Vis kilden til Manguaraks Besøg paa Maanen (Rink)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Manguaraks Besøg paa Maanen (Rink)]] !!  !! 
|-
|}

<blockquote>[[File:Delphinapterus leucas 30.jpg|thumb|500px|<center>Hvidfisk (hvidhval)<br>Foto: CC. Wikimedia</center>]]
<br><center>'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br><br>'''[[Eskimoiske eventyr og sagn – II]]'''<br>'''Hinrich Rink'''<br>1871<br><br><big><big><big>'''16. Manguaraks Besøg paa Maanen '''</big></big></big><br><br>''(Efter den mundtlige Fortælling)''</center><br>



Mangusuaks Søn Manguarak var en vældig Fanger. Han havde for Skik at drive Hvidfiskefangst paa Isen, naar Hvidfiskene strømmede til en Aabning for at drage Aande. Engang da han saaledes var paa Fangst, saae han nærmest foran sig en Hvidfisk dukke op, som var større end de andre, og han vilde lige til at harpunere den, da han bemærkede, at den havde en stor Plet paa Siden, og derfor lod den være, fordi den syntes ham fremmed. Da han kom hjem, og de sadde sammen om Aftenen, fortalte han hvad han havde seet. Hans Fader sagde: »du er vort eneste Barn, derfor skal du vogte dig for at kaste efter den Hvidfisk, thi viid, at den hører til Maaneaandens Jagtdyr. Det er mig fortalt, at naar Nogen gjør Indgreb i hans Jagt, saa vil han berøve ham Sjælen, og gjør han ikke dette, vil han dog dræbe ham i Kamp, derfor kast ikke efter den, hvis du ikke vil berøves din Sjæl.« Sønnen hørte lydigen paa Faderens Ord, men den følgende Dag, da han kom ud til Aandehullet, og den dukkede op endnu nærmere ved ham, kunde han ikke modstaae Lysten, og næsten uden at vide af det, havde han truffet og dræbt den. Han slæbte den op paa Isen, flænsede den, lod en Deel ligge, og tog et Stykke med hjem, slæbte det ind i Huset og sagde, idet han lagde det hen foran Lampen paa Gulvet: »jeg slemme Ulydige! skjøndt du formanede mig saa alvorligt til at lade det være, gik jeg dog hen og gjorde den til Bytte, eftersom den vedblev at være mig saa nær.« Faderen sagde: »fy skam dig, skjøndt jeg formanede dig til at lade det være, har du dog gjort det, nu kommer Maanen sikkert og tager Sjælen ud af dig eller dræber dig i Kamp. Siden du er saa begjærlig, maa du herefter være meget forsigtig paa dine Vandringer.« Ud paa Aftenen vare de meget bekymrede. Da det blev mørkt, lod han ogsaa Lampen tænde i Huusgangen, og medens de derpaa sadde sammen i Huset, og det udenfor var smukt Maaneskinsveir, hørte de paa een Gang et vældigt Pidskeknald tæt udenfor Vinduet og strax derefter Hundetuden. Faderen saae paa sin Søn og sagde: »det er dig, som han vil have fat i, fordi du har gjort Indgreb i hans Fangst vil han ikke lade dig leve.« Saa forfærdedes de atter ved en Larm derudenfor, og en Stemme raabte helt ind til dem: »hvo er den Skjelm, som har taget af min Fangst, som Ingen bør røre ved?« Faderen sagde til Sønnen: »Siden du har været den begjærlige, skal du ogsaa svare ham.« Manguarak raabte med høi Røst: »det er mig, som tog den, da den søgte at komme mig saa nær.« Paa disse Ord svarede atter en brølende Røst: »mine Jagtdyr, som ingen maa røre ved, har du taget af, kom ud og lad os slaaes«. Manguarak gned sin Pels, tog den hurtig paa og sprang ud igjennem Huusgangen, og Faderen efter ham for at see til, skjøndt han ikke tvivlede paa, at han vilde blive dræbt. Da de nu kom udenfor, saae de en stor Mand staae opreist, klædt i en Vandskindspels med Kant af Ræveskind, og holdende en Tok i Haanden. Manguarak greb ogsaa hurtigt sin Tok og gik løs paa ham, da han kom lidt nærmere sagde Maanen: »vi ville ikke strax tage fat i hinanden, men først opregne alle de Dyr, som vi have jaget, og først naar vi have nævnt dem alle, ville vi begynde.« Da Manguarak paa Opfordring blev staaende stille, traadte Maanen et Skridt nærmere og sagde: »dengang jeg endnu var et Menneske, som ganske lille Dreng, da jeg første Gang slog en lille Sneespurv med en Steen, hvor var det da ikke opmuntrende!« og med det samme stødte han med sin Tok i Isen, saa Stykkerne fløi rundt omkring, skrævede endnu et Skridt nærmere og sagde: »da jeg saa var en lille Dreng, og første Gang slog en lille Sneppe med en Steen, hvor var det ikke opmuntrende!« Paa denne Maade nærmede de sig til hinanden, idet de hver opregnede alle de Dyr, som de hver havde gjort til Bytte, først alle Sælhundene, derpaa Hvaldyrene og da de vare færdige med alle de varmblodede Dyr, kom de til Fiskene. Maanen sagde: »da jeg endnu var et Menneske, da jeg fangede min første Helleflynder, hvor var det ikke opmuntrende!« Manguarak skrævede et Skridt nærmere og sagde: »som ung Kajakmand ledsagede jeg engang Kajakkerne, som fiskede Helleflyndere, og da jeg saa halede en Kerak-Flynder op, hvor var det da ikke opmuntrende!« Da Maanen hørte dette, sagde han: »hvorfor taler du saaledes? vent lidt, jeg skal fortælle dig noget. Mig er det gaaet saaledes: engang medens jeg var Barn, skulde de ud at fiske fra Baad, jeg vilde gjerne med, skjøndt mine Forældre ikke syntes om det, eftersom jeg endnu var altfor lille, men da jeg var egensindig og ulydig og vilde med alligevel, sagde mine Forældre til de Andre, at de skulde passe godt paa mig. Da vi kom til Fiskepladsen og da de fik Bid, saae jeg til, hvergang de halede op, da det morede mig at see paa de store Helleflyndere, som skinnede afvexlende sort og hvidt. Engang var der noget, som rykkede stærkt i en Krog, de halede den op, og jeg saae til, men da den kom heelt op til Baaden, saae jeg at den var heel hvid, det var ingen rigtig Helleflynder, jeg saae at den ikke som sædvanligt slog med Halen, men holdt sig ganske rolig, og den havde uhyre store Brystfinner og den saae mig ganske stivt i Øinene. Jeg flygtede forskrækket og faldt baglænds om i Baaden. Da de flk den op, var det en Kerak-Flynder med store Tænder, og fra hiin Tid af har jeg næret Frygt for disse fæle Fisk og aldrig gaaet efter dem. Da du altsaa har fanget noget, som jeg ikke har formaaet, vil jeg ikke gjøre dig noget, jeg har fattet Godhed for dig, kom og besøg mig, der skal intet vederfares dig.« Manguarak sagde, at han først maatte sige sin Fader Besked, og han løb hen til denne og fortalte ham hvad Maanen havde sagt. Faderen sagde: »han lader sig ikke overtale, besøg ham kun, maaskee slipper du derfra med Livet.« Da han kom tilbage til Maanen sagde denne, at han skulde følge efter ham. Ude paa Isen saae han noget mørkt foran sig, og da de kom hen til det, var det en stor Slæde, foran hvilken der var spændt en uhyre Hund, ganske hvid, med en enkelt sort Plet paa Siden. Da de kom til Slæden løftede Maaneaanden Manguarak op paa den, sprang derpaa selv op og pidskede paa Hunden, som foer tudende afsted. Først kjørte de paa den flade Iis lige ud tilsøes i flyvende Fart, men da de kom længere ud, mærkede Manguarak, at de løftedes op og fore hen igjennem Luften. Han tænkte da: »ak! jeg kommer vist aldrig mere tilbage,« men uden at han havde sagt et Ord, svarede den Anden: »vær du kun rolig, du skal snart komme hjem igjen.« Fra det Øieblik af løftedes de bestandig høiere i Veiret, indtil de midt om Natten fik Øie paa et høit Land. Da de naaede det, satte først Hunden sin Fod paa Jorden dernæst kom Slæden og de kjørte gjennem en stor Dal, som var heelt bedækket med Snee. Et Stykke hen i Dalen saae han at de skulde forbi en mørk Klippe, der gaves ingen anden Vei. Da de nærmede sig til denne sagde Ledsageren: »jeg pleier kun sjeldent at faae Besøg, men kommer der saa en sjælden Gang en Gjæst, saa tragter den fordømte Beboer af hiint Fjeld ham efter Livet, nu vil du faae at see, naar hun kommer grinende, med sit store Fad i Haanden, indeni det ligger hendes Kniv, en mager Ulk hænger ned fra hendes Skræv, og hun raaber ikke andet end: Poor, Poor, Poor. Det er nemlig blot for at vække Latter, men du maa ikke vise det ringeste Smiil, thi ellers vil du faae at see, at hun strax tager Indvoldene ud af dig.« Da de kom hen foran den sorte Klippe, hørtes der Latter og en fæl gammel Kjælling kom tilsyne, dette var Erdlaveersiniok. Hun holdt en stor Træbakke i Haanden og lagde sin blodige Kniv i den, ned fra hendes Skræv dinglede der en mager Ulk og hun raabte ikke andet end: mit Skræv, Poor, Poor, Poor. Da hun kom løbende slog Maanen efter hende med sin Pidsk, men hun undveg Slaget og hoppede ved Siden af Slæden, søgende at faae Manguarak til at lee, for at kunne udtage og opæde hans Indvolde. Uden at hun endnu havde forladt dem, fik de Øie paa et lille Huus, og da dette kom tilsyne pidskede han atter ad hende, hvorpaa hun løb sin Vei. Da de vare komne ind i Huset og toge deres Pelse af, hørtes Latteren atter. Maanen sagde: »det er fordi hun gik Glip af dig og ikke fik noget af dig at æde.« Hun hørtes dumpe ned i Indgangen og slæbe sig igjennem Huusgangen under bestandig Skoggerlatter, hvorpaa hun skubbede sit Fad foran sig op igjennem Opgangen. Maaneaanden udskjældede hende og sagde: »aldrig pleier jeg at see Gjæster hos mig, og kommer der saa engang en enkelt en, saa har hun denne tossede Vane, at hun altid vil være med.« Med disse Ord reiste han sig og sparkede til Fadet, saa det faldt kladskende ned i Huusgangen, men saa gav Erdlaveersiniok sig først rigtig til at grine, søgte sin Kniv frem, lagde den i Fadet og skubbede dette atter op igjennem Opgangen. Men da hun saa anden Gang vilde ind, blev Maaneaanden rasende, og sparkede Fadet hen i Hovedet paa hende, hvorpaa hun endelig brummende bortfjernede sig, og derefter ikke lod sig høre mere. Maaneaanden sagde: »kjære Ven, du forstaaer i Sandhed godt at holde din Latter tilbage, nu har du intet mere at frygte,« hvorpaa han raabte hen imod den anden Ende af Huset, hvor det var ganske mørkt, og intet Menneske at see: »du derinde, kom med noget at spise.« Strax kom en Qvinde tilsyne, en saare skjøn Pige, gik hen forbi dem og ud af Huset. Manguarak betragtede hende og undredes over hendes Skjønhed, men da hun gik igjennem Opgangen og vendte sig om, saae han, at hun paa Ryggen var som en Beenrad; alligevel taug han og spurgte ikke sin Vært desangaaende. Atter kom hun ind og bragte rigelig Mattak, baade af Hvidfisk og af Narhvale, derefter en hengjemt Hvalfiskelalle, og atter gik hun ud og bragte tørret Renskjød og lagde store Stykker Tælle ovenpaa. Maaneaanden vendte sig til Manguarak og sagde: »forsmaa det ikke, spiis, dette er Dyr fra dit eget Hav og dit eget Land.« Manguarak spiste til han var mæt, men hiin Qvinde, som havde bragt Maden ind, forsvandt atter i den mørke Ende af Huset, og lod sig ikke see mere. Efter endt Maaltid fortalte Maaneaanden ham om sin og om Solens Herkomst (udelades her som en Gjentagelse af [[Solen og Maanen (Rink)| Eskimoiske Eventyr og Sagn I. Side 165)]]. Derpaa sagde han: »nu er det seent paa Aftenen, hvis du bliver her imorgen over, vil jeg fortælle dig mere. Forføi dig nu til Hvile og sov uden Bekymring.« Manguarak lagde sig men bestræbte sig forgjæves paa at sove, af Uro og Forundring over hvad han havde seet, især den skjønne Qvinde, der var Beenrad paa Ryggen. Først henad Morgenstunden faldt han i Søvn, og da han atter vaagnede blev han forskrækket ved at huske sig om og tænke paa det fremmede Sted, hvor han befandt sig. Han hørte i det samme Lyden af En som arbeidede, og idet han reiste sig op saae han sin Vært sidde foran Lampen og skjære i en Hvalrostand, som han lavede til et Skaft. Denne sagde til ham: »du er altfor seendrægtig, see at du kan vaagne, det er høi lys Dag.« Derpaa samlede han alle sine Beenspaaner sammen, og sagde: »nu skal du engang see de mange Huse dernede paa Kystlandet.« Manguarak bemærkede, at der paa Gulvet laa en stor Steen, denne løftede han op, og bad ham see ned igjennem Aabninger Manguarak saae og fik Øie paa hele Kystens Bopladse, der syntes at ligge hverandre saa nær, som om Husenes Indgange stødte op til hverandre. Derpaa sagde han videre: »nu skal jeg engang lade det snee,« og med det samme tog han Beenspaanerne, og kastede dem ned igjennem Aabningen. Manguarak saae, hvorledes de under Faldet efterhaanden voxede, indtil de tilhyllede alt. Da de atter fordeelte sig saaes hele Kysten tilsneet. Atter sagde Maaneaanden: »naar du nu atter kommer hist ned til dit Hjem, skal du sige til dine Folk, at naar nogen har Sorg (over Afdøde), maa han ikke arbeide i fri Luft, førend de 5 Sørgedage ere tilende, eftersom jeg ellers vil fortørnes ved at see ham.« Derpaa sagde Manguarak: »jeg havde rigtignok stor Lyst til at blive her længer, dog maa jeg nu see at komme hjem igjen, eftersom mine Forældre vistnok ere bekymrede for mig. Maaneaanden svarede: »men dog! jeg tænkte at du vilde blive her idag over, dog skal jeg ledsage dig, hvis du agter dig hjemad.« De lavede sig da til, og toge afsted. Da de skulde forbi den mørke Klippe, blev Manguarak atter bange, men dennegang hørte han bare en Latter inde fra Fjeldet af, uden at see Nogen. Hun var nemlig bleven kjed af det paa Grund af de Skjænd, hun havde faaet. Manguarak kom ganske uskadt hjem og fortalte sine Slægtninge om dette sit Besøg hos Maanen.


==Kilde==
<br>
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn II, ss. 40-45
<br><br>
</blockquote>


[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]
[[Kategori:Grønlandica]]
[[Kategori:Hinrich Rink]]