Vis kilden til Prospecter af Island

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Prospecter af Island]] !!  !! 
|-
|}


[[Fil:Geysir.jpeg|thumb|500px|right|<center>'''Geisir''' - (''Frederik Th. Kloss,'' 1834)</center>]]
<center><big><big>'''Prospecter af Island</big></big><br><br>malede efter Naturen,<br>paa den i Fölge med Hans Kongelige Höihed, <br>Prinds til Danmark Frederik Carl Christian's<br>i Sommeren 1834 foretagne Reise,<br>lithographered udgivne af<br>Frederik Theodor Kloss<br>Marinemaler.<br><br>Med Historiske Oplysninger<br>om nogle af Islands Steder og Egne,<br>ved [[Finnur Magnússon biografi|Finn Magnussen]] Ridder af Dannebroge,<br>Professor, Geheime-Archivar, og p. t. Deputeret for Island<br>ved de större danske Öers Stænder-Forsamling.'''

<br><br>Kiöbenhavn, 1835</center>



'''FORERINDRING.'''
 
Dannede Reisende, som have været vante til at betragte de Naturskønheder, hvorpaa Norge, Sverrig, Danmark, Tydskland og Storbritannien ere saa rige, ere tidt blevne overraskede af de grandiose Udsigter og tildeels magelöse Naturscener, som Island frembyder, skjöndt denne store af Ild og Is tidt paa engang hærgede Öe nu næsten er blottet for al Skov og de tempererede Himmelegnes yppige Blomsterflor. Jökler eller Isfjelde, lignende de schweitzerske Alper, afvexlende med lavere Bjergrækker, Lavaklipper og Klöfter i de mest phantastiske Former, Fjorde, Indsöer, Floder, Bække og Vandfalde, grönne Dale, Bakker og Enge, som frembyde særdeles kraftige Græsgange, forene sig der ofte til de herligste Landskaber, af hvilke nogle, især i stille Veir, prydes med himmelhöie Rögstötter, af en egen Art, som opstige fra de koghede Kilder, der endog i enkelte Egne danne vidunderlige naturlige Springvande, hvortil hele den övrige Jord ikke kan fremvise Mage. Vi kunde nedskrive meget herom af Forfattere, som med sand Fornöielse have betragtet den islandske Naturs særegne Skjönheder, hvoriblandt bekjendte indsigtsfulde Reisebeskrivere som Britterne Hooker, Mackenzie, Henderson o. fl. (som og i deres Værker have meddeelt adskillige kobberstukne Afbildninger af nogle Steder og Egne); men vi nöies med at anföre et eneste Vidnesbyrd af den danske (paa Færöerne födte) Naturforsker Mohr: I Juni Maaned 1781 opslog han, efter en lang og besværlig Reise, sin Telt ved Floden Skjalfandafljot (i Norder- eller Thingöe-Syssel) ”paa en slet og grön Eng, men saavel Natten som Stedet vare altfor behagelige til at kunne overlade sig Sövnen, da Naturens Yndigheder maatte opvække den meest Ligegyldige”; den hele Scenes Beskrivelse kan læses hos Forfatteren selv i hans „Islandske Naturhistorie" (S. 375—376). Dog er Verden endnu ikke i Besiddelse af nogen egen Samling af islandske Prospecter. Det er derfor, efter min Anskuelse, særdeles fortjenstligt, at Marinemaler Hr. Frederik Theodor Kloss, som i Sommeren 1834 gjorde en Reise til og i Island i H. K. H. Prinds Fredrik Carl Christians Fölge, har foretaget sig at udgive en betydelig Samling af de islandske Udsigter, som han paa denne Reise har aftegnet. Han har först nylig anmodet mig om at skrive nærværende Forerindring dertil, og tillige at tilföie nogle historiske Oplysninger om de i Samlingen afbildede Steder og Egne. Som indfödt Islænder fattede jeg en levende Interesse for Sagen og undslog mig da ikke for at opfylde denne Hr. Kloss’s Begjæring, endskjöndt min Tid dertil nu er meget indskrænket, og mine Fritimer fra Embeds- og Kaldsforretninger optagne af forskjellige andre literære Arbeider, saa at jeg kun kan udgive disse mine Forsög for et ufuldkomment Hastværk; imidlertid haaber jeg dog ved dem at kunne meddele adskillige ikke uinteressante og kun lidet bekjendte Efterretninger, vedkommende Islands Historie og Topographie. 

''Forfatteren''



<big>'''REIKEVIG'''</big>
(islandsk Reikjavik, oprindelig Reykjarvik)
 
fra Sydsiden, saaledes som man seer den fra den vestlige Höi, paa Veien til Apothekernæs, i Nærheden af et islandsk Huus, ved den vestlige Bred af Indsöen. 

I Forgrunden er en islandsk Vaaning. Den fremstillede Gruppe viser en islandsk Familie, i deres nu brugelige daglige, ikke festlige, Nationaldragt. — Fruentimmernes er af sort eller mörkeblaat uldent Töi; Hovedbedækningen er en Hue af samme Farve, der er prydet med en grön eller sort Silkeqvast. — Mændenes Dragt bestaaer i en mörkfarvet Klædestråie, og Beenklæder, som ere forsynede med Læder til Ridning; en Hue af vævet Töi, med couleurte, rundtomlöbende Striber. Begge Kjön bære Skoe af Faare- eller Rendsdyr-Skind, som ei er garvet. Haaret hænger dem löst ned over Skuldrene. — Hesten, som sees, er en saa kaldet „Lestahestn" Lasthest og er bepakket med Klipfisk. 

[[Fil:Reykjavik.jpeg|thumb|600px|left|<center>'''Reikevig''' - (''Frederik Th. Kloss,'' 1834)</center>]]Bjergene som hæve sig paa hiin Side af Byen ere Esja og Skardsheide; det förste har en Höide af 2700 Fod, og begrændser den Deel af Faxebugten, hvorfra man seer Vandet over Byen. Skardsheide, som for störstedelen er bedækket med Snee, bliver adskildt fra Esja ved Hvalfjorden og Borgarfjorden. Indlöbet i Havnen ved Reikevig er ved den vestlige Ende af Esja. Havnen har saa tilstrækkelig en Dybde, at store Skibe kunne ligge til Ankers ikke langt fra Byen. 

Reikevig ligger mellem tvende Höie, ved Faxebugten, og har tvende Hovedgader, hvilke löbe parallel med Stranden, fra Öst til Vest. Ved den vestlige Ende af disse Gader er en tredie, der gaaer fra Stranden og taber sig i Syden ved en Indsöe, hvorfra en Vei leder lige til Kirkens vestlige Indgang. Ved denne Vei ligger Kirkegaarden og det nye opbyggede Apothek. Gaderne ere beströede med Gruus. — Kirken staaer nær ved Indsöen, paa en græsbegroet Plads. Ved den östlige Ende af Hovedgaderne ligger, paa en Höi, Stiftamtmandens Bolig, og det af Herr Grosserer Knudtzon nylig anlagde Bagerie. Ved Foden af denne östlige Höi flyder en Bæk, fra ovenomtalte Indsöe ud i Bugten. 

I Reikevig residerer Stift-Amtmanden over Island. Denne Bye er tillige den vigtigste Handelsplads paa Öen. Dens Beliggenhed er i Guldbringe-Syssel, men den udgjör, tilligemed dens Grund, en egen Jurisdiktion; den er fritagen for Skatter, men betaler Commune-Afgifter. I Aar 1833 var Indvaanernes Antal 578, bestaaende af 103 Familier, blandt hvilke 13 til 14 hörte til Handels-Klassen og hvoraf 8 vare Skibs-Rhedere. Til de offentlige Bygninger henhöre, foruden Stift-Amtmandens, Lands-Overrettens-Hus, Byefogdens Bolig, og Fattig-Huset. Byen har et Stifts-Bibliothek, bestaaende af 8 til 9000 Bind, og er til offentligt Brug. Kirken og Stift-Amtmandens Bolig ere de eneste af grundmurede Bygninger; alle de andre Huse ere af Bindingsværk eller Træ, hvilke tillige med deres Tage, der ligeledes ere af Træ, ere tjærede. Derimod ere Tagene saavel som Væggene af de, efter islandsk Maade, byggede Huse af Jord, og græsbegroede. Ved hvert Hus findes i Almindelighed en Kjökken-Hauge, til hvis Anlæg og Vedligeholdelse den danske Regjering aarlig oversender Kartofler, forskjellige Sorter Sædefrö af Kaalplanter, Urter, og deslige. 


'''Historiske Oplysninger om REIKEVIG''' 

REIKEVIG var den förste Gaard, som anlagdes paa Island af skandinaviske Nybyggere, navnlig af den norske Ingolf, i Aaret 874<ref>Ingolf havde, efter den Tids Skik, aflagt det Löfte, at anlægge sin Bopæl paa det Sted i Island, hvor han fandt sine Höisædessöiler (Öndvegissúlur, paa hvilke en eller anden Afgud, især Thor, sædvanligviis var afbildet) opdrevne af Havet, i hvilket han, formodentlig med Paalandsvind, havde kastet dem. Han fandt dem i Reikevigsbugten og opfyldte sit Löfte, endskjöndt hans Undergivne heftig bebreidede ham at han havde anlagt sin Hovedgaard paa et tört og ufrugtbart Næs, da de dog, for at komme dertil, havde draget gjennem fede og frugtbare Landstrækninger i Islands östligere liggende Egne. Paa hiin Maade troede de paa sin Viis religiöse nordiske Hedninger ret trygt at kunne overlade sig til Forsynets Styrelse, og vidunderlig nok henviste Oraklet Ingolf til det Sted paa Island, som i Tidens Længde skulde blive det folkerigeste og vigtigste i hele Landet.</ref>. Længe benyttedes dens Havn dog ikke, da fremmede Skibe derimod tyede til Leirevaag, ikke langt derfra, samt til Havnefjorden og Hvalfjorden. Reikevig vedblev at være en Bondegaard (hvoraf nu intet Spor mere sees) lige til Midten af det 18de Aarhundrede, thi skjöndt dets Havn benyttedes, vare Handelshusene ikke opförte der, men paa den nærliggende Effersö forhen kaldet Örfarsey (som da og havde en Bondegaard, der nu er ödelagt); dette Handelssted kaldtes Holmen eller Holmens Havn. I Aaret 1752 skjænkede Kongen Gaarden Reikevig til forskjellige nye Anlæg, Indretninger og Forsög til Landets Bedste, som tildeels overtoges af et dertil privilegeret Interessentskab. Gaardens Lod anvendtes til Agerdyrknings-Forsög; et Fiskerie i det Store (ved Hukkerter) blev drevet derfra, et temmelig betydeligt Uldmanufactur blev oprettet der, samt vidtlöftige Fabrikbygninger opförte. Alle disse Anlæg mislykkedes og Fabrikindretningerne ophævedes efter henved 34 Aars Forlöb. Derimod slöifedes Holmens Handelssted og forflyttedes til Reikevig, som 1786 fik Kjöbstædsrettigheder, der dog egentlig först traadte i Kraft i Aaret 1788<ref>Fem andre Handelsnavne i Island fik og paa samme Tid Kjöbstadsprivilegier, navnlig Grönnefjord (Grundarfjördur) og Isefjord paa Vesterlandet, Öefjord paa Nordlandet, Eskefjord paa Österlandet og Vestmannö udenfor Sönderlandet. Da det förstnævnte og sidstnævnte ingen synderlige Fremskridt have gjort, ere disse Havnes Kjöbstæds-Privilegier for nogle Aar siden igjen ophævede.</ref>. Reikevig hörer saaledes til de nyeste Kjöbstæder i det danske Rige. 

[[Fil:Hafnafjördur.jpeg|thumb|600px|right|<center>'''Havnefiord''' - (''Frederik Th. Kloss,'' 1834)</center>]]Ved de förste Kjöbstæders Anlæggelse i Island i ovenmeldte Aar blev Reikevig bestemt til Islands tilkommende Hovedstad. Det blev befalet, at Skalholts Bispesæde skulde forflyttes dertil tilligemed Latinskolen. Den daværende Biskop fik dog Tilladelse til at opholde sig paa Skalholt indtil videre, men hans Eftermand tog sin Bopæl i Reikevig. Siden er en grundmuret Bisperesidenz bleven opfört paa Laugarnes, (som ligger kort fra Byen); denne Gaard har Navn af de ved den liggende varme Bade eller Kilder; disses Vand har den Egenskab, at det Linned, som er blevet vadsket deri, ikke i mange Aar derefter bliver gult; af den fra Kilden opstigende Rög har rimeligviis Vigen og det ved den anlagte Sted (Reykjarvik eller Rögvig) faaet sit ældgamle, endnu brugelige Navn. En Latinskole blev vel henved 1786 opfört ved Reikevig, överst paa den vestlige Bakke, af Tömmer, tilligemed Boliger for Lærerne, men denne Bygning var altfor meget udsat for de heftige, her temmelig tidt rasende Storme, og blev derfor snart uskikket til sin Bestemmelse. Stiftelsen blev derfor i Aaret 1805 forflyttet til Bessested, hvor den endnu er. Medens Latinskolen stod i Reikevig, opförte dens Disciple, i deres Fritimer, paa en höi Bakke i Sydöst fra Byen, et varigt Minde for den, kaldet Skólavarda, der bestaaer i en saakaldet Varde, eller etslags Pyramide af svære Kampestene, anlagt med 3 Afsatser. Herr Stiftamtmand Krieger (hvem Byen og Egnen overhoved skylde mange Forbedringer) har givet den en Hovedreparation, og forsynet den med en Trappe med Gelænder, hvorpaa man bekvemt kan stige op til Vardens Top. Herfra haves en særdeles vid Udsigt, især over Havbugten Faxefjord, og de fra den indseilende Skibe. Henved 1789 begyndtes den nærværende Domkirkes Bygning og fuldendtes först nogle Aar derefter; dens Mure ere solide og opförte af hugne Kampesteen; derimod leed Bygningen svart af Tagdryp, som for nogle Aar siden gjorde en kostbar Hovedreparation nödvendig. Paa dens Loft er nu et Locale indrettet for Islands Stiftsbibliothek, for hvilket især Prof. Rafn i Kjöbenhavn, tilligemed mange flere Velgjörere i Danmark, har udrettet meget ved sin Virksomhed til Bögers og Penges Anskaffelse, hvorved dets förste Tilblivelse foranledigedes i Aaret 1818. Siden har det faaet en Kongelig Fundats og en egen Direction, bestaaende af Stiftamtmanden og Biskoppen, samt flere Tilforordnede. 

I Aaret 1800 ophævedes Islands gamle Althing eller almindelige Landsthing; en Landsoverret anordnedes i dets Sted og det blev befalet, at den skulde holdes i Reikevig. Den holdes nu i en dertil indrettet Bygning, som og tjener til Byens Raadstue, samt til Fængsel for Forbrydere. 1803 fik Byen sin egen Jurisdiction og förste Byefoged. Krigsaarene 1807 til 1814 vare meget hinderlige for dens Opkomst og Handel, tildeels formedelst Britternes fjendtlige Overfald og Plyndringer, hvilke deres egen Regjering dog sögte at standse. Nu er Kjöbstædets Folkemængde, Handel og Næringsdrift större end de vare ved Aarhundredets Begyndelse. I Aaret 1830 fik Stedet först en Borger- og Almue-Skole, nu den eneste i hele Landet (skjöndt Almuen, med Hensyn til Christendom, Læsning og Skrivning, er fuldt saa oplyst som i Europas meest civiliserede Lande). Til stor Bekvemmelighed for Indbyggerne flyttede Landets Landphysicus og Apotheker 1834 til Reikevig fra Gaarden Næs, som ligger et godt Stykke fra Byen, hvor dog Kongen havde ladet opföre en grundmuret Bygning for dem, omtrent for 70 Aar siden. 




<big>'''BRUARAA'''</big> 
(i Sönder-Amtet, Arnæs-Syssel). 

Denne Flod kaldes paa Islandsk Bruárá (dansk Broaaen) af en naturlig Klippe-Bro, hvormed den för har været forsynet, men som siges at være blevet med frit Forsæt ödelagt i det 17de Aarhundrede, efter en Bispindes Raad eller Befaling, for at forhindre, at et saa stort Antal Tiggere strömmede til Skalholt, som ellers dengang var Tilfældet ved paakommende Dyrtid. Andre mene at det midterste Stykke af denne Bro er styrtet sammen af sig selv. I dens Sted hjalp man sig længe med et simpelt Bræt, men for kort Tid siden har Præsten til Middal, Hr. Gudme Gudmundsen, ladet opföre en lille Bro af Tömmer, 8 Fod lang og 4 Fod bred, med Rækværk, næsten midt i Floden, da Præsten i Embedsforretninger meget ofte maatte passere over dette Vadested. Ikke destomindre reed jeg ikke uden Gysen over hin lille Bro, som ganske er omgiven af Strömmen og under hvilken Vandet, skummende og larmende nedstyrter sig fra en Höide af 18 til 20 Fod ned over Klipperne. Mellem Broen og begge Flodbredderne var en Bonde fra Efstadal vor Ledsager, hvem vi nöiagtig maatte fölge, for at undgaae Klipperne og Afgrunden. Til begge Sider af Elven ligge Fjeldhöider, som tilsammen indeslutte et Bassin under Vandfaldet. Efter at have passeret Elven, bestege vi den östlige af disse Bakker og havde derfra en overraskende skjön Udsigt; det skummende Vand vælter sig i voldsomme Masser ned over adskillige, af Klippen dannede, Afsatser indtil det naaer Bassinet, hvor det bölger roliger. 


'''Historiske Oplysninger  om BRUARAA'''

BRUARAA udspringer ikke fra Indsöen Apavatn, som det forestilles paa de fleste Landkaart, og tildeels endog angives i trykte Beskrivelser, men flyder ned fra de Fjelde, som ligge norden for den midterste Deel af Arnes-Syssel. Tæt ved Skalholt forener den sig med den store Flod Hvidaa eller Ölvesaa. 

[[Fil:Bruará.jpeg|thumb|600px|left|<center>'''Bruaraa''' - (''Frederik Th. Kloss,'' 1834)</center>]]Det her afbildede Vadested ligger langt ovenfor den nævnte Indsö og östen for en anden, Laugarvatn i Laugardalen, som har sit Navn af en varm Kilde; fra Dalen reiser man, naar man kommer vestenfra, og agter sig til Geyser, til det her beskrevne Vadested. Omtrent 2 Mile længere mod Sönden er et Færgested over Elven ved Bondegaarden Spoastader; derover maae alle passere, som ellers reise vestenfra til Skalholt, paa en Færgebaad. Dog kan man undertiden til Nöd komme derover, ved at lade den Hest, hvorpaa man sidder, svömme. 

En mærkværdig historisk Begivenhed passerede paa dette Sted i Aaret 1434, hvilken vi, som characteristisk for Tiderne, skjöndt den i visse Henseender staaer i skjærende Contrast mod den da almindelig herskende fanatiske Ydmyghed for Geistligheden, her tillade os at fortælle. 

John (eller Jens) Gerrichsön (paa Latin kaldet Johannes Jerechini), som af svenske Forfattere siges at have været dansk af Födsel, var först Provst og Electus i Vesteraas i Sverrig, og blev 1409, af Danmarks, Sverrigs og Norges Konge Erich af Pommern, indsat til Erkebiskop i Upsal; det vakte stor Misfornöielse i Sverrig, især da den nye Erkebiskop strax gjorde sig skyldig i forskjellige Forbrydelser, og man beskyldte ham for at have i kort Tid tilvendt sig ikke mindre end 20,000 Ducater (paa den Tid en umaadelig stor Sum) ved uretmæssige Midler, samt ellers for mangfoldige afskyelige Forbrydelser, som Meened, dobbelt Blodskam, Hoer og anden Utugt, m. m. Han blev derfor afsat fra sit Embede 1419, hvortil Paven selv gav sit Samtykke 1421, og begav sig derpaa til Danmark. Hans Ansættelse i Upsal og hans der udviste Forhold angave siden de Svenske som en af Hovedaarsagerne til deres Frafald fra Kong Erik. I Aaret 1430 blev Jon Gerrichsön ansat som Biskop over Skalholts Stift i Island, og kom dertil fra England med 30, mest irske Drabanter eller Betjente. Ledsaget af disse, drog han omkring i Stiftet, og de udövede, i Fællesskab, mangeslags Plyndringer og Voldsomheder. 1432 lod han to meget rige Godseiere, Teit Gunlögsön fra Bjarnanes (paa Österlandet) og Thorvard Loptsön fra Mödrevalle (paa Nordlandet), gribe og före til Skalholt. Der bleve de lagte i Lænker, satte i mörkt Fængsel, og tvungne til de foragteligste Trældomsarbeider; samme Efteraar flygtede Thorvard, uvist paa hvilken Maade. Ved Paasketid, 1433, da Festen højtideligholdtes paa Skalholt ved et stort Gilde, deeltoge ogsaa Fangevogterne saaledes i det almindelige Drukkenskab, at de tabte eller glemte Fængslets Nögler. En Tjenestepige fandt dem og bragte dem til Teit, som saaledes slap bort til sit Hjem: han forærede siden sin Befrierinde en god Bondegaard, og hjalp hende til et rigt Giftermaal. Han og Thorvard vexlede derefter Breve med hinanden, og aftalte et fælles Möde, for at udföre en retmæssig Hævn, saavel for den mod dem viste, haarde Behandling, som for en anden end större Udaad, udövet mod Thorvards Hustru. Dette hængte saaledes sammen. Noget för havde Magnus, Kjeldermester paa Skalholt, Anförer for Biskoppens Drabanter og anseet for hans Sön, beilet til en ung og smuk Dame, Margrete, en Datter af Lehnshövdingen over Island, Vigfus Holm (af norsk fornem Slægt) men faaet fuldkomment Afslag. Skurken hævnede sig paa den Maade, at han, i Spidsen for Biskoppens Leiesvende og flere dertil hvervede Lösgjængere, anfaldt Gaarden Kirkebol (i Guldbringe-Syssel), hvor Margrete opholdt sig med hendes Broder Ivar Holm<ref>Et Drikkehorn, med Navnet Ivar Holm, maaskee tilhörende dennes Bedstefader, ogsaa (i det 14de Aarhundrede) Lehnshövding over Island, hvorfra det er kommet, blev skjænket til Museet for Nordiske Oldsager her i Staden af den bekjendte lærde Justitsraad og Rector Skule Thorlacius’s Arvinger.</ref>; ham skjöde de ihjel, men stak Gaarden i Brand, og Margrete skulde der, efter deres djævelske Anlæg, lade sit Liv. Hun slap dog ud af det brændende Huus, gjennem et Ovnhul i Badstuen; skjult af Rögen og Nattemörket listede hun sig fra Gaarden, kastede sig paa en næsten utæmmet Fole og slap saaledes fra sine Forfölgere. Hun flygtede til Öefjorden paa Nordlandet, og skal der have aflagt det höitidelige Löfte, at gifte sig med den Mand, som hævnede hendes Broders Död og de hende tilföiede skjændige Fornærmelser. Mordbrænderen Magnus reiste strax efter Gjerningen ud af Landet, men Thorvard besluttede snart at udöve den attraaede Hævn paa hans Medskyldige, og med det samme tage sig selv tilrette, samt saaledes vinde den sjeldne Priisbelönning. 

[[Fil:Alptanes.jpeg|thumb|600px|right|<center>'''Alptanes''' - (''Frederik Th. Kloss,'' 1834)</center>]]Teit og Thorvard traf den Aftale, at de skulde mödes paa Skalholt paa den hellige Thorlaks Fest, om Sommeren (den 20de Juli) 1433, thi de antoge det for vist, at Biskoppen da maatte være hjemme, da han stedse paa denne i hele Landet helligholdte Höitidsdag pleiede selv at holde Messe; denne Forventning slog heller ikke feil. Thorvard ankom fra Nordlandet, og Teit fra Österlandet, hver med en talrig Trop af raske og velbevæbnede Karle. Biskoppen stod for Höialteret i Domkirken, med Kalken og den hellige Hostie i Haanden, omgivet af sit Præsteskab i fuld Ornat; strax da han havde faaet Underretning om hans Fjenders Nærværelse, sagde han den vilde koste hans Liv, men lod dog Kirken lukke. De Sammensvorne löbe da Storm mod Kirken og opbröde Dörrene; 50 af de meest Forvovne gik derpaa ind i Kirken, i fuld Rustning, under Anförsel af en rig Bonde, Arne Magnussen fra Dal i Öefjorden, kaldet Dalskjæg. Da han saae Biskoppen og hans festlig prydede Klerke, udraabte han: ”Her er ingen ringe Stads paa Færde!” (hér er ekki litid um dýrðir). De anfaldt strax Biskoppen og slæbte ham fra Höialteret, skjöndt Præsterne i sammentrængt Klynge sögte at holde fast paa ham; midt i Kirken faldt Hostien udaf hans Haand; Domkirkens Sognepræst kröb til den og optog den med Munden. I Kirketaarnet standsede Biskoppen og hans Forfölgere; han önskede da en Svaledrik og lod en af sine Tjenere hente en Sölvskaal, fuld af gammel Mjöd, fra sin Kjelder; den drak han ud til Bunds. Hans Fjender förte ham derpaa til deres Leir; han bad Anförerne skaane sit Liv, men de vare ikke til at bevæge, dertil. Imidlertid blev han selv affört den bispelige Dragt, men hans Drabanter og Betjente forfulgte og opsögte overalt, saavel i Kirken som i andre Bygninger paa Skalholt, samt nedhugne og skudte paa forskjellige Maader. Biskoppen selv blev fört til Færgestedet Spoastade ved Elven Bruaraa, og puttet i en Sæk, til hvilken en svær Steen blev bundet, og han saaledes kastet i Elven, hvor han snart druknede. Hans Forfölgere begave sig derpaa bort, hver til sit Hjemsted, og mærkelig nok veed man ikke det ringeste om, at de ere blevne underkastede nogen retlig Forfölgelse, eller at Nogen har sögt at straffe Biskoppens og hans mange Betjentes uhörte Mord eller den derved udövede gruelige Helligbröde. Overhoved var der vistnok dengang stor Forstyrrelse og Anarchie, ikke allene i Island, men og i Danmark, samt de övrige nordiske Riger. Erik af Pommerns idelige Krige med hans Vasaller og Undersaatter hindrede ham fra at beskjæftige sig med de for ham mindre betydelige islandske Uroligheder; hans fordums Yndling döde saaledes fuldkommen uhævnet, hvilket han og synes at have fortjent. Baade hans i Island beviislig udövede Misgjerninger og Rygtet om hans forrige lastefulde Levnet, have vistnok været hans Banemænds bedste Forsvarsmidler; ikke desmindre meente Almuen i Island, at de, som kastede Biskoppen i Elven, rammedes af Guds Straf ved forskjellige Uheld, og Katholikerne forsögte endog udenlands at ophöie ham til Helgen eller Martyr. Biskop Jon Gerrichsön blev begravet paa det Sted, midt i Kirken, hvor Hostien faldt af hans Haand, og hans med ham ombragte irske Fölgesvende i en Lökke kort fra Skalholt, som endnu af den Aarsag kaldes Iragerde eller Irlændernes Lökke. Kort efter at Thorvard Loptson var kommet hjem fra Toget til Skalholt, holdt han Bryllup med Margrete Holm; de levede sammen paa Mödrevalle i uforstyrret Velstand, og bleve saaledes Stammeforældre til et talrigt og endnu blomstrende Afkom<ref>Forfatteren af disse Linier hörer og til deres Efterkommere.</ref> 




<big>'''SKALHOLT'''</big>
(i Sönder-Amtet, Arnæs-Syssel.) 

er fra Islands ældste og fornemste Bispesæde i kort Tid nedsjunket til en simpel Bondegaard, og nu kan man neppe opdage noget Spor til dets fordums Herlighed. Den forrige Bispebolig, Latinskolen m. m. ere nu aldeles forsvundne. 

Prospecten er taget fra Nordsiden. Man seer Stedets Kirke og nogle af Bondegaardens Bygninger som ligge i Nærheden af Bruaraa paa en Höi. Mod Syden flyder Floden Hvidaa (Hvitá), og Vardefjeldet (Vórdufell) sees paa dens hiinsidige Bred. Længere mod Vest sees Hestfjeldet (Hestfiall). 

Ved Kirken, som er opfört af Tömmer og af Materialier fra den gamle, henved 1800 nedbrudte, Domkirke, sees Prindsens Telte opslagne. De Oldsager, som i Kirken opbevaredes, forefindes der ikke meer, men ere tildeels komne til det Kongelige Museum i Kjöbenhavn. 


'''Historiske Oplysninger om SKALHOLT'''

I Hedendommen var Skalholt kun af ringe Betydenhed og nævnes derfor ikke i den almindelige Landnamsbog (som indeholder Efterretninger om Landets förste Beboelse). Först i det 11te Aarhundrede opbygte Hovedmanden for Christendommens Indförelse i Island, Gissur Teitsson, kaldet den Hvide, en anseet og rig Hövding, en Gaard paa Skalholt og tog sin Bolig der. Han bestemte sin Sön Isleif, födt Aar 1006, til den geistlige Stand, og lod ham studere udenlands i Herfurda (nu, efter hvad Mooyer nylig har bevist, Hervorden i Westphalen). Isleif blev af Islands Indbyggere eensstemmig valgt til dets förste Biskop Aar 1055. Han boede paa sin Fædrenegaard Skalholt, og efterlod den ved sin Död 1080 til sin Sön og Eftermand Gissur, som skjænkede den, med meget andet Gods, til en fast [[Fil:Skalholt.jpeg|thumb|600px|left|<center>'''Skalholt''' - (''Frederik Th. Kloss,'' 1834)</center>]]Bispestols Oprettelse i Landet. Biskop Gissur overtalte og alle Islands Indbyggere til at svare Tiende (hvoraf ¼ til Biskoppen) hvilket de frivillig vedtoge 1096. I Aaret 1106 fik dog Nordlandet, som Holums Stift, sin egen Biskop. Skalholts Bispestol berigedes efterhaanden mere og mere, især med Jordegods, istedenfor den förste Domkirke, 30 Alen lang, som Biskop Gissur havde bygget, lod Biskop Klæng en anden opföre 1153, som var meget större og anseeligere, af det mest udsögte Tömmer. Til den forærede han en Guldkalk, besat med Ædelstene, foruden andre Kostbarheder, og ved Kirkens Indvielsesfest beværtede han ikke færre end 840 Gjæster, af hvilke de fornemmere, efter den Tids Skik, til Afsked fik store Foræringer. Efter at den islandske Geistlighed paa egen Haand havde 1198 optaget den da nylig afdöde Biskop Thorlak Thorhallesön i de Helliges Tal, lod hans Eftermand, Biskop Paul Jonsön, et Taarn opföre ved Domkirken, og deri indrette et anseeligt Kapel for den nye Helgen. Paa denne Bygning allene med dens Malerier, Tapetserier, udskaarne Billeder m. m. skal han i det mindste have anvendt en i de Dage betydelig Sum, svarende til 3260 Rbdlr., foruden al anden Bekostning til selve Domkirkens Inventarium og Prydelser. Nogle af disse vare forfærdigede af en Kone, kaldet Margrete den kunsterfarne (hin haga), som da ansaaes for den störste Billedskjærer (mest i Hvalrostand, der meget ligner Elfenbeen) i hele Island. Med Domkirkens Pragt tiltoge og de Andægtiges Besög og Offergaver, endog fra mange fremmede Lande, mest for den indfödte, der bosatte Helgens og hans formeentlige Miraklers Skyld, især paa hans tvende Festdage den 20de Juli og 23de December. Snart blev ogsaa den hellige Thorlak skrinlagt i en Sarkophag, prydet med Guld, Sölv og ædle Stene, der allene kostede ligesaa meget som den ovenmeldte Taarnbygning med det deriværende Kapel. At den Kapital, som anvendtes til alt dette, i lang Tid gav betydelige (skjöndt ikke umiddelbare) Renter, er sikkert nok. De store Rigdomme, som opdyngedes derved paa Skalholt, ödtes dog for en stor Deel af den Række af fremmede Biskopper, som Stiftet fik i det 13de, 14de og 15de Aarhundrede (f. Ex. John Gerrichsön, jevnför Artikelen Bruaraa), formodentlig mest derved, at nogle af dem bragte Penge og Kostbarheder ud af Landet, i det de selv forlode det, uden nogensinde at vende tilbage dertil. Folkedöd, Dyrtid og andre Landeplager bleve og til stort Tab for Bispestolen, men ikke desmindre eiede dog den sidste katholske Biskop Ögmund Paulson store Rigdomme, tildeels erhvervede efter hans Formand Stephan Jonson, som dog skal have efterladt end större privat Formue, f. Ex. 44 Pund forarbeidet Sölv, 480 Heste, 512 Alen fint Klæde, 21 Stykker af grovere Klæde, 360 Alen Vadmel, 840 Alen Lærred, 2 Kister Rögelse, 2 Kister Vox o. s. v., foruden Guld, rede Penge og (som Annalisterne udtrykke sig) ”utallige Böndergaarde”. Ögmund, forhen Præst til Bredebolstad og senere Abbed til Vedö Kloster, blev Biskop til Skalholt (som Nogle ville, ved Kong Christian den 2dens Hjelp, samt Sigbrits og Dyvekes Indflydelse, vunden ved kostbare Foræringer) 1522, og forestod tillige Holums Stift til 1525, i Biskop Jon Aresöns Fraværelse. Disse to Biskopper bleve snart saa uenige, at den ene bandsatte den anden og begge rustede sig til en indbyrdes Krig; 1526 havde Ögmund saaledes hvervet i det mindste 1300 (eller efter islandsk Regning 1560) men Jon 900 (eller 1080) Ryttere, som alle samledes paa Landstinget ved Öxeraa. Efter lang Mægling af Landets ypperste Mænd indgik Biskopperne etslags Forlig, paa den Betingelse, at en Tvekamp (som dog allerede af den verdslige Övrighed var bleven forbudet Aar 1011 i Anledning af Striden imellem Skaldene Gunlög og Rafn) mellem to af de raskeste Karle af hvert Partie, skulde afgjöre Trætten. Den gik virkelig for sig, den 1ste Juli, paa Holmen i Öxeraa (see Artikelen Almannagjaa), men endtes uden Drab, saaledes, at Nordlænderen ansaaes for at være den Tabende. Et virkeligt Forlig blev derpaa endelig sluttet. Næste Dag (den 2den Juli) brændte Domkirken i Skalholt, sandsynligst af Lynild, ligesom næstforhen i Aaret 1309, med dens kostbare Ornamenter. Biskop Ögmund, som först besvimede ved at höre disse Tidender, gjorde strax store Forberedelser til dens Gjenopbyggelse, som varede i hele 10 Aar, ved Anskaffelse af Tömmer fra Norge med Bispestolens Transportskibe o. s. v. 1538 blev Biskop Ögmund, paa en Reise, pludselig blind; han udvalgte sin Söstersön, Sigmund, til sin Eftermand, men han levede kun 19 Dage efter at være blevet ordineret. I hans Sted kom Gissur Einarson, som först indförte Luthers Lære i Skalholts Stift, og allerede hemmelig havde antaget den ved sin Udnævnelse af Biskop Ögmund. 1539 begyndte Diderik van Minden, en födt Hamborger, som Befuldmægtiget for Kongens Lehnsmand over Island, at seqvestrere de derværende Klostre. Efter at have bemægtiget sig Vidö Kloster, reiste han, i lignende Henseende, til Österlandet. Han tog Veien over Skalholt, men der kom han i en Ordstrid med Biskoppen i Anledning af hans Fremfærd, og skal have brugt Trudsler og onde Ord mod ham. Medens han drak med sine Fölgesvende, blev han overfaldet den 10de August af Bispestolens Forstander, Jon Ræv (refr, som imidlertid havde samlet væbnede Folk) og slaaet ihjel, efter tappert Modværge, med 7 af sine Fölgesvende. En 12 Aars gammel Dreng af dem blev skaanet og blev siden Hörer ved Skalholts Latinskole. Biskop Ögmund blev naturligviis mistænkt for at have anstiftet eller billiget dette Manddrab, især da hans Folk allerede 1510, da han var Præst til Breidebolsstad, havde overfaldet en dansk omreisende Foged, samt dræbt to og saaret andre af hans Fölge, men han aflagde en höitidelig Benægtelseseed i denne Sag paa Landstinget 1540.  Han flyttede da fra Bispestolen, men modsatte sig dog Reformationsværket af alle Kræfter, og det lykkedes ham vel, formedelst den store Anseelse han stod i hos Geistligheden. Kong Christian den 3die bevægedes ved alt dette til at lade tvende Orlogsskibe udruste, og sendte dem 1541 til Island under Overbefaling af Christopher Hvitfeld, Lehnsherre til Trondhjem, som allerede lykkelig havde udfört Reformationens Indförelse i Norge. Efter at denne Adelsmand med sine underhavende Tropper, var kommet til Islands sydlige Kyster, hvor han ingen Modstand mödte, sendte han 14 væbnede Mænd tilhest, under et temmelig ligegyldigt Paaskud, til Arnæs Syssel, hvor de pludselig overfaldt Gaarden Hjalle, hvor Biskop Ögmund da var i Besög hos sin derboende Söster Asdise Paulsdatter, en formuende Kone. De kom til Gaarden tidlig om Morgenen og bare den blinde næsten 80aarige Biskop ud af hans Seng, i den bare Skjorte. Derefter klædte de ham paa og förte ham bort, uagtet alle hans Sösters Forbönner. Af ham og hende udpressede Hvidtfeld en stor Deel Guld og Sölv, samt Löfter om hans og tildeels hendes eget betydelige Jordegods (af hvilket 48 Böndergaarde laae i Vestfjordene og Borgarfjords Syssel) mod det Haab, at han derved kunde löskjöbe sig, — men dette tillodes dog ikke og Biskoppen blev, som Fange, bragt ombord paa et af Krigsskibene, med hvilket han ankom til Danmark. Kongen, som ellers misbilligede den mod Biskoppen udövede Haardhed, lod ham indsætte i Soröe Kloster, hvor han afgik ved Döden 1543. Ögmunds Eftermand Gissur Einarson, Skalholts förste Superintendent eller lutherske Biskop, som udleverede af Skalholts Domkirkes Eiendele 1542 til Christopher Hvidtfeldt (efter en Qvittering, som endnu haves) en Guldkalk og 695 Lod Sölv, döde 1548. I Vacancen overdroges Biskop Jon Aresön, paa Landstinget, Administrationen af Skalholts Bispestol, men da han vilde tage den i Besiddelse med en Trop Ryttere, havde Forvalteren, Præst Jon Barnesön, samlet henved 350 væbnede Mænd, samt opfört en Skandse paa Kirkegaarden.  Den blev anfaldet af Biskoppens Folk, men de modtoges med skarpe Skud, og maatte vende tilbage efter en forgjæves Beleiring af 5 Dage. 1549 blev dog Gissurs Eftermand, Martin Einarsön, overfalden af sin katholske Collega Jon Aresön paa en Visitatsreise og bortfört til Holum, hvor han holdtes i Fangenskab til Sommeren 1550, da Biskop Jon atter anfaldt Skalholt, paa den Maade, at han lod Biskop Martin före i Spidsen for sine Tropper, for at han skulde falde ved det förste Skud, hvis man der satte sig til Modværge. Da Biskop Martin tillige skriftlig befalede Skandsens Overgivelse, efterkom man tilsidst hans Befaling. Biskop Jon bemægtigede sig da, som [[Fil:Selsund.jpeg|thumb|600px|right|<center>'''Selsund''' - (''Frederik Th. Kloss,'' 1834)</center>]]Administrator, Domkirken og Bispestolen, samt ansatte en Officialis paa sine Vegne, i hvis Forvaring han overlod Biskop Martin, som Fange. Han lod og Biskop Gissurs (som en Kjætters) Lig optage af Kirkegaarden og nedgrave i uindviet Jord. Derpaa drog han bort, men i det samme Efteraar toges han selv til Fange paa Saudafell, og förtes til Skalholt. Der blev han den 7de November henrettet med sine 2 Sönner, Laugmand Are og Provst Björn, paa en Klippe norden for Gaarden. (See ellers Artikelen Holum.) 

Reformationen indförtes i hele Landet 1551 ved Lehnshövdingen Otte Stigsön og Krigshövedsmændene Axel Juel og Christopher Trundsön. Kongen lod i næste Aar en Latinskole anlægge paa Skalholt, og en Deel af Bispestolens Indtægter henlagdes til dens Vedligeholdelse; Skolen holdtes der vedlige til 1785, da Skaptafells Jökuls betydelige Ildsprudning, i Forening med haarde Vintre og heftige Jordskjelv, havde foraarsaget en saa stor Skade paa Bispestolens Hovedgaard og övrige Gods, at de fornödne Födemidler m. m. ikke kunde skaffes til Skolens Personale, ja, det blev endog, formedelst Ödelæggelsens uhyre Virkninger i det Hele, bragt paa Bane, at en stor Deel af Islands tilbageblevne Indvaanere skulde forflyttes til et Kolonieanlæg paa de jydske Heder. Denne Plan gik vel ganske overstyr, men alt Skalholts Bispestols Jordegods (henved 300 Böndergaarde) blev solgt ved offentlig Auction og Belöbet tilfaldt Kongens Kasse, som derimod overtog Biskoppens og Skolens Læreres Lönning, samt andre ved Skolen forefaldende Udgifter m. m. Gaarden Skalholt blev kjöbt af den daværende Biskop, og Domkirken, som for stedse havde havt sin egen Præst, forvandlet til en Annexkirke fra Torvestade, hvorimod en ny Domkirke og Skole opförtes i Reikevig (see denne Artikel). Paa den Tid var den store Historiker Dr. theolog. Finn Johnsen, Biskop over Skalholts Stift (födt 1704, död 1789). Hans Sön, Dr. theol. Hans (eller Hannes) Finsen, födt 1739, en ligeledes særdeles lærd Forfatter, var ham adjungeret og senere hans Eftermand. Han döde paa Skalholt 1796. Baade för og efter dette Aar afbrödes efterhaanden Bispesædets og Skolens gamle Bygninger, som for en stor Deel vare nedstyrtede i Jordskjælvene 1784 (hvilke nær havde kostet disse Liniers paa Skalholt födte Forfatter Livet), saa at Stedet nu, som ovenmeldt, er forvandlet til en almindelig Bondegaard. 




<big>'''SELSUND'''</big>

er en Dal i Rangervalle Syssel ved Foden af Hekla. Dette ildsprudende Bjerg har en Höide af 8000 Fod og 3 til 4 Miil i Omfang. Dalen er omgiven af Bjerge, der bestaae af vulkansk Sand og er saa öde og ufrugtbar, at kun Græsset meget sparsomt groer der ved Foden af Bjergene; den bliver gjennemskaaret af Arme af forhenværende Lavaströmme. Ved Bredden af Bækken, som gjennemströmmer den fra Östen til Vesten, finder man en Mængde Pimpesteen af fortrinlig Egenskab, som kunne udgjöre en Handelsartikel. Bondehuset (Bai), som ligger i denne Dal, er det sidste man finder paa Veien til Hekla. Ved et Jordskjælv i Aaret 1829 blev det ödelagt, men er igjen opbygget til Beboelse. 

Fra denne Dal bestige sædvanligviis Reisende Hekla, og finder en Förer i Eieren af Baien. Det var ligeledes vor Hensigt at bestige denne Vulkan, men det vedholdende slette Veir og den höie Snee, som bedækkede Hekla, gjorde dette Foretagende umueligt for os. Paa den fjerde Dag af vort Ophold i Dalen bleve, de af Regnen gjennemblödte, Telte igjen optagne og indpakkede til videre Reise. Telte ere i Island aldeles nödvendige for Reisende, da man ikke stedse finder et Bondehuus eller en Kirke for at overnatte i; det sidste Sted er hertil isærdeleshed at anbefale de Reisende. 



----

==Fodnoter==

<references/>



[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Finnur Magnússon]]
[[Kategori: Frederik Theodor Kloss]]