Islandske Oldtidslevninger

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Udgravning fra Skridukloster (1400-tallet)
Foto: Wikimedia

Islandske
Oldtidslevninger

ved
John Olafsen
fra Gunnavik

Meddelt med Anmærkninger ved
Prof. Erich Christian Werlauff

Antiqvariske Annaler
Andet Bind
1815

Saa rigt som Island har været paa skrevne historiske Mindesmærker, saa fattigt viser det sig derimod paa saadanne Levninger fra Hedenold eller Middelalder, der kunde afgive Bidrag til Archæologien. Man vil ikke finde dette underligt, naar man overveier, at Øen fik sine Indbyggere paa en Tid, da mange af de Høie, Steensætninger og Kredse, vi endnu skue omkring os i det øvrige Norden, alt existerede, at Christendommen blev indført der 130 Aar efter Landets Bebyggelse, og at følgelig Tiden blev den hedenske Cultur for kort til at forevige sig ved mange af hine Monumenter, at Landet aldrig har været synderlig folkerigt, og Folket ikke havt Love eller, i Følge sin politiske Stilling, Anledning til at efterlade sig nogle af de Værker, hvis Rudera i andre Lande tildrage sig Oldgrandskerens Opmærksomhed, og endelig at Naturrevolutioner have bidraget saameget til at forandre selve Øens Overflade. Disse tilligemed flere Grunde af Islands physiske og politiske Beskaffenhed maa det tilskrives, at det har faae Gravhøie og Steendysser, næsten ingen Runestene, ingen Levninger af faste Borge, af gothiske Kirker eller Klostere, ingen prægtige Gravmæler, og at der er fundet saa lidet andre Levninger fra Oldtiden. Og dog fortiener det lidet, som dette classiske Land endnu maatte have tilovers af sligt, at kiendes og undersøges, saa meget mere som det i flere Maader kan bidrage at oplyse de gamle Islænderes historiske Frembringelser. Hvad man hidtil vidste om islandske Monumenter, saasom Gravhøie, gamle Befæstninger, Huler, Skibstomter, oeconomiske Anlæg o.s.v. indskrænkede sig til det som Olafsen og Olavius i deres Reiser have efterladt os. Det torde altsaa være overeensstemmende med disse Annalers Plan her at meddele, med Udeladelse af det uvæsentlige, følgende hidtil utrykte Beskrivelse over islandske Oldtidslevninger, af den gamle lærde islandske Philolog og Antiqvar og første Stipendiarius Magnæanus John Olafsen fra Gunnavik, forfattet i Aarene sytten hundrede og nogle og halvtredsindstyve, som, uagtet vel meget af den er skrevet efter Andres Fortælling og af Hukommelsen, og uagtet Forfatterens Kritik just ikke var synderlig skarp, dog indeholder saa meget hidtil ubekiendt, at den fuldelig fortiener at kiendes og nyttes.

Relation om nogle Forn-mænds Gravstæder
(kaldet Høie, Kumle, Dynger og Dysier)
som forefindes udi Island og Norge.
Item om de Forn-mænds Høie
eller Gravstæder, hvor udi
mand haver fundet
nogen Rariteter
eller Penges
Værdie.



§. 1.

Udi Isefiord-Syssel for vesten Isefiords Dyb paa Stige-Hlid, som strækker frem imellem Bolungerviig og Skaaleviig, denne Stiga-Hlyd ligger til Nordvest fra Bolungerviig. Der er en Høy, kaldet Ølvers Høy. Den er stoer og aflang. I den har mand gravet. Samme Høy er opbygt af stort og stærkt Tømmer, under et Vandspring. Der er et Hul oven hos Ryg-Aasen paa den Ende som ligger til Søen, og vender Høyen lige i Nord. Der udaf skal gaa megen Stank og U-lugt. Mand siger for vist, at nogle Søe-Mænd i Bolungerviig skal have bedet den bekiendte Poet og Herere Thorleif, der levede omtrent 1560 eller tidlig udi 1600, at hand vilde viise dem Giengangeren. Fra denne Høi (det er Ølvers Høy) kand mand see Grettes-Skaar paa Fiældet Rit, som staaer i Nordost fra Isefiords Dyb, og norder fra Adelviigen. Under dette Fiælde-Skaar er Ølvers Kamerat bleven begravet, efter Folks Beretning. Men Grettes Flad-Steen er oppe i Skaaret. Vestfiordemænd sige, at bemelte Grettes Flad-Steen skal staae oven paa Fiældet Rit, og skal der være Hul paa samme Steen, hvor igiennem mand skal kunde see Gunbiørns Skiær 24 Søe-Miile fra Landet, lige nordvest, eller dog mere til nord. Men Korss-øer ligge nordvest fra Biargtøngum i Bardestrand-Syssel, meer en 26 Søe-Miile fra Landet. Disse Øer ere to eller tre, og ikke ret store. Omkring dem er hvid Sand og flak Grund, og ligge de meget lavt i Havet.

§. 2.

Ligesaa har man gravet udi Hillder-Høy, som ligger paa een Fiæld-Hals i Isefiord-Syssel, og er saa sagt, at der skal være fundne to Klokker, de samme som hænge ved Grunneviigs Kirke, og endnu (Anno 1753) ere der sammesteds. Ligeledes tvende smukke Lysekroner, hver af dem skal have omtrent 36 Arme, som ere meget veldannede. Den Præst som der da var (Hr. Gisle Hannesson) da jeg kom didhen 1716, (men jeg er fød paa samme Kirkested Anno 1705 tidlig om Natten mellem den 16. og 17. August, og døbt Søndagen efter den 18de inter sacra, eller i Messen, og var bemeldte Præst Hr. Gisle Successor efter min Fader, som døde sammesteds i Koppe-Pæsten 1707 om Høsten ni fallor 23 September) sagde, at bemeldte tvende Klokker og begge Lysekronerne vare opgravne af benævnte Hilderhøj.

§. 3.

De to Søstre, som byggede Hviidenes udi Seidesfjord, siges at have heddet den ene Hviid, men den anden Alhviid. Man vil sige, at deres Bygning endnu staaer paa Hviidenes. De ligge der begge hver i sin Lejde, og en liden Kiste eller Skriin imellem dem, fuldt af deres Klenodier og Forn-mænds Fæe. Efter Folkes Beretning har der tiere end eengang været gravet i det Lejde imellem dem, hvor man mener Skrinet ligger under; men har altid derved passeret Afskyeligheder med adskillige Missyner (som der siges tiest at have passeret ved slige Forne-mænds Lejestæders Opgravelser.) Stundom har Gaarden Hvidenæs syntes at brænde, eller og Himmelen svæve udi lys Lue; stundom Søen at bruse med Fiskefart op paa Landet, og andet deslige. Begge disse Lejder ligge vel et Steenkast fra Gaarden Hvidenæs, i Nordvest.

§. 4.

Kort fra Vatnsfjorde-Præstegaard i samme Issefjord-Syssel, i Sydost, opad til Bygden, saa nær en halv Miil fra Gaarden, hvor en Plads er, kaldet Søjrbroe, staaer en stor og aflang Høj, udaf samme Høj har været graven op en stor Døbefont, en Kobberløve, en Kirkedørsring og en stor Jernmukkert, og dette skal være passeret udi afgangne Provst John Aresens Tider, som da holdt bemeldte Vatnsfjords Præstegaard, som levede omtrent 1670.

§. 5.

Udi Adelviigs Kirkesogn i samme Issefjordsyssel, hos den Gaard, som kaldes Stakk-aardal, er en Høj, kaldet Kistehøj. Det er rimeligt, at der engang tilforn har været gravet i; thi Kjendemærkerne dertil kunde ret klarligen sees der uden om; og menes at der da er seet eller funden en Kirke; hvilket og Navnet bringer med sig, saasom det ikke sluttes af Højens Situation.

§. 6.

Hos den Gaard Botn udi Talknefjord i Bardestrand-Syssel blev gravet til omtrent Anno 1690 udi min Faders Tid (som da var 14 Aar gl., men han levede dog sidstleden Høst 1752 jeg drog fra Island med Landets Fiske-Hukkert). Han sagde, at der fandtes en Kobber- eller Malmkiste, og hos hende 2 á 3 Stykker Malm, eller som messingblandet Kobber; det ene var vel en Fod langt, aflangt og noget spidst til begge Ender, men bredest i Midten, og ligesom 3 flade Karrebaand vare loddet sammen paa Kanterne. Det andet Malmstykke var ongefær 3 Qvarteer, ottekantet, og hartad saa tykt, som en fuldkommen Mandsarm, huult langs ad indvendig og med runde Huller paa nogle af Kanterne. Begge disse Stykker haver jeg seet, men kan ikke gjætte hvortil de ere blevne brugte. Kisten fik man ikke optrukken, endskiøndt man spændte Heste for den, thi Ringen gik bort af Gavlen; og skal samme Ring være hængendes for et Haandgreb paa Løjgerdals Kirkedør. Samme Ring er omtrent 3 Tommer tyk og saa viid, at man kan vel sætte en fuldkommen klædt Mandsarm derigjennem, og Couleuren er som gammelt Klokkemalm.

§. 7.

Fjeldet Hest Foto: Wikimedia

I Sejdesfjord i Issefjordsyssel paa det højeste Fjæld der sammesteds, kaldet Hest, som er gandske viidt Begreb, og tilvisse 1½ tydske Miil omkring. Omliggende Folkes Beretning er, at der paa samme Fjæld skal være en Høj, hvori de Fornmænd skulle være begravne, som først toge Land udi samme Fiord paa den Gaard Foed. Men det er sandfærdig Relation, at Beboerne paa Foed kort for Anno 1700 og ligesaa efter samme Tid, haver gravet i samme Høj; men det Værk er altid blevet til Intet; thi de har ikke seet eller fundet Højen, da de end tænkte at være kommen derhen; at forstaae, naar de har rejst didhen at grave deri, og det haver været deres fulde Forsæt. Der er et Vand (Søe) midt oven paa dette vidtløftige Fjæld, hvorudi den ene Ende af Højen strækker sig.

§. 8.

En Høj er og paa Fjældet op ovenfor Hatterdal, Hvilken Dal som gaaer ind udaf Alftefjord . Derudi veed man ikke at være gravet; men den Fornmand, som ligger i samme Høj, er kaldet Hatter, som først har bygget Gaarden Hatterdal.

§. 9.

I Vatnsfjordedal, liggende sønden for Vatnsfjorde Præstegaard udi en Vandsøe, staaer en Fornmands Høj, midt i Vandet, aflang og dannet ligesom et Lejde. I den Høj har været gravet, som der sees Kjendemærker til endnu i Dag. Dog kan man ikke ret føjeligen komme i samme Høj for Ulejlighed af Vandets Nærværelse, og dets Tilflaad. Og dette er sandt og vist.

§. 10.

Mookolls Høj kaldes en Fornmands Høj, liggende i Mookolls Dal i Strande Syssel. Samme Dal ligger østenværts udi Kollefjord og bemeldte Strande Syssel, i Felds Kirkesogn. Denne Høj ligger i en Fjældkløft, og er den meget fæl og dyb, saa at om man kaster Stene derned, saa skingrer et stærkt Gjenskrald derefter, og ikke skinner Solen paa samme Høj, uden midt om Dagen, da hun gaaer som højest om Aaret.

§. 11.

Ligeledes udi Troldetunge Kirkesogn udi Strande Syssel, hos den øde Gaard og Aasted, som man kalder Guldtunge, skal være opgraven en Kobberkjeddel, hvor stor veed jeg ikke; item et Løvebillede af Kobber, som var huult indvendig, og skal have holdet (efter en gl. Kones Beretning) ongefær 3½ Pot); der sammesteds skal være fundet nogle smaae Fade eller Tallerkener, og andet mere Smaarageri.

§. 12.

Udi Dyrefjord i Isefjordsyssel vesten paa Landet, neden for den Gaard som kaldes Hooler i Sande Kirkesogn, mod østen ved Søen, staaer en meget stor Høj; udi dens ene Ende har været gravet, og er den Grav endnu tilsyne, vel en Mands Højde dyb. Naar man pikker derned med en Jernstang, kan man grant høre Malmlyd derunder.

§. 13.

I Strandesyssel i den Fjord kaldet Vejdelejsefjord, heller end i det Fjæld, som hedder Kaldbak, siger man at skulle være Ønunder Træfoeds Høj, om hvilken Gretters Historie foran formelder var fordum en Søerøver, om hvilken de andre Røvere qvade saaledes:

Trolden annamme den gamle Træfoed.

Troldene styrte dem (Eder) alle.

Den Høj siger man at skal stande paa en Aaebred eller en sandagtig Aabakke, og haver jeg hørt sige, at Jorden skal være der saa forblæst, og Gruus og Sand derpaa saaledes frafalden, at man for omtrent 17 Aar skal have seet et Kjedeløre, saa at man ikke havde meer Umage fornøden den at kunde naae, end at støde den med Foden frem ud af samme Bakke; men det vovede Ingen at gjøre af Frygt og indgroen Overtroe for forventede Missyn og Fataliteter.

§. 14.

Udi Strandesyssel ved Troldetunge Præstegaard er en Høj foran ved Gaarden, udi en Højde, som kaldes Guld-Hool, udi den har været gravet omtrent kort før Anno 1700, og er der fundet en stor rund Plade, ongefær 1½ Qvarteer tvers over (eller i Diameter). Malmen deri var skimmelhviid, da den blev skrabet eller renset af Lignelse som Klokkemalm, med Bogstaver uden om Randen paa Fladen. Paa den ene Side var en Mand ridende paa en Hest med draget Sværd i den ene Haand, men holdt i Tømmen med den anden, ret net og liflig afridset; derhos var en Ring af samme Slags Metal, ikke trind, men kantet paa Randene rundt omkring, og end for det tredie var derhos et rundt Stykke, som lignede en lille Skaal med Hul igjennem Bunden. Det er favert og af Couleur ligesom Guld, og ongefær saa tykt som denne Streg: ▇▇▇▇▇▇

§. 15.

Melkorke Hool staaer østen frem ved Hvamsfjord i Dalesyssel. Det er norden til udi en Kløft, og hælder Holen eller rettere at sige Bratten imod Sydost, og er hun baade faver og grøn. Mig mindes, at det denne Melkorke beskrives udi Historia Laxdalensium saaledes, at hun skal have været en Kongedatter fra Irland, fangen af Olaf Paa, som boede paa Hjarderholt i Laxaardal, og siden blev hans Maitresse. I bemeldte Sted siges hun at være bejordet. Men lidet eller Intet mener jeg nu i disse Tider at kunde der kjendes Menneskeværk paa, uden det kunde være i den favre Bratte sydost i Højden, norden ved Kløften, som nu er mældet, og haver jeg der været.

§. 16.

Udi Midfjord i Hunevatns Syssel, langt ud paa Engen i Melsnes, for vesten Præstegaarden Melstad, kort sydvest fra Midfjarderaar-Oes, gaaer en Siig ind. Sønden til ved denne Siig er en stor Høj, som kaldes Kormaks Høj. Den er vel ikke mindre end 20 Favne (60 Al.) Midt oven i samme er en firkantet Grav, omtrent 1½ Al. i Dybden, men paa hver Kant tilvisse 6 Alen. Midt i denne Grav er et Hul, som ikke letteligen kan fyldes; thi endog man stopper Tørv og Gruus deri, da ere de forsvundne og nedsjunkne efter nogle Dage. Denne Grav har været siden Sire Torkel Arngrimsøn lod grave deri. Han var Sire Arngrims, den navnkundige lærde Mand, som var paa Melstad, hans Søn. Bemeldte Sire Torkel var en Læge og Chymicus, henskikket af Kong Frederik den Tredie, omtrent Anno 1656 (som jeg mener) til Island, der at randsage om Malm og deslige Ting. Der siges at han skal have havt med sig en norsk Bergværksmand, som kaldtes Peder Bergmand. Samme Peder havde en Dag gravet bemeldte fiirkantede Grav, men om Morgenen strax derefter er han bleven galen, og havde løbet ligesom et forrykt Menneske hiemme fra Mel og udi Nesset, og kastet al Mulden til i Hullet igjen. Denne Kormak kan ikke være den samme, som Historien er af, endog han boede paa Mel; thi Historien af ham formelder, at han døde udi Irland, efter at han brødtes med Troldoxen. Men det maa heller været nogen af hans Æt, Farfader eller Oldefader, maaskee Brodersøn; thi endog han boede nogen tid med sin Broder paa Mel, er ikke meldet at han avlede nogen Børn og aldrig ægtede han tilfulde Steengerd, som han lod sig være saa højt angelegen.

Der sees endnu nogle smaae Kjendemærker til Afgudehuset paa Steinstadum, hvilken Gaard er imellem Mel og Sander. Mig mindes at samme Afgudehuus vender til Østen og Vesten, og at Dørren har været midt paa den ene Langside og vendet mod Syden. Og har da vel Afguderne staaet paa en Stald (ɔ: ophøiet Sæde) indentil i Huset mod den nordre Langside.

§. 17.

Udi Videdal i samme Syssel, paa den Gaard, som kaldes Kolegil, siges at skal ligge en Fornkone ved Navn Kole. Der ved Gaarden er en liden Høj, som man siger at hun ligger i; udi den Høj har været gravet, og fandtes kun lidet Pengesværd. Neden for Gaarden er en stor Fos, som kaldes Kolefos, og der ved Kløftbredden vestenværts er en meget stor og aflang Steengrav, kaldet Koleseng. Da er der et Bjerg forved, kaldet Kolebrik (Brekka). Men til Fodgjærdet, som vender til Nord, er noget ødt, og derfor siges at hun skal have sparket Fodgavlen ud af sin Seng. Udi Samme Dal mod Vesten og længere hen end som Gaarden Kolegil er, men knapt en halv Miil vester fra Gaarden Videdals Tunge, hvor Laugmand Paul Johnsøn Vidalin boede, ere Svalestader, det er en liden Gaard. Der sammesteds udi en stor Høj Sønden for Gaarden siges at Svale Koles Syster skal ligge begraven.

§. 18.

Borgarvirke Foto: Carsten Lyngdrup Madsen

Yderligere udi samme Videdal er Borgarvirke, hvor man vil sige at Viga-Barde skal have værget sig efter Hejderslaget, som skede omtrent 1015 og Kroke Ref (ad verb. vulpes stratagematum) som en Tid boede paa Borg. Dette hører ellers ikke egentlig til Fornmænds Lejestæder, men dog vil jeg mælde, at sligt et Værgested, af Naturen selv dannet, er neppe at finde saa godt eller bedre. Bøjgde er der paa begge Sider, og Fiskefangst i begge Søerne hver paa sin Side. Dette Borgervirke er indvendig ongefær i Længden mellem Sønder og Norder 30 Favne, men 15 Favne i Breden, eller noget mindre. Der er høje Klipper inden og uden, staaende lige op som Stolper. Vand er der yderligen udi en firkantet Grav, noget aflang. Virket er bevoxet med Lyng indvendig. Brederne imellem Steenstøtterne ere af Jord og Gruus beblandet. I Sydvestkanten er Sengesteder af store flade Stene, og derhos nogen Sværte paa Bjerget, som man mener at være af Røg. Indgangen er fra Sydost, og der op til er opstablet en skraae Gade af store Steen. Dette Virke er det bedste Værgested; og vilde vel mangen Konge have det for sin Havn.

Drangøe udi Skagefjord er og et godt Værgested, som Laugmand Skapte gav Gretter Raad at opholde sig i.

De fleste Værgesteder ere Grettesboel i Favreskovs Fjæld ved Borgerfjord. Det andet for norden ved (Herred) Sletten, og det tredie siges at Biskop Jon Aresen paa Holum skal have iagttaget, som er den Skandse for oven Hofmanne Fløt, lige over for Drange Hals, Gode-Skard og Trei Hammere (Klipper), nært ved Aarmandsfeld for oven Laugtinget. Der ere Nævestene (Haandstene) nok; men intet Vand, uden i en Leerhuule. Den høje Bratte for oven Sandkluster satte Grøsrod i den Mose der var tilforn, udi de 7 Aars Tid, som jeg aarligen reiste der frem. Om Favreskovsfjeld ved Borgerfjord meldes udi Historien af Gretter den Stærke; og lader jeg saa herved forblive, at mælde om de bedste Værgesteder udi Island, alligevel de maa være mange flere for Sønden og Østen paa Landet; thi nu haver jeg en anden Materie at melde om, som er om Fornmænds Leider og Gravsteder.

§. 19.

I Vatnsdal i Hunevatns Syssel, ved Vejen for vesten Vatnsdalsaae, er Ingolfs Lejde. Historierne af de Vatnsdaler og første Landbyggere melde om denne samme Yngolf: Han var en af de anseeligste Mænd i sin Tid.

Denne Høj er ikke andet, end som en aflang Steenryg, og de fleste Folk, som rejse der forbi første Gang, lægge en Steen eller flere deri, efter gammel Reiligion, eller og den forne vedtagne Sædvane, om det Ord synes bedre at passe sig (ɔ: at hønse), hvor der ere kun Dynger gjorte af Stene; ellers er denne Sædvane bygget paa den Grundvold, at de gamle Monumenter skulde paa slig Maade bedre vedligeholdes.

§. 20.

Glams Høj er paa den Heide som ligger til Sydvest ud fra Vatnsdal, paa Vatnsdalernes Vej, et godt Tag førend man kommer paa Viddalersvejen, i den Bratte for norden Sandfeld, det er paa Grims Tungeheide, paa den venstre Haand naar man færdes mod Sønden, er en Høj, som kaldes Glams Høj. Der siger man at skal være nedgraven Asken af den bekjendte Glam Gjenganger, som Gretter overvandt og Gretters Historie foran omformelder.

§. 21.

Paa den Sandvej, som ligger fra Arnervandsøe, ned til Spjaldhage, vestenværts i Skagefjord, frem fra Svartaaes Brønde ved Snefjeldene, er en Høj. Om den Høj veed jeg intet vist at sige.

Den Dynge i Bratten søndenværts førend man kommer til Atle-Bek, siges at være opbygget over to Fædger (ɔ: Fader og hans Søn) som døde paa Vejen da de rejste til Fiskerie, og for Sønden den sydre Sandfeldsqvisl, ved Dødemandsqvisl, er en Dynge; og siges der, at en Bonde, som fordum har boet paa Videdals Tunge, skal der paa Stedet have dræbt sin Hyrde med en Kløpthammer, og kastet kroppen deri.

Paa samme Arnervatns Heide, kort for Sønden Legge Brydere, førend man kommer i Qvannemoe, paa venstre Haand, naar man farer syd ad, er en Høfde, som kaldes Morddysier-Højde. Hun er høj og viid om sig. Dette Navn mener man at være siden Heider-Slaget, som skede omtrent Anno 1025 eller 2 Aar derefter.

Flere saadanne Urnavne ere der langt sønder paa Heiden, og de fleste efter Ransmændene, som opholdt sig i den Jord-Hule Surt, der ligger i Steen-Rusten, kort for østen Nordlinge Flod, da man kommer ned af Thorvallds Hals.

Jeg har meldet noget lidet om Thrain Thraudersen i det korte Indhold jeg gjorde udaf det Fragment af Hejderslagets Historie, som aabenbarede sig i Drømme for en Mand af Videdal; men det var norderlig paa Hejden, ikke ret langt fra Højdeqvisler. Han var liden af Væxt, og noget undersætsig og graahærdet, og sagde sig der at have været siden Heiderslaget skedte. Dette var udi en Moe (en Plads bevoxet med Lyng og Krat) for sønden Højeqvisl. Der er han vel død af sine Saar paa Hjemrejsen norden i Videdal.

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE

---

Fodnoter

---

Kilde:

Antiqvariske Annaler, udgivne ved Den Kongelige Commission i Kjøbenhavn for Oldsagers Opbevaring, Andet Bind, Kjøbenhavn, 1815, s. 158ff.