Vis kilden til XI. Om det som falder eller faaes paa Grønland

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=XI. Om det som falder eller faaes paa Grønland]] !!  !! 
|-
|}


<div align="center"><big>'''[[Det gamle Grønland]]'''</big>

Forestillis af authore <br />
'''[[Thormod Torfæus|Tormod Torfessøn]]'''

Oslo 1927
</div>


<div align="center"><big>'''XI. Om det som falder eller faaes paa Grønland'''</big></div>


Forbem: Erchebiskop har paa sin givne Instrux opsætt deels wahrer, som hand vilde hafve fra Grønland; hvoraf nochsom berettis, hvad for diur derudj Landet var at finde, endten som Landet selv giver, eller og andensteds fra, did kommer og saa fanges: næfnlig: Sobell, Maar, hvide-falcke, loss Ulfve, Reve, Hyæner, hvalfiske, Sel-hunde; og her iblant et slags, som kaldis Rostungur (eller Rossmer) hvilket diur Arngrim saaledis beskriver. Det er eet diur, som lever baade paa Landet, og Wandet dog mest i Vandet, det er 12. 14 eller 15 alne langt og ligesaa tygt; dog der ere vel ogsaa nogle iblant som ere mindre; de har haar [''et hud''] som een søe-Kalv, mens langt tyckere, hvoraf kand slagis Enckelde Reeb, eller Ræmer saa stærcke, at iche 60 føre sterke Mænd ere goed for at slide det i støkker; saasom Jeg for mig finder skreven. Den siges at have i den øfverste Kiæbe 2<sup>de</sup> mægtige tænder, som findes iblant ved toe allne lange (den boeg Speculum Regale siger icke over een Halv aln) og at desligeste Denne Røstungur dem faaer ind i Reverne af Biergene i søen, og bliver saa hengende derved og sover; hvilcket den vel ogsaa undertiden giør i stranden, eller og i de Huuler, som løber fulde af søen, naar vandet falder. Og at, naar den enten sover eller og den ligger paa tørre, den da bliver af fiskere, og Indbyggerne fanget, og er dette diur saavel paa Iisland som Grønland at finde. Af hans tycke huud har de tilforne giort Ancker-tov, og andre Reeb, og kaldes paa Iislandsk baade Huuden og Reebet Svørdur. Hvorofver voris Landsmand Hallfred, der hand eengang saae, at ancker-tovet baade over den strænge søe, og Storm vilde briste; har saaledis sagt:

:Færum Festar Vorar,
:Ferr Særok at Knerri
:Svørd tekur helldr at herda etc.

Og deraf er det ord Svardreip kommet, som hos os er velkiendt. Og pleiede i fordum tid Iislenderne og Grønlænderne faa stor gunst hos de Danske og Norsche Konger, naar de forærede dem denne Rostungs-huud. Saavidt Arngrimus.

Men nu er dette diur saa kiendt, at det ei behøver nogen beschrivelse, siden Hollandsche og andre Nation[er]s Søefarne folch kommer hvert aar paa Hvalfangene, besynderlig til Spitzberg; der er et gammel skrifft, som ydermeere fortæller om dette diurs striid med hvide Biørne, og siger der schal vere en stor fiendskab imellem dem, og at den had tiit bryder ud til en skarpeste Striid, ret ligesom imellem Reve og Hunde; Biørnen hielper sig med foeden, Rostungen med tenderne; og iche kommer de sammen, uden de begge døer.

Det er iche uden fare at fange Rostungen, dersom mand falder den bag til an; thi naar den fornemmer mand vil fange ham, kaster den sig viid aaben over dem og dræber baade dem og sig selv: og det giør hand for den synderlige omhue hand bær for tænderne, at der iche schal komme blod eller skarn paa dem; Ja det er og befundet, at Een Fæhyrde med en Spade har dræpt een af dem, i det hand har besprettet tænderne med skarn; Dette maatte ieg anføre, saasom Arngrim siunes ey at have troed den, som hand har funden det hos, og derfor gaaet det forbj. Iblant fische nevner forbe<sup>mte</sup> Erche-bisp om Lax. Iblant fugle om Hvide falcke, befaler og andre adskillige Diuurs Huuder at føris til sig; item guld og sølv af Jordens Aarer at opgrave; Saadan Herlighed finder Jeg ei videre af samme Erche-bispes forteignelsse. Men een Boeg som tilforn er talt om, Speculum Regale kaldet, legger til de Diuur, som nu er talt om, saa og Harrer, og Schovgiedder, og det i saa dan ofverflødighed, at deraf lættelig kand sluttes, Grønland monne være et fast land; eftersom dett ey vell er mueligt, at paa øerne kunde saa hastelig værit aflet saadan stoer Mængde af kuns nogle faae, som mand har ført did.

Der siges og at der schal vere hvide Biørne, anderledis artet end de sorte, thi de som gaar omkring i Skoverne, river fæ, Hester og andet ihiel, sig til ophold mod hungeren. Hine igien elsker Iis, og leve af Springhvale og Selhunde, og svemme i Hafvet, i hvor sterkt det og bruser, og skyer hvercken for Hvale eller Selhunde. Saadan slags Biørne ere tiit dreven derfra til Norge; men dog offtere til Iisland paa store stycker Iis, som de træde ud paa for at fange Selhunde. Saa hender det sig tiit, at, naar hand med Iisen og af winden kand forsettis langt hen i hafved, icke tør svemme til land, af frygt for de store Hvalfiske, som ere ligesaa slemme imoed Biørnene, som Biørnene ere imod de smaa, hvorfore den holder for det sickerste at blive paa Iisen, og den forlader hand ei lettelig, ti hand har mad noch af de mangfaaldige Selhunde naar de schal faae unger, som er oven paa Iisen, og af Fiske som yngle under Iisen, til tryghed for Hvalene at blive indslugt af. Men naar Iisen kommer nermere til Landet, saa Biørnen faar det i sigte, da svemmer hand og hastig did; som Undalinus fortæller at være skeed for nogle aar siden udj Kelvig i Findmarcken, at en hvid Biørn er der kommen og giort Indbyggerne stor Skade, før de finge slaget ham ihiell. Der fortællis og at aar MCCCXXI, skulle een grum stoer Biørn af samme slag være kommen norden paa Iisland, hvilchen skal have slaget 8<sup>te</sup> mennischer ihiel, og refvet dem alle i smaa støcher.

Berius i sin beskrivelse taler og om tamme diur, saasom, stude, faar og heste udi mangfaaldighed, som ogsaa denne ombem: bog beviiser, og legger endda Geeder udj mangfaaldighed dertil, og stor mengde af Fugle, saasom, Svane, Ender; adskillige slags Falcke, hvide og Askegraa; et træffeligt slags Rafne, ogsaa hvide Ørne, hvilket Biørn af Schardsa vidner; der hand saaledis herom i sit Skrift har indført. Wj Islændere, siger hand, fornemmer at med Iisen fra Grønland, kommer vel ogsaa her hid sneehvide Falcke, som og Rafne der ere mesten ganske hvide; Ja, der er nylig seet Een, som var iidel hvid. Der bygde og en ganske hvid Ørn paa Strand, som for faae aar, er hidkommen; hvilken, da de iche kunde faa fanget den levendes, har de heller iche villet slaa den ihiel. Der ere ogsaa mangfaaldige Hvalfiske og Selhunde: mens i særdeelished, melder Speculum Regale om 6 slags, som altid søger Iisen.

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Thormod Torfæus]]
[[Kategori:Grønlandica]]