Vis kilden til Nivnigtak, den Behændige, som drog til Akilinek (Rink)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Nivnigtak, den Behændige, som drog til Akilinek (Rink)]] !!  !! 
|-
|}


<blockquote><center>'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br><br>'''[[Eskimoiske eventyr og sagn – I]]'''<br>'''Hinrich Rink'''<br>1866<br><br><big><big>'''55. Nivnigtak, den Behændige,<br></big> som drog til Akilinek'''</big></center><br>


[[Fil:Rink 17.png|thumb|400px|<center> ''Nivnigtak, den Behændige, som drog til Akilinek'' <br>Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn – I, 166</center>]]Nivnigtak bosatte sig meget høit mod Nord, paa en Plads, som han havde fundet meget hensigtsmæssig til Fangst. Han havde mange Børnebørn, som alle voxede op og bleve til Erhververe, uden at Nivnigtak endnu var begyndt at blive affældig, ligesaa lidt som de kunde maale sig med ham. Tilsidst bleve ogsaa de gifte og fik Børn, endnu inden han fik graae Haar. Engang blev det streng Vinter med slet Veir næsten hver Dag. Da nu hele Havet frøs til, gik de Unge sjeldent paa Fangst, men Nivnigtak færdedes saameget desto mere omkring, hveranden Dag paa Isen, og hveranden paa Landjorden. Omsider stode de Unge slet ikke mere op. En Aften sagde Nivnigtak: »imorgen gaaer jeg ikke paa Fangst, men vil bestige de høie Bjerge, for at see ud over Havet.« Den næste Morgen tidligt var han allerede borte, kom først seent om Aftenen tilbage, og fortalte: »ret ude tilsøes bemærkede jeg Frostrøg (af aabent Vand), der findes derfor sikkert ogsaa Dyr, imorgen vil jeg derud.« Da Midnatsstjernerne stode høiest, gik han ud. Da han kom til de yderste Øer begyndte det at dages, og da han tabte disse af Syne, stod Solen op; da først kunde han see Taagen ude over det aabne Vand. Imidlertid ventede hans Efterladte paa ham til Aften, da der hørtes Støi udenfor, og ind kom han, skubbende en Fjordsæl foran sig hen paa Gulvet. »Hvis vi ere forlegne for Fangst, saa gives der nok deraf hist ude i en Vaage, som er fuld af Fjordsæle og Sortsider, denne her, som jeg harpunerede, er den mindste af dem.« Saaledes fortalte han, men hans Børnebørn brummede blot lidt dertil, og bade saa om en Stump Spæk. Den følgende Morgen tidligt var han atter borte, og først seent om Aftenen hørte de Støi; en stor Sælhund blev skubbet ind paa Gulvet, og bag efter kom han selv, drivende af Sved. Denne Gang havde de Unge reist sig og faaet Støvlerne paa. Den næste Dags Aften, da han atter kom med en stor Sælhund, vare de ifærd med at gjøre deres Redskaber istand, og endelig først Dagen efter fulgte de behændigste af dem med ham. Han sagde: »I skulle ikke harpunere de store, men kun de mindste Sælhunde, formedelst eders Langsomhed.« Da de kom ud til Aabningen, gik Nivnigtak lidt alene omkring, og opdagede Slædespor, som førte lige ud ad Havet til. Da han havde undersøgt dem nøie, gik han tilbage til de Unge, og harpunerede en større og en mindre Sælhund. Med dem begge paa Slæb gik han hjemefter, men paa Veien syntes han, at hans Børnebørn, der hver kun slæbte en Fjordsæl, gik ham for langsomt. Derfor sagde han: »I kjende jo Veien, og kunne gaae alene.« Dermed forlod han dem, og kom hjem længe før dem. Den Aften sagde han: »hvis Veiret holder sig saaledes, kan man nok faae Lyst til at gaae paa Fangst. I kunne nu engang imellem blive hjemme; jeg skal sørge for, at I ikke komme i Nød. Dagen efter gik han ud, men om Aftenen ventede de forgjæves paa ham. Nivnigtak opsøgte nemlig Slædesporene, som han havde opdaget, og fulgte dem lige ud tilsøes. Tilsidst gik de høie Fjelde af Sigte, men snart derefter saae han atter Land forude, hvorpaa han skyndte sig endmere, og omsider naaede Kysten hiinsides Havet. Han gik op gjennem en lille Dal; paa den anden Side saae han atter tilfrosset Hav og derhos et Huus med opreiste Støter ved Siden. En Qvinde kom ud, og da hun saae et Menneske komme fra en uventet Kant, blev hun staaende, men skjøndt hun ikke kjendte ham, bød hun ham dog indenfor. Da han traadte ind, saae han to ganske unge Piger sidde op til Væggen, dem udsaae han sig strax i Tankerne til Hustruer. Han var meget sulten, men ventede forgjæves, at de skulde beværte ham; omsider gik en af Qvinderne udenfor, kom ind igjen og fortalte: »nu kan man see ham komme.« Nivnigtak saae ud igjennem Vinduet og bemærkede en Mand, som kom løbende i flyvende Fart, slæbende to store Sælhunde, som dandsede bag efter ham paa Isen. Nær Strandbredden forsvandt han lidt mellem Iisbrokkerne under den høie Iiskant, derpaa kom han frem igjen med et Spring, men standsede, da han saae den Fremmedes Udgangsklæder ophængte paa Støtterne. Nivnigtak satte sig ned, og snart kom den Anden ind smilende, og med Øinene blot fæstede paa den Fremmede. Da han havde taget sine Klæder af, fremtog han et stort Skind under brixen, bredte det ud paa Gulvet og sagde: »naar man seer en Mand første Gang, pleier man at prøve Kræfter med ham.« Nivnigtak tøvede ikke, men afklædte sig, og satte sig ned ligeoverfor ham, hvorpaa de trak Krog. Nivnigtak anstrængte sig, og var nærved at hale ham til sig, men saa holdt de op. Den anden satte sig igjen paa Brixen og sagde: »har han ikke faaet noget at spise?« — »Nei.« — »Saa skynder eder med at beværte ham.« Qvinderne lavede strax til og satte forskjellige Retter frem. Nivnigtak spiste med en vældig Hunger; da den anden skulde til at begynde, havde han allerede tømt Fadet. Imidlertid saae han paa de to Piger, som flensede Sælhundene paa Gulvet og udtoge de glindsende Tarme; den ene skrabede dem, den anden pustede dem ud, saaledes bleve de snart færdige. Førend Kjødet endnu var kogt, havde de allerede tørret Tarmene, og syede en Pels af dem til Faderen. Denne begyndte at snakke: »derude paa Isen er der god Leilighed til Fangst, jeg savner en Deeltager; der findes mange Fjordsæle der, som danne Huller i Isen«. Da de skulde lægge sig, sagde han videre: »dersom du vil have en Kone, kan du tage en af mine Døttre.« Saaledes blev Nivnigtak hans Svigersøn. Næste Morgen tog Svigerfaderen allerede den nye skinnende Pels paa, som var syet af Tarmene fra igaar. De gik nu sammen paa Isen langt ud fra Land og kom til Aabningerne, som Sælhundene havde dannet. Svigerfaderen sagde: »da du ikke er behændig, skal du ikke fange mere end een, jeg har nok af at slæbe to.» Derpaa kastede han sin Harpun og trak en stor Sælhund op paa Isen, hvor den laa og sprællede til han fik dræbt den. Derpaa tog han endnu een; Nivnigtak tænkte: »jeg kunde nok have Lyst til at efterligne ham.« Da han havde taget sin første Sælhund, og Svigerfaderen vendte sig bort, skyndte han sig med at hale den anden op. Derpaa gjorde de deres Byrder istand og slæbte dem hjemefter. Svigerfaderen holdt bestandig Øie med Solen, tilsidst sagde han: »nu kjender du jo Veien, og kan gaae paa egen Haand.« Nivnigtak blev snart alene tilbage. Da Svigerfaderen kom hjem, sagde han: »før Aften kan han ikke ventes hjem, dog maae I holde Udkig efter ham.« Døttrene ventede og ventede, men først ud paa Aftenen kom han med sine Sælhunde. Svigerfaderen vilde ikke tale et Ord til ham. Døttrene derimod, i deres Glæde, flensede strax Sælhundene, men da de skulde sye Pelsen af Tarmeskindene, vare disse for smaa. Det var nemlig af den Grund, at Svigerfaderen ilede saa hurtigt hjem, for at Sælhundene kunde holde sig varme, ellers svandt Tarmene sammen. Han var nu misfornøiet over at have en ubehændig Svigersøn. Dagen efter fulgtes de atter, og fik den samme Fangst. Paa Hjemveien sagde Svigerfaderen atter, at nu kunde han gaae paa egen Haand, han kjendte jo Veien. Dermed løb Svigerfaderen forud, men Nivnigtak tænkte: »dennegang kunde jeg nok have Lyst til at løbe omkap med ham.« Han tabte ham derpaa af Sigte og forfeilede Veien, men mærkede saa, at hans Byrde gled raskere. Han gav sig da til at løbe, og da han saae sig om, snurrede Sælhundene rundt i Luften efter ham. Han løb i en Bue udenom Svigerfaderens Vei, og kom hjem før denne, endnu ved god Dagstid. Strax flensede hans Koner Sælhundene. Dennegang skinnede de udpustede Tarme først rigtig blanke. Nivnigtak tvivlede nu ikke om den Pels, han skulde faae syet. Han lod strax koge Bryststykker til Hjemkomst-Maaltid for Svigerfaderen, og Konerne lavede Tarmene istand og syede Pelsen, endnu førend deres Fader var kommen. Nivnigtak iførte sig den nye Pels og gik udenfor Huset, hvor han stillede sig hen og tilhuggede nogle Redskaber. Snart kunde han see En, som kom slæbende ude paa Isen, standsede og stirrede hen efter Huset, skyggende for sine Øine, derpaa atter løb et Stykke og saa atter stod og stirrede; han ansaae nemlig Svigersønnen for en Fremmed. Først da han var kommen op over Iiskanten og slap sin Byrde, gjenkjendte han sin Svigersøn. Han blev nu paa engang snaksom igjen, gik sammen med ham ind i Huset og gjentog idelig: »vi ville altid seire.« Nivnigtak forstod ikke disse Ord; da de havde sat sig, tog han Kjødfadet frem og sagde: »det er nok bleven koldt af at staae saalænge og vente.« Svigerfaderen begyndte at spise, men det vilde dog ikke smage ham rigtig; det var blevet for tørt, sagde han. Alligevel var han meget veltalende og munter.

[[Fil:Rink 18.png|thumb|400px|<center> ''Nivnigtak, den Behændige, som drog til Akilinek'' <br>Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn – I, 166</center>]]Saaledes gik det nu herefter hvergang de vare paa Fangst. Nivnigtak forglemte imidlertid ganske sit Hjem og sine Børnebørn; han vilde nu ikke mere forlade sine nye Hustruer. Engang sagde Svigerfaderen efter Hjemkomsten fra Fangsten: »nu er Maanen i Tiltagende; snart ville vore Modstandere indfinde sig til Boltspil, saa maae vi pynte os med heelt nye Klæder, men du maa ret anstrenge dig, for at vi kunne seire; imorgen gaaer jeg ikke paa Fangst, jeg vil lave Skeer til Boltspillet.« Dagen efter blev Nivnigtak ogsaa hjemme. Svigerfaderen kom ind med fem Hvalros-Skulderblade, og gav sig strax til at tildanne dem. Døttrene lavede Klæder istand til Mændene og til sig selv. Om Aftenen sagde Svigerfaderen: »imorgen naar vi kaste Bolten, maae vi løbe med hen under den. Dersom nogen kaster feil, ville vi ikke vinde; du skal see godt til, med Skeerne hist slaae vi til Bolten. Først kaster jeg til min Kone, saa hun den til sine Døttre, og disse endelig til dig; vær nu rask, thi hvis du slaaer feil, ville vi have Skam.« Den følgende Dag bleve de ogsaa hjemme, og saae afvexlende gjennem Udgangen og gjennem Vinduet, efter de ventede Gjæster. Da kom der pludselig en Mængde Mennesker frem bag det søndre Næs; Nivnigtak og hans nye Slægtninge skyndte sig med at komme i Stadsklæderne og ilede dem imøde. Da de kom ud paa Isen, raabte de: »her komme vi med vor nye Slægtning, lad kun Boltspillet begynde!« De Fremmede svarede med et Hyl. Et Sælskind, udstoppet med Sand og Leer, blev nu bragt ud. Derpaa sagde Svigerfaderen, at Nivnigtak, som den behændigste, skulde være Modstanderne nærmest, og begyndte nu med at slaae Bolten i Luften hen imod sin Kone. Denne løb hen under den, og slog den videre til den yngre Datter, denne atter til den ældre og denne atter til sin Mand. Men da Nivnigtak skulde til at træffe Bolten, tænkte han: »blot jeg nu ikke kommer galt afsted, siden det er første Gang.« I det samme vilde han slaae, men blev selv truffen af Bolten, faldt om og kunde ikke reise sig igjen. Derover begyndte Fjenderne at huje, løbe hen, toge Bolten fra ham, og slæbte afsted med den henimod deres Boplads. Nivnigtaks Slægtninge forfulgte dem, men kunde ikke naae dem. Pludselig bemærkede Svigerfaderen en Flok Mennesker bag ved sig i en Dynge ovenpaa hverandre. Da han ikke kunde see Nivnigtak, anede han noget ondt, og vendte om til dem. Han fandt ham da halvdød, idet nogle fyldte hans Klæder med Snee, andre trampede paa ham. Han trak Stakkelen frem, men Fjenderne begave sig paa Hjemveien under Latter og Munterhed. Nivnigtaks Klæder vare heelt ødelagte af Væde og Snavs; saaledes vendte de tilbage til deres Huus. Svigerfaderen var nu ganske taus og frastødende mod sine Slægtninge. Senere hen sagde han engang: »nu er det snart paa Tiden, at vi skulle til Boltspil hos vore Fjender, laver derfor vore Stadsklæder istand!« Da de nu skulde drage afsted og vare pyntede, saae Nivnigtak rigtig nydelig ud. Svigerfaderen sagde: »Nu maa vi ret anstrenge os for at seire; hvis du denne Gang bærer dig galt ad, ville vi ikke have mere at skaffe med dig.« Nivnigtak svarede ikke et Ord. Da de kom hen foran deres Fjenders Boplads, hørte de disse juble høit; det var nu saa deres Skik. Bolten blev strax bragt ud paa Isen. De stillede sig op og kastede Bolten i den samme Orden, som forrige Gang, men da den kom til Nivnigtak, slog han til den med et vældigt Knald, saa at Bolten fløi ret ud, dreiende sig i Luften. Svigerfaderen vilde løbe hen under den, men saa var Nivnigtak der allerede igjen, havde indhentet den, og slog anden Gang. Nu kom Modstanderne og vilde gribe den, men Nivnigtak naaede den selv, og slog den videre høit i Luften. Ingen kunde naae ham, og saaledes løb han hjem efter med den. Modstanderne gik modfaldne hen imod deres Huus, medens Svigerfaderen raabte til dem: I have tabt, I maae gjøre det om igjen!«

Da de nu atter kom til deres Hjem, gjentog Svigerfaderen bestandig: »vi ville altid seire!« Nu først forstod Nivnigtak, hvad han havde meent, da han første Gang sagde dette. Nogen Tid derefter begyndte han omsider atter at tænke paa sine Børnebørn, som han havde forladt i trængende Omstændigheder. Engang da han kom hjem fra Fangsten, sagde han til sine Koner: »syer mig snevre Støvler, og ligeledes snevre Beenklæder og en snever Pels.« Strax satte de sig til at sye, og da Klæderne vare færdige, prøvede han dem. De passede, som om de vare tørrede ind paa Kroppen, og hvor de ikke ganske sluttede, lod han dem sye ind; derpaa rullede han dem sammen, og gjemte dem ude under Baaden. Nivnigtak havde nu onde Hensigter, han vilde vende tilbage til sit eget Land. En Nat, medens de Andre sov, og han ligeledes laa nøgen paa Brixen, prøvede han paa at springe ud paa Gulvet, men da han traadte paa Brixekanten, vaagnede den ene af hans Koner og rørte sig lidt, hvorfor han sprang tilbage og lagde sig igjen. Saaledes gjorde han nu hver Nat, sprang først ud paa Kanten, derfra ned paa Gulvet, men naar saa nogen rørte sig, sprang han tilbage og lagde sig igjen. Engang midt om Natten var han sprungen ned paa Gulvet, bemærkede, at de alle sov, sprang derpaa atter op paa Brixekanten, og da endnu ingen rørte sig, sprang han atter ned paa Gulvet ovenfor Opgangen. Da endnu ingen var vækket, listede han sig ud, gik hen til Baaden, iførte sig sine snevre Klæder, tog sit Spyd og sin Yderpels, som hang paa Støtten, og sprang op ovenfor Huset, modsat den Retning, han vilde gaae, dannende kredsformige Spor i Sneen; sprang derpaa tilbage og gik over Landtungen til Isen paa den anden Side. Da han var kommen ned paa Isen, dannede han atter store kredsformige Spor, springende med eet Sæt fra det ene til det andet, for at de Efterladte, hvis de søgte efter ham, ikke skulde have nogen Veiledning. Tilsidst kom han til en steil Kyst. Paa Bratningen var der en fremspringende Kant med Krækebærlyng. Efterat have dannet en stor Kreds, sprang han op paa Kanten, stoppede sin Pels ud med Lyng, og sprang atter ned. Paa Isen byggede han et Huus af Snee og indeni samme opstillede han sin udstoppede Pels, med Ryggen mod Udgangen, og Spydet i Haanden, saa at det saae ud som om der sad et Menneske. Derpaa sprang han igjen op paa Klippeskrænten, og ventede paa Forfølgerne. Lidt efter Solens Opgang saae han Folk komme adspredte; naar en af dem raabte, løb de andre til ham, hvorpaa de saa løb i Rundkredse. Atter spredtes de ad og søgte, og atter løb de i en Kreds. Tilsidst standsede de foran Sneehuset. Lydløst listede de sig derhen, og da den forreste havde seet Pelsen derinde, kastede han sit Spyd lige derind. Derpaa hørtes de raabe mellem hverandre: »vi vidste dog nok, at han ikke var noget rigtigt Menneske, hvorfor passede vi ikke bedre paa ham. Nu kan det være det samme, lad ham nu skjøtte sig selv!« Dermed begave de sig hjemad igjen. Da de vare af Sigte, sprang Nivnigtak ned paa Isen. Dengang stod Solen høit paa Himlen; han ilede afsted, og endnu før Solens Nedgang naaede han sit Land. Han traf sine Børnebørn, som havde opgivet ham, i Velgaaende. Om Foraaret, da Isen var gaaet, fik han Lyst til at drage til den Egn, hvor han var født. Da han var kommen til sit Fødested, reiste han ikke mere. Han oplevede endnu at see Børnebørns Børnebørn; tilsidst kunde hans Legeme formedelst Alderdom ikke holde Varme mere; først da han var heelt udtørret, døde han.


==Kilde==
<br>
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 166-172.
<br><br>
</blockquote>


[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]
[[Kategori:Grønlandica]]
[[Kategori:Hinrich Rink]]