Vis kilden til Mere om versene i Kormaks saga

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Mere om versene i Kormaks saga]] !!  !!  !! 
|-
|}

[[Fil:Sophusbugge.jpg|thumb|220px|<center>Sophus Bugge
(1833-1907).</center>]]


<center><big>'''Mere om versene i Kormaks saga</big>

<br>Af '''[[Sophus_Bugge_biografi|Sophus Bugge]]'''

<br><br>''Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie''<br>Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab<br>Kjøbenhavn<br>1889</center>





Professor Th. Möbius har i sin Udgave af Kormaks Saga ikke blot givet en særdeles omhyggelig og meget belærende Tolkning af de i Sagaen optagne Vers, men ved dem ogsaa lagt Haandskrifternes Text og andre Oplysninger saaledes til Rette, at hans Udgave naturlig har maattet hos mange vække ny Lyst til at sysselsætte sig med disse Vers. Hvad jeg i det følgende meddeler, blev for en stor Del i Korthed noteret straks efterat Möbius's Udgave var udkommen. Nu nylig har jeg gjennemlæst en vigtig Afhandling, [[Om versene i Kormaks saga]] af Björn Magnusson Ólsen, trykt i Aarbøger 1888 S. 1—86. I denne Afhandling, der i høi Grad har fremmet Forstaaelsen af Versene og som helt igjennem vidner om Forfatterens grundige Kundskaber i den gamle Digtning og om hans methodiske Forskning, læste jeg flere Tolkninger og Rettelser, som jeg selv tidligere havde noteret. I andre Tilfælde fandt jeg en Opfatning udtalt, som jeg ikke kunde dele. Dette gav mig Lyst til at udarbeide og udgive mine Bidrag.

Heinzel har i en Anmeldelse af Möbius's Udgave, der er trykt i Anzeiger für deutsch. Alt. XIV S. 45 — 50, meddelt nogle Bemærkninger til Versene i Kormaks Saga. I disse Bemærkninger fandt jeg ved Siden af et og andet forfeilet enkelte nye brugbare Tolkninger<ref>Jeg griber her Anledningen iil at gjøre nordiske Læsere opmærksomme paa Heinzels Afhandling "Über die Hervararsaga"  (Wien 1887) , der er rig paa skarpsindige og vækkende Combinationer</ref>.

Jeg vil bede Prof. Möbius betragte mine Bidrag som et Udtryk for den Taknemlighed, jeg ligesom alle den norrøne Litteraturs Venner skylder ham for hans Udgave.


<center>'''I.'''</center>


[[Fil:DrapersTristanIsolde.jpg|thumb|Sagaen har mye til felles med kjærlighetshistorien om Tristan og Isolde, som ble oversatt til norrønt i 1226 som [[Saga af Tristam ok Ísodd]]. Kormak skiller seg imidlertid fra Tristan ved at han ikke bare elsker, men han dikter også om det. Illustrasjon til Tristan og Isolde av Herbert James Draper, 1901.]]Den islandske Skald Kormak, der digtede ved og lidt efter Midten af 10de Aarhundrede, skal have været opkaldt efter sin Farfader. Denne ældre Kormak havde ifølge Sagaen om Skalden sin Slægt i Viken. Men at en Mand, der var fra Viken og var af norsk Slægt, skulde paa Harald Haarfagres Tid bære det irske Navn Kormak, kan visselig ikke være historisk rigtigt. Man kunde være fristet til i Udsagnet om Kormak den ældre, at han var ''víkverskr'' (''uikueskr Codex'') ''at ætt'' (Kap. 1), at formode en ligefrem Forvanskning af ''írskr at ætt''. Men naar man betænker, at Fortællingen i Sagaen om Skaldens Æt i Norge har en meget fragmentarisk og afledet Karakter, og naar man finder Skaldens Fader i Egils Saga (Kap. 80, Jonssons Udg.) kaldt Galtesson<ref>Galte forekommer som Tilnavn, men om Skaldens Bedstefader blev kaldt Kormak Galte, véd vi ikke.</ref>, saa maa man erkjende, at vi her véd for lidet til at kunne fremsætte nogen anden positiv Paastand end den, at Skalden paa Grund af sit Navn maa have staaet i nær Slægtforbindelse med en irsk Æt.

Kormak den ældre var, siges der, stundom i Vesterviking. Hans Sønnesøn havde en Broder Thorgils og en Halvbroder Frode; Vigfusson har gjort opmærksom paa, at disse to Navne bæres af to nordiske Vikinger, der var Brødre, i Irland i 9de Aarhundrede. Skalden Kormak hærjede en Gang i England og flere Gange i Irland. Han faldt, som det i Prosafortællingen heder, i Skotland, men, som det siges i Str. 84, i Irland. Her er da vel Skotland at forstaa som et gammelt Navn paa Irland. Saaledes nævner Kong Ælfred i sin Orosius: "Ibernia som vi kalde Skotland". Der er, siger Vigfusson, noget fremmedartet i Skaldens Fremtræden med det mørke krøllede Haar og de sorte Øine. Han var lidenskabelig, og træffende har Rosenberg ytret<ref>Nordboernes Aandsliv I, 445.</ref>, at der er ikke faa af hans Elskovsvers, som vise, at Lidenskaben kunde gjennemgløde selv denne Pragtstils haarde Malm. Ogsaa hans Lidenskabelighed kunde stemme vel overens med irsk Eiendommelighed.

Da den norske Nationalitet, som den fremtræder hos Kormak, har været paavirket af Forbindelser med Irlænderne og da han har levet i Omgivelser, som har staaet i mangesidigt Forhold til Vestens Folk, er det ikke uden Interesse, med Hensyn herpaa at kaste et flygtigt Blik imod den Baggrund af Forestillinger, paa hvilke hans Digte spille, og at lytte til de eiendommelige Udtryk, i hvilke Forestillingerne føres frem i hans Digte, ikke blot i de Elskovsvers og øvrige Improvisationer, som Sagaen tillægger ham, men ogsaa i de Brudstykker af hans Høvdingekvad, som Snorre har bevaret.

Om Kormak siges det i den i 13de Aarh. af Hauk Valdissøn forfattede Islendingadrápa (Str. 25), at han "troede paa sig selv" (''á sik trúði''), hvilket vistnok er at opfatte i snævrere, religiøs Forstand. Sagaen lader ham udtale sin Foragt for den Overtro, som knyttede sig til Skjegges Sværd Skavnung (Kap. 9), ligesom Str. 68 og 69 stærkt udtrykke hans Afsky for Volvers Trolddom, for de magiske Midler ved hvilke disse Kvinder mente at kunne gjøre Krigsmænd usaarlige, uagtet han ikke er fri for Tro paa deres Magt. Forestillingen om Livet efter Døden i Valhal kommer til Orde i de ham tillagte Vers, Str. 80 og 82<ref>Jeg søger forgjæves en Henvisning til disse Stropher hos Schullerus i Paul-Braunes Beiträge XII, 241—251: "Der Valh&#491;llglauben bei den skalden".</ref> men mere som poetisk Fiction end som personlig religiøs Tro. Da han engang under Svømning nær var bleven opædt af Aale, kvad han skjæmtende Vers (Str. 80), hvori han siger: "Mindst vilde Odens Dør lukke sig op for mig, om jeg var falden i Kamp med Dammens Stormænd". Sagaen lader Kormak , da han ligger saaret og smertefuld paa Dødsleiet, kvæde en Strophe (83), hvori han erklærer, at han i sin Ungdom ikke (som de ægte Odensdyrkere) har fattet den Bestemmelse heller at gjennembore sig med sit Sværd end at skulle dø af Sygdom; "ogsaa andre Mænd dø paa Sotteseng". Men rent poetisk er Kormak aabenbart opfyldt af de mythiske og heroiske Sagn. Han betegner sig med Stolthed som den der frembærer Odens Drik. Hentydninger til Fortællinger om de hedenske Guder har en omfattende Betydning for hans Digtes Fremstillingsform. Man misforstaa mig ikke, som om jeg heraf skulde ville slutte, at disse Gudesagn var laante fra Irlænderne. Men den fremhævede Kjendsgjærning viser, at Sagnene om Guderne ved Hedendommens Slutning stærkt optog Sindene netop i de Kredse af Nordmænd og Islændinger, som stod i den nærmeste Forbindelse med Vestens Folk og i hvilke Paavirkninger fra Irer og Englændere nødvendig maatte have gjort sig gjældende. I Kormaks Sigurðardrápa omtaler Skalden, hvorledes Jarlen paa Lade opretholdt Ofringerne til Guderne. Staalet (Omkvædet) i de Stropher af dette Digt, som høre til Stevjebalken, dannes af en for hver Strophe skiftende Sætning, som i Korthed meddeler et mythisk Sagn. Om disse Traditioner, som Gustav Storm mener<ref>Arkiv f. nord. Fil. II, 134.</ref> ligetil er laante fra Billederne i Templet paa Lade, forekommer mig tvivlsomt. Dette synes ikke rigtig at passe ved Sætningen ''vá Gramr til menja''<ref>Hkr. Hak. s. g. Kap. 16.</ref>, "Gram vandt Skatte ved Kamp", hvor Gram vel maa være den samme som den af Saxo i første Bog omtalte Konge Gram og identisk med den Kong Gram, der efter Skáldsk. Kap. 64 (Sn. E. I., 516) var en Søn af Halvdan den gamle. Til Kormaks Sigurðardrápa henfører jeg ogsaa, i Modsætning til Egilssons Mening, Halvstrophen :


:Eykr með ennidúki
:jarðhlutr día fjarðar
:breyti hún sá er beinan
:bindr. Seið Yggr til Rindar<ref>Sn. E. I, 236, 470.</ref>.


Denne er hidtil ikke i sin Helhed bleven forstaaet. ''jarðhlutr'' "en Del af Jorden" tolker jeg som jarl, hvilket Ord i Skriftform er identisk med de 4 sidste Bogstaver af det med ''j&#491;rð'' synonyme Ord ''hjarl''. Ligesom ''jarðhlútr'' er ænigmatisk Betegnelse for jarl, søger jeg i ''sá er'' (oprindelig ''sás) bindr beinan hún'' en ænigmatisk Betegnelse for ''Hlaða''. ''sá er bindr'' betegner "i Forbindelse med", "i Sammensætning med". Ordet ''húnn'' er bevaret rundt omkring i Norge i Betydning "Halvplanke med en Barkside" og bruges ofte collectivt; med dette Ord er sammensat det nu i Norge brugelige ''hunela(ð)'', "Stabel af Hun". Jeg formoder, at i Digtet istedenfor ''IIIaða'', der efter sin Form kan være af ''hlaði'', "Stabel", er sat ''húnn beinn''. Adjectivet ''beinn'', "ret", er lagt til for at vise, at her skal tænkes paa húnn i Betydning "Halvplanke" og ikke paa Ordets andre Betydninger "Bjørnunge" eller "tærningformet Gjenstand". Altsaa ''jarðhlutr sá er bindr beinan hún = Hlaða-jarl''<ref>Navnegaader forekomme hos Angelsakserne.</ref>.

I en virkningsfuld Strophe (Korm. 61), der tydelig bærer Ægthedens Præg, udtaler Skalden sig om sin Elskedes Skjønhed saaledes:


:Heitar hellur fljóta
:hvatt sem korn á vatni
:(enn emk auðsp&#491;ng ungri
:óþekkr), en bj&#491;ð sekkvisk,
:færask fj&#491;ll in stóru
:fræg í djúpan ægi,
:áðr [en] jafnf&#491;gr tróða
:alin verði Steingerði.


Her henviser Skalden altsaa til den Spaadom, at Verden skal ødelægges ved Ild og at Jorden derpaa skal synke i Havet. Denne Spaadom har faaet sit Udtryk i Digtet V&#491;luspá. At Kormak har kjendt den fra dette Digt, slutter jeg af Ordet ''bj&#491;ð'', der i Vspá 4 bruges om Jorden, hvor denne siges første Gang at dukke frem, medens Ordet af Kormak anvendes, hvor han taler om, at Jorden engang igjen skal synke i Havet. Kormaks Strophe giver os altsaa et ydre Vidnesbyrd om V&#491;luspá, der er meget ældre end den Strophe af Arnors Draapa om Orknøjarlen Thorfinn, hvori denne Skald ligesaa taler om, at Jorden skal synke i Havet<ref>Korm. Str. 21 og 22 synes at forudsætte Kjendskab til Sigurdarkvíða.</ref>. Haandskriftet har (i Korm. S.) ''Heitaz'', hvorfor jeg har indsat ''Heitar'', der er lagt til ''hellur'', fordi her er Tale om Verdensbranden.

Det er karakteristisk, at Kormak fra V&#491;luspá optager Ordet ''bj&#491;ð'', "Jord", thi dette synes at være et Laanord fra irsk ''bith'', "Verden", i 10de Aarhundred sandsynlig udtalt ''bioð''.

Især i de poetiske Omskrivninger hos Kormak finde vi en Mængde Navne og andre Udtryk, som hentyde til Gudesagn. Af de mythiske Udtryk, der ikke kan paavises før end hos Kormak eller Mænd af hans Kreds, er der, saaledes som jeg oftere har fremhævet, flere, der er komne til Nordmændene fra Vestens kristne Folk. Dette gjælder om Frøyjas Navn ''Sýr'' (i en Strophe, som Steinar kvæder) af ''dea Syria'', der betegnes som identisk med Venus<ref>Forhandlinger paa det andet nordiske Filologmøde S. 230 f., 234 f.</ref>; det gjælder vistnok ogsaa om Frøyjas Navn ''H&#491;rn''<ref>Forhandl. S. 231 f., 234 f.</ref>. Fremdeles om ''día fj&#491;rðr'', "Gudernes Mjød", af irsk ''día "Gud"<ref>Forhandl. S. 234; Studier over de nord. Gude- og Heltesagn Opr. S. 308.</ref>.

I Str. 65 (hvis Ord, som jeg i det følgende skal søge at vise, feilagtig er overførte til Str 52) udtaler Kormak følgende Ord:


:naddhríðar skalk níða
:njót svát steinar fljóti.


"Jeg skal '''digte Nidvers''' om Thorvald Tintein, '''saa at Stene flyde'''. Dette Udtryk finder Vigfusson Corp. II, 66 uforstaaeligt. Andensteds nævnes det, at Stene flyde, som Udtryk for det physisk umulige. Ved Svend Vonveds Udfærd fra Hjemmet skiftes mellem hans Moder og ham i den danske Ballade følgende Ord:


:"Naar maa jeg lade blande Vin?
:Naar maa jeg vente Komme din?"
:"Naar Stenen tager til at flyde
:og Ravnen tager til at hvidne".
:"Aldrig Stenen flyder
:og aldrig Ravnen hvidner".
:og aldrig maa I vente Komme min".


Først ved Verdens Ende skulde, tænkte man sig, Stene flyde paa Vandet, Korm. Str. 61. Naar Kormak siger "jeg skal digte Nidvers, saa at Stene flyde", saa betegner dette altsaa egentlig: jeg skal digte Nidvers, som skal have kraftig magisk Virkning, saa at Naturens faste Orden derved forrykkes, saa at det, der ellers er physisk umuligt, bliver muligt og virkeligt. Dog tør man ikke antage, at Kormak selv tror, hans Nidvers har denne Virkning.

Ogsaa ellers finde vi hos Islændingerne Forestillinger om, at Nidvers kan have en saa stærk magisk Virkning, at de beherske Naturkræfterne. I Fortællingen om Thorleiv Jarleskald, der er skreven i Flatøbogen (I, 212, Fms. III, 97), berettes, at Thorleiv forklædt som en gammel Tigger kvæder i Haakon Jarls Hal mod denne Høvding Nidvers, som har den Virkning, at Jarlen føler en utaalelig Kløe over hele Legemet og allermest i sin Bag. Derpaa begynder Thorleiv at kvæde Taageversene, som er midt i Nidvisen mod Jarlen, og da bliver der mørkt i Hallen. Da han endelig kvæder sidste Tredjedel af Nidvisen, kommer hvert Jærn, som er i Hallen, i Bevægelse uden at være rørt af Menneskehaand, og dette bliver mange Mænds Bane. Jarlen falder i Svime.

Islændingernes Forestillinger om Nidvisers magiske Virkning røbe efter min Formodning Paavirkning fra Irlænderne, hos hvem vi finde ganske analoge Forestillinger.

Det fortælles, at den hellige Patrik, da han forbød Irerne Udøvelsen af Druidernes Kunst, tillod satiriske Digte (Nidviser) af de dertil udvalgte Digtere. Oftere omtales, hvorledes de irske satiriske Digte havde magisk Virkning. Ligesom en islandsk Skald ved Nidvers frembringer Kløe over Haakon Jarls hele Legeme, saaledes faa irske Digtere ved sine satiriske Vers ondartede Blemmer eller Kveiser til at bryde ud i dens Ansigt, mod hvem Versene er rettede. Irlænderne forestilte sig, at man kunde kvæde Nidviser mod Folk med den Virkning, at Korn, Græs og Løv ikke groede for dem, saa at de ingen Fisk fik fanget, ja saa at Jorden slugte dem med alt hvad de eiede<ref>Se O'Curry Manners and Customs II, 70 og 217—219; D'Arbois de Jubainyille, Introduction a l'étude de la littérature celtique S. 259—270.</ref>.

Ogsaa andre irske Ord end ''bj&#491;ð'' og ''dia'' synes at forekomme hos Kormak. ''kellir'' findes ikke i den gamle Litteratur uden i Kormaks Vers 53,3:


:fj&#491;ll eru fjarðar kelli
:faldin


og i en ''þula'' (Sn. Edda I, 573, II, 479) blandt poetiske Benævnelser paa en Hjælm. I Sn. Edda II, 562 er Ramsens Verslinje skreven ''hilldigaulltr kèllir'', men at Formen ''kellir'' er den rette, viser (sikrere end Skrivemaaden i Cod. reg. og i Cod. A. M. 748) Kormaks Vers, uagtet Versemaalet i Ramsen da er uregelret. Gislason (om Helrim, 29 Anm. 28) forklarer ''kellir'' som Afledning af ''kollr'', saa at det egentlig skulde betyde "Hovedbeskjærmer", og dette optager Möbius Korm. S. 145. Men et Ord afledet af ''kollr'' ved Suffixet — ir maatte have hedt *''kyllir''. Saaledes er af ''kollr'' dannet det norske Verbum ''kylla'', "kappe Træer", af ''hollr hylli'', af ''sollr'', det norske ''sylla'', "brække Brød i Melk", ''af troll trylla'' o. s. v. Den bindende Kraft af denne Analogi kan ikke svækkes ved Former som ''hnetr af hnot''. Efter min Formodning er ''kellir'' af fremmed Oprindelse. Det Ord, hvorfra det middelbart eller umiddelbart stammer, finder jeg i irsk ''caille'' f. Slør, ofte brugt om Nonnernes Slør, men ogsaa om Slør som Hovedprydelse for andre Kvinder; se O'Curry Manners and Customs III, 113 f. Dette ''caille'' er igjen, som Whitley Stokes (Remarks on the Celtic Additions to Curtius' Greek Etymology S. 7) har vist, en Forvandling af lat. pal Hum, der i Middelalderens Latin brugtes om Nonnernes Slør. Fra irsk caille "Slør" stammer vistnok det i Middelengelsk, men endnu ikke i Angelsaksisk forekommende ''kelle, calle'', "Haarnet" (et Slags Hovedprydelse for Kvinder), ogsaa "Nethinde"; se Mátzner Worterbuch. Ordet bruges endnu i Skotsk i Formen ''kell'' 1. A dress for a woman's head, especially meant to cover the crown. 2. The hinder part of a woman's cap (Jamieson) ; i Engelsk i Formen caul, Puld (Bagstykke) paa en Kvindekappe eller Hue, ogsaa Nethinde, Seierskjorte<ref>Det engelske Ord kan paa Grund af den gamle Form kelle vistnok ikke stamme fra det allerede i 14de Aarhundrede forekommende, men nu forældede franske cale f. "espéce de coiffure de femme en forme de bonnet plat par en haut couvrant les oreilles et échancré par devant avec une petite bordure de velours" (Littré). 2. En Kalot, hvoraf nyfransk calotte. Det franske cale er vistnok ikke af celtisk Oprindelse, thi hverken Bretonsk eller Gallisk kan nogensinde have havt noget til irsk caille svarende Ord, som har begyndt med c. Littré afleder fransk cale af caier "abaisser".</ref>.

Irsk caille blev vel med Kjendskab til irsk Klosterliv udbredt til Skotsk og Engelsk. Om Kormak har optaget Ordet ''kelli'' (Dativ) nærmest fra Nordengelsk eller fra Gaelisk, lader sig neppe bestemme, kelli betegner efter det foregaaende egentlig en Hovedbedækning for Kvinder, og dertil kan Udtrykket ''faldin'' passe; ''faldin fjarðar kelli'' betegner "dækket med Is". Forfatteren af ''nafnaþulur'' har vistnok fra Kormaks Vers optaget ''kellir'' ligesom flere andre Ord, men det er unøiagtigt, naar han har opført det under poetiske Benævnelser paa en Hjælm.

Jeg har allerede nævnt, at Kormak i en ænigmatisk Betegnelse af Titelen ''Hlaðajarl'' anvender Ordet ''hjarl'', "Land". Dette Ord forekommer ogsaa i en anden Strophe af samme Draapa (Sn. E. I, 414):


:hj&#491;rr fær hildib&#491;rrum
:hjarl Sigurði jarli.


Det er ligeledes brugt af Einar skálaglamm i Vellekla Hkr. Ól. s. Tr. Kap. 50;  af Øyjulv dáðaskáld i Bandadrápa Hkr. Ól. s. Tr. 96, 4; 97, 3 ; af Thord Kolbeinsson Hkr. Ól. s. h. 23, 1 ; af Hallarstein i Rekstefja 7, 8; i et Vers om Magnus Barfods Kamp i Bretland Hkr. Magn. s. barf. 11, 2, og i endnu flere, senere Digte. Tidligst forekommer Ordet hos Kormak. Derimod er det aldeles ukjendt i den gamle mythisk-heroiske Digtning og i Prosa. Det findes blot hos islandske Skalde, ikke hos norske. Der er intet Spor af det i andre nordiske Sprog eller i nulevende nordiske Dialekter, og etymologisk synes det ikke med nogen Rimelighed at kunne forklares af nordiske Sprog. Heraf er det klart, at hjarl udelukkende tilhører den islandske kunstige Skaldedigtning, hvori det, saavidt vi kan se, først ved Kormaks Digtning har vundet Hævd. Efter hvad her forøvrigt er oplyst om Ordet, ligger det nær at formode, at hjarl er et Fremmedord, og det maa da være laant enten fra Irsk eller Engelsk. I Irsk betyder ''ferann'' "Land", navnlig en særlig Del af et Land eller Territorium<ref>Joyce Irish Names of Piaces, Second Series, p. 359.</ref>. Dette Ord blev allerede i Gammelirsk udtalt ''fearann''. Men ''f i ferann'' bliver aspireret efter oprindelig vokalisk Udlyd i visse dermed nær sammenhørende Ord. Aspireret f er i Nyirsk stumt og har allerede i det gamle Sprog været dette<ref>Jfr. Zeuss-Ebel Gramm. Celt. 55; Zimmer i Kuhns Zeitschr. XXX S. 21—25.</ref>. Det er f. Ex. nu stumt i en Mængde Stedsnavne, hvis andet Led dannes af ''ferann''. Ved Siden af ''fearann'' hørtes altsaa i visse Forbindelser ''earann''. Inden det aspirerede f fuldstændig forstummede, hørtes det sandsynlig som h, og det synes antageligt, at dette h i visse Forbindelser (hvor der ellers vilde være Hiatus) endnu hørtes i 9de eller 10de Aarhundrede. Fra en irsk Udtaleform ''h earann'' "Land" stammer efter min Formodning Skaldesprogets ''hjarl''. Synkope af Vokalen efter r er i Dat. ''hjarli'' regelret, og derfra kan den være overført til de andre Casus. Derimod gaar n ikke over til l uden særegen Anledning, men denne har her været tilstede. I alle de ovenfor nævnte syv Vers, hvori ''hjarl'' forekommer, danner det Stavelserim med jarl. Der er en naturlig logisk Forbindelse mellem Betegnelsen for "Land" og for "Landshøvding". Jeg tror derfor, at Indflydelse af jarl har bevirket, at det fra Irsk laante Ord for "Land" har faaet Formen ''hjarl'' med l, hvorved mulig ogsaa Trang til at skille Ordet fra oldn. hjarn "haard Sne" virkede med.

I Str. 56, 3 kalder Kormak Havet ''eyja þjálfa'' (cas. obl.) i Rim med ''gjálfr''. Dette er første Gang, Ordet ''þjálfi'' forekommer i den gamle Litteratur. I et Vers af Einar Skulesson (Sn. E. I, 496,5) er Havet kaldt ''Manar þjálma'' (cas. obl.) i Rim med ''álm'' —; i et Vers af Harald Haardraade Hkr. Har. s. h. 44 ''fjálma þángs'' i Rim med ''skelmi'', eller, som der i Fms. VI, 270, 1 er skrevet ''þjálfa — skelfi''. I Leiðarvisan 4 heder Gud ''hreggþjálma hilmir''. Ordet er ogsaa paavist i islandsk Prosa med Betydningen "Snare" "Fælde": ''hann sér svá marga illgjarna anda með ýmisligum þjálma sinna flærða'' Mar. 506 L. 22; ''hverja þjálma Heinrekr konungr egnir fyrir fætr Thome'', Thom. 361 L. 19, se J. Þorkelsson Suppl. 1876 S. 90. Ved ''eyja þjálmi'' eller ''þjálfi'' betegnes altsaa Havet som en Strikke, der slynger sig om Øerne. Det isl. ''fjálmi'' eller ''þ)jálfi'' m. "Strikke" "Snare" synes snarere at være et Laanord fra end urbeslægtet med irsk ''tailm'' eller ''teilm'' f., gen. ''telma'', en Slynge eller Strikke, se Windisch Wørterbuch; jfr. cymr. ''telm'', Snare, Fælde. Ordets nordiske Form blev sandsynlig bestemt derved, at der fandtes et ægte nordisk Mandsnavn ''Þjálfi''; dette forekommer paa svenske Runestene. Jfr. ''Þjálfahellir'' Fms. X, 261 ved Indløbet til Trondhjemsfjorden.

Skjældsordet ''hlúki'' Korm. 14, 5, der ellers ingensteds kan paavises, synes at være det irske ''lúgain'' "a shabby fellow" (O'Reilly); jfr. gael. ''lúgan'' "a short, cr&#491;ked, deformed, imbecile person" (Macleod and Dewar). Isl. ''h l'' er ogsaa i ''Hlymrek'' "Limerick" traadt istedetfor irsk l. Det nyirske g i Indlyden forudsætter oldirsk c.

Mange af Kormaks Stropher er et Udtryk for hans opblussende Vrede eller drøie Spot ligeoverfor Mænd, tildels af lav Byrd, som hindrende træde i Veien for hans Elskov. I disse Stropher, hvis Versemaal gjærne er friere, staar ogsaa Sprogtonen Dagligtalen nærmere. Vi finde her flere islandske vulgære Ord, som enten ellers slet ikke kjendes eller som her forekomme for første Gang. Foruden det allerede nævnte ''hlúki'' skal jeg fremhæve enkelte andre. 14,i forekommer for første Gang ''frenja'' "Ko", som vistnok efter dette Sted er optaget i Ramsen Sn. Edda I, 588. Vigfusson anfører Ordet fra ''Búnaðarbálkr'' (digtet 1764), og Björn Haldorsson har det nyisl. ''frenjuligr'' "procax". Af ''frenja'' er der ikke Spor i Norge. Jeg formoder, at ''frenja'' er istedenfor ''*flenja'' og kommer af ''flana'', der et et almen-nordisk Ord. Aasen forklarer det "løbe blindt hen, især for at se paa noget", Björn Haldorsson "præceps ruere". ''Frenja'' er da en foragtelig Betegnelse for Koen, og denne foragtelige Betydning fremtræder endnu i ''frenjuligr''. I Nordisk er fr oftere indtraadt for fl 1<ref>I det vestlige Telemarken betegner ''frans'' "penis equi"; men i Valle i Sætersdalen har jeg hørt den ældre Form ''flans'e'', jfr. oldn. flannfluga. Paa Søndmør siges nu frestalle = oldn. flestir allir; Sagnhelten Ásmundr Flagðagæfa kaldes nu i Telemarken Ásmonn Fregdejævar.</ref>. Jeg formoder, at fr i ''frenjuligr'' er opstaaet ved Dissimilation af fl, og at fr derfra er overført til ''frenja''.

Korm. 55, 5 findes det ogsaa i Sn. Edda II, 496 nævnte Skjældsord ''gáð''i. Er dette beslægtet med ''gár, gárungr'', nu i Helgeland i Norge "gåre", "en Taabe, Tosse"?

Det ogsaa i Prosa forekommende ''dugga'' fem. "Kujon" findes første Gang i Korm. 75,7. Det er sandsynlig laant fra ags. ''docga'' masc. "en Hund", med Overgang til Hunkjøn ligesom ved oldn. kempa fem. "Kjæmpe" af ags. ''cempa'' masc. Ogsaa middelengelsk ''dogge'' forekommer brugt som Skjældsord. Vokalforholdet mellem oldisl. ''dugga'' og middeleng. ''dogge'' er det samme som f. Ex. mellem oldisl. ''kuggr'' og middeleng ''cogge''.

Omvendt synes eng. ''jade'', "en Skindmær", i Nordengland og Skotland ''yaud'' at stamme fra ''jalda'', der forekommer i det Nidvers (64, 2), som falskelig lægges Kormak i Munden, og andensteds, = gotl. ''jäldä'' "en Hoppe".

Kan det latinske og romanske coda (hvoraf codardo, en Kujon) være blevet udbredt paa de britiske Øer saa tidlig, at Skjældsordet ''kauði'' Korm. 57, 2, der er nævnt blandt Skjældsord Sn. Edda II, 496 og endnu bruges paa Island, kan stamme derfra? Formen ''kauða'' forekommer som Tilnavn paa Mænd.

''manga'' Korm. 6, 7 "forhandle" er laant fra Engelsk<ref>Angelsaks, mangere (mercator vel negotiator) gik ikke blot over i Oldnorsk som mangari men ogsaa i Irsk som mangaire (Wh. Stokes Academy 25 August 1888).</ref>.

''snauta'' 72, 5 forstaar jeg med Egilsson og Björn Ólsen intransitivt: "du lader Møgkjøreren luske sig til dit Leie". Ordet maa endnu i nyere Tid have været brugeligt paa Island, da Björn Haldorsson forklarer det ved "gaa i Uvished hvor man skal hen (især efter en Irettesættelse)". En nær beslægtet Betydning har det af Aasen fra Gudbrandsdalen anførte ''snøypa seg undan'',  "liste sig bort, unddrage sig", hunden snøyper rumpa "slaar Halen imellem Benene". Derfor formoder jeg, at ''snauta'' er opstaaet af ''*snaupta''.

Ogsaa de i Kormaks Vers forekommende Ord af det islandske Vulgærsprog har godtgjort livlig Forbindelse med de britiske Øer.

I Kormaks Vers finde vi ogsaa et Ord, der sandsynlig er overført fra et østligt Land, hvori Vikingerne færdedes, nemlig ''elliði'' 78,6, Skib, der i kunstig Skaldskab er brugt af Eiliv Gudrunsson (sandsynlig lidt senere end af Kormak) i Þórsdrápa 14 (Sn. E. I, 300), hvor Brystet kaldes ''hlátr-elliði'' (i Rim med ''hellis''). Som bekjendt bar Thorstein Vikingssons og Fridthjovs Skib Navnet Elliði. Ordet er fremdeles brugt om Kong Gors Skib i den islandske Fortælling om ham i Flatøbogen (I, 22; Fas. II, 5): ''Gorr skylldi hafa eyiar allar þær er laagu a bakborda eliida h[ans] .... for med ellida .... let gera skipsleda vndir ellidann .... let menn sina draga ellidann''. Ordet har dog ikke blot været brugt som poetisk Betegnelse for et Skib overhoved eller som Navn paa enkelte Sagnheltes Skibe. Elliðaey er Navnet paa en med en god Havn udenfor Thorsnes i den nuværende Snæfellsness-sysla paa Island (Landn. II, 19 i (si. s. I, 122; Eyrb. Kap. 22, 24; Kaalund Beskriv. I, 445). I det sydvestlige Island er Elliðaár, der rinder ud af Elliðavatn (Kaalund I, 44, f.). Allerede i Landn. V, 12 (Isl. I, 312) nævnes Ellðíaáross og det fortælles der, at Landnaamsmanden Ketilbjørn fra Naumdalen, hvis Skib hed Elliði, landede paa dette Sted. I en Fjeldskraaning inde paa Snæfellsnes - Halvøen ligger en Gaard Elliði (Kaalund I, 411), der allerede omtales i Egils s. (Kap. 84 ed. F. Jonsson, K. 88 i Reyk. Udg.) under Navnet at Elliða og Korm. s. Kap. 11 (hann bjo á Elliða; riðu brott fra Eliiða). Hvoraf denne Gaard har faaet sit Navn, siges ikke; mulig efter et nærliggende Fjælds Lighed med et Skib. En Islænding af norsk Byrd Elliftagrimr omtales f. Ex. i Landn. 3,i5 (fsl. I, 218). En islandsk Kvinde Álof elliðaskj&#491;ldr nævnes Landn. I, 21 (fsl. s. I, 62); V, 2 (I. s. I, 279), o. fl. St. En meget besøgt Havn paa Orknøerne heder Elwick (Munch Beskriv, over Norge S. 206). Den nævnes i Haakon Haakonssons Saga (Fms. X, 124; Unger Konunga s. S. 466; Flat. IH, 220) som Elliðarvik, men den rette gamle Navneform maa have været Elliftavik<ref>Professor Rygh meddeler mig, at han ikke kjender noget norsk Stedsnavn, som indeholder Eli i 5 i. Vistnok forekommer i Dipl. Norv. II Nr. 139 (Vidisse fra 1409 af et Brev fra 1320) "Ællidenes sum ligger vidh Tunszbergh". Men denne Vidisse har oftere mindre rigtige Navneformer, og det er sandsynlig samme Sted, som i Røde Bog S. 202 nævnes i Slagen under det vistnok rigtigere Navn "Ældinese".</ref>. Hvad jeg her har sammenstillet, synes at gjøre det høist sandsynligt, at ''elliði'' som Betegnelse for et Skib i Vikingetiden ogsaa har været brugt i det prosaiske Sprog paa Island og paa de skotske Øer, mulig og i en Del af Norge. At ''elliði'' har kort e, ser man af Rimet med ''hellis'' i Þórsdrápa, af Skrivemaaden ''ælliði'' Sn. E. II, 481 og deraf, at det norske Stedsnavn ''Eldueið'' i den islandske Fortælling om Gor er omgjort til ''Ellidaeið''. Ordet ser ud som en Sammensætning, hvis andet Led er afledet af 115 a, ligesom det af Fritzner sammenlignede ags. ''ýlliða'', "den der skrider hen over Bølgerne" i Beowulf er Betegnelse for et Skib. Men da ''elliði'' ogsaa har været brugt i Prosa, er dets Oprindelse vistnok ikke tilstrækkelig oplyst ved Möbius's (Korm. S. 167) Forklaring "Stormvandrer" af él (hvis é da maatte være forkortet foran ''ll''). Jeg tror snarere, at ''elliði'' er en ved Folkeetymologi paavirket Omændring af et fremmed Ord, nemlig af litau. ''eldija'', Skib eller af det dermed identiske kirkeslaviske ''alûdija'' Skib = russ.'' lodîja''<ref>Dette russiske Ord findes i Formen leðja i Sn. Edda I, 582.</ref>.  Med dette slavisk-litauiske Ord har allerede Weinhold Altnord. Leben S. 137 identificeret ''elliði''. Det fortjener at fremhæves, at Str. 78 i Korm. s., hvori Ordet er brugt, gjælder et Bjarmelandstog. Ved det fremmede Ords Omdannelse til ''elliði'' har Nordboerne sikkert villet præge det til en Sammensætning med ''liði'' af ''liða'', "skride, seile". Ved el- har man mulig, som Professor Joh. Storm antager, tænkt paa det el-, som forekommer i ''elligar'', "ellers" og i Dalmaalets ''eller''. "anden", got. ''aljis''. Ved Omtydningen til elliiði vilde Nordboerne da have lagt i det udenfra optagne Ord Betydningen af et Skib, som seiler i fremmede Farvande, til fremmede Lande, eller af et udenlandsk Skib.


<center>__________</center>


Möbius har sammenstillet de Vers i Kormaks Saga, som ogsaa forekomme i andre gamle Skrifter. Jeg fremhæver her, at flere Ligheder i Udtryk mellem Kormaks Vers og Jomsvikinga drápa af den orknøske Skald Bjarne Kolbeinssøn vække Formodning om, at Bjarne har kjendt Kormaks Vers. Þorketils dóttur danner Slutningen af en Strophe baade hos Kormak (54, s) og hos Bjarne (Jdr. 18, 8), og Tanken i den forudgaaende Mellemsætning er i begge Stropher den samme ("jeg sørger dybt"). I Jdr. 2, 4 har Haandskriftet ''handf&#491;gr kona''; ogsaa Korm. 84, 4 bør læses ''handf&#491;gr'' med Hskr. og forbindes med ''konan. eldreið'', der er brugt i kvennkenning, forekommer ikke uden Korm. 69, 3 og Jdr. 3, 4. Flere andre Ligheder kan lettere være tilfældige, som f. Ex. Korm. 54: ''leggim'' (saa Björn Ólsen) ... ''saman randir'', Jdr. 21: ''L&#491;gdu. . . saman randir''.

I denne Forbindelse kan det nævnes, at en Række af Ord, som vi ikke kjende uden fra Kormaks Vers, er optagne i de versificerede þulur, der efter en af mig tidliger udtalt Formodning er forfattede paa Orknøerne, snarest af Bjarne Kolbeinsson.

Björn Ólsen har fremhævet (S. 46 f.), at Korm. 82, 5-6 indeholde en paafaldende Parallel med Krákumál 29, 5-6 og at Versemaalet ved de friere Vers i Kormaks Saga i høi Grad minde om Krákumál. Ogsaa de oprindelige Dele af Krákumál er sandsynlig forfattede paa Orknøerne; jfr. Vigfusson Corp. II, 340, Forf. i Pauls og Braunes Beitr. XII, 364 Anm.

Men et Ord i Str. 82 taler for, at denne Strophe ikke er digtet af Kormak. Vigfusson har i Safn I, 374 f. søgt at vise, at Kampen mellem Berse og Steinar har fundet Sted længe efter Kormaks Død. Hvis dette er saa, kan Prosaens Beretning (S. 29) om, at det er til Kormak, at Steinar kvæder Str. 42, ikke være historisk rigtig, og heller ikke Beretningen om, at Steinar efter Kampen med Berse skjænker Kormak Sværdet Skrýmir (der ogsaa nævnes i Egils Saga). Str. 82, hvori Kormak kalder sit Sværd Skrýmir, maa da vistnok af en senere Skald være lagt i hans Mund.


<center>'''II.'''</center>


Med Hensyn til det poetiske Udtryk i de Kormaks Saga tilhørende Vers antager Möbius med Sveinbjörn Egilsson, at "hálfkenningar" i dem oftere forekomme, medens Björn Ólsen bestrider dette, som det synes, i Overensstemmelse med Konrad Gislason (Njála II, 152, L. 31). Ved "hálfkenning" forstaaes det, at et Ord, der regelret og hvor Udtrykket er fuldstændigt forekommer som Hovedord i en poetisk omskrivende Betegnelse, er brugt alene i samme Betydning som ellers de kenningar, i hvilke vedkommende Ord danner Hovedledet eller det styrende Led. En hálfkenning er saaledes det, at ''gefn'' alene bruges for at betegne det samme som ''linnvengis gefn, sørva gefn, &#491;ldrykkju gefn'' og lign. d. e. Kvinde. Björn Ólsen mener endog overhoved, at saadanne hálfkenningar "har været fremmede for den gamle Skaldedigtning". I sin Begrundelse at denne Mening har han kritisk gjennemgaaet Versene i Kormaks Saga. Derimod har han ikke taget Hensyn til Vers, der er bevarede i andre gamle Skrifter. Dette synes mig dog nødvendigt for at stille Spørgsmaalet paa et tilstrækkelig bredt Grundlag. Da de fleste Stropher af Kormak i Kormaks Saga er henvendte til eller hentyde til en Kvinde, er det for disse af Vigtighed navnlig at vide, om hálfkenningar, der betegnede "Kvinde", brugtes i den gamle islandske Skaldedigtning. Jeg skal her sammenstille nogle Henvisninger til Vers, som synes mig at afgjøre dette Spørgsmaal.

Jeg nævner først Vers af Viglundar saga, der ligesom Versene i Kormaks Saga for en stor Del er erotiske. Sagaen er efter Vigfusson ikke ældre end fra Slutningen af 14de Aarhundred og Versene ikke tidligere end Slutningen af 13de Aarhundred. Andre antage Versene for samtidige med Sagaen. Sagaen er bevaret i to Pergamenthaandskrifter fra sidst i 15de Aarhundred (eller det ene skrevet først i 16de Aarh. af Jón Arason) foruden i mange Papirhaandskrifter. Versene synes ikke at være stærkt forvanskede. De Stropher, af hvilke jeg anfører Vers eller Udtryk, er digtede enten i drottkvætt eller i háttlausa eller staa paa Grænsen af begge Versemaal.

''frið hl&#491;kk''! i Tiltale til den elskede Kvinde S. 67.

''rád eru þunglig þrúðar'' (d. e. Kvindens) S. 71.

Andre hálfkenningar for Kvinde i Vigl. s. er: ''Hlín'' (i Udg. lin) ''hárf&#491;gr'' S. 77<ref>Efter Vigfussons Tolkning skulde S. 77 forekomme en hálfkenning ''itrust freyja''. Men jeg formoder her, at ''eygerðr freyja'' er forvansket af ''eygardz'' (Havets) ''freyja.''</ref>. I senere islandske Haandskrifter forekommer oftere Formen ''lín'' for ''hlín''.

''títt flugu tár of'' (Var. af) ''tróðu'' S. 77.

''fjótra framlunduðust'' S. 82.

Med ''fj&#491;tra'', der andensteds forekommer som Hovedleddet i en omskrivende Betegnelse for en Kvinde, jævnføre man norsk Dial. ''fjetra'', Trænagle som forbinder Slædens Langbjælke med Meien, ogsaa: en af de Støtter, hvorpaa Slædens Bjælker hvile<ref>Derimod i Gautreks s. (Fas. I, 1) er en Kvinde ved Navnet Fj&#491;tra betegnet som klodset og enfoldig.</ref>.


:fj&#491;ll eru mér þekk af þellu,
:þvi er ek hljóðr, valin tróða,
:víf á ek vænst at leyfa,
:valgrund, er þar sitr undir S. 83.


Her synes først ''þellu'', derpaa ''valin tróþa'' at være Betegnelse for Kvinden. Dog er det muligt, at det ene af disse Udtryk er Led af en kenning, thi valgrund "Falkens Jord" synes at betegne "Haanden". Man kunde da læse: ''valgrundar 'r þar sitr undir'' og forbinde ''valin tróða valgrundar''.


:hin unga eik, kona f)in S. 87.
:at vera svá tamr við tróðu,
:at taki ek manns konu annars S. 88.


Disse Steder af Viglundarsaga give efter min Mening et fuldgyldigt Bevis for, at "hálfkenningar" brugtes ved poetiske Betegnelser for "Kvinde" i den noget friere islandske Digtning fra en senere Periode (fra Slutningen af 14de Aarhundrede ?).

I andre ældre Sagaer forekommer, om end ikke meget ofte, Vers, som indeholde Udtryk, der er ensartede med de, jeg har anført af Viglundar saga. Gisle Surssons Saga henfører Vigfusson tilligemed de deri optagne Vers til 13de Aarhundrede; dog antager han, at der i Versene er føiet ind Stumper af ældre, mere poetiske Vers. Sandsynlig er Versene ældre end den os foreliggende Saga, men ikke digtede af Gisle. Versene er optegnede i to Pergament-Haandskrifter. Af denne Saga kan anføres Str. 18 (S. 45, 130, 164):


:orða
:oss lér um þat skorða,
:gefn drepr fyr mér glaumi.


Her er ''skorða'' og ''gefn'' hálfkenningar for "Kvinde".

Den kortere Hallfreds Saga er skreven i et Haandskrift fra Begyndelsen af 14de Aarh. og efter Vigfusson forfattet omkring 1220. Her lægges der Hallfred en Strophe i Munden (Fornsogur 105, Gislason Prøver S. 30), hvori det heder:


:kv&#491;l þolir Hlín hjá hánum.


Selv om man i følgende Linje vilde læse ''ofremdar'' (ikke ofremdar) og forbinde dette med ''hlín'', vilde man ikke derved faa en regelret kenning.

I Eyrbyggja saga fra Midten af 13de Aarhundrede, hvis Vers findes i flere gode Haandskrifter, meddeles Stropher, som skal være digtede af Þorarinn Máhliðingr om Begivenheder i 981. I en af disse heder det (Kap. 19, S. 26):


:Roðinn sák hrundar handa
:hnigreyr... dreyra,


hvor ''hrundar'' alene betegner "Kvindens".

Gunnlaugs saga er bevaret i to Pergament -Haandskrifter. Her (Kap. 11, Isl. ss. II, 252) tillægges der Gunnlaug, der levede i Begyndelsen af 11te Aarhundred, følgende Verslinje:


:gefin vas eir til aura
:ung.


Men i et andet Vers (Isl. ss. II, 254) kvæder han:


:Gefin vas eir til aura
:armdags en litfagra.


I Fostbrædra saga, der er bevaret i tre Pergament-Haandskrifter, lægges der Thormod Kolbninarskáld en Strophe i Munden (Gislasons Udg. S. 40, 64; Flat. II, 155), hvori Udtrykket ''þrúdr en prúda'' er brugt om en Kvinde.

I en Strophe om Kong Harald Haardraades Tog til Danmark af Thjodolv Arnorsson, som anføres i Heimskr. Har. s. harðr. 62, 3:


:þ&#491;ll leggr við frið fullan
:á... þat leyfi,


hvor ''þ&#491;ll'' er "Kvinden".

I den legendariske Olav den helliges Saga anføres en Flokk, som der med urette tillægges Olav, men som i Knyti. s. siges at være digtet af Knuts Krigere. Deri forekommer ''ilmr'' som Tiltale til en Kvinde (Ól. s. h. Christ. 1849 S. 9; Fms. V, 229).

I Grettis s., der har mange sene Vers, heder det Kap. 17, 4 (S. 35) i en Strophe:


:Fast hefir hrund at h&#491;ndum,
:h&#491;rnauma,  þér saumat;
:skorð vill, at...


Her er altsaa ''hrund'' og ''skorð'' brugte som hálfkenningar.

Til de oven anførte Exempler kan endnu føies: I Kanniken Gamles religiøse Draapa Harmsol fra Midten eller anden Halvdel af 12te Aarhundred, Str. 52: 


:guði treystiz bil,


om Jomfru Maria.

I en Strophe, der mulig er forfattet af Einar Skulesson og som anføres i Uppsala-Edda (Sn. E. II, 36 3, 3):


:ef unna
:itr vildi bil skaldi


med skothending i lige Linje.

Jeg har altsaa paavist, at ''bil, eik, eir, fj&#491;tra, gefn, hlín, hl&#491;kk, hrund, ''ilmr'', skorð, skorða, tróða, þella, þ&#491;ll, þrúðr'' (15 Ord) forekomme som "hálfkenningu , som Betegnelse for Kvinde. Enkelte af disse Udtryk findes saaledes brugte flere Gange. Jeg vil ikke benegte, at nogle af de nævnte Exempler kan grunde sig paa Forvanskning eller falsk Tolkning. Men alle eller de fleste kan ikke fjærnes uden vilkaarlig Behandling af den traditionelle Text.

Brugen af hálfkenningar for "Kvinde" har været udbredt i friere Vers, i lausavisur, navnlig af erotisk Indhold. Derimod synes den at have været undgaaet i omhyggelig udarbeidede, kunstige Digte. Jeg har saaledes intet Exempel fundet i Snorres Háttatal, heller ikke i de Vers, som anføres i Skáldskaparmál. Enkelte Exempler fra strængt byggede Digte i drottkvætt har jeg ovenfor nævnt. Den anførte Brug af hálfkenningar har været sædvanlig i 13de Aarhundred, men kan ogsaa paapeges i de forudgaaende Aarhundreder, om end, naar man gaar tilbage, i aftagende Antal, og, hvis man (hvad jeg ikke gjør) stoler paa Traditionens Bestemmelse af Versenes Forfattere, kan Brugen føres tilbage til Slutningen af det 10de Aarhundred.

Efter at have slaaet dette fast gaar jeg nu over til Vers i Kormaks Saga. Opgaven er jo ikke at omgjøre disse efter de strængeste Skalderegler, men at paavise, saavidt muligt, deres historisk oprindelige Form.

I Korm. 15, 3-4 er den til to Haandskrifter støttede Tekst:


:inn vask (var ek i Hskrr.) ilmi at finna
: ...of genginn.


Her har vi, som de i det foregaaende meddelte Sammenstillinger vise, ingen Ret til at forandre Texten, fordi her er brugt en hálfkenning. Björn Ólsens Ændring (S. 15):


:inn vins ilmi at finna
: ...of gengum


kan jeg ogsaa af den Grund ikke tilegne mig, at Enstavelsesordet mellem ''inn'' og ''ilmi'' ikke er betonet, hvilket er naturligt ved vask, men mindre naturligt ved ''vins''.

I Korm. 33 ser jeg heller ikke tilstrækkelig Grund til at forkaste det til Haandskriftet støttede:


:G&#491;ngu vask of genginn
:gefn! til víssar stefnu.


Jeg deler ikke de S. 16 af Björn Ólsen mod ''til vissar stefnu'' ytrede Betænkeligheder. Jeg forbinder helst med Möbius ''nú'mk h&#491;rþellu hylli hornungr tváa morna'', thi derfor taler det følgende: ''gremjumk hins at heima munak sitja enn þriðja''. "Jeg har nu siddet hjemme to Morgener uden at møde Steingerd; det harmer mig, at jeg ogsaa skal sidde hjemme den tredje Morgen". Björn Ólsens Formodning ''Gefn til visar stefnu'', "Frøyja stævner mig derhen", synes mig ikke at have tilstrækkelig Støtte i Skaldenes Udtryksmaade.

I Str. 62, L. 5—8 beholder jeg ligeledes det traditionelle:


:at axllimar yðrar
:auð-frigg! muni liggja
:hrund! á heiðis landi
:hliðar mér of siðir,


medens Björn Ólsen S. 25 f. vil ændre ''auð-frigg hrund'' til ''eld-frigg handa'' eller ''uð-frigg handa''. Han indvender mod Haandskriftets Text, at der da er to ''áv&#491;rp'' (Tiltaleord) i samme Sætning, hvilket efter hans Mening paa ingen Maade gaar an. Analogt er dog (foruden angelsaksiske Udtryk) Forholdet ved et Vers i Eyrb. s. S. 48 (Kap. 28):


:hoddgrund, hvat býr undir,
:hlín, oflæti þinu,
:hyrmælt, hóti fleira,
:hvitings, en vér litum,


selv om vi her vil stille ''hvitings hyrmælt'' ''Hlín!'' som Tiltaleord i Forbindelse med en ''vér litum''. Og Brugen af to Tiltaleord til samme Person i samme Sætning er ikke i mindste Maade haardere end Brugen af to substantiviske Udtryk for samme Person som Subject i samme Sætning. Dette forekommer f. Ex. Grettis s. S. 35:


:Fast hefir hrund at h&#491;ndum,
:h&#491;rnauma, þér saumat.


Grett. s. S. 171 (Kap. 77):


:Sverdlitinn kvað sæta,
:saumskorða, mik orðinn.


I Korm. 16,5-8 læser Björn Ólsen:


:Renndak alt it innra
:(Eirar geirs) at þeiri
:(hins erum H&#491;rn at finna)
:hús brágeislum (fúsir).


Möbius derimod har med andre Fortolkere opfattet Strophen paa følgende Maade:


:Renndak alt it innra
:eirar geirs at þeiri
:Hlín (erum H&#491;rn at finna)
:hús brágeislum (fúsir).


Begge Textrecensioner grunde sig paa Ændring, thi intet Haandskrift har ''hins'' eller ''Hlín'', men A har ''Hlíns'', B ''hlíns''. Jeg maa ogsaa her slutte mig til Egilsson og Möbius imod Björn Ólsen. Det er nemlig Regel i disse erotiske Digte, at Kvinden i hver Sætning, hvori hun omtales, betegnes ved et nyt substantivisk Udtryk. I Str. 7 betegnes saaledes Steingerd i 4 Sætninger ved 4 forskjellige kenningar. Den angivne Regel vil man finde opretholdt i en lang Række af Stropher, og jeg har ikke fundet mere end en eneste Undtagelse, 35, 7:


:minn leikr hugr á henni,


hvor denne Sætning begrunder det, at Skalden i det foregaaende har tiltalt sin Elskede, uagtet han henvender sig til et andet Menneske. Forholdet er her væsentlig forskjelligt fra det i Str. 16. Jeg kan derfor ikke med Björn Ólsen antage, at ''þeiri'' i 16, 6 staar uden tilføiet Substantiv. Dette kan jeg saameget mindre, naar jeg sammenligner de to andre Steder, hvor ''þeiri'' ligesom i 16, 6 er stillet sidst i Verslinjen, nemlig 10, 5-8:


:þó váru vér þeiri
:þ&#491;ll hyllinga<ref>Se i det følgende.</ref> vallar
:... meðalkunnir.


og 18,5-s :


:því meira skalk þeiri
: ...............................
:unna s&#491;lva gunni.


Björn Ólsen har fortræffelig forklaret ''Eirar geirr'' som "Eirs (Lægekunstens Gudindes) Spyd" d. e. Lancetten. Om ''Eirar geirs'' skal forbindes med ''Hlín'' eller med ''h&#491;rn'', lader sig næppe sikkert afgjøre. Hint synes det naturligste. Men ialfald tror jeg efter det anførte, at enten ''Hlín'' eller snarere ''h&#491;rn'' i 16, 7 er brugt som hálfkenning for "Kvinde".

Korm. 84,5-8:


:þás sliðrdreginn sága
:s&#491;ng of mínum vanga
:Hlakkar trafr, en hrafni
:heitr féll á nef sveiti.


Her kan man vistnok ikke paastaa, at saga er hálfkenning, saalænge man ikke har klaret det dunkle ''trafr''. Men naar Björn Ólsen S. 30 vil forandre ''saga hlackar trafr'' til ''seyðir Hlakkar tafns'', saa kan jeg ikke finde dette sandsynligt, fordi ''seyðir'' (seyfer) i Træk fjærner sig ikke lidet fra saga, fordi jeg aldrig har seet ''seyðir'' brugt som Led af poetiske Omskrivninger og fordi ''seyðir'' i Prosa kun betegner Ilden som den, hvorved man koger noget. Desuden synes Omskrivningen ''Hlakkar tafn'' mig mig meget betænkelig. Gauts tafn i Isl. ss. I, 307, hvorpaa Björn Ólsen beraaber sig, betegner "et Odens Offer". Men jeg mindes ikke at have seet omtalt, at man ofrede Mennesker, som faldt i Kamp, til Valkyrjerne, med mindre man vil tænke paa Thorgerd Holgabrud. Forholdet ved hende er dog i flere Henseender forskjelligt. Det synes mig at ligge nærmest at beholde ''sága!'' som hálfkenning og at læse ''Hlakkar þrafni'' (med Elision efter); ''þrafni'', der forekommer i et Vers af Glum Geiresson Sn. Edda I, 234, maa betyde "Bjælke" eller lignende.

Endnu bør i denne Forbindelse nævnes Korm. 64, hvis L. 1—4 i Haandskriftet er skrevne:


:Villda ek hitt at veri.
:valldeir gomul iallda.
:stærilát i stoði.
:steingerðr en ek reini.


Björn Haldorsson opgiver, at stærilátr betyder "hovmodig" og stærilæti "Hovmod", hvilket fuldkommen stemmer overens med Adjectivets Sammensætning, ''valdeir'' kan paa Grund af Formen ikke være d. s. s. ''faldeir''. Jón Þorkelsson har formodet, at ''vald-'' her skulde betegne et kvindeligt Klædningsstykke eller Smykke, men et saadant Ord har man ingensteds kunnet paavise. Da ''vald'' betyder "Magt, Myndighed" og da ''eir'', som vi har seet, uden Tillæg kan betegne "Kvinde", saa forstaar jeg ''valdeir'' som ''ríkiskona'' og forbinder Ordene saaledes: ''ek vilda hitt, at valdeir stærilát Steingerðr væri g&#491;mul jalda í stoði'', "jeg skulde ønske, at den hovmodige myndige Kvinde Steingerd var en gammel Hoppe".

Jeg tror altsaa at have godtgjort, at der i flere Vers af Kormaks Saga er brugt en hálfkenning for "Kvinde"<ref>Om man i 61, 7 skal læse: ''[auds] áðr jafnf&#491;gr tróða'' (hvorimod ''auðs&#491;png'' i første Halvstrophe taler) eller: ''áðr [en] jafnf&#491;gr tróða'', lader sig neppe afgjøre. I 63 antager Björn Ólsen med rette en kenning ''auðar fylla''.</ref>. Opkomsten af slige hálfkenningar har vel hovedsagelig sin Grund deri, at man ved i Digtene at høre en Række af omskrivende Betegnelser for "Kvinde" , hvori det styrende Ord var det samme, medens det styrede Ord skiftede, lidt efter lidt vante sig til at forbinde Forestillingen om "Kvinde" særlig med Hovedordet, saa at det blev let forstaaeligt, naar dette alene brugtes som Betegnelse for "Kvinde". Naar man kjendte Udtryk for "Kvinde" som ''hlín guðvefjar,  hlín hafleygjar, hlín hauka klits'' o. s. v., saa førte dette naturligt til, at man, navnligt hvor et friere digterisk Udtryk var tilstedeligt, kunde bruge ''hlín'' alene for "Kvinde". En saadan hálfkenning hører ind under de af Tegner saa interessant behandlede elliptiske Ord<ref>Egilsson siger, at ''nauma'' i Hyndluljód nýju er brugt absolut som Udtryk for "Kvinde". Her kan vel denne Brug endog have sin Oprindelse fra en Misforstaaelse af Verset i Gisle Surssøns Saga Str. 15. Man kan i ældre Tid have opfattet ''nauma'' i dette Vers som hálfkenning, ikke som Led af en kenning, ligesom den nævnte Opfatning har været udtalt af flere Fortolkere i nyere Tid</ref>.

Den Omstændighed, at slige "hálfkenningar" synes at være hyppigere i den senere Digtning end i den ældre, taler for, at ialfald de fleste af de nævnte Udtryk, saaledes som jeg har antaget, er opkomne ved Forkortning af de mindst toledede poetiske Omskrivninger.

Men ogsaa andre Momenter har sandsynlig virket med til Opkomsten af "hálfkenningar" for Kvinde. Lundgren har (Forhandl. paa det andet nord. Filologmøde S. 212 ff.) med rette fremhævet, at Navne f. Ex. paa ''guðr, hildr, þrúdr, gerðr'' er ældre end Brugen af disse Ord som Led af Skaldeomskrivninger for "Kvinde", og at Personnavnene derfor vistnok har havt Indflydelse paa flere Skaldeomskrivningers Dannelse. Men nu havde man ikke alene sammensatte Kvindenavne paa -gerðr og -hildr (Hallgerðr, Þorgerðr, Þorhildr o. s. v.), men ogsaa de usammensatte Gerðr og Hildr var Navne paa menneskelige Kvinder, ligesaa vel som paa mythiske Kvinder, ''gefn'' forekommer i Heiðarviga saga som Tilnavn til en menneskelig Kvinde, dis, der i den kunstige Skaldedigtning jævnlig forekommer som Hovedled i en Skaldeomskrivning for "Kvinde", er i den gamle heroiske Digtning ikke blot Betegnelse for en overmenneskelig Kvinde, men ogsaa "ókent heiti" for en menneskelig Kvinde. Disse Forhold kunde virke med til at Skaldene som uomskrevne Udtryk for menneskelige Kvinder kunde bruge Ord, der regelret anvendtes som Hovedord i Skaldeomskrivninger for "Kvinde". Og der er endnu et Moment, som her ikke bør lades ude af Betragtning. ''þ&#491;ll, þella'' betegner egentlig et Furutræ, især et ungt Træ. Disse Ord forekomme, som vi har seet, i Digtersproget undertiden brugte uden Tillæg som Betegnelse for Kvinde. Muligheden af, at dette i sin Oprindelse kan være et billedligt ókent heiti, vil fremgaa af det følgende.

Ogsaa for Begrebet "Mand" forekomme "hálfkenningar"; men her viser det sig tydelig, at Udtryk, der fra den kunstige Skaldedigtnings Standpunkt opfattes som "hálfkenningar" eller ufuldstændige poetiske Omskrivninger, efter sin Oprindelse tildels er okend heiti eller, bestemtere udtrykt, poetiske Billeder. Björn Ólsen bemærker S. 8: "Det vilde ogsaa være ligefrem latterligt at kalde en Mand for Fyrretræ eller Løn uden nogen nærmere Bestemmelse". Heri kan jeg paa ingen Maade være enig, thi saadanne Udtryk, som de, der her betegnes som ligefrem latterlige findes i tolkelig Digtning hos mangfoldige Nationer. Fra det at sammenligne Mennesket med en Vækst, et Træ er der, navnlig i Digtningen, en naturlig Overgang til det at sætte sig saa fuldstændig ind i Ligheden, at man bruger en Udtryksmaade, hvorved Mennesket under en given Situation identificeres med et Træ. Runeberg synger:


:Och nu stod den starke Ojan Paavo
:som den höga furan ibland smáskog.


Men istedenfor denne Sammenligning tillader det digteriske Udtryk at bruge Identiticationen: "Ojan Paavo stod der, en høi Furu midt i Smaaskogen". Saaledes heder det hos Christian Winther:


:Hil sidde du blandt Roser,
:selv en Rose saa skjøn.


Den af Björn Ólsen krævede nærmere Bestemmelse behøver ikke at være given uden i Situationen. Den kunstige Skaldedigtnings omskrivende Betegnelser er derimod mindre umiddelbare og i sin skablonmæssige Anvendelse utvivlsomt mindre poetiske. De forskjelligste Folk har fundet det smukt og naturligt i sin Digtning at betegne den ranke Yngling som et smækkert Træ. Men i en kenning som ''hj&#491;rrunnr'' har Billedets Renhed og Anskuelighed lidt Skade ved Tillægget ''hj&#491;r-'', thi naar man tænker paa Sværdet, som Manden svinger, har man ikke længer Billedet af en ''runnr'', af et ungt Træ anskueligt for sig.

Men den enklere, oprindeligere, mere poetiske Udtryksmaade, som jeg har nævnt, er ikke den nordiske Fortidsdigtning ubekjendt. Her kan anføres ikke blot den danske Ballades Brug af "en Liljevand" som fast Betegnelse for en fager ung Kvinde, men ogsaa Udtryk fra den gamle norrøne Digtning. Signy, hvis Fader Skjoldungekongen Halvdan er fældet og hvis Brødre, som ikke er voksne, leve i Usseldom og Livsfare, kvæder i sin Sorg en Strophe, som begynder:


:&#491;ll er orðin
:ætt Skj&#491;ldunga
:lofðungs lundar
:at limum einum.


Hrolfs s. kraka Fas. I, 9. Før var, siger hun, Skjoldunge-Ætten en iøvrig Lund af kongelige Træer; nu staa kun enkelte Kviste igjen. Saaledes har jeg først hørt Svend Grundtvig opfatte dette Sted. ''runnr'' har i det gamle Sprog, ligesom nu i Norge, betegnet en Klynge af smaa eller unge Træer. En afledet Form ''runni'' bruges nu i Telemarken, hvor den udtales ''ronni'', i Betydningen "Skud (af et Træ), Spire". Om en fager Ungersvend heder det i en Ballade: han va' i vokstro vene, han va' som ein seljuronni, (ó = aabent o). Samme Betydning maa ''runnr'' have havt i det gamle Sprog. Deraf er det at forklare, at Thor i Eiliv Gudrunssons Þorsdrápa (Sn. Edda I, 296, 1) kaldes ''hauðs runnr'', "Jords Spire" d. e. Jords Søn. Her kan ''runnr'' naturligvis ikke kaldes en hálfkennning, thi Udtrykket ''runnr'' er her ikke opstaaet af et fuldstændigere Udtryk, af en kenning. I Eyrb. s. Kap. 40 S. 71 kvæder Björn Breidvikingakappi en Strophe om en ung Gut, der er hans Søn, men ikke anerkjendt som saadan. Denne Strophe begynder:


:Sak, hvar rann i runni
:runnr at Fenris brunni.


Her kalder Björn altsaa sin unge Søn ''runnr'' d. e. Spiren, Poden eller, som man i Norge kan høre, Vekstringen. Heller ikke her er ''runnr'' opstaaet ved Forkortning af en kenning, og er altsaa ikke en "hálfkenning". Men i Sagaen om Björn Hitdælakappi (S. 44) kvæder denne om sin Søn samme Strophe med nogle Forandringer. Her heder det:


:Leitk, hvar rann hjá runni
:runnr døkkmara gunnar.


Eyrbyggja saga har aabenbart bevaret den oprindeligere Form. I senere Tid fandt en Skald det stridende mod Digtekunstens Regler, at et Menneske kaldtes ''runnr'' uden Tilføielse af en nærmere Bestemmelse og indsatte isteden den prangende kenning ''runnr døkkmara gunnar'', der dog klinger lidt komisk, hvor Talen er om en Gut, som var "nogle Aar gammel". Her har vi et interessant Bevis for, at et billedligt okent heiti kan i senere Tid opfattes som en hálfkenning.

Fra Udtryk som de anførte udgaar den sjældne Brug af ''runnar'' for "Mænd" i kunstig Skaldedigtning. Njáls s. Kap. 146 (145), 3:


:H&#491;fðu Grims at gamni
:græðis elgs ok Helga
:(rétt unnut þá runnar)
:rennendr Nials brennu.


(Haandskrifterne har: ''rett vnnvt þá F, rangt vnnu þá A, rett mvnvd þá E, rett vnnv þá H, rangt vnnu þat I''; se Gislason Njála II, 566 f.). Egils s. Str. 8 (Kap. 44, 1):


:leyndud
:ókunna þér runna.


Disse Udtryk er afvigende fra den kunstige Skaldedigtnings sædvanlige Sprogbrug. Men seet i Sammenhæng med alt, som jeg her fører frem, staa de ikke saa isoleret, at man tør antage, de er fremkomne ved en tilfældig Forvanskning. Gislason nævner det ogsaa kun som en Mulighed, at Sætningen i Njáls saga oprindelig har lydt ''rógs unnu þat runnar'', medens Finnur Jonsson i Egils saga har indsat ''hj&#491;rrunna'' for ''þér runna''.

Ensartet er Forholdet ved follr. I Vpluspá 20 er Ordet brugt om Yggdrasels Ask eller om dennes Stamme, i Hym. 13 om en Træsøile. Den unge Helt anskues under Billedet af den ranke Træstamme, naar Sigvat (Ól. s. helga 16, 1) kalder Olav ''ungr þollr''. Saa har de fleste og bedste Haandskrifter og dette Udtryk, hvilket jeg hos Sigvat ikke opfatter som Forkortning af en kenning, synes mig her det oprindelige. Tillægget af Adjectivet stemmer overens med ''enn unga j&#491;fra kund'' Ól. s. h. Kap. 5, ''ungr konungr'' Kap. 14. Et Pergamenthaandskrift har ''hrings þollr'' (med Helrim i ulige Linje); dette synes mig fremkaldt derved, at senere Skalde stødtes ved ''þollr'' uden Tilføielse af en Genetiv, hvilket forekom dem at være et ufuldstændigt Udtryk. Brugen af ''þollr'' uden Tillæg for "Mand" er fastholdt, men saa at sige som et dødt Billede, i Harmsól 43,7:


:yngra þoll ok ellra.


Her gjør Forbindelsen af ''þoll'' med yngra Efterligning af Sigvats ''ungr þollr'' sandsynlig. Fremdeles i den Olav den hellige tillagte Flokk (Fms. V, 227 ; Ól. s. h. Christ. 1849 S. 8):


:þollr glaums gjarn ræðinn.


I begge disse Digte har jeg foran paavist en anden hálfkenning.

Den heroiske Digtning giver os endnu et Exempel paa Betegnelsen af den unge Helt som det rankvoksne Træ i Helg. Hund. I, 9:


:Þá nam at vaxa
:fyr vina brjósti
:álmr itrborinn
:ynðis ljóma.


Her holder jeg det for uberettiget i ''ynðis ljóma'' at søge en Forvanskning af en kenning for "Guldets" (''ægis'' 1. eller ''ógnar'' 1. el. lign.), styret af ''álmr''.

''lundr'', der oftest betyder "Lund", har ogsaa, ligesom ''runnr'', været brugt om det enkelte Træ. Deraf er at forklare Brugen af ''lundr'' i kunstig Skaldskab som Hovedled i en mannkenning, f. Ex. ''laufa lundr''. Til den foran af den heroiske Digtning paaviste Brug af ''lundr'' som billedlig Betegnelse for et Menneske slutter sig ''lundr'' om en ung Helt i Orms þ. Stórólfss. (Flat. I, 528; Fms. III, 219):


:þá er langskipum lagði
:lundr at Eyra[r]sundi.


Papirhaandskrifter har forandret Udtrykket.

Naar man efter disse Sammenstillinger betragter Kormaks S. 27,1-4 1


:Mér varð hjálms á holmi
:hjaldr-ullr fyr sik gjalda
:þoll má þann of kalla
:þriar merkr hugum sterkan,


saa bør man efter min Mening erkjende, at der ikke kan reises nogen fuldgyldig Indvending imod at forbinde ''hjálms hjaldrullr'' og tage ''þoll'' alene som Betegnelse for "Mand". Da paa den anden Side ''hjaldr-ullr'' kan være fuldstændigt Udtryk, forbinder Björn Ólsen (S. 9) ''hjálms þóll''. Jeg mener, at Ordstillingen taler for at forbinde ''hjálms hjaldrullr''. I de øvrige Stropher af Kormaks saga vil man i det høieste finde et eneste Exempel paa det, at der midt i første Linje af en Halvstrophe er sprængt ind et Ord, der hører til en Mellemsætning, hvis øvrige Led optage L. 3 og tildels L. 4. Med urette har man efter min Mening antaget den samme Ordstilling i 31,5. Derimod synes i Str. 67 ''þrottar'' i L. 5 at skulle forbindes med ''fél'' i L. 8. Forholdet i 7,5-7 er forskjelligt, da ''hodda'' her staar sidst i Halvstrophens første Linje. Det samme er Tilfældet i 28, 5, hvis Björn Ólsen her har Ret i at forbinde ''randa Freyr''.

Af væsentlig forskjellig Art fra de "hálfkenningar", jeg har omhandlet i det nærmest foregaaende, er den, som flere Fortolkere har antaget i Korm. 47,8. L. 5—8 skrives i Haandskriftet saaledes:


:traull hafi lif ef laufa.
:litag alldregi bitran.
:beri þa bryniu meiðar.
:bríot i haug sem skiotaz.


Her synes ''brjót'' uden Tillæg meget betænkeligt som Betegnelse for Stridsmanden. Thi den nærmere Bestemmelse er nødvendig for, at brjot skal give en rigtig Mening, og det strider mod Skaldenes sædvanlige Udtryksmaade, at den nærmere Bestemmelse ved et Ord som dette underforstaaes eller tænkes til fra det foregaaende. Men ingen af de foreslaaede Rettelser synes overbevisende.

Jeg gjør opmærksom paa, at Tostavelsesformen aldri er nødvendig ikke blot i 38,3 og 38,5, men ogsaa i et seksstavelses Vers 27, 6. Haandskriftet har tre Gange i Vers af Kormaks Saga Trestavelsesformen ''alldregi''. Men i 68, 6 kan intet hindre os i at læse:


:bjóð aldri |þat skaldi.


Ogsaa i 22, 5 kan vi læse:


:segðu aldri siðan.


Vi tør da ligeledes i 47, 6 vente Tostavelsesformen. Jeg har derfor tænkt paa, at det rette kunde være:


:troll hafi lif ef, laufa,
:litak aldri [hj&#491;r] bitran,
:beri þá brynju meiðar
:brjót i haug sem skjótast.


Man skulde da forbinde ''laufa'' (Gen.) ''brjót''. Dog har Versene i Kormaks Saga sjælden en saadan Ordstilling, om den end undertiden forekommer (7, s). At en hálfkenning ''brjot'' som Betegnelse for Manden ikke er aldeles umulig, kunde synes godtgjort ved to analoge Udtryk, Harð. s. (Isl. ss. II, 68):


:hreytar get ek at viðrnám veiti


og Landn. I. ss. I, 327:


:valdr man hitt, at Hildar
:hlæjandi rauð ek blæju.


Paa det første af disse Steder, der begge har meget betænkeligt Udtryk, har Jón Þorkelsson formodet: ''hreytar gulls munu viðrnám veita'', paa det andet: ''þat man hauldr''. I Korm. 27, 7 støttes ''brynju meiðar'' ved ''brynju meiðr'' Njála Kap. 146 (145) Str. 1; Selk. 2.


<center>'''III.'''</center>


<center>''Bemærkninger til de enkelte Stropher.''</center>


<center>Str. 1.</center>


L. 1—2:

:Nú varð mér í mínu
:menreið j&#491;tuns leiði.


Texten synes betænkelig, da "Sind" regelret betegnes ved Omskrivningen "Jettekvindens (Troldkvindens) Vind", ikke som "Jettens Vind", om end ''bergstjóra hregg'' forekommer i Sturl. IX, 8 (Vigf. II, 174). Egilsson har derfor villet forbinde ''j&#491;tuns'' med ''snótar'' i L. 3, men dette er sikkert afhængigt af ''risti''. Mulig er derfor det oprindelige:


:Nú varð mér í meyjar
:menreið j&#491;tuns leiði.


Da maa man forbinde ''j&#491;tuns meyjar leiði''. Med Udtrykkets ''j&#491;tuns meyjar'' jfr. f. Ex. ''Oðs mær'' i Vspá om Freyja. ''leði'' kan da forstaaes som Accusativ; ''varð'' er omtrent d. s. s. kom. Ved den nævnte Ændring faar man Stavelserim (''Nu ro meyjar''); jfr. 9,1: (''Nú  ∽ meyjar''); jfr. 9, 1: '' þó hefk mér hjá meyjum.'' Dog har dette ikke motiveret min Ændring, ''mínu'' kunde være kommet ind ved Paavirkning af 62, 1: ''Svá berr mér í mína''.

L. 3—4:


:reittumk risti snótar
:ramma ást fyr sk&#491;mmu.


Haandskriftet har ''risti''. Det synes mig ikke nødvendigt at forandre dette til ''ristin'', thi Middelhøitydsk har Formen ''daz riste'' ved Siden af ''rist''. Vi tør da hos Kormak ligeledes antage en Form risti. Efter ''ást'' sætter jeg helst Komma, saa at ''fyr sk&#491;mmu'' bliver at forbinde med den i L. 1—2 indeholdte Sætning.


L. 5—8:

:þeir munu fætr at fári
:faldgerðar mér verða
:alls ekki veitk ella
:optarr en nú svarra.


Da man hos Skaldene som Betegnelse for "Kvinde" finder ''falda fold, gollhrings gerðr'' o. s. v., saa maa ''faligerðar'', som Haandskriftet her har, betegne "Kvindens" og kan ikke, som Möbius efter Egilssons ene Forklaring antager, være Genetiv af ''faldgerð'', "det at gjøre en Fald",  "det at smykke et Hovedtøi". Men naar man efter Egilssons andet Forslag tager ''svarra'' som Apposition til ''faldgerðar'' faar man uden Nødvendighed et overfyldt Udtryk. Jeg forbinder derfor Ordene saaledes: ''þeir fætr faldgerðar munu verða mér at fari optarr en nú; alls ekki veitk ella svarra''. "Aldeles intet ser jeg ellers af Kvinden", egentlig: "Jeg véd om aldeles intet ellers, som tilhører Kvinden."


<center>Str. 2. L. 1-4.</center> 


:Brunnu beggja kinna
:bj&#491;rt ljos á mik drósar
:(oss hlægir þat eigi)
:eldhúss of vid felðan.


Først faar Kormak se Steingerds Fødder, da hun staar paa Tærskelen. Derpaa gaar hun i ''skotið'' og titter ind herfra. Da ser han hendes straalende Øine ''eldhuss of við feldan''. Med urette forklares derfor disse Ord som ensbetydende med ''fyrir ofan hlaðann''. Ikke blot i ''skotid''<ref>Jfr. Nicolaysen i Norsk hist. Tidsskr., 2den Række, IV, 345 f. om skot og Flat, I, 289.</ref>, der stod i Forbindelse med ''eldhús'', eller ''skáli'', men ogsaa i Skaalen maa Ved have været opstablet. I Prosaen i Kap. 3 heder det: ''gékk þó at hurðunni ok sté upp á þreskj&#491;ldinn ok sá fyrir ofan hlaðann; rúm var milli hleðans ok þreskjaldarins; þar kómu fram fætr hennar''. Her maa ''hlaðann'' og ''hleðans'' betegne samme Gjenstand. Altsaa er ''hlaðann'' her ikke "Oplag", men Feil for ''hleðann; hleði'' betyder Dør, som skydes for. Nu i Islandsk heder Ordet ''hleri'' og betegner: Vinduesskaadde. Denne Form forekommer aldrig i gamle Haandskrifter og er af Vigfusson med urette udgivet for Ordets rette gamle Form. Tværtimod er ''hleði'' ved en nyere Forandring blevet til ''hleri'', der skyldes Indflydelse af ''standa á hleri'',  "staa paa Lur og lytte" (paa Søndmør á lerre paa Klem). At ''hleði'' er den rette gamle Form, godtgjøres af Harð-s. (Isl. ss. II, 113), Sn. Edda II, 428 og Korm. s. Kap. 5. ''hleði'' forudsætter en urnordisk Form ''hliða'', der er beslægtet med ''hlið'' n. Aabning, Port, ags. ''hlið'', Laag, Aabning som lukkes med et Laag, ''behliðan'', lukke.


<center>Str. 3. L. 6.</center>

 
Efter Gunnlaugs saga (Isl. ss. II, 261), hvor samme Strophe findes, er, hvis man vil restituere Strophens oprindelige Form, at optage ''gollmens'' for ''gollhrings''; thi dette giver et uheldigt Udtryk, da ''hringa'' følger i L. 7.


<center>Str. 4.</center>


L. 2—3.  Den af Björn Ólsen S. 77 optagne Rettelse ''beiði-Rindi'' for ''beiða Rindi'' er allerede foreslaaet af Möbius S. 106 efter en Antydning af Vigfusson. Men den af Björn Ólsen antagne kenning ''bands hyrjar'' synes mig i sig selv betænkelig, Ordstillingen bliver derved mindre naturlig, og ''bands beiði- rindi'' er fuldstændig kenning, jfr. ''banda vár'' Gisla s. Jeg véd ingen bedre Udvei end den utilfredsstillende Nødhjælp at forandre ''hyriar'' til ''horna''.


:Hófat lind (né leyndak)
:liðs horna (þvi striði)
:— bands mank beiði-rindi —
:baugsæm af mér augu.


''liðs horna'' (Ølhornenes) ''lind'' ligesom ''h&#491;rn horna, hl&#491;kk horna, hildr horna''.

L. 5—8. Her antager Sveinbjörn Egilsson og efter ham Möbius følgende Betegnelse for en Kvinde: ''happþægibil krappra hjarra húnknarrar'', "dea dextre movens (i. e. aperiens) arctos cardines tabulae latrunculariae". Imod denne Forklaring, der med Hensyn til Ordet ''krappra'' grunder sig paa en Conjectur, indvender jeg følgende: 1) I Udtrykket ''húnknarrar'' er Spillebrettet seet under Billedet af et Skib; men hertil passer ikke ''hjarra'', der forudsætter, at Spillebrettet sees under Billedet af en Dør. 2) Jeg véd ikke, om man fra ældre Tid har Exempler paa, at Spillebretter kunde lukkes og aabnes ved Hjælp af en Indretning,
som kunde sammenlignes med Hængsler. 3) Det synes besynderligt, at Aabningen af Spillebrettet udtrykkelig fremhæves. 4) ''happ'' nævnt i Forbindelse med et Spillebret synes at maatte betegne Held i selve Spillet, ikke Færdighed i at aabne Spillebrettet.

Haandskriftet har ''krapta'', ikke ''krappra''. Hint beholder jeg, og jeg læser:


:þas húnknarrar hjarra
:happþægi-bil krapta
:helsisæm at hálsi
:Hagbarðs á mik starði.


Jeg forbinder Ordene saaledes: ''þás helsisæm húnknarrar happþægi-bil starði á mik at hjarra krapta
Hagbards hálsi''. Jeg opfatter krapta som Gen. Ental af ''krapti''. Nu i Nordland betyder krafte efter Aasen
"en Støtte over Boven paa et Fartøi, et Spant som rækker op over Dækket og tjener til Fæste for Landtaugene". At der paa de gamle Fartøier har været flere kraptar, ser man af Gulaþ. L. 306 og af Sn. Edda I, 585. At det har været et Slags Støtter, synes rimeligt baade paa Grund af Ordets nuværende Brug og paa Grund af Ordets figurlige Anvendelse i Guom. drapa II, 13 (Bisk. s. II, 204), hvor Biskop Gudmund kaldes ''krapti skóla''.

Steingerd er i ''skotið'' (Udbygningen) og ser derfra "under Hagbards Skjæg", "ved Siden af Hagbards-Hovedet" ind i Skaalen, hvor Ilde brænde. Lyset falder paa hendes Ansigt, og de som er inde se da hendes straalende Øine. Jeg forestiller mig, at der fra ''skotið'' førte en Dør ind i Skaalen, ligesom det i Egils saga i Fortællingen om Skallagrims Død heder ''skot var um eldahúsit, en dyrr váru fram ór skotinu at setum innanverðum<ref>Jfr. Vatnsd. S. 72: or einni lokhvilu mátti hlaupa i skotið.</ref>. Jeg
tænker mig fremdeles, at Billedet af Hagbard var udskaaret paa Stolpen ved Siden af denne Dør, naturligvis paa den Side, som vendte ind imod Skaalen. Dørstolpen er efter min Opfatning i Verset kaldt ''hjarra krapti''. Der synes ikke at være anden Forbindelse mellem det billedlige Udtryk ''hunknarrar'' og ''krapta'' end at begge er hentede fra Skibe. Dørstolpen kunde vel sees under Billedet af en ''krapti'', fordi denne var en Støtte eller tjente til at støtte. Den Omstændighed, at brandar baade var foran paa Skibene og ved Husenes Døre, kunde lægge et saadant Billede nær.

Men for at betegne Dørstolpen har ''krapti'' her faaet den nærmere Bestemmelse ''hjarra'', der vel snarest er at opfatte som Genitiv i Flertal. Denne Bestemmelse synes forklarlig, fordi Dørstolpen i ethvert Fald var i umiddelbar Nærhed af ''hjarrar'', mulig ogsaa stod i Forbindelse med disse. Man tør vel tænke sig, at som Hængsle (''hjarri'') oventil var anvendt noget (f. Ex. en Vidje), der var fæstet i Dørstolpen. Jeg opfatter altsaa ''hjarra krapta Hagbarðr'' som "Dørstolpens Hagbard", det paa Dørstolpen udskaarne Billede af Hagbard. Vi maa vistnok tænke os, at der mellem Dørstolpen og Døren er en Aabning, hvorigjennem Steingerd titter ind.

Haandskriftets ''á halsi'' er neppe rigtigt. Det er ildeklingende, da følgende Linje har ''á mik'', og paa Halsen
var neppe nogen Aabning, hvorigjennem Steingerd kunde se. I Prosaen hedder det ''Steingerðr sér undir skegg Hagbarði'' og ''sér þú augun utar hjá Hagbarðs-hofðinu''. Finnur Jonsson vil læse ''und halsi'', men da
vilde det være unøiagtigt at sige, at Øiet var ''hjá h&#491;fðinu''. Jeg formoder ''at halsi'', "ved Halsen". Dog synes ogsaa af ''hálsi'' mig muligt.

''þægja'' (eller i ældre Form ''þægja''?) forekommer oftere i Betydning støde til, puffe, trykke haardt, brugt omtrent som ''knyja. húnknarrar happþægi-bil'' betyder altsaa egentlig "Gudinden som med Held støder Tærningeskibet ud" , d. e. hun som med Held giver sig i Færd med at spille paa Spillebrettet. Stavelserimet ''happjægi-bil  ∽ krapta'' gjør det sandsynligt, at Skalden har udtalt ''krapta'', ikke ''krafta''; men fuldt bindende er denne Slutning ikke, da Cod. AM. 645 4to (Bisk. s. I, 342) har ''efðe = æpti''.


<center>Str. 5.</center>


I L. 1 omsætter Björn Ólsen S. 78 ''lyti kvazk'' til ''kvazk lýti'', indskyder en derefter og forandrer ''íta'' til
''ítra''. Disse Forandringer er saa betydelige, at man gjærne vil finde en Udvei, hvorved rigtigt Udtryk kan komme frem paa en læmpeligere Maade. Jeg foreslaar at forandre ''íta'' til ''áta''. Altsaa ''áta  ∽ bekks  ∽ eld  ∽ eir''. Havet kan kaldes Søkongens ''bekkr'' (Bænk) ligesom ellers ''s&#491;Isa bekkr''. Ogsaa ellers har ''bekkr'' Bænk i Genitiv ''bekks'' (''hafbekks'' Háttatal).

Efter Strophens Ord bør man i Prosaen S. 6 L. 13 skrive: ''þóat eitt er lýti litið  á'', hvor Haandskriftet
har ''lytið'' for ''lýti litið''.

Jeg finder ikke fuld Grund til med Björn Ólsen i L. 5 at forandre ''haukmærar'' (Haandens) hlín'' til ''húnmærar hlín". Den kenning, som den traditionelle Text her har, synes at have fuld Hjemmel i Skaldenes Udtryksmaade ; jfr. Exemplerne hos Gröndal Clavis poetica p. 104 a, 18 og p. 105 a, 4, hvortil kan føies 9 ''&#491;glis landa eik'' Ól. s. h. Kap. 247, 2. L. 7—8: ''þat skyldak kyn kvinna kenna'', forstaar jeg med Egilsson, afvigende fra Möbius, som: "denne fagre Kvinde burde jeg kjende". ''skylda'' er ofte kun ved en svag Nuance forskjelligt fra ''skal'', se Nygaard Arkiv I, 131 f. Istedenfor "en Kvinde af det Slag" er her sagt generelt "det Slag af Kvinder". Hermed kan man sammenligne, hvad jeg i min Udgave af Sæmundar Edda har anført til Sig. kviða 14, 6. Et beslægtet Phænomen er det ogsaa, at Fruentimmer, Frauenzimmer, der tidligere var Collectiv, nu er blevet Betegnelse for en enkelt Kvinde.


<center>Str. 6.</center>


L. 1—4: ''Sv&#491;rt augu berk sága snyrtigrund! til fundar, þykkik erma ilme allf&#491;lr, ok lá s&#491;lva''. Der kan ikke være Tvivl om, at Björn Ólsen med rette fra Haandskriftet B har optages ''oc'' ''la solua'' og forklaret det "og mørkt Haar". Jeg tør nævne, at jeg for over et Aar siden har meddelt Professor Möbius samme Opfatning. Af Adjectivet ''soIr'' kommer flere Personnavne: ''S&#491;lvi, S&#491;lmundr'' o. s. v.

''til fundar'' synes hidtil ikke rigtig opfattet. Jeg sammenligner ''þat eitt finn ek Gunnlaugi, at mér þykkir hann vera óráðinn'' Gunnl. s. Kap. 5 "det alene har jeg at udsætte paa G." Derefter forklarer jeg ''til fundar'' "saa at man opholder sig derover", "saa at det betegnes som en Lyde". Dermed stemme overens Ordene i Prosaen: ''sv&#491;rt ero augun, ok samir þat eigi vel''.

Ligesom her, saa lindes ogsaa i Eyrb. Kap. 28 S. 47 i hver af de to sammenhørende Halvstropher en Sammensætning med grund.

L. 3: ''erma ilmi''. Samme Udtryk forekommer i Str. 33 L. 7. Der er hending i de øvrige Linjer baade af
Str. 6 og af Str. 33. Derfor foreslaar Björn Ólsen S. 17 at skrive paa begge Steder ''elma ilmi''. Dette synes mig utilstedeligt, thi det svenske Ord, hvortil Björn Ólsen henviser, ''elm'', betyder i Vestre Nyland kun "Rem, hvarmed oket fastes i dragoxens horn" (se Samlingar af Ord ur nylandska allmogemálet, Helsingfors 1884).

Det er at mærke, at ''ilmr'' "Duft" har en Sideform med ''rm''. I Hovedhaandskriftet af Kongespeilet er skrevet
''hirm'' i Dativ (Brenners Udg. S. 167 L. 21). Navnet paa en og samme Gaard i Frogn Sogn i Akershus Amt skrives ''Ylmasyn'' (af ''*Ilms-vin'') i Røde Bog S. 135, ''Hyrmassyn'' S. 596 og udtales nu Ærme sø. Herefter synes det mig muligt, at Skalden har brugt Formen ''erma irmi'', uagtet vi har Aasynjenavnet ''ilmr'' i Rim med ''hilmis'' Bjarn. s. Hitd. S. 62,''Imar'' med ''jalmi'' Isl. ss. I, 162.


<center>Str. 8.</center>


L.l—4 er i Cod. AM. 132 fol. skrevne:


:Allz met ek auðar þellu.
:Islandz þa er mer grandar.
:Hunalandz ok handan
:hugstarkr sem Danmarkar.


Derimod har Cod. AM. 162 fol. ''hugstarkrar''. Möbius bemærker med rette, at ''hugstarkr'' henført til Kormak
her er upassende. Men jeg kan heller ikke finde det af ham indsatte ''hugstarks'' passende; thi jeg mindes ikke fra den norrøne Digtning noget analogt Exempel paa, at et Epitheton, som egentlig har gjældt Folket, er blevet overført til Landet. Derfor formoder jeg:


:Allz metk auðar þellu
:Íslandz þás mér grandar,
:Huna landz ok handan
:hugstarkra Danmarkar.


Jeg forbinder: ''Islandz, Danmarkar ok hugstarkra Húna landz handan''.

Exempler paa den af mig antagne Ordstilling ved ''ok'' nævner Egilsson under ''ok'' 1), deriblandt Korm. 3: ''ok hringa hlínar óþurft mina''. Der findes ikke sjælden Exempel paa, at "og" mangler ved det andet af tre Led: ''Loptr hné, Ålfr ok Skopti'' 46,6; ''Ymir, Gangr ok Mimir'' Sn. E. I, 549; ''Hnoss, Hindr ok Sj&#491;fn'' I, 556. Det passer godt, at det Land, som har Tillægget ''handan'' "hinsides" og som derved er betegnet som det, der ligger fjærnest, bliver sidste Led. Netop dette Tillæg ''handan'' viser, at ''Húna'' ikke bør ændres til ''Heina'' eller ''H&#491;rða''. Kormak har mulig kjendt ''hugstarkra Húna land handan'' fra det Sagn, som vi kjende fra Hervarar saga.

L. 6—7. Björn Ólsen siger S. 79, at ''háþyrnis geirr'' neppe kan betyde en Kam. Men utvivlsomt kan ''skarar  ∽ teins  ∽ geirr'' i Str. 10 L. 4, som Sammenhængen viser, kun betyde en Kam. Derfor maa ''háþyrnis geira'' (Gen. pl.) enten betegne "Kammenes" eller, mindre sandsynlig, "Kammens Tænders". I Stj&#491;rnu-Odda dr. S. 122 kaldes et Trolds Tænder ''hnitgeirar hvápta''. Hollandsk gheer forklares ved "fuscina cuspidibus horrens". I Lighed hermed har da Kammen med sine Tænder været betegnet som ''geirr''.

''solgunni metk svinna sunds'' kan ikke betyde: "Jeg anser Kvinden for klog", thi ''metk'' maa her sigte til
det samme som i L. 1. Jeg opfatter dette "jeg sætter Pris paa Kvinden" saaledes, at det henviser til ''eir háþyrnis geira es verð Engla jarðar ok Íra grundar''; altsaa: "den Pris sætter jeg paa Kvinden." ''svinna'' er epitheton ornans; jfr. 84, 2.


<center>Str. 9.  L. 3.</center>

 
Her har man efter min Mening uden Nødvendighed forandret ''móðr'', som begge Haandskrifter har, til ''móðan''.

Jeg læser:


:Léttfæran skalt lata
:(ljóst vendi mar Tosti!)
:móðr of miklar heiðar
:minn hest und þér rinna.


Vi maa lægge Mærke til, at Kormak siger ''minn hest''. Tjenestekarlen Toste har vistnok gaaet, medens Kormak red. Kormak siger nu til ham: "Drag du alene afsted efter Sauerne! Men du, som er træt af at gaa, kan nu tage min Hest og ride paa den."


<center>Str. 10.</center>


I L. 6 har cod. A ''þaull hyllinga vallar'', B ''þaull hylings vallar''. Det gaar ikke an med Egilsson og Möbius at optage hyllinga og forklare dette Ord ved "Wasserspiegelung", thi det maatte i det gamle Sprog hede ''hillinga'', af Verbet ''hilla'', der er afledet af ''hjallr''; jfr. i norske Dialekter hildra. Jeg tør af en metrisk Grund ikke læse hylinga og sætte dette i Forbindelse med ''hylr'', "dybt Sted i Vand." Jeg formoder ''hyslinga''. Dette forklarer jeg som Deminutiv af Fiskenavnet hysa. Rigtignok heder Fiskenavnet ''ysa'' i Fms. VI, 385, ligesom det nu paa Island udtales ''isa''. Men vest og nord i Norge udtales Ordet nu med h. Paa lignende Maade læse vi i Sn. Edda II, 482 ''yllir'' uden h, hvormed "Hyld" begynder. Der kan have været to gamle Sideformer "ysa" og "hysa" ligesom ''ilmr'' og ''hilmr'', "opa" og "hopa". ''hyslingr'' er dannet ligesom ''þyrsklingr, fisklingr''. At Deminutiver paa — ''lingr'' ogsaa dannes af Hunkjønsord, viser ''bæklingr af bók''.  I norske Almuesmaal bruges nu en "kenning" ''hysebygdi'', der er analog med ''hýslinga v&#491;llr''.

Möbius er paa sidste Side selv bleven betænkelig ved at skrive ''þall''. Jeg haaber en anden Gang at skulle bevise, at Former som ''vandr, þall, fjar, Haðr'' o. s. v., som de første Kjendere af den norrøne Digtning har indsat i gamle Vers istedenfor ''v&#491;ndr, þ&#491;ll, fj&#491;r, H&#491;ðr'' og anseet for ældre end disse, aldrig har existeret i Islandsk og ligefrem er sprogstridige. De gamle Skalde har brugt &#491; i ''aðalhending'' med a, &#491; med á.

Naar Haandskriftet i 56 ,4 har ''stað'', saa kan dette ikke, som Björn Ólsen S. 84 formoder, være en ældgammel Levning af en uomlydt Form for ''st&#491;ð''. En Form ''stað'' har efter min Mening i Islandsk aldrig existeret, thi af den kunde jo den i historisk Tid brugte Form ''st&#491;ð, stöð'' umulig opstaa; ''stoð'' er nærmest opstaaet af ''*stadu'', der var ubrugeligt paa Kormaks Tid.


<center>Str. 11.</center>


:Hversu þykkja ketils þér,
:Kormakr, ormar?


Istedenfor Hversu bør indsættes Hvé. Da faa vi samme Versemaal her som i Str. 12:


:Góðr þykkir soðinn mórr
:syni Ogmundar.


Herfor taler ogsaa i Str. 14:


:fréttinn hvé mér þætti . . .
:ketilormar.


<center>Str. 13.</center>


Jeg er enig med Björn Ólsen S. 59 i, at man bør beholde Haandskrifternes ''áli'' og ikke forandre det til ''áti''. Derimod er jeg ikke enig i, at man skal indsætte skal og deri søge Allitteration med al i. Dette synes mig at stride mod naturlig Betoning. Jeg læser i nærmere Tilslutning til Hskrr. med Möbius ''Hvat skalt'', saa at ''Hvat'' har Hovedtone, ''skalt'' Bitone. Halvstrophen 13 er af et saa let Indhold og staar i en saa naturlig Forbindelse med 14, at der ikke synes mig fuld Grund til at indføre strænge Stavelsesrim i hin mere end i 14. Jeg beholder derfor ogsaa ''ræða'' i Str. 13 L. 2. Men ''&#491;rva áli'' er i Kormaks Mund en lidet rimelig Betegnelse for den ham forhadte simple Karl. Haandskriftet A har ''orua'', der kan forstaas som ''orfa'', da der i samme Strophe og ellers i Haandskriftet er skrevet ''narui''; B har ''orva''. Straks efter (S. 10) finde vi Narve beskjæftiget med Ljaa og Orv. Jfr. ''orfa stríðir'' og ''orþægir'' Hallfr. s. i Forns. S. 106.


<center>Str. 14.</center> 


L. 3—4.


:hann synisk mér heima
:hvarmrauðr.


Möbius betegner denne Sætning som uforstaaelig. Jeg antager, at Kormak herved foragtelig hentyder til, at Narve inde i Huset har holdt paa med at koge, hvoraf han er bleven rødøiet. Jfr. S. 9 L. 4 f.: ''Narfi stóð við ketil'' o. s. v. Derfor kaldes han af Kormak ogsaa (Str. 14 L. 5) ''hrímugr'' "sodet". Men ''heima'' synes her paafaldende i Forbindelse med ''sýnisk''. Kormak taler her om en forbigangen Begivenhed, og Prosaen antyder, at han ikke, da han kvæder Strophen, er inde. Jeg formoder derfor:


:hann syndisk mér heima.


<center>Str. 15.</center>


Første Strophehalvdel er i cod. A skreven:


:Hneit við Hrungnis fóta.
:halluitindum stalli.
:inn var ek ilmi at finna.
:engi sar of fengin.


Af de afvigende Læsemaader i B nævner jeg: ''haluitinndum, eíngiss. ser of genginn''.

Med Björn Ólsen (S. 12) er jeg enig i, at Ljaaen ikke kan kaldes ''engis lé''. Hans Forslag ''engi sax'' giver et godt Udtryk. Dog tror jeg, at man kan beholde Haandskriftets Læsemaade og forstaa ''engi -sár'' som "den der saarer Engen." Thi i Skaldskab maa ''sár'' kunne betegne den Gjenstand, som saarer, ligesom ''læ, mein, skað''i i Digtning kan betegne noget som skader. ''Hneit við Hrungnis fóta stalli engi-sár'' maa, som Björn Ólsen og Heinzel har paavist, betyde "Ljaaen stødte mod Skjoldet", saa at Verset altsaa her afviger fra Prosa-Fortællingen. Derimod kan jeg ikke tro paa ''hallvitj&#491;ndum'' som Betegnelse for Kormak (Heinzel). Da maatte man ialfald kræve ''hallvitjanda''. Heller ikke synes Jón Þorkelssons Forslag ''hallvífiðum'' (= ''steindum'', om Skjoldet), hvilket Björn Ólsen tiltræder, mig overbevisende.

Skulde det rette være ''hallnitendum'', i ældre Form ''hallnitondom'', "for dem som vilde hindre mig i at komme ind i Hallen"? Et Substantiv ''hallnítandi'', Flertal ''hallnitendr'' forudsætter ikke et Verbum ''hallnita'', men er en Sammensætning af ''h&#491;ll'' og ''nítandi''. Med Hensyn til den her antagne Brug af ''nita'' kan sammenlignes ''sýndisk mér omaklegt at neita þeim fýst sinne'' Eluc. S. 53; ''fæst eigi því níta'' Atlam. 34.

I anden Strophehalvdel er det vanskeligt at forklare Subjectet i Sætningen:


:ef hætir
:"handviðris" mér grandi.


I dette ''handviðris'' synes at maatte stikke en mannkenning i Nominativ. Jeg har overveiet om ''h&#491;nd Viðris'' kunde være en ænigmatisk Betegnelse for ''Guðmundr''. Istedenfor ''Guðmundr'' (Accus. ''Guðmund'') vilde da her være indsat ''h&#491;nd'' som Synonym for ''mund'' og ''Viðris'' som Synonym for ''guð''. Paa lignende Maade har Kormak i sin Sigurdardrápa givet en ænigmatisk Omskrivning af ''Hlaða-jarl''. I Str. 67 L. 2 skal ''gj&#491;f dóttur'' være brugt som ænigmatisk Betegnelse for ''nið''. Ligesom Skalden i Str. 67 ikke tager Hensyn til den lydlige Forskjel mellem ''nid'', Accus. af ''niðr'', Ætling,  med kort i, og ''nid'' "Nid" med langt i, saaledes skulde han ved den nævnte Opfatning i Str. 15 ikke have taget Hensyn til Forskjellen mellem ''—mundr'', andet Led af Nominativformen ''Guðmundr'', og ''mund'', Haand. Mindre sandsynligt vilde det forekomme mig, at Skaldens Udtryk skulde være ''hand-Viðrir'', saa at ''Guðmundr'' ved denne Betegnelse skulde være opfattet som ''guð mundar''. Gudmund er den yngste af de to Brødre, som vil angribe Kormak. Dog vilde det være paafaldende, at den yngste Broder alene skulde nævnes. Der skulde synes at være større Grund til særlig at fremhæve Odd, da han er den ældste, og da Prosaen alene nævner hans Praleri. Snarere kunde man derfor gjætte paa:


:vita skal hitt, ef hætir
:handviðris mér grandi
: . . . . . . . . . . . . . . . . 
: . . . . . . . . . hlýri, vitis. 


''handvðiris'' da = ''Guðmundar, hlýri'' for Haandskrifternes ''meira; handviðris hlýri = Oddr''. Men hvis Opfatningen af "handviðris" som ænigmatisk Betegnelse gjør det nødvendigt at forandre ''meira'' til ''hlýri'', saa bliver hin Opfatning, der allerede i sig selv er betænkelig, unegtelig lidet sandsynlig. Jeg opgiver den derfor. Istedenfor ''handviðris'' formoder jeg snarere ''hlandviðrir''. Heri har vi da en foragtelig Betegnelse for en Mand. Snarest kan Udtrykket forstaaes om en Mand, der ligesom ''M&#491;kkurkálfi'' lader sit Vand af Skræk, naar det kommer til Kamp. Den Omstændighed, at første Halvstrophe indeholder en Hentydning til Rungner-Mythen, kan tale for, at Skalden ogsaa har tænkt paa ''M&#491;kkurkálfi''.


<center>Str. 16.</center>


I L. 7 skriver Möbius ''esom'' i Betydning "sumus". Denne Form er efter min Mening sprogstridig. I Flertal er r enegjældende; f. Ex. Cod. AM. 237 fol. (Unger, GI. norsk Homiliebog S. 214) skriveres "est", men ''ero'' "sunt". Forholdet mellem s og r er her at forklare efter Verners Lov.

I L. 2 skriver Möbius ''esomk'' i Betydning "est mihi", ligesom Gering hos Brage. Men ''es'' beviser ikke, at Formen for "est mihi" har havt s; tværtimod er der Grund til at tro, at Formen for "est mihi" med Hensyn til r har rettet sig efter Flertalsformen ; jfr. ''st&#491;ndum'' "stat mihi" med samme Vokal som "stamus". For "est mihi" er ''erom'' (af ''*eromr'') en ældre Form end ''eromk'', Formen paa ''—m'' bør derfor beholdes, hvor den findes i Haandskrifter. I Korm. 16, 2 har AB ''erum''. I 58, a har A ''stundum'', forvansket af ''st&#491;ndum''. I 72,1 har A ''þikium''. [Se nu Sijmons Zeitschr. f. deutsche Philol. XXI, 369].


<center>Str. 18.</center>


Enderimet ved L. 1—2 og L. 5—6 synes at være tilsigtet. Dette er til Hinder for at ændre ''meira'' i L. 6 ikke til ''meiri'', men til ''stærri'', saaledes som man har foreslaaet.

L. 8. Betegnelsen af Kvinden ved ''s&#491;lva gunni'' lader sig forsvare ved Henvisning til ''lauka eik'' og lignende Udtryk. Men sandsynlig er dog en af Möbius ikke nævnt Formodning af Gunnarr Pálsson og Vigfusson: ''sørva gunni''. Jfr. ''sørva gefnar'' 56, 7;  ''ilmr sørva'' 58, 4; ''sørva rindi'' 77, 3.


<center>Str. 19. L. 3—4.</center>


:þeir hafa l&#491;gdis loddu
:linna fætr at vinna.


Efter Egilsson staar linna for lina. Björn Ólsen S. 44 benegter dette uden at fremsætte nogen anden Tolkning; han holder linna for mistænkeligt. Jeg holder linna for Accus. af *liðr, der er forskjelligt fra linr, men synonymt og beslægtet med dette. *liðr, Accus. linna svarer til det i norske Dialekter ved Siden af lin (= oldn. linr) brugelige linn, 1) "bøielig, smidig eller noget slap 2) tynd, svag, slap, om Mad og Drikkevarer 3) mild om Luften, ogsaa om Mennesker: skaansom, lemfældig". Fremdeles svarer det til eng. lithe, ags. 11 5e, osaks. lithi, oht. lindi. ''hafa linna fætr'' betyder "have svage, slappe Fødder" (ikke have Standhaftighed). Lodda forekommer som Ønavn i Sn. Edda II, 492. Dette finder jeg i ''l&#491;gðis loddu''. "Sværdets Ø" betegner en Valkyrje, ligesom en Kvinde kan betegnes som ''hringa ey''. Betegnelsen for en Valkyrje er her som ellers (f. Ex. Hrund i 20, 1 efter Björn Ólsen) sat istedenfor en Betegnelse for Kamp. ''vinna'' er her brugt som i Udtrykket vinna styr og lign. Altsaa er Meningen: de er for svage til at kunne bestaa en Kamp.

En Misforstaaelse af dette Sted i Kormaks saga har maaské bevirket, at lodda lindes blandt ''kvenna heiti'' i et Haandskrift af Snorra Edda (II, 489). L. 5—8:


:þvit upp skulu allar,
:&#491;lstafns, áðr þér hafnak,
:lysi Grund! i landi
:''linnz'' þjóðár rinna.


Hertil bemærker Björn Ólsen S. 63: "Denne Tekst er øiensynlig forvansket; derpaa tyder ikke blot Mangelen af Stavelserim i 5 Verslinje, men ogsaa det i denne Forbindelse uforklarlige ''linnz'' og det ufuldstændige Stavelseantal (5 Stavelser) i 8. Verslinje". Björn Ólsen foreslaar:


:þvit upp skolo álar
: . . . . . . . . . . . . . . .
: . . . . . . .  á lande
:linnfárs þjoþá rinna.


Herimod bemærker jeg, at det ufuldstændige Stavelseantal i 8. Verslinje ikke kan tale for, at Texten er forvansket. Man har blot at antage det sædvanlige Forhold, at Skalden istedenfor den senere, af Skriveren brugte Enstavelsesform har udtalt den ældre usammendragne Form (þjóð-)aar. Tværtimod bliver Björn Ólsens Forandring usandsynlig derved, at den nøder os til at antage Enstavelsesformen (þjóð-)á. Fremdeles indvender jeg mod Ólsens Forslag: all betyder en dyb Rende i Elv, Sund eller Fjord. Man kan tale om en Aal i Elv, men ikke, saavidt jeg véd, sige "Aalene rinde".

Stavelserim synes mig i Linje 5 lige saa lidet nødvendige som i L. 1 og 3 af første Strophehalvdel. ''linnz'' forstaar jeg som Superlativ == linnst af *liðr (jfr. minz Str. 40,6 i A = minst); "thi alle Elve i Landet skal mageligst (eller: ganske magelig) rinde opad". Jeg opfatter Tankeforbindelsen mellem de to Strophehalvdele saaledes: "Folk lure paa mig og ville hindre mig i at se dig; men de er for svage til at bestaa en Kamp (og derved skille mig fra dig), thi alle Elve i Landet skal rinde opad, førend jeg giver Slip paa dig." Sætningen ''þvit upp'' osv. begrunder altsaa ''þeir hafa linna fætr'' o. s. v.

At 19, 1—4 skulde være en senere Omdigtning af 18, 1—4, som Björn Ólsen antager, synes mig lidet sandsynligt, fordi 19, 4 har bevaret det gamle Ord ''linna'', som i senere Islandsk er ubrugeligt, og fordi 19, 3 har den ellers ikke forekommende kenning ''l&#491;gðis lodda''. Hvis Str. 19 oprindelig har fulgt umiddelbart efter Str. 18, kan begge Stropher være digtede af samme Skald. Det er da for at give Udtrykket større Kraft, han begynder Str. 19 med samme Ord som Str. 18:


:Sitja menn ok meina 
:mér — — —


ligesom allerede den af Indhold nærstaaende Str. 17 begynder med Sitja.

Et Prosastykke har da senere adskilt, hvad der fra først af hører sammen.

Hvis derimod Str. 18, 1—4 og 19, 1—4 var digtede af forskjellige Forfattere, maatte 18, 1—4 være en Omdigtning af 19, 1—4, der var foretagen, fordi ''linna'' og ''logdis loddu'' ikke længer forstodes.


<center>Str. 21, L. 1 og 3.</center>


Her glæder det mig, at kunne nævne, at jeg var kommen til ganske samme Resultat som Björn Ólsen, idet ogsaa jeg havde fundet Rettelsen ''bliðum'' for ''blindum'' og ''verða goð ef gerði'' efter Sig. 58 for ''yrdi goð sem gerðiz''. Til L. 1 sammenligner jeg Atlamál 30:


:bliðr vas b&#491;rr skjaldar
:bróðir hans kvánar.


<center>Str. 22, L. 6—8.</center>


:segðu aldregi siðan,
:þótt sjau um dag fregnir,
: . . . . . . . . .      . . . . . .
: . . . . . . .. . . . .  fra sum  ∽


Möbius udtaler Tvivl, om ''sjau'' er oprindeligt. Da Str. 21 forudsætter Kjendskab til Sigurðarkviða, støttes sjau her noget ved Sig. 27:


:Riðrat þeim siðan,
:þótt sjau alir.


Om ''aldregi'' se min Bemærkning foran til 47, 6.


<center>Str. 23, L. 1—4.</center>


Haandskriftets Text er:


:Brott hefir bersi setta.
:beidiz hann areiða.
:valkiosand at visu.
:vins heitkonu mina.


I første Linje maa man enten med Finnur Jonsson forandre ''setta'' til ''flutta'' eller endnu bedre med Jón Þorkelsson ''Brott'' til ''Brátt'' og ''setta'' til ''sotta''. I L. 2 foreslaar Björn Ólsen S. 82: ''beiþesk hann á reiþe'' og oversætter: "Han udæsker visselig over sit Hoved Skaldens (&#596;: min) Vrede". Herimod indvender jeg: 1) Herved bliver ''valkjósanda'' dunkelt. 2) Kormak giver da ikke Svar paa Spørgsmaalet: ''hvat skaltu nú, bróðir''? Jeg foreslaar:


:beiðir hana á reida
:Valkjósanda at visu
:víns.


''Valkjósandi'' kan være et Navn paa Oden, selv om ''Valkeri'' 61. s. Tr. 30, 2 ikke betegner Oden. ''Valkjósanda''  ∽ ''víns'' (Digtets)  ∽ ''beiðir'', Skalden d. e. jeg. ''reiða'' føre bort paa Hesteryg, ''á reiða som eigum slog rj&#491;ða'' Fms. XI, 43. Uagtet ''heitkonu mina'' følger efter ''hana'', kan dette henvise dertil, fordi ''heitkonu'' for Tanken gaar i Forveien og formelt allerede er antydet ved Hunkjønsformen ''sotta''.


<center>Str. 24, L. 1—4.</center>


Jeg forstaar disse Linjer som Finnur Jonsson og læser:


:At emk Yggjar g&#491;tva
:ullar Sv&#491;lnis fulli
:of reiði-sif rjóða
:runnr! sem vífl at brunni.


Altsaa uden at i L. 2. Svplnis fulli er styret af At i L. 1.

I L. 5 er ''kerti'' mig uforstaaeligt. Da ''Draupnis d&#491;gg'', ikke ''Draupnis d&#491;ggvar kerti'', er rigtigt Udtryk for "guld", kan ''kerti'' her ikke være "Kjærte" , men der maa deri stikke Dativ eller ogsaa Nominativ af et nomen agentis. Men den sproglige Combination, ved hvilken Egilsson faar et "praebitor" ud af ''kertir'', kan vist ikke være rigtig. Jeg kan dog ikke paavise det rette, ''skipti'' eller ''skerði'' vilde her give god Mening, men man vilde derved miste Stavelserim. Rigtignok mangler Stavelserim i L. 7, hvor Björn Ólsens Ændring af ''þetta'' til ''þeira'' ikke synes mig nødvendig, ''kerti'' ligger i Træk for fjærnt fra ''snyrti'' til vel at kunne være forvansket af dette.


<center>Str. 25.</center>


Björn Ólsen finder (S. 43) i denne Strophe følgende Tanke: "Paa en saadan Maade er jeg gaaet glip af den troløse Kvinde, at hun ikke senere vil kunne have nogen Tillokkelse for mig." Men dette synes mig at stride imod det, som berettes i den følgende Prosafortælling: Trods sin Broders Forestillinger erklærer Kormak, at han vil opsøge Berse og se Steingerd. Da han træffer Berse, siger han, at han vil have Steingerd med sig. Heller ikke i de følgende Stropher finder jeg noget Spor af den Opfatning hos Kormak, at Steingerd ikke siden skulde kunne have nogen Tillokkelse for ham. Jeg læser:


:at vegskorðan verði
: . . . . . . . . . . . . . . . 
:. . . . . .  mér at gafni.


Kormak udtaler sin Forvisning, at han siden skal vinde Steingerd igjen.

Da ''vegskorðan varrskíðs'' synes mig en tilstrækkelig kvennkenning, søger jeg ''numin'' i det forvanskede ''nemit''. Kormak antyder da herved at han med Magt vil tage Steingerd fra Berse. Jfr. Helg. Hund. I, 19: ''nema mey nemir frá mildingi''. I den indskudte Sætning


:s&#491;ddum h&#491;lds á holdi :hrafna


minder Kormak om, at han har fældet Odd og Gudmund, som vilde hindre ham i at besøge Steingerd. Deri ligger tillige en Antydning af, at han kan fælde Berse, der har taget Steingerd fra ham, ligesom han før har fældet Odd og Gudmund. Denne mellemskudte Sætning synes derimod ved Björn Ólsens Forklaring ørkesløs. Björn Ólsen omgjør ''nemit'' til ''lióma'', men dette strider mod Metret<ref>I Str. 26. L. 8 synes Finnur Jonsson i en þik grafna rigtig at have fundet en þik gefna, saa at Linjen mangler Stavelserim.</ref>. 


<center>Str. 28.</center>


Möbius har udgivet i L. 3—4:


:geng ek at geira þinge
:glaþr, emk reyndr at aþro.


Her er at ''aþro'' mig uforstaaeligt. Jeg formoder:


:geng ek geira þingi
:glaðr, emk reyndr, at &#491;ðru.


"Jeg skal glad gaa til en anden Kamp, thi jeg er prøvet". Berse og Kormak har jo allerede kjæmpet en Gang mod hinanden.

Man skal mulig i L. 7 læse frarar for framm. "Den fremfusende Mand vilde ikke kjæmpe uden i Holm gang paa en Feld". Egentlig: han vilde ikke ''heyja einvigi af feldi'' d. e. "borte fra en Feld". Jfr. ''hyggja af e-u, sjá af e-m, verða af kaupi'' og lign.


<center>Str. 29, L. 1—2.</center>


:At hefik yðr at færa
:eggfallinn hj&#491;r.


I Str. 34, L. 2—4 heder det ''þér færa'', ikke at ''þér færa''. Maaské skal man derfor læse:


:Aptr hefik yðr at færa.


L. 5—8.

Haandskriftet har:


:varat vm gengn þann er gengum.
:geirþey of mey heyia.
:saung varðaða suerða
:sennu mer at kenna.


Möbius bemærker, at hans Opfatning neppe i alt rammer det rette. Maaske tør man læse:


:vasat um gagn, þás gengum
:geirþey of mey heyjía
:s&#491;ngvarðaða, at suerða
:sennu mér at kenna.


D. e.: ''vas-at um gagn mér at kenna at sverða sennu, þás gengum heiyja geirþey of mey s&#491;ngvar-ðaða''. "Seieren var ikke at tilskrive mig i Sværdtrætten, da vi gik at holde Spydstorm om Kvinden". Da Stavelse-rim mangler i L. 3, synes det heller ikke nødvendigt i L. 5. um foran gagn er her neppe brugt ligesom i det af Fritzner anførte Sted: ''um þá menn er ganga á trygðar, þá eru þeir ubotamenn'', Gul. 32. Snarere er ''gagn'' Nominativ og ''um'' den Partikel, som oftest staar foran Verbalformer. Jfr. Sn. E. I, 372: ''Erps of barmar. s&#491;ngvarðaða'' forstaar man om Kvinden, som er omgivet af Sang, prist i mange Sange. Skulde det ikke snarere betegne: Kvinden fra hvem man holder Sang borte, om hvem man forbyder mig at digte ''mans&#491;ngr''?


<center>Str. 30.</center>


L. 3. har i Haandskriftet følgende Form:


:hugðumz þat firir betra.


Möbius skriver:


:hugþomk þat fyrr batra.


Men at firir ikke tør ændres til fyrr, godtgjøres af Guðrhv. 14, 2: ''hugðak mér fyr betra''. Jeg forstaar i Korm. s. ''hugðumk þat fyr betra som huðda þat betra fyr mér''.

L. 6. En kenning ''mundar v&#491;ndr'' for Sværd er vistnok, som Björn Ólsen S. 60 bemærker, paafaldende. ''mundgjallr'' "den som klinger i Haanden" er poetisk Udtryk for " Sværd" (maaské oprindelig Navn paa et bestemt Sværd), og iblandt poetiske Benævnelser paa "Sværd" opføres ''mundriði'' d. e. den som svinges i Haanden. Men disse to med mund- sammensatte Udtryk for Sværd kan ikke fuldt støtte ''mundar v&#491;ndr''. Snarere tør man vel fremhæve, at ''v&#491;ndr'' jævnlig betegner en tynd Kvist af en Vækst som vokser paa Jorden, saa at Sværdet med sin tynde Klinge i Modsætning dertil kunde betegnes som "Haandens Vaand", "den i Haanden svungne Vaand". Jeg vover ialfald ikke efter Björn Ólsens Forslag at forandre ''mundar'' til ''Mistar''; thi dette vilde først i denne Linje være ildeklingende, da følgende Linje begynder med ''mist''.

Ordene i Prosa-Fortællingen (S. 23, L. 2—3): ''skarð þat'' er i ''var Sk&#491;fnungi hv&#491;ttu þeir, var þat þvi meira sem þat var optar hvatt'' passe ikke foran Str. 30, hvori Kormak synes at give Moderen den første Underretning om den Skade, Sværdet har lidt. Prosa-Fortællingen er her, som paa mange Steder, uheldig redigeret.


<center>Str. 31.</center>


L. 5—8 er i Haandskriftet skrevne:


:gerði hollt firir hiallti.
:huiting ituau bita.
:brotið hefi ek skarð i skerðum
:skaufnungr fetils drafnar.


Her synes ''fetils drafnar'' at være Betegnelse for "Sværdets". Udtrykket er neppe beslægtet med got. gadraban Præt. Pep. "udhugget" Marc. 15,46, men snarere forvansket af ''fetils þrafna'', jfr. Sn. Edda I, 234 og min Bemærkning her foran til Korm. 84, 7.

I L. 5 forstaar man almindelig afvigende fra Haandskriftets Skrivemaade ''holt'' som Neutr. af ''holr'' og forbinder det med ''skarð''. Men Heinzel S. 46 indvender med rette herimod, at en saadan Ordstilling er usandsynlig hos Kormak; jfr. min Bemærkning her foran til 27, 1. Det af Heinzel foreslaaede ''haltr'' kan dog ikke bruges om Sværdet. Jeg formoder

:gerðit hollt fyr hjalti
:Hviting i tvau bita
: . . . . . . . . . . . . . . .
: . . . . . . .Sk&#491;fnungr.


''hollt'' Neutr. af ''hollr''. "Skavnung gjorde mig ingen Vennetjeneste ved at spalte Hviting" , "Skavnung spaltede Hviting, hvilket ikke var nogen Vennetjeneste mod mig". Negtelsen hører logisk kun til ''hollt'', ligesom i første Halvstrophe kun til det Adjectiv, der er Sværdets Epithet. Jfr. ''þat kalla ek gott [sverð] hvert er dróttinhollt er'' Sn. Edda I, 434.


<center>Str. 32.</center>


L. 5—8 efter Haandskriftet:


:illa let þa er ata
:ofus varar husa
:sonar fress or sinu
:sliðr byðu geck hiði.


Her maa ''ófúss'', som Heinzel rigtig har seet, betegne, at Sværdet uvillig gik ud af sin Skede. Ordene ''sonar'' og ''byðu'' er hidtil ikke forklarede. Jeg formoder:


:illa lét þas áta
:ófúss varar húsa
:sónar fress ór sínu
:sliðr beiði gékk hiði.


D. e. ''áta húsa fress lét illa þá es gékk ófúss ór sinu sliðr-hiði sonar varar beiði''. Først tænkte jeg paa ''sónar marar'' som en Betegnelse for Digterdrikken; jfr. ''Viðris munstrandar marr'' Hpf: 1. Men ''sónar varar'' kan beholdes, ''sonar varar beiði'', "for Skalden", "for mig".

I L. 1 er den ældre Form maaské:


:Gerðomk mein.


<center>Str. 34.</center>


L. 1—4:


:Firnaðu mik þótt fj&#491;rnis
:freyr! værak þér dreyra
:(mærð berk fyr þik mina)
:mæri seinn at færa.


Sværdkenningen ''dreyra mærir'' er her sikret ved Allitteration og Stavelserim. mærir er i Vokal forskjelligt fra Sværdnavnet Mæringr og kan paa Grund af den Betydning, som kræves, ikke vel, som Egilsson og Möbius antage, henføres til merja "contundere". Björn Ólsen S. 65 siger, at Ordet er ham uforklarligt. Ogsaa jeg har om det kun en usikker Formodning at fremsætte, ''mærir'' staar maaské i Forbindelse med ''marr'', Hav. Det forholder sig dertil med Hensyn til Vokal ligesom Mæri til marr eller ligesom sæla til svalr, got. gasóþjan til saþs. Hvis man af marr har dannet mæra med Betydning "lade et Hav danne sig", "lade flyde ud ligesom til et helt Hav", saa kunde ''dreyra mærir'' betegne "den der lader Blodhavet strømme ud".

Da alle Linjer undtagen L. 3 har Stavelserim, formoder Björn Ólsen ''merkan'' for ''mina''. Dette støttes dog noget ved ''mina'' 77, 4 og ''mina'' Sn. Edda I, 460, 5.

L. 5—8 er mulig at forstaa saaledes: ''þvít sk&#491;p of vinna und hreggmiðjunga heiðis hliði'',  "thi Skjæbnen vilde, at jeg blev saaret i Haanden". ''und'' er da Substantiv "Saar". Dog taler herimod Ordets Stilling i Verslinjen, ''hreggmiðjunga'' Gen. sg. af en mannkenning, styret af ''heiðis-hliði'', d. e. ''minni''. Gen. ''miðjunga'' forholder sig til Nom. ''miðjungr'' som ''Suttunga'' til ''Suttungr'', ''Haddingja'' til ''Haddingr'' o. s. v. ''hregg'', "Storm" er her brugt for "Kamp" ligesom oftere ''hrið'' og andre synonyme Ord. ''heiðis hlið'',  "Høgens Li", d. e. Haand, forekommer ogsaa i Str. 62 L. 7—8. Dativen hl 15 i forekommer ellers kun, hvor Ordet er brugt i kvennkenning.


<center>Str. 35 L. 5—8.</center>


I Haandskriftet :


:ne glymranar gina.
:gátt hlids init mattið.
:minn leikr hugr a henni.
:hlunnios við banmunni.


Jeg formoder:


:né glym-ránar gina
:gátt! hliðs imir máttið
:(minn leikr hugr á henni)
:hlunn-njót við banmunni.


I første Strophehalvdel har Kormak i Henvendelse til Skjegge sagt: "Jeg mente, at jeg kjæmpede af al min
Kraft, med dit Sværd". Herefter fortsætter han i anden Strophehalvdel: "Men ikke aabnede Sværdet sin dræbende Mund mod min Fjende"; og i Lidenskabelighed apostropherer han nu — ved Tanken paa, at Berse lever og kan favne Stengerd — sin Elskede, hvorpaa denne Tiltale til hende, som kommer midt i Henvendelse til Skjegge, begrundes ved Mellemsætningen "altid tænker jeg paa hende". Efter Egilsson forklarer jeg ''glym-ránar'' (det brusende Havs) gátt som Kvinde. At den bestemmende Genetiv i en kvennkenning kan være et Udtryk for Havet, hvilket Björn Ólsen betvivler (S. 44, 73), synes bevist ved flere af Grøndal Clavis poetica S. 104—106 sammenstillede Udtryk. Har man istedenfor "Drikken" sagt "Vædsken" og derfra gaaet over til Udtrykket "Havet"? ''imnir'', Sværd, anføres i Sn. Edda I, 567 og II, 477; det er afledet af ''imun'', Kamp. Jeg antager her et analogt ''imir'', Sværd, afledet at ''ima'',  kamp, med forkortet i foran m; jfr. ''Hymir, Limafj&#491;rðr'' og lign. ''lmir'' støttes ved læsemaaden ''ymir'' ok ''eimir'' i 1 e § i Sn. E. I, 567 anm. 4. Efter Egilsson forklarer jeg ''hlunn- hlids'',  "Rullestokkens Okses", "Skibets"; dette er styret af ''njót'', der igjen er styret af Postpositionen vi 5. Jeg oversætter banmunni "med dræbende Mund". Jfr. fyr ''munni mækis'' og ''hj&#491;rr gein'' Gisla s. Str. 31.


<center>Str. 37.</center>


Er geira vimarr L. 5 forvansket af ''geira mimir''? Jfr. ''geir-mimir'', Helg. Hund. I, 42.


<center>Str. 38.</center>


Der er intet i Udtrykket


:hafðak aldri
:hosu mórauða


(efter Vigfussons Rettelse for ''mosrauða''), som tyder paa, at denne Hose var bunden om Halsen, saaledes som Vigfusson Corp. I, 362 mener. Tværtimod synes Udtrykket at maatte naturlig forstaaes om en Hose, som var paa Benet, uden at vi nu kan gjøre os Rede for, hvorledes man knyttede Forestillingen om en magisk værnende Ævne til den brunrøde Hose. Verset synes her at nævne noget, hvorom Prosaen intet har, og hvad der følger i Verset, behøver derfor heller ikke at stemme overens med Prosaens Ord om Berse: ''hann hafði lyfstein á halsi''. Man læser:


:battk aldri mér
:belg at hálsi
:vittafullan,
:þók enn lifi.


Udtrykket ''fulian'' vilde her være mindre naturligt, hvis der her var Tale om, at den ene Gjenstand ''lyfsteinn'' var i Posen, ''fulIan'' antyder tværtimod, at Posen var fyldt med mange smaa Gjenstande, som man tillagde magisk Kraft. Haandskriftet har ikke, som begge Udgaver angive ''vita fullan'', men ''vrta fulian''. Saa havde Prof. Unger læst, hvorfor jeg anmodede Dr. Falk om at undersøge Haandskriftet. Baade Falk, Dr. Kaalund og Dr. Finnur Jonsson erklære nu, at der sikkert staar ''vrta'', ikke ''vita''. ''urta fullan'', "fuld af Urter" giver god Mening. Ordformen urt forekommer Guðr. 11,23, hvor der er Tale om Ingredienser i en Trylledrik. Det er bekjendt, at man tillagde forskjellige Urter magisk Kraft. Grimm Deutsche Myth. 3. 1151 giver Oplysning om, at man til magisk Brug pleiede at binde Urter paa Mennesker. Strophens Indhold staar i bestemt Strid med Prosaens Fremstilling. En saadan findes ogsaa ved Str. 15 og Str. 72.


<center>Str. 39.</center>


L. 1—4 har i Haandskriftet følgende Form:


:Fylgðut oss at oðins
:endr or þessi hendi.
:hlackar niorðr a hurðer.
:hurð ulfr gininn þurði.


Jeg vil her i Modsætning til andre Fortolkere bemærke, at ''gininn'', hvis første Stavelse efter Metret maa være kort, er rigtigt. Som Epitheton til ''úlfr'' bruges ''gínandi'' Hav. 85, Hynd. 22, og der tales om Ulvens ''gin'' Sn. Edda I, 192. Jeg tror derfor, at ''gíninn'' her er Præt. Pep. af ''gína'' og Epitheton til ''úlfr''. ''gíninn'' forklarer jeg "som har opspærret sit Gab"; det er synonymt med ''gínandi''. Denne Brug af Præt. Pep. forudsætter, at Verbet er opfattet som Inchoativ. Analogt er ''ormi hringlegnum'' Háv. 86,4 "en Orm som har lagt sig i Ring"; ''sofinn'', sovnet, indslumret, altsaa sovende; ''fleinn fl&#491;ginn H&#491;fuðl''. 13 "som har givet sig til at flyve, som er skudt ud"; ''kveldrunninna kvenna'' Eiliv Gudrunssøn Sn. E. I, 258 "Kvinder som løbe (egentl. har givet sig til at løbe) ude om Kvelden". Ligesaa har jeg hørt i nordre Aurdal i Valdres ákern æ' regdnjenin vørtin d. e. akrinn er ''regngininn orðinn'', Bælgene paa det spirende Korn er blevne sprængte ved langvarigt Regnveir. Men naar gininn skal beholdes, da maa Verset rettes anderledes, end man tidligere har forsøgt. Jeg foreslaar (med Optagelse af Björn Ólsens Formodning ''Tæðuð'' for ''Fylgðuð):


:''Tæðuð'' oss es Óðins
:endr ór þessi hendi
:Hlakkar norðr á hurðir
:hurð-úlfr gininn þurdi.


D. e. ''Tæðuð oss endr norðr, es Óðins hurd-úlfr þurði gininn ór þessi hendi á Hlakkar hurðir''.

Jeg formoder, at Skriveren har indsat at for er (es), fordi disse Ord jævnlig brugtes enstydige. Berse er, da denne Strophe lægges ham i Munden, paa Thorsnes Ting, men hans Hjem er længer nordpaa. Derfor har det af mig indsatte ''norðr'' her god Mening. I anden Strophehalvdel forekommer Finnur Jonssons Opfatning mig sandsynligere end Björn Ólsens. Denne vil læse ''vill knýja targo'' og sammenligner dette med det ellers forekommende ''knýja randir''. Men dette bruges om dem, som med Skjoldet foran sig trænge frem i Kampen. I Korm. 39 er derimod Tale om at holde Skjoldet for en anden. Haandskriftets ''villtyiu'' ligger nærmere ved ''villtýja''. Imod dette indvender Björn Ólsen S. 34 f. følgende: "Paa Berses tid har man sikkert ikke sagt ''týia'' men ''téia'', som ikke vil danne noget korrekt helrim med ''skýja''. Det er først i det 13. árhundrede, at é i téia og andre verber af samme art (som fléia, séia) gár over til y". Dette synes mig i flere Henseender tvivlsomt. For det første er de anførte Verber ikke ganske af samme Art, saaledes som got. pliuhan i Modsætning til siujan viser; en Slutning fra det ene til det andet er derfor ikke bindende. For det andet er den af Björn Ólsen opførte Infinitivform søia mig ubekjendt. Jeg kjender kun Præt. Pep. ''søðir'' eller ''séðir'' Nom. pi. m. , ''seða'' Acc. sg. f. osv. og Præt. Ind. 3 Ps. pi. ''séðu''. Hvis ''søja'' forekom, maatte det have laant sit é fra andre Former af Verbet. Den phonetisk regelrette Infinitivform maa have været ''sýja'', som got. siujan viser og som man tør slutte af det oldnorske Substantiv sýja. For det tredje er ''*sýja'' Præt. ''søði'' eller ''séði'' ganske analogt med ''hlýja'' Præt. ''hléði'' eller ''hléði'', der i Gotisk maatte lyde *hliujan — *hliwida; jfr. mine Bemærkninger i Zeitschr. f. deutsche Philol. VII, 392. Præteritum-Formen foreligger i ''hléðut'',  "beskyttede ikke" hos Hallfred Sn. Edda I, 423,1 og i Pcp. ''hleðom Hamð''. 22 "de beskyttede" d. e. de som havde faste Brynjer. En hertil hørende Infinitivform ''hlýja'' forekommer allerede hos Sigvat (Ól. s. h. Hkr. 239, 2) i Rim med ''skýlauss''. Dette strider bestemt mod Björn Ólsens Paastand<ref>I Norsk forekommer ''flýði'' i Sigurd Jarlssons Indskrift fra Vinje, der er fra et af Aarene omkring 1200. Aarb. f. nord. Oldk. og Hist. 1889. 5</ref>. Hvis ''téði'' var fuldt analogt med ''søði'', vilde ''týja'' være en ældre Form end ''téja''. At det ikke er fuldt analogt, viser  ∽. a. ''tjoði'' hos Halldor Skvaldre Sig. s. J6rs. Hkr. 6,1 i Rim med ''rjóða''. Men jeg har i det foregaaendte vist, a é har skiftet med ý ved flere Verbers Bøining før 13de Aarhundred. Berse kan derfor vel have brugt Formen ''týja'', uagtet ''tøði'' i Rim med ''féði'' forekommer hos Stein Herdissøn (Fms. XI, 216) og ''téja'' i Rim med ''bøjar'' Plác. 18.

Jeg skriver anden Halvdel af Str. 39:


:nu ferr enn svát æva
:Jálks skýja vill týja
:myrði-freyr at morði
:(marglyndr estu) t&#491;rgu.


Jeg forbinder at ''morði t&#491;rgu''. Kampen betegnes af Skaldene oftere som "Vaabnenes Ødelæggelse". Logisk (skjønt ikke formelt) er ''mórð'' nomen actionis til ''myrða''. Naar nu Stridsmanden, som ødelægger Skjoldene, i samme Strophe kaldes ''Jálks skýja myrði-freyr'', saa synes der ikke at være noget paafaldende i det, at Kampen, hvori Skjoldet ødelægges, kaldes ''morð t&#491;rgu''.

''æva'' har jeg indsat for Haandskriftets ''ekia''.


<center>Str. 40 L. 1.</center>


Linjens oprindeligere Form er maaské:


:Þottak [áðr] þás æri.


<center>Str. 42 L. 5—8.</center>


I Haandskriftet :


:nu hefir bauð forsa bersa
:blestu niðs alesti.
:sár geitunga sueita.
:sannelldinga felldan.


Forstaaelsen er fremmet af Jón Þorkelsson, der læser:


:nu hefr bálforsa Bersa
:Bestlu niðs á lesti
:sárgeitunga snytrir
:sanneldingu feldan.


Her synes ''Bestlu'' og ''eldingu'' mig fortræffelige Rettelser. Usandsynligt derimod ''snytrir'', som ellers ikke
forekommer brugt saaledes og som i Træk ligger langt fra ''sveiti''. Jeg formoder:


:Nú hefr bjóðr forsa Bersa
:Bestlu niðs á lesti
:sárgeitunga sveita
:sanneldingu feldan.


D. e. ''Nú hefr Bestlu niðs'' (Odens) ''forsa'' (Digterdrikkens, Digtets) ''bjóðr'' (Skalden, den talende Steinar selv) ''á lesti feldan Bersa sárgeitunga'' (Ravnenes) ''sveita'' (Blodets) ''sanneldingu'' (med Sværdet).


<center>Str. 44 L. 5—.</center>


Björn Ólsen S. 38 og Heinzel S. 47 har bevist, at Texten i Möbius's Udgave ikke kan opretholdes. Heinzel synes mig at have Ret, naar han ændrer ''betra'' til ''betri'' og her finder følgende Mening "aldrig vil en bedre Stridsmand komme i denne Verden". Men den af ham foreslaaede Tekst lider af flere Mangler, at ''betri'' kunde ikke betyde "ein besserer", men maatte betyde "desto bedre"; ''ellisk'', som ikke staar i Haandskriftet, er en feilagtig Form, og ''optarr'' er i den givne Forbindelse, som Heinzel selv indrømmer, ulogisk. Jeg formoder:


:koma munat ullr, þótt elli
:opt hái, mara þoptu
: . . . . . . . . . . . . . . . . . .
:setrs í heim enn betri.


Istedenfor ''optarr'' indsætter jeg ''opt hái''. Jeg forklarer ''þott elli opt hái'',  "skjønt Alderdommen (nu) jævnlig plager (mig)". Jfr. ''hár snarpr at þat sultr mannkyni'' Merl. II, 31; ''nú vill os hvetvetna há'' Fas. III, 12 (''hvetvetna'' i cod. A. M. 152 fol.).

I L. 7 synes ''lítak blóði svan sveita'', som Björn Ólsen vil forandre, at kunne være rigtigt. Thi naar Skaldene
jævnlig sige, at Krigeren farver Ørnens Kløer, Tunge, Næb, Fod blodig, kunde de vel en enkelt Gang tillade sig Udtrykket "at farve Ørnen (eller Ravnen) blodig".

Denne Udtryksmaade synes ogsaa at forekomme Háttatal 92, hvor Manden kaldes ''merkir blóðsvara''.


<center>Str. 49.</center>


Det i L. 1 forekommende Navn heder ''Váli'' med langt a. Dette bevises ved den nyislandske Udtale ''Voli'', se
Kaalund Beskrivelse I, 501. Om Navneformen ''Váli'' se mine Studier over de nordiske Gude- og Heltesagns Oprindelse S. 207—209.


<center>Str. 53.</center>


L. 1—4. I Prosaen heder det: ''var komit at vetri. Þeir vildu þá halda til Noregs, fengu veðráttu kalda, lagði hrím í seglit'' . . . Derefter anføres en Strophe, som Kormak kvæder til sin Broder (''þá kvad Kormakr visu''):


:Skaka verðum vér Skarði!
:(skald á búð til kalda)
: — fj&#491;ll eru fjarðar kelli
:faldin — hrím af tjaldi.


Evident synes Vigfussons Rettelse af ''tjaldi'' for ''a ti all di''. Man har forstaaet Versene saaledes: "Skarde! vi maa ryste Rim af Teltet, jeg har et overvættes koldt Leie; Fjældene er bedækkede med Is." Her kunde Ordet "Fjældene" synes noget paafaldende. Det ligger nærmest at antage, at Kormak vil fremhæve, hvor koldt han har det ombord, medens Thorvald Tintein kan ligge hjemme i sin varme Seng hos Steingerd. Men Kormak færdes jo jævnlig i Egne, hvor Fjældtoppene midt i den varme Sommer er dækkede med Is eller Sne, og der synes da at være liden Grund, naar han vil fremhæve Kulden ombord, til at nævne, at "Fjældene" er dækkede med Is. Vigfusson har ogsaa bemærket (Corp. II, 572), at man her snarere venter et Udtryk for Teltene.

Det synes mig derfor muligt, at ''fj&#491;ll'' her ikke betegner "Fjældene", men de Skind, hvoraf Teltet (eller Teltene) er dannet. Det gamle Ord ''fjall'', "Skind", ags. fel, tydsk fell, forekommer ellers i ''berfjal''l Volund. 10 "Bjørneskind" og i flere Afledninger. Paa lignende Maade bruges paa Latin ''pelles'' om Vintertelte til Lands (sub pellibus habere milites). Vistnok finder man ellers, at Teltene paa de gamle Nordboers Skibe var af Tøi; men det synes rimeligt, at man i den kolde Aarstid kunde bruge Telte af Skind. Sætningen ''Skaka verðum vér hrim af tjaldi'' vilde da ligefrem være begrundet ved ''fj&#491;ll eru fjarðar kelli faldin''.

Naar jeg har nævnt det som en Mulighed, at''fj&#491;ll'' skulde forstaaes om Teltets Skind, saa har jeg gaaet ud fra den Forudsætning, at Str. 53 er digtet under Seilasen, saaledes som de forudgaaende Prosaord udsige. Men det kan passe godt at forstaa ''fj&#491;ll eru fjarðar kelli faldin'' som "Fjældene ere bedækkede med Is", naar vi tænke os, at Brødrene med Livsfare er komne i Land paa nogle Klipper af den norske Kyst, at de har faaet slaaet et Telt op paa et Fjæld, at de har tilbragt Natten der, og at Kormak om Morgenen derefter kvæder Str. 53. For denne Opfatning kunde Prosaens Ord S. 38 L. 7—9 tale noget: ''Nú sigldu þeir at h&#491;mrum n&#491;kkuruni, hlóðu seglum við mikinn háska. Kormakr mælti: vel mætti Þorvaldr tinteinn hér vera hjá oss.''


L. 5—6. I Haandskriftet :


:villda ek attrædar valldi.
:veri av ngu hæra.


Möbius skriver:'' være-a ungom hæra''. Dette er en skarpsindig og i flere Henseender tiltalende Ændring. Men uagtet ''var tekinn (kallaðr'' o. s. v.) jævnlig bruges i samme Betydning som ''varð tekinn (kallaðr'' o.s.v., maatte, saavidt jeg tror, ''vildak at honum væri-a hæra'' betyde "jeg skulde ønske, at han ikke var gammel" (jfr. 64: ''Vildak hitt at væri valdeir g&#491;mul jalda'') og kunde ikke betyde "jeg skulde ønske, at han ikke blev (opnaaede at blive) gammel". Jeg formoder: ''væri øngu hlæra'' "jeg skulde ønske, at han havde det ligesaa koldt som vi". Jfr. i Prosaen: ''Kormakr mælti: vel mætti Þorvaldr tinteinn hér vera hjá oss''. Compar. ''hlæri'' forekommer i Kongespeilet Kap. 21.

Udtrykket ''reiðar valdi'' (Dat.) om Thorvald Tintein kan næppe gjælde for en sikker Restitution af Digterens Ord. Muligt (men usikkert) synes ''tróðu valdi (tróðu'' maatte da være hálfkenning for Kvindens, Steingerds); jfr. ''mengunnar manni'' Str. 66, L. 7.


<center>Str. 54.</center>


Björn Ólsen har S. 71—74 fortræffelig rettet og tolket de fire første Linjer:


:Uggik lítt þótt leggim
:(landv&#491;rðr) saman randir
:(várat víga stæri
:vellauþigr) mér dauða.


Kun synes Ændringen ''víga'' for Haandskriftets ''virðar'' lidet overbevisende. Jeg formoder : ''verka stæri'', "Skalden ", "mig", ''stæra brag'', ''óð'' o. lign. er sædvanlige Udtryk, ligesaa ''verki'' Digt. Jeg tror, at ''meðan'' i L. 5, ligesom ogsaa ''meðan'' i 55,5, kan være rigtigt, thi ''sker-jarða''r (Havets) ''skorða'' som Betegnelse for en Kvinde synes at have Støtte i flere ensartede Udtryk. Jfr. 25, 5—6; 35, 5—6, og mine Bemærkninger til disse Stropher, samt 70, 6. ''meðan'' er stillet ligedan i en Strophe i Bjarn. s. Hitd. S. 12 L. 15.

I Str. 54, 4 forekommer første Gang ''vellauðigr'', "meget rig". Det bruges ofte i det prosaiske Sagasprog. Ordet kan ikke være sammensat med Adverbiet ''vell'', hvorpaa flere har tænkt, thi Kormaks Vers viser, at første Stavelse er lang, og Ordet skrives i Regelen med to l'er. Den sjældne Skrivemaade med et l forekommer Flat. II, 74 L. 18 og i Njáls s. Kap. 46, hvor andre Haandskrifter har Formen med ll. Imod at Ordet skulde være sammensat med Adverbiet ''vel'' taler ogsaa ''vell'' neutr. Dette Ord, der aldrig er brugt i Prosa, betyder vel ikke egentlig "Guld", men "Rigdom", da det oftere forekommer i Flertal. Tidligst findes det i Sammensætninger: ''vellv&#491;nðr'' hos Egil Skallagrimssøn i Arinbjarnardrápa (Sn. Edda II, 152); ''vellbroti'' Har. s. Hárf. 26 i et Vers, som tillægges Thjodolv fra Hvin; Vellekla Navn paa et Digt af Einar ''skálaglamm'' fra Slutningen af 10de Aarhundrede. Udenfor Sammensætning har jeg først fundet det i Geisli (Aar 1152) ed. Cedersch. 69. Grunden til at ''vell'' aldrig forekommer i Prosa, hvori ''vellauðigr'' ofte findes, er neppe den, at ''vell'' udenfor den ene Sammensætning ''vellauðigr'' tidlig er blevet forældet i Prosa. Efter Formen er ''vell'' afledet af ''vella'' og identisk med dansk væld, norske Dialekters vell eller vill. Jeg formoder, at ''vell'' i Sammensætningen ''vellauðigr'' ikke fra først af betegner "Rigdom" , hvorpaa En er rig. Herfor taler Udtrykket ''vellauðigr'' at ''f'é'' Njáls s. Naar ''vell'' er "Væld", saa kan ''vellauðigr'' fra først af, saaledes som Fritzner antyder i Tillæg og Rettelser til første Udgave af sin Ordbog, have været opfattet som "overflødig rig", saa rig, at det ligesom vælder ud. Beslægtede islandske Udtryk nævner Egilsson under ''iðgn&#491;gr: fé þeira vóx sem sjór gengi á land; sjónóg'' i. e. maris instar satis vel copiosum; ''vatnærinn aquae'' instar copiosus. I Lighed hermed gik ''vell'',  "Væld" efter min Formodning over til at betegne "et Væld af Rigdom" "overstrømmende Rigdom", deraf overhoved "Rigdom; men dette usammensatte Ord blev i denne Betydning indskrænket til det poetiske Sprog.

Jeg har vistnok tænkt paa Muligheden af, at ''vell'',  "Rigdom" kunde være det ved Indflydelse af ''vell'' "Væld" omprægede angelsaksiske ''wela'',  "Rigdom"<ref>Egilsson sammenligner med vell ags. wæls »gaza« , der vel er Trykfeil for wæla.</ref>,  men Antagelsen heraf synes ikke nødvendig.


<center>Str. 55.</center>


Adjectivet ''herðnir'' L. 1 kan efter sin Dannelse ikke egentlig betyde "abgehärtet" , men "tilbøielig eller istand til at her aa trænge haardt paa eller holde ud". Adjectivet bruges endnu i det Trondhjemske i Formen hælen med "tykt" l, i Betydningen "haardfør, udholdende".

L. 8. Den rette Form er ikke ''njórun'', men ''nj&#491;run''. Dette godtgjøres derved, at ''draumnj&#491;run'' i Alvissm. 30, 6 danner Udgangen af den Linje, der har Allitteration for sig selv i lj&#491;ðaháttr. Herfor taler ogsaa Skrivemaaden ''dravmni&#491;run'' i Cod. A. M. 748 paa to Steder, ''dr&#491;mniðrun'' i Cod. A. M. 757. [Se nu Sievers i Arkiv V, S. 134].


<center>Str. 56.</center>


Ændringen ''bratta hamra'' er først foreslaaet af Vigfusson Corp. II, 67. Björn Ólsen har tolket første Strophehalvdel: "Skalden maler Bølgernes vekslende Bevægelse, idet Brændingen snart slaar mod Kystens steile Klipper, snart glider tilbage fra Stranden mod Dybet." Tankeforbindelsen mellem første og anden Strophehalvdel er ikke tydelig udtrykt af Skalden. Jeg tænker mig den saaledes: Havet slaar snart mod Stranden, snart drager det sig tilbage i Dybet; men min Tankes Strøm gaar altid imod Steingerd ved Nat som ved Dag. Om Natten lader Tanken paa hende mig kun lidet sove, saa jeg ligger vaagen og lytter til Bølgernes Brusen, og om Dagen savner jeg hende altid.

I L. 8 synes ''ef ek vakna'' upassende, thi ''ef '', "hvis" skulde forudsætte Muligheden af, at han ikke vaagnede. Man bør derfor med Vigfusson læse ''es vaknak''.


<center>Str. 57.</center>


Björn Ólsen S. 84 f. læser anden Strophehalvdel :


:þás allsnjallir allir 
:oddregns stafir hegnum 
:i Sólundar sundi :sundfaxa rábundinn.


Han har indsat ''hegnum'', "værne" for Haandskriftets ''fregni''. Jeg er dog ikke overbevist om Rigtigheden af denne Ændring. For det første skulde man i denne Forbindelse vente ''rábrotinn'', ikke rábundinn. For det andet passe da Strophens Ord ikke til Udsagnet foran Strophen , at Kormak kvad denne , da Raaen brast. For det tredje danner det, at Sømændene søge at værne om det havarerede Skib, ikke nogen passende Modsætning til det, at en Møgslæde gaar i Stykker for Tintein. Som Modsætning til Tinteins Forhold, naar Møgslæden gaar i Stykker, venter man nævnte Kormaks Forhold, naar Raaen gaar i Stykker. Jeg formoder derfor:


:þás's &#491;ll (snjallir allir
:oddregns stafar fregni)
:i Sólundar sundi
:sundfaxa rá bundin.


''es &#491;ll'', "er ødelagt", ''þá es es'', her udtalt som én Stavelse, ''þáss'', jfr. f. Ex. ''áss's stolinn hamri'' Þrym. 2. Ved den mellemskudte Sætning "lad alle tapre Mænd høre derom" udtaler Kormak sin Forvisning om, at hans Raskhed under den farlige Storm vil blive prist af alle tapre Mænd. ''rá bundin'' betegner vel den til Masten fastbundne Raa. ''oddregns stafar fregni'' støttes ved 67, 6: ''þropregns stafar fregna''.


<center>Str. 59. L. 2—4:</center>


:valda skpp sínu :—þat sjám — reið at ráði :rik.


Jeg formoder, at det skal hedde ''þat sjámk (séomk)'': jeg frygter for, at det er Skjæbnens Vilje, at vi altid skal være adskilte. L. 5—6 har Heinzel S. 48 forstaaet som ''nærgi vit í eina sæing g&#491;ngum, er oss angrlaust''. Ved L. 7—8 kan jeg ikke faa nogen Mening uden ved at forbinde ''drafnar freyja, dýr'' (Adjectiv) ''dúneeyjar'' (inguinis) ''sk&#491;fnungi''.


<center>Str. 60 L. 1—4.</center>


Jeg forbinder'' saman'' med ''Sváfum'', thi ved dette Verbum kan hint Tillæg ikke godt undværes, og ikke med ''fimm nætr'' ("fem Nætter efter hinanden"). I L. 1 synes ''hress'' mig at kunne være rigtigt; "vi sov sammen uden at lide af nogen Sygdom." Sygdom var ikke Skyld i, at Kormak laa ''lags banda andvana''.


<center>Str. 62.</center>


Her kan man vel forbinde: ''nema drengr fági dul drjúga of þat''. Da kan man i L. 1 læse:


:Svá berr mér i mina.


<center>Str. 63.</center>


Möbius skriver i L. 1, overensstemmende med Egilsson, ''Digla''. Men Ordet hedder ''digull'' med kort i. Dette ser man af Verslinjen i Hak. s. TTák. 258, 4 (Fms. X, 26): ''ok digulsk&#491;flum'', og dette stemmer overens med de tydske Former mht. tigel, tegel, nht. tiegel o. s. v. [Se Beitr. XIII, 365].

Samme Ring kaldes i første Strophehalvdel ''digla drifgagl'' d. e. Sølv, og i anden ''fingrgoll''. Det var altsaa vel en forgyldt Sølvring. Sølv er her betegnet som "Digternes Sne" og Sne som ''drifgagl'', "Drivens Gagl", d. e. Snefogets Gaasunge. ''drifgagl'' tør ikke med Finnnr Jonsson forandres til ''drifhagl'', thi hint Udtryk er i Overensstemmelse med en over Norden udbredt og i Tydskland allerede i gammel Tid forekommende Gaade om Sneen, hvilken begynder: "Der kom en Fugl fjæderløs." ''gagl'' passer her særlig godt paa Grund af Fuglens hvide Farve.


<center>Str. 65.</center>


Denne Strophe er med Undtagelse af de to første Linjer enslydende med Str. 52. Allerede to Papirhaandskrifter har udeladt 65. Baade Möbius og Björn Ólsen (S. 4, 57) mener, at 65 er en Gjentagelse af 52, kun saaledes at denne Strophes to første Linjer er ombyttede med to nye, der efter Björn Ólsen er digtede af en Interpolator og er yngre end Sagaen. Denne Mening synes mig betænkelig, fordi Strophe 52 med Undtagelse af de to første Linjer, saavidt jeg skjønner, slet ikke passer i den Forbindelse, hvori den optræder. Forud for 52 berettes det, at Steingerd siger, hun vil fortælle Thorvald, at Kormak har æreskjændt ham, idet hun lægger til, at ingen Mand kan taale sligt. Det passer da fortræffelig, at Kormak herpaa svarer:


:Þarftat hvit at hæta
:hlín' skrautligrar línu!


Derimod passer det slet ikke, naar han fortsætter:


:Skiðunga mér niði.


Thi Steingerd har slet ikke truet ham med, at Thorvald vil digte Nid om ham, og at ''niði'' maa forstaaes om Nidvers, viser anden Strophehalvdel.

Str. 3—8, der er fælles for 52 og 65, passe kun, hvor Kormak siger, at han med Nidviser kan møde de Nidviser, som udspredtes af Thorvald og dennes Slægtninge. Med andre Ord: disse Linjer passe i Str. 65, men ikke i 52. Jeg tror derfor, at kun L. 1—2 er ægte Bestanddele af 52, men at L. 3—8 feilagtig er komne ind fra 65, fordi denne Strophe begyndte paa en lignende Maade som 52, da der i begge er Tale om en Trusel med Ondt, som skal ramme Kormak fra Skidungernes Side (''hætir'' 52, 1; ''hæta'' 65, 2).

Texten i 65, 1—2 er vistnok forvansket; men de yngre Sprogformer, som her forekomme, synes at kunne skyldes Afskriveren. Jeg formoder:


:Nú mun ættleri ýta
:oddmætandi hæta
:(vér kunnum skil skepja)
:Skiðunga mér niði.


I L. 1 er ''ætlæla'', som Haandskriftet har, forvansket af ''ætlæra'', d. e. ''ættlera'', der brugt om en Mand synes at tilhøre yngre Sprogbrug end ''ættleri''. Heraf er Gen. ''ýta'' styret, "han der efter Folks Mening har vanslægtet fra sin Æt". Istedenfor Haandskriftets ''auðmætandinn'' formoder jeg ''oddmætandi'', ligesom ''auðs við hriðir'' Bjarn. s. Hitd. 26 synes at maatte rettes til ''odds við hriðir''.

''oddmætandi'' er en mannkenning som ''víga mætir''. Den postpositive Artikel i Haandskriftets — ''mætandinn'' er sandsynlig senere tilføjet, uagtet ''skaldit'' 73, 8 er sikret ved Versemaalet.

''skil skepja'' synes at kunne være rigtigt: "jeg forstaar at skaffe fuldstændigt Opgjør tilveie"; jeg skal vide
at afgjøre Sagen, saa at jeg faar fuld Opreisning.

Med Udtrykket i L. 7—8: ''nu hefk illan enda... leystan'' har man sammenlignet Gfsla s. S. 82: ''ok mun þó endir einn leystr vera um þá ógiptu''. Udtrykket ''illan'' støttes ved ''um þá ogiptu'', og jeg tør derfor ikke med Björn Ólsen omgjøre det til undinn. Stavelserim synes mig oprindelig at have manglet baade i L. 3 og L. 7.


<center>Str. 66.</center>


I L. 1 kanske snarere:


:Seinn þykkir til søkkva
:snyrtimóts — —.


til mangler i Haandskriftet , men anbefales derved, at den sædvanlige Construction er ''seinn til'' —. Derimod mér, som man tidligere har indsat efter ''þykkir'', synes unødvendigt. L. 6. Det af Björn Ólsen S. 61 foreslagne ''hálfærr'' havde ogsaa jeg formodet, idet jeg tænkte paa, at ''ærask'' kan bruges om "at gaa fra Viddet af Skræk."


<center>Str. 67 L. 8.</center>


Ogsaa jeg havde formodet, at fél her, som Björn Ólsen S. 85 f. begrunder, maa have Betydningen "Fil". Jævnfør, foruden de af ham anførte Udtryk for Sværd, ogsaa ''fetilþél''. Dog er det meget haardt, at ''Þróttar'' i L. 5 skal forbindes med ''fél'' i L. 8, og derfor er jeg ikke overbevist om Tolkningens Rigtighed.

Str. 67 er af Saga-Forfatteren indført paa en høist uheldig Plads. Kormak kan ikke kvæde denne Strophe, førend det er indtruffet, som fortælles umiddelbart efter: ''Nú búa þeir bræðr mál til á hendr Kormaki um nið''. De længere nede følgende Ord i Prosafortællingen ''kvaz Kormakr ekki við þeim vanbúinn utan þeir sviki hann'' er en Gjengivelse af Str. 67.


<center>Str. 68 L. 1-4.</center>


Linjerne er i Haandskriftet skrevne:


:Aura gaf ek a eyri,
:af skar mær af bæri,
:tyr syndiz mer taura
:tueim gáng vegum þeima.


Jeg formoder:


:Aura gafk, á eyri
:af, skar mær, at bærit
:týr, syndisk mér, taura,
:tveim gangvegum, þeima.


At forbinde: ''Ek gaf aura, at taura týr bærit af þeima á eyri; mær skar, syndisk mér, tveim gangvegum''. "Jeg betalte Ører, for at Thorvard ikke skulde seire over mig paa Valpladsen. Kvinden slagtede to Gange et Offer, saaledes som jeg tydelig saa". Dog kan ''á eyri'' ogsaa forbindes med ''skar'', da det S. 46 L. 10 f. hedder: ''þar er Þórðis ok er hon þá komin i þann stað sem þeir skyldu berjaz. taura tyr'' betegner Thorvard som ''tauframaðr''; jfr. ''ofúss mun Þorvarðr at berjaz nema fj&#491;lkyngi sé við'' Kap. 22 (S. 45 f.).

Formen ''taura (=taufra)'' stemmer overens med Falks Bemærkninger i Arkiv III, 302. ''þeima'' betegner den talende selv. ''syndisk mér'' er parenthetisk brugt.


<center>Str. 69.</center>


I L. 4 venter man Helrim. Derfor har Skalden mulig i Rim med ''ómissila'' udtalt ''þissa''. Formen disse (i Flertal) med i høres i Søndmøre og andensteds i Norge.


<center>Str. 71.</center>


I L. 3 vinder Rimet med ''þella'' ved at man indsætter Formen ''skallat''.

L. 5 kan udfyldes efter Glum Geiressøns Vers i Har. s. graf. 1, 1 til:


:rauðkat ek [benja] rauðra
:reyr — —.


<center>Str. 72.</center>


Adjectivet i L. 2 ''orrotr'', som det er skrevet i A, d. e. ''ørróttr'', hvilket oftere forekommer, eller her sandsynlig (i Helrim med ''þerra'') ''errottr'' betyder sikkert "arret" og ikke "stridbar". Paa lignende Maade er i Norsk "Ar" skrevet ær GI. norsk Horn. S.,156 L. 12, ærr Ól. s. helga Chria 1849 S. 80. Jeg formoder derfor, at der skal læses:

:Ek verð opt (þvi (þykkjum
:erróttr) af mér þerra osv.


Haandskriftet har ''þviat. þerra'' maa da her forstaas om at tørre Blod af sig, ikke, som Forfatteren af Prosaen har forstaaet det, tørre Sveden af sig. At Prosaforfatteren har misforstaaet Strophens Ord, ser man, som allerede Möbius har bemærket, deraf, at han ved Kappefligen har tænkt paa Fligen af Steingerds Kappe.

I L. 5 synes det begrundende ''þvi'', som Möbius bemærker, ikke at passe. Jeg formoder:


:þó lætr í set snauta
:saurreiði osv.


<center>Str. 73.</center>


''beiði benhlunns'' synes tydelig at være en mannkenning. Jeg antager, at den er afhængig af ''spyrja'' og at derved skal forstaaes Torvald Tintein. I L. 2 betegner ''it báðir'' Torvald og Broderen Torvard. I L. 3 læser jeg: ''med blot roðin''. blot kan betegne det som ofres. Da L. 6 er ufuldstændig, er der neppe fuld Grund til at opfatte ''b&#491;l ólitið'' som Interjection.


<center>Str. 74.</center>


L. 1—2 har i Haandskriftet følgende Form:


:Rioðandi let randa,
:ryðskalm of mer falma,
:fægir fiolnis veigar.


Udtrykket i L. 3 betegner den talende, Skalden Kormak. Gislason (Njála II, 550) bemærker med rette, at mér med en kenning som Apposition er betænkeligt. Derfor bør fægir neppe forandres til Dativen fægi. Disse Linjer synes at have indeholdt en Antydning af, at Kormak afværgede Torolvs Hugg. Dette er rimeligt, baade fordi det i L. 3 hedder: "han den Usling kan gjærne fnyse!" og fordi der i L. 5—6 med Copulation fortsættes, "og det krigerske Anfald blev til Spot." Da det nu i Prosaen hedder, ''hann bar af sér hoggit'', formoder jeg, at den rette Text er:


:Rjóðandi lét randa
:ryðskálm, af bars, fálma,
:fægir Fj&#491;lnis veigar.


Altsaa fægir F. v. Subject for af bars (d. e. ''bar af sér''), hvortil som Object er at tænke, ''ryðskálm, er randa rjóðandi lét falma''.

L. 7—8. I L. 7 synes mig det af Björn Ôlsen S. 68 f. for ''vaðer'' formodede ''vrefþe (== refði)'' altfor dristigt. Jeg skal her ikke nævne, hvad der kan tale imod den Antagelse, at ''refði'' har havt v i Fremlyd. Jeg formoder:


:vist hafði mér váða,
:verr spákonu! ferri.


Jfr. f. Ex. Bisk. s. I, 200:


:henni hafði næst váda.


Disse Strophens Ord udtale, hvad der naturlig følger af, at hann ''bar af sér hoggit''. Jeg ser intet andet, der taler imod mit Forslag, end det, at vi derved ligesaa lidet som ved den traditionelle Text faa Stavelserim i L. 7, men dette synes mig ikke tilstrækkeligt til at afvise mit Forslag.


<center>Str. 75.</center>


I L. 4 har Haandskriftet ''blaðsund'' som Betegnelse for Sværdet. Jeg holder det med Björn Ólsen S. 70 f. for betænkeligt her at indsætte ''blóðv&#491;nd'', da man venter Helrim med ''hj&#491;rfundi''. I Str. 85 L. 6, hvor Haandskriftet har ''bloð vaund hiarar þundar'', venter man ligeledes Helrim. Men en Form ''blóðund  = blóðv&#491;nd'' synes mig ikke tilstedelig. Skulde man paa begge Steder turde indsætte ''blaðlund'' og opfatte dette som ænigmatisk Udtryk for ''laufa''? Et ænigmatisk Udtryk forekommer i Str. 67 L. 2. Mulig ligger der ogsaa et Ordspil i den mannkenning, som er bragt 76, 6: ''golls laufguðum þolli''. Ligesom Træet bærer ''lauf,'' saaledes bærer Manden ''laufa'' (Sværd). L. 3—4 er i Haandskriftet skrevne:


:læt ek niðr a bak bita,
:blaðsvnd at hiorfundi.


Heinzel S. 49 synes mig at have Ret i, at ''á bak'' ikke kan betyde "med Bagen af Sværdet", thi Sværdklingen havde ingen Ryg. Desuden passer da bita hverken til L. 1 eller til ''á bak''. Heinzel læser ''á bakbita'' "paa Bagvaskeren", men en saadan Form med langt i synes mig altfor paafaldende og ikke at kunne forklares ved, at Ordet skal være Laanord fra Engelsk. Jeg formoder: ''lét miðr á bak bita''. Som Subjekt forstaar jeg ''&#491;rg vættr''. "Hun bevirkede, at mit Sværd ikke bed tilstrækkelig paa min Fiendes Ryg". ''miðr'' egentlig "mindre", ''letmiðr'' kunde let forvanskes til ''letcniðr'', der siden blev til ''læt ek niðr''.


I første Linje synes Möbius's Ændring mig fortræffelig :


:Deyfði eld í &#491;ldu
:&#491;rg vætt r fyr mér t&#491;rgu.


''alda'' betyder "Bølge", men poetisk "Vædske". Jeg mener, i Modsætning til Björn Ólsen (S. 32), at det ved dette Udtryk ikke er sagt, hvad det var for Slags Vædske, Heksen brugte for at døve Kormaks Sværd, og det er da Grund til at tænke paa Blod, ligesom ved det Tilfælde, der omtales 7, 7—8:


:mitt kveðk slætt i sveita
:sverð fordæðu gerðu.


Men ''&#491;ldu'' kan ikke med rette kaldes en "hálfkenning".


<center>Str. 76.</center>


L. 3—4 er i Haandskriftet skrevne:


:gulldut fe firir biartrar.
:halsfang myils spangar.


Denne Text er stærkt forvansket, da Allitterationen er forsvunden. Allerede i første Udgave er foreslaaet ''fang háls'' for ''halsfang''. Dette kunde let komme ind, fordi det var den i Prosasproget sædvanlige Ordstilling. Jeg formoder:


:guldusk fé fyr biartrar
:fang háls mýils spangar.


''gulldut'' synes mig forvansket af ''gullduz. fé'' forekommer i Prosa ofte i Flertal i Betydning "Eiendele", og her er Flertal brugt, fordi Kormak har maattet bøde med to Ringe. Stavelserim synes mig i den ulige Linje ikke nødvendig, ''háls'' forstaar jeg som Genetiv.

Men endnu staar det tilbage at rette ''biartrar'', der maa være forvansket af et Ord, som begynder med f. At ''fagrar'' skulde være det rette Ord, er neppe sandsynligt.

Om ''mýill'', der forudsætter en urnordisk Form miwilaR, kan sammenlignes Noreens og mine Bemærkninger i "Ordlista ofver dalmálet" S. 130 og S. 236 f.


<center>Str. 78.</center>


Det er at mærke, at i L. 7 Steingerðr danner sidste Ord i Verslinjen, uagtet Ordet er sammensat. Ordet maa her have været udtalt som et usammensat Ord, saa at anden Stavelse ikke havde stærk Bitone.
At et sammensat tostavelses Navn, hvis andet Led bortset fra Betoningen er uforandret, staar sidst i en Verslinje af Seksstavelses-Typen, er sjælden, og i 72, 8 danner ''-gerðr'' i ''Steingerðr'' Stavelserim.

L. 8. Den oprindelige Form i Verset er vistnok ''steigorla'', thi naar man beholder ''steigorlega'', maa man antage en metrisk Opløsning, der er betænkelig.


<center>Str. 80.</center>


I Modsætning til Björn Ólsen synes en Form ''rógendr'' mig sproglig mulig, thi den kan forholde sig til ''rægja'' som ''dómendr'' til ''dæma''. Men det er vanskeligt at bestemme, hvilken Betydning Ordet har i Forbindelsen ''randar linna rógendr''. Betyder det "Ødelæggere" (de som behandle noget paa en fiendtlig Maade)? I Digtersproget gaar ''rog'' over til at betyde "Kamp" og ''véla'' "svige" over til "ødelægge". I ''þat frák vig at vittu hjálma'' (Ól. s.h. 16, 1) er vita "straffe" brugt for "ødelægge".

I Betegnelsen for Aalene i L. 4 ''dikis bokkar'' forstaar man ''bokkar'' som Flertal af ''bokkr'', "Buk". Men det giver et meget bedre Udtryk, naar man forstaar ''bokkar'' som "Stormænd", Flertal af ''bokki''. Skalden fremstiller det da spøgende , som om Flokke af skrækindjagende Fiender forfulgte ham.

L. 5—8 er i Haandskriftet skrevne:


:gautz mundi þa gattar
:gunnsuellz ef ek þar fellag
:lundr kom ek litlu sprundi
:laungum minnz ór aungum.


Dr. H. Falk har efter min Anmodning her undersøgt Haandskriftet sammen med Dr. Kaalund og bekræftet, at der staar ''miñz'', saaledes som Möbius's Udgave angiver, ikke ''muñz''.

Man læser nu i L. 8:


:l&#491;ngum muns ór &#491;gum


og forklarer dette enten "ex vitæ periculo" eller "ex animi angustiis". Men det Substantiv munr, som man her antager, har i Genetiv munar, ikke muns. Jeg formoder, med Bibeholdelse af Haandskriftets Text:


:Gauts mundi þá gáttar
:gunnsvells, ef þar fellak,
:lundr, komk litlu sprundi
:l&#491;ngum, minnst, ór &#491;ngum.


Jeg forbinder: ''Ef þar fellak, þá mundi gunnsvells lundr minnst Gauts gáttar''. For Ordstillingen kan sammenlignes Str. 16, L. 1—4:


:Braut hvarf ór sal sæta,
:sunnz erum hugr á gunni
:(hvat merkir nú) herkis
:(h&#491;ll) þverligar (alla?).


"Allermindst vilde jeg komme i Valhal, om de Helte, som havde fældet mig, var Aale". ''ór &#491;ngum'', "af Klemme", "af Nød", trænger ikke til noget Tillæg i Genetiv, da man i Nyislandsk siger ''hann er í aungum'',  "dolet, maeret, aegre ei est".


<center>Str. 81.</center>


I L. 5 bør man mulig for Stavelserimets Skyld læse:


:skaldu fornrar f&#491;ldu
:frigg!


Haandskriftet har ''þo skaltu for skaldu''.

I L. 8 opfattes ''Aureks'' som Dværgenavn, men et saadant Dværgenavn er ubekjendt. Er aureks forvansket af ''Aurvangs''? Dette var kanske i et ældre Haandskrift skrevet ''aurugs''.


<center>Str. 83.</center>


Den første Strophehalvdel, som endnu ikke er tilfredsstillende forklaret, er i Haandskriftet skrevet:


:Reð ek ei þess af reiði
:rund morð gaufugr forðum
:sundz at sottar grandi.
:suerð skylldi mer verða.


Jeg formoder:


:Réðkat ek þaz af reiði,
:rindr, morðg&#491;fugr forðum,
:sunds! at sóttar grandi
:sverð skyldi mér verða.


At forbinde: ''sunds rindr! morðgofugr réðkat ek forðum þaz'' (d. e. ''þat, at) sverð skyldi af reiði verða mér at sottar grandi''. Jeg har i gamle Dage, skjønt jeg var anseet som Stridsmand, ikke fattet den Beslutning, naar jeg blev syg, da i Vrede at gribe mit Sværd og med det at ende min Sygdom." ''af reiði'' jfr. Egilsson Lex. 653. ''rindr'', jfr. ''bands mank beiði-rindi'', Korm. 4, 3. ''rindr sunds'' jfr. ''vár baru'' 70, 6; ''vegskorðan varrskiðs'' 25; ''skerjarðar skorða'' 54; ''þ&#491;ll hÿslinga vallar'' 10, 6; ''glym-ránar gátt'' 35, 5 og maaske ogsaa ''drafnar freyja'' 59, 7—8.


<center>Str. 85.</center>


Denne Strophe gjør i det hele Indtrykket af at være bygget efter Skaldekunstens strængere Regler, saa at jeg finder nogen Grund til med Björn Ólsen S. 70 at antage, at Stavelserim kun paa Grund af Forvanskning mangler i L. 5 og L. 7. I L. 5 kunde man tænke paa:


:bera knáðu þá breiðan


hvor Haandskriftet har ''knattu'', men Björn Ólsens:


:bera knáttu þá beittan


er vistnok bedre. I L. 7 synes muligt:


:þó munk græðis glóðar
:Gerðr!


hvor Haandskriftet har ''greipa'' for ''græðis''. Disse Ændringer maa dog blive usikre.

Det synes mig at staa fast, at der ved en Række af de improviserede Vers, som i Sagaen lægges i Munden paa Kormak, ikke gjennemgaaende af Skalden er anvendt Stavelserim, navnlig ikke i de ulige Verslinjer. Jeg har i det foregaaende antydet, at jeg paa adskillige Steder fastholder den rimløse traditionelle Text, som Björn Ólsen vil forandre for at faa Stavelserim.


<center>'''Efterskrift.'''</center>


Ordet ''lá, I&#491;'', "Haar" i Str. 6, L. 4 er mulig det irske ''lo'', "Haar", der forekommer i Cormacs Glossarium.

Til S. 46. Ogsaa Sijmons har i Zeitschr. f. deutsche Philol. XXI, 368 udtalt sig for at de ældre Skalde bruge kort og lang 9 i Helrim med kort og lang a.


<center>Strophe 81.</center>


Linie 8 er i Haandskriftet skreven: ''aureks nærrgauri''. Dr. Falk vil i Arkiv f. nord. Filol. V foreslaa Aurreks som Dværgenavn og sammenligne ''mold-rekr''.

Gislason har i Njála II, 326 paavist, at den ovenfor nævnte Verslinje og flere andre Verslinjer, som indeholde ''nær'', har en Stavelse for lidet, saa at vedkommende Digtere istedenfor nær maa have brugt en ensbetydende tostavelses Form. Gislason har istedenfor nær i disse Verslinjer indsat ''nær(r)i'' for at rette paa Versemaalet. Men Sievers har i en Afhandling (som jeg først, efterat mit Manuscript var indsendt til Trykning, har læst) i Arkiv f. nord. Filol. V, 133 f. paavist, at det af Gislason indsatte ''nær(r)i'' ikke kan være rigtigt. De Verslinjer, hvorom her er Tale, er nemlig lige Verslinjer af Verstypen A2 med Bitone i anden Stavelse. Versemaalet kræver i disse, saaledes som Sievers har godtgjort, at tredje Stavelse, der har Hovedtone, er kort. I de Verslinjer, hvor der istedenfor nær kræves en tostavelses Form, hvis første Stavelse har Hovedtone og er kort, vil Sievers indsætte ''nâar'' (af ''ná ar)''. Denne Form ''nâar'', ''náar'' identificerer Sievers efter dens Oprindelse med dansk ''naar'', og han henfører dem til en urgermansk Form néhwdz. Til samme Urform henviser angelsaks, néar, oldsaks. og ohøitysk náhör, nærmere.

Men naar man lægger Mærke til det Lydforhold, som viser sig mellem Norsk-Islandsk paa den ene Side og Dansk paa den anden Side ved fær (Subst.) -faar, igær - igaar, lær - laar, ker - kar, osv. samt navnlig ved mær-maar (af Grundformen *mawiz), saa vil man ikke finde det sandsynligt, at dansk naar er udgaaet fra en Grundform néhwoz, altsaa fra en ganske anden Grundform end det norsk-islandske nær. Hvis en Formation néhwoz ikke er paavist uden i Vestgermansk, synes det meget betænkeligt i de Verslinjer, hvorom her er Tale, at indsætte naar, baade fordi en Formation néhwoz synes mindre oprindelig end nehwiz, og fordi Verslinjerne kræve Betydningen "prope", ikke "propius". Ags. néar, osaks. oht. nahor betegne derimod "propius".

Til got. néhwa "prope" vilde regelret svare et oldnorsk ''*náe, nai'', ligesom oldn. ''ferre, fjarri'' og ''úte, úti'' svarer til got. fairra og uta. Herefter vover jeg i de her omhandlede Verslinjer istedenfor nær at foreslaa ''nái,'' altsaa i Korm. 81, 8:


:Aurvangs nâi gauri.


I Betydningen "prope" har altsaa efter min Formodning nær senere fortrængt *nái. Ogsaa ellers har i Nordisk den Comparativdannelse, hvis urgermanske Form har været -iz, bredt sig ud over sit oprindelige Omraade. Af Indflydelse fra den nævnte Comparativdannelse er det saaledes at forklare, at Præpositionen "efter", der paa Tune-Stenen skrives after, i svenske Indskrifter fra Ilte Aarhundred skrives aftR eller iftR. Det, at nái fortrænges af nær, kan sammenlignes med det, at of fortrænges af yfir, und af undir og en til got. faura svarende Form af fyrir.




==Fodnoter==
<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på norsk]]
[[Kategori:Sophus Bugge]]