Forskjell mellom versjoner av «Anden Afdeling Nordens Mytologi (NFSG 1808)»
| Linje 261: | Linje 261: | ||
Rasende løfte de Hende paa de skarpe Spyde og kaste Hende i brændende Ild; men forgæves – Tre Gange brændt, tre Gange genfødt, lever Hun end, bruger Galder og Seid, og vækker stedse bangere Ahnelser hos de rige Guder. Det er den onde Kvindes Glæde. Aser følte at de nu havde brudt Freden med Jetter, og de ginge til Raadstol for at høre, hvem der havde smittet Luften med Blod, og farvet Spydsodden, der end var Mø, i Jetters Afkom (Gulveig). Thor var ilsindet, taalte ei at høre Sligt (at kræves til Regnskab for sin Id) og da brødes Eder og al den Forening; som var giort mellem Aser og Jetter. Frem sprang Odin, og skød i den fremvældende Jetteskare; (der kom at hævne Gulveig) men haard blev Striden, brudne bleve Asers Borgemure, og mordspaaende Vaner nedtraadte Idaslettens Herlighed.<ref>For den som delte min Beskuelse af Baldur, vil maaske her et Spørgsmaal opløfte sig; men Han vil udentvivl finde det besvaret, ved at erindre at de Borge der stode paa Ymers Krop vel kunde styrtes af Jetter, skønt Baldur var hos dem. Om de her nævnte Vaner skal jeg andensteds tale –</ref> | Rasende løfte de Hende paa de skarpe Spyde og kaste Hende i brændende Ild; men forgæves – Tre Gange brændt, tre Gange genfødt, lever Hun end, bruger Galder og Seid, og vækker stedse bangere Ahnelser hos de rige Guder. Det er den onde Kvindes Glæde. Aser følte at de nu havde brudt Freden med Jetter, og de ginge til Raadstol for at høre, hvem der havde smittet Luften med Blod, og farvet Spydsodden, der end var Mø, i Jetters Afkom (Gulveig). Thor var ilsindet, taalte ei at høre Sligt (at kræves til Regnskab for sin Id) og da brødes Eder og al den Forening; som var giort mellem Aser og Jetter. Frem sprang Odin, og skød i den fremvældende Jetteskare; (der kom at hævne Gulveig) men haard blev Striden, brudne bleve Asers Borgemure, og mordspaaende Vaner nedtraadte Idaslettens Herlighed.<ref>For den som delte min Beskuelse af Baldur, vil maaske her et Spørgsmaal opløfte sig; men Han vil udentvivl finde det besvaret, ved at erindre at de Borge der stode paa Ymers Krop vel kunde styrtes af Jetter, skønt Baldur var hos dem. Om de her nævnte Vaner skal jeg andensteds tale –</ref> | ||
| + | |||
| + | |||
| + | Trængt og raadvild vover Odin sig til Urdas Brønd, at søge Kløgt hos Heimdal, dens Vogter. Han faar den; men dyrt maa den betales. Sit ene Øie maa Han pandsætte, paa det Han ei skal se formeget, og med Blodet udrinder Hans Kraft<ref>Nornerne kunde ikke ville at Jetter skulde seire, og det vilde de, hvis Odin ei havde faaet kløgt. Derfor fik Han den; men tabte, i det Han troede at vinde mest.</ref>. | ||
| + | |||
| + | |||
| + | Klog skaber Odin Dverge, og lader dem flytte Gudeborgen fra Jorden til Himmelen<ref>Vola siger at Dværgene flyttede Borgen fra Uroligheds Høi til Sværddalen (Valhal)</ref> Bifrosts luende Bro befæster sig mellem Ham og Jetter, og Han drømmer sig tryg. | ||
| + | |||
| + | |||
| + | Nu stod Jorden aaben for Jetter, og Dværgene trængtes ind i de haarde Fjelde, ja Hine synes endog at have villet give Jorden en egen Slægt. De forsøgte om de havde Skabekraft paa Punkter hvor Plantelivet alt var tilstæde, men Magten til at løsrive dette fra Jorden og meddele det et bevægende Prinsip manglede dem, og Guderne Aflgir og Astgir (den Mægtige og den Elskelige) funde Ask og Embla end fængslede til Jorden | ||
| + | |||
| + | |||
| + | ::Lidet mægtende | ||
| + | ::Skebneløse, | ||
| + | ::Aand de ei havde, | ||
| + | ::Forstand ei heller | ||
| + | ::Skønhed, Tale, | ||
| + | ::Farve de mangled. | ||
| + | |||
| + | |||
| + | Alt gav Guderne dem saa de kunde stande som Skabningens Pryd; men ei var det uden Egennytte, thi de vilde skaffe sig Stridere i Ragnaroke.<ref>At der ved Aflgir og Astgir forstaaes hvad Vi have kaldt Aser og Vaner, er tydeligt, og Vi kunne af Skaberne forklare, hvi Mennesket er en saadan Blanding af Kraft og Svaghed, ligesom den onde Villie er en Følge af Jetters Virken. Det følgende Vers i Vøluspa, hvor der siges at det var Odin, Hæner, og Lødur som skabte Mennesket er enten ganske uægte eller forhutlet da det foregaaende kun nævner Tvende. Den prosaiske Edda siger det var Odin, Vile og Ve, men nævner aldrig siden de to sidste. At det var Odin og Frei synes mig klart, men det vilde blive for vidtløftigt her at opspore Oprindelsen til Ve og Vile, Hæner og Lødur.</ref> | ||
| + | |||
| + | |||
| + | Nu er Menneskelivet begyndt, og naar Vi ene vilde følge Vøluspa, behøvede Vi blot at se Baldurs Død og Lokes Fængsling, for at kunne vende tilbage til Menneskene, og med Øiet vendt mod Nastronds Kant se Ragnaroke forberedes; men da senere Digtere (der stræbte dels at udfylde og forklare Vøluspa, dels at gøre Kampen mellem Guder og Jetter mere beskuelig) have baade sat flere Kampoptrin før og efter Baldurs Død, og selv giort denne Punkt med sine umiddelbare Aarsager og Virkninger til Genstand for deres Anskuelse, saa nødes Vi til at glemme Jorden en Tidlang og beskue de enkelte Digtninger paa den Plads de have givet sig selv. | ||
| + | |||
| + | |||
| + | Foreløbig maa jeg bemærke at jo nyere Digtningerne ere, desto mindre er deres Betydning, der svækkes og tabes tilligemed Sandsen for Volas Kvad, og derfor møde Vi i den prosaiske Edda saa meget der strider mod dets Aand, skønt Forfatteren har erkendt det som Grundvold og udvortes bevæget sig i det. | ||
| + | |||
| + | |||
| + | Da Loke spiller en saa vigtig Rolle i de senere Digtninger, saa er her Stedet hvor denne Figur bør træde nærmere hen for vore Øine. Digterne fandt ham i Vøluspa som Asers værste Fiende, angivet som Jetters Veiviser i Ragnaroke, halv sigtet som skyldig i Baldurs Død, og derfor bundet. | ||
| + | |||
| + | |||
| + | Alt dette syntes dem at pege hen baade paa en listig Natur og et nøiere Forhold til Aserne. De fandt Udyrene Midgarsorm og Fenris og vidste ei at give dem nogen mere passende Fader end Loke. En Følge af klar eller dunkel Forestilling herom, var det som bragte dem til at skelne mellem to Epoker i Lokes Liv: da han var Asers Ven, og da han blev deres Fjende<ref>I Hyndlas Sang er det egenlig Vi lære at kende Loke saaledes. Rimeligt er det ellers at Grunden, hvi man tænkte sig Loke, som den der engang var Asers Ven, laa temmelig dybt. Man stræbte nemlig saaledes at forklare sig Asernes Syndefald. Da Ymer var dræbt, tabte Jetterne Tilliden til deres Styrke, sendte Loke som Udtrykket for deres List, for at slutte Fred. Freden tilveiebragtes og Aserne forledtes til at skabe Verden. Loke delte deres Herredømme, og hjalp Aserne da Jettefreden brødes, indtil Nornerne skilte ham fra dem. Dette udtrykte de ved at sige at Loke blev Odins Fostbroder i Tids Fødsel.</ref>. | ||
| + | |||
| + | |||
| + | Overgangspunkten var, da han avlede hine Udyr, og han kundgiorde sit Fiendskab ved at medvirke til Baldurs Død. | ||
| + | |||
| + | |||
| + | Den rytmiske Edda har kun et Kampoptrin før Baldurs Død, nemlig | ||
| + | |||
| + | |||
| + | |||
| + | |||
| + | '''Mjølners Tab og Generobring. | ||
| + | |||
| + | ''' | ||
| + | Da en Hammer først var blevet tillagt Thor som Kraftens Symbol<ref>Vola kender naturligvis intet til denne Hammer.</ref> maatte Jetterne nødvendig stræbe at faa den i deres Vold, og derved ligesom lamme Gudens Arm, i det Øieblik Han udstrakte den for at knuse dem, og herom fortælles i Digtet: Tryms Kvæde saaledes: | ||
| + | |||
| + | |||
| + | Thor vaagner, og savner forfærdet sin Hammer. Af Vrede rystede det lange Skæg og Jorden dundrede under Haandens Slag, thi | ||
| + | |||
| + | |||
| + | ::As var Hammeren stjaalet. | ||
| + | |||
| + | |||
| + | Men Loke stander snild og hjelpsom ved hans Side, Begge gange de til Freias Sal, for at laane hendes Fjederham og oplede Mjølner. Vel vidste hun hvorom det gjaldt og sagde: | ||
| + | |||
| + | |||
| + | ::Laane den vilde jeg, | ||
| + | ::Var den end Sølv. | ||
| + | ::Give den vilde jeg, | ||
| + | ::Var den og Guld. | ||
| + | |||
| + | |||
| + | Fjederhammen susede. Da fløi Loke, til Han kom udenfor Asers Gaarde og indenfor Jetteverden. Drotten Trymer sad paa Høi, snoede Guldbaand til sine Hunde og jævnede Hestenes Manker: I forstilt Uvidenhed spørger Han: | ||
| + | |||
| + | |||
| + | ::Hvor staar med Aser? | ||
| + | ::Hvor staar med Alfer | ||
| + | ::Siden Du Ene | ||
| + | ::Kom mellem Jetter? | ||
| + | |||
| + | |||
| + | Og Loke maa bekende: | ||
| + | |||
| + | |||
| + | ::Ilde med Aser, | ||
| + | ::Ilde med Alfer. | ||
| + | ::Du har Hlorridas | ||
| + | ::Hammer forborget. | ||
| + | |||
| + | |||
| + | Ei nægter Jetten det; men forkynder at den er fjælet otte Mile i Jord og gives aldrig tilbage, uden Freia føres ham til Brud. Ei kan det være underligt, at Han vil sælge Hammeren for Freia; thi glemte Vi ogsaa hans Brønde, da vide Vi at Freia | ||
| + | |||
| + | |||
| + | ::Keiser hver en Dag | ||
| + | ::Den halve Val, | ||
| + | |||
| + | |||
| + | og hvilken Helteskare var da ikke tabt for Odin, naar hun kom til Jotunheim! | ||
| + | |||
| + | |||
| + | Atter susede Fjederhammen, og Thor raabte mod den Kommende: | ||
| + | |||
| + | |||
| + | ::Er dit Ærende | ||
| + | ::Stort som Møien? | ||
| + | ::Lad fra Luften | ||
| + | ::Budskab lyde! | ||
| + | ::Sagnet glemmes | ||
| + | ::Let paa Bænken. | ||
| + | ::Løgnen vokser | ||
| + | ::Op fra Leiet. | ||
| + | |||
| + | |||
| + | Høit fra Luft lød den sørgelige Tidende, og Begge ginge atter at finde den fagre Freia. Thor talte: | ||
| + | |||
| + | |||
| + | ::Ifør dig Freia! | ||
| + | ::Din Brudeklædning, | ||
| + | ::Og far omgiordet | ||
| + | ::Med gyldne Belte, | ||
| + | ::Til Jetteverden | ||
| + | ::Som Trymers Viv! | ||
| + | |||
| + | |||
| + | Freia fnøs af Harme, saa Gudesalen rystede, og Brysings Halsbaand søndersprang paa den svulmende Barm. | ||
| + | |||
| + | |||
| + | Aser sankedes til Stevne og ledte om Raad i den store Vaande. Intet vidste de før Heimdal fremtraadte og raadede at ombinde Thor med Brudelin; lade Nøgler klinge ved Hans Side, Kvindeklæder flagre om Knæ, Brysing smykke Halsen, og dyre Stene glimre paa Brystet. Thor vrededes og vilde ei fare Kærlingefærd; men da Loke mindede ham om, hvad der stod paa Spil saaledes: | ||
| + | |||
| + | |||
| + | ::Snart skulle Jetter | ||
| + | ::Bo udi Asgard, | ||
| + | ::hvis Du din Hammer | ||
| + | ::Ikke vil hente; | ||
| + | |||
| + | |||
| + | og tilbød sig at være Brudeterne; da lod Thor sig klæde, og agede med Loke ad Bifrost Bro, saa Klipper revnede og Ildstraaler susede hen over Jorden | ||
| + | |||
| + | |||
| + | ::Kvad da Trymer, | ||
| + | ::(Thursedrotten) | ||
| + | ::Stander Jetter! | ||
| + | ::Op fra Bænke! | ||
| + | ::Breder Hyndet! | ||
| + | ::Thi nu føres | ||
| + | ::Njardurs Datter | ||
| + | ::Mig til Viv. | ||
| + | |||
| + | |||
| + | Guld nok Han eiede; men da først havde det Glands for ham, naar det belyste den deiligste Kvinde. Ringene hang saa skinnende under Loft i hans Sal; men forlystede ei hans Øie før de glimrede paa Freias hvide Arm. | ||
| + | |||
| + | |||
| + | Det led ad Aften, og Duge bredtes for de samlede Gæster. Blind var Trymer; thi Brønde gjorde ham blind, og den | ||
| + | |||
| + | |||
| + | ::Vittige Terne | ||
| + | ::Sad der, og paafandt | ||
| + | ::Snedige Tale. | ||
| + | |||
| + | |||
| + | Han troede at Freia nu fortærede al Kvindebordets Mad med Tønder af den brune Mjød, fordi Hun fastede i otte Dage af Længsel efter Jetteverden. Han troede, at derfor brændte Ild i Brudens hvasse Øine, da Hun rev sig bort af hans Favn, fordi Hun ei sov i otte Nætter, af Længsel efter Jetteverden. | ||
| + | |||
| + | |||
| + | Søsteren, den grimme Jettekvinde, kom nu at sælge Bruden sin Yndest for røde Ringe, medens Kongen bød at lægge Mjølner paa Brudens Knæ, og vie hende til Jettedronning . | ||
| + | |||
| + | |||
| + | ::Lo hos Hlorrida | ||
| + | ::Hjertet i Bryst, | ||
| + | ::Da han sin Hammer | ||
| + | ::Haardsindet kendte. | ||
| + | |||
| + | |||
| + | Thursedrotten med al sin Æt, viedes til Hel, og Jettekvinden, som turde kræve Brudestadsen, fik Hammerslag for røde Ringe | ||
| + | |||
| + | |||
| + | ::Saa fik Odins Søn | ||
| + | ::Atter sin Hammer.<ref>Udentvivl vil det være Flere ligesaa ubehageligt som mig at overflyttes fra den betydningsfulde Kamp, de gamle Skjalde skildrede, til den næsten ganske betydningsløse Strid der fremtræder i de nyere | ||
| + | |||
| + | |||
| + | Sange og den prosaiske Edda især dens anden Del; men da adskillige Træk ere og kunne blive laante af ny Digtere; maa jeg kortelig berøre, hvad jeg saa gerne vendte mig aldeles fra. Maatte det have til Følge at Usselheden ved Modsætningen bedre skønnedes, og at især Digterne engang for alle vilde se bort fra de elendige Eventyr, Blindhed og Sløvhed avlede; da vilde det trøste mig over den Væmmelse der trænger mig under en saa forhadt Syssel.</ref> | ||
| + | Mellem de Fortællinger, den prosaiske Edda har i denne Epoke, udmærker sig Sagnet om Idunna og Hendes Æbler, der er grundet paa et Digt af Thjodolf hin Hvinverske, da det ei ganske mangler Betydning. | ||
| + | |||
| + | |||
| + | Idunna, som med sin hele Familie er ganske ukendt for de ældre Digtere, træder i Lokasenna frem som Brages Kone; men er her af langt mere Vigtighed, da Hun gemmer Æblerne, hvori Guder bide, for ei at blive gamle. Man ser lettelig at Digteren herved har villet motivere Gudernes evige Ungdom, og maaske, ved at gøre Idun til Brages Kone, fremstille Poesien som den stedse genfødende Moder, der forynger Guderne. | ||
| + | |||
| + | |||
| + | Var Myten om Idunnas Æbler først blevet til, da maatte Jetterne nødvendig stunde efter at eie dem. Der fortælles hel eventyrlig, hvorledes Jetten Thjasse fangede Loke, og pinte ham saalænge, til Han maatte love at skaffe Idunna. Han lokkede Hende ud fra Asgard med Æblerne, som for at sammenligne disse med nogle, Han havde fundet. Thjasse tog Hende i Ørneham, men for at bebolde Livet, maatte Loke igen stjæle hende bort, da Thjasse engang var borte. | ||
| + | |||
| + | |||
| + | Jetten forfulgte Tyven; men Guderne svede hans Vinger, og dræbte ham i Lunden.<ref>Professor Nyrups Oversættelse af Edda 102-105. Digtet ''hvarf idunnar i Thorlacii fragmenta Höstlangæ & Torsdrapæ'' 32-45. Sandvigs Edda 174.</ref> | ||
| + | |||
| + | |||
| + | En anden Fortælling bliver paa en Maade vigtig fordi den, skønt aldeles uden Føie, støtter sig paa Vøluspa. En Bygmester kom til Aserne og lovede paa en Vinter at bygge dem en uindtagelig Borg, naar de vilde give ham Freia, Solen og Maanen. De indginge det, stolende paa at det var umuligt og følgende Lokes Raad. Bygmesteren, og hans Hest Svadilfar arbeidede saaledes at der tre Dage før Vinters Ende kun fattedes Borgeledet. Bange raadsloge Guderne og truede at dræbe Loke, hvis Han ei skaffede Raad. Han forvandlede sig til en Hoppe, bortlokkede Svadilfar, og forsinkede saaledes Bygningen. Vred iførte Mesteren sig sin Jetteskikkelse, men dræbtes da af Thor.<ref>Stedet i Vøluspa som (udentvivl af en senere Haand) henvises til, er det som indeholder Asers Raad efter Optrinet med Gulveig i Hars Sale . Da Vola hverken kender Freia eller Othar, eller Loke i Asers Samfund, var det allerede deraf vist at denne Fabel ei kunde der omtales; men det bliver aldeles klart ved at agte paa Sammenhængen at der tales om noget ganske Andet. Sagnet staaer udførligt i Nyrups Edda 55-58. At Lævi der er oversat ved Mørke, ser jeg vel Grunden men ei Retten til.</ref> Hoppen fødte den ottefodede Sleipner. | ||
| + | |||
| + | |||
| + | Skulde man anvise denne Digtning, der ikke hører til de yngste, en Plads i Asadramet, da blev det der, hvor Asers Borgemure vare nedbrudte, og kunde ansees som det sidste fortvivlede Forsøg af Aserne at holde sig paa Jorden, da de frygtede for at komme Nornerne nær.<ref>Da Hyndla siger at Loke avlede Sleipner med Svadilfare, maa det være uafgjort, enten Digtningen alt da var til, eller avledes deraf.</ref> | ||
| + | |||
Revisjonen fra 9. feb. 2015 kl. 15:27
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |
Anden Afdeling
Asalæren
Efterat Vola i sin høitidelige Indgang har budet Taushed omsvæve den hellige Slægt i Valguders Sal, medens hun for den lyttende Valfader selv udfolder de gamle Sagn om Livets tvende Morgenrøder; begynder hun saaledes:
- Jetter jeg mindes
- Tidlig fødte,
- Mindes jeg Verdner
- Ni, og det rene
- Navnstore Træ (Ygdrasil.)
- Da fødtes Tiden,
- Da Ymer leved,
- Ei Sand var, ei Sø,
- Ei kølige Lunde.
- Ei fandtes da Jord,
- Foroven ei Himmel
- I Afgrund var Gab,
- Men Græs var der ei.
Ymer sættes da som det første Levende, og hvorledes han blev til, i det Materien udviklede sig selv til Liv, lære vi i Vaftrudnismal, hvor han kaldes Aurgelmr (den Urgamle.)
- Edderdraaber
- Fra Elivaga
- Udsprang, da vokste
- Og blev en Jette.
- Ved Gnistens Varme
- Fra sydlig Verden
- Fik Rimfrost Liv.
Ikke var Ymer Gud (siger den prosaiske Edda) skønt han nemlig fremtræder som det første Levende, thi han var ond som al hans Æt, der kaldes Hrimthurser, og det maatte vi allerede vide, naar vi se at han var den levende Edder. Straks blive Børs Sønner, (Aserne) til uden at Vola siger os hvorledes, og kunde hun vel sagt det? men vi kunne dog vel ikke tvivle om, at Fjolners (Alfaders) Børn have et Udspring, væsenlig forskelligt fra de onde Jetters.[1]
Det anførte Vers lærer os, at Fædrene ansaa Livet for et Produkt af Kontraksionens og Expansionens Vekselvirkning, saaledes, at hin (Kulden) indeholdt det egenlige Stof, og denne (Varmen) det egenlige Livsprinsip. Selv Guderne fremkomme (efter den prosaiske Edda) paa samme Maade, thi af den optøede Is blev Koen Ødumla, fra hvem de stammede. Hvad det var som tøede Isen, siges ei, men at det var Solens Straaler og ei Muspels Gnister, indsees let.
Kunde vi endnu tvivle om Asers og Jetters modsatte Oprindelse, da maatte vi dog holde op, naar vi se hvoraf Hine skabte Verden; men her vil jeg lade en nyere Digter træde op som troligen fulgte de gamle i Fremstillingen af Alts Ophav.
Utgardeloke træder saaledes pralende frem for Asathor.[2]
- Husk! Jetterne er Jetter
- Og det fra Arilds Tid.
- Før Aserne de leved
- Med megen Vælde stor
- Da ikke tænkt var blevet
- Paa Mjølner og paa Thor.
- I Verdens første Tide
- Før Nogen Lyset saa,
- Var Gab i Afgrund vide,
- Men endnu intet Straa,
- Mod Norden Is og Taage
- Da laa i Niffelhjem
- Fra Muspels sydre Laage
- Foer Ild og Gnister frem.
- Da mødtes Hedens Vinde
- Med Rimfrost i den Grav,
- De blanded sig derinde
- Og der blev Draaber af,
- Ild monne Kulden dæmpe,
- Og Kulden atter Ild,
- Deraf fremstod en Kæmpe,
- Den stærke Ymer vild.
- Da svarte Tjalfes Herre:
- Lad mig kundgøre mer!
- Jeg skal dig vist gengælde,
- Fortælle Sagnet tro.
- Da ved Alfaudurs Vælde
- Blev til Audumbla Ko.
- Hun slikked Rim af Stene,
- Da sprang vor Stamme god
- Af kolden Kraft ei ene,
- Men og af Kød og Blod.
- I kolde, stille Kræfter
- Sig blanded rørigt Liv
- Da Bure blev, derefter
- Blev Bør, som tog en Viv[3].
- Af Eders Kæmpestamme
- Hel skøn og mild at se,
- Deraf sprang frem i Flamme
- Gud Odin, Vil, og Ve.
- — — — — —
- — — — — —
- De første Asidrætter
- Var dem at knuse Jer
- Vi Ymer snart mon dæmpe,
- han ei vor Kraft modstod.
- — — — — — —
- — — — — — —
- Vi kasted ned med Torden,
- hans Krop i Svælgets Grav
- Deraf Vi skabte Jorden,
- Af Blodet Jordens Hav,
- Da blev til Bjerge fjerne
- Hans Ben med megen Gru,
- Og Skyer blev hans Hjerne
- Der drømmer den endnu.
- Hans tykke Øienbryne
- Blev sat i mangen Rad
- Deraf blev snart tilsyne
- Den store Midgards Stad.
- Hans hvælvet høie Pande
- Vi spændte ud derpaa.
- Da Himlen mon opstande
- Den farved Freia blaa.[4]
Den prosaiske Edda fortæller, at alle Jetter, undtagen Bergelmer som reddedes paa en Baad, druknede i Ymers Blod, og selv i Vaftrudnismal findes dunkelt Spor af dette Sagn; men det Hele synes at være en Kopi af den mosaiske Syndflod, saameget mere som Bergelmer (der endog skal betyde Bjergoldingen) synes at være Noahs Frænde.
Udspændt var Himlen og bygget var Jorden, men kold og kraftløs laa den der, indtil
- Sol fra Sønden
- Straaled ned paa
- Kolde Stene.
- Da blev Jorden
- Trindt bevokset,
- Grøn af Urter.
Sol, Maane, og Stjerner fore vildt omkring i den høie Æter uden at kende deres Plads eller Kraft, men Guderne gave dem Plads paa den nybygte Himmel, ordnede deres Gang, og frembragte derved Morgen og Middag, Tusmørke og Aften, Ny og Næde til Aarets Regning. Derpaa samledes Aser paa Idas Slette, byggede Huse og Støtter høit i Sky, smeddede Guldet, spillede i Vangen og vare glade. De gyldne Tavler, som Gudernes Forstander havde eiet, som vare beskrevne med Fimbultyrs Runer (Alfaders Villie) kastede de fra sig, og savnede dem ikke (eller angrede ei deres Tab) førend der komme trende Møer meget mægtige, de vise Norner som udginge af Søen under Ygdrasil, skare paa Skjolde og bestemte Alles Skebne.[5]
Nornernes Fødsel.
- Fra høibygte Himle,
- Fra guldtakte Gimle
- Saa Alfader ned.
- Paa yndige Sletter
- Gik Aser med Jetter
- I syndige Fred.
- Nedstyrter, udsletter
- De syndfulde Jetter!
- Saa Alfader bød.
- Men troløse glemme
- De Alfaders Stemme,
- Og Jetternes Død.
- De hamre nedfalde,
- Og Slagene gjalde
- I gnistefuld Damp;
- Men Aser ei hvæsse
- I rygende Esse
- De Sværde til Kamp.
- Af Guldet de smede
- De Ringe saa brede
- Til Jettemørs Arm.
- I blomstrende Enge
- De rede sig Senge
- Ved Jettemørs Barm.
- Af Fjeldet udslide
- De Marmoret hvide
- Sig hæver en Borg
- Paa Hynderne bløde,
- De glemme al Brøde
- De kende ei Sorg.
- Af Vrede da brændte
- Alfader, og vendte
- Sit Øie fra Jord.
- Det sortner, det gjalder,
- Og Hornet omfalder
- Paa Asernes Bord.
- De blegne, de skue
- Mod Himmelens Bue
- Den rødmer som Blod,
- Det syder, det kvælder
- En Kilde udvælder
- Af Ygdrasils Rod.
- Nu Solen fremluer,
- Og glad sig beskuer
- I speilklare Sø.
- Af Evigheds Svøbet
- Udstiger trekløvet,
- Treenige Mø.
- Urd, Verand, og Skulde
- De Strænge, de Hulde,
- Som styre hver Old,
- Let dandse henover
- De trillende Vover
- Med Griffel og Skjold.
- Da riste, da synge
- De Søstre i Klynge
- Et underligt Kvad:
- (Til Nornernes Sange
- Da lytte saa bange
- De Aser i Rad.)
- “Vi vare, da Livet
- Blev taget, blev givet,
- Udvælded af Død.
- Det Tagne skal stivne
- Det misbrugte Givne
- Skal renses i Død.”[6]
Vel maatte Asers Glæde spildes ved Norners Fødsel; thi som halvvækkede af en dyb Slummer skuede de forvirrede trindt sig i ængstelig Forventning om de Ting som skulde ske.
De raadsloge (siger Vola) om nogen Straf ventede dem for onde Raad eller om Glæden atter vilde favne dem. Selv kunde de ei løse Gaaden; men den løstes frygtelig for deres Øie, da Gulveig (sendt af Norner) kom til Hars Sale, og veiede de gyldne bortkastede Tavler. Hun viste dem, hvi de bleve, og hvad de gjorde, da de byggede en Verden og giorde sig selv til Guder.
Rasende løfte de Hende paa de skarpe Spyde og kaste Hende i brændende Ild; men forgæves – Tre Gange brændt, tre Gange genfødt, lever Hun end, bruger Galder og Seid, og vækker stedse bangere Ahnelser hos de rige Guder. Det er den onde Kvindes Glæde. Aser følte at de nu havde brudt Freden med Jetter, og de ginge til Raadstol for at høre, hvem der havde smittet Luften med Blod, og farvet Spydsodden, der end var Mø, i Jetters Afkom (Gulveig). Thor var ilsindet, taalte ei at høre Sligt (at kræves til Regnskab for sin Id) og da brødes Eder og al den Forening; som var giort mellem Aser og Jetter. Frem sprang Odin, og skød i den fremvældende Jetteskare; (der kom at hævne Gulveig) men haard blev Striden, brudne bleve Asers Borgemure, og mordspaaende Vaner nedtraadte Idaslettens Herlighed.[7]
Trængt og raadvild vover Odin sig til Urdas Brønd, at søge Kløgt hos Heimdal, dens Vogter. Han faar den; men dyrt maa den betales. Sit ene Øie maa Han pandsætte, paa det Han ei skal se formeget, og med Blodet udrinder Hans Kraft[8].
Klog skaber Odin Dverge, og lader dem flytte Gudeborgen fra Jorden til Himmelen[9] Bifrosts luende Bro befæster sig mellem Ham og Jetter, og Han drømmer sig tryg.
Nu stod Jorden aaben for Jetter, og Dværgene trængtes ind i de haarde Fjelde, ja Hine synes endog at have villet give Jorden en egen Slægt. De forsøgte om de havde Skabekraft paa Punkter hvor Plantelivet alt var tilstæde, men Magten til at løsrive dette fra Jorden og meddele det et bevægende Prinsip manglede dem, og Guderne Aflgir og Astgir (den Mægtige og den Elskelige) funde Ask og Embla end fængslede til Jorden
- Lidet mægtende
- Skebneløse,
- Aand de ei havde,
- Forstand ei heller
- Skønhed, Tale,
- Farve de mangled.
Alt gav Guderne dem saa de kunde stande som Skabningens Pryd; men ei var det uden Egennytte, thi de vilde skaffe sig Stridere i Ragnaroke.[10]
Nu er Menneskelivet begyndt, og naar Vi ene vilde følge Vøluspa, behøvede Vi blot at se Baldurs Død og Lokes Fængsling, for at kunne vende tilbage til Menneskene, og med Øiet vendt mod Nastronds Kant se Ragnaroke forberedes; men da senere Digtere (der stræbte dels at udfylde og forklare Vøluspa, dels at gøre Kampen mellem Guder og Jetter mere beskuelig) have baade sat flere Kampoptrin før og efter Baldurs Død, og selv giort denne Punkt med sine umiddelbare Aarsager og Virkninger til Genstand for deres Anskuelse, saa nødes Vi til at glemme Jorden en Tidlang og beskue de enkelte Digtninger paa den Plads de have givet sig selv.
Foreløbig maa jeg bemærke at jo nyere Digtningerne ere, desto mindre er deres Betydning, der svækkes og tabes tilligemed Sandsen for Volas Kvad, og derfor møde Vi i den prosaiske Edda saa meget der strider mod dets Aand, skønt Forfatteren har erkendt det som Grundvold og udvortes bevæget sig i det.
Da Loke spiller en saa vigtig Rolle i de senere Digtninger, saa er her Stedet hvor denne Figur bør træde nærmere hen for vore Øine. Digterne fandt ham i Vøluspa som Asers værste Fiende, angivet som Jetters Veiviser i Ragnaroke, halv sigtet som skyldig i Baldurs Død, og derfor bundet.
Alt dette syntes dem at pege hen baade paa en listig Natur og et nøiere Forhold til Aserne. De fandt Udyrene Midgarsorm og Fenris og vidste ei at give dem nogen mere passende Fader end Loke. En Følge af klar eller dunkel Forestilling herom, var det som bragte dem til at skelne mellem to Epoker i Lokes Liv: da han var Asers Ven, og da han blev deres Fjende[11].
Overgangspunkten var, da han avlede hine Udyr, og han kundgiorde sit Fiendskab ved at medvirke til Baldurs Død.
Den rytmiske Edda har kun et Kampoptrin før Baldurs Død, nemlig
Mjølners Tab og Generobring.
Da en Hammer først var blevet tillagt Thor som Kraftens Symbol[12] maatte Jetterne nødvendig stræbe at faa den i deres Vold, og derved ligesom lamme Gudens Arm, i det Øieblik Han udstrakte den for at knuse dem, og herom fortælles i Digtet: Tryms Kvæde saaledes:
Thor vaagner, og savner forfærdet sin Hammer. Af Vrede rystede det lange Skæg og Jorden dundrede under Haandens Slag, thi
- As var Hammeren stjaalet.
Men Loke stander snild og hjelpsom ved hans Side, Begge gange de til Freias Sal, for at laane hendes Fjederham og oplede Mjølner. Vel vidste hun hvorom det gjaldt og sagde:
- Laane den vilde jeg,
- Var den end Sølv.
- Give den vilde jeg,
- Var den og Guld.
Fjederhammen susede. Da fløi Loke, til Han kom udenfor Asers Gaarde og indenfor Jetteverden. Drotten Trymer sad paa Høi, snoede Guldbaand til sine Hunde og jævnede Hestenes Manker: I forstilt Uvidenhed spørger Han:
- Hvor staar med Aser?
- Hvor staar med Alfer
- Siden Du Ene
- Kom mellem Jetter?
Og Loke maa bekende:
- Ilde med Aser,
- Ilde med Alfer.
- Du har Hlorridas
- Hammer forborget.
Ei nægter Jetten det; men forkynder at den er fjælet otte Mile i Jord og gives aldrig tilbage, uden Freia føres ham til Brud. Ei kan det være underligt, at Han vil sælge Hammeren for Freia; thi glemte Vi ogsaa hans Brønde, da vide Vi at Freia
- Keiser hver en Dag
- Den halve Val,
og hvilken Helteskare var da ikke tabt for Odin, naar hun kom til Jotunheim!
Atter susede Fjederhammen, og Thor raabte mod den Kommende:
- Er dit Ærende
- Stort som Møien?
- Lad fra Luften
- Budskab lyde!
- Sagnet glemmes
- Let paa Bænken.
- Løgnen vokser
- Op fra Leiet.
Høit fra Luft lød den sørgelige Tidende, og Begge ginge atter at finde den fagre Freia. Thor talte:
- Ifør dig Freia!
- Din Brudeklædning,
- Og far omgiordet
- Med gyldne Belte,
- Til Jetteverden
- Som Trymers Viv!
Freia fnøs af Harme, saa Gudesalen rystede, og Brysings Halsbaand søndersprang paa den svulmende Barm.
Aser sankedes til Stevne og ledte om Raad i den store Vaande. Intet vidste de før Heimdal fremtraadte og raadede at ombinde Thor med Brudelin; lade Nøgler klinge ved Hans Side, Kvindeklæder flagre om Knæ, Brysing smykke Halsen, og dyre Stene glimre paa Brystet. Thor vrededes og vilde ei fare Kærlingefærd; men da Loke mindede ham om, hvad der stod paa Spil saaledes:
- Snart skulle Jetter
- Bo udi Asgard,
- hvis Du din Hammer
- Ikke vil hente;
og tilbød sig at være Brudeterne; da lod Thor sig klæde, og agede med Loke ad Bifrost Bro, saa Klipper revnede og Ildstraaler susede hen over Jorden
- Kvad da Trymer,
- (Thursedrotten)
- Stander Jetter!
- Op fra Bænke!
- Breder Hyndet!
- Thi nu føres
- Njardurs Datter
- Mig til Viv.
Guld nok Han eiede; men da først havde det Glands for ham, naar det belyste den deiligste Kvinde. Ringene hang saa skinnende under Loft i hans Sal; men forlystede ei hans Øie før de glimrede paa Freias hvide Arm.
Det led ad Aften, og Duge bredtes for de samlede Gæster. Blind var Trymer; thi Brønde gjorde ham blind, og den
- Vittige Terne
- Sad der, og paafandt
- Snedige Tale.
Han troede at Freia nu fortærede al Kvindebordets Mad med Tønder af den brune Mjød, fordi Hun fastede i otte Dage af Længsel efter Jetteverden. Han troede, at derfor brændte Ild i Brudens hvasse Øine, da Hun rev sig bort af hans Favn, fordi Hun ei sov i otte Nætter, af Længsel efter Jetteverden.
Søsteren, den grimme Jettekvinde, kom nu at sælge Bruden sin Yndest for røde Ringe, medens Kongen bød at lægge Mjølner paa Brudens Knæ, og vie hende til Jettedronning .
- Lo hos Hlorrida
- Hjertet i Bryst,
- Da han sin Hammer
- Haardsindet kendte.
Thursedrotten med al sin Æt, viedes til Hel, og Jettekvinden, som turde kræve Brudestadsen, fik Hammerslag for røde Ringe
- Saa fik Odins Søn
- Atter sin Hammer.[13]
Mellem de Fortællinger, den prosaiske Edda har i denne Epoke, udmærker sig Sagnet om Idunna og Hendes Æbler, der er grundet paa et Digt af Thjodolf hin Hvinverske, da det ei ganske mangler Betydning.
Idunna, som med sin hele Familie er ganske ukendt for de ældre Digtere, træder i Lokasenna frem som Brages Kone; men er her af langt mere Vigtighed, da Hun gemmer Æblerne, hvori Guder bide, for ei at blive gamle. Man ser lettelig at Digteren herved har villet motivere Gudernes evige Ungdom, og maaske, ved at gøre Idun til Brages Kone, fremstille Poesien som den stedse genfødende Moder, der forynger Guderne.
Var Myten om Idunnas Æbler først blevet til, da maatte Jetterne nødvendig stunde efter at eie dem. Der fortælles hel eventyrlig, hvorledes Jetten Thjasse fangede Loke, og pinte ham saalænge, til Han maatte love at skaffe Idunna. Han lokkede Hende ud fra Asgard med Æblerne, som for at sammenligne disse med nogle, Han havde fundet. Thjasse tog Hende i Ørneham, men for at bebolde Livet, maatte Loke igen stjæle hende bort, da Thjasse engang var borte.
Jetten forfulgte Tyven; men Guderne svede hans Vinger, og dræbte ham i Lunden.[14]
En anden Fortælling bliver paa en Maade vigtig fordi den, skønt aldeles uden Føie, støtter sig paa Vøluspa. En Bygmester kom til Aserne og lovede paa en Vinter at bygge dem en uindtagelig Borg, naar de vilde give ham Freia, Solen og Maanen. De indginge det, stolende paa at det var umuligt og følgende Lokes Raad. Bygmesteren, og hans Hest Svadilfar arbeidede saaledes at der tre Dage før Vinters Ende kun fattedes Borgeledet. Bange raadsloge Guderne og truede at dræbe Loke, hvis Han ei skaffede Raad. Han forvandlede sig til en Hoppe, bortlokkede Svadilfar, og forsinkede saaledes Bygningen. Vred iførte Mesteren sig sin Jetteskikkelse, men dræbtes da af Thor.[15] Hoppen fødte den ottefodede Sleipner.
Skulde man anvise denne Digtning, der ikke hører til de yngste, en Plads i Asadramet, da blev det der, hvor Asers Borgemure vare nedbrudte, og kunde ansees som det sidste fortvivlede Forsøg af Aserne at holde sig paa Jorden, da de frygtede for at komme Nornerne nær.[16]
Fodnoter
- ↑ Fjolner (den Skjulte Tilhyllede) er et af Alfaders Tilnavne i den prosaiske Edda, og kun han kan menes dermed i Vøluspa. At Odin i Grimnismal tillægger sig dette Navn, er en Følge af den alt omtalte Sammenblanding.
- ↑ Thors Reise til Jotunheim 63-66.
- ↑ Efter den prosaiske Edda hvoraf dette er laant, kaldes hun Bestla Jetten Bolthorns Datter.
- ↑ Grimnismal hvoraf dette om Verdens Skabelse er taget, har ei dette sidste Træk, saalidet som det der slutter forrige Vers.
- ↑ Alt dette er bogstavelig efter Vøluspa.
- ↑ Disse Linier stande som Prøve paa den Stil hvori jeg agter at genreise Volas Tempel!
- ↑ For den som delte min Beskuelse af Baldur, vil maaske her et Spørgsmaal opløfte sig; men Han vil udentvivl finde det besvaret, ved at erindre at de Borge der stode paa Ymers Krop vel kunde styrtes af Jetter, skønt Baldur var hos dem. Om de her nævnte Vaner skal jeg andensteds tale –
- ↑ Nornerne kunde ikke ville at Jetter skulde seire, og det vilde de, hvis Odin ei havde faaet kløgt. Derfor fik Han den; men tabte, i det Han troede at vinde mest.
- ↑ Vola siger at Dværgene flyttede Borgen fra Uroligheds Høi til Sværddalen (Valhal)
- ↑ At der ved Aflgir og Astgir forstaaes hvad Vi have kaldt Aser og Vaner, er tydeligt, og Vi kunne af Skaberne forklare, hvi Mennesket er en saadan Blanding af Kraft og Svaghed, ligesom den onde Villie er en Følge af Jetters Virken. Det følgende Vers i Vøluspa, hvor der siges at det var Odin, Hæner, og Lødur som skabte Mennesket er enten ganske uægte eller forhutlet da det foregaaende kun nævner Tvende. Den prosaiske Edda siger det var Odin, Vile og Ve, men nævner aldrig siden de to sidste. At det var Odin og Frei synes mig klart, men det vilde blive for vidtløftigt her at opspore Oprindelsen til Ve og Vile, Hæner og Lødur.
- ↑ I Hyndlas Sang er det egenlig Vi lære at kende Loke saaledes. Rimeligt er det ellers at Grunden, hvi man tænkte sig Loke, som den der engang var Asers Ven, laa temmelig dybt. Man stræbte nemlig saaledes at forklare sig Asernes Syndefald. Da Ymer var dræbt, tabte Jetterne Tilliden til deres Styrke, sendte Loke som Udtrykket for deres List, for at slutte Fred. Freden tilveiebragtes og Aserne forledtes til at skabe Verden. Loke delte deres Herredømme, og hjalp Aserne da Jettefreden brødes, indtil Nornerne skilte ham fra dem. Dette udtrykte de ved at sige at Loke blev Odins Fostbroder i Tids Fødsel.
- ↑ Vola kender naturligvis intet til denne Hammer.
- ↑ Udentvivl vil det være Flere ligesaa ubehageligt som mig at overflyttes fra den betydningsfulde Kamp, de gamle Skjalde skildrede, til den næsten ganske betydningsløse Strid der fremtræder i de nyere Sange og den prosaiske Edda især dens anden Del; men da adskillige Træk ere og kunne blive laante af ny Digtere; maa jeg kortelig berøre, hvad jeg saa gerne vendte mig aldeles fra. Maatte det have til Følge at Usselheden ved Modsætningen bedre skønnedes, og at især Digterne engang for alle vilde se bort fra de elendige Eventyr, Blindhed og Sløvhed avlede; da vilde det trøste mig over den Væmmelse der trænger mig under en saa forhadt Syssel.
- ↑ Professor Nyrups Oversættelse af Edda 102-105. Digtet hvarf idunnar i Thorlacii fragmenta Höstlangæ & Torsdrapæ 32-45. Sandvigs Edda 174.
- ↑ Stedet i Vøluspa som (udentvivl af en senere Haand) henvises til, er det som indeholder Asers Raad efter Optrinet med Gulveig i Hars Sale . Da Vola hverken kender Freia eller Othar, eller Loke i Asers Samfund, var det allerede deraf vist at denne Fabel ei kunde der omtales; men det bliver aldeles klart ved at agte paa Sammenhængen at der tales om noget ganske Andet. Sagnet staaer udførligt i Nyrups Edda 55-58. At Lævi der er oversat ved Mørke, ser jeg vel Grunden men ei Retten til.
- ↑ Da Hyndla siger at Loke avlede Sleipner med Svadilfare, maa det være uafgjort, enten Digtningen alt da var til, eller avledes deraf.