Vis kilden til Loke skaffer Aser Klenodier hos Dvergene (Adam Oehlenschläger)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Loke skaffer Aser Klenodier hos Dvergene (Adam Oehlenschläger)]] !!  !! 
|-
|}


<center>'''[[Nordens Guder]]'''

Adam Oehlenschläger (1819)
<br>Poetiske skrifter
<br>Et episk Digt


<big>''' Loke skaffer Aser Klenodier hos Dvergene '''</big></center>


<blockquote>
1. Han sad i Hallen og tænkte derpaa,
<br>Hans Hevn ham glædte saa saare:
<br>"Naar Sif sig nu speiler i blanken Aa,
<br>Da fælder hun modige Taare.
<br><br>2. Med hviden Haand hun fletter ei meer
<br>De Lokker saa gule, saa lyse;
<br>Naar hun sit Hoved i Floden seer,
<br>Da vil hun snarligen gyse."
<br><br>3. Som saa han sad under Granens Green
<br>Ved Hulen, listig som Ræven,
<br>Da knaged i Nord den stærke Steen,
<br>Og Jorden dundred med Bæven.
<br><br>4. Da vidste han vel, hvad det betød,
<br>Han mærkede, Thor var kommen;
<br>Brat som en Lax han sig smidig skød,
<br>Og sprætted med Angst i Glommen.
<br><br>5. Men Thor neddukked som Maage sig,
<br>Og fanged med Næbbet Laxen;
<br>Han raabte: "Røver! Jeg kiender dig,
<br>Nu skal du bløde for Saxen.
<br><br>6. Jeg knuser dig hvert af dine Been,
<br>Som Møllen Meel under Hiulet."
<br>Da var ei Loke ret længe seen,
<br>Han kastede Trylleskiulet.
<br><br>7. "Hvad vinder du ved, hvis du mig slaaer?"
<br>Sang han, heel listig i Sinde;
<br>"Det skaffer ei Sif et eneste Haar,
<br>Du favner en skaldet Qvinde.
<br><br>8. Hvis du tilgiver mig denne Spøg -
<br>En Spøg jeg kalder det ene -
<br>Da sværger jeg dig ved Urt og ved Løg,
<br>Ved Mosset paa Bautastene,
<br><br>9. Ved Odins Øie, ved Mimers Væld,
<br>Og ved dit mægtige Værge,
<br>At jeg vil vandre til hule Field,
<br>Til Frænderne, mine Dverge,
<br><br>10. Og skaffe din Sif igien et Haar
<br>Af Guld, før Dagen er omme,
<br>Saa hun skal ligne den unge Vaar
<br>Med Græssets forgyldte Blomme."
<br><br>11. Giensvarede Thor: "Du sværger, Træl!
<br>Ved Hammeren, som jeg savner;
<br>Som vidste du det ei saare vel,
<br>At Ran den i Havet favner."
<br><br>12. "Saa vil jeg skaffe dig Hammer ny,"
<br>Sang Loke, "herlig at føre;
<br>For den skal alle de Trolde flye,
<br>Som du kun lyster at røre.
<br><br>13. "Ha," raabte Guden, "en herlig Seir!
<br>Nei, dig nu vil jeg forøde;
<br>Jeg kom herhid med min Staldbroder Freir;
<br>Vi give dig Ravne til Føde.
<br><br>14. Han tager dig ved dit Skulderblad,
<br>Jeg slaaer mit Tag i det andet;
<br>Saa splitte vi dig for Vinden ad,
<br>Dine Lemmer skal bølge paa Vandet."
<br><br>15. "O, skaan mig, Freir, du venlige Drot!"
<br>Sang Loke med Bøn og Klage;
<br>"Jeg skienker en Ganger dig paa dit Slot,
<br>Hvortil ei Verden har Mage.
<br><br>16. Den fører dig rundt om Jordens Ø,
<br>Saa smidig som Tigerkatten,
<br>Den svømmer med dig paa salten Sø,
<br>Som Sild den lyser om Natten."
<br><br>17. Ved slige Løfter, som han besvor,
<br>Lod Thor og Freir sig formilde.
<br>Saa steg han ned i den sorte Jord
<br>Igiennem den kolde Kilde.
<br><br>18. Han krøb, saa smidig og glat som en Aal,
<br>Fra Kilden i Biergets Bue,
<br>Hvor Dvergene stod og hamrede Staal
<br>Ved Svovlets blaalige Lue.
<br><br>19. Saa flittige vare de Dverge der
<br>Dybt i de hvælvede Haller.
<br>Med Skiødskind for af det sorte Lær
<br>De gik og støbte Krystaller.
<br><br>20. De smelted Sandet ved Ildens Glød,
<br>Og rørte med Rosengrenen;
<br>Deraf de danned Rubinen rød,
<br>Indkilet i Klippestenen.
<br><br>21. De samled en Bunke Violer smaae,
<br>Dem plukked Dvergekonen;
<br>Dermed de farved de Stene blaae,
<br>Som Dan fik siden i Kronen.
<br><br>22. Af saftige Græs de kogte Sod,
<br>Da skinte den Ædelsteen saare.
<br>De dryppede Perler med roligt Mod
<br>Af Enkers og Smaabørns Taare.
<br><br>23. Rundtom i Hulen man mærked vel,
<br>At Kæmper tilforn havde leget,
<br>Thi Steenlag hviled paa Muslingeskæl,
<br>Og Fisken i Leret var præget.
<br><br>24. Hist nøgen laae en Jettindebarm,
<br>Rødbruun i Solen, forstenet.
<br>Her sang Biergfossen med megen Larm
<br>Sine Viser om Kiævebenet.
<br><br>25. Til Kalk forvandlet ved rislende Vand
<br>Udstak det af Fieldekanten;
<br>I Kiæverne var langt stærkere Tand,
<br>End Tænder paa Elephanten.
<br><br>26. Da Loke sit Ærinde røgted nu,
<br>Strax Dvergene giorde sig færdig.
<br>De raabte: "Loke! vor Drot est du,
<br>Og vel vore Gaver værdig."
<br><br>27. Thi toge de frem et Vildsvineskind,
<br>Det bedste, de kunde vælge;
<br>Paa Skorsteensilden de giorde Vind
<br>De pustende Blæsebælge,
<br><br>28. Og sloge med Hammeren Slag i Slag,
<br>Saa Funken af Skindet knittred.
<br>Men Loke, fortæret af skumle Nag,
<br>Var dybt i Hiertet forbittret.
<br><br>29. Det ærgred ham, hvad han selv tilbød,
<br>At give Guderne Gave;
<br>Han tænkte: "De skal af Biergets Skiød
<br>Dog ei fuldkomne dem have."
<br><br>30. Brok traadte Bælgen, og Sindrig slog,
<br>Saa Gnisten af Skindet springer.
<br>Da Loke Forvandlingen sig paatog,
<br>Og blev en Flue med Vinger,
<br><br>31. Og satte sig paa Bælgtræderens Haand,
<br>Og gav sig slemt til at stikke;
<br>Men haard var Huden, og haard hans Aand,
<br>Bælgtræderen ænsed det ikke.
<br><br>32. Da toge de frem af Luen alt
<br>De Vildsviins herlige Første:
<br>Til Freir den livsalige Galt,
<br>Den straalende Gullinbørste.
<br><br>33. Naar Maanen har Jordens Dal forladt,
<br>Den Kornmoen-Glandsen paatager.
<br>Han rider paa den i mørke Nat,
<br>For tro at vogte sin Ager.
<br><br>34. Saa lagde de Guld paa Bolten hen,
<br>Det var kun et lidet Stykke
<br>Men da de toge det ud igien,
<br>Det blev det deiligste Smykke.
<br><br>35. En jævnglat Ring af røden Guld,
<br>To Hænder krysted hinanden.
<br>En Blomst af Ædelsteen underfuld
<br>Var indlagt kunstigt paa Randen.
<br><br>36. Den Ring var stor, og af sielden Vægt,
<br>Thi Odin skulde den bære;
<br>Han Drotten var for Asernes Slægt,
<br>Ham skyldtes den høieste Ære.
<br><br>37. Selv eier han Alt, stor er hans Magt,
<br>Til Gavn kan man Intet ham lave;
<br>Thi smedded de ham en Ring til Pragt,
<br>Og hylded ham med en Gave.
<br><br>38. Man kiendte den lidet ved een Gang brat
<br>At see den i Dvergenes Rige:
<br>Den eier en Dyd, hver niende Nat
<br>Den drypper otte, sig lige.
<br><br>39. Trolovede Par ved Baldur har
<br>Tidt Odin med Ringene trøstet.
<br>Da Fromhedens Gud man til Baalet bar,
<br>Laae Troskabsringen paa Brystet.
<br><br>40. Nu lagde de Dverge Jern paa Bolt,
<br>De brugte dertil ei Lue,
<br>De hamred det ud, saa fort, saa koldt,
<br>For at det ret skulde due.
<br><br>41. Da Loke nu saae, hvor det Jern fik Kraft,
<br>Og hvor det varligt blev handlet -
<br>Det var en hammer med stærken Skaft -
<br>Da han sig atter forvandled,
<br><br>42. Og foer som Bremse med smertelig Braad,
<br>Og flagred i Blæsevinden,
<br>Stak Smeden i Panden med skarpen Odd,
<br>Saa Blod ham trilled paa Kinden.
<br><br>43. Da jog ham Dvergen med Haanden bort;
<br>Ei Hamren blev ganske færdig,
<br>Thi Skaftet paa den var noget kort,
<br>Dog fand man den Guden værdig.
<br><br>44. Nu kom med Guldet en Dvergeflok,
<br>Og gave det til Dverginden;
<br>Hun satte, som Hør, det paa sin Rok,
<br>Hvis Hiul hensused for Vinden;
<br><br>45. Og spandt, og spandt, mens Guldtraaden randt
<br>Til Haar for den deilige Dise.
<br>Hun snurred, og sang ved Kildernes Klang
<br>En underlig Spindevise:
<br><br>46. "Gudinden i Vaar skal bære sit Haar
<br>Heel frit for Vinden herefter,
<br>Ei flette det meer, at yndig sig teer
<br>Dets Glands med herlige Kræfter.
<br><br>47. Hver Svend, som det saae fra Himmelens Blaa,
<br>Hans Hierte skal Haarene fange.
<br>Selv Lokkerne ei paa veneste Frei
<br>Nedbølge saa bløde, saa lange.
<br><br>48. Skiøndt Guldet er dødt, saasnart det har mødt
<br>Gudindens Tinding, den høie,
<br>Det levende blier, og efter sig gier,
<br>Og lader, som Hørren, sig bøie,
<br><br>49. Beholder sin Glands i Vindenes Dands,
<br>Og lader sig aldrig udrykke;
<br>Som Middagens Skin, det svøber sig ind
<br>Bag Hielmens ludende Skygge."
<br><br>50. Saa sang hun, og gik med ydmyge Blik
<br>For Thor, og rakte ham Haaret;
<br>Paa Lokken han saae, og maatte tilstaae,
<br>Saa fager var ingen baaret.
<br><br>51. Fra Bierget hvalt nu Freir paa sin Galt,
<br>Og Thor med Haaret og Hammer
<br>Til Valhalla foer, hvor Hærfader boer
<br>I Lysets salige Flammer.
<br><br>52. Da satte paa Sif, liig Tang paa en Rif,
<br>Sig fast Guldhaaret paa Stande,
<br>Og monne sig slaae i Lokker saa smaae
<br>Om den høie, den hvælvede Pande.
<br><br>53. Paa straalende Thing fik Odin sin Ring.
<br>Man tilgav Loke sin Brøde;
<br>Men snart dog igien Biergtroldenes Ven
<br>Maa for sin Troløshed bøde. 
</blockquote>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Adam Oehlenschläger]]
[[Kategori:Naturlyrikk og romantikk]]