Vis kilden til Forskjellig straf for ødelæggelse af höje

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Forskjellig straf for ødelæggelse af höje]] !!  !! 
|-
|}


[[Fil:ETK 01.jpg|thumb|200px|<center>Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.</center>]]

<center>'''[[Danske sagn som de har lydt i folkemunde I-VI|<big>Danske sagn</big><br> som de har lydt i folkemunde]]'''<br><br>

af
'''[[Evald Tang Kristensen biografi|Evald Tang Kristensen]]'''<br>1892


<big>'''[[Bjærgfolk| Bind I]]'''</big><br><br>Første afdeling<br><big>'''Bjærgfolk'''</big><br><br><big><big>'''40.  Forskjellig straf for ødelæggelse af höje'''</big></big>

</center>

 

612. Ved ''Nebs mølle, Valsølille'' sogn, er en meget höj bakke, hvorpå vindmøllen er bygget for omtrent 30 år siden. Om denne bakke hedder det, at den tidligere beboedes af trolden Ale Bip, og han blev meget fortörnet, da møllen blev bygget, og hans ro derved forstyrret; hidtil havde han levet i god forståelse med mølleren og af og til aflagt ham et lille besøg, men siden den tid kom han ikke. Så fik trolden i sinde at male hver nat, og det kunde mølleren ikke lide, han bandt derfor hjulene. Møllersvenden holdt ikke af det kammeratskab, og så gik han op en nat for at fange Ale Bip; men om morgenen stod han på hovedet i kværnen. Siden blev Ale Bip borte. 

<small>Meddelt af Ane Kirstine Pedersen, der i sin tid har været husjomfru på Nebs mølle, Sorø amt.</small>  

''Jens Hansen, Höm mølle. '' 


613. 1846 blev alle sten bortførte fra ''Rappe Röjle'' til afbenyttelse til grund for en mølle, som skulde bygges i ''Kalvehave''. Der var ikke andet i højen end sten og jord. Men i al den tid, der blev arbejdet på at bryde og flytte stenene, gik der bestandig to harer, og den ene havde en lang hale ligesom en ræv. Det fortælles af flere, som påstår at have set dem gå omkring ved folk i nærheden af højen.	

''B. Olsen''. 


614. Kammerherre Vichfeld på ''Engestofte'' lod en gang en kjæmpehøj gjennemgrave, og der fandtes iblandt andet en del ben, som blev lagt op i det kammer, hvor kammerherren havde sine oldsager. Men om natten hørte de alle både oppe og nede en farlig støj der inde, og det lød, som om alle oldsagerne blev smidt hen ad gulvet. Benene blev næste dag sendt ind til Kjöbenhavn.  

''F. L. Gr. '' 


615. En vej igjennem ''Rind'' sogn er i sin tid bleven anlagt over ''Rind höj'', hvorved denne er bleven slöjfet, men siden var det nødvendigt at kjøre i trav på dette sted om aftenen, for ellers tog bjærgmanden sig en kjøretur med, og han var så tung, at hestene knap kunde trække ham.	

''Palle Fløe, Vostrup''. 


616. Der var en mand, som havde en höj på sin mark, hvori der boede bjærgfolk, men nu syntes han, at det var en skam, at højen skulde ligge der til ingen nytte, og da den var tæt ved gården, kom han  i tanker om at bygge en vejrmølle der oppe. Men da han så begyndte at bygge på møllen, kom bjærgmanden ud til ham og sagde, at hvis han byggede en mølle på den höj, så skulde den røde hane gale tre gange over hans gård (&#596;: gården skulde brænde tre gange). Manden byggede alligevel møllen på højen, men gården er også brændt fuldstændig af to gange, og det varer måske ikke længe, för den brænder tredje gang.	

''K. Kr. Jensen, Gudum''. 


617. Der er en lille sø eller stor dam ved gården ''Øland'', hvor der ligger en pæn rund höj ud i. En gang, da en af ejerne havde taget sig for at ville grave den höj ud, kom der om natten en lille pusling i grå klæder ind i kammeret til karlene, som skulde grave i højen, og sagde til dem, om de vilde hilse herremanden, at han skulde lade det være, ellers skete der en ulykke. Det vilde han imidlertid ikke og blev ved at grave. Men snart efter brændte gården. Den har brændt én gang för, og når den brænder tredje gang, så må højen graves ud, og så finder de en skat, hvorfor hele gården kan blive bygget op. 

At der var noget galt ved det med den höj, havde folk også en anden gang fået bevis på. Staldkarlen havde nemlig lov til at have et par får og få græsset på gården, og de får havde han en dag fået båret over på højen. Der var nemlig vand imellem højen og land, og der var lagt et langt gangbræt derover. Han syntes jo, at de kunde have det så godt der ovre, for der var græs nok. De stod der også den hele dag, men formelig sultede, da de ikke kunde bide et eneste græsstrå over; det var troldtøjet, som hindrede dem i det. En af ejerne der — han hed vist Skibby — gik fra forstanden, og folk sagde, det kom af, at han havde rodet i højen.	

''Lærer Helligsø, Borup''. 


618. På ''Hvilshöjgårds mark i Öster-Brønderslev'' var en höj, som kaldes ''Dandserhöj'', fordi man undertiden så höjfolkene dandse på den. Manden lod højen udgrave og stenkisterne bortføre. Derover blev höjfolkene meget fornærmede, og en morgen tidlig i drivtåge kjørte to vogne forbi gården. Folkene, som var på vognene, så da, at höjfolkene med fire heste kjørte på gårdens östre hus. Fra den tid var der ingen lykke mere for de folk.	

''Nik. Christensen''. 


619. I omegnen af Ry var der for nogle år tilbage en jynovn, hvor man i gamle dage gik til alters. Manden, som ejede marken, forstyrrede  den  og brugte  stenene  til at lægge ind under sit hus. Fra den tid har han heller aldrig haft lykken med sig.	

''Nik. Christensen''. 


620. På ''Ajstrup mark'' ligger «den store höj». En mand førte ud af den i tre år tillige, men da fik han vanlykke, og intet vilde trives for ham. Her boede også en smed i den höj.	

''Nik. Christensen''. 


621. På ''Gadstrup mark'' ligger der en höj, hvori der i gamle dage har boet en trold. En tidligere ejer vilde tage nogen jord fra højen til at fylde i en dal. Det gik længe godt, men så træffer de en dag på en flad sten, der syntes at dække for en åbning, som gik ind i højen, og i samme øjeblik, som de begyndte at vælte stenen bort, så de, at mandens gård stod i lys lue. De løb da fra deres arbejde og hjemad, det bedste de kunde, men da de nåede gården, var der hverken ild eller brand at se, og det var da klart nok, at det var trolden, som var bleven vred, fordi de var gået hans bolig for nær. Stenen fik da lov at ligge i fred for den gang, men er dog siden taget bort, uden at der er sket noget mærkeligt derved. 

''Krist. Jensen''. 


622. Sören Skov har hørt, at en mand en gang vilde grave tørv på en höj på ''Mariager mark'', men derover blev bjærgmanden i højen vred og rev til gjengjæld mandens hus ned.	

''H. A. B''. 


623. På Jens Jensens mark i ''Skaftelev'' ved Slagelse ligger tre höje, to lange og en rund. I den runde skal der have boet en trold, som hed Brun, og han var ejer af den og et stykke jord, som ligger imellem höjene. I gamle dage blev dette stykke jord aldrig dyrket, fordi man troede, at det tilhørte trolden. Nu kom der endelig en mand, som vilde dyrke det op, men da han begyndte derpå, råbte alle de omkring boende, at nu kunde han ikke leve ret længe. Ikke desto mindre levede han i mange år, og avlede godt på det stykke jord, som ikke havde båret noget för. Han havde en del uheld med sine kreaturer, og det sagde naturligvis folk, at det var trolden, der gjorde ham det til gjengjæld for marken, han havde mistet. En gang havde de fået lyst til at grave i højen for at finde troldens guld, men fandt kun en mængde sten. De tog nu nogle af dem hjem i den tanke, at de nok skulde blive til guld, når de kom hjem i varmen, men sten var det, og sten blev det. 

''P. K. Madsen''. 


624. I ''Nörheden'' i ''Funder'' sogn  ligger der en stor höj, kaldet ''Bjærghøj''. I den blev der for vel et halvt hundrede år siden gravet et dybt hul, for om muligt at finde oldsager, men uden resultat. Røde-Kristian, der ejede højen, og således gravede i den, havde ved siden af en ager kartofler, som stod i fuld grøde. En morgen blev han meget forbavset ved at se en mængde deraf opgravede og vendte om, således at roden med knoldene vendte opad, medens toppen var nedad. Han blev derover meget ophidset, idet han troede, at det var et ondskabsfuldt menneske, der havde udført denne skurkestreg for at hævne sig på ham. Da dette imidlertid gjentog sig hver nat, vilde han dog sætte en pind derfor og lagde sig en nat i hullet i højen med en plejlslagel i hånden, for at gribe gjerningsmanden på frisk gjerning og give ham hans fortjente straf. Der kom imidlertid intet menneske, men hen ved midnatstid kunde han ved månens skin se, at kartoffelbuskene begyndte at vende sig meget hurtig, den ene etter den anden, uden at han kunde opdage årsagen. Da faldt der ham pludselig en tanke ind, og idet han rejste sig for at gå hjem, sagde han: «Åå, læ dæm graw åp i Jesu Kristi navn,» men straks holdt det op, og siden kunde han have sine kartofler i fred. Han har selv fortalt det, og han troede bestemt, at højen var beboet af bjærgfolk, som nu vilde hævne sig på ham, fordi han havde forstyrret dem ved at grave i højen. 

Hans eftermand, Mikkel Skygge, vilde en gang tage noget jord af højen til at fylde et hul med i sin kostald, men da han om aftenen trak et par stude ind i stalden og bandt dem ved båsen, begyndte de at skråle og sparke i jorden, ja, skrabede sandet langt bort, idet de bestandig så efter det jord, han havde taget i højen. Mikkel Skygge blev meget forundret derover; vel havde han hørt folk sige, at der boede bjærgfolk i højen, samt det ovenfor nævnte om Røde-Kristian, men han anede mindst, at blot jorden fra højen kunde have nogen indflydelse derpå. Han gik da op imellem dem for at berolige dem, men studene blev nu helt rasende og brølede og sparkede så forskrækkelig, at han måtte løbe derfra. Omsider sled de sig løs og ilede ud af stalden, idet de bestandig gloede efter det jord, han havde taget af højen. Da Mikkel havde prøvet at lade andre kreaturer trække ind i stalden, og det gik bestemt lige sådan, betænkte han sig ikke, men lod alt det jord, han havde taget af højen, kaste ud af stalden og andet føre ind. Siden kunde han have sine kreaturer i stalden stående i fred.	

''Christen Hördum''.


625. For en snes år siden boede der i ''Vang i Sønder-Nissum'' en gammel kone, hun vilde en dag gå ud i ''Husby klitter'' med noget mad til en syg kone, som boede der ude. Da hun så gik hjem ad, kom hun gjennem en blå bærslette, hvor hun lagde sig og sankede blåbær i sin kande, som hun havde haft maden i. Da hun havde ligget et lille stød, tyktes hun tydelig at kunne høre en kiste blive slået hårdt i nede i bjærget, hvorved hun lå, og dernæst en röst, som sagde: «Du må ikke plukke disse bær.» Konen blev meget forskrækket og troede, at det var bjærgfolkene, hun havde hørt. Hun vilde nu skynde sig at gå hjem, men gik i den modsatte retning og kom til Husby i steden for. Der traf hun på en lille dreng, som kjendte hende og spurgte om, hvor hun vilde hen. Ja, hun vilde da hjem, svarede hun. «Da er det en gal vej, du er kommen på, for du er i Husby.» Konen fulgte nu med drengen ind i den gård, hvor han tjente, og da de hørte, hvordan det var gået til, måtte hun på ingen måde gå gjennem klitterne tilbage igjen, skjöndt det var den nærmeste vej; nej, drengen skulde følge hende med kjørevejen uden om klitterne. Da de så kom med vejen hen til Husby kirke, gik de over kirkegården, og da blev hun ret vendt og kunde selv gå hjem. Men hun var aldrig rask siden den tid og døde ikke ret længe efter.	

''Maren Bonde''. 
 
 




[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Folklore]]
[[Kategori:Evald Tang Kristensen]]