Vis kilden til VII. Skjolde med Fremstillinger af mythiske og heroiske Sagn

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=VII. Skjolde med Fremstillinger af mythiske og heroiske Sagn]] !!  !!  !! 
|-
|}


<center><big><big>'''[[Den ældste Skaldedigtnings Historie]]'''</big></big>


'''[[Sophus Bugge biografi|Sophus Bugge]]'''<br>1894


<big>'''VII. Skjolde med Fremstillinger af mythiske og heroiske Sagn'''</big></center>


Brage priser i sin Ragnarsdraapa et Skjold. Dette Skjold siges i Digtet at være ''hreingróit steini''<sup><span id="1">([[#Note1|1]])</span></sup> , d. e. bedækket med straalende Farve, smukt overmalet. Ogsaa i Prosa forekommer ''steinn'' i Betydning af «Maling, paastrøgen Farve» og oftere ''steina'' «overstryge med Farve», Partic. ''steindr'', tidligst i Sagaerne om Skjolde og Skibe.

Hvis ''steinn'' «Maling» er samme Ord som ''steinn'' «Sten», maa man antage en Betydningsudvikling fra «Sten» til «farveholdig Sten», derfra til «mineralsk Farve» og derfra endelig til «paa strøgen Maling». Muligheden heraf tør jeg ikke benegte. Men en forskjellig Opfatning har i nyere Tid været antydet.

Man har erklæret oldn. ''steina'' «male» for samme Ord som eng. to ''stain''<sup><span id="2">([[#Note2|2]])</span></sup>. Dette heder i ældre Engelsk ''steinen'', som ikke kan paavises før i 14de Aarh. og er afkortet af ''disleinen'', der er laant fra gl.fransk ''desteindre''. Ordet optræder altsaa i Engelsk for sent til, at oldn. ''steina'' «male» kan være laant fra Engelsk.

Hvis Combinationen har nogen Grund, maa man derimod formode, at oldn. ''steina'' «bemale», ''steinn'' «Maling» er Laanord fra gl.fransk ''desteindre'' «tage den oprindelige Farve bort af en Gjenstand, give en Gjenstand en fra den oprindelige forskjellig Fave»<sup><span id="3">([[#Note3|3]])</span></sup>, men saaledes at Betydningen af oldn. ''steina'' er bleven paavirket af det franske Stammeord ''teindre taindre'' «farve», Pep. ''teint''. Til Støtte herfor kunde anføres, at det nyeng. Ord, der kommer af fransk desteindre, i Betydning nærmer sig stærkt til oldn. ''steina, steinn''. Eng. to ''stain'' betyder «To discolor, as by the application of some foreign matter», f. Ex. ''stain d with gore,'' men ogsaa bl. a. «To color by a process other than pain ting or coating or covering the surface» ; Subst, ''stain'' bl. a. «Coloring matter; a liquid used to color wood, ivory, etc., by absorption» (Cent. Diet.).

I oldn. ''steina, steinn'' er, hvis den nævnte Formodning er rigtig, det tonløse ''de'' i fransk ''desteindre'' faldt bort ligesom i eng. ''to stain''. I Oldnorsk er Ordets Form i saa Fald vistnok bleven paavirket af det hjemlige Ord ''steinn'' «Sten», hvormed Nordboerne kunde have sat det udenfra optagne Ord i For bindelse, ettersom en Sten kunde være farveholdig.

At det franske Stammeord ''teindre'' «farve» havde faaet Indflydelse paa Betydningen af ''steina'' «male», kunde navnlig støttes derved, at glfr. ''teint'', plur. ''teinz'' «peinture» ofte Andes brugt om Skjolde, ligesom oldn. ''steinn, steindr'' findes brugt, hvor der er Tale om Skjolde.

At den her behandlede Ordstamme kunde være laant fra Fransk, lader sig støtte fra flere Sider. Jeg har søgt at vise, at et andet Ord, som forekommer i Brages Digte, nemlig ''rósta'', er laant fra Fransk; se S. 31 f. ''steindr'' findes brugt om Skibe, Skjolde og flere Gjenstande, ved hvis prydelige Udstyr fremmed Indflydelse ellers lader sig paavise. Og endelig findes der, saa vidt jeg véd, ikke hjemlige Ord, som svare til ''steinn'' «Maling», ''steina'' «male», glsv. ''stena'', i norske, svenske eller danske Dialekter i Nutiden, endsige i andre germanske Sprog<sup><span id="4">([[#Note4|4]])</span></sup>.

Hvis Ordet ''steinn'', som i Brages Digt er brugt om Skjoldets Maling, er af fransk Oprindelse, da har Digteren vel snarest lært det at kjende paa Vikingetog i Frankrige, og da kan den Brage tillagte Ragnarsdraapa, hvad enten den er saa gammel som fra 840 eller ikke, ogsaa have optaget Sagn fra kristne Folk.

Det af Brage priste Skjold siges at have været prydet med billedlige Fremstillinger af mythiske og heroiske Sagn. Man skal vel tænke sig, at Billederne var anbragte paa Skjoldets Træværk.

Den Omstændighed, at Skjoldet var bemalet, forhindrer ikke, at Billederne var udskaarne. Man har endnu endel fra den yngre Jærnalder bevarede Træstykker, som er prydede baade med Udskjæringer og med Farver. Saaledes i Gokstad- Skibet<sup><span id="5">([[#Note5|5]])</span></sup>  og i Dronning Tyres Høi i Jellinge<sup><span id="5">([[#Note5|5]])</span></sup>.

Billederne paa det af Brage besungne Skjold omtales som figurrige. De skal vistnok tænkes at have dannet forskjellige Afdelinger, der var adskilte fra hverandre ved smale Metalbeslag. Til hver af disse Afdelinger paa Skjoldet har sandsynlig svaret et af Digtets ved stef fra hverandre skilte for skjellige Afsnit.

I ét Felt skal man have seet Kong Jarmunrek i sin Hal, i hvilken Sorle og Hamder har trængt ind for at hævne sin Søster. Kongen er falden ned i en Pøl af Øl og Blod. Hans Hænder og Fødder ligge afhugne paa Gulvet. Ved Siden heraf har der været en Fremstilling af Jarmunreks Mænd, som kaste Stene paa Sorle og Hamder, saa at disse falde.

I et andet Felt paa Skjoldet skal man have seet Kampmøen Hild, som er kommen til sin Fader Hognes Skibe og byder ham en Halsring fra sin Elsker Heden, men dog egger til Kamp. Hogne med sine Mænd skynder sig fra Skibene til Strid mod Heden.

Et tredje Billede har fremstillet Gevjon, som med fire Okser for Plogen pløier Sjælland løst fra Gylves Land Sverige.

Til det samme Digt har sandsynlig hørt de Vers, som skildre Thors Fiskefangst. Guden sidder i Hymers Baad. I venstre Haand holder han Snøret, som ligger stramt over Baadripen, og trækker med det Midgardsormen fra Dybet. I høire Haand løfter Thor Hammeren mod Uhyret, som stirrer op til ham. Hymer, som sidder i Baaden med Thor, er ifærd med at overskjære Snøret for ham.

Ogsaa Digtet Haustl&#491;ng, som tillægges Tjodolv fra Hvin, besynger mythiske Begivenheder, som var fremstillede paa et til Skalden skjænket Skjold.

I Egils Saga Kap. 78 fortælles det, at et Skjold, som Haakon Jarl gav Skalden Einar Skaalaglam, var prydet med Billeder af gamle Sagn, og at Billederne var adskilte ved Strimler eller smale Plader af Guid, som var lagte over Træ værket<sup><span id="7">([[#Note7|7]])</span></sup>. Om dette Skjold digtede Egil en Draapa.

Saxo Grammaticus omtaler lignende Afbildninger paa Skjolde i den sagnhistoriske Tid i Norden. Han fortæller, at Amleth lod sig gjøre et Skjold, hvorpaa han fik malet alle sine Gjærninger<sup><span id="8">([[#Note8|8]])</span></sup>, og at han tog dette med sig til Britannien.

Ifølge Vers, som Saxo lader Hildiger kvæde, har denne et svensk Skjold med malede og udskaarne Billeder, som frem stille hans Bedrifter<sup><span id="9">([[#Note9|9]])</span></sup>.

I Skáldskaparmál siger Snorre, aabenbart med Tanken paa Brages og paa Tjodolvs Digt: «I Hedendommens Tid var det Skik at pryde Skjoldenes Runding med Billeder»<sup><span id="10">([[#Note10|10]])</span></sup>.

Om det af Brage beskrevne Skjold bemærker Vigfusson (Corp. poet. bor. II, 4): «The shield which Bragi describes, may have been not unlike those of Homer and Hesiod. Like them too, it was probably of foreign design and make. The lively fancy of a poet would identify the struggling monsters on an eastern target with Thor and the Beast . . as wc know that Warangian tradition declared the statues in the Hippodrome at Constantinople to be the images of their own Wolsungs and Giukungs.»

Inet taler efter mit Skjøn for, at det af Brage besungne Skjold har været et østerlandsk Skjold. Det synes mig ogsaa uantageligt, at det har været et Skjold, hvis Billeder i Virkeligheden har førestillet noget ganske andet end, hvad de efter Digtet skal forestille. Med Vigfussons Opfatning synes den i Digtet givne detaljerede Beskrivelse mig uforenelig.

Imod den taler ogsaa den Omstændighed, at en af de mythiske Scener, som efter Brages Digt skal have været fremstillet paa Skjoldet, virkelig findes afbildet paa en fra den tidlige Middelalder bevaret Gjenstand, rigtignok ikke paa et Skjold. En Sten fra Gosforth i Cumberland, som er afbildet i Aarbøger f. nord. Oldk. 1884 S. 35, har nemlig udhugne Figurer, i hvilke Stephens med rette har fundet en Fremstilling af, at Thor, som sidder i Baaden med Hymer, fisker efter Midgardsormen. Dette Sagn var ogsaa ifølge Ulv Uggessøns Husdraapa gjengivet i Billeder i Olav Paas Hal paa ''Hjarðarholt'' paa Island.

At man i gamle Dage havde Billeder, som fremstillede Sagnet om Sorle og Hamder i Jarmunreks Hal, er rimeligt, fordi mange andre Scener af Volsungesagnet blev Gjenstand for kunstnerisk Behandling.

Man har i Norden fra den Periode, som gaar nærmest forud for den egentlige Vikingetid, eller fra dennes Begyndelse fundet Dele af flere Skjolde, som paa andre Maader er rigt udstyrede<sup><span id="11">([[#Note11|11]])</span></sup>.

Men der er fra den nordiske Oldtid ikke bevaret det ringeste Stykke af noget Skjold, som kan sees at have havt billedlige Fremstillinger af mythiske eller heroiske Sagn. Jeg tør dog ikke benegte, at saadanne Skjolde virkelig kan have forekommet i Norden i Hedendommens Slutning, men jeg opfordrer nordiske Archæologer til at udtale sig om dette Spørgsmaal. Jeg vover ikke at paastaa, at alle de i det foregaaende nævnte Beretninger om slige Skjolde ene og alene skulde grunde sig paa digterisk Fiction. Græske og romerske Digtere har i navnkundige Digte vidløftig beskrevet Skjolde, som de lade Sagnets Heroer bære, og som skal have havt billedlige Fremstillinger af Myther og Sagn; saaledes har Homer i Iliaden beskrevet Achilles's Skjold, Hesiod Herakles's og Virgil Æneas's. Men jeg tør ikke derfor antge, at alle Beretninger om nordiske Skjolde med billedlige Fremstillinger af Myther og Sagn skulde umiddelbart eller middelbart ene og alene være fremkaldte ved disse sydlandske digteriske Beskrivelser, uden at tilsvarende Skjolde virkelig fandtes i Norden.

Imod en saadan Mening taler navnlig Fortællingen om det Skjold, som Einar Skaalaglam fik af Haakon Jarl og gav til Egil Skallagrimssøn. Thi denne Fortælling synes, om den end kanské ikke i alle Stykker er fuldt historisk, dog i det væsentlige at maatte være paalidelig. Sagaen fortæller udførlig om dette Skjold. Det blev under et Bryllup paa Island ødelagt derved, at det blev kastet i et Syrekar, hvoretter Egil lod tage Guldpladerne af. Man har heraf sluttet, at der ved Malingen paa Skjoldet ikke var anvendt Oljefarve<sup><span id="12">([[#Note12|12]])</span></sup>.

Det er let forklarligt, at Sagnet, saaledes som i Fortællingerne hos Saxo, kan have henført Skjolde med billedlige Fremstillinger af Heltebedrifter, naar saadanne virkelig fandtes i Norden, til Personer og Tider, som de ikke historisk har til hørt. I Saxos Meddelelser om Amleths og Hildigers Skjolde kan ogsaa meget skyldes den lærde danske Forfatters egen Udsmykning, f. Ex. det, at Billederne paa Skjoldene fremstilles ikke blot som bemalede, men som formede ved Maling<sup><span id="13">([[#Note13|13]])</span></sup>.

Hvilket Trin i Kunstens Udvikling har nu de i Brages Ragnarsdraapa beskrevne Billeder paa hans Skjold tilhørt? Til hvilken Tid henvise disse Billeder, hvad enten de blot har været udførte i Digtet eller tillige paa et virkeligt Skjold? Dette er et Spørgsmaal, som Ingen, saavidt jeg véd hidtil har fremsat, naar jeg ser bort fra de i det foregaaende tilbageviste Ytringer af Vigfusson. Endnu mindre har Nogen besvaret dette Spørgsmaal.

Fremstillingsmaaden og den kunstneriske Stil i Billederne paa Brages, Tjodolvs og Einar Skaalaglams Skjolde har vi ikke Midler til at bestemme. Men det er umiskjendeligt, at disse Billeder ved sine Gjenstande staar i historisk Forbindelse med den kunstneriske Virksomhed, der mellem 975 og 990 afbildede mythiske Begivenheder i Olav Paas Hal paa Island. Et af Billederne i denne Hal fremstillede den samme Begivenhed som et af Billederne paa Brages Skjold, nemlig Thors Fiske fangst. Og de to Billeder fremstillede netop det samme Moment i Handlingen, nemlig det at Midgardsormen stirrede paa Thor.

Led i den samme Kunstudvikling er fremdeles de over Norden spredte Billeder, som fremstille Scener af Volsunge-Sagnet, f. Ex. Sigurds-Ristningen paa Ramsunds-Berget i Sødermanland.

Mange saadanne Fremstillinger af mythiske og sagnhistoriske Begivenheder er endnu bevarede. Andre omtales i gamle Skrifter. De nu bevarede, af hvilke de fleste er fra den kristelige Tid, er udskaarne i Træ eller indhuggede i Sten. Men der omtales ogsaa saadanne Billeder, som var indvirkede i Tæpper.

I disse vidtspredte Udslag af en kunstnerisk Virksomhed, som søger i Træ, Sten eller andet Materiale at fremstille Scener af de i Norden besungne mythiske eller heroiske Sagn, danne de i Brages Ragnarsdraapa besungne Billeder paa hans Skjold et Led. Men denne Kunstvirksomhed kan i Norden ikke paavises før i Hedendommens Slutning. De Forsøg, som Worsaae har gjort paa at sætte de her omtalte Billeder, som fremstille nordiske Myther og Sagn, i Forbindelse med Fremstillingerne paa Hornene fra Gallehus og paa Guldbracteaterne fra Mellemjærnalderen, tør siges at have glippet.

Derimod maa det fremhæves, at billedlige Fremstillinger, der med Hensyn til sine Gjenstande aabenbart er nær beslæg tede med de her omtalte nordiske, forekommer i Nordengland tidligere end i det skandinaviske Norden. Jeg henviser i denne Henseende til det northumbriske Skrin af Hvalben, som Franks har skjænket til det britiske Museum. Dette Skrin, som man henfører til det 8de Aarh., er prydet med Billeder og forsynet med Indskrifter i northumbrisk og latinsk Sprog. Tegninger er udgivne af Stephens i Runic Monum. I S. 471—475. Her fremstilles paa én Side Romulus og Remus, som dier Ulv inden; paa en anden Titus, som stormer Jerusalem, medens Jøderne flygte. Men to andre Sider har Billeder, som gjengive Scener af et hjemligt heroisk Sagn, nemlig Digtningen om Smeden Weland og hans Broder Bueskytten Ægili.

Fremdeles henviser jeg til Billederne paa det mærkelige Stenkors i Gosforth i Cumberland. Stephens har den store Fortjeneste ogsaa at have meddelt nøiagtigere Kundskab om dette. Beskrivelse og Tegninger findes i Aarbøger f. nord. Oldk. 1884 S. 8—30 og i the Rev. W. S. Calverleys Afhandling i The Archælog. Journal, Vol. XL (London 1883) S. 143—158. Paa dette Kors, om hvilket jeg andensteds agter at tale mere, er fremstillet bibelske Scener. Vi se saaledes her Kristus, som er stukken under Armen med Lansen af Longinus, ved hvis Side Maria Magdalena staar med Salvekrukken. Men vi finde paa dette Kors ogsaa Fremstillinger, der fuldstændig ser ud som Afbildninger af nordiske mythiske Scener. Saaledes efter Stephens's Tydning den bundne Loke og over ham Sigyn med Skaalen. Desværre er det endnu ikke sikkert bestemt, hvad Tid dette Mindesmærke tilhører. Stephens henfører det til 6te eller 7de Aarh.; men de Grunde, han anfører herfor, synes ingenlunde fyldestgjørende.

Efter Sophus Mullers Undersøgelser om Ornamentik i Aarbøger for nord. Oldkynd. 1880 synes Gosforth-Korset ikke at kunne være fra en ældre Tid end 9de Aarh. Og hvis det er rigtigt, at dette Kors har Fremstillinger af den nordiske Hedendoms mythiske Begivenheder, saa kan Korset ikke være reist, før Nordboerne var komne til England, altsaa ikke før 9de Aarh.

Jeg henviser endelig til den allerede før nævnte flade Sten i Gosforth i Cumberland, paa hvilken Thors Fiskefangst er afbildet. Se Tegningen i Aarb. f. nord. Oldk. 1884 S. 35. Jeg ser ingen Grund til at henføre denne Sten til en ganske anden Periode end det store Kors i Gosforth.

Det syiies mig utvivlsomt, at de nordiske Billeder af mythiske og heroiske Scener staar i historisk Sammenhæng med de nordengelske. Thors Fiskefangst er jo bleven fremstillet baade paa Gosforth-Stenen i Cumberland, paa Brages Skjold og i Olav Paas Hal. Paa Gosforth-Korset har Stephens fundet den bundne Loke med Sigyn afbildet. Andre Scener af Loke-Mythen var fremstillede i Olav Paas Hal og ifølge Digtet Haustl&#491;ng paa Tjodolvs Skjold.

Men Afbildninger af den germanske Sagnhistories Scener kan tidligere paavises i Nordengland, det ældre Culturland, end i det skandinaviske Norden. Herved synes det at være godt gjort eller i det mindste at være gjort overveiende sandsynligt, at den Kunstvirksomhed, som fremtraadte i de Billeder, der ifølge Brages Digt fandtes paa hans Skjold, ligesaavel som i Billederne i Olav Paas Hal, er fremkommen i Norden ved Indflydelse fra nordengelsk Kunst. Men heraf følger igjen, at Brages Digt ikke kan være saa gammelt som fra 840, men maa være fra en senere Tid, da stærk Indflydelse fra engelsk Cultur havde gjort sig gjældende hos den norske Folkestamme. Snarest synes Digtet efter de i det besungne Billeder at være fra omtrent samme Periode, som Ulv Uggessøns Digt om Billederne i Olav Paas Hal.

Naar Brages Ragnarsdraapa ikke er ældre end anden Halv del af 10de Aarh., da maa det være en Fiction, at Digteren har seet de Billeder, som han besynger, paa et Skjold, som Ragnar Sigurds Søn havde skjænket ham selv. Men vel antager jeg, som allerede i det foregaaende antydet, at den virkelige Digter, der levede i anden Halvdel af 10de Aarh., havde seet saadanne eller lignende Billeder fra sin egen Samtid, hvad enten han havde seet dem paa et Skjold (hvilket jeg ikke tør erklære for umuligt) eller paa en anden Gjenstand og hvad enten han havde seet alle de Scener, han omtaler som gjengivne paa det af Ragnar skjænkede Skjold, afbildede paa en og samme Gjenstand (hvilket jeg ei vover at benegte) eller ikke.

Ifølge det foregaaende har det vistnok været i Nordengland, at Nordboerne i Hedendommens Slutning først, efter de angliske Northumbrers Forbillede, afbildede Scener af Myther og Sagn. Det var vel ogsaa i Nordengland, at saadanne Afbildninger først fremstilledes paa Skjolde (hvis Beretningerne om Billeder paa Skjolde overhoved staa til Troende). Men jeg vover ikke at afgjøre, om dette isaafald først skede hos Englændere eller hos Nordboer og hvorvidt de sydlandske Digtninger om Æneas's, Achilles's og Herakles's Skjolde derved havde nogen Indflydelse eller ikke.

Jeg vil ingenlunde paastaa, at de i det foregaaende om handlede og fra anden Halvdel af 10de Aarh. hidrørende norske og islandske Afbildninger af mythiske og heroiske Scener var slaviske Etterligninger af angelsaksisk Kunst. Det modsatte er sandsynligt, fordi de nordiske Kunstneres Valg af Æmner for en stor Del var selvstændigt. Jeg vil heller ikke paastaa, at angelsaksisk Kunst var den eneste fremmede, under hvis Indflydelse de billedlige Fremstillinger af nordiske Myther og Sagn opkom og udviklede sig. Jeg tænker her snarere paa Indflydelse fra vesterlandsk Cultur i videre Omfang, saa at ogsaa irsk Kunst kunde virke med paa den nordiske. Herfor taler den Omstændighed, at Forfattelse af Skjolddigte ikke er kommen i Brug uden Paavirkning fra irsk Kunstdigtning, hvilket jeg i det foregaaende har begrundet. Fremdeles taler herfor Olav Paas Forbindelser med Irland<sup><span id="14">([[#Note14|14]])</span></sup>. At Indflydelse fra irsk Cultur gjorde sig gjældende i Olav Paas Omgivelser, derom har vi et litterært Vidnesbyrd i Ulv Uggessøns Digt. Thi netop deri, at dette er en Husdraapa, at det beskriver et Hus, viser sig Paavirkning fra irsk Kunstdigtning<sup><span id="15">([[#Note15|15]])</span></sup>.

Længe efter det 9de og 10de Aarh. finde vi hos Nordboerne ogsaa i Britannien Gjengivelser af de heroiske Sagn i Billeder. George F. Black har<sup><span id="16">([[#Note16|16]])</span></sup> meddelt Tegninger og Beskrivelse af en paa Øen Man funden udhuggen Sten fra Slutningen af 11te eller Begyndelsen af 12te Aarh. Paa dens ene Side er fremstillet Sigurd, som steger Ormens Hjærte ved Ilden, og bag ham en Fugl og Granes Hoved. Derunder Ormen og under denne igjen Sigurd med draget Sværd. Paa Stenens anden Side ser man en Mand med høi Hat og sid Kjortel, hvis Hænder er bundne. Fødderne skal være bundne sammen i en dobbelt Ring. Bag denne Mand er afbildet en Slange, hvis Hoved er i lige Linje med Mandens Hoved, men vendt til den modsatte Side. Black mener, at Manden er den bundne Loke. Jeg ser i ham snarere Gunnar i Ormegaarden. Black nævner S. 337 f. flere Billeder fra England, om hvilke man har formodet, at de fremstille heroiske Sagn, men ved hvilke dette ikke er fuldt bevist. 


----


'''Fotnoter:'''

<small>(<font color=#0033CC>▲</font color=#0033CC> etter fotnoten fører tilbake til teksten)

<ol start="1">

<li><span id="Note1"> Udtrykket greit er valgt i Overensstemmelse med, at Skjoldet betegnes som «Rungners Fodsaalers Blad». [[#1|▲]]</span>

<li><span id="Note2"> 2) Saaledes Vigfusson i Icel.-Engl. Diet. og The Century Dictionary. Vigfusson nævner i samme Betydning som eng. to ''stain'' et ags. ''stánjan'', som aldrig har existeret. [[#2|▲]]</span>

<li><span id="Note3"> Denne Betydning forudsættes baade af eng. ''disteinen'' og af gl.fransk ''destainture de coleur'' «marque, tache». Dog kan jeg ikke paavise, at fr. ''desteindre'' er saa gammelt, som det maa være, hvis oldn. ''steina'' «male» skal være en Omdannelse deraf. [[#3|▲]]</span>

<li><span id="Note4"> At Kobbervitriol nu kaldes «Blaasten», er væsentlig forskjelligt. Ligesaa at Okker i Ags. kaldes ''geolu stán'' (gul Sten). [[#4|▲]]</span>

<li><span id="Note5"> Se Nicolaysen, Langskibet fra Gokstad, S. 41 q og S. 44 c, PI. XI Fig. I—5. Herpaa har Prof. Rygh gjort mig opmærksom. [[#5|▲]]</span>

<li><span id="Note6"> Se Kongehøiene i Jellinge, S. 22 f. og :avle XV og XVI. [[#6|▲]]</span>

<li><span id="Note7"> ''Hann var skrifaðr fornsogum, en allt milli skriptanna voro lagðar ifer speingr af gulli''. [[#7|▲]]</span>

<li><span id="Note8"> In scuto quoque, quod sibi parari jusserat, omnem operum suorum
contextum . . . exquisitis picturæ notis adumbrandum curavit (lib IV, p. 154 M.). [[#8|▲]]</span>

<li><span id="Note9"> <blockquote>
Ad caput affixus clypeus mihi Sveticus astat,
<br>Quem specular vernans varii cælaminis ornat,
<br>Et miris laqueata modis tabulata coronant.
<br>Illic confectos proceres pugilesque subactos,
<br>Bella quoque et nostræ facinus spectabile dextræ
<br>Multicolor pictura notat; medioxima nati
<br>Ulita conspicuo species cælamine constat.
</blockquote>

(lib. VII p. 357 sq. M.). Jfr. F. Magnusen Lex. myth. 885 sq., Notæ uber. in Sax. p. 129.<br>&nbsp;&nbsp; I de til Saxos latinske Vers svarende norske Verslinjer i Fornald. s. II, 485 heder det kun: ''Stendr mér at h&#491;fði'' | ''hlíf en brotna,'' | ''eru þar taldir'' | ''tigir ens átta'' | ''manna þeira'' | ''er ek at mordi varð''. [[#9|▲]]</span>

<li><span id="Note10"> Á fornum skj&#491;ldum var títt at skrifa r&#491;nd þá er baugr var kallaðr (Sn. E. I, 420). [[#10|▲]]</span>

<li><span id="Note11"> Se bl. a. Teckningar ur svenska statens historiska museum, 1873, PL I; Stolpe og H. Hildebrand i Ant. tidskr. f. Sverige VIII S. 18—20 og £. 44—47. [[#11|▲]]</span>

<li><span id="Note12"> Weinhold, Altnord. Leben S. 428. [[#12|▲]]</span>

<li><span id="Note13"> Hverken Ordet ''fátt'', der bruges om Billederne paa Skjoldene i Brages
Ragnarsdrápa og i Haustl&#491;ng, eller ''skript, skrifa'' maa nødvendig forstaaes om Maling. [[#13|▲]]</span>

<li><span id="Note14"> Brøndsted (i Norsk Hist. Tskr., 2den Række, 111 S. 37—49) betvivler Authentien af Brages Digte og mener, at Olav Paa i Irland har faaet Ideen til Billederne paa Hjardarholt. [[#14|▲]]</span>

<li><span id="Note15"> Flann Mac Lonain i Slutningen af 9de Aarh. beskrev i et Digt Cenn Corads Palads i Cill-dalua, det nuværende Killaloe, (O'Curry Mann. and Cust. II, 98). Der er flere Digte af lignende Indhold, Huskvæder, som man kundo kalde dem, i den irske Litteratur. [[#15|▲]]</span>

<li><span id="Note16"> I Proceedings of the Society of Antiquaries of Scotland, June 13, 1887. [[#16|▲]]</span>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på norsk]]
[[Kategori:Sophus Bugge]]