Vis kilden til Skattegravning. De gravende må ej snakke

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Skattegravning. De gravende må ej snakke]] !!  !! 
|-
|}


[[Fil:ETK 01.jpg|thumb|200px|<center>Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.</center>]]

<center>'''[[Danske sagn som de har lydt i folkemunde I-VI|<big>Danske sagn</big><br> som de har lydt i folkemunde]]'''<br><br>

af
'''[[Evald Tang Kristensen biografi|Evald Tang Kristensen]]'''<br>1892


<big>'''[[Bjærgfolk| Bind I]]'''</big><br><br>Første afdeling<br><big>'''Bjærgfolk'''</big><br><br><big><big>'''69. Skattegravning.</big><br>De gravende må ej snakke'''</big>

</center>

 
1171. I den østlige del af ''Tim'' sogn ligger et hus, der kaldes ''Bjærghuset''. Det har fået navn af nogle bakker, som ligger der omkring, og hvori folk i gamle dage troede, at der boede bjærgmænd. For mange år tilbage i tiden blev mændene i ''Nordestgårde'' og måske nogle flere mænd fra omegnen enige om, at de en nat vilde søge efter bjærgmandens skatte i bemældte bakker. Mændene gav sig da til at grave i en af dem, men det skulde være stiltiendes. Omsider traf de på en kjedel, og en mand greb fat i den og sagde: «Nu har jeg rat i hanken!» Da forsvandt den i jorden, og mændene måtte gå hjem med uforrettet sag. 

''Værtshusholder Jens Nielsen, Ringkjøbing''.


1172. I en höj, som ligger nord for Århus-landevej på ''Hårup mark'', er der tit set lys brænde, og efter sagnet er en skat begravet der, og flere har prøvet at hæve skatten en st.-Hansnat, men al tid uden held. Således var der en gang fire unge mænd, der gravede efter skatten og nåede også lykkelig til en mægtig stor kobberkjedel med to hanke i. Så tog de en stang og stak den igjennem hankene og tog så to fat i hver ende af stangen og løftede for at løfte kjedelen op. Nu havde de samme mænd netop den dag været på jagt sammen, og havde skudt en goldhind (sådan kaldes en hind, der ikke har haft lam denne sommer), og den ene af dem, som ret var en træring, ytrede da ganske tørt: «Da er den tung, og havde vi goldhinden oven på, kunde vi ikke have løftet den.» Men det skulde han ikke have sagt; ti en sådan kjedel skal løftes stiltiende, og derfor sank den, og ihvor meget de end gravede, kunde de ikke finde den mere denne gang.

En anden gang var der nogle andre, som også prøvede at få fat i skatten og havde også fået fat i kjedelen, men i det samme kom en vældig stor kok løbende forbi höjen, og lige i det den kom forbi folkene, lod den en vældig stor vind gå. Mændene kunde ikke lade være at le, og én af dem sagde: «Da var det en ordentlig én af så lille et dyr.» I det samme sank skatten og var ikke til at finde mere den aften. 

''Hans P. Hansen, Skjellerup-Nygårde''.


1173. Om Gjebjærg '' (Gedebjærg)'' i ''Volstrup'' sogn fortælles, at der skal ligge en skat begravet i en kobberkiste, som nogle mænd fra ''Øksenhede'' en gang gravede efter. De gravede i flere dage og fik kisten så höjt, at de havde fat i det ene håndtag. Da udbrød den ene af mændene: «Nu får vi den!» Så gik håndtaget af kisten, og den sank dobbelt så dybt, som den havde været før. Nede fra dybet lød der en røst, som sagde:

::«De Gjebjærre mænd graver efter guld, 
::men endnu sidder kisten i Gjebjærre muld.»

''Jens N. Bloch, Kjøbenhavn''.


1174. En höjs udgravning skal ske fra sydøst, hvis det skal lykkes. To karle fra ''Kastoft'' var en gang i færd med at udgrave en kjæmpehöj, og da de havde omkastet en del muld, stødte spaden mod en stor sten, og hvor de end prak, fornam de denne. Herover udtalte de deres forundring til hinanden, mens de lod arbejdet hvile, og gottede sig ved håbet om en fangst. Men da de nu begyndte igjen, var stenen og hele stadsen sunken og ikke mere til at finde. Men havde de straks kastet et stykke hærdet stål på stenen, da kunde den ikke have sunken, ti det havde naturligvis sin grund i, at de talede, det er jo strengelig forbudt under sligt arbejde. Grunden til, at de kastede i nøjen, var, at de flere aftener havde set et lys på stedet, og der er alle tider gjemt en skat, hvor det er tilfældet.

''Jeppe Jensen, Åkjær''.


1175. Ude i ''Grinderslev boel'' der stod en kjedel fuld af penge. Der var to karle i Grinderslev, der kastede efter den kjedel, og de kom godt nok til den. Så siger den ene: «Men hvordanner skal vi løfte den?» Så sank den, da de snakkede. De havde set et lys stå og brænde der, og så gik de efter det.

<small>Æ Boel er en hede i Grinderslev, hvorpå der nu findes en hel del småsteder.</small> 

''Kristen Mortensen, Vejsmark''.


1176. I ''Alsbjærg'' bakker er der en top, der hedder ''Stinnekold''. Der var to mænd, der havde hørt, at der skulde stå en ørk, og den vilde de kaste efter. Så kom de også til den, og den gang de fik den til den øverste kant af jorden, sagde den ene: «Nu skal du sku bie!» Men så beholdt han kun håndfanget af ørken.

''Kristen Kjeldsen, Ullerup''.


1177. Der er en bakke lige oven for ''Vejrumbro'', der kaldes ''Kongens bakke''. Så var der to, der lagde over med hinanden at ville kaste i den; men de måtte jo ikke snakke. Den gang de havde kastet lidt, stødte den ene på en gjenstand der nede. Så siger den første: «Nu er a ved den.» Da han så vilde til at sætte sit redskab ind på den igjen, var der intet, og så kom de i træde, og der blev sådant uvenskab imellem dem. Den ene skyldte den anden for, at det var hans skyld, at skatten var forsvunden. Hullet, de kastede, er der endnu ved siden af en stor sten.

''Kristen Smed, Viborg mark''.


1178. «Det var i ''Vindblæs'', at bjærgmanden lånte et par stude at kjøre sit flyttegods hen med, og der lå en skjæppe penge i båsen forved hver af dem om morgenen, da manden kom ud i nødset og fandt dem døde. Der, hvor bjærgmanden havde kjørt, blev der en lavning, så det var ikke så sært, at studene styrtede, når de var så hårdt læssede. Men det véd konen nok bedre besked om, end jeg.» — «Nej, det kjender jeg ikke noget til, men ovre på den store ''Siem-Møgelhöj'' der så de, der brændte lys, og så gik der nogle efter at grave skatten op; men de første blev forstyrrede i det, og fandt ingen ting. Men så var der nogle andre, der vilde prøve, og de kom også til en stor jærnbunden kiste; de fik fat i den og hev den i land, og de havde den ene ende oppe på grønjorden, så hjavrede én, der stod bag ved, til at sige: «Vi skal nok få mon med den!» Men så var det, som der var nogen, der tog den fra dem og kjørte den ned af höjen og ned i Siem sø; og dér ned ad er også en lavning.» (Sml. nr. 1188.) 

''Karen Marie Rasmussen''.


1179. En mand i ''Åby'' var ved at kaste i en höj, han havde på hans mark og vilde have væk. Så kom han til en kobberkjedel, og den var fuld af penge. Men da han skulde til at røre ved dem, var det det bare skidt og møg, for det han havde været uforsigtig nok til at snakke. Den tro havde han da. Han fik sig lavet en kaffekjedel af den kobberkjedel. 

''Jens Kristensen, Ersted''.


1180. En gang skal de ''Elling'' mænd have set et lys brænde oppe på ''Møgelhöj'' ved den mølle, der er der endnu. Så gravede de også ned og fik fat i en kiste. Men så snakkede de . . . 

''Vinding höjskole''.


1181. Der boede bjærgfolk i ''Kildebjærg'' i ''Tømmerup'' sogn, og de kunde ikke tåle at høre den store kirkeklokke ringe i Tømmerup kirketårn. De gik derfor en dag op i tårnet og bar klokken ned i höjen. Det vilde sognefolkene imidlertid ikke finde sig i, og da de fik at vide, at de vel kunde grave den op igjen, når de bare kunde tie stille under arbejdet, begyndte de straks derpå. Da de nu havde gravet en stund, traf de også på klokken og fik den så höjt op, at de kunde slå reb om den og spænde seks heste for, men da sagde til al ulykke én af folkene: «Nu har vi den!» og så sank klokken endnu dybere end før, og kun ved at kappe rebet, der var slået om den, frelstes hestene. 

''F. L. Grundtvig''.


1182. I ''Funder Nörhede'' ligger ''Bjærghöj''. Medens Kristen Pedersen var lille og passede sin faders kreaturer, sad han ofte oppe på höjen og spillede kort sammen med nogle andre børn. De havde flere gange hørt nogle inde i höjen rumstere med en kiste, hvis låg de gjentagne gange hørte blive slået i. En dag sad de som sædvanlig oppe på höjen med deres tidsfordriv i al fortrolighed, da nogle pludselig gav sig til at rasle i höjen, som med penge, og til slutning hørte de et kistelåg blive slået hårdt i med stort rabalder. De skyndte sig forskrækket ned af höjen og løb hjem, hvor de fik et par mænd med op at grave i den. Omsider kom de til en stor kiste, som de ved at støde til med spaden kunde høre var fuld af klingende sager. Den ene råbte fuld af glæde: «No mo vi dø & piin ha bøj atte brænndvin, få de ka æ kiist die sku betåål.» Den anden syntes imidlertid, at det var bedre at drikke brændevinen hjemme. De forlod også höjen for at gå hjem og få en ordentlig stiver oven på glæden, men da de så igjen kom tilbage til höjen for at hente skatten, var kisten forsvunden. 

''Lærer Christen Hördum, Funder''.




[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Folklore]]
[[Kategori:Evald Tang Kristensen]]