Vis kilden til Den store Lemminkäinen-sangkres (Kalevala II)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Den store Lemminkäinen-sangkres (Kalevala II)]] !!  !! 
|-
|}


[[Fil:Kalevala II (F.Ohrt).jpg|right|250px]]

<center>'''[[Kalevala II (F. Ohrt)|Kalevala]]'''<br><small>'''som Folkedigtning og National-Epos'''</small>

[[Ferdinand Ohrt biografi |Ferdinand Ohrt]]


<br><big>'''IV. De enkelte Sanges Historie'''</big>

<big>'''Den store »Lemminkäinen«-sangkres'''</big><br>(Kal. XX fra 119, XXVI— XXIX).</center>


Til Udformningen af denne Cyclus havde Lönnrot en Række saa fyldige Varianter for sig at den paagældende Del af Kalevala ret nøje holder sig til de folkelige Syngemaader. Foruden en Del uvæsentlige Smaastykker og en i Oversættelsen udeladt Tryllesang kan dog mærkes at Slutningen (efter den rørende Afsked fra Øen, XXIX 395 fl.) er et Lönnrotsk Mosaik af folkelige Vers, for en stor Del lyriske — ogsaa den afsluttende Spøg er et lyrisk Stykke, — samt at den store Cyclus jo er brækket i to Stykker, mellem hvilke Bryllupsviserne (XXI — XXV) er skudt ind, saa at »Lemminkäinen«-sangenes Ølgilde og Ilmarinens Bryllup i Kalevala bliver een og samme Fest. Til dette Arrangement lededes Lönnrot vel særlig, da han i Varianter af selve Bryllupsviserne havde genfundet Versene om de halte og blinde der indbydes. (Oversættelsen har bl. a. stærkt forkortet Gæringsforsøgene i XX og udeladt det meste af den langsommelige 26de Sang: Helten møder og bortmaner en Række Farer, før han naaer ind i Pohjagaarden, deriblandt vilde Dyr ved Borgeleddet og et Ormegærde).


Til Grund for den store Sangkres ligger mindst to Kvad, som indbyrdes frembyder nogen overfladisk Lighed, ett om Lemminkäinen der gæster og straffer onde Slægtninge, ett om Kaukos Slagsmaal ved Ølgildet og hans Elskovsæventyr paa Øen. Syd paa, i Ingermanland, optræder de adskilte; i finsk Karelen er de filtrede sammen indbyrdes og delvis ogsaa med »Dødssangen« (XV), Helten hedder Lemminkäinen; i Dvina Len holdes de atter, nogenlunde, ude fra hinanden, dog altid med Laan af visse Træk navnlig fra Lemminkäinen til Kaukosangen (Arhippa sang begge Kvadene, hvert for sig, for Lönnrot). Det hele Forhold viser at Sammensmæltningen i finsk Karelen maa være foregaaet efter at de to Sange var vandret helt igennem dette Landskab. — Vi tager først Kvadet om Lemminkäinen, det korteste og simpleste af de to, for os; det svarer i Kalevala til Størstedelen af XXVI og første Del af XVVII (til Vs 204).


Nede i Estland kendes Navnet ''Lemmingine'' i enkelte Forbindelser, der intetsomhelst har at gøre med vor Sang; om denne nogensinde har været kendt hernede, er ganske uvist. Fra Ingermanland er det kun lykkedes at faa een eneste fuldstændig Opskrift (fra Narvusi, saa sent som 1892): Kalervikko (Navnet er laant fra en anden Ballade) drager paa Besøg til sin Søster og Svoger; Søsteren, som veed han vil komme, har stillet et Gærde af Snoge op foran Gaarden og løst de bidske Hunde; han smutter under Gærdet og dræber Hundene. Søsteren byder sin Broder den ringeste Plads og rækker ham Øl med Orme og Padder i; da drager han sit Sværd og dræber Ægteparret. — I Søsterens Tilnavn ''lemmykkäinen'' (den elskelige!) ligger vistnok Heltens oprindelige Navn gæmt. Indholdet minder iøvrigt om en anden ingrisk, fra Estland indvandret, Vise: Gaardkonen gæster Broder og Svigerinde, men modtages slet (Kanteletar II 170, sml. Kalev. XXIII 754 fl., refereret her S. 149).


I det sydvestlige finske Karelen indeholder Kainulainens Dødskvad (S. 132, 137) Stumper af denne Sang: Det begynder med Lemminkäinens Færd til Svoger og Søster og ender med at der bydes den genoplivede Helt Snogeøl, hvorpaa han »forbander Øllets Bydere til Mana«. Dette Dødsønske, der ogsaa kendes Nord paa (sml. XXVII 153 fl.), er en Afsvækkelse af selve Dobbeltdrabet. — I Ilomantsi og Dvina Len er hele Lemminkäinen-sangen velkendt og udvides med en Mængde Træk; Heltens Krav om at faa sin Rustning optages (fra Ahti-sangen, Kal. XII), Farerne paa Vejen øges og ændres (Værtindens Undren over at Gæsten er sluppen vel forbi Hunden, hvilket Træk jo læses forskellige andre Steder i Kalevala, har fra først af hjemme i denne Sang), og Samtalen mellem Gæst og Vært spindes ud, tildels med Motiver fra Bryllupsviser. Stagerne ved Gaarden, der alle paa een nær bærer Hoveder (XXVI 315 fl.) nævnes i Dvina Len undertiden blandt Skræmslerne undervejs (Trækket laant fra russiske Æventyr?), Lönnrot har desuden nyttet det efter Værtens Drab (XXVII 389 fl.). Varianterne heroppe mod Nord ender forskelligt, stundom lider (Søster og) Svoger Døden — den sidste efter Tvekamp, Træk fra Kaukosangen, — stundom glider man i Stedet over i »Dødskvadet« (Kal. XV, sml. Kainulainens Variant), saa det bliver Gæsten, ikke Værten, der faar sin Bane.


Ogsaa den lange Vise om Kauko er funden i Ingermanland og ikke i Estland. Den kruslokkede Kalervo brygger Øl og faar det omsider til at gære ved Fraade fra to Svin der slaas. Nu kommer der Gæster for at drikke, blandt dem den skønne Kaukamoinen (Kauko). Under Svirelaget helder »den rødkindede Skælm« Øl ned ad Kaukos Kappe (Skælmen er vist oprindelig een af Gæsterne, ikke Værten, længere Nord paa stundom Følgenavn for Kauko); Kauko bliver vred og foreslaar at de skal gaa ud at slaas hvor der er bedre Plads; han trækker her Kniven, vil dog ikke hugge for fuldt Alvor, men kommer til at give Skælmen »et Hul som Skade kunde flyve, Ræv krybe igennem«. Forfærdet iler han nu hjem, beder om Proviant og sejler saa til Saaris (Øens) Strand; han spørger Pigerne om der er Plads for en Flygtning, og sover hos dem alle (I een Variant: Saaris Ældste nægter ham nu Plads paa Øen). Saa sejler Kauko bort, mens Øens Møer græder saa længe Masten øjnes — ikke for Mast og Spanter, men for ham der sidder under Masten.


Oppe i finsk og russisk Karelen hedder det at alle blev budne til Gildet undtagen Kauko, der saa kom ubuden (kun een, forvirret, ingrisk Opskrift har samme Træk); Indbydelsen gaar for sig som i Kal. XX Sl., men herom senere; Kaukos Udelukkelse motiveres undertiden med at han er trættekær, ellers med Forudgriben af Slulningsstykket: han har lokket hundred, ja tusend Piger — i Østkarelen findes endda tilføjet at det var hellige Møer &#596;: Nonner, jfr. XX 589. — Heroppe er ''Osmotar'' blevet den der staar for Brygningen; Stedet kaldes almindelig ''Päivolä'' og Bryggersken undertiden Päivoläs Frue, Modstanderen i Dvina Len som Regel Päivoläs Husbond. I Modsætning til de vældige Dimensioner Tilberedelserne ellers har faaet (XX 435 fl.), staar de sølle seks Bygkorn og syv Humlekogler (e. l.) hvoraf denne Masse Øl skal brygges; de stammer fra en Sang om Hanes og Hønes Gilde. Lönnrot har (XX 170) undveget Modsætningen ved at lægge Udtrykket i Munden paa den Gubbe der i Kalevala i Tryllesangsform forklarer Humlens og Øllets Fødsel; indenfor Gubbens Sang fik han ogsaa Plads til Osmotar, Gæringsforsøgene og Kaukos Fuldskab, der jo hos Folket alle er Led i selve Handlingen, medens det sidste Træk slet ikke kunde bruges paa denne Maade i Kalevala. — Bygs og Humles Længsel efter Forening og Øllets Virkninger paa Folk er fra først af een selvstændig Sang (Kanteletar I Nr. 110, svarer til Kal. XX 143—166 og 409—414). Hos Mordvinerne, et finsk-ugrisk Folk ved Volga, er der optegnet en Vise der overraskende ligner den; man har tænkt sig Muligheden af ældgammel fælles Arv, eller meget gammelt fælles Laan fra Litauerne, som har en lignende Sang og i fjærne Tider har været baade Finners og Mordviners Naboer. Men Visen kan ogsaa i nyere Tid være vandret fra Litauerne gennem Letterne, der ligeledes kender den, til Finnerne, samt gennem Russerne til Mordvinerne; sidstnævnte har laant mange Sange fra Russerne, og disse kender i alt Fald en noget lignende Humlevise. — Den finske Sang om Humle og Byg kan allerede i Ingermanland træffes indføjet i Kaukokvadet; ligesaa Øllets Trusel med at sprænge Tønden; i russisk Karelen knyttes dette Træk til det fra Harpesangen laante Motiv: Der søges en Sanger, XX 521 fl.; Barnet ved Siden af Gedde, Laks og Väinö er Lönnrots. — Kaukos og Værtens Væddekamp i Trolddom XXVII 208 fl., forkortet i Oversættelsen) hører oprindelig hjemme i østfinske Æventyr. — I finsk Karelen, hvor Kvadet jo er flettet sammen med Lemminkäinen-sangen og Helten hedder Lemminkäinen, mangler Slagsmaalet ofte; i Stedet siges det blot at han blev Gildets bedste Sanger, eller der fortsættes med Dødskvadet (se S. 151). I Dvina Len forløber Handlingen derimod videre omtrent som nede i Ingermanland, men rigere udført, med Smaatræk fra andre Kvad. Regelmæssig optræder Forhaanelsen med Snogeøllet, fra Lemminkäinen-sangen; Slagsmaalet motiveres nu ikke længer ved Fuldskab og Ølspild, men ved Forhaanelsen med hin modbydelige Drik — som den ølgriske Helt stundom endda sluger efter al have fjærnet Krybet — eller ved hans bryske Adfærd mod Husets Folk. — Oksehuden og Opfordringen »Se Dig om, Din Hals er rød« skal stamme fra russiske Æventyr. Spøgelsehøgen (XXVIII 47 fl.) findes kun i een, paa dette Punkt forvirret Opskrift. — Efter Uhtuas Sangform lader Helten paa Øen een Pige ubesøgt; her spøger aabenbart »Dødskvadets« ene Hyrde, som ikke blev manet; denne Sang findes netop i Uhtua i samme Cyclus (S. 135). Naar det (Latvajärvi, Vuonninen) er Mændenes Vrede der driver Helten bort fra Øen, har vi her muligvis et gammelt Træk for os; det minder om »Øens Ældste« i en ingrisk Opskrift.


Hvis Kaukosangens Hjem skal søges i Ingermanland, betyder Saari vistnok — som i flere ingriske Ballader — Kronstadtøen; til Fristed for en Rømningsmand kunde den passe godt, idet Grænsen mellem Sverig og Rusland efter 1323 var trukket over denne lillebitte Ø, der i Praksis derved blev »neutral«. Kauko skal hos Voterne betyde Fremmed, Gæst. For vestfinsk Oprindelse kunde det tale at Sangen næsten ikke kendes vestligere end i Hevaa (S. 79); og Personnavnet Kaukamieli (ved Aar 1420) og Øen Kaukosaari kendes fra ett og samme vestfinske Sogn; men et enkelt, fra en estisk Ballade hidrørende Træk i Sangen, bevaret fra Ingermanland højt mod Nord i Karelen, tynger i Vægtskaalen for Ingrerne; saa de faar vel tage dette Ølskvæt paa deres Kappe.


Det er vistnok at gøre for megen Ære af denne højst jordbundne Vise om Svir og Favntag, naar J. Krohn med stort Apparat har søgt her at paavise Minder fra Nabofolks Mytologi. Kauko skulde være en litauisk Kaukas, Nisse eller Tordengud, Ahti (for Ahi) den nordiske Ægir, ved hvis Gilde Loke indkræver Øl og praler af at have nydt unge Gudinders Gunst; Øllet der kræver Sanger, skulde være Suttungs Skjaldemjød. Men Nutidens Variantstudium har jo vist at Navnet Ahti fra først af hører hjemme i en helt anden Sang (Kyllikki og Krigsfærden, XI og XXX), og at det finske Øls poetiske Hang er et uoprindeligt Træk; sprogligt kan Ahti desuden umuligt enstydes med Ægir. — Nogen Grundlighed er der vel i visse Træk som J. Krohn har jævnstillet fra forskellige russiske Heltesange (saaledes: en Gæst optræder ubuden og brysk); Tanken om Laan af slige naturlige Motiver paatvinger sig dog vel næppe med Nødvendighed.


Endnu staar enkelte i Karelen tilkomne Træk tilbage, som ikke har fundet deres Forklaring i noget af de to Kvad. Helten lægger i Lemminkäinen-episoden sin Kam (Børste) frem som Varselgiver (i Kalev. indføjet XII 201 fl.) og drager ud, skønt »to Kvinder (''kave''), tre Naturdøtre« fraraader ham det (XXVI 77). Børsten hører jo til Dødslegenden, Kave og tre Naturdøtre er magiske Kvads Navne for Jomfru Maria (ogsaa: »tre Maria'er«). Navnet Päivolä (»Solhjem«) i Kaukosangen fører ligeledes ind i Legendens Verden; og Ølgildet kaldes ofte »Skaberens Fest« eller »de gudeliges (Gudsfolkets) Drikkelag, den Højbaarnes Spisegilde« (sml. XX 6; den Højbaarne betegner hos de græsktroende Kristus). Til dem der indbydes, hører halte, lamme og blinde. Bagved ligger her klart nok den bibelske Store Nadver. Motivet med Haandtvættet til Rensning fra Blod (XXVII 397 fl.), der hos Folket lægges den sejrende — snart Kauko, snart hans Drabsmand — i Munden, minder om Pilatus' symbolske Handling i Matt. XXVII 24. — Kaarle Krohn har<ref>Kal. run. hist. S. 587 fl.</ref> sindrigt men dristigt søgt at stille disse Træk sammen til Genopbygning af den nu tabte Legendevises Indhold; den er — tænker han sig — tillige bleven knyttet sammen med Kvadet om »Den gæve Søns Død,« men blandedes i Forening med dette ind i de to andre »Lemminkäinen«-sange. Til Gæstebud i Himlen bydes alle, selv de usleste, kun ikke een: den gæve Søn selv (Forvrængning af det bibelske Træk at een af de budne sættes ud da han ikke møder festklædt). Trods sin høje Moders Advarsel drager Sønnen dog til Gildet efter at have fæstet sin Kam paa Ovnstolpen til Varsel. Ved Festen viser han sig som den ypperste Sanger (S. 154) og synger alle i Guld og Sølv paa en Hyrde nær (betød oprindelig at han gav dem fine Festklæder, er siden forstaaet som »bestak dem« og har fortrængt det gamle Edsmotiv fra »Balder«-sangen). Hyrden vredes og dræber Sønnen, Kammen bløder, den tililende Moder truer med at rive Himlen ned, saa søger hun at vække ham til Live, men forgæves.


Den Personlighed som møder os i Karelens og Kalevalas Lemminkäinen-Kaukamoinen, har sine Grundtræk fra Kaukovisen. Hans Drikkelyst, Slagsbrodernatur og Kvindekærlighed er allerede udprægede i den ingriske Form, og længer Nord paa udvikles i de sammensatte Sangformer især det selvbevidste, udfordrende Væsen. Flere folkelige Træk i andre af Epos’ets Lemminkäinen-kvad slutter sig ganske vel hertil saaledes naar Moderen (Hustruen) søger at holde Ahti tilbage ved »Hjemmets Øl,« eller naar den uheldige Skiløber (Lyylikki) praler mægtigt op i Utide. Men den ingriske Kvindesvend blev paa forunderlig Vis blandet sammen med den vestfinske »gæve Søn.« De vestfinske Viser har særlig udpræget to, helt andre Egenskaber hos Helten: Tryllemagten (ved Päivoläfesten, i Kal. XII Sl.) og Kærligheden til Moderen, som han — ogsaa hos Folket — altid taler godt til, og hvis Hjælp han bittert savner i sin Dødsstund. Og — hvorledes end Dødskvadets Gaade skal løses — bag den vidunderligste af Epos'ets Kvindeskikkelser, denne Moder hvis Kærlighed trodser Døden, gæmmer der sig Træk fra ett af Middelalderens reneste og skønneste Sværmerier: Guds milde Moder Maria.



==Fodnoter==

<references/>



[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Finsk-ugrisk mytologi]]
[[Kategori:Elias Lönnrot]]
[[Kategori:Ferdinand Ohrt]]