16.
<br><br>204. Kap. 29 findes ikke i håndskriftet fra Ter Doest og er derfor heller ikke optaget i udgaven i Acta Sanctorum. En betragtning af dets form vil også overbevise om, at det oprindelig slet ikke har haft plads i Ælnods værk, men efterhånden er indkommet i danske afskrifter. At dette er et senere indskud, kan ses deraf, at det bryder fortællingens sammenhæng, fremfor alt ved at omtale Benedikt som død, inden hans endeligt er fortalt. Det lille stykke er heller ikke i Ælnods brede stil, men derimod kort opregnende. Og dette er ikke noget under. Det viser sig nemlig, at det hele stykke er indskriften på den plade, som efter de århundreders gravskik nedlagdes i kisten (1101). Denne indskrift har man i Odense haft afskrifter af, og således har man kunnet føje den ind i Ælnods værk. Selve denne plade er desværre gået tabt, men professor Chr. Lund ved Odense gymnasium tog i 17. årh., mens den endnu fandtes, en afskrift af dens ord, og i alt faldt haves indskriften trykt i Worms Fasti Danici. Hirdmændenes navne rummer mange misforståelser, men ellers stemmer den væsenlig med teksten hos Ælnod. Den eneste afvigelse af betydning er, at gravskriften ikke har haft ordene ”forrådt ligesom Kristus af sin egen bordfælle”. I oversættelse lyder indskuddet således: ”Det var i det år efter Herrens kødspåtagelse 1086 og i byen Odense, at den berømmelige kong Knud, de danskes første martyr, som følge af sin nidkærhed for kristendommen og sine retfærdige handlinger forrådt ligesom Kristus af sin egen bordfælle led døden i Kristus og vandt hvile hos ham; det skete i kirken, der var indviet til den hellige martyr Alban, som kort før af ham var hidført til Danmark fra England; det skete, efter at han havde bekendt sine forseelser og var bleven styrket med Herrens legemes sakramente, og mens han lå foran alteret, med armene fremstrakte på gulvet som et kors, ved et spydstik i siden, og det var Fredag den 10. Juli. Med ham blev også sammesteds dræbte: hans broder, Benedictus (ɔ: velsignet) både af navn og ved martyriets nåde, og 17 af hans Vederlagsmænd, nemlig Asmund, Blakke, Sven, Agge, Thrugot, Bernard, Gudmar, Eskil, Toke, Palne, Sune, Atti, Rosten. Milo, Radulv, en anden Thrugot og Vilgrip. Alle disse har, således som de ved Guds nåde delte lidelserne og martyriet med deres herre og konge, gjort sig værdige til at få del i hans husvalelse og løn.”
<br><br>205. De kostbarheder, Knud lige havde lagt på alteret.
<br><br>206. Ordet er ikke af David, men findes i Begræd. bog 4, 1.
<br><br>207. Hvorledes Benedikt er kommen ud af kirken, vides ikke. Klerkene har måske båret ham ud som død. Det herberg, der omtales, er enten et hospitium, som kirkens klerke har haft, eller måske et at de gæstehuse, der hørte til kongsgården.
<br><br>208. Sammensmeltning af 1 Kor. 4, 9. Heb. 10, 33 o. fl. st.
<br><br>209. En lignende grusom behandling, som den, Benedikt ifølge Ælnods skildring skal have lidt, har de ophidsede bønder tilføjet kong Knud i kirken, enten han nu har været død eller døende. Ved undersøgelsen af hans skelet viste der sig nemlig en beskadigelse indvendig på lændehvirvlerne, der kun kan hidrøre fra den råeste mishandling. Når intet af skrifterne om Knud dvæler ved dette uhyggelige optrin i kirken, da er det, fordi man har villet give Knuds død den størst mulige lighed med Kristi død: spydstikket i siden blev hans egenlige banesår, og hvad lemlæstelse og overlast han led senere, det talte man ikke om.
<br><br>210. Stedet er anført efter Rom. 3, 10 ff., der atter er dannet efter Salme 14, 1-3. 53, 2. 5, 10. 140, 4.
<br><br>211. Rom. 3, 14 (citat af Salme 10, 7).
<br><br>212. Rom. 3, 15 (citat af Jes. 59, 7).
<br><br>213. Jfr. Rom. 1, 21.
<br><br>214. Salme 14, 4. 53, 5.
<br><br>215. Salme 53, 6.
<br><br>216. Rom. 13, 1.
<br><br>217. Rom. 3, 16-18, der atter anfører Jes. 59, 7-8, og Salme 36, 2.
<br><br>218. Luk. 12. 47.
<br><br>219. Olden havde stor betydning for svineholdet. Jfr. s. 63.
<br><br>220. Begræd. bog 2, 19. Joel 1, 17. — Der sigtes til de frygtelige uår under Olav Hunger. Præstestanden prædikede idelig, at de var en straf over folket på grund af drabet på kong Knud. For øvrigt hjemsøgtes store dele af Europa samtidig af lignende nød.
<br><br>221. Her er tænkt på Vendernes indfald og hærgninger. Ikke blot Sakse omtaler deres frække færd under Olav Hunger, men også af en levnedstegning af en tysk abbed Wolfhelm hører vi tilfældig, at de danske farvande den gang var aldeles usikre.
<br><br>222. Der menes Olav Hunger, der ikke vilde godkende jærtegnene. Knytlingasagaen (kap. 66) har en karakteristisk fortælling om Olavs vrede over rygterne om Knuds hellighed.
<br><br>223. Erik Ejegods tid udmærkede sig ved frugtbarhed og lykke.
<br><br>224. St. Peders kloster eller Blandinium ved Gent er grundlagt i 7. årh. af Bavo, Gents helgen. I 10. årh. fik klosteret fremragende betydning som et brændpunkt for klosterligt og kirkeligt opsving; således påvirkedes den angelsaksiske kirke stærkt herfra. Sin iver for kirkelige reformer blev Blandinium tro; det sluttede sig til det klostersamlag, der føjede sig sammen om St. Vannes og forøgede Benediktinerreglen med strenge vedtægter.
<br><br>225. Albans og Osvalds levninger.
<br><br>226. Edel drog til Flandern med sin og Knuds lille søn Karl. Her levede hun 5 år, vide kendt for fromhed og godgørenhed, og ægtede dernæst hertug Roger af Apulien, en søn af Robert Guiscard. De fik tre sønner; de to døde tidlig, den yngste, Vilhelm, efterfulgte sin fader i hertugdømmet (1111). Edel døde i April 1115. Karl var imidlertid bleven oplært hos sin morfader i Flandern og efter hans død (1093) hos sin morbroder, Robert II, berømt som korsfarer (&dagger; 1111). Selv gjorde han også et korstog, blev sin fætters, grev Balduin VII's højre hånd, og endelig, ved hans død (1119) greve i Flandern. Han lignede sin fader i karakter og myndig styrelse, men også i skæbne: 2. Marts 1127 blev han myrdet i Donatianskirken i Brügge, og straks efter blev han æret som helgen. — Knuds og Edels døtre synes at have fulgt deres farbroder Erik til Sverige; begge blev i alt fald gifte med svenske stormænd: Cæcilia med jarlen Erik (se nedenfor Knud Lavards levned lectio 7), Ingerd med Folke, fra hvem Folkungerne nedstammer.
<br><br>227. Jfr. ovenf. s. 17 f.
<br><br>228. Denne stenkirke, der blev viet til Vor frue, Hellig Alban og (siden 1101) Hellig Knud og hvortil Knudsklosteret, som Erik Ejegod grundlagde, blev knyttet, lå nærved den gamle trækirke, hvor Knud var fældet og oprindelig jordfæstet. Ligesom den nuværende Knudskirke, der henved to århundreder senere hyggedes lidt s. v. for den her omtalte stenkirke, ses den at have haft kryptkirke. At krypten blev indviet og taget i brug, mens man fortsatte bygningen af kirken opefter, er et helt almindelig træk. Vi ved således, at krypten i Lunds domkirke indviedes allerede 1123, mens kirkens endelige indvielse først fandt sted 1145.
<br><br>229. Se foran s. 18.
<br><br>230. Ved hæren må forstås Vederlaget, kongens hird, der var vokset op til en såre betydningsfuld statsinstitution. Det er Vederlaget, der foretager valget, tingskarerne slutter sig dertil.
<br><br>231. Der sigtes til markernes rigdom, som omtales straks nedenfor. Sakse fortæller, at en skæppe korn, endog hvede, kun kostede 1 penning.
<br><br>232. Ved sejrrige Vendertog og ved undertvingelse af Rygen skaffede Erik Danmark fred med de farlige naboer mod syd. Sveriges og Norges konger mødtes med ham til et nordisk fredsmøde, og røveruvæsen i landets indre fik han snart underkuet med streng hånd. — Sakse og de norsk-islandske sagaer skildrer Erik Ejegod som en høj, smuk og kæmpestærk mand, kongelig i sin fremtræden, vennesæl og veltalende. retsindig og kraftig af karakter.
<br><br>233. Efter dette kap. findes der i teksten følgende tilføjelse, der sikkert ikke hidrører fra Ælnod selv: ”Her ender Hellig Knuds lidelseshistorie. Derefter begynder historien om hans skrinlæggelse som helgen.”
<br><br>234. Erik Ejegod havde alt tidligere personlig forelagt pave Urbanus II sit ønske (1098); men pavens død hindrede ham i at få Knud kanoniseret. Nu henvendte Erik sig ved afsendinge til hans efterfølger Paschalis Il (1099-1118), en ædel, gregoriansksindet, men undertiden noget svag pave.
<br><br>235. De danske har medbragt et skrift om Knud og om jærtegnene ved hans grav.
<br><br>236. Jfr. kap. 6 (s. 44).
<br><br>237. 1Moseb. 17, 5. 15, 6.
<br><br>238. Jfr. Luk. 16, 23.
<br><br>239. Der må være tænkt på en bulle, undertegnet af paven og kardinalerne. Denne bulle haves ikke mere.
<br><br>240. Italien.
<br><br>241. Vistnok hentydning til Jes 52, 7.
<br><br>242. Vi har ikke efterretning om andre gamle kirker, indviede til Knud den hellige, end hovedkirken i Odense.
<br><br>243. Alterkarrene osv
<br><br>244. Jfr. s. 96 note 1. Blandt de italienske Normanner har Roger ikke vundet særlig berømmelse. Han må ikke forveksles med sin kække farbroder Roger, der erobrede Sicilien og tog kongenavn der.
<br><br>245. Der kan tænkes på de ædelstene, som ifølge Ælnods vers nedenfor har prydet helgenskrinet, og særlig på de pragtfulde silketæpper, det røde med ørnemønstret og det gule med de blålige fugle, hjerter og kors, der er fundet i skrinet. Disse silketøjer er nemlig ypperlige byzantinske fabrikater, til hvilke en syditaliensk fyrstinde snarest kan have haft adgang. Edel kan bl. a. have hørt om den påtænkte skrinlæggelse af Knud, da Erik Ejegod var i Italien 1098 og selvfølgelig gæstede sin svigerinde.
<br><br>246. Hubald (vistnok rigtigere form end Humbald) havde været kannik i Lunds domkapitel (grundlagt 1085). Hvornår han blev biskop i Odense, vides ikke, men han synes at have haft en lang bispetid. Hans styrelse fik betydning ved Knuds skrinlæggelse, Odense klosters grundlæggelse, og de gaver og privilegier, kong Nils og pave Paschalis II hædrede Knudskirken med.
<br><br>247. Det ene af de to skrin, som endnu findes i St. Knuds kirke i Odense, må være det skrin, som omtales her. Men af den rige udsmykning er der kun ringe antydninger tilbage, de kostbare prydelser er — sikkert på Reformationstiden — blevne røvede. Skrinet er 2 alen og godt og vel 9 tommer langt, af egetræ, på siderne med udskårne blændinger, adskilte ved snoede søjler, der bærer buer. Den ene side afviger derfra ved at have et storre midterparti, der har rummet en fremstilling af korsfæstelsen, og ved til begge sider at have blændinger, der kun er adskilte ved halvsøjler. I alle blændinger har der været figurer med glorier. Alt træværket, selv hvor det er arkitektonisk udskåret, har været underlag for sølvplader, belagte med guld. Se billederne og teksten i ”Helgenskrinene i St. Knuds kirke i Odense” (1886).
<br><br>248. Rester af de pragtfulde byzantinske silketøjer er fundne i skrinet. Prøver deraf er afbildede i ”Helgenskrinene i St. Knuds kirke i Odense”.
<br><br>249. I året 1101 (Erik Ejegods 6te kongeår).
<br><br>250. Foruden denne versificerede gravskrift var der også den korte historiske beretning, der i alt væsenligt er = kap. 29 i de nordiske udgaver af Ælnod. Om der har været nedlagt forskellige plader, eller om samme plade har haft begge indskrifter, ved man ikke med sikkerhed; det sidste er det sandsynligste.
<br><br>251. Hentydning til Horats's oder III, 30 og Ovids forvandlinger XV v. 871 f., der benytter det anf. sted af Horats.
<br><br>252. Hentydning til Luk. 10, 30 ff.
<br><br>253. Jfr. Luk. 10, 34. Atter her har vi en af den tids yndede allegoriske fortolkninger. Den almindelige allegoriske fortolkning går ellers ud på, at herberget er kirken; men meningen bliver den samme.
<br><br>254. Jfr. Joh. åbenb. 15, 5. Hebr. 8, 2.
<br><br>255. Joh. 1, 3.



[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Helgensagaer]]
[[Kategori:Hans Olrik]]
[[Kategori:Danmarks historie]]