Vis kilden til Metrik (Udsigt over den norsk-islandske filologis historie)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Metrik (Udsigt over den norsk-islandske filologis historie)]] !!  !! 
|-
|}


<center>'''[[Udsigt over den norsk-islandske filologis historie]]'''

<br>af '''[[Finnur Jónsson]]'''<br>Udgivet 1918

<br><big>'''XV. METRIK'''</big></center>



Allerede i oldtiden har man sikkert nøje tænkt over versets bygning uden derfor at gøre sig det klart, hvad der lå til grund for den og uden at uddanne nogen egenlig teoretisk lære. Sprogets væsen og sproglig rytmik var den gang som altid det afgørende. Versemål var forskellige, men man betragtede i oldtiden meget mere end det rent metriske som hørende til det konstituerende ved verset, hvad vi ser af Snorres kommentar til Háttatal og hele digtet. Sprogets daværende kvantitetsforhold var afgørende, og forskellen på »hurtige« og »langtrukne« stavelser var for de gamle indlysende (jfr. Óláfr hvítaskálds afhdl.). Nogen ''teoretisk'' behandling eksisterede først langt senere, virkelig videnskabelig behandling først i vore dage. Det første arbejde, der her kommer i betragtning er ''Jón Ólafssons'' prisskrift: ''Om Nordens gamle digtekonst'', dens grundregler, versarter, sprog og foredragsmåde (1786), et for sin tid fortræffeligt og righoldigt værk, der består af 6 kapitler (Syngesproget, De poet. grundregler, De forskellige versarter, Det poet. sprog, Det poet. foredrag, Almindel. betragtninger — foruden en Mantissa). Det ses heraf, at værket indeholder meget mere, end hvad man nu forstår ved metrik. Forfs. hovedfejl m.h.t. det rent metriske er, at han ikke kender det gamle sprogs kvantitet, men lægger det nyere sprog til grund. Intet under, at han ikke fik fat i det centrale, og at den metriske fremstilling er ganske forældet. Det samme gælder også ''R. Rask's'' korte oversigter i hans isl. sproglærer, f.eks. Anvisning till isländskan; han benægter her ligefrem, at den samme kvantitet — stavelsemål — som i græsk og latin også har eksisteret i islandsk. Alle andre gik foreløbig i disse forfatteres fodspor. Først 1843 skrev ''Unger'' (i tidsskr. Nor II) en afhdl., hvor han klart beviser, at der i oldsproget (d.v.s. snarest i ursproget) herskede den samme forskel på vokaler som i de klassiske sprog. Dette måtte jo kunne føre videre, men f.eks. i K. Gislasons formlære er denne iagttagelse ikke udnyttet. Hvad vers''formen'' angår, er det ''E. Jessen'', der først opdager, at den næstsidste stavelse i drotkvædet og hrynjandi altid er lang (Tidsskr. f. phil. og pæd. IV, 285, 258; 1863), ligesom også han klart udtaler læren om lange og korte stavelser i afhdl.: Om selvlyds tidsmål (sst. I; jfr. også Lyngbys afhdl.: Den oldnord. udtale, sst. II). På grundlag af denne iagttagelse fastslog ''S. Bugge'' i et foredrag ved det 1. nord. filologmøde (1876) ikke alene, hvilke stavelser der måtte være korte og hvilke lange, men også, at den næstsidste stavelse i ljoðaháttrens 3. og 6. l. altid måtte være kort, når linjen endte med et tostavelsesord. Herved var vejen åbnet for videre undersøgelser og iagttagelser; det blev ''E. Sievers'' (f. 1850), der skulde foretage disse. Han nedlagde resultaterne af sine undersøgelser i den grundlæggende afhdl.: ''Beiträge zur skalden metrik'' (Paul-Braunes Beitr. V og VI, 1879 — 80), hvor han ved rigelig eksempelsamling gør rede for de enkelte linjers former, stavelsers opløsning, og hvad der ellers kunde komme i betragtning. Et tillæg hertil findes i Beiträge X. Der blev (f.eks. af ''Edzardi'' og i senere tider af ''Heusler'') gjort forskellige indvendinger imod Sievers, hvilket førte til en fornyet undersøgelse; han erkendte, at han havde behandlet de enkelte stavelseforhold for mekanisk og altfor udelukkende taget hensyn til kvantiteten. Han påviste nu (i et program fra Tübingen 1885), at også den naturlige ''ordaksent'' spillede en betydelig rolle. På grund heraf kom han til at opstille de bekendte 5 ''grundformer'' for en verslinje i fornyrðislag, samt nærmere regler for forholdet mellem de korte og lange stavelser. Tiltrods for forskellige indvendinger imod dette princip er det ikke lykkedes at modbevise Sievers, hvad den norsk-isl. metrik angår; den føjer sig særdeles godt efter hans regler. På enkelte punkter har man kunnet fuldstændiggøre eller uddybe Sievers’ påvisninger, således f. eks. ''W. A. Craigie'', der skrev: ''On some points in scaldic metre'' (Arkiv XVI, 1900), hvor forholdet mellem de enkelte stavelser yderligere påvises. En sammenfattende fremstilling gav Sievers selv i ''Altgermanische metrik'' (1893; jfr. hans fremstilling i Grundriss, omarbejdet af ''Kauffmann'' og ''Gering'' i 2. udg.).

&nbsp;&nbsp; Næppe værd at nævne er ''Guðbr. Vigfússons'' forfejlede metrik i hans Corp. poet. bor. I. På Sievers’ undersøgelser beror ''E. Brate: Fornnordisk metrik'' (2. udg. 1898), en god og let læselig oversigt. På selvstændig stofindsamling beror ''K. Gíslasons Oldnordisk verslære'' (Efterl. skr. II), hvilken afhdl. er forelæsninger, holdte kort efter at Sievers offenliggjorde sine Beiträge, men for Tübingerprogrammets fremkomst. K. Gíslason slutter sig i det hele til Sievers.

&nbsp;&nbsp; Af enkeltundersøgelser kan nævnes: ''Th. Wisén:'' Málaháttr (Arkiv III, 1886), ''Sjöros:'' Málaháttr (1906), ''A. Heusler:'' Der ljoðaháttr (Acta germ. I; 1890), ''H. Gering:'' Die rhytmik des ljoðaháttr (Zs. f. deut. Phil. 1902), en fuldstændig oversigt over hele stoffet, ''N. Beckman:'' Krit. beiträge zur altnordischen metrik (Arkiv XV, 1899), ''H. Pipping:'' Bidrag till Eddametriken (1903), ''Wenck:'' Alliteration im eddischen fornyrðislag (Beitr. XXXI, 1906, en meget indgående afhdl., hvor særlig reglerne for ordenes stilling i linjen påvises). Fremdeles: ''K. Hildebrand:'' Die versteilung in den Eddaliedern (Zs. f. deut. Phil. 1874), ''Th. Möbius:'' Vom stef (Germ. XVIII, 1873) og ''K. Gíslasons'' førnævnte afhdl.: Nogle bemærkninger, samt om Helrim (1877), afhdl. i Njála II osv. Endelig kan anføres ''Wiséns'' Carm. Norr. II, ''Möbius’'' udg. af Háttatal og ''K. Mortensen:'' Studier over ældre dansk versbygning (1901), der alle indeholder bidrag til verslære og derhen hørende forhold; noget lignende gælder ''H. Vendell:'' Bidrag till kännedomen om alliterationer och rim i skandinaviskt lagspråk (1897). Af betydning er endelig: ''Fr. Läffler:'' Om några underarter av ljoðaháttr I-IV (1911).

&nbsp;&nbsp; Ang. rímurversemål kan henvises til den meget detaljerede og vidtløftige samling af ''Helgi Sigurðsson'' (1815-88): Safn til bragfræði islenzkra rímna (1891), samt til forskellige udgaver af rímur (som ''Th. Wiséns'' Riddararímur osv.).

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Finnur Jónsson]]