Vis kilden til V. Om Grønlands Beliggende i detz ødepladtzer

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=V. Om Grønlands Beliggende i detz ødepladtzer]] !!  !! 
|-
|}


<div align="center"><big>'''[[Det gamle Grønland]]'''</big>

Forestillis af authore <br />
'''[[Thormod Torfæus|Tormod Torfessøn]]'''

Oslo 1927
</div>


<div align="center"><big>'''V. Om Grønlands Beliggende i detz ødepladtzer'''</big></div>


Gerhardus Mercator siger det ligger mellem Circulum Arcticum og Polum, og hendis yderste mod Synden, under den 65 grad: mens moed Norden under den 77<sup>de</sup>. Johannes Miritius meener den ligger just lige under Polo. Bisp Theodorus Thorlacius meener (hvortil hand og har stor føye) at ingen veed detz Zenith; mens siger dog det strecher sig saa langt til Østers, at mange har deraf taget anleedning at tvifle om det endten var et fast land med Spitz-Berg og Nova Zembla, (hvilchet og nogle Iislands Historier foregiver) eller og at det effter de nye Jordens Beskriverers meening var ved een fiord eller et Sund, skildt fra dem. Hand sætter detz grændser til Forbisser Strat mod Sønden grad: lat: 62, og til Strat Davis mod Westen. Aid den heele Lands Egn deeler hand i den Søndere, som kand boes og bygges, og den Nordere som ei kand beboes.

Arngrim siger, at den Søndere deel deraf, som kand bebygges, strecher sig fra Forbisser Strat til det bierg Hvit-Serk. Derfra gaar i Sudost hen de Ødepladser, som altid ligger under Sneen, til strandside paa Grønland som kaldis Svalbard i Hafsbotnum, som skal ligge under den 70 grad: og kaldes Grønlands u-bygder, som skal være fra den Nordere kandt paa Iisland, tou Et-maals Seiglats, saasom de gamle Søe-korters beskrivere det forrestiller.

At de gamle Grønlændere har meent sit Fæderneland strechte sig til Nord-Polum, det kand klar ligen sees, af den pact de have indgaaet med Kong Hakon den Gamle, der de A&#186; 1261. gaf sig under hannem, thi de da lofvede hannem aarlig Skatt, som og bøder for alle de, saavel Grønlændere, som Norske, der bleve ihielslagne baade paa de bebygde og u-bebygde steder, alt til polum; Hvilchet og Sturla-Laugmand har indført i sine Riim, som end ere til, og har aldelis iche effter poetische viis giort for megit deraf, mens effter forelagde Eed, givet det kun ord fra ord. Nogles meening derom kand mand og see i den gamle historie, kaldet Gripla, hvor der opregnis alle Landskaber fra Bejeren, til de yderste Grønlands fiorder, med disse ord: Wed Bejeren ligger Saxen, ved Saxen Holsten, Ved Holsten Danmarch, ved Danmarch, mod øster, Sverrig; Mod Norden Norge; derfra i Nordost hen strecher sig Biarma-Land, som ligger under Garda Ryke, eller Moschovien: Fra Biarma-Land, udj Nord hen, gaar de Ørkener som ræcker sig alt til det land mand kalder Grønland, hvilchet dog (næfnlig at det skulle være Ødepladser) Grønlænderne iche vil tilstaa, efftersom de meener sig have meere vished derom af andre tegn, saasom baade af stycher af træ hvorudj kand sees arbeyd af Mennisker, og blant andre forkastede sager, kommer hos dem drivende til landet; Disligeste ogsaa af Faar, Reens-diur, og giedder, som kommer til dem, og er enten merket paa ørene, eller og bundet eet baand om deris Horn: Hvilke nochsom beviiser, at de Nordlandske ørken har dog i gammel dage værit bebygde. Till meere forsichring herom, er af Grønlænderne førte til Norge, Faare-Hoveder, som i fordum tid ere ophængte enten i Kirker eller andre offentlige Huuser, hvoraf er et udj Trundhiemb, Eet udj Bergen.

Ydermeere forestiller Bisp Theodorus Thorlacius udj een anden gammel Historie-beskrivelse om disse Nordsche lande, der handler om een Engelænder, ved nafn Samson hvilket Arngrim ogsaa [[I. Anlangende Nafned|Gap. 1]] foruden Autoris nafn, anfører, Risa-Land, siger hand, stræcher sig fra Austur-Vegum (saa kaldis Rusland) Østersiden til Norden. Siden ligger et land i Nordost, som kaldis Jøthunheymar, (derved forstaar Theodorus Thorlacius Novam Zemblam) hvor Kiæmperne boer. Derfra kommer mand igiennem Grønlands Ødepladser til et land, som heeder Svalbard, hvor adskillige slags Folk boer. Thorlacius siger, at om disse Fokk findes ellers ingen stæds noget meldet. Iislænderne har og iche haft nogen omgiengelse med dennem. Gripla udi bem: Beskrivelse forteller ydermeere dette: Grønlandia stræcher sig i Nordost (Libonotum) hvor uden fore ligger Øer med megit høye og af tyck Snee bedeckede Fielde. Over det eene af dem, kand mand ingenlunde komme: Over det andet kand mand vinde i 14 dage; Over det 3<sup>die</sup> udi een uges tid. Det der ligger næst de bebygde pladser, kaldis Hvit-Serk, siden strecker landet sig i Nord; thi faar mand gaa Synden an, hvis mand vil komme hen hvor der er bebygt.

Biørn de Schardsa anfører en gammel Bog, den hand kalder Maaldaga-bok, som handler om hver Gaards løtter og lunde, eller hvad hver Gaard med rette tilhører; hvor hand, effter at hand har opregnet Grønlands beskaffenhed, Stæde og be bygde pladser, siger fremdeelis saaleedis; siden er der, siger hand, Bierge, som er idelig overhyllet med Snee, ødeliggende Fiorde, og ud-Ørkener, som stræcker sig udj øster alt til Gandvyk. Her skulde ieg vel gaae forbj en skamfuld Sagn, dersom iche dend omhyggelige Antiqviteternis udgrandskere Verelius selv ei havde skammet sig ved den at udføre blandt sine herlige Anmerkninger over Hervarar-Saga, hvis oversetning ved det 1. Capit: ieg maa føre herind: Fremmen for hvilcken hand sætte disse ord. I gammel dage, siger hand, har mand tit seiglet fra Schandia til Grønland. Og siges det at een ved nafn Hallur Geit, skal have giort denne Reise til foeds, hvorom Grønlands Krønicke saa melder; Der fortællis og skrivis nogle Hallers bedriffter, som blev kaldet Hall Geit, hannem eene er det hendet at komme til lands, og gaaende over Sneefieldene, og andre u-banede, og u-giængse stæder, sampt over Fiorder og Sunde, fra Wester-Grænland til Gandvig, og saa til Norge: Og havde hand med sig een Giæd, af hvis melck hand sig opholdt, men Giæden fich sit foeder udj de mellem Fieldene liggende, græs- og krattrige Dahle. Jeg har allereede effter den Historia Gripla meldet, at over det eene bierg kunde aldeelis ingen komme; over det andet i 14 dage; over det tredie i een uges tid; Hvor lang tid skulde der da vel til, at reise den øvrige Vey? dog har hand ved sin Geeds hielp kommet fort, huor neppelig nogen skulde kundet komme frem, alt kunde han frelst sit liv der med. Det tog hand sig med fri villie paa at vofve, foruden nogen betalning, eller windings forhaabning, alleeniste for at kunde see, hvordan disse ubekandt, og over alt ødeliggende lande, hengde sammen.

Hvorvel ieg selv, dette iche troer; saa misunder ieg dog iche dem det vil troe; men dersom den skal troes, da kuldkastes trende andre sagne, (huor vel de ogsaa ere beblandede med nogen løs Snack) om Hedins Søefart, fra Tartariet til Danmarch; af hvilchen de Øer imellem Tartariet og Rusland, have faaet det nafn, Hedins Øe, som siden er bleven til et Greve-Dømme, og skal hafve foraarsaget mangen Krig mellem de Riiserske og Tartarerske Konger; dog lenge effter gange-Rolfs tid mand siger at Menelaus Thartarernis Konge, haver sendt een, ved nafn Sothe at føre krigen mod Erik dend Svendske, hvilchen Sothe effter at hand havde overvunden, og udj et Feldtslag nedlagt Riisernis Konge, har indtaget Riget, og at noget før har Aranus Rodiani, Tartarernis Kongis Søn, reist den samme Vey til Jylland, med sin nye Staldbroder Asmund Berserke-Dræbere. Stæden er iche langt fra Nova Zembla: siunes og at mand har faret igiennem Strat Nassov hen, hvilchen fart mange siden, men hidindtil foregiefvis, har forsøgt; wil og wel blive forgiefvis, saafremt hver av disse landskaber schal være faste land med Grønland. Om de Nord-Ørker har Biørn af Schardsa effter følgende af Hauk Laugmands Bog, anteignet.

Dette nytt, siger hand, har Haldor Præst i Grønland skrevet til Arnold Præst, som var een Grønlænder; men da bleven Hoff-Prædikant hos Kong Magnus Haagensen, hvilchet brev hand flidde Skipperen paa det Skib som førde Bisp Olaf til Grønland, Eyer-manden at levere. Dette siunes at være skeed A&#186; 1261. thi samme aar blev Magnus [''kronet''] til Konge i Norge; Men hand skrev saaleedis, at det samme aar, som Arnold Præst reiste, fra Grønland, have Grønlænderne reist lenger hen i Nord, end de pleyede, men ei fundet nogen tegn effter Skrælingerne, uden i Kroksfiords Ørk. Deraf meentis at de iche langt derfra maatte have deris wærelser. Siden sendte de Geistlige Folch hen, som schulle besee de pladser der strechede sig til Norden; hvilche udgich af Kroks fiord og seiglede saa lenge indtil de saae lange Bierge, imidlertid falt der et mørk væir paa dem, og maatte saa dreje af; men som det klarede op, saae de mange Øer, og stor deel Hvalfiske, Biørne og Selhunde, indtil de kom allerlængst ind i fiorden; men da saae de alt det land som laae gansche over med snee, og i Synden hen, gaf til kiende at der hafde værit Skrælinger, men de torde iche gaa der paa Landet, af frygt for Biørne. Siden reiste de i trej dage Sønder paa, og fandt under et Bierg, som de kaldede Snæfell, noget tegn at Skrælinger havfde værit der.

Herpaa foer de een dags Reise til Kroksfiords Ørk, og saae Soelen, selv S<sup>t</sup> Jacobs Festes nat, men om dagen var hun iche højere end at, naar mand lagde sig neder i een Sexæring, da kunde Skyggen af Baaden skiule over det ganske Ansigt, men midt om Natten kunde den være saa høit, som naar den [''bygden''] er i Sydwest (hvilchet dog er u-mueligt) derfra reiste de til Garde igien. Grønlænderne pleyede baade med Jægter og stoere Skibe fare paa Kroksfiorden, og til Greipa, for at fange der af forbem: diur, og samle sammen de træ og weed som var drevet af Søen til Lands, saa og at kaage der beeg af Selhunde-tran, hvilchen de kommer i leederflascher, henger den saa op i deris steenhytter indtil det blifver tycht og sort. Dette forklarer hand i den samme tractat en andensteds saaleedis. Grønlænderne maa altid (hvert aar) reise til de Nordiske ørkener eller Norder Næs, som er ende paa landet, (hvilchet sted mand kalder Greipa og Kroksfiords ørk) over et megtigt Haff, for weed og brænde, sampt proviant at forschaffe sig, hvilket og Skalld-Helga-Saga bekreffter med disse ord, de kom Nord til Greipa, og der var enden paa Faste-landet i Grønland.

Mand har og et Andet af den samme Historie, hvilchen beretter hvordan bem: Skalld-Helge med sit følge bleve dreven udaf een Hafn i Iisland, hen til Grønland; Dend siger saaledis, der wii dref fra Iisland, saae wj iche andet i Nord, end Iidel Haf, item, wii kiendte alle sammen wel Iisbierge landet, saa og Erichsfiord: det samptlige Selskab fich Hafn i Falgeirs Vick. Denne pladtz blifver undertiden kaldet Grønlændernis windterleyer.

Speculum Regale, som er een Bog der handler om adskillige slags materier (hvilchen meenis at være sammenschreven effter een af de Norske Kongers befaling) siger, Grønland er iche omflødt; men et fast land, fordj der er saa mange wilde diur derpaa, som ei pleyer findes paa Øer, ej heller kand føris diid hen; saasom, Harer, Ulfver, og stoer mengde af Reensdiur. Mens des størelse er ingen bekiendt, fordj den største part deraf idelig skal være over hyldet med iis, hvorfore løbet hen ind iche heller siunis være for iisen frj, saa mand ei kand giøre widere gidsning, end at Dyrene enten giennem Daler eller ogsaa ved Stranden, ere komne hen til de bebygde Stæder. Herom skriver Peder Undall pag: 183, saaledis; Et lidet plads af dette land er der aabent, baade windter og Sommer. Saa nær som en ringe Part Søekandten langs, alt det andet ligger under snee og Iis, men ingen veed hvor høy den er; Fordi Dalene og Biergene ere fulde af iis, hvorover og indtet menniske kand komme der frem; og derfor er og landetz begrib u-bekiendt, thi mand kand iche komme høit op i det, saa det kunde forfares. Men at der dog endelig maa være enten Kløfter eller Daler, det kand mand wiide af de wilde diur, om ei anderledis, som kommer oven af landet need til Søen, hvilche weye ogsaa dennem alleene ere bekiendte. Men saavidt mand har i det lengste kommet op over de nermeste Bierge, da er Jorden der ingensteds befunden saa bar, at den kunde bebyggis, undtagen det megit lidet, som allereede bebygt er. De har wel og forsynet sig med 8-dags kost, for at forfare hvordan at landet er højere oppe, men ei kundet komme widere an for de høye klipper, som var overlagt med iis og snee, ligesaavel som og dalene i ligemaade.

Herhos maa ieg føre h<sup>r</sup> Arngrims beschrivelse. Det faste land af Grønland, siger hand, som strecher sig udi Nord, kand iche bebygges, som og de gamble have meent, efftersom baade luften, Jorden, og Søen er dertil ganske u-beqvæm, hvorfore det beholder endnu hos os des gamle nafn, at vj kalde det Grønlands U-bygder, det er den u-bebygde Part af Grønland, ihvorvel Grønlænderne selv herudi talede de Nordske, som det wilde sige, imod; fornemmelig af saadan grundaarsager eller bevisninger, at de blandt andet, som fra den lands-egn, Søen eller Hafved skiuder paa land, ogsaa havde fundet træ som folck hafde arbeidet. Iligemaade hafde de ogsaa fundet blandt deris qvæg paa Marcken, fremmede Bukker og Faaer, som enten har værit merket paa Ørerne, eller og paa hornene. Og til ydermeere bekrefftelse herpaa læser mand at der har værit ført Faarehofveder fra Grønland til Norge, og opsatt, endten i Kircherne, eller noget andet Meenigheds Huus: Et i Bergen, Et i Trundhiem; Derfor meener Grønlænderne, at samme store Lands Egn udi Nord, schulle have været bebygt i de tider, saavelsom og uden tvifl een eller fleere af de øer som ligger der ved, hvoriblandt de den fornemste (endten det var een omfløt Øe, eller half-Øe) har kaldet Fure-Strænder, af træ som der wogser i Skoven, og af dem kaldes Fura, men af de Tydske Füren-holtz.

Hvordan det nu kand være, saa er dog den Nordere Ort af landet megit stoer, saa de Gamle sige at mand kand iche wel komme der over paa 22 dages tid; Og den deeler de af effter tre høye Bierge, som altid skulde være overfyldt med Snee, af hvilchet ingen veed hvor stoer det første og Norderste skulde være. Det andet vilde tage 14 dages tid at fare. Det tredie, nafnlig liggende næst den beboelige Part af Grønland, vil hafve 7 dages reise til Søes: og siges at kaldes af Sneen der, Hvid-Serch, Hvilchet Gemma Frisius siger skal ligge mellom Grønland og Iisland. Og at høiest derpaa skal tvende Søe-Røfvere hafve bygt qvadratum nauticum, hvilchet ieg finder iche hos voris Scribentere, men fast at det bierg Hvid-Serck, er udi Grønland selv, og at mand, saasom gammel meening er hos os, schulde faa det tilligemed Westere Capo af Iisland, udi Sicht, i klare væir, naar mand er midt imellem Grønland og Iisland. Og synes mig altsaa at dette Field Hvid-Serch, som er Enden paa det Nordere eller übebygdte Grønland, skulde være den Sønderste deel deraf.

Effter mangt og megit som iche hører til dette Nordersche landes wæsen, legger hand dette til; Men (siger hand) det som nogle af de nye skrifver, at der schulle være fra Grønland til Finn-land udj Europa, 50 uger Søes, det bør iche forstaais om det Grønland, som er bebygt, men kandschee om det øde og udj Nord alleryderste Ende af Grønland. Ellers falder det ganske u-rimeligt. Men det Skillerum som er imellem Grønland og Finnlands Ørck, siger somme være et Sund, somme een fiord.

Anlangende det som Folch i disse tiider kalder Finnland, tvert ofver fra det Øde-Grønland; det har voris kaldet Svalbard. Thi saa befindes det lands beskrifvelse i Voris gamle handels forteignelse. Risa-land strecher sig i Nord, fra Østerveyen; og derfra i Nordost ligger det land som kaldes Jøtunheymar, hvor Troll og saadan Diefvelskab boer. Og derfra gient ved Grønlands Ødemarck tvert over fra Grønland, mand kommer til det land som kaldes Svalbard, og boer adskillige Folck. Wi har til forne i dette samme Capitel handlet her om af den Historie om Samson Engelænder, som Mag: Theodorus Thorlacius citerer, eller til bewiisning andrager.

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Thormod Torfæus]]
[[Kategori:Grønlandica]]