Vis kilden til Ajagutarsuk og Ularpana, deres Væddestrid som Angakut (Rink)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Ajagutarsuk og Ulorpana, deres Væddestrid som Angakut (Rink)]] !!  !! 
|-
|}

<blockquote>[[File:Emanuel A. Petersen - Parti fra Godthåbsfjorden med to børn og en kajakroer, sommer.jpg|thumb|400px|<center> Parti fra Godthåbsfjorden med to børn og en kajakroer <br> ''Emanuel A. Petersen'', 1921-1948</center>]]<br><center>'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br><br>'''[[Eskimoiske eventyr og sagn – II]]'''<br>'''Hinrich Rink'''<br>1871<br><br><big><big><big>'''24. Ajagutarsuk og Ulorpana,</big><br> deres Væddestrid som Angakut'''</big></big><br><br>''(Efter den mundtlige Fortælling)''</center><br>


Der var engang to gamle Mænd, begge blot Ulkefiskere, som boede i Nærheden, af hinanden, hver paa sin Plads. Den nordligst boende var meget kappelysten, og engang da de mødtes, sagde han til den anden, at de skulde see, hvo af dem der først fik en Søn. Deres Koner fødte dem da ogsaa hver en Søn, den Kappelystnes blev kaldet Ajagutarsuk og den andens Ularpana. Atter sagde de engang, at de skulde see, hvo der kunde opdrage sin Søn til den største Fanger. Ularpana blev da allerede fra ganske lille af øvet vel af sin Fader, allerede kort efter at han havde faaet Kajak kunde han fange Sælhunde, og hans Fader begyndte da at leve i Overflødighed. Senere blev han til en stærk Fanger. Da mødtes de Gamle atter engang igjen, og den Kappelystne sagde: »min Søn er da nu bleven til en mægtig Storfanger, hvorledes gaaer det med din?« Den anden svarede: »aa, han fanger jo rigtignok, men det er da kun saadan engang imellem.« Han lod nemlig, som om hans Søn var middelmaadig, skjøndt han var langt dueligere end den andens. Da de skiltes ad, sagde den Kappelystne: »lader os see, hvo af os der kan faae sin Søn til at blive den største Angakok,« Den anden svarede blot ganske kort: »ja lad saa være,« og da han kom hjem, fortalte han dette til Sønnen. Ularpana svarede slet ikke derpaa, men gik derefter en Tidlang ikke i Kajak, han forberedte sig nemlig hemmeligen paa at blive Angakok. En Aften, da han var kommen hjem, sagde Faderen til ham: »du skulde dog lægge dig efter Angakokviisdom. Jeg har hørt sige, at de, som øve sig i Hulerne, kun blive ufuldstændige Angakut, men at de alene ved at øve sig i indtørrede Indsøer kunne opnaae Fuldkommenhed.« Ularpana lyttede til sin Faders Tale, og engang da han var kommen hjem med Fangst, begav han sig om Eftermiddagen op til en indtørret Sø. I den øvede han sig til Angakok ved at lade sig udsuge af Vandkalve, saa at han besvimede. Da han atter kom til Bevidsthed, var han ganske nøgen, og han mærkede, at han var var bleven klartseende, og han kunde see Menneskenes fjerne Boliger, som om de laae hverandre ganske nær, og da han skulde mod Nord, opdagede han ogsaa Ajagutarsuk, der øvede sig i Angakokviisdom i en Hule, og han belurede ham hemmeligen og udloe ham. Men da Ularpana derefter begav sig hjem, havde trukket sin Kajak paa Land og gik op til Huset, sank han med Fødderne ned i den faste Klippegrund. Hans Fader, som imidlertid havde staaet paa Fjeldet ovenfor og iagttaget ham, blev forskrækket over at see dette, styrtede ind til sin Kone og sagde: »vor Søn vil sikkert miste Livet ved sin egen Angakok-Kraft.« Da Sønnen var kommen indenfor, sagde Faderen, at det jo nu var tydeligt, at han havde opnaaet Angakok-Evne, og han opfordrede ham derfor til at foretage sin første Aandemaning. Han var strax villig, han lod dem lave sig et Rasleskind, og bad Moderen kalde alle Naboerne sammen for at høre paa ham. Da alle vare samlede, slukkede de Lamperne og han begav sig paa Aandeflugt. Seende sig om efter en Udgang fandt han en stor Aabning imellem Vinduerne, — der siges, at dette var Veien for de større Angakut, hvorimod de ringere slap ud ved Enden af Loftsbjælken. Han tog Retningen mod Nord hen ad Ajagutarsuk til, svævende over Huset og dalede langsomt ned foran Vinduet. Der ventede han at skulle kunne bemærkes af Ajagutarsuk, nemlig fordi denne var Angakok, men han var ikke klartseende nok til at bemærke Nogen. Derfor raabte han ind til dem, der sadde og samtalede i Ro, uden at ane noget: »bringer mig Klæder.« De fore op og sagde: »vi faae Besøg af en Ilimartok, skynder Eder ud til ham.« Da de havde bragt ham Klæder, og han havde iført sig dem, kom han ind, blev behandlet med stor Høflighed af Ajagutarsuk, anviist Plads paa den ene Ende af Sidebrixen og beværtet paa det bedste. Ajagutarsuk, som vilde vise sin Angakok-Evne, paakaldte sine Tornakker, hvorpaa en Mand kom springende frem af Opgangen, iført en Klædning af spraglede Sælskind, og efter ham kom der endnu fire, ligesom ham, alle vare de Indlandsboere, og de satte sig ned, omringende Ajagutarsuk. Medens Ularpana sad ligeoverfor dem, og begyndte at føle sig hjælpeløs, hvidskede Ajagutarsuk til sin Nærmeste, hvorpaa denne løftede Armen, pegende paa Ularpana, og strax løsnedes Armen og foer hen imod denne, men da han i det samme kastede sig baglænds over, fløi den forbi ham og satte sig fast i Muren, saa den rystede. Ularpana blev ængstelig og paakaldte sine Tornakker, som han havde blandt de øvre lngersuit. Da hørtes der Støi udenfor, og ind kom de springende, fem i Tallet, og satte sig paa begge Sider af Ularpana. Derpaa tog Ajagutarsuk et stort Vandskind frem og udbredte det paa Gulvet, og de gave sig til at trække Krog med Armene. Men først blev Ajagutarsuk overvunden af Ularpana, og trak sig skamfuld tilbage. Derpaa prøvede hans Tornakker deres Kræfter med Ajagutarsuks Tornakker, men de bleve ligeledes overvundne den ene efter den anden, og Ajagutarsuk blev helt nedslagen ved at indsee sin Ringhed. Da Ularpana forlod ham, bad han ham komme til sig paa samme Maade den følgende Dag, men da Tiden kom, ventede de forgjæves. Han følte sig saa beskjæminet, at han ikke turde vise sig.


==Kilde==
<br>
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn II, ss. 57-59
<br><br>
</blockquote>


[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]
[[Kategori:Grønlandica]]
[[Kategori:Hinrich Rink]]