Vis kilden til Angakokken Imaneks Omvendelse (Rink)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Angakokken Imaneks Omvendelse (Rink)]] !!  !! 
|-
|}


<blockquote>
<center>'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br><br>'''[[Eskimoiske eventyr og sagn – I]]'''<br>'''Hinrich Rink'''<br>1866<br><br><big><big>'''114. Angakokken Imaneks Omvendelse'''</big></big><br><br>'''(Fortælling fra Godthaab  i Sydgrønland)'''</center><br>


Dengang da der kom Kavdlunakker og Lærere til Nouk, levede der paa Pisugfik en stor Angakok, ved Navn Imanek, som var meget anseet blandt Beboerne af hans Plads saavelsom i Omegnen, og naar han manede Aander, kom alle Folk fra Omegnen dertil for at høre paa ham. Hvergang der var Syge, pleiede Imanek at behandle dem med sin Konst, og det hændtes altid at de bleve raske; derfor var han meget elsket af alle. Engang blev en Pige, der tjente hos Imanek som Børneoppasserske, syg, og da Imanek kjendte hendes Sygdom, behandlede han hende og tvivlede ikke paa at kunne helbrede hende, men det hjalp ikke hvad han gjorde ved hende; hendes Time var kommen og hun døde. Da hun blev begravet hjalp Imanek med og bar Steen til Graven. Det var første Gang at Angakokken deeltog i en Begravelse, og da den var fuldendt, gik han tilligemed sine øvrige Tilhørige i fem Dage ikke i Kajak. Det var nemlig saaledes Hedningenes Skik. Men paa den sjette Dag gik de alle tilsammen ud igjen i Kajak, og da de kom udenskjærs til Fangepladsene, spredtes de ad. Da saae Imanek noget dukke op lige foran Spidsen af hans Kajak, og han kjendte strax, at det var en Havmand, som leende greb Forstævnen af hans Kajak, trak en Kniv frem af Størrelse som en Fjervinge, og sagde, at det var urigtigt, at han som Angakok gik i Kajak med de Støvler, som han havde brugt ved Begravelsen. Derved skaffede han dem stadig Taage i Luften, og det var heller ikke rigtigt, at han ikke fra Begyndelsen af havde villet see til den Syge, og derfor vilde han nu skære ham istykker. Endnu medens han talte skar Havmanden Kajakken igjennem, fra Forstævnen af til Bagstævnen, idet han tog Manden med, sønderskar ham, og kastede brummende hans Lemmer omkring til alle Sider, hvorpaa de alle sank. De ledsagende Kajakker saae derpaa i Frastand, uden at de kunde hjælpe ham. Da de kom hjem og fortalte det til hans Efterladte, begyndte disse dog endnu ikke at græde, eftersom de vidste, at han kunde vende tilbage; derfor bedækkede de om Aftenen deres Gulv og Huusgangen med Fodtæpper af ganske nye, haarede Skind og satte antændte Lamper derpaa.

Imidlertid vaagnede Imanek atter til Bevidsthed, følte sig vaad, og kom til at erindre Havmanden, som sønderskar ham, og mærkede at hans for mange Aar siden afdøde Bedsteforældre vare omkring ham og beskyttede ham. Han saae ind efter Land og bemærkede, at kun Fjeldene vare synlige. Derpaa drog han ind imod Land, og han følte Tørst og kom til et Iisfjeld, paa hvis Overflade der udsprang Vand, men da han nærmede sig det, sagde Bedstefaderen: »drik ikke deraf, thi hvis du drikker, vilde du ikke komme hjem; derfor gik han forbi det, og kom tilsidst udenfor sit Huus. Det var dengang Aften, og da han bemærkede Lugt af Haar, besvimede han. Da han kom til Bevidsthed igjen, vare hans Bedsteforældre atter hos ham, han vendte atter ind ad Landet til og saae atter et Iisfjeld med lysteligt Vand, men af Længsel efter at komme hjem gik han forbi det, og han kom atter til Land lidt nordenfor, ved Tinutikisak. De Folk, som boede paa denne Plads, havde Anelse om hans Komme og ventede paa ham. Til dem kom han iland, og de lode ham ligge paa Gulvet i 5 Dage, og gave ham i denne Tid kun ganske lidt at spise og drikke, men paa den sjette Dag gave de ham tilstrækkeligt af Føde og Drikke og satte ham op paa Brixen. Derpaa bragte de ham i en Baad til hans Efterladte. Da disse endnu ikke havde faaet Efterretning derom, havde de paa den sjette Dag opgivet ham som død. Da de nu hørte Baaden, som kom forbi Kernertut, og gjenkjendte Imaneks Sange, som Baadens Folk istemmede, bleve de opfyldte af Glæde over deres Angakoks Tilbagekomst.

Nogen Tid efter opgav Imanek sin Angakokkonst, idet nemlig Skaberen vendte ham til sig. Han prøvede endnu at mane Aander, men kunde ikke; han sagde, at det var fordi et stort Lys østerfra mere og mere kom i Stedet derfor. Hans Kone sagde: »fra den Tid af, da du søgte efter Drivaadselet er du bleven saaledes.« Manden svarede: »det er tilvisse noget andet.« Han talte derpaa om, at Lyset begyndte at dale ned over ham, og det var som skulde han døe. Da han ikke aandede mere, og de vilde indsvøbe Liget, kunde han ikke blive stiv; de ventede derpaa til henad Dagen, hvorpaa han atter aandede og begyndte at tale. Han sagde lutter skjønne Ord, som han sagde at have hørt, da han havde været i Himlen; men hvergang han gjengav disse Ord, som han havde hørt, udaandede han igjen. Engang havde han en heel Nat været uden Aande, hvorpaa han atter aandede og sagde, at han havde været i Himlen, og at han var bleven prøvet og tilretteviist. Han fortalte alt hvad han havde hørt og sang høit, og sagde at han var bleven begavet med Sang. Under disse Omstændigheder sendte han Bud til Nouk og lod sige, at han vilde døbes, og til sine Landsmænd sagde han, at de imidlertid havde Leilighed til at omvende sig. Skjøndt det var om Foraaret, da Isen endnu laa ganske fast, bød han dem dog at drage til Nouk, thi han sagde, at der rigtignok laa Iis, men at der dog var beredet Vei for dem. Da han saaledes var i stor Trang derfor, besluttede fire Kajakmænd at forsøge det, nemlig hans to Sønner med to andre Ledsagere. Kun foran Huset var der lidt aabent Vand, men altsom de droge frem, kløvedes Isen foran dem og dannede en Vei, tilstrækkelig for fire Kajakker. De kom først til Kangek; Dagen efter landede de ved Nouk, men to af dem gik til de Danske, to andre til de Tydske. Da de, som kom til de Tydske, fortalte hvad Imanek havde sagt, vilde Folk ikke troe det, før de havde endt deres Fortælling, og man undredes over at de kunde synge Psalmer, da de aldrig havde hørt saadanne før. Om Foraaret omvendte alle Beboerne af Pisugfik sig og bleve døbte. Imanek blev i Daaben kaldet Merigiuk.


==Kilde==
<br>
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 310-312.
<br><br>
</blockquote>


[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]
[[Kategori:Grønlandica]]
[[Kategori:Hinrich Rink]]