Vis kilden til Fortællingen om Torstein Stavhug

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Þorsteins saga strandarhöggs]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Sagaen om Thorstein Stanghug]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortælling om Torstejn Stanghug]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Berättelsen om Torsten stafhugg]] !! 
|-
! !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Fjörutíu Íslendinga þættir: Þórsteins þáttr stangarhöggs]] !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortællingen om Torstein Stavhug]] !!  !! 
|-
|}


<center>[[Islændingesagaer]]


<big><big>'''Fortællingen om Torstein Stavhug'''</big></big>

''Þorsteins saga stangarhöggs''


oversat af [[Bruker:Jesper|Jesper Lauridsen]]

Heimskringla.no
© 2013</center>


----
<center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson:'' [[Íslendinga sögur]], ''Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947''</center>
----


'''1. Torstein får et slag i hestekampen'''

[[Fil:Hov og Sunnudal.jpg|right|450px]]Der var en mand, der hed Torarin, som boede i Sunnudal. Han var gammel og svagsynet. Han havde været en vild viking i sin ungdom. Han var ikke let at have med at gøre, selv om han nu var blevet gammel. Han havde én søn, der hed Torstein. Han var stor og stærk, men fredsommelig, og han udrettede så meget på sin fars gård, at tre mands arbejde ikke kunne opveje det. Torarin var ikke nogen videre rig mand, men han havde mange våben. Far og søn ejede også avlsheste, og de havde særligt deres udkomme ved at frasælge heste, for disse savnede hverken ridevillighed eller mod.

Der var en mand, der hed Tord. Han var huskarl hos Bjarne på Hov. Han varetog Bjarnes rideheste, og kaldtes for hestepasser. Tord var meget opblæst, og han lod også mange vide, at han var en mægtig mands huskarl, men han var ikke meget værd i sig selv, og han blev ikke vellidt af den grund. Der opholdt sig desuden to mænd hos Bjarne — den ene hed Torhal og den anden Torvald. De havde gerne en mening om alt, hvad de hørte fra omegnen.

Torstein og Tord aftalte en hestehidsning mellem ungheste, men da de afholdt den, ville Tords hest ikke rigtig bide fra sig. Tord gav Torsteins hest et ordentlig slag over mulen, da han så sin egen hest være underlegen, men Torstein så det og gav til gengæld Tords hest et endnu større hug. Tords hest løb da sin vej, og folk kom med store tilråb. Så gav Tord Torstein et slag med hestestaven. Det ramte øjenbrynet, som faldt ned over øjet. Torstein rev et stykke af sin skjorteflig, ombandt brynet og lod som ingenting og bad folk holde dette skjult for hans far. Så var der ikke mere i det. Torvald og Torhal gjorde nar ad det og kaldte ham Torstein Stavhug.

Om vinteren — kort før jul — stod kvinderne op til arbejdet i Sunnudal. Så stod Torstein op og bar hø ind og lagde sig derpå på bænken. Så kom gamle Torarin — hans far — ind og spurgte, hvem det var, der lå dér. Torstein sagde, at det var ham. »Hvorfor er du så tidligt oppe — søn?« spurgte gamle Torarin. »Vi er jo kun få til at gøre arbejdet her,« sagde Torstein. »Har du ikke ondt i hovedskallen — søn?« sagde gamle Torarin. »Det mærker jeg ikke,« sagde Torstein. »Hvad kan du fortælle mig — søn! — om den hestekamp, du tidligere tog del i? Blev du ikke — min slægtning! — slået ned som en hund?« »Jeg mener ikke, at man vinder noget,« sagde Torstein, »— ved at kalde det et slag snarere end et uheld.« Torarin sagde: »Det vidste jeg ikke — at jeg havde en umandig søn.« »Nu skal du ikke — far! — sige noget,« sagde Torstein, »— som du sidenhen fortryder.« »Jeg vil ikke her bruge så stærke udtryk, som jeg tænker,« sagde Torarin.


'''2. Torstein hævner slaget og dræber Tord'''

Torstein rejste sig, tog sine våben og forlod derpå hjemmet og gik, indtil han kom til den hestestald, hvor Tord passede Bjarnes heste, og Tord var derinde. Så fandt Torstein Tord og sagde til ham: »Jeg vil gerne vide — min ven Tord! — hvorvidt det var et uheld, da jeg sidste sommer fik et slag af dig ved hestekampen, eller om du gjorde det med vilje, og om du i så fald vil bøde for det.« Tord svarede: »Hvis du havde to kæfte, så kunne du bruge tungen i hver sin og kalde det uheld i den ene, men alvor i den anden — og dér har du de bøder, du kan få af mig.« »Så må du regne med,« sagde Torstein, »— at det ikke er sikkert, at jeg opkræver dem igen.« Derpå løb Torstein imod Tord og huggede ham dødeligt, hvorefter han gik hen til stuehuset på Hov. Udenfor traf han en kvinde og sagde til hende: »Fortæl du Bjarne, at en ko har stanget Tord — hans hestepasser — og at han vil vente på ham i hestestalden.« »Gå du hjem —mand!« sagde hun, »— så skal jeg fortælle det, når jeg synes.« Så gik Torstein hjem, mens konen fortsatte med sit arbejde.


'''3. Bjarne lægger sag an mod Torstein'''

Bjarne stod op morgenen, og da han var kommet til bords, spurgte han, hvor Tord var, og folk svarede, at han måtte være gået til hestene. »Jeg synes dog, at han burde være kommet hjem,« sagde Bjarne, »— hvis han ellers er uskadt.« Da tog den kvinde, Torstein havde truffet, til orde: »Det er sandt, som det ofte siges om os kvinder, at der ikke er meget forstand at komme efter. Torstein Stavhug kom her i morges og sagde, at en ko havde stanget Tord, så han ikke kunne tage vare på sig selv, men jeg nænnede ikke at vække dig, og så tænkte jeg ikke mere over det.« Bjarne rejste sig fra bordet og gik til hestestalden, hvor han fandt den dræbte Tord, og denne blev derefter begravet. Så anlagde Bjarne sag og fik Torstein dømt fredløs for drabet, men Torstein blev dog hjemme i Sunnudal og arbejdede for sin far, og Bjarne gjorde ikke noget ved det.

Om efteråret sad folk på Hov og afsved fårehoveder, mens Bjarne lå ude ved ildhusvæggen og derfra hørte, hvad folk talte om. Så sagde de to brødre — Torhal og Torvald: »Vi var ikke klar over — dengang vi tog ophold ved Dræber-Bjarne — at vi skulle sidde her og svide lammehoveder, mens Torstein — hans skovgangsmand — svider bedehoveder. Det havde været bedre at skåne sine slægtninge i Bødvarsdalen<ref>Se ''Vápnfirðinga saga''</ref>, og ikke gøre den fredløse i Sunnudal til sin ligemand, men de fleste bliver jo modløse med udsigt til sår, og vi ved ikke, hvornår han vil fjerne denne plet fra sit omdømme.« En mand svarede: »Sådan noget er bedre usagt end sagt, og rimeligvis har en trold trukket jer i tungen. Vi tror, at han ikke nænner at tage hjælpen fra hans blinde far og de andre i Sunnudal, som ikke kan tage vare på sig selv. Men det skulle undre mig, om I to ofte kommer til at svide lammehoveder her eller plapre om, hvad der er sket i Bødvarsdal. Så gik folk til bords og derefter hen for at sove, og man mærkede ikke på Bjarne, hvad der havde været talt om.


'''4. Om udfaldet af Torhals og Torvalds ærinde'''

Om morgenen vækkede Bjarne Torhal og Torvald og bad dem ride til Sunnudal og bringe ham Torsteins hoved — skilt fra kroppen — inden midt på formiddagen, »— og I to forekommer mig,« sagde han, »— bedst egnede til at fjerne pletter fra mit omdømme, når jeg ikke selv orker det.« Nu fandt de nok at have taget munden vel fuld, men de drog dog af sted, til de kom til Sunnudal. Torstein stod i døren og hvæssede et sakssværd. Da de kom derhen, spurgte han, hvad de ville, og de sagde, at de skulle lede efter nogle heste. Torstein sagde, at dem behøvede man ikke lede længe efter, »— for de er her ved gærdet.« »Det er ikke sikkert,« sagde de, »— at vi finder hestene, hvis du ikke viser os derhen.« Så gik Torstein ud, og da de kom ned til det indgærdede, hævede Torvald øksen og løb imod ham, men Torstein skubbede til ham med sin hånd, så han faldt. Torstein stak sakset igennem ham. Da ville Torhal angribe ham, men han fik samme tur som Torvald. Så bandt Torstein dem begge fast på hesteryggene og lagde tømmerne om halsen på hestene og viste dem på vej, og hestene gik da hjem til Hov. Huskarlene var ude på Hov, og de gik ind og fortalte Bjarne, at Torvald og Torhal var kommet hjem, og at deres ærinde ikke havde været uden resultat. Så gik Bjarne ud og, og han så da, hvad der var sket. Han sagde ikke noget videre, men lod dem begrave. Alt var da roligt hen over jul.


'''5. Ranveig opildner Bjarne'''

Så tog Rannveig til orde en aften, da de var kommet i seng — Bjarne og hende: »Hvad tror du, der nu tales mest om her på egnen?« sagde hun. »Det ved jeg ikke,« sagde Bjarne, »— der er mange, hvis ord ikke forekommer mig værd at bemærke.« »Der tales mest om, at folk ikke synes at vide, hvad Torstein Stavhug skal gøre, før du finder det nødvendigt at hævne det. Nu har han dræbt tre af dine huskarle. Dine tingmænd mener ikke at have forhåbning om bistand fra dig, som sagen står, hvis dette forbliver uhævnet, og du bare sidder med hænderne i skødet.« Bjarne svarede: »Nu sker det — som man siger — at ingen lærer af anden mands ulykke, men jeg skal rette mig efter, hvad du siger, selv om Torsten har dræbt få uskyldige.« De sluttede samtalen og sov natten igennem.

Om morgenen vågnede Ranveig ved at Bjarne tog sit skjold ned, og hun spurgte, hvor han skulle hen. Han svarede: »Nu skal Torstein i Sunnudal og jeg have fastlagt rangordenen.« »Hvormange folk tager du med?« spurgte hun. »Jeg vil ikke gå imod Torstein med en stor flok,« sagde han, »— så jeg tager afsted alene.« »Lad være med,« sagde hun, »— at vove dig alene imod en fordømt mands våben.« Bjarne sagde: »Følg nu ikke de kvinders manér, som bagefter græder over det, de først opildnede til. Jeg har længe nok udholdt bebrejdelser både fra dig og andre, og så nytter det ikke at prøve at holde mig tilbage, når jeg ''vil'' af sted.«

Bjarne drog derpå til Sunnudal, hvor Torstein stod i døren, og de vekslede et par ord. Bjarne sagde: »Du skal gå i tvekamp med mig i dag — Torstein! — på denne forhøjning, der er her på gårdspladsen.« »Jeg mangler alt,« sagde Torstein, »— i at kunne slås med dig, men jeg skal straks forlade landet, når der bliver skibslejlighed, for jeg er bekendt med dit ædelmodighed — at du vil give min far arbejdshjælp, hvis jeg drager væk.« »Nu hjælper det ikke at snakke uden om,« sagde Bjarne. »Du må tillade mig at tale med min far først,« sagde Torstein. »Vær så god!« sagde Bjarne.

Torstein gik ind og fortalte sin far, at Bjarne var kommet, og at han havde udfordret ham til tvekamp. Gamle Torarin svarede: »Enhver må vide, at hvis han har med en mægtigere mand at gøre, som bor i samme egn som ham, og alligevel krænker ham, så kommer han ikke til at slide mange skjorter op, men jeg kan dog ikke sørge over dig, for jeg synes, du selv har gjort rigeligt til det. Tag nu dine våben og forsvar dig som en mand! Der var engang i min tid, hvor jeg ikke skulle have bøjet mig for sådan nogle som Bjarne — og Bjarne er dog den største kæmpe. Jeg synes også, at det er bedre at miste dig, end at have en umandig søn.«


'''6. Bjarnes og Torsteins tvekamp'''

Så gik Torstein ud, hvorefter de gik op på forhøjningen og begyndte at kæmpe voldsomt, og begges skjolde blev godt forhuggede. Da de havde kæmpet meget længe, sagde Bjarne til Torstein: »Nu er jeg blevet tørstig, for jeg er mindre vant til at arbejde, end du er.« »Så gå hen til bækken,« sagde Torstein, »— og drik.« Det gjorde Bjarne, mens han lagde sværdet ved siden af sig. Torstein samlede det op, så på det og sagde: »Det var nok ikke dette sværd, du havde med til Bødvarsdal?« Bjarne svarede ikke. De gik igen op på forhøjningen og sloges en tid, og Bjarne fandt, at manden var kampdygtig, og at han stod fastere, end han havde forventet. »Der sker meget for mig i dag,« sagde Bjarne, »— nu er min skorem gået løs.« »Så bind den,« sagde Torstein. Så bukkede Bjarne sig ned, mens Torstein gik ind og hentede to skjolde og et sværd, hvorpå han gik op på forhøjningen til Bjarne og sagde til ham: »Her er skjold og sværd, som min far sender til dig, og dette vil ikke sløves mere ved huggene end det, du hidtil har haft. Jeg bryder mig heller ikke om længere at stå skjoldløs under dine hug, og jeg ville gerne afslutte denne leg nu, for jeg er bange for, at din lykke kan udrette mere end min ulykke, og enhver er jo glad for livet, når det gælder, hvis man selv har noget at skulle have sagt.« »Nu nytter det ikke at prøve at slippe fri,« sagde Bjarne, »— der skal kæmpes videre.« »Jeg vil ikke hugge først,« sagde Torstein. Da huggede Bjarne hele skjoldet fra Torstein, men så huggede Torstein skjoldet fra Bjarne. »Nu hugges der stort,« sagde Bjarne. Torstein svarede: »Du hugger ikke ringere.« Bjarne sagde: »Nu bider det samme våben, som du har brugt tidligere i dag, bedre for dig.« Torstein sagde: »Det kunne spare mig for uheld, hvis jeg formåede at gøre sådan, men jeg er bange for at slås med dig. Jeg ville endnu lægge alt i dine hænder.« Det var Bjarne til at hugge, og begge var nu uden skjold. Da sagde Bjarne: »Det er en dårlig handel at få udåd for stor lykke. Jeg vil anse mig for fuldt betalt for mine tre huskarle, hvis du alene vil være mig tro.« Torstein sagde: »Det har i dag maget sig sådan for mig, at jeg kunne have sveget dig, hvis min ulykke havde været mægtigere end din lykke — men jeg vil ikke svige dig.« »Jeg ser, at du er en usædvanlig mand,« sagde Bjarne, »— og du må tillade mig, at jeg går ind til din far og siger ham lige, hvad jeg vil.« »For min skyld kan du gå, som du vil,« sagde Torstein, »— men vær dog forsigtig.«


'''7. Torstein tager tjeneste hos Bjarne'''

Så gik Bjarne til det aflukke, hvor den gamle Torarin lå. Torarin spurgte, hvem der kom, og Bjarne gav sig til kende. »Hvad kan du berette — min gode Bjarne?« sagde Torarin. »Torsteins — din søns — drab,« sagde Bjarne. »Duede han til noget?« spurgte Torarin. »Jeg kender ingen, der har været skrappere til våbenskifte end Torstein — din søn.« »Det er ikke underligt,« sagde den gamle, »— at du var hård at have med at gøre i Bødvarsdal, når du nu har overvundet min søn.« Da sagde Bjarne: »Jeg vil byde dig til Hov, og dér skal du sidde i det andet højsæde, så længe du lever, og jeg skal træde i din søns sted.« »Det er gået mig,« sagde den gamle, »— som dem, der ikke har magt til noget, men kun den tossede glæder sig over løfter. Sådan er I høvdinges løfter, når I vil tage jer af folk efter den slags hændelser, at hjælpen varer en måned, men så bliver vi behandlet som andre folk på forsørgelse, og på den måde glemmer vi sent vores sorg. Den, der tager imod håndslag fra en mand som dig, må dog alligevel slå sig til tåls med sin lod, hvad der så end bestemmes. Jeg vil også modtage dette håndslag af dig, så kom du nu herhen til mig i sengekammeret, men du må komme tæt på, for den gamle ryster nu over hele kroppen på grund af ælde og dårligt helbred, og det er heller ikke urimeligt, at min søns død er gået mig til hjertet.« Så gik Bjarne ind i sengekammeret og tog gamle Torarins hånd. Han bemærkede da, at denne havde hånden på et sakssværd, som han ville stikke i Bjarne. Han trak hænderne til sig og sagde: »Din usle skiderik! — nu skal du få, hvad du har fortjent. Torstein — din søn — er i live, og han skal drage med mig hjem til Hov, og du skal få trælle som arbejdskraft, men du skal ikke komme til at mangle noget, så længe du lever.« Torstein drog da med Bjarne hjem til Hov og fulgte ham helt til sin dødsdag, og så godt som ingen ansås for at være hans lige i mod og mandighed.


'''8. Bjarnes pilgrimsrejse — Om hans efterkommere'''

Bjarne beholdt sin anseelse, og han blev mere afholdt og mere stilfærdig, efterhånden som han blev ældre. Han var den bedste, når det gjaldt, og han blev en meget troende mand i den sidste del af sit liv. Bjarne drog udenlands og tog på pilgrimsrejse. Han hviler i den borg, der hedder Valeri, og det er en stor borg ikke langt fra Romaborg.

Bjarne fik mange efterkommere. Hans søn var Skegg-Brodde, som optræder i mange sagaer, og som var den fremmeste mand i sin tid. Bjarnes døtre var Halla og den Gudrid, som Kolbein Lovsigemand var gift med. Ingvild — som Torstein Sida-Hallson var gift med — var også Bjarnes datter, og deres søn var Magnus, som var far til Ejnar — biskop Magnus’ far. Åmund var også søn af Torstein og Ingvild. Han var gift med Sigrid — datter af Torgrim den Blinde. Halfrid var datter af Åmund, som var far til Gudmund, der var far til Magnus Gode og Tora — som Torvald Gissurson var gift med — og endnu en Tora, som var Orm fra Svinefjelds mor. Gudrun var også Åmunds datter og mor til Tordis, der var Helgas mor, som var mor til Gudny Ejvindsdatter<ref>Retteligt: Bødvarsdatter</ref>, der var mor til Sturlasønnerne — Tord, Sigvat og Snorre. Ranveig var også Åmunds datter og mor til Stein, der var far til Gudrun, som var mor til Arnfrid, som Tykke-Helge var gift med. Torkatla var også Åmunds datter og mor til Arnbjørg, der var mor til Finn Præst og Torgeir og Turid — og mange høvdinge er kommet fra dem.

— og dermed slutter fortællingen om Torstein Stavhug.


<center>— o —</center>


'''Noter:'''

<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Islandske sagaer på dansk]]
[[Kategori:Jesper Lauridsen]]